Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/91

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 423-439).

Dronning Margreta vinder ogsaa Indflydelse i Sverige, især efter at have fanget Kong Albrekt. Rigsstyrelsen i Norge. De norske og islandske Biskoppers Virksomhed i de sidste ti Aar af det fjortende Aarhundrede. Theodorik af Niems Vidnesbyrd om Norges Geistlighed ved den Tid. St. Birgitta i Sverige og Birgittinernes Klosterorden.

Endnu før Erik af Pommern var formelig antagen til Norges Konge, var det lykkets Margreta at ydmyge sin farligste Fiende, Kong Albrekt af Sverige, og at udstrække sin Indflydelse ogsaa over dette Rige.

Albrekts Kongedømme havde længe staaet paa svage Fødder. Hans og hans tydske Ledsageres Overmod, Ødselhed og Foragt for det svenske Folk havde tidlig reist et stort Parti mod ham blandt dette. En næsten uafladelig Spending fandt Sted mellem ham og Raadet. Undertiden nødtes han ved dettes truende Stilling til at ydmyge sig og gjøre store Indrømmelser; men aldrig saa snart troede han sig uden Fare, for han fortfor med sit gamle Uvæsen og ophidsede Sveriges Stormænd mod sig paa ny. I Riget herskede den største Lovløshed og Undertrykkelse, og Folket led frygtelig. Efter de Svenskes Fremstilling laa al Skylden herfor paa Kongens Side. Der er imidlertid Grund til at tro, at denne Fremstilling ikke er ganske upartisk. Opsætsighedsaanden hos de svenske Store, deres egen Lovløshed og indbyrdes Splid var ogsaa tiltaget i en mærkelig Grad; og det er ikke usandsynligt, at det herskesyge og utaalige Sindelag, der fordum havde reist dem mod Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn, og bragt dem til at gjøre disse Konger mange overdrevne og usandfærdige Beskyldninger, ogsaa kan have ladet dem male Kong Albrekt med mørkere Farver, end han i Virkelighed fortjente. Albrekt var ganske vist ligesaalidt en klog som en kraftig eller god Konge, og han synes ikke at have vist det svenske Folk hverken den Agtelse eller den Omhu, som han skyldte sine Undersaatter; men Raadet paa sin Side synes heller ikke at have gjort sig oprigtig Umag for at opklare hans feilagtige Forestillinger eller vise ham den rette Vei til at vinde Svenskernes Kjærlighed. Det synes tvertimod ikke ugjerne at have seet Kongens Feiltrin, hvilke gav det Anledning til at klage, og med det samme tilrive sig selv den hele styrende Myndighed, – den det dog, formedelst indre Usamdrægtighed og egen Foragt for Almuens Ret og Bedste, ikke formaaede at øve til det Heles Gavn. Men hvad ondt de Store selv deels anrettede deels medvirkede til, derfor kastede de Skylden paa Kongen alene, idet de med det samme satte denne ganske ud af Stand til at afhjælpe det. Den Konge maatte næsten være et Vidunder af Kraft og Klogskab, som dengang skulde have kunnet styre Sverige til en nogenlunde almindelig Tilfredshed

Den slu Margreta holdt Øie med disse Forhold og var beredt til at fiske i det rørte Vand. Hun knyttede Forbindelse med de opsætsige svenske Store, smigrede dem med gyldne Løfter, lovede dem sin Hjælp, og bragte det endelig saavidt, at et Parti af de mægtigste svenske Herrer den 20de Mai 1388 fra Nykjøping formelig tilsagde hende sin Tjeneste. Følgen af dette Skridt var naturligviis en aabenbar Krig mellem Albrekt og Margreta. Man rustede sig paa begge Sider, og den 24de Februar 1389, medens Dronningen opholdt sig i Norge paa Baahus Slot, kom det i Nærheden af Falkjøping i Vester-Gøtland til et Slag mellem Margretas Hær, bestaaende af Nordmænd, Danske og Svenske, hver som det lader under sin Anfører, og Kong Albrekts, bestaaende af Svenske og Tydskere. Albrekt blev slagen og selv fangen med sin unge Søn Erik og flere fyrstelige og høie geistlige Personer, der fulgte hans Hær. Efter at være blevne fremstillede for Margreta paa Baahus, bleve Fader og Søn førte i et haardt Fængsel paa Lindholm Slot i Skaane.

Efter denne Seier fik Margretas Parti Overhaanden i Sverige. Men flere Slotte vare dog besatte af Albrekts Tilhængere, der fik Understøttelse fra Meklenborg; og Stokholm især blev med Kraft og Udholdenhed forsvaret af Tydskerne. Margreta havde saaledes i den nærmeste Tid efter Eriks Antagelse til Norges Konge nok at gjøre med de svenske Anliggender samt Underhandlinger med de tydske Magter, der arbeidede for den fangne Albrekts Sag. Hun maatte oftest opholde sig i Danmark og Sverige og synes sjælden at have besøgt Norge.

Dette Rige styredes imidlertid i Kong Eriks Navn. Ingen Drotsete findes at være tilskikket, men Kansleren synes at have staaet i Spidsen for den indre Styrelse, naturligviis med Raadet ved sin Side. Om den unge Konge er forbleven i Norge efter sin Antagelse i Nidaros, eller om Margreta siden har ladet ham fore til sig igjen i Danmark, vides ikke. Thi at Breve, norske indre Anliggender vedkommende, udstedtes i Norge i hans Navn og med hans Kongesegl, beviser ikke hans personlige Nærværelse; Kansleren som Seglbevarer kunde gjøre dette. Kansleren Hr. Henrik Henrikssøn nævnes saavidt vides ikke senere end i 1388; rimeligviis er han ved den Tid død. I hans Sted kom, baade som Provst ved Marie Kirke i Oslo og som Kansler, Hr. Arne Sigurdssøn, der findes at have havt Kongens Segl i Forvar allerede den 12te Juni 1390^[1]. Men uagtet den indre Styrelse saaledes i Regelen førtes uden at Margretas Navn derved nævntes, viser hun sig dog selv optrædende og handlende i eget Navn ved vigtigere Bestemmelser. Saaledes finder man, at hun den 29de Marts 1392 var i Oslo tilstede paa en Raadsforsamling, hvor en vigtig Forordning udstedtes. I denne Forordning nævnes hverken Kong Erik eller Kansleren, men blot Margreta med Titelen: „af Guds Naade Sveriges og Norges Dronning og Danmarks rette Arving og dets Fyrstinde.“ Som Samtykkende nævnes: Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Jakob af Bergen, Eystein af Oslo, Sigurd af Hamar og Halgeir af Færøerne, samt tretten Verdslige^[2]. De udenlandske Anliggender synes hun fremdeles ganske at have ledet ligesaavel for Norges som for de tvende andre Rigers Vedkommende.

Med Hensyn til de norske Biskoppers Virksomhed ved denne Tid nærmest efter Eriks Antagelse til Konge, vides kun om Jakob af Bergen og Eystein af Oslo noget, der fortjener særlig Opmærksomhed. Biskop Jakob sees skarpt at have talt mod Bergensmændenes ryggesløse Levnet. I et Brev af 11te Marts 1390 til alle Mænd i Bergen „indenlandske og udenlandske“ besværer han sig over det letfærdige og syndige Liv, „som nu der føres meer end nogensinde tilforn.“ Frillelevnet gaar – siger han – i den lille Stad meer i Svang end i nogen anden af samme Størrelse i den hele Christenhed. Jomfruer, gode Mænds Døttre, vanæres og krænkes, og Egteskabets Sakramente, som Gud stiftede i Paradis mellem Mand og Kvinde, foragtes. Men derfor komme ogsaa utallige Mænd til Skade baade paa Sø og Land, idet Ulykken ikke alene rammer de Skyldige, men og uskyldige med dem; Herredet lægges øde, og Landet kommer i stort Vanrygte. Biskoppen gjør nu i Kraft af sit Embede en tredobbelt Paamindelse, med otte Dages Frist mellem hver, om at aflade dette syndefulde Levnet; og de, som ikke ville lyde Paamindelsen, forbyder han at modtage Guds Legeme, ligesom han ogsaa forbyder alle Sogneprester i Bergen at meddele dem, som ligge i et saadant Levnet, Herrens Legeme til næstkommende Paaske, da de ei kunne gjøre fuld Skrift eller Bedring. Dette Brev var bestemt til at oplæses i Byens Sognekirker af vedkommende Prest hver Søndag indtil Paaske^[3]. – Hvorvidt Biskop Jakobs Advarsler og Trudsler have virket til Sedernes Forbedring, vides ikke.

Biskop Eystein lod mellem Aarene 1388 og 1401 optage en Fortegnelse over Kirkernes Jordegods i Oslos Biskopsdømme, hvilken Fortegnelse endnu i Original er til og kjendt under Navnet: den røde Bog, saa kaldet af Bindets Farve. Man har ogsaa af ham en vidløftig Skrivelse, et Slags Hyrdebrev, til Bønderne i den Deel af Øvre-Thelemarken, som lød under Oslos Biskopsdømme: Hviteseids Sogn, Tyresdal, Nissesdal, Fyresdal, Skafse og Mo. Brevet er udstedt fra Gimsø, den 11te November 1395. Det er mærkeligt baade for dets gode Stiil og rene norske Sprog, og tillige for det Lys, det kaster over de kirkelige Forhold i hine afsidesliggende Fjeldbygder.

Sidst da Biskoppen var hos dem – heder det – for ni Aar siden fandt han meget mangelagtigt hos dem i flere Henseender, til Fare for deres Sjæle: – baade Mangler med Hensyn til deres Seder, og forskjellige Tvivlspunkter saavel i deres Forhold til Biskoppen som i Presternes Forhold til Almuen. Det er Biskoppens Pligt at rette paa Alt hvad angaar Christendommen hos dem, og han fornyer derfor nu den Bestemmelse, som han gjorde med Raad og Samtykke af sine Chorsbrødre, og de bedste og ældste Bønder, som da vare hos ham, – en Bestemmelse, som desværre hidtil kun lidet har frugtet.

Først fandt han hos dem Mangel i hvad der er det vigtigste, i deres Kjærlighed til hinanden indbyrdes. Thi Manddrab øves meer der end i noget andet Bygdelag, og deraf kunde mærkes, at Kjærligheden var tynd mellem dem. Bøder betales efter dræbte Frænder; men desuagtet hevner man sig ligefuldt. „Og dog er det den værste Ugjerning, som være kan, at love Fred og Grid, og siden bære Avind og ond Villie i sit Hjerte til den, som man for forligte sig med“. Saadanne maa kaldes Gridnidinger og fuldkomne Herrenssvigere, deelagtige i Helvedes evige Pille med selve Djævlene, der ere fulde af Avind og Ondskab, og med den fule Judas, der sveg sin Herre med et Kys, som skulde være Fredens Mærke.

Biskoppen fandt ogsaa, at de ei noksom varede sig for Omgang med bansatte Mænd, eller for dem, som ere i Kirkens Forbud. Saadanne maatte de for Fremtiden sky som de værste Edderorme. Som disse skade Legemet, saaledes hine Sjælen. Thi hver den, som omgaaes Bansmand, falder i Ban med ham.

Den Kirkens Tjeneste, som de have at tage i Paasken, skulle de modtage med al Ydmyghed og Ærefrygt een Gang om Aaret. Thi hver den, som i tre Aar forsømmer dette, han er ifølge Christenretten fredløs (útlægr). De skulle ei modtage den af nogen anden end sin Sogneprest, uden med dennes Tilladelse; og ei modtage den, naar de ere i Forbud, thi dette er værre end ikke at modtage den.

De skulle alle være lydige mod Gud og Biskoppen; men forbryder nogen sig, da bøde han snarest muligt. Kirken, og Biskoppen paa dens Vegne, tager gjerne Alle til Naade, som til Naade ere verdige.

Efterdi Biskoppen sjælden har faret paa Visitats hos dem, ere Mange i Tvivl om, hvorledes de skulle udrede ham hans Tilkommende. I den Anledning maa de vide, „at der hvor Tiender udredes, skulle Presterne tage mod sin Biskop, saaledes at Kirken af sit Gods (uppheldis gotse) dertil ikke understøtter dem. Men der hvor Tiende ikke ydes, skulle Bønderne udrede Biskoppen Kost og Hestefoder, uden at noget tages af Kirkens Gods“. Og efterdi Bønderne i Thelemarken have forpligtet sig til at gjøre Biskoppen Skat hvert Aar, og Reide (reiðu), naar han farer at confirmere Børn, og Presten Reide for de to Dele af Tienden, og med den tredie holde sine Kirker istand, – saa skulle Bønderne erlægge hiin Reide (nl. den som tilkommer Biskoppen) til dem, som sørge for Biskoppens Underholdning; rækker det ei til, da skulle de tillægge saa meget, at Modtagerne (viðrtökumenn) ere skadesløse. Kirkerne maa nemlig ingenlunde tynges. Den som ikke vil rette sig efter dette, ham vil Biskoppen have Tjeneste negtet af den hellige Kirke. Biskoppens Reide skal, til den Tid Biskoppen byder, leveres med Presternes Vidende til de udnævnte Modtagere, to eller tre Kirkeverger (kirkiufiárhaldsmenn) eller Andre, som Bønderne dertil vælge, og den skal leveres til dem i den Kirken nærmeste Gaard, hvor sømmelige Huse findes, saaledes at Alt kan være samlet, naar Biskoppen kommer til Gaarden. Han overgiver det da til den, som videre skal sørge for Bevertningen. Bliver der noget tilovers af det til Kosthold leverede, naar Biskoppen forlader Gaarden, da skulle Bønderne selv have det tilbage, – dog saaledes, at Biskoppen deraf først under Modtagerne saa meget for deres Umag, som ham synes passeligt. Men rekker det Leverede ei til, da ere Bønderne skyldige at tilskyde det Fornødne. Biskoppen vil dog fare frem med Overbærenhed,. naar han blot sporer god Villie baade hos Modtagerne og hos Almuen. Naar blot Provsten farer paa Visitats, da skal han have Tilhold hos Presterne og være paa deres Kost, hvor de have Sæde; men hvor dette ikke er Tilfælde, der udrede Kirkevergerne (kirkiufiárhaldsmenn) ham sømmelig Kost og Hestefoder efter gammel Sedvane, saaledes at Kirken ei bliver tynget.

Biskoppen vil, at for Fremtiden hver Prest for fuld Udfærd (fulla útferð d. e. Begravelse og de dermed forbundne religiøse og kirkelige Ceremonier) lader sig nøie med en Ko eller Kosverd. Ere Mænd saa egensindige, at de ei ville sende Bud efter Presten, eller ei tage den hellige Salvelse, saa skal derfor ei Prestens Ret minke. Men er Nogen uformuende, da skal Presten uden Løn, for Guds Skyld betjene ham; og de, som ei formaa at give fuld Udfærd, give halv eller mindre, efter Evne. For hvert Barne-Lig under tre Aar skulle de ei negte Presten „en Ugemad Smør“ (vikumat smörs), men siden indtil det er tolv Aar: „en halv Løp“, og siden, indtil en Mand kommer i Bondestilling (i bonda lög): „een Løp eller to forngilde Ører“, eftersom hidtil har fundet Sted i alle Bygdelag. I Indergang (i innargöngu d. e. Barselkvinders Indledning i Kirken ved Presten) gives „en Ugemad Smør“, eftersom brugeligt har været over hele Thelemarken efter Storedøden, om end i andre Bygdelag, hvor Tiende udredes og „anden Offerdag“ iagttages, gives mindre. Omendskjønt Presten er skyldig at yde dem al Tjeneste frit, saa ere de dog pligtige at holde ham dette. Men er der Nogen, som ei vil udrede Presten dette, efterat Presten har ydet sin Tjeneste, eller som forholder Presten hans Reide, da maa Presten gaa i Kirkedøren og sætte ham tre Femter (fimt d. e. Tid af fem Dage) til at gjøre sin Skyldighed, og sidder han disse overhørig, da maa Presten forholde ham al Kirkens Tjeneste. Dog vogte ogsaa Presterne sig vel for at negte Nogen vrangeligen Tjeneste; thi derfor skulle de staa til Rette og betale Biskoppen Bøder og desuden vente sig stor Revselse.

Biskoppen opfordrer alle Prester til at være velvillige mod sine Sognemænd, ligesom disse til at hædre sine Prester som sine Fædre for Guds og deres Embedes Skyld, at være dem lydige og føielige, optage deres Lærdom med Kjærlighed, holde de ti Guds Bud med ret Tro og vogte sig for de syv Hovedsynder. De skulle hædre Gud og elske sine Medchristne, paa det at Gud kan elske dem i denne Verden og i hiin hædre dem med Himeriges Løn.

For at lade dem alle nyde godt af Biskoppens Komme til dem, vil han hædre deres Kirker med Aflad (afgiftum, Indulgenser), dem og deres Efterkommere til Sjælehjælp og alle retskriftede Mænd til Syndsafløsning, naar de besøge Kirkerne paa visse Dage eller hjælpe dem med sine Almisser: til Hviteseids Kirke 40 Dages Aflad (aflát), til Bø Kirke 20 Dages, til Thveita Kirke 20 Dages, og til Kirken paa Roholt, og den i Thridiungen hver 10 Dages Aflad, paa hver Juledag, Ottendedag (Nyaarsdag), Trettendedag (Helligtrekonger), fire Mariemessedage, Paaskedag, Helligthorsdag (Christi Himmelfartsdag), Pinsedag, Trinitatismessedag, Jonmessedag, begge Olafsmessedage, Michaelsmessedag og Allehelgensmessedag, „Kirkemessedage og Kirkedrottensdage“ (kirkiumessudaga ok kirkiudróttinsdaga d. e. Aarsdagene for vedkommende Kirkes Indvielse og Kirkens Skytshelgens Festdage?), – saa ofte som Guds Ord bliver dem foredraget ved Prædiken, og saa ofte som de hjælpe Kirkerne med Almisse. Men alle de, som paa hvilkensomhelst Maade fratage Kirken dens Gods, løst eller fast, eller tilegne sig hvad der er lagt til Prestebordet (prestborðsens, Prestens Underhold) eller til Kirkens Forbedring, eller og forholder Biskoppen hans Skat, – de skulle vide sig at være i Ban og under Guds, St. Peters og St. Paals Vrede, og snart at ville blive straffede baade i denne og hiin Verden.

Alle skulle de og omhyggeligen iagttage, at yde Romerskat (Peterspengen), „en tællet Pening, den mindste, som falder af Kongens Mynt,“ hver Mand, som Tjeneste (embete) tager. „Disse Penge ejer St. Peter i Rom, derfor kaldes de Romerskat“.

Efterdi det er Biskoppen sagt, at Bønderne i Molands Sogn og i Mo byde sig til Bedring og Bod for det Opløb, de gjorde sidst Biskoppen visiterede, saa vil han gjerne tage dem til Naade, naar de komme for ham, og han vil hædre deres Kirker med 20 Dages Aflad til hver af dem paa de ovennævnte Dage. Men Bønderne af Skaffe have selv gjort sig uverdige til nogen Naade, da deres Trods og Ondskab voxer istedetfor at aftage.

Saa byder Biskoppen dem og Alle at holde helligt paa Hellig Legems Dag (festum corporis Christi) og faste forud „med hvid Mad“ (den ringere Faste, da Nydelse af Melkemad var tilladt). Den Dag er Treugersdagen efter Helligthorsdag (Christi Himmelfartsdag) om Vaaren, og paa den Dag vil Biskoppen unde hver af deres Kirker Aflad som paa de tidligere nævnte^[4].

Man seer af hele Brevets Tone, at fra Biskoppens Side udfordredes baade gode Ord og Trudsler, baade Mildhed og Strenghed for at holde hine stridige Fjældbønder under Kirkens og Geistlighedens Aag. Man seer, at Tienden i Thelemarken langtfra endnu ikke overalt var i fuldkommen Orden og Gang, – at visse Afgifter og Godtgjørelser efter ældre Skik^[5] i flere Bygder endnu gik istedet for Tienden, og at Thelerne ikke vare rædde for at gjøre Opløb, endog i Biskoppens Nærværelse, naar de af Kirken paalagte Byrder syntes dem for tunge. Brevet synes forøvrigt at karakterisere Biskop Eystein som en kraftig og klog Mand, og efter Tidens Maalestok nidkjær for sin Kirkes Tarv baade i det Aandelige og Verdslige.

Dette er det Vigtigste vi vide om Kirkens Tilstand i selve Norge i det sidste Aarti af det 14de Aarhundrede. Hvad Island angaar, da ere heller ikke Efterretningerne synderlig rige.

Da den danske Biskop Mikael i 1385 var kommen til sit Sæde i Skaalholt^[6], begyndte han snart med en heel Deel Forandringer, som ikke fandt Landsfolkets Bifald. Mange Prester mistede sit Embede^[7], naturligviis ved Biskoppens Medvirkning, og dette blev ham, som det lader, regnet til Last, – om med Rette eller ei, er nu umuligt at afgjøre. At i 1388 Palliehjælp (subsidium pallii) blev krævet paa Island ved Thorkel Prest og Hall Magnussøn paa Erkebiskoppens Vegne, har rimeligviis ei formildet den utilfredse Stemning blandt Presterne, over hvem det til Slutning gik ud, især da dette Krav synes at have været usædvanligt der paa Øen^[8]. Den følgende Sommer 1389 brød Misnøiet mod Biskop Mikael ud paa en høist alvorlig Maade, idet der paa Althinget blev læst et Oprørsbrev mod ham, hvori mange Beskyldninger fremførtes, hvis Rigtighed i Et og Alt dog synes at have været tvivlsom, selv efter visse Islændingers Skjøn. Foretagendet havde imidlertid den Virkning, at Mikael samme Aar forlod Landet, og da det tillige heder, at mange Prester af Skaalholts Biskopsdømme gjorde det samme, saa maa man antage, at Urolighederne have været alvorlige, og at baade Biskoppen og hans Modstandere have agtet at føre sin Sag for en høiere Domstol: enten Erkebiskoppens eller Kongens. Mikael forordnede før sin Afreise Presten Are Gunløgssøn til Official og Bestyrer af Skaalholts Biskopsdømme; men da denne samme Aar døde, var Biskopsdømmet overladt til sig selv^[9].

Tilstanden der i 1390 beskrives som meget daarlig. Der var hverken Biskop eller Official, al Christendom stod paa slette Fødder, mange Prester døde, mange vare drevne bort fra Landet, og de fleste, som vare tilbage, vare berøvede sine Embeder^[10]. Mikael synes for det første at have havt i Sinde at styre sin Biskopsstol fra Danmark, og da han der havde indviet en vis Thorstein Snorressøn til Abbed af Helgafell, skikkede han denne til Official over hele Skaalholts Biskopsdømme^[11]. Thorstein viste sig heller ikke sit Kald uverdig. Han gjorde sig ved sin Hjemkomst Umag for, saavidt muligt, at skaffe dygtige Prester til de ledige Kirker, og disse bleve indviede af Holes Biskop^[12]. Mikael kom ikke meer tilbage til Island; han resignerede samme Aar som han havde udnævnt Abbed Thorstein til Official^[13]. Om det er skeet godvilligen eller nødtvunget, siges ikke; heller ikke kan man af de islandske Annalers korte Beretninger fuldkommen skjønne, hvorvidt Dadelen for den i Skaalholts Biskopsdømme i Mikaels Styrelsestid herskende Uorden alene bør falde paa ham, eller om ikke den underordnede Geistlighed har havt sin betydelige Andeel deri. Hovedsagen har maaskee været, at Mikael, som fremmed for Islands Indretninger og Skikke, har stødt an mod disse og derved paadraget sig en Uvillie baade fra Geistligheds og Lægfolks Side, hvilken ikke i alle Henseender har været fortjent^[14].

Efter Mikaels Frasigelse stod Skaalholts Biskopsstol, som det lader, en lang Stund ledig, indtil en vis Vilkin blev hans Eftermand. Han skal ogsaa have været dansk af Fødsel, men var nærmest forud Prior for Prædikebrødrenes Kloster i Bergen^[15]. Nogle Annaler sige, at Vilkin blev viet til Skaalholts Stol i Rom^[16], altsaa af Pave Bonifacius IX, som i 1389 havde fulgt Urbanus VI; – andre, at han blev indviet af Erkebiskop Vinalde^[17]. Maaskee kunne disse Udsagn forenes saaledes, at Paven ved Provision har valgt ham, men alligevel overladt hans Indvielse til hans lovlige Metropolitan. Vilkin kom til Skaalholt i 1394 og holdt sin første Biskopsmesse samme Aars 14de September, Korsets Ophøielsesdag, og Annalerne omtale med et Slags Berømmelse, at han i denne Anledning gjorde et overordentligt stort og pragtfuldt Gjestebud, ved hvilket de fleste af Øens verdslige og geistlige Stormænd vare tilstede^[18]. I Vilkin fik Skaalholts Stol en dygtigere og virksommere Biskop, end den i lang Tid havde havt.

I Hole Biskopsdømme sad Biskop Jon Erikssøn Skalle i Rolighed, efterat han endelig i 1372 var af alle Nordlændinger erkjendt som lovlig Biskop^[19]. Ved 1300 maa han have været en meget gammel Mand. Naar man nemlig betænker, at 47 Aar allerede vare ledne, siden han i 1343 modtog Biskopsvielsen til Grønland, og at han da vel maa have været mellem 30 og 40 Aar gammel, saa maa han nu have været i en Alder af 80 til 90. Dette gjorde, som det lader, at man regnede hans Embede for saa godt som allerede ledigt, og at der fandtes Folk, der uden at afvente Jons Død lagde sig ud for at erholde det. Det lykkedes en dansk Prest eller rettere Munk, Peter Nikolaussøn^[20], at blive udnævnt til Holes Biskop i den romerske Kurie, af Bonifacius IX, og sammesteds at blive indviet. Annalerne synes at misbillige, og det med Rette, denne Besættelse af Biskopsstolen, før den endnu var bleven ledig. Men Jon Erikssøn overlevede ikke længe sin Eftermands Valg. Han døde den 10de August enten 1391 eller 1392, efterat han i 33 eller 34 Aar havde foreslaaet Hole Stol, og været Biskop i 48 eller 40 Aar^[21].

Hans Eftermand Peter kom til Island i 1392 med en heel Deel Danske, Geistlige og Verdslige, i sit Følge. Han foretog dog ingen Forandringer af Betydenhed i Hole Biskopsdømme; det bemærkes tvertimod udtrykkelig, at han lod alle Prester forblive i deres Emheder, og beholdt den samme Raadsmand ved Hole Stol, som hans Formand havde havt. Det bemærkes ogsaa, at Biskopsdømmet da holdtes for at staa sig meget godt, – en Bemærkning^[22], der viser, at Jon Skalles Styrelse ikke har været uden Fortjeneste, og at dette har været erkjendt af hans Efterfølger. Biskop Peter maa være kommen til Island seent paa Aaret 1392; thi der siges, at han sang sin første Messe Mikaelsdag (29de September) 1393 og seirede ved samme Leilighed sin Tiltrædelse ved et herligt Gjestebud^[23]. Han viste strax en rosverdig Virksomhed ved at sætte Skolen i god Gang og tilskikke den en Skolemester; og da Skaalholts Stol dengang var ledig, udførte han ogsaa ved den de Vielser, som udfordredes, indtil Biskop Vilkin det følgende Aar ankom og tiltraadte sit Embede. Peters Biskopsdømme begyndte ellers med en stor Ulykke, idet nemlig, 1393 4de Juledag, Hole Kathedralkirke nedstyrtede aldeles; dog omkom ved dette Tilfælde kun eet Menneske, en Diaconus^[24]. Biskoppen var siden virksom for atter at faa den opbygget. Paa sin første Visitationsreise i 1394 sørgede han for, at Fortegnelse over Kirkernes Eiendomme blev optagen^[25].

Island havde saaledes i Begyndelsen af Kong Eriks Regjeringstid faaet tvende Biskopper, der, skjønt Udlændinger, dog synes baade at have været sit Kald voxne, og at have havt fuld Villie til at røgte det tilbørligen. At Islændingerne ikke fuldkommen have likt dem, paa Grund af at de vare danske, fremlyser af Annalernes Udtryk. Men dette var dog maaskee helst Tilfælde lige i Begyndelsen af deres Embedstid; siden synes man at have fundet sig ganske vel tjent med deres kirkelige Styrelse.

Med den verdslige Styrelse derimod herskede der paa Island Misnøie, og det er af Annalerne klart, at Dronning Margreta der paa Øen slet ikke var yndet. Det omtales, at hun i 1392 paabød en svær Skat: at nemlig hver Mand (hvorved naturligviis vel maa forstaaes: hver Bonde) skulde betale hende en halv Mark efter gammel Beregning (halfmörk forngilda d. e. $\scriptstyle {\frac {1}{6}}$ Mark godt Sølv eller Sterling?). Hertil blev i Førstningen svaret med Uvillie; men siden, heder det, gik mange af Landets bedre Mænd ind herpaa^[26]. Dog lader det som om Dronningen ikke fik drevet sit Ønske igjennem i fuld Udstrækning. Thi da Hirdstyreren Vigfus Ivarssøn det følgende Aar 1393 fremførte Dronningens Forlangende paa Althinget, blev af de bedste Mænd blot indrømmet hende 8 Alen Vadmel af hver, og det ovenikjøbet, som det udtrykkelig tillagdes: for Vigfus’s Skyld og paa den Betingelse, at det ei skulde kaldes Skat og ikke oftere kræves. Eyfirdingerne afslog det ganske, og synes at være blevne staaende ved sit Afslag^[27]. Maaskee kan den Uvillie mod Dronningen, som ved denne Leilighed lod sig tilsyne, tildeels være bevirket ved det Rygte, som just dengang sees at have været i Omløb, nemlig, at Kong Olaf endnu levede, men var dragen af Landet^[28].

Vi besidde en Udlændings Vidnesbyrd om den norske Geistligheds Liv og Seder, hvilket maa antages nærmest at sigte til Tiden ved det 14de Aarhundredes Slutning, og derfor mest passende omtales her. Fortælleren er den lærde Geistlige Theodorik eller Didrik af Niem, der mellem 1378 og 1410 var Abbreviator eller Sekretær i de romerske Pavers Kurie, siden Biskop af Verden, og endelig Biskop af Cambray, død i 1417. I sit Verk kaldet Nemus unionis yttrer han sig et Sted om Geistligheden i Norge og paa Irland, hvilke Lande han omtaler under Et som de yderste mod Norden og mod Oceanet, saaledes: – „Geistligheden der er i Almindelighed tarvelig i Klæder og Pynt og forretter Gudstjenesten med faa Ceremonier og uden Pomp; den er just heller ikke i nogen udmærket Grad videnskabelig dannet. Men i Norge drikke efter Skik og Sedvane Klerker og Lægfolk lige sterkt, og hvis En ikke over Maal og Maade kan beruse sig i Øl, tror han sig ikke lykkelig. Den Ene fordrer af den Anden, at han skal gjøre ham Besked ved at drikke ligesaameget som han; og Ingen, som ikke saa det, skulde tro, hvormeget begge Kjøn der kunne drikke paa en Gang; og man gjentager dette, indtil man falder drukken til Jorden. Den som bedst kan tomme sit Bæger, ansees for at overgaa de Andre i legemlig Styrke og i Raskhed. I de samme Egne, Irland og Norge, er det tilladt Biskopper og Prester offentlig at holde Friller (concubinas); og naar Biskoppen to Gange om Aaret visiterer de ham undergivne Prester, og Sognekirkers Bestyrere, fører han sin Elskede med sig til samme Presters Huse. Frillen selv tillader ikke sin biskoppelige Elsker at visitere uden hun er med ham, deels fordi hun da lever høit hos Presterne i Selskab med disses Friller og ovenikjøbet faar Gaver af de Visiterede, deels fordi hun vil passe paa sin Elsker, at han ikke skal forelske sig i nogen Anden, som han maatte finde smukkere, og saaledes forurette sin egen Elskede. Om tilfældigviis nogen af de visiterede Prester ingen Frille har, da betragtes han som en Forræder mod nedarvet Skik og maa udrede den visiterende Biskop dobbelt Kosthold. Saa er det og Tilfælde, at Presternes Friller eller Hustruer i hine Lande nyde Forrangen i Kirke og til i Bords, i Gang og i Sæde fremfor andre Fruer, endogsaa Ridderes“^[29].

Skildringen er ikke gunstig; men dog udentvivl – muligen paa lidt Overdrivelse nær – sand for Norges Vedkommende. Theodorik havde ogsaa i sin Stilling som Sekretær i den romerske Kurie den bedste Anledning til at øse sin Kundskab fra baade mundtlige og skriftlige Beretninger af Folk, der nøie kjendte Forholdene. Man seer, at det er tvende Udyder, som her bebreides den norske Geistlighed: Drukkenskab, hvilken Last den deelte med Folket i det Hele; – og Ringeagt for Cølibatsloven. Hvorledes denne, allerede ligefra dens første, vistnok ikke ganske lette, Indførelse i Norge, blev omgaaet, og hvorledes hermed maatte sees gjennem Fingre, naar kun altfor stort offentligt Anstød undgikkes, – er ovenfor paapeget^[30]). Men, efter Theodoriks Beretning at dømme, maa imod Slutningen af det 14de Aarhundrede den ældre Omhu fra Biskoppernes Side for Overholdelsen idetmindste af den ydre Anstand meget være slappet. Her fremstilles Biskopperne selv som de, der foregik sine underordnede Prester med Exemplet, ja endog paa en Maade opmuntrede til Brud; og Presternes Samliv med deres Friller fremstilles som noget, der ei meer vakte nogen Forargelse eller kastede nogen Vanære paa de sidste. Dette kom udentvivl deraf, at man meer og meer begyndte at betragte slige Forbindelser som et Slags borgerlige Egteskaber. Men disse vare de eneste, som den verdslige Landslov udtrykkelig omtalte, idet den ingensteds gjorde Kirkens Indvielse til Betingelse for Egteskabets Fuldgyldighed efter den almindelige Ret. En Kvinde, der med sine nærmeste Frænders Samtykke og ifølge lovlig Overeenskomst indtraadte i en saadan Forbindelse med en Prest eller anden, ikke regelbunden, Geistlig, kunde saaledes i borgerlig Henseende vanskelig siges at have begaaet noget, der gjorde hende Skam. Og naar det nu ovenikjøbet var Tilfælde, at Forbindelsen, paa Grund af den Geisliges hæderlige Stilling og rigelige Udkomme, ansaas for fordeelagtig, og følgelig attraades selv af bedre og fornemmere Kvinder, – saa begribes let, at det snart, under Kirketugtens tiltagende Slappelse, maatte komme dertil, at de høiere Geistliges Friller kunde indtage en Plads i det selskabelige Liv, der svarede til deres Elskeres Stilling eller deres egen Byrd. Kirken eller rettere Paven maatte naturligviis i sine almindelige Forordninger, for Konsekvensens Skyld, paa det strengeste fordømme det hele Væsen, og de enkelte Biskopper maatte embedsmæssig gjøre det samme; men i det Private saa de gjennem Fingre baade med sig selv og sine Underordnede, – ofte vistnok af Svaghed og moralsk Slappelse, men ofte maaskee ogsaa af den indre Overbevisning, at det mindre Onde maatte taales for at større kunde undgaas.

Angaaende den norske Kirkes Forhold til Paven mod det 14de Aarhundredes Slutning vide vi kun meget lidet. At Norge med de tvende andre nordiske Riger under Pavedømmets Splittelse underordnede sig den Pave, som var i Rom, er allerede ovenfor vist. Pave Bonifacius IX (1389–1404) var hverken en klog eller verdig Kirkens Forstander, men desto mere berygtet for sin Iver og Ubluhed i at udpresse Penge af de Lande, som erkjendte ham. Han inddrev Annaterne paa Forhaand af dem, han gav Løfte paa høie geistlige Embeder, naar de bleve ledige, og han beskyldtes for ligefuldt at have bortgivet dem til Andre. Vi see udentvivl Spor til denne Fremgangsmaade i hvad ovenfor er fortalt om de islandske Biskopsstoles Besættelse med Vilkin og Peter Nikolaussøn. Aaret 1390 var bestemt til Jubelaar, og i den Anledning udsendte han til alle Kanter Afladskræmmere, der skulle have solgt Afladen for den blotte Betaling af hvad Reisen til Rom vilde have kostet, og ikke engang have gjort Pønitens til Betingelse for Syndsforladelsen. Hans Sendebud kom ogsaa til de nordiske Riger og skulle der af de enfoldige Indbyggere have udlokket store Pengesummer. Det fornemste af disse Sendebud var en Benediktiner, Antonius af Rom, der efter sin Hjemkomst hængte sig i Bologna. Rimeligviis frygtede han for at blive dragen til Regnskab for begangne Underslæb, hvilke, som man let kan tænke sig, ideligen fandt Sted. I 1398 sendte Pave Bonifacius en Kjøbmand fra Perugia, Ludovicus de Ballionibus, for sin Begjærlighed kaldet den perusinske Jæger (venator perusinus), som sin fuldmægtige Pengeindkræver til de nordiske Riger. Han var samme Aar den 1ste September i Kjøbenhavn, hvor just dengang en stor Raadsforsamling af alle tre Riger holdtes, ved hvilken fra Norge Erkebiskop Vinalde og Biskopperne Olaf af Stavanger og Eystein af Oslo samt Anbjørn Provst af Bergen og Arne Sigurdssøn (Arold, den samme, som andensteds ogsaa kaldes: Arnt) Provst af Oslo vare tilstede. Man finder, at en Hr. Svein, Chorsbroder af Stavanger, blev beskikket af Ludovicus til at indsamle de pavelige Penge i Stavangers Biskopsdømme mod selv at beholde Trediedelen for sin Umag. Han skulde inddrive saa meget som muligt i Guld og Sølv, dog heller ikke foragte andre Varer; og Beløbet skulde han sende til Lybek, Stralsund eller Brügge. Saadanne Udpresninger sysselsatte dengang fortrinsviis den romerske Kurie, og Norge fik, som vi see, yde sin Skjerv med^[31].

Før vi forlade dette Aarhundredes norske Kirkeforholde, maa vi i Korthed omtale en ny Klosterorden, som i Aarhundredets senere Halvdeel opstod, og som er mærkelig, fordi den var den eneste, som udgik fra det skandinaviske Norden, og som, skjønt Norge ikke var dens egentlige Fosterland, dog yttrede sin Virksomhed i dette Rige ligesaavel som i Sverige og i Danmark. Denne Orden var Birgittinernes.

Dens Stifter var den hellige Birgitta, eller, som Svenskerne almindelig kalde hende: Brita, en svensk Frue, der levede paa Kong Magnus Erikssøns Tid. Hun stammede fra Sveriges høibyrdigste Ætter. Hendes Fader, Birger Perssøn af Finnstad, var Lagmand i Upland og hørte til den Æt, som senere benævntes Brahe; hendes Moder, Ingeborg Bengtsdatter, var af Folkunge-Ætten, og paa denne Side var Birgitta i Frændskab med Kong Magnus. Hun var født 1303 eller 1304 og blev allerede i sit 13de Aar gift med Ulf Gudmarssøn af Ulfaasa, Lagmand i Nerike, som kun var 18 Aar gammel. Allerede fra Barndommen af skal Birgitta have udmærket sig ved Gudsfrygt, som efter Tidens Skik især yttrede sig i strenge Andagtsøvelser, og hun skulde, som det senere hed, allerede da have været benaadet med hellige Aabenbaringer. Med sin Mand, der ogsaa roses for Gudsfrygt, levede hun i et lykkeligt Egteskab, og havde fire Sønner og fire Døttre. Egtefællerne gjorde begge tilsammen en Pilegrimsfærd til St. Jakob i Compostella. Paa Tilbageveien blev Ulf syg i Arras i Frankrige og gjorde i sin Sygdom det Løfte at ville gaa i Kloster. Dette opfyldte han ogsaa med Birgittas Tilskyndelse efter sin Hjemkomst, idet han gav sig ind i Alvastra Kloster, hvor han ikke meget længe efter døde i Aaret 1344. Som Enke overgav Birgitte sig meer end nogensinde for til Bods- og Andagtsøvelser, og troede sig nu hyppigen at have guddommelige Aabenbaringer, Samtaler med Christus og Jomfru Maria, noget, hvorom Mængden af hendes Samtidige ikke heller synes i ringeste Maade at have tvivlet. Hendes Byrd og glimrende Rygte satte hende i Forbindelse med Hoffet, og hun skal en Tid have indtaget en høi Stilling der i Dronning Blankas nærmeste Omgivelse. Hun kunde, heder det, ikke fordrage den Daarskab og de Laster, som ved Hoffet gik i Svang, og holdt skarpe Straffetaler for Kongen og hans Mænd, idet hun tillige fortalte, hvad der var hende aabenbaret om de Lastefuldes Revselse. Kong Magnus skal have drevet Spøg med hendes Tale og ofte spurgt hvad hans Frænke vel havde drømt om ham i Nat. Men desto meer fandt udentvivl hendes Ord Indgang hos Andre, og der er stor Sandsynlighed for, at Birgitta, maaskee sig selv ubevidst, har været et virksomt og farligt Redskab i de urolige og misnøiede Stores Hænder til at nedbryde Kong Magnus’s Rygte i Sverige, stemme Almenheden mod ham og nære Oprørsaanden i Landet. Da hun mærkede, at hendes Advarsler ikke frugtede paa Kongen og hans Omgivelser, trak hun sig tilbage fra Hoffet til sine Ejendomme, hvor hun en Stund levede under de strengeste Bodsøvelser, men ogsaa under Udøvelsen af mange Velgjørenhedshandlinger^[32]. Hun blev imidlertid kun to Aar efter sin Mands Død i Sverige. Ifølge en Aabenbaring, hun troede sig at have havt, forlod hun i 1346 sit Fædreneland ser at drage til Rom. „Der var – som Christus skulde have sagt hende – Gaderne belagte med uforgjængeligt Guld, nemlig de hellige Martyrers Blod; der kunde man gjennem Helgenernes Fortjeneste og Pavens Aflad komme den gjenneste Vei til Himmelen.“ Siden gjensaa hun ei mere Sverige. I Rom overvar hun Jubelaaret i 1350, og levede der siden i mange Aar. Hun gjorde derfra Valfarter omkring til hellige Steder, og tildrog sig overalt Opmærksomhed ved sin Gudsfrygt, Gavmildhed og strenge Levevis. Hun skal have ivret meget for Pavens Tilbageflytning fra Avignon til Rom, og da Urbanus V havde opfyldt dette almindelige Ønske i 1367, men derpaa i 1370 af Eftergivenhed mod sine Kardinaler igjen lavede sig til at drage til Avignon, skal Birgitta ved sin Skriftefader, Spanieren Alfonsus, have ladet ham sige, at Jomfru Maria havde aabenbaret hende, at Urbanus, hvis han iverksatte sit Forehavende, snart skulde dø. Paven reiste alligevel til Avignon, men døde samme Aar, – en Omstændighed, der i høi Grad skal have bidraget til Birgittas Anseelse. I 1372 tiltraadte hun, som det hed paa guddommelig Befaling, en Pilegrimsfærd til Jerusalem, ledsaget af sine tvende Sønner, Birger og Karl, sin Datter Katharina samt adskillige geistlige Personer. Hun naaede sit Bestemmelsessted og kom igjen tilbage til Rom. Men paa Reisen var hun bleven syg og døde ikke længe efter sin Tilbagekomst til Rom den 23de Juli 1373. De hellige Aabenbarelser, hun troede sig at have havt, skal hun Tid efter anden have opskrevet eller dikteret paa Svensk og ladet en af de hende omgivende Geistlige oversætte paa Latin. De ere endnu til under Navnet: revelationes Stæ Birgittæ. I 1391 blev hun af Pave Bonifacius IX med megen Høitidelighed erklæret for en Helgen, og Dagen, da dette skede, den 7de October, blev siden hendes Festdag^[33].

Denne Birgitta havde tidligen fattet Tanken om at oprette et Kloster med en egen Regel, der nærmede sig den hellige Augustins, men dog ogsaa i væsentlige Stykker skjelnede sig fra den. Hun troede, at Christus selv havde aabenbaret hende Regelen, og Ordenen skulde derfor hede Frelserens (sancti salvatoris). Den kaldtes imidlertid senere i Almindelighed efter Stifterinden: Birgittinernes Orden. Det mest ejendommelige ved den var det, at Klosteret skulde omfatte baade Munke og Nonner, hvilke skulde bo under samme Tag og dog naturligviis i den strengeste Afsondring. Nonnernes Antal skulde være 60 (sorores), dertil kom 13 Prest-Munke (d. e. Munke med prestelig Vielse, fratres presbyteri), 4 Diacon-Munke (fratres diaconi) og 8 Lægbrødre (fratres laici). De 13 Prester skulde være et Billede paa de 13 Apostle (Paulus medregnet), og de 4 Diaconer paa de 4 Hovedkirkefædre: Ambrosius, Augustinus, Hieronyums og Gregorius. Disse sidste i Forening med de otte Lægbrødre og de 60 Nonner ud- gjorde 72, og skulde være et Billede paa Jesu 72 Disciple. Det hele Personale skulde være afhængigt af en Abbedisse, den hellige Moders Billede. Nonnerne skulde altsaa være Klosterets egentlige Kjerne, Munkene skulde være der for hines aandelige Pleie, for at besørge Gudstjenesten, samt for at passe Klosterets ydre Anliggender-. Blandt Prest-Munkene valgte det hele Convent en Confessor generalis, en Skriftefader, som tillige var Abbedissens Raadgiver og Sekretær. Nonnerne deeltes i 2 Klasser, af hvilke den ene (sorores ad infra) havde fortrinsviis at sysle med Andagtsøvelser og Læsning, den anden (sorores ab extra) havde tillige at arbeide for Klosteret. I den sidste kunde høitstaaende Kvinder, der havde gjort sig fortjente af Ordenen, optages uden derfor at blive klosterbundne eller underkastede Klosterreglen. Ligeledes kunde Ordenen under lignende Omstændigheder optage i sit Broderskab og i Nydelsen af sine Fortjenester enkelte udenfor Klosteret staaende Lægmænd, hvilke da kaldtes: fratres ab extra. Ordensdragten skulde være graa, lignende Minoriternes; men de forskjellige Klasser af Medlemmer skulde derhos udmærkes ved et eget Ordenstegn. For Søstrene var dette et Slags Hovedbind eller Krone, som skulde betegne dem som Christi Brude. Klausuren eller Indestængelsen fra den øvrige Verden skulde være meget streng, og ingen Gjester eller Fremmede maatte bevertes i Klosteret uden undtagelsesviis og ifølge høiere Tilladelse. Selv i Kirken skulde Søstre og Brødre have fuldkommen afsondrede Pladse. Derimod vare Reglerne for Faste og Levemaade ikke overdrevet strenge. Biskoppen i det Biskopsdømme, hvor Klosteret var beliggende, skulde have Overopsynet med det og regelmæssigen visitere det, dog uden at betræde Søstrenes Boliger.

Dette er Grundtrækkene af den hellige Birgittas Klosterregel, hvilken hun ganske vist havde udkastet før sin Afreise fra Sverige i 1346, ligesom ogsaa allerede da Kongsgaarden Vadstena i Linkjøpings Biskopsdømme i Øster-Gøtland maa have været udseet og indrømmet til Oprettelsen af det første Kloster. Forberedende Skridt til de fornødne Klosterbygninger maa derhos tidlig være gjorte, og en Deel Søstre og Brødre synes at have samlet sig ved Indretningen en god Stund førend Regelen endnu ved pavelig Stadfæstelse fik sin Gyldighed. Dette skeede først ved Birgittas Bestræbelser hos Pave Urbanus V i Rom, idet han nemlig gav sit Samtykke til, at et Kloster for Nonner og Munke oprettedes i Vadstena, og i 1370 stadfæstede den af Birgitta ham forelagte Regel for dette Kloster. Men hverken Vadstena Kloster eller Ordenen idet Hele tom i fuld Stand og Virksomhed i Birgittas levende Live. Først i 1379 blev Ordenen, som almindelig Klosterorden, stadfæstet af Pave Urbanus VI, og i 1384 fandt Søstrenes og Brødrenes høitidelige Indsættelse i Vadstena Sted ved Biskop Nikolaus af Linkjøping i Overvær af Erkebiskop Henrik af Upsal og Biskop Thord af Strengnæs. Den Gang synes imidlertid endnu ikke det bestemte Antal af Søstre og Brødre at have været til, og denne Omstændighed har maaskee foraarsaget, at ikke førend i 1388 den første Abbedisse blev indviet, nemlig Ingegerd Knutsdatter, en Datterdatter af den hellige Birgitta.

Vadstena Kloster, ved hvilket Birgittas Lig hvilede, blev anseet som den hele Ordens Moderkloster, fra hvilket meget snart flere Birgittiner-Klostere stiftedes baade i og udenfor de nordiske Riger. Det usedvanlige ved Ordenens Indretning og Stifterindens Helgenglands bragte den nemlig snart i Ry baade fjærnt og nær, saaledes at man oversaa baade det Vanskelige i at vedligeholde det talrige Personale, som Regelen fordrede for et fuldstændigt Kloster, og den forargelige Sladder, hvortil Munkenes og Nonnernes Samliv altfor let maatte give Anledning. Til Norge kom først Ordenen i det følgende Aarhundrede og dens Skjebne her i Riget vil senere blive omtalt^[34].

1. N. Dipl III. 367.
2. Suhm D. H. XIV. 293, 566–569.
3. N. Dipl. III. 365. Paaske faldt dette Aar paa 3die April; der var altsaa netop 3 Søndage mellem Udstedelsen og første Paaskedag.
4. Munchs og Ungers oldnorske Læseb. 133–136; Pontoppid. Ann. II. 244–248.
5. S. o. f. I. 160, 176.
6. S. o. f. II. 401.
7. Isl Ann. 340.
8. Isl. Ann. 340, jfr. Finn Joh. I. 454, II. 133.
9. Isl. Ann. 342; Finn Joh. II. 133.
10. Isl. Ann. 344.
11. Isl. Ann. 348.
12. Finn Joh. II. 133.
13. Isl. Ann. 350.
14. Finn Jonssøn siger om ham: „episcoporum inutilissimum fuisse certum est“ (II. 133); dette kan være sandt, om end ikke Mikael derfor erklæres for nogen aldeles uverdig Biskop.
15. Finn Joh. II. 134; Isl. Ann. 378.
16. Isl. Ann. 350.
17. Isl. Ann. 364.
18. Smst.
19. S. o. f. II. 380.
20. Annalerne kalde ham Prest, men i Breve, der ere levnede fra ham, kalder han sig selv: Broder (Finn Joh. II. 219, 220). Han maa følgelig have været Ordensgeistlig, rimeligviis Augustiner eller canonicus regularis med prestelig Vielse.
21. Isl. Ann. 348. Her angives 1391 som Jons Dødsaar; men der skal findes et Brev, som viser, at han endnu levede i Paaskeugen 1392, i hvilket Fald dette Aar maa være Dødsaaret. Finn Joh. II. 205; Espol. Aarb. þ. 1. c. 85.
22. Isl. Ann. 352.
23. Isl. Ann. 356.
24. Isl. Ann. 362.
25. Finn Joh. II. 217; Espol. þ. 1. c. 92.
26. Isl. Ann. 352.
27. Isl. Ann. 362.
28. S. o. f. II. 409.
29. Nemus Unionis Tract. VI. c. 35, jfr. Pontoppidan II. 26.
30. S. o. f. II. 347.
31. Pontopptd. II. 18, 19, 254; Suhm D. H. XIV. 464, 466.
32. Beretningerne om Birgittas Ophold ved Kong Magnus’s Hof have neppe Støtte i de ældste Kilder: hendes Uvillie mod Kongen og hans løsagtige Seder er udtalt i hendes Aabenbaringer, om hvilke strax nedenfor skal handles.
33. Lgbr. III. 626, 641; Fryxells Berätt. I. 7de Ber.
34. Lgbr. III. 655–661; Reuterdahl Sv. kyrk. hist. II. 2. 519–529; Langes Klh. 112–120, 2den udg. 53–65.