Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/92

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 439-444).

92.

Foreningen mellem Norge, Sverige og Danmark til Kalmar 1397.

Inden det 14de Aarhundrede var ledet til Ende havde Dronning Margreta naaet det store Maal, hvortil hun i længere Tid havde stræbt, nemlig at forene de tre nordiske Rigers Styrelse i sin Haand og deres Kroner paa sin Fostersøns Hoved. Efter Kong Albrekts og hans Søns Fangetagelse havde vel Margreta erholdt en afgjort Overvegt i Sverige; men den fangne Konges Tilhængere gjorde hende dog endnu en Stund, med Hjælp fra Meklenborg, Rigets fuldkomne Besiddelse stridig. Den sterkt befæstede Stad Stokholm var endnu i deres Hænder, og Albrekt var trods sit Fangenskab ikke at formaa til en fuldkommen Afsigelse af Sveriges Kongedømme. Hansestæderne i Almindelighed vilde ikke for Albrekts Skyld indlade sig paa en Krig mod de nordiske Riger, og deres Bestræbelser til Bedste for den Fangne indskrænkede sig til gjentagne Meglingsforsøg. Men de tvende Steder af Forbundet Rostok og Wismar, der erkjendte meklenborgsk Landshøihed, undlode ikke paa egen Haand at understøtte de meklenborgske Fyrster. I disse Stæder udrustede sig de saakaldte Vitaliebrødre eller Vitaliner, der i Egenskab af et Slags privat Selskab forsynede de Tydske i Sverige med Levnetsmidler, og snart udstrakte sin Virksomhed til et ødelæggende Sørøveri i de nordiske Farvande. Deres kraftige Bistand var det fortrinlig at takke, at Stokholm Aar efter Aar kunde holde sig mod alle Angreb og en streng Beleiring. Men de hjemsøgte ogsaa fjærnere Dele af Margretas Riger. I 1393 i April Maaned gjorde deres Flaade et uventet Overfald paa Bergen og anrettede der en ubodelig Skade^[1].

Vitalinernes Sørøverier faldt imidlertid snart Hansestæderne selv ligesaa besværligt som Margretas og Eriks Undersaatter, og desto større Umage gjorde hine sig for at bringe et Forlig mellem Dronningen og Albrekt i Stand. Det lykkedes ogsaa i 1395 den 8de September at faa en Vaabenstilstand paa tre Aar sluttet til Helsingborg, ved hvilken Albrekts og hans Søns Befrielse blev lovet, imod at de inden tre Aars Forløb skulde opgive Stokholm og al Ret til Sverige, eller betale den uhyre Løsesum: 60,000 Mark Sølv. Den fangne Konge gik ind herpaa, Hansestæderne erklærede sig som hans Forlovere, og han drog med sin Søn til Tydskland.

Margreta indsaa, at hun hermed havde vundet Spil, da Løsesummens Udredelse inden den bestemte Tid vilde være Albrekt en Umulighed. Hun oppebiede derfor ikke Stokholms Overgivelse, men satte sig strax i Bevægelse for at berede Veien til de tre Rigers Forening. Lige i Begyndelsen af Aaret 1390 fik hun Erik valgt og hyldet til Konge i Danmark under sit Formynderskab. Derpaa drog hun til Sverige for her at bearbeide Stemningen, hentede saa Erik til sig, fik ham i Skara den 11te Juni samme Aar valgt af Raadet til Sveriges Konge, og fik ham siden den 23de Juni hyldet paa Morastene ved Upsal.

Imidlertid havde Margreta, især i Anledning af de Underhandlinger, som dreves om Albrekts Løsgivelse, – Underhandlinger, hvilke naturligviis angik alle tre Riger, – stræbt at nærme disses Raad saameget som muligt til hinanden og vænne dem til, idetmindste ligeoverfor Udlandet, at virke tilsammen som en Heelhed. Saaledes var i August Maaned 1394 ved en Herredag og Underhandling med Hansestæderne i Helsingborg Raadsmedlemmer af alle tre Riger nærværende. Af de geistlige nævnes i et Indulgensbrev af 10de August udtrykkelig: Erkebiskoppen af Lund, to danske Biskopper, to svenske og tre norske, nemlig: Eystein af Oslo, Henrik af Orknøerne og Vikbold af Færøerne^[2]. Ved Forhandlingerne i Skaane i Mai og Juni Maaneder 1395, hvilke ledede til Albrekts endelige Løsgivelse, vare ganske vist ogsaa Medlemmer af alle tre Rigers Raad tilstede; thi Dronning Margretas Brev fra Lindholm af 17de Juni er udstedt af hende i Forening med de tre Rigers Erkebiskopper, samt fire danske, tre svenske og to norske Biskopper^[3].

Nu, da Kong Erik af Norge ogsaa var valgt til Danmarks og Sveriges Konge, samlede Margreta i 1397 den bekjendte Herredag eller Rigsdag til Kalmar, hvor Raadgivere af alle tre Riger mødte. Under dette fælles Raadsmøde blev den nu omtrent femten Aar gamle Erik paa Trinitatis Søndag, den 17de Juni, kronet til alle tre Rigers Konge af Erkebiskopperne Jakob af Lund og Henrik af Upsal, hvorom den næst paafølgende 13de Juli (Fredagen næst efter St. Knuts Konges Dag) et Vidnesbyrd blev udstedt af 67 geistlige og verdslige Raadgivere af Danmark, Sverige og Norge^[4]. Derhos blev forhandlet om en nærmere og stadig Forbindelse mellem de tre Riger, som nu vare komne under een Konge, og en Bestemmelse herom blev tagen, hvis Hovedpunkter bleve skriftlig opsatte paa St. Margrete Dag (enten den 13de eller 20de Juli). Deres Indhold er i Korthed følgende:

1) De tre Riger skulle evindeligen have een Konge, og aldrig igjen adskilles. – 2) Denne Konge skal vælges eendrægtigen af alle tre Riger. – 3) Efterlader den sidst afledne Konge Sønner, skal man vælge een af dem. – 4) Efterlader han ingen, da vælge Rigernes Raadgivere og Mænd efter bedste Stien og Samvittighed. – 5) Alle tre Riger skulle staa som et Heelt ligeoverfor Udlandet, og hjælpe hinanden troligen og af al Magt i Tilfælde af Krig. – 6) Hvert Rige skal derimod med Hensyn til sine indre Forhold være selvstændigt og styres af Kongen, hvert efter sin Lov og Ret. – 7) Paakommer der et af Rigerne Krig, skulle de tvende andre, paa Kongens Opbud, komme det til Hjælp, dog saaledes, at det egentlig krigførende Rige skaffer det af de andre opbudne Krigsfolk Kost og Foder. Ingen skal paaskyde, at han ei er tjenstpligtig udenfor sit eget Lands Grændser, men følge i hvilket af de tre Riger Behov gjøres, „efterdi de nu alle ere som eet Rige“. – 8) Al Feide og Tvedragt, som mellem Rigerne fordum har været, skal nedlægges. – 9) Bliver En i noget af Rigerne fredløs, da skal han være det i dem alle. – 10) Hvis nogen Underhandling paakommer med fremmede Fyrster eller Stæder, eller og disses Sendebud komme til Kongen, da, i hvilket Rige han end opholder sig, have han og hans der tilstedeværende Raad, hvilket dog bor være „Nogle af hvert Rige“, Magt til derom at bestemme, hvad gavnligst synes for Kongen og de tre Riger. – 11) Alle disse opnævnte Stykker skulle holdes; og handler nogen derimod, da skal man af alle tre Riger understøtte Kongen og hans Embedsmænd med god Tro og af al Magt til „derover at rette, som ret og tilbørligt er“. – 12) Dronning Margreta skal uhindret i sine Levedage besidde og styre med al kongelig Ret efter egen Villie Alt hvad hendes Fader og Søn havde givet hende i levende Live og i deres Testamenter; ligesaa i Sverige sin Morgengave og hvad Andet Rigets Mænd have indrømmet hende; ligesaa i Norge sin Morgengave og hvad hendes Egteherre, Kong Haakon, og hendes Søn, Kong Olaf, have givet hende baade i levende Live og ved Testamente; ligesaa skal det Testamente, hun selv maatte gjøre, holdes, dog saaledes at Land og Slotte igjen komme under Kongen ved hendes Død. – 13) Til større Sikkerhed for, at alle disse Artikler skulle ubrødeligen og evindeligen holdes, skulle de indføres i Breve, skrevne paa Pergament, af hvilke Breve to skulle gjemmes i hvert Rige, beseglede med Kongens og Dronningens samt Rigernes Raads, Mænds og Kjøbstæders Segl^[5].

Som tilstedeværende paa Norges Vegne ved dette vigtige Møde i Kalmar nævnes i Vidnesbyrdet om Eriks Kroning kun tvende geistlige Raadgivere, nemlig Jon Biskop af Orknøerne (der i et andet Brev kaldes: Broder Jon og altsaa har været af en Klosterorden)^[6] og Arne Sigurdssøn, Provst til Marie-Kirke i Oslo og Norges Kansler (Arent, Provst i Oslo), derimod tolv Riddere, altsaa i det Hele fjorten af de 67 Udstedere. Følgelig har hverken Erkebiskop Vinalde eller nogen af Biskopperne i selve Norge været tilstede, hvad nu Aarsagen dertil bar været, da dog Biskopperne fra de øvrige to Riger findes at have mødt meget talrigen. Som Udstedere af Brevet om Rigernes Forening nævnes kun sytten af de forsamlede Raadgivere med Erkebiskopperne af Lund og Upsal, og Biskopperne af Roskilde og Linkjøping i Spidsen; og blandt disse sytten nævnes paa Norges Vegne Provsten i Oslo og tre Riddere. Udstederne vare altsaa i det Hele fem geistlige og tolv verdslige Herrer, af hvilke imidlertid kun ti findes at have beseglet Brevet.

Dette Brev er forresten i det danske Sprog, skrevet paa Papir, og de ti Segl ere nedenunder paatrykte, ikke, som ved Breve paa Pergament brugeligt, vedhængte i Remmer eller Snorer. Der er saaledes, efter det Ydre at dømme, al Rimelighed for, at Brevet blot er et Slags Udkast, for hvis Overeensstemmelse med det, som under Mødet var mundtlig forhandlet og besluttet, Udstederne paa en Maade borgede; ved at overføres paa Pergament, eftersom i den sidste Artikel bestemmes, og i sex Exemplarer besegles af alle rette Vedkommende, skulde Dokumentet erholde sin sande lovlige og bindende Form. Men dette sidste synes aldrig at have været bragt i Udførelse, og Brevet følgelig heller aldrig at have erholdt nogen strengt bindende Kraft som retsligt Dokument, – en underlig Omstændighed, som man hidtil ei har formaaet fyldestgjørende at forklare. At Margreta selv har villet det saa, derom kan neppe tvivles; men hendes Bevæggrunde hertil blive rimeligviis for stedse en Gaade, til hvis Løsning kun en og anden Gjetning lader sig anføre. Muligen har hun paa den ene Side frygtet, at naar Foreningsbrevet skulde vedtages og besegles paa den i sammes sidste Artikel foreskrevne Maade, Vanskeligheder og Indsigelser kunde reise sig, hvilke vare istand til at splitte Foreningen lige i dens Tilblivelse, – og paa den anden Side har muligen en Forening, som den udkastet opstillede, ingenlunde tilfredsstillet hendes langt videregaaende Planer, og derfor har hun ikke villet lade Udkastet fremtræde i Form af en Lov, der bandt hende og Kong Erik for det Tilfælde, at senere indtrædende Omstændigheder kunde aabne dem Adgang til at lade Foreningen gaa op i en Sammensmeltning, hvilket maa ansees for at have været Margretas egentlige, om end uudtalte, Øiemed. Hvad der er sikkert er, at Brevet i de nærmeste 28 Aar kun var kjendt af Faa; og det er derfor ogsaa høist sandsynligt, at de deri indeholdte Bestemmelser slet ikke, eller i det mindste kun saare ufuldstændigt ere komne til Almenhedens Kundskab i de tre Riger. Man har udentvivl vidst, at en nøiere Forening mellem disse i Kalmar var afsluttet; men nogen ret Rede paa Betingelserne har man ikke havt.

Statsforeningen selv var nu imidlertid en Kjendsgjerning, og Dronning Margretas paafølgende Styrelsesvirksomhed gik ligefrem ud paa at styrke den. At hun heri, som det virkelig lader, netop har fulgt den Retning, som det skriftlige Udkast paapeger, var udentvivl en Fremgangsmaade, som hendes Klogskab tilsagde hende at anvende i Foreningens første Tider. Ufuldkommenhederne ved Foreningsudkastet falde let i Øinene; men umiskjendelig er ligefuldt en for den Tid ualmindelig skarp politisk Omtanke hos den Person, der var det drivende Hjul i Verket, hos Dronning Miargreta nemlig, – og det især, hvis man tør antage, at det hele i Indhold som i Form saa ubestemte og ufuldkomne Foreningsudkast ikkun i hendes Øine var en Forberedelse til noget ganske Andet, end dets Ord udtalte^[7].

Aaret efter at den kalmarske Forening mellem de tre nordiske Riger var sluttet, kom Margreta i fuldkommen Besiddelse af Sveriges Rige, idet Stokholms Stad og Slot overgav sig til hende den 29de September 1398.

1. Isl. Ann. 360–362.
2. Pontoppid. II. 243, jfr. Suhm D. H. XIV. 332 og 357. Navnet Vinbold, eller Vigled, som Pontoppidan strax i Forveien nævner, er usikkert: Suhm gjør det til Vinold; i en Afskrift i Diplom. Langeb. skrives han Vichbold. Efter Langebek skulde Brevet være af 1395.
3. Suhm D. H. XIV. 339.
4. Suhm D. H. 406–409.
5. Suhm D. H. XIV. 410–415, 630–634; Ny Danske Mag. III. 64 ff.; Paludan-Müller observ. crit. 53–62.
6. Indulgensbrev af 23de Juni 1397, givet paa Parliamentet i Kalmar, Suhm D. H. XIV. 423; jfr. Opregningen af de tilstedeværende Biskopper i Diarium Vadst. Scr. r. Sv. I. 110.
7. Om denne hele Materie jfr. fortrinsviis Paludan-Müller: observationes criticæ de foedere inter Daniam, Sveciam et Norvegiam auspiciis Margaretæ reginæ icto. Havn. 1840.