Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/93

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 444-455).

Kong Erik bliver myndig. Erkebiskop Vinalde dør 1402. Askel een og tyvende Erkebiskop. Stort Møde af Biskopper i Bergen i 1405. Biskopsskifter. Dronning Margretas sidste Leveaar og Død 1412.

I 1397 var saaledes Norges Rige indtraadt i et nyt Statsforhold, – i et Statsforbund med Danmark og Sverige. Dette var skeet uden iøinefaldende og dybtgaaende Forberedelser, uden nogen foreløbig Indhentning af Almenhedens Villie i de tre Riger, og, som det lader, uden at endog Folket der, paa et ringe Antal mægtige Høvdinger nær, blev gjort bekjendt med Forbundet eller dets Betingelser, selv efter dets Afsluttelse. Man feiler neppe ved at antage, at dette allermindst var Tilfældet i Norge. I de andre to Riger gik nemlig et Kongevalg, Eriks Valg, umiddelbart forud, hvilket nødvendigen maatte tildrage sig, i det mindste i nogen Grad, Almenhedens Opmærksomhed; Norge derimod erkjendte allerede siden otte Aar Erik som sin Arvekonge, og da denne nu i et Par Aar havde været udenfor Rigets Grændser, lagde Nordmændene neppe synderlig Mærke til, at han under sit Fravær ogsaa blev Konge i Danmark og Sverige. At Erkebiskop Vinalde af Nidaros ikke var tilstede ved hans Kroning i Kalmar, uagtet denne, som i Vidnesbyrdet udtrykkelig siges, gjaldt alle tre Riger^[1], bliver altid en gaadefuld Omstændighed ligesom i det Hele den svage Repræsentation af den norske Kirke ved samme Leilighed. Men maaskee viser selv denne Omstændighed, hvor liden Vegt det norske Raads indflydelsesrigeste Medlemmer lagde paa Margretas Foretagende, og hvor liden Indsigt de havde i dettes egentlige og dybere Betydning. Havde den formelige Udstedelse af Forbundsbrevet virkelig gaaet for sig, maatte vel et noget klarere Lys have gaaet op for dem; men da denne udeblev, kom det hele Statsforbund til at foresvæve dem i en vis Halvdunkelhed, som ganske vist ogsaa den kloge Margreta for Tiden har fundet det hensigtsmæssigst at vedligeholde.

Uagtet Erik var kronet Konge til alle tre Riger, vedblev Dronning Margreta dog at betragte ham som umyndig og selv at lede Styrelsens Gang, om ogsaa hans Navn benyttedes. At hendes Plan var, for det første paa en Maade at sammensmelte Rigernes Raad og saaledes danne en sand Fællesstyrelse, er meer end sandsynligt. Dog gik hun heri frem med Forsigtighed og Lempe. Man seer, at hun om Høsten 1398 har havt alle tre Rigers Raad samlet om Kong Erik i Kjøbenhavn i Anledning af vigtige Forhandlinger med Udlandet. Men da det gjaldt en Fornyelse af Hansestædernes Privilegier i Norge, var det dog kun „Norges Riges Raadgivere og Mænd“ som derved optraadte Kong Eriks Brev af 29de August, der tilsiger Stæderne deres gamle Rettigheder i Norge, er nemlig medforseglet af Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Olaf af Stavanger og Eystein af Oslo, Hr. Anbjørn Provst til Apostelkirken i Bergen, Hr. Arne (Arold) Provst til Mariekirken i Oslo, fire norske Riddere og otte norske Svende, altsaa kun norske Raadgivere; og Margreta gav selv sin særegne Stadfæstelse paa Brevet, – et Tegn paa den Styrelsesmyndighed, som hun endnu tillagde sig selv, og som tillagdes hende baade af Udlændinger og Indlændinger^[2]. Freden derimod, som sammesteds den 1ste September sluttedes mellem Kong Erik og den tydske Ordens Høimesier, blev medbeseglet af alle tre Rigers Raad, nemlig de tre Erkebiskopper, ti Biskopper, – hvoriblandt de ovennævnte to norske, – de tvende norske Provster, samt 63 Riddere og ti Svende af alle Riger^[3]. Her gjaldt det nemlig et for Rigerne fælles Anliggende, hvorimod ved den første Sag Spørgsmaalet var om et for Norge særegent. Skjønt Rigernes Raad saaledes vare samlede paa et Sted, skjeldnede man dog mellem Omraadet for deres fælles og hvert enkelts særskilt Virksomhed, ganske i det udkastede Statsforbunds Aand.

At denne Tilnærmelse mellem de tre Rigers Raad ogsaa maatte medføre en Tilnærmelse mellem deres Kirker, var en Selvfølge, imedens Biskopperne og de høie Prælater indtoge en saa vigtig Plads i Raadet. At Margreta selv har havt dette Bihensyn er ingenlunde urimeligt, og at hendes iøinefaldende Bestræbelser for at bringe geistlige Personer af det ene Land ind i vigtige geistlige Embeder i det andet tildeels kan have havt sin Grund i et saadant Ønske, og ikke udelukkende i hendes Forkjærlighed for de Danske, lader sig neppe reent ud negte. Gavnligheden af en nærmere Sammenslutning. mellem de tre nordiske Kirker, naar den istandbragtes paa en fornuftig Maade, kunde ogsaa let fremstille sig for den dybere tænkende, især under hiin Tids splittede og forvirrede Kirkeforhold. Men om end noget saadant kan have foresvævet Margreta, saa har hun dog vist ikke deri været ledet af nogen sand Omhu for Vækkelsen af det christelige Liv hos sine Undersaatter, – dertil synes hun i Eet og Alt at have været for verdsligsindet, for meget behersket af sin Tids underfundige og dog kortsynede Statskløgt. Har hun ønsket en nærmere Forening mellem de tre nordiske Kirker, har det vel især været af Statshensyn, deels for at styrke Forbundet mellem Rigerne, deels for at lette Kongedømmet Indblandingen i og Indvirkningen paa de kirkelige Anliggender til Fordeel for dets egen Myndighed. Men hvorledes dette end kan have forholdt sig, – saameget synes vist, at den Tilnærmelse mellem de tre Kirker, som Kalmarforbundet fremkaldte, kun var en ydre Tilnærmelse, der ingen Forbedring i hver enkelt Kirkes indre Forhold drog til Følge. Tvertimod er det, i det mindste for Norges Vedkommende, aabenbart, at Kirken under Statsforbundet gik tilbage istedetfor fremad, og at den Smule religiøse og kirkelige Sands, som maaskee endnu ved det 14de Aarhundredes Udgang kunde være levnet fra ældre og bedre Tider hos den norske Geistlighed, i Løbet af det 15de næsten ganske tabte sig i rastløs verdslig Stræben, der sjældnest endog dreiede sig om Standshensyn, men oftest blot om Tilfredsstillelsen af lav personlig Egennytte og Ærgjerrighed.

Omkring 1400 havde Kong Erik naaet en Alder af 18 Aar, var altsaa kommen til den Alder, da han, idetmindste for sine Undersaatters Øine, maatte optræde som selvstændig styrende. Han overtog virkelig mod Slutningen af 1400 Rigsstyrelsen i Sverige og gjorde det følgende Aar 1401 sin Hyldingsreise eller Eriksgata omkring i Landet^[4]. Hans Myndighed er udentvivl ogsaa omtrent ved denne Tid bleven erkjendt i de to andre Riger, og sandsynligviis bar den store Herredag, som i August Maaned 1401 holdtes for alle tre Riger, hermed staaet i Forbindelse. Man finder nemlig, at den 27de August 1401 de tre Rigers Raad have været forsamlede i Helsingborg og der med Kong Erik udstedt et Stadfæstelsesbrev paa Dronning Margretas Gaver til Kirker og Klostere i Danmark og Sverige. Som Medforseglere nævnes i Alt 170 Raadgivere, nemlig Rigernes tre Erkebiskopper, 17 Biskopper, 2 Provster, 114 Riddere og Resten Svende. Af norske Geistlige nævnes: Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Eystein af Oslo, Sigurd af Hamar, Peter af Hole, Vilkin af Skaalholt, Jakob af Bergen og Olaf af Stavanger, altsaa alle Norges og Islands Biskopper, og desuden Provsterne Anbjørn af Bergen (til Apostelkirke) og Arne (Andarin) af Oslo (til Mariekirke)^[5]. En saa talrig almindelig Raadsforsamling forudsætter en vigtig Anledning, og denne har udentvivl været Kong Eriks Hylding til alle tre Rigers myndige og selvstyrende Konge. I det nævnte Brev er ogsaa han den, der stadfæster Margretas Bestemmelser, – det Modsatte af hvad vi for have seet: at hun stadfæstede hans^[6]. Men denne Myndighedserklæring uagtet vedblev dog Margreta, fremdeles som forud, at være den egentlige Sjæl i Rigsstyrelsen^[7], kun at hun nu optraadte under det beskedne Navn af Kongens Moder og første Raadgiver istedetfor tilforn som hans Formynderske.

I Slutningen af 1401 eller Begyndelsen af 1402 døde Biskop Olaf af Stavanger^[8]. Til hans Eftermand valgtes Haakon, der synes at være indviet før 21 Juli 1402. Som indviet Biskop var han i Aal i Haddingjadal i Midten af August Maaned^[9].

I 1402 døde Erkebiskop Vinalde Henrikssøn^[10]. Hans politiske Virksomhed har udentvivl været af megen Betydning; hans kirkelige Virken har derimod ikke efterladt sig noget kjendeligt Spor. Til hans Eftermand valgtes den 20de December samme Aar Askel eller som han ogsaa paa dansk Viis kalder sig – Eskil, en Gudbrandsdøl^[11], om hvis forudgaaende Livsstilling intet vides. Med hans Indvielse gik det i Langdrag, uvist af hvilken Grund. Endnu i Slutningen af Januar 1404 var han blot Electus^[12]; men senere samme Aar foregik hans Indvielse, udentvivl i Rom ved Pave Bonifacius IX. Den 30te November 1404 var han hjemkommen til Nidaros og sang der sin første Biskopsmesse^[13].

Biskop Peter Nikolaussøn af Hole^[14] var omkring 1400 dragen fra sin Stol til Udlandet og var i August 1401 tilstede, tilligemed Biskop Vilkin af Skaalholt, paa den almindelige Raadsforsamling i Helsingborg. I 1401 var der saaledes biskopsløst paa Island. Om Biskop Peters senere Skjæbne vides intet sikkert. Nogle tro, at han er kommen tilbage til sin Stol, og er død i 1402^[15]; men muligt er det dog ogsaa, at han slet ikke bar gjenseet sit Sæde, og er død i Udlandet, maaskee flere Aar senere. Der synes nemlig ingen Biskop at have været ved Hole Stol fra 1403 eller tidligere indtil 1415 eller endog 1419, uden muligen en vis Beiner, om hvem man dog intet sikkert ved. Derimod finder man, at Biskopsdømmet i den største Deel af Mellemtiden har været bestyret ved Officialer og Vikarier. Den rette Sammenhæng med denne Hole Stols Ledighed kjendes aldeles ikke^[16].

Forresten blev Island, der havde gaaet fri for den store Mandedød i Midten af det 14de Aarhundrede, nu i Begyndelsen af det 15de hjemsøgt af en ligesaa frygtelig Smitsot. Den udbrød om Sommeren 1402, efterat Biskop Vilkin af Skaalholt var lykkelig kommen tilbage fra sin Udenlandsreise, og den rasede i de tvende følgende Aar 1403 og 1404 paa den mest ødelæggende Maade. Skaalholts Stol skal tre Gange af Sotten være bleven ganske ødet for Tjenestefolk, og en Mængde Mennesker døde over det hele Land^[17].

Biskop Vilkin^[18] overlevede dog Sotten og drog Aaret efter dens Ophør 1405 til Norge, efterat have overdraget sit Biskopsdømmes Bestyrelse under sit Fravær til tre Officialer, een for hver af de tre under Skaalholts Stol hørende Fjerdinger. Han gjensaa ei meer Island; thi samme Aar døde han i Bergen og blev der begraven. Annalerne sige, at over hans Grav stod syv Lydbiskopper og Erkebiskop Askel. Vilkin sees at have været en dygtig og virksom Biskop. Han lod i sin Embedstid optage et Register over alle Kirkeejendomme og Kirkeindtægter i Skaalholts Biskopsdømme, og udstedte i 1306 et Synodal-Statut om Regnskab for Kirkegodsets Bestyrelse^[19]. Efter Vilkins Død stod Skaalholts Biskopsstol i omtrent 3 Aar ledig. Hvad der fortælles om Biskop Vilkins Begravelse i Bergen viser, at der paa den Tid maa have været afholdt et talrigt Møde af norske Biskopper, da Erkebiskop Askel og ikke mindre end otte Lydbiskopper (Vilkin medregnet) var der tilstede. Man maa formode, at et Provinsialconcilium da har været holdet, efter forudgaaende Tilsigelse fra den nye Erkebiskop, og at dette har været Anledning til Biskop Vilkins Reise til Norge. Hvad der paa dette Møde har været afhandlet, vides imidlertid ikke, da ingen paa det udfærdigede Bestemmelser ere levnede. Man seer af et gammelt Brev, at Erkebiskoppen har været i Bergen den 23de August^[20]; rimeligvis har altsaa Mødet omkring den Tid været holdt. Muligen har det staaet i Forbindelse med et større Raadsmøde, og dette igjen paa en eller anden Maade med Kong Eriks Ophold i Norge samme Aar og hans forventede Bryllup med Filippa, Kong Henrik IV’s Datter af England, hvilket var bestemt at foregaa i Bergen om Sommeren 1405, men dog, paa Grund af en Udsættelse med Kongedatterens Reise fra England, først kom til at holdes mod Slutningen af det følgende Aar 1406 i Lund.

Det er, som før sagt, uvist hvor længe den unge Erik efter sin Antagelse til Norges Konge i 1389 har opholdt sig i Norge. Saameget er vist, at der intet Spor findes til, at han i Tiden mellem 1394 og 1405 har været der. Norge havde saaledes ikke seet sin Konge siden han blev myndig, og det kunde i saa Fald være paa høi Tid, at han nu engang optraadte blandt Nordmændene. Dette skede i 1405, da han i Februar Maaned synes at være kommen fra Sverige paa norsk Grund, og den 8de Marts var paa Akershus^[21]. Før denne Reise medgav Dronning Margreta ham en skriftlig Instruktion, som endnu er til, og som tydelig viser, hvor indskrænket han fremdeles holdtes af sin Fostermoder, skjønt han allerede var 23 Aar gammel. Der var foreskrevet ham nøie hvad han for visse Tilfælde skulde sige og handle; – det var forbudet ham at yttre noget Afgjørende om Norges Riges Anliggender, men han skulde henvise dem, som derom kunde spørge ham, til sin Moders snart forventede Komme, da hun kjendte Sagerne bedre end han; – han maatte ikke engang modtage Regnskab eller give Kvittering før Sysler eller Len^[22]. Meningen bar rimeligvis været, at Dronningen skulde komme efter Erik til Norge og der overvære hans Bryllup i Bergen og med det samme en større Raadssamling der. Men da Filippa ikke indtraf, og Brylluppet saaledes for denne Gang maatte udsættes, saa kom ikke heller Margreta, ligesaalidt som hun i de nærmest følgende Aar synes at have besøgt Norge. Det seer forresten efter Instruktionen ud, som om Kong Eriks norske Reise har skullet ansees som et Slags Hyldingsreise gjennem Landet. Det heder nemlig, at Kongen alle Steder, hvor han for frem, skulde lade Almuen hylde sig og sverge, at ville med Guds Hjælp holde ham for deres Konge af Guds Naade, og gjøre ham alt det, som dem bør deres Konge at gjøre; og han skulde sige dem igjen, der gjorde ham dette, at han vil holde dem ved Fred, Lov og Ret efter sin bedste Magt^[23]. Hvorvidt imidlertid Reisen bar strakt sig, om han er kommen til Bergen og der været tilstede ved noget Raadsmøde, eller i det Hele hvad han under sit Ophold i Norge har foretaget sig, vides ikke. At der har været paa den Tid nogen Anke fra Nordmændenes Side over, at Rigets Segl ikke var inden Landet, og at Dronning Margreta har paatænkt en Forandring med Hensyn til Kansler, saaledes at dertil skulde beskikkes en anden end Provsten til Mariekirken, og som det lader En der ventedes fra Udlandet, og maaskee en Lægmand, da han omtales som Foged, – dette er klart af den nævnte Instruktion, skjønt den nærmere Sammenhæng dermed ikke udvikles, ligesaalidt som vedkommende Personers Navne nævnes^[24]. Den 5te August 1405 var Kong Erik igjen med Margreta i Danmark i Helsingborg^[25].

I 1407 døde Biskop Eystein af Oslo^[26], og i samme Aar maa ogsaa den gamle Biskop Jakob af Bergen^[27] enten være død eller have fratraadt sit Embede. Til Eysteins Eftermand valgtes og indviedes endnu i samme Aar Aslak Harniktssøn Bolt af en anseet norsk Høvdingeæt^[28]; medens til Bergens Biskopsstol allerede tidligere maa være valgt eller udseet en vis Jakob Knutssøn, en dansk Mand, der rimeligviis forud (omtr. 1400) havde været Provst i Roskilde og Kong Eriks Kansler. Dronning Margreta istandbragte imidlertid strax en Omskiftning mellem disse to Biskopper, fordi – siges der – hun undte Jakob som Dansk det bedre Biskopsdømme^[29]. Maaskee kan vel ogsaa ved Siden heraf den Grund have gjort sig gjældende, at Jakob allerede var, eller idetmindste var udseet til at være, Kongens Kansler i Norge, og derfor ønskedes til Oslo, som paa den Tid fortrinsvis ansaas for den norske Styrelses Sæde, hvor paa Akershus Slot Rigets Fatabur eller Arkiv var^[30], og hvor man var vant til at Kansleren opholdt sig. Omflytningen maa være skeet i stor Hast; thi allerede den 14de Januar 1408 tiltraadte Biskop Aslak Bergens Biskopsstol, „efterat – som det heder – de tvende Biskopper Jakob havde fratraadt: den gamle af Prædikebrødrenes Orden, og Jakob Knutssøn Biskop i Oslo“^[31]. Denne sidste findes baade i 1407, som Bergens Biskop, og 1408, som Oslos, at have været i Danmark^[32], og som hans Foged i Oslo nævnes den 20de Januar 1408 Jesse Krabbe^[33]. Den 21de Mai 1409 var han med Dronning Margreta som Raadgiver paa Baahus^[34]. Den gjensidige Forflytning af Biskopperne Aslak og Jakob viser med hvilken vilkaarlig Myndighed Dronning Margreta handlede i den norske Kirkes Anliggender, og hvor stor Indflydelse hun maa have havt i den pavelige Kurie i Rom, uden hvis Indrømmelse en Omskiftning som den ovennævnte ganske vist ikke kunde finde Sted.

Ved denne Tid blev Skaalholts efter Vilkins Død ledige Biskopsstol^[35] endelig igjen besat med Jon, tilforn Abbed i Munklifs Benediktiner-Kloster i Bergen. Han kom til Island i 1408 og sang sin første Biskopsmesse i Skaalholt den 8de September^[36]. Han besøgte det følgende Aar efter Løfte Hole Biskopsdømme, der endnu var uden Biskop, og blev vel modtagen. Efter Hjemkomsten til Skaalholt skiftede han gjentagne Gange strax efter hinanden Stolens Raadsmand uden synlig Grund, noget der blev anseet før Tegn paa et ustadigt Sindelag^[37].

Den tidligere omtalte Biskop Henrik af Garde paa Grønland^[38] var død eller fratraadt, uden at man ved, om han nogensinde har besøgt sit Biskopsdømme. I disse Aar nævnes en Berthold som Grønlands Biskop. I 1407 visiterede denne paa Erkebiskop Askels Vegne i Herdalen, og i 1408 var han hos Erkebiskoppen og beseglede med ham et Afladsbrev for en Kirke i Nidaros’s Biskopsdømme. Endnu i 1409 sees han at have været borte fra sin Stol, da man finder denne bestyret ved en Official. I 1411 maa han være fratraadt; thi imod Slutningen af dette Aar nævnes Jakob som Biskop til Garde „af Guds og det apostoliske Sædes Naade“, men tillige som forrettende i Danmark i Egenskab af General-Vikarius for Biskop Peter af Roskilde, i hvilken Stilling han endnu findes omtalt i Aarene 1417 og 1421, medens Biskop Berthold nævnes som Medudsteder af et Brev, givet i Nidaros den 25de April 1420 af Erkebiskop Askel^[39]. Man har ingen Rede paa, hvorledes egentlig Forholdet har været med disse tvende samtidige Biskopper til Garde. Kun saameget seer man, at rimeligvis hverken den ene eller anden har nogensinde været ved sin Stol. Man maa altsaa formode, at begges Biskopsdømme ikke har været stort andet end en tom Titel, og at den grønlandske Kirke, i lang Tid berøvet alt biskoppeligt Tilsyn, maa have været i en høist ynkverdig Stilling.

Dronning Margreta var den egentlige Styrer i de tre nordiske Riger, saalænge hun levede, og Erik synes, skjønt han laante Kongedømmet sit Navn, at have med Taalmodighed bøiet sig under sin Fostermoders skarpe Forstand og kraftige Villie. Og ligesom han, endog i sine myndige Aar, og efterat han var erkjendt for selvstyrende Konge, sandt sig i hendes Formynderskab, saaledes synes ogsaa Indbyggerne i alle de tre Riger, roligen eller i det mindste uden aabenbar Modstand at have adlydt hendes Styrelse, om end denne undertiden kan have været trykkende og vilkaarlig. Det eneste Spor til noget Forsøg paa at rokke Margretas Myndighed – hvad enten nu dette udgik fra misnøide Undersatter, eller fra udenrigske Fiender, eller maaskee rimeligst fra begge i Forening – viser sig i den foregivne Kong Olafs Optræden i 1402.

Nogle danske og norske Kjøbmænd havde i Begyndelsen af 1402 i en Flekke ved Graudens i Preusen truffet en fremmed svagelig Mand, der forekom dem at have en paafaldende Lighed med den længe for død anseede Kong Olaf. Paa deres Forespørgsel, om han virkelig var denne, negtede han det i Førstningen; men da Flere kom til og erklærede at gjenkjende i ham Kong Olaf, og hilsede ham som sin Herre, saa modsagde han ei længer deres ihærdige Paastand. Der udbredte sig nu den Tale, at Dronning Margreta for 16 Aar siden havde villet lade sin Søn forgive; men en Anden var bleven Offer for Mordplanen, og Olaf var flygtet ud af Landet. Nu skulde han da være gjenfunden. Kjøbmændene førte ham til Danzig, og der viste man ham ikke alene al kongelig Ære, men understøttede ham endog med de nødvendige Penge. Alt dette gjorde Manden djærvere. Han paastod nu selv at være Kong Olaf, lod sig grave et Segl og udfærdigede under dette Breve, som han ved sine Bud sendte til Dronning Margreta. Han lod hende sige, at han var hendes Søn; han vilde vistnok gjerne have henlevet sit Liv i Fattigdom, men Paven havde paalagt ham at vende hjem til sine Riger og fordre disse tilbage. Dronningen blev forbauset over hans Foregivende, lod strax optage et Vidnesbyrd af flere danske Riddere og Stormænd om hendes Søns Død og Begravelse, hvorledes dermed var tilgaaet og hvo derved havde været tilstede, og dette sendte hun ved den danske Ridder Folmar Jakobssøn, i hvis Arme Olaf erklæredes at være død, og den stralsundiske Borgermester Volf Volflam til Høimesteren for den tydske Orden i Preusen, med Bøn om, at han vilde udlevere hende Manden til nærmere Ransagelse. Høimesteren opfyldte hendes Begjæring og sendte den Ulykkelige, ledsaget af nogle Ordensriddere og Sendebud fra Stæderne til Kalmar, hvor Dronningen selv saa ham. Men nu blev det ved nøiere Ransagning oplyst, at han ingen Indlænding var og ei engang kyndig i Landets Sprog. Han selv bekjendte ogsaa, at han var født i en Landsby ved Eger, at hans Fader hed Volf og hans Moder Margreta, og at han først, da de danske og norske Kjøbmænd og siden Danzigs Borgere hilsede ham som Konge, var falden paa at forestille Olaf. Flere Beretninger, som ikke omtale hans Ukyndighed i det danske Sprog, sige, at da han kom for Dronningen, vidste han at fortælle hende mange hemmelige Ting, som Ingen kunde kjende uden at have staaet i det nærmeste Forhold til hende, ja Nogle lægge endog til, at hun en Stund selv var i Uvished. Men til Slutning lod Dronningen undersøge, om der fandtes paa ham et Fødemærke, som hun paastod Olaf havde, en Vorte mellem Axlerne, eller efter Andre en Knude paa Navlen; og da dette ikke fandtes, blev han erklæret for en Bedrager. Hans Kjendskab til Margretas Hemmeligheder og Kong Olafs Barndomstildragelser skulde da have skrevet sig derfra, at han var bleven oplært af Olafs Amme, eller endog var denne Ammes Søn. Men hvorledes det nu egentlig hermed har hængt sammen, saa fik Lykkesøgeren – thi for andet kan man ei ansee ham – dyrt undgjælde sit Bedrageri. Dronningen lod ham nemlig føre fra Kalmar til Skaane, til det Sted, hvor de fleste Kjøbmænd vare samlede. Her blev han dømt til Døden og derpaa i Paasyn af alt Folket levende brændt mellem Skaanør og Falsterbod den 28de September 1402, efterat man til Spot havde sat ham en Krone paa hans Hoved og behængt Baalet med alle de Breve, han i Olafs Navn havde skrevet til Dronningen. Hans Klenodier bleve givne til et Kloster, og hans Segl sønderbrudt^[40].

Om den foregivne Olaf har havt Margretas Leide, da han kom til Danmark, og Dronningen saaledes ved hans Henrettelse har gjort sig skyldig i et stort Løftebrud, det er ikke klart af de gamle Kilder og Beretninger. At den tydske Ordens Høimester, der just paa den Tid stod paa en spendt Fod med Margreta, kan have havt en Finger med i Bedragerens Optræden, er ikke saa ganske usandsynligt, heller ikke, at han kan have ladet sine Sendebud følge ham til Danmark, for, om muligt, at hjælpe ham; men det er vel ogsaa rimeligt, at disse Sendebud, da Bedrageren var fældet ved sin egen Tilstaaelse, have opgivet ham til Dronningens Hevn for ikke at blotte sin Herre. Megen Dunkelhed hviler forresten, og vil vel altid blive hvilende, over denne Tildragelse.

Et Spil som det med den foregivne Kong Olafs Fremtræden kunde neppe have ladet sig drive saa vidt som skede fra Anstifternes Side, i hvo nu disse egentlig vare, med mindre en vis Mistillid til Margreta, en vis Uvillie mod hendes Styrelsesmaade havde lønligen ulmet hos en stor Deel af hendes Undersaatter. Umiskjendelige Spor hertil ere allerede paaviste hos Nordmændene; og at det ingenlunde var bedre hos Svenskerne, derom vidne tydelig de mange Anker mod hende, som efter hendes Død reistes i Sverige. At Aarsagen hertil for en Deel har ligget i hendes Forkjærlighed for sine Landsmænd Danerne, og i en ilde fordulgt Bestræbelse for at bane Danmark Veien til en Overhøihed over de tvende andre Riger, eller idetmindste til den ledende Myndighed i Statsforbundet, lader sig neppe negte af den, der med Opmærksomhed og Upartiskhed gransker Begivenhederne og Forholdene i Norden paa hendes Tid. Endnu meer har vel Aarsagen til Uvillien mod hende ligget i de vanskelige og indviklede Omstændigheder, under hvilke hendes Styrelse bevægede sig, – Omstændigheder, som ofte nødte hende til at paalægge sine Undersaatter tunge Skattebyrder og Udredsler, ligesom vistnok ofte til at handle egenmægtigen og fatte sine Bestemmelser uden tilbørligt forudgaaende Samraad med hvert enkelt Riges Mænd. Aller mest har den dog maaskee ligget i den Mangel paa sand Karakter-ens Elskverdighed, som altid kleber ved en mandhaftig, herskesyg, statsklog, haard og rænkefuld Kvinde, der saa at sige fornegter sit Kjøn for at spille Mandens Rolle, og om hvem man opfordres til at sige, hvad Kong Valdemar netop skal have sagt om sin Datter: „Naturen har faret vild med hende; hun skulde blevet en Karl, men blev et Kvindfolk“^[41]. Margreta var ifølge sin Karakter neppe skikket til at vinde hos sine Undersaatter nogen sand, paa Kjærlighed grundet Hengivenhed. Men hendes Virksomhed, Fasthed, Mod og Klogskab, forenet med Hensynsløshed i Valget af de Midler, hvorved hun fremmede sine Planer, – det var Alt Egenskaber, der formaaede at indgyde Folket en med Frygt blandet Agtelse, der opretholdt hendes Magt, hvor sand Hengivenhed skortede, og som bragte Uvillien eller Hadet, hvor det fandtes, til at forstumme i Uvirksomhed. Derfor indskrænkede ogsaa Misnøiet blandt Nordmændene sig til en dump Murren, der aldrig synes at have lagt Margretas Styrelse nogen alvorlig Hindring i Veien; og de svenske overmodige Herrer, som i meer end eet Aarhundrede hvert Øieblik, i Tide og Utide, havde reist sig med Mund og Haand mod sine Konger, bøiede sig i taus Lydighed for den kraftfulde, strenge Kvinde, over hvem de først vovede at hæve sine Klager, da hun laa i sin Grav.

Hvad ellers Forholdet mellem Margreta og Kong Erik angaar, da har man vistnok formodet, at i hendes sidste Leveaar Forstaaelsen mellem dem har været mindre god: at Erik har fundet sig trykket ved Dronningens Herskesyge, og at det navnligen har været for at give sit Misnøie med hende Luft, at han i 1410 lod henrette Abraham Broderssøn, en svensk Herre, der stod høit i hendes Yndest. Men disse Gjætninger have neppe nogen gyldig Grund, og hvad Abraham Broderssøns Henrettelse angaar, da er der Beviser for, at han ved mangehaande Forbrydelser havde forskyldt sin Død, og at Erik kun opfyldte et Retfærdighedens Krav ved hin Handling, hvilken Margreta neppe kunde ganske misbillige, hvor meget hun end kan have yndet den henrettede^[42].

Dronning Margreta drog seenhøstes i Aaret 1412 til Flensborg, for, om muligt, at rede de Forviklinger, der vare opstaaede mellem Kong Erik og de holsteinske Grever i Anledning af disses Fordringer paa Hertugdømmet Søndre-Jylland, eller, som man nu begyndte at kalde det, Slesvig, til arveligt Len. Efter et kort Ophold i Flensborg, hvor hun intet havde kunnet udrette i den omtvistede Sag, lavede hun sig til at vende tilbage og var allerede kommen ombord paa sit Skib i Havnen, da hun her hastigen døde Natten mellem den 27de og 28de October, 60 Aar gammel.

1. Suhm D. H. XIV. 408.
2. Suhm D. H. XIV. 447.
3. Suhm D. H. XIV. 447 f.
4. Lagerb. IV. 8–9.
5. Ny Danske Mag V. 1–8. Brevet nævner egentlig: Jakob af Stavanger, men dette maa vist være en Feilskrivning. Enten maa den daværende Biskop af Stavanger have været Olaf, eller og maa Stolen dengang ved Olafs Død have været ledig, og saaledes ingen Stavangers-Biskop tilstede paa Herredagen.
6. S. o. f. II. 445.
7. Dette siges ogsaa udtrykkelig i Diarium Vadstenense under Aar 1400: „ad illud tempus sicut et postea per reginam Margaretham ... ista tria regna regebantur.“ Jfr. Lgbr. IV. 8. I de islandske Annaler heder det: „{{antikva|héllt hun sinne rikistiórn til dauðadægrs yfir Noreg, Svíariki ok Danmörk.“ Isl. Ann. 336, jfr. Ny Danske Mag. VI. 246 Not. 2.
8. Fra 1380, s. o. f. II. 398.
9. Langes hdskr. Optegn.
10. Bjørn af Skardsaas Ann. I. 12; fra 1387 s. o. f. II. 406; han skal, ifølge Fortegnelsen i Scr. r. D. VI. 616, have indtaget Nidaros’s Stol i 17 Aar og 2 Maaneder, hvilket dog neppe kan være rigtigt, om man end regner hans Erkebiskopsdømme lige fra hans Valg, der muligen er foregaaet i 1386: maaskee er her en gammel Feilskrivning eller Feillæsning, hvorved XV er blevet forvansket til XVII.
11. Scr. r. D. VI. 616.
12. Langes haandskr. Opt.
13. Isl. Ann. 376.
14. Fra 1391 s. o. f. II. 431.
15. Espol. þ. 1. c. 97.
16. Finn Joh. II. 572–74.
17. Isl. Ann. 372, 374, 376; Espol. þ. 1. c. 97–99.
18. Fra 1394 s. o. f. II. 430.
19. Isl. Ann. 378; Finn Joh. II. 134–137.
20. N. Dipl. I. 436, 437.
21. N. Dipl. II. 342.
22. Instruktionen findes trykt med en lærerig Indledning l Ny Dan. Mag. VI. 241–264.
23. Ny D. Mag. VI. 248.
24. Ny D. Mag. VI. 253–54. Arne Sigurdssøn vides ikke at være nævnt som Provst ved Mariekirke senere end 24de Aug. 1402 (N. Dipl. II. 433).
25. Ny D. Mag. VI. 244.
26. Fra 1386 s. o. f. II. 404. Endnu den 25de Febr 1407 var han i Live og paa Holden Præstegaard (Langes hdskr. Opt.)
27. Fra 1372 s. o. f. II. 388.
28. Om Aslak Bolts Æt see Sml. V. 333–351 og Ny D. Mag. I. 1–8. Flere Unøiagtigheder paa sidste Sted findes berigtigede paa førstnævnte.
29. Isl. Ann. 382.
30. Ny D. Mag. VI. 247.
31. Bjørgv. Kalfsk. 6. Disse to Jakober have af Mange feilagtigen været forvexlede med hinanden og gjorte til een Person.
32. D. Mag. III. 179, 188, V. 38.
33. N. Dipl. I. 443.
34. N. Dipl. I. 449.
35. S. o. f. II. 448.
36. Isl. Ann. 382, jfr. Finn Joh. II. 465.
37. Isl. Ann. 382, 384.
38. S. o. f. II. 405.
39. Grønl. hist. Mindesm. III. 142–145, 146, 148–151, 154–155, 890–893, 909, 910.
40. Voigt: Geschichte Preussens VI. 227–230 efter de bedste gamle Kilder; jfr. Behrmanns ovennævnte Skrift om Kong Olafs Død, Hvitfeld under 1402, Albert Krants Dan. l. VIII., Jahn, Danmarks politisk-militære Historie under Unionskongerne 39–40.
41. Hvitfeld ved Slutn. af Margretas Historie.
42. Jahn, Danmarks Historie under Unionskongerne 473–478.