Den throndhjemske Erkestols Sædesvende og Frimænd

Ludvig Daae

Den throndhjemske Erkestols Sædesvende og Frimænd

Historisk Tidsskrift, tredje Række, første Bind, 1890 (s. 1-27).

I.

I „Meddelelser fra det norske Rigsarchiv“ I (Christiania 1870) har nuværende Professor J. E. Sars udtogsvis ladet aftrykke nogle „Bidrag til Oplysning om Norges Folkemængde, Skattevæsen, Handel o. s. v. i Tiden nærmest før Reformationens Indførelse “. I de her udtogsvis aftrykte Dokumenter fra det danske Geheimearchiv, af hvilke en fuldstændig Udgave fra en anden Haand nu dels foreligger og dels forberedes, forekommer paa et Par Steder (S. 191) Udtrykket „Bispens Sædesvende“ om Personer, som ingen Skat have ydet. Prof. Sars bemærker: „Om Betydningen af denne Benævnelse har ingen Oplysning kunnet findes. Formodentlig har Sædesvenden havt med Opsynet af Bispestolens Jordegods eller Indkrævelsen af dens Indtægter at gjøre.“ Ved „Sædesvend“ skulde altsaa forstaaes omtrent det samme som Aarmand, hvilket Navn biskoppelige Oppebørselsbetjente idetmindste i nogle Stifter vedblev at føre lige til Reformationen. I Fritzners Ordbog (1ste Udg. 1867) er setusveinn ganske kort forklaret: setumaðr, der igjen svarer til, hvad man nuomstunder kalder Inderst. Paludan-Müller (Grevens Feide, II, S. 398) har fundet Udtrykket Sædesvend i et Brev af 1537, men uden at indlade sig paa at forklare det. Det skal dog villig indrømmes, at den større Del af de Kildesteder, hvoraf en virkelig Kundskab om disse Sædesvende kan hentes, først er bleven offentliggjort i en senere Tid, og at nogle af dem endnu ere utrykte.

Idet jeg nu gjør et Forsøg paa at udrede et Forhold, der vil vise sig at være af Betydning for det norske Episkopats, særlig Erkebispedømmets Historie, vil jeg begynde med at belyse dets Beskaffenhed i Catholicismens allersidste Periode i vort Land, fordi dette Tidsrum er det eneste, fra hvilket jeg finder nogenlunde tilstrækkelige Oplysninger derom. Først efter at dette er gjort, vil jeg bestræbe mig for at gjenfinde Forholdets Existents ogsaa i tidligere Aarhundreder og derved paavise dets Oprindelse.

Som et Hovedsted i denne Materie maa ansees Erkebiskop Erik Walkendorfs Klageskrift til Pave Hadrian VI., forfattet i Rom i Februar 1522 lige efter hans Ankomst til Curien, hvorhen han havde taget sin Tilflugt for at undgaa Kong Christiern II.s og hans i Norge dengang raadende Creaturers Forfølgelser og Fornærmelser.

Mellem sine Ankeposter anfører han, at Befalingsmanden paa Bergenhus, Jørgen Hanssøn, har molesteret liberos servos ecclesiae Nidrosiensis, Sedesvene vulgariter nuncupatos et ab omni talia et exactione laicali ac operis praestandis a tempore immemorabili exemtos. Jørgen har ei alene villet beskatte dem, men ladet dem fængsle og lagt Beslag paa deres Skibe, Kjøbmandskab og Gods.^[1] Omtrent samtidig havde Erkebispen fra Rom skrevet til det danske Rigsraad og for dette ført en lignende Klage over den berygtede Mag. Hans Mule, dengang Befalingsmand paa Akershus og siden Biskop i Oslo. Hans Mule havde ogsaa krænket „St. Olafs frie Tjenere, Erkebispen havde tilbudt at betale for dem, hvad de maatte befindes lovlig at skylde, men uden Nytte.“^[2]

De Forestillinger, som man heraf kan danne sig om Sædesvendenes Stilling, suppleres af et andet Hovedsted, et sex Aar yngre Brev. Vincents Lunge skriver nemlig 1528 til sin Foged paa Vardøhus, Oluf Isakssøn, og befaler ham „strengelig“ at optegne, hvor mange Sædesvende Erkebispen har i Finmarken, og tilføier, at „hver Sædesvend er ledingsfri selv tredie, og en Part selv anden og ikke mere; dog bøde de til mig for alle Udslegemaal og halsløse, Gjerninger.“^[3]

I Aaret 1532, da Erkebiskop Olaf som bekjendt tog Christiern II.s Parti, opfordrede han ved Brev „Knaber og Sædesvende“ i Sogn til at gjøre det samme og at indtage Lenet paa hans Vegne.^[4]

I 1533 omtales atter Sædesvendene i Finmarken, med hvem Vincents Lunge har havt Forhandlinger,^[5] udentvivl for at udpresse noget af dem og i ethvert Fald neppe for det gode.

I Olaf Engelbrektssøns sidste Tid forekomme de jevnlig. Saaledes meldte Eske Bilde om Høsten 1536, at Erkebispen havde ladet indkræve Skat af „Præster og Sædesvende“.^[6] Man ser, at paa den Tid, han forlod Norge, vare Sædesvendene særlig en Gjenstand for hans Fienders Forfølgelse og Uvilje. Strax i Begyndelsen af i Aaret lod Eske Bilde sin bekjendte Underfoged Thord Rod, der tilsidst blev hans Eftermand som Lensherre, drage ud for at „indtinge“ Søndmøre, Romsdal og Nordmøre og forjage Erkebispens derværende Sædesvende.^[7] Hvor grundigt Thord Rod har efterkommet denne Befaling, sees af det sidste Brev, som Erkebispen vides at have skrevet i Norge, hvilket er dateret 1ste April (samme Dag, han seilede fra Throndhjem), thi heri fortælles, at Eske Bildes Krigsfolk have „røvet alle vore Kirker, Præster og Sædesvende i Søndmøre og Romsdal“ og derhos forøvet adskilligt andet Hærverk.^[8] Den 15de August s. A. skriver Jens Splid m. fl. fra Bergen til Eske Bilde, som imidlertid var dragen til Danmark uden dog endnu formelig at have fratraadt sin norske Forlening, bl. a. om al den Fisk, de havde taget fra „Kgl. Majestæts aabenbare Fiender, Erkebispens Sædesvende, Præster og Anhang“.^[9] Nogle Maaneder tidligere omtales en enkelt navngiven Sædesvend, der har gjort Hærverk i Namdalen, Narve Hanssøn.^[10]

Et heldigt Tilfælde har medført, at en, som man maa formode, fuldstændig Fortegnelse over Erkestolens Sædesvende fra Aaret 1533 er bleven bevaret i en af Erkebiskop Olaf Engelbrektssøns utrykte Regnskabsbøger i Münchener-Samlingen (No. 4298) i Rigsarchivet. Den meddeles her fuldstændigt:

Anno Dni MDXXXIII Sancte Oluffz domkirkis Szeteswenne.

	Mogns Laffrinsen
	Halword Søgnn[11]	I Wordøyn.
	Henrick Ysackson
	Oluff Keelsonn	Matkowr.
	Erlend Skott
[udstrøgen]	Peder Iffversson	I Umgong.
	Jon Goutisonn
	Oluf Alffzon[12]	I Skitningsberg.
	Reider Andersonn i Kelwiken.
	Lasse Jute
[udstrøgen]	Laffrens Bentsson	I Tuffuenes.
[udstrøgen]	Welick
	Saxe i Helmisøynn.
	Mogns Olufson	I Ingen.
	Stein Halvordson
	Andor Siurdson
	Peder Booson	I Søderwer.
	Jacop
	Peder Hemmingson[13]
	Matz Scriffuer[14]
	Torstein Engelbretson	I Trumsen.
[udstrøgen]	Ammund
[synes siden tilføiet]	Oluf Ericsonn[15]
	Aslak Engelbrictson[16]
	Olaf Tordson[17]
	Oluf Engelbrictson i Roglen
	Oluf Amundson	I Trondenes.
[udstrøgne]	Nils Seborg
	Oluf Halvordson
	Lasse Jenson[18]
	Oluf Halvordson i Torsken.
	Nils Seborgh.
	Jens Jwte.
	Oluf Person i weret paa Andenes.
	Rasmus Scriffwer i Westeraalen.
	Sylvester[19] i Lofothen.
	Jens Nilsson i Røster.
	Iver Jonson i Løddingen.
	Jon Haagenson
	Nils Degen	I Salten.
	Knudt Torleffzon
	Jens Jwte[20]
	Steffan Anderson[21] i Gildeskaalen.
	Michil Teyste
	Peder Gouteson[22]	I Rødøyn Sogn.
	Stig paa Nesøyn[23]
	Olwff Kuse[24]
	Nils Smydht[25]	I Alstehough.
	Anders Amundson
	Jacob Syndmør[26]	I Fosen Len.
	Haftor Keelson[27]
	Nils i Ykersøyn[28]	I Qvernes Prestegjeld.
	Nils Benctson
	Elef paa Sunnes[29] paa Søndmør.
	Esbjørn Erichsen[30] i Romsdalen.
	Jens Klokkegyther i Nordfjord.
	Gunnar Ragnesson i Sogn.
	Erik paa Vinsnes i Grouldalen.[31]
	Erre paa Doffre.
	Østen Kloot.
	Oluf Siurdsøn paa Haghe.
	Oluff.
	Henning Munk paa Lwm.[32]
[udstrøgen]	Tor Vidersonn.[33]
	Endrit Jenssen Anno MDXXXV.
	Søffwerin paa Gyle.[34]
	Oluff Lagmand i Ysland.
	Jørgen Halsteinsson etc.

Den ovenfor aftrykte Liste, der opregner over 60 Sædesvende, viser os, at den store Mængde af disse har været anbragt langs Kysten og kun et langt ringere Antal inde i Landet. De allerfleste sees at høre til ved Værene i Finmarken og Nordlandene, og det er af deres Opholdssteder indlysende, at de have havt med Fiskerierne at gjøre paa sin Herres Vegne. Det er utvivlsomt, at Fiskehandelen har været en af den throndhjemske Erkebiskops allervæsentligste Indtægter, og der er al Sandsynlighed for, at hans Sædesvende ikke alene have brugt, men ogsaa misbrugt sin Magt over Erkestolens Leilændinger og anden Almue ved at forlange Forkjøbsret eller endog ved at tvinge Bønderne til at fiske for Erkebispen, et Slags Hoveri tilsøs. En god Hjemmel for en saadan Antagelse vil findes i Christiern den andens Retterbod af 29de September 1521,^[35] der berører Forhold, som i den allersidste Tid igjen ere fremdragne af den kgl. Commission, der behandler Væreiernes og Fiskealmuens Anliggender.

II.

Det har længe været bekjendt, at Erkebiskoppers og Biskoppers fornemste Tjenere andensteds have indtaget en Art adelig Stilling. Ogsaa for Nordens Vedkommende sees dette tydelig at have været Tilfældet i Lunds Erkestift, hvis Kirkefyrste ligefrem regjerede over betydelige sammenhængende Strækninger, navnlig over den hele Ø Bornholm. Paa denne Ø bestod en egen Klasse af (ringere) Adelsmænd, de saakaldte Frimænd, hvis Rettigheder som saadanne delvis bleve respecterede endog en Tid efter Reformationen. Dette er sikkert nok, om end af de to erkebiskoppelige Adelsbreve fra Lund, som nu kjendes, det ene (af 1468) bevislig er falsk, det andet ikke helt paalideligt.^[36]

De fleste Læsere ville vistnok forbauses ved at erfare, at ogsaa Throndhjems Erkebiskop har udstedt Adelsbreve, og at man af saadanne har i Behold et, hvis Ægthed ikke kan omtvivles, og ved Besked om et til, der ligeledes maa betragtes uangribeligt. Det helt bevarede er udstedt i Throndhjem af Erik Walkendorf den 3die Mai 1517 for en Simon Sveinssøn. Erkebispen giver med sit Domkapitels Raad og Samtykke denne Mand og hans ægte Børn til evig Tid Skjold og Hjelm (der beskrives) og gjør ham til „St. Olufs, den hellige Kirkes og vor fri Mand“, og han forlener ham med „St. Olufs og vor fri Sædegaard“ Vinje i Mosvigen^[37] med fire derunder liggende navngivne Gaarde (tilsammen 14 Spands Skyld) „til Landebo“ og „at beholde kvit og frit i sin Livstid og hans kjære Hustrues“, der, om hun overlever Manden, skal være fri for al Afgift, saalænge hun er Enke. Til Gjengjeld forpligter Simon sig til at være Erkebispen og hans Efterfølger „til Tjeneste til Herdage indenlands og udenlands, naar hannem tilsiges, selv tredie velferduge, dog paa vor Kost og Klædning som vore andre daglige Tjenere“.^[38] Af lignende Indhold har formodentlig et andet Brev været, der kun kjendes af Lensherren, den senere Rigsraad, Christopher Huitfelds ubetinget troværdige Erklæring om at have seet det. Ved dette Brev har samme Erkebiskop Erik forlenet en Olaf Mogenssøn med 20 Spands Jordegods i Thrøndelagen.^[39] Det kan have sin Interesse at erfare, at begge disse Personer overlevede Reformationen, og begge vedbleve at besidde de dem tildelte Forleninger, uagtet de begge forlængst vare gaaede ind i nye Stillinger.^[40] Simon forekommer allerede i 1532 og Olaf i 1533 som Raadmand i Throndhjem.^[41] Sidstnævnte drev det siden til Lagmand i Throndhjem.^[42]

En tredie, der synes at have modtaget lignende Rettigheder af Olaf Engelbrektssøn selv, er „Finmarksfareren“ Sivord Olssøn. Denne Mand, der ikke forekommer paa Listen over Sædesvendene, blev i 1528 efter sin Hjemkomst fra Danmark, hvor han ikke usandsynligt havde været i Erkebispens Ærinde, arresteret og „sat i Taarnet“ af Hr. Vincents Lunge. Han paaberaabte sig „hans Naades Erkebispens Frihed, som hans Naade havde undt ham“, men Hr. Vincents „forhaanede og forsmaaede“ baade „Naaden og Friheden“, og Sivord maatte anse det for en Lykke, at han slap ud af Taarnet for tolv Lod Sølv, og „maatte hans Hustru tage sit Belte af sin Ryg til Pant, saa længe til hun fik hentet de tolv Lod.“^[43] At den „ærlige og førnumstige Svend“ Mogens Arnessøn, som 1529 var Erkebispens Foged i Throndhjems By,^[44] kan have hørt til denne samme Classe af „Frimænd“, er ikke usandsynligt.

I Simon Sveinssøns Frimands- og Forleningsbrev omtaler Erkebispen, som man vil erindre, en „St. Olufs og vor fri Sædegaard“. Hvor mange „Sædegaarde“ Stiftet har besiddet, ved jeg ikke, men vel, at der i Frederik I.s norske Haandfæstning § 45 omtales „Sædegaarde, som Kirken og Ridderskabet haver“,^[45] samt at den danske Hær, der i 1532 sendtes til Throndhjem mod Erkebiskop Olaf, foruden dennes Residents i Byen ogsaa brændte to af hans „Sædegaarde“.^[46]

Erkebiskoppelige Frimænd i Norge kjender jeg dog ikke fra Tiden før Erik Walkendorf. Tænkeligt kunde det altsaa være, at denne danske Mand (den eneste danske blandt vore Erkebisper, naar den aldrig fungerende Nicolas Rusare eller Finkenog sættes ud af Betragtning) kan have overført til sin Diocese et Institut, der maatte være ham bekjendt fra Danmark.

Saadanne Frimænd, som den ovennævnte Simon Sveinssøn, have maaske været frie for mere end for Ledingen, og muligens været frie ogsaa for de extraordinære Skattepaalæg til Kongen, der af og til bleve „samtykte“. Idetmindste tyder herpaa en samtidig Optegnelse om den Skat, hvorom Norges sidste Rigsraadsmøde havde fattet Beslutning i Throndhjem ved Nytaarstid 1536, lige før Vincents Lunges Drab.^[47] Thi naar denne Bestemmelse fritager „jordegende Bønder, som kan bevise sig at have Skjold og Hjelm“, maa den synes ogsaa at fritage dem, der have befundet sig i Simon Sveinssøns Stilling. Hvorledes har nu Forholdet været mellem Sædesvende og Frimænd? Det er et Spørgsmaal, som jeg bekjender ikke at kunne besvare tilfredsstillende. Ganske det samme kunne de ikke have været. Har enhver Sædesvend været forlenet med erkebiskoppeligt Jordegods? Ofte har vistnok dette været Tilfældet. Det vil ovenfor sees, hvorledes nogle af de navngivne Sædesvende betegnes som boende paa Gaarde, der i Jordebogen gjenfindes som Erkestolens. Oprindelig have formodentlig alle Sædesvende været bosatte paa den Maade. Men de mange finmarkske Sædesvende have ikke kunnet have saadan Forlening, da jo der ikke gaves Gaarde at bortforlene.

Det er at beklage, at de fleste Bondediplomer fra Throndhjems Stift i Regelen paa en paafaldende Maade ere forsvundne, saa at den Art Dokumenter for denne Landsdels Vedkommende ere saa langt sjeldnere end for de øvriges. Havde dette ikke været Tilfældet, vilde der sandsynligvis have existeret Breve, hvoraf Sædesvendenes Forpligtelser ligeoverfor Erkebispen kunde noget tydeligere sees. Navnlig kunde det være af Interesse at faa vide, om Sædesvendene havde militære Pligter, og i hvilken Grad de have bidraget til at skaffe Erkebispen det store Følge, hvormed han saa tidt optraadte baade i og udenfor Stiftet og Riget. Af hvad jeg senere skal anføre om Sædesvendenes Oprindelse, vil det vistnok fremgaa, at disse fra først af have været værgagtige Mænd, men dermed er det ikke givet, at de stedse have vedblevet at være det. Vist er det, at Erkebispen ved sit Sæde underholdt en talrig Skare af „Hofmænd“. Maaske har der fra disses Klasse fundet Sted Oprykninger eller Overflytninger til Sædesvendenes. Som man ved, holdt den sidste Erkebiskop, der i sine egne Optegnelser yndede at kalde sig „nos, Olavus tertius“, tillige Besætning paa Stenviksholm, og undertiden førte han formelige Krige. I 1529, da han bemægtigede sig alle Vincents Lunges Len og uden mindste Hensyn til Kongemagten gjorde sig til Herre over hele det nordlige Norge, havde han foruden Smaaskibe to armerede Kraveler i Søen og en Styrke af 300 Mand, medens han fremdeles lod hverve. I 1532 havde han atter Tropper samlede, i 1536 sendte han udrustede Skarer mod Bergenhus og Akershus paa engang, og da han i 1537 forlod Norge, efterlod han Besætninger baade paa Stenviksholm og Nidarholm. At Sædesvendene i hans Feider have spillet en betydelig Rolle, er vistnok utvivlsomt, og den Forbitrelse, som raadede mod disse hos det danske Parti, bliver herved fuldt forklarlig.

Da Christiern II. i 1510 som Norges Regent rustede sig til Kamp med Sverige, forlangte han gjentagne Gange af Throndhjems Domkapitel – Erkestolen var da ledig efter Gautes Død –, at der skulde sendes ham 60 værgagtige Karle med Harnisk, som skulde komme til Akershus og forblive der hos ham Vinteren over,^[48] hvilket ogsaa forudsatte, at en væbnet Styrke altid med Lethed lod sig mobilisere ved Erkesædet. Man ser ogsaa, at Erik Walkendorf kraftigt kunde deltage i Jemtelands Forsvar mod Sverige omtrent ved 1519.^[49]

Sædesvendenes Skjebne efter Reformationen er dunkel. De havde allerede i Episkopatets Tid været verdslige Magthavere en Torn i Øiet, og dette fremkalder strax Formodningen om, at de ikke skulde være behandlede med stor Hensynsfuldhed efter sin gamle Herres Fald. Bispestolens Gods henlagdes, som bekjendt, under vedkommende kongelige Befalingsmænd, dog saa, at i det mindste til en Tid Erkestolens Gods ogsaa udenfor Throndhjems Stifts Grændser laa til Stenviksholm.^[50] Man ser dog, at den nye Regjering har respekteret Erkebiskoppernes Forleningsbreve. Saaledes vedbleve, som vi have seet, de ovenfor omtalte, af Erik Walkendorf belenede Personer at nyde disse beneficia, og i 1548 bekræfter Kongen et af Erkebiskop Olaf udstedt Forleningsbrev for den forrige Sædesvend Olaf Thordssøn paa en Gaard i Helgeland.^[51] En „Sædesvend Bispens“, Gudleik paa Strand, der før Reformationen opføres i Nes Thinglag (formodentlig Hallingdal), synes at være den samme Gudleik Thjostolfssøn, som i 1540 var Lensmand i Valders, og som endnu levede 1556.^[52]

Vi have ovenfor (1532) seet Sædesvendene i Sogn omtalte ved Siden af „Knaber“. Ved saadanne forstodes, som bekjendt, en af Loven ikke omtalt, men dog faktisk existerende Klasse, der stod midt mellem Bønder og Adelsmænd. Navnet findes anvendt ei alene i Norge, men ogsaa i Danmark,^[53] i Sverige^[54] og i Finland.^[55] Hos os ser man i Dokumenter fra Akershus (1487)^[56] og fra Bergens Kongsgaard (1521)^[57] omtalt „Knabefade“, paa første Sted i Modsætning til „Herrefade“. Det er altsaa aabenbart, at Knabe i disse Tilfælde har været enstydig med, hvad man hyppigere kaldte „Hofmænd“. Men dernæst finder man Knaberne tydelig nok omtalte som bosiddende Folk af en Stilling over Bøndernes, f. Ex. i et Brev fra Vincents Lunge af 1525 („alle rige Knaber og Hustruer“)^[58] i det nysnævnte Citat fra Sogn og i et andet Brev fra samme Aar, hvor der fortælles, at under Christiern II.s Kamp ved Elfsborg blev Kjeld Thordssøn, „en Knabe af Hedemarken“, skudt.^[59] I det følgende Aar skriver Danmarks Rigsraad til den norske Erkebiskop om, „hvad af Adel og Knaber ere“,^[60] ikke at tale om et paa Plattydsk affattet Brev af 1398, hvor Knaber ligefrem er enstydigt med Væbnere.^[61] I Slutningen af det sextende Aarhundrede nævnes tre Knaber i Bohuslen.^[62] Senere, endnu i det attende Aarhundrede, er Knabe en Betegnelse paa rige Folk, ei alene blandt Bønderne, men stundom, som det synes, ogsaa blandt Borgerfolk. Saaledes skriver Vicestatholder Johan Vibe i 1708: „Desuden gives her og Knaber og uden Throndhjems By boende Borgere her og der i Landet ved Søkanten, hvor Fiskeri falder, Vrag og sligt, som kan forulykkes, som de profitere af, og ere somme store bemidlede Folk og give Kongen en ringe Ting.^[63] I Stavanger Amt omtaler Amtmand de Fine (1743) „formuende Bønder eller saakaldede Knaber“, om hvilke den kyndige Forfatter dog udtrykkelig bemærker, at de intet have med Adelen at skaffe.^[64] Et norsk Glossarium fra 1802 kan endelig anføre „Knaape“ som enstydigt med „en rask og stolt Karl“.^[65]

I Overgangstiden efter Reformationen, da „Knabe“ endnu ikke havde faaet den helt ubestemte Betydning, hvorunder Ordet senere forekom, se vi imidlertid (1557), at Kongen skriver til Christopher Walkendorf om „ de Knaber i hans Len, der sidde ledingsfrie“, og med hvilke der nu bør forhandles om, at de skulle paatage sig at holde Skibsfolk.^[66] I det følgende Aar paalægges der alle Hovedlensmænd at undersøge den Hjemmel, hvormed Gaarde holdes fri for Leding, Landskyld, Kongeskatter o. s. v., og „dersom de ikke have Kongens Breve eller nogen andens, som bør holdes, skulle Lensmændene lade dem udgive den fulde Redsel, som bør gjøres eller gives af samme Gaarde, eller andre deraf ville give“.^[67] Det er ret sandsynligt, at man mellem disse hidtil ledings- eller landskyld-frie Personer har at søge Levninger ogsaa af biskoppelige Sædesvende, og at deres Frihed maaske ved denne Forordning har faaet en Ende.

Tænkeligt kan det ogsaa være, at mere end en af de mange Familier, som have paastaaet eller ment at være „adelige“, kunne have hørt til dem, hvem Erkebisperne i sin Tid have givet „Frihed“ eller „Skjold og Hjelm“. De have indtaget en tvivlsom Mellemstilling mellem adelige og uadelige. Den senere Lagmand, men tidligere Erkebispetjener Oluf Mogenssøn betegnes i et og samme Aar (1533) snart som en Mand af Vaaben,^[68] snart kun som „ærlig og fornumstig Mand“, ved sidste Leilighed mærkelig nok netop ved Siden af en anden, der kaldes „velbyrdig Svend“;^[69] 1549 som Lagmand er han ogsaa kun „ærlig og fornumstig“. Den i Erkebisp Olafs Tid af og til forekommende Haakon paa Egge er i Dokumenter kun „en ærlig Dannemand“,^[70] men har dog ellers været antaget for Adelsmand, hans Slægt kaldes Adelsten og hans Datter formodes gift med en adelig.^[71] Han kan tænkes at have været „Frimand“. En lignende Formodning kunde jeg være tilbøielig til at nære om den Olaf Tørrissøn, der var Erkebiskop Olafs Tjener, siden gik i Christian den tredies Tjeneste og omsider blev dræbt i Begyndelsen af Syvaarskrigen. Hans Familie kaldtes undertiden Gyldensø.^[72]

Vi gaa nu over til at undersøge Sædesvendenes Oprindelse.

Naar Erik Walkendorf i det Brev til Paven, der aabner min Undersøgelse, fortæller, at disse hans Tjeneres Frihed hidrørte a tempore immemorabili, havde han udentvivl Ret. Thi de staa i den nærmeste Forbindelse med den Hird, hvormed Biskopperne allerede i det 12te Aarhundrede stræbte at omgive sig i Lighed med Konger og Jarler. Den kongelige Hird opløses og forsvinder i det fjortende Aarhundrede. Kirkefyrsternes Hird vedligeholder sig derimod lige til Reformationen, om end det gammelnorske Navn da forlængst var gaaet af Brug.

Medens Biskopperne før 1152 sandsynligvis have indtaget en forholdsvis beskeden Plads i Samfundet, begyndte de efter dette i Hierarchiets Historie afgjørende Mærkeaar snart at optræde som Fyrster (tignarmenn), en Stilling, som jo ogsaa Loven^[73] indrømmer dem. Ikke alene Erkebispen, men vistnok ogsaa de saakaldte Lydbiskopper eller Suffraganer skaffede sig en Hird. Idetmindste ser man, at Paal (Biskop af Bergen 1170–1190) i et bevaret, men udateret Brev omtaler foruden „alle mine Huskarle“ ogsaa en Person, hvem han kalder „min Skutilsvend“^[74] At Erkebiskop Eystein havde mange bevæbnede Mænd i sin Tjeneste, sees af Sverres Historie. Men derimod er det mærkeligt nok, at der i det meget omstridte Brev, hvorefter Kong Magnus Erlingssøn skal have taget Riget til Len af St. Olaf, og hvori der nævnes saa mange andre Erkebiskoppen tilkommende Rettigheder, ikke tales om hans Hird.

Saasnart Erik havde efterfulgt Eystein, blev imidlertid denne Sag et brændende Stridsspørgsmaal. Sverre fandt, at Erkebispen (altsaa endnu mindre Lydbisperne) ikke havde Brug for nogen Hird, men at han hellere burde bruge Stolens Indtægter til at bygge paa sin Domkirke, og vilde i ethvert Fald minde ham om Loven, der forbød ham at fare om med mere end 30 Mand, hvoraf endda kun 12 skulde være bevæbnede og det kun med hvide Fredsskjolde. Erkebispen havde derimod reist med en tyvebænket Snekke, bemandet med 90 eller flere væbnede Folk. Striden havde, som bekjendt, til Følge, at Erkebispen forlod Landet.^[75]

Under sin Fraværelse fra Norge udvirkede Erik imidlertid hos Paven den bekjendte Bulle af 15de Juni 1194, som man, ifald saadant havde været brugeligt hos os, for Kortheds Skyld kunde benævnt efter Begyndelsesordene Ea cura et diligentia. Heri er der ogsaa en Bestemmelse om Erkestolens verdslige Tjenere (laici beati Olavi martiris servitio deputati), der efter Pavens Bud skulle være frie for alle Ydelser, som paa Norsk kaldes Leding.^[76] Fra dette Øieblik af blev selvfølgelig en saadan Frihed for Hirden paastaaet fra Erkebispens Side. Om den af Kongedømmet blev indrømmet, er en anden Sag. Under enhver Omstændighed har dog Kongedømmet i den følgende Tid ikke formaaet at standse Hierarchiets fortsatte Bestræbelser for at indtage en efter Norges fattige Vilkaar fyrstelig Stilling. Bispestolenes Gods voxede stærkt og stadigt og dermed deres Evne til at forøge sine Tjeneres Antal.

Under Forhandlingerne mellem Magnus og Geistligheden se vi i denne Henseende Syn for Sagn. Ved den foreløbige Overenskomst af 1273 tilstaaes nemlig, som Enhver vil erindre, Erkebispen Ret til at have hundrede Mand (homines) „liberos et immunes ab expeditionibus regiis et vocationibus et a tractione navium et specialiter de tributo, quod vulgariter leidanger appellatur“, og af disse hundrede skulde nogle (quidam), qui scutilsvenar appellantur, ikke alene selv være frie for hine Byrder, men selv tredie (cum duabus aliis personis), quas ipsi ad hoc de sua familia duxerint eligendas, medens de øvrige skulde nyde Friheden selv anden. Hvor mange af de hundrede Erkebispen havde Ret til at gjøre til sine Skutilsvende, anføres ikke, og det har altsaa staaet til ham selv at bestemme det. Den samme Ret skulde ogsaa tilkomme de fire andre norske Biskopper, dog saa, at Tallet for deres Vedkommende begrændsedes til firti. Denne Ret omtales dog som noget ganske nyt: Kongen har villet ecclesiam Nidrosiensem amplioribus beneficiis, quam huc usque habuerat honorare.^[77] Dette vil jo klarlig sige, at Erkebispen og Bisperne fik en privilegeret Hird, hvis Medlemmer, da Ledingen blev en reel Byrde, fritoges for hvad man kaldte to eller tre Nev, det vil da vel sige af deres private Gods, thi hvad Biskopperne maatte forlene dem af Kirkens Gods, vilde jo allerede som saadant, i det mindste som oftest, være skattefrit. Man erindre den Oplysning, der i saa Henseende særlig haves om alt Kirkegods i Indherred.^[78] Bestemmelsen optoges i den endelige Sættargerd eller compositio af 1277.^[79]

Overensstemmelsen mellem denne Bestemmelse om Erkebispens homines og Skutilsvende og Vincents Lunges Forklaring i det ovenfor citerede Brev til Slotsfogden paa Vardøhus er saa iøinefaldende, at det ikke vel lader sig betvivle, at vi her have Oprindelsen til de senere Sædesvende.

At nogen Indskrænkning i denne Hierarchiets Ret er indtraadt, da Sættargerden blev brudt under Erik Magnussøns Regjering, er vistnok at antage, men hvor vidt Indskrænkningen har strakt sig, er vanskeligere at sige. Prælaterne have udentvivl vedligeholdt sin Hird, om der end fra Kronens Side har været gjort Indgreb i deres Ledingsfrihed. Vist er det imidlertid, at Haakon Magnussøns Retterbod af 1308 eller 1309 tilstaar Erkebispen hans 100 og Biskopperne deres 40 Mand.

Denne Retterbod fastsætter ogsaa Bestemmelser om, til hvem disse Tjenere have at betale almindeligt Sagefald, men paa en anden og for Hierarchiet ugunstigere Maade, end bestemt var 1273 og 1277. De almindelige Bisper fik ingen Ret til Sagefald af disse sine Tjenere, udenfor hvad Christenretten maatte hjemle, og Erkebiskoppen kun en ganske indskrænket Ret.^[80]

Navnet Sædesvend, der mig bekjendt ikke tidligere forekommer i denne Betydning, møde vi i Magnus Erikssøns Retterbod af 18de December 1332 om verdslige Høvdingers Huskarle. Her omtales, at forskjellige Mænd have tilladt sig at tage Svende og lade dem sværge Troskabsed som til Konger, og at disse Svende sitja i stødum eða bygðum heima, derfor forbydes det dem at holde nokoro setu sveina.^[81] Heraf synes Ordet „Sædesvend“s Etymologi at fremgaa. At tænke paa Bispesædets Svende vilde allerede være sproglig urigtigt. Sædesvend betyder aabenbart en bofast, saa at sige residerende Svend eller Tjener i Modsætning til den i Herrens Gaard tjenende Huskarl. Det er forøvrigt værd at lægge Mærke til, at der i Kongespeilet findes et Sted, der antyder, at ogsaa Kongen har havt Tjenere, der, om de end ikke benævntes Sædesvende, dog indtoge et lignende Forhold til ham, som de geistlige og verdslige Høvdingers Sædesvende til sine Herrer. Det heder nemlig, at Kongen ogsaa har Huskarle, som have Gods af ham i veitsle for 12 Øre indtil 2 Mærker; de ere ikke bordfaste i Hirden, men ere i Herederne som stjórnarmenn, og nogle af dem ere Lendermandssønner, andre rige Bønder, som regne sig næsten jevngode med Lendermænd.^[82] Fra en Tid, ikke meget fjern fra den, paa hvilken Kongespeilet er forfattet (fra 1301), have vi et Brev fra Kong Haakon Magnussøn, hvori en Eilif Skodra trues med, ifald han ikke opfylder et givet Paalæg, at blive afsat af sin Tjeneste ved to Riddere og derefter at blive sagsøgt som en anden „Mugamand“.^[83] Dette har maaske været en saadan kongelig Huskarl paa Landet med en liden Veitsle?

Endnu engang, men neppe heller oftere, finde vi verdslige Mænds, Ridderes eller Væbneres Sædesvende nævnte. Det var i 1388, da Rigsstyrelsen i Norge overdroges Dronning Margrete. Her vedtoges nemlig, „at hverken Erkebiskoppen eller Bisper, Provster, Riddere eller Svende skulde holde flere Huskarle og Sædesvende, end Lovbogen og Hirdskraaen tilstede.“^[84] Ved denne Leilighed nævnes vistnok Hirdskraaen for sidste Gang i en offentlig Akt.

Ombytningen af de ældre Benævnelser Huskarl og Skutilsvend med den senere „Sædesvend“ lader os tydelig forstaa, at Prælaterne efterhaanden have fundet sin Regning ved at anbringe sine skattefrie Tjenere rundt om i Stiftet eller at overdrage den Frihed og de Begunstigelser, hvorover de raadede, til Personer, der allerede tilforn havde Eiendom og Bopæl i dette, for derved at knytte dem til sig og sin Tjeneste I hvilken Udstrækning afgiftsfrie Forleninger af Statens Gods have været uddelte til Sædesvendene, er, som allerede anført, umuligt at sige, heller ikke kan med fuld Vished siges, om de i andre Stifter omtalte Aarmænds Forretninger som Regel have været Sædesvendene overdragne, skjønt dette ganske vist bliver sandsynligt. Naar man f. Ex. ser, at Erkebispen i 1429 havde en egen ombudsmand for sit Gods i Hamars Stift,^[85] da er det jo saare rimeligt, at Manden tillige har været Sædesvend.

Som noget usædvanligt kan det ansees, at en Erkebisp ved sin Palliumsreise til Rom har erhvervet sig Pavebrev ikke alene, som almindelig var Skik, til Kongen, Lydbisperne, Capitlet, Geistligheden og Folket, men ogsaa til sin Erkestols universi vassalli, hvorved man først og fremst maa tænke paa Sædesvendene. Dette skede 1346, da Arne Einarssøn Vades Valg til Erkebisp bekræftedes af Pave Clemens VI.^[86]

Sættargerdens Fornyelse i det femtende Aarhundrede, da først Karl Knutssøn, dernæst Christian I. (1458) atter erkjendte dens Gyldighed, maatte medføre, at de erkebiskoppelige og biskoppelige Tjeneres Sagefald i større Udstrækning kom til at tilfalde deres geistlige Herrer. At saa virkelig har været Tilfælde, bestyrkes ogsaa ved en Sammenligning med Kong Haakons anførte Retterbod og Vincents Lunges ligeledes citerede Brev til Fogden paa Vardøhus.

Tilsidst skal gjøres opmærksom paa, at der omtales Svende ogsaa under Kannikerne eller Chorsbrødrene i Nidaros. Idet Haakon Magnussøn (1300) tager Chorsbrødrene under kongelig Trøst og Værn, forbyder han alle at forulempe dem selv, deres Svende og Gods; i samme Brev nævnes deres „varnade“,^[87] og i en Bekræftelse heraf af 1366 omtaler den yngre Konge af samme Navn atter Chorsbrødrenes varnade sveinar.^[88] Disse Personer kunne dog ikke have været mere end almindelige Leilændinger; thi i den førstnævnte Konges Retterbod af 1308 eller 1309 stilles klerka sveinar, der ikke tjene Biskoper, i Klasse med „andre Kongens Thegner“.^[89] Det bliver dog altid paafaldende, at disse Personer kaldtes Svende.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Dipl. Norv. VII (1869), S. 551.
2. Dipl. Norv. I, S. 768. Intet af disse Breve naaede frem; de fandtes efter Erik Walkendorf i Rom, da Olaf Engelbrektssøn kom did 1523, og befinde sig derfor nu i Münchener-Samlingen i Christiania.
3. Dipl. Norv. VIII, S. 583.
4. Dipl. Norv. IX, S. 715.
5. Dipl. Norv. X, S. 695.
6. Rørdams Monumenta Hist. Dan. I, S. 249.
7. Paludan-Müller, Grevens Feide, II, S. 398.
8. Aktstykker til Nordens Historie i Grevefeidens Tid, udg. ved C. Paludan-Müller, II. Odense 1853. S. 307.
9. Afskrift i Langebeks Diplomatarium i Geheimearchivet, hidtil, saavidt vides, utrykt.
10. Anders Hanssøn til sin Herre Eske Bilde, Varøy 22de April 1537. Utrykt Brev i Langeb. Dipl.
11. En Anders Søgnn var 1531 Raadmand i Bergen, D. N. X, S. 655.
12. Dipl. Norv. IX, S. 711, 714, hvor man ser, at han deltog i Urolighederne i Begyndelsen af 1532 og fangedes i Valders af Vinc. Lunges Folk.
13. Omtales i D. N. VII. S. 751, 754, hvor man ser, at han i 1533 var under Forfølgelse af Erkebispens Fiender, der endog havde ladet ham dømme til Døden i Throndhjem for hans paastaaede Selvtægt og Overgreb i Finmarken. Cfr. VIII, S. 773, IX, S. 774.
14. D. N. IX, S. 662.
15. D. N. VII, S. 754. Det er maaske ogsaa ham, der omtales X, S. 606.
16. Udentvivl Erkebiskop Olafs paa flere Steder omtalte Broder.
17. D. N. X, S. 724. Rimeligvis er det ham, som omtales i N. Rigsregistr. I, S. 100.
18. D. N. X, s. 724.
19. En Sylvester Ellingssøn var 1525 konst. Lagmand i Steig. D. N. VII, S. 622.
20. Dipl. Norv. VIII, S. 595, X, S. 724.
21. En Steffen Anderssøn var siden Lagmand i Nordland. Norske Magasin, I, S. 288. Sædesvenden S. A. indbetaler 1529 i Bergen Leding af Gildeskaal. D. N. VII, S. 719.
22. Deltog i en Dom 1535. Samll. t. N. F. Spr. og Hist. I, S. 407.
23. Dette Sted omtales i Aslak Bolts Jordebog, udg. af P. A. Munch, S. 91.
24. D. N. X, S. 724. Han er formodentlig ogsaa den Olaf paa Alstahaug, der omtales 1529, ibid. S. 606. En formentlig Frænde af ham, Torsten Kus, omtales i Aslak Bolts Jordebog, S. 89. Ved samme Tid (1536) boede paa Samsal paa Hedemarken en Væbner, der ligeledes hed Torsten Kuse. D. N. I, s. 792.
25. D. N. X. S. 726.
26. D. N. VIII, S. 593, 704.
27. Vistnok den Hachtorn, som nævnes D. N. IX, S. 747.
28. Nævnes maaske D. N. VIII, S. 699 (Nils Erlendssøn) og S. 705 (Nils Skriver). „Ykersøyn“ er uden Tvivl Ekkelsøen i Bremsnes. Denne Ø (Ekilsøy) er opført blandt Erkebiskopstolens Gods i Aslak Bolts Jordebog med Tilføielse: „ligger til vtrodher“, (d. e. her er Fiskevær). Forøvrigt have disse Sædesvende i Kvernes udentvivl havt med Fiskeværet Grip at bestille. Denne lille Ø tilhørte nemlig ligefrem Erkestolen som dens Besiddelse, se Samll. t. N. F. Spr. o. Hist. I, S. 10.
29. Maaske = Elif Baardssøn paa Synes i Harham, D. N. XI, S. 460.
30. D. N. VIII, s. 594 og X, S. 723.
31. Stedet omtales i Asl. Bolts Jordebog S. 46.
32. Her have vi en Familie, der længe har holdt sig i hin afsides Bygd. Sædesvend Henning Munk kjøbte 1519 en Gaard sammen med sin Moder „Hustru“ Berette, for at den ikke skulde gaa ud af Ætten, D. N. III, S. 779; 1527 nævnes han som „beskedelig tro Dannemand“ og optræder sammen med en Stein Dart, med hvem han synes besvogret, ibid. S. 803; 1530 mageskifter han med Eystein Bratt, ibid. S. 811 (naar Lange kalder denne Sogneprest, er det neppe rigtigt, da han ikke betegnes saa i Brevet). Han levede endnu 1558, ibid. S. 855. Hos Hjorthøy, Gudbrandsdalens Beskrivelse, II, S. 40, nævnes ved 1681 en Henning Munch som Sognepræst til Nabobygden Vaage og endnu i 1749 beretter Biskop N. Dorph i sin Fortegnelse over norsk Adel paa den Tid: „Af Familien Munch skal findes Bønder boende i Lombs Præstegjeld, som dog ingen Oplysning kan give om Extractionen“. Personalhist. Tidsskr. (1. R.), II, S. 278. I Samll. t. N. F. Spr. o. Hist. IV, S. 120 findes interessante Oplysninger om nogle af Sædesvend Henning Munks Familieforhold.
33. Kaldes 1527 af Biskop Mogens i Hamar „fornumstig Svend“, og denne Prælat skjænker ham en Hamar Domkirke tilhørende Gaard i Vaage for Erkebispens Skyld, hvem Thord, „nu daglig tjener“. D. N. III, S. 800–801.
34. Meddelelser fra Rigsarch. I, S. 191; Stedet (paa Thoten) nævnes i Aslak Bolts Jordebog S. 102. Ogsaa paa Hveem (Asl. Bolts Jordeb. S. 102) paa Thoten omtales en Sædesvend noget tidligere. Medd. fra Rigsarch. I, S. 191.
35. Allen, De tre nordiske Rigers Historie, III, 2, S. 81 fgg.
36. Se om de bornholmske Frimænd de derom handlende Breve hos Hübertz (Aktstykker til Bornholms Historie. Kbhvn. 1852) samt C. F. Brickas lærde kritiske Bemærkninger i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R., IV, S. 699 fgg.
37. Gaarden, der opføres i Aslak Bolts Jordebog S. 26, hørte til de store Gaarde nordenfjelds. Det er mig noget paafaldende, at Kraft (VI, p. 95) anfører, at Gaarden skulde været en Del af Bakke Klosters Gods.
38. Dipl. Norv. X, S. 249–250, cfr. S. 807.
39. Dipl. Norv. X, S. 778.
40. Dipl. Norv. X, S. 806–807.
41. Chra. Vidensk-Selsk. Forhandl. 1879, No. 13, S. 20.
42. N. Rigsregistr., I, S. 57, 129.
43. Dipl. Norv. IX, S. 627.
44. Ibid. IX, S. 622.
45. Samll. t. N. F. Spr. o. Hist. I, S. 10.
46. Dipl. Norv. VII, S. 711.
47. Denne optegnelse findes i det Langebekske Dipl. i Geh.-Arch. og lyder saaledes:
    „Saa var Skatten samtykt udi Thrundhjem af Hr. Erkebispen, Bisp Magnus, Bisp Hans og Hr. Vincentius ud over alt Norge, til vor naadigste Herre, som strenge Ridder, Hr. Claus Bilde var udskikket om:
    „At hver Bonde over alt Landet skulde give to Lod Sølv.
    „Item hver jordegende Bonde, som ikke kan bevise sig at have Skjold og Hjelm, skal give 14 Lod Sølv for hvert Pund Rente, som han eier, og et Qvintin for hver halv Pund Rente og saa fremdeles regnende efter Jordtallet søndenfjelds.
    „Item nordenfjelds ½ Lod Sølv for hver Spands Rente og et Qvintin for hver halv Spands Rente og saa fremdeles efter Jordtallet, som før skrevet staar.
    „Item alle Drenge i Nordland, i hvem de tjene, undertagen Prestedrenge, som tjener for fuldt Udroende, skulle hver give 1 Lod Sølv, og de, som tjene for halvt Udroende, skulle give hver ½ Lod.
    „Item hvert Biskops Stigt var taxeret paa en Sum af alle Landskirker og Præster.
    „Item hver Kjøbstad over alt Landet var sat paa en Sum efter sin Evne.
    „Dette forne var alt bevilliget og samtykt, og vare Brevene opkastede herom til alle Bisper, Kjøbstæder og til alle Len baade norden- og søndenfjelds, og Hr. Erkebispen befalede sin egen skriver Hr. Jacob at skrive Brevene.“
48. Dipl. Norv. V, S. 725.
49. Dipl. Norv. I, S. 761.
50. I et utrykt Kongebrev, dateret Brunsvig (hvor Christian III. da opholdt sig i Anledning af Forhandlinger med det schmalkaldiske Forbund) 8de April 1538 (Langeb. Dipl.), vil man finde noget herom, cfr. N. Rigsregistr. I, S. 53–54.
51. N. Rigsregistr., S. 100, cfr. ovenfor S. 6.
52. Medd. fra Rigsarch. I, S. 192. D. N. II, S. 840. VII, S. 831.
53. Resens Udg. af Hirdskraaen, S. 8, Dr. Oluf Nielsens meget interessante Bemærkning i Jydske Samll. I, S. 342–343, II, S. 395–396 samt i Fortalen til Dueholms Dipl. S. XVIII–XIX.
54. H. Forssell, Sveriges inre Historia, I, S. 102–103.
55. Koskinen, Klubbekriget. Helsingfors 1864. S. 62–63.
56. Dipl. Norv. II, S. 693.
57. Norsk hist. Tidsskr. 2. R., II, S. 298.
58. Dipl. Norv. VII, S. 653.
59. Dipl. Norv. IX, S. 713.
60. Aktstykker til Nordens Hist. i Grevefeidens Tid, udg. af C. Paludan-Müller, II, S. 9.
61. Dipl. Norv. V, S. 277.
62. Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger, udg. af Y. Nielsen, S. 191, 207, 211.
63. B. Moe, Tidsskr. for den norske Personalhistorie, I, S. 512.
64. Norske Magasin, III, S. 209.
65. L. Hallager, Norsk Ordsamling, S. 62.
66. Norske Rigsregistranter, I, S. 229.
67. Ibid. I, S. 237.
68. Dipl. Norv. V, S. 797.
69. Dipl. Norv. XI, S. 710.
70. Dipl. Norv. IV, S. 807.
71. Samll. t. N. F. Spr. o. Hist. I, S. 55. Haakon paa Egge besatte 1529 Jemteland paa Erkebispens Vegne (Samll. t. N. F. Spr. o. Hist., I, S. 54–55), og ved Mødet i Bod 1533 nævnes han mellem Personer, som vides at have været Erkebispens Tjenere. D. N. IV, S. 807. Paa Listen over Sædesvendene mangler han derimod.
72. Se om ham mit Skrift „Krigen nordenfjelds 1564“, S. 8, 12, Norsk hist. Tidsskr., III, S. 326, Norske Rigsregistranter, I, S. 591.
73. Norges gl. Love, I, S. 71, 244.
74. Dipl. Norv. VII, S. 5.
75. Den høist mærkelige og fortræffelig fortalte Strid læses i Sverres Saga Cap. 117.
76. Dipl. Norv. II, S. 3.
77. Dipl. Norv. I, S. 55, cfr. Munch, D. n. F. Hist., IV, 1, S. 555.
78. Dipl. Norv. III, No. 16.
79. Norges gl. Love, II, S. 465.
80. Sammesteds III, S. 83.
81. Norges gl. Love, III, S. 160.
82. Kongespeilet, Christiania 1848, S. 60. Det har undertiden forekommet mig som en Mulighed, at vi i disse residerende Huskarle kunde have den første Oprindelse til Bondelensmændene. Man sammenligne Munch. D. n. F. Hist., 2. Afd., II, S. 200. Man ser af det Lovsted, Munch citerer, at Lensmændene undertiden vare haandgangne Mænd, undertiden ikke. Det Sted i de historiske Kilder, hvori Ordet Lensmand i denne Betydning, saavidt mig bekjendt, første Gang forekommer, er i Peder Claussøns Oversættelse af den udførligere Haakon Sverressøns, Guthorms og Inges Saga. (Kongesagaerne, overs. ved P. A. Munch og O. Rygh. II, S. 220). Men Originalen savnes jo til denne Saga i dens udførligere Form.
83. D. N. II, S. 56, 57.
84. Munch, D. n. F. Hist. 2. Afd., II, S. 292.
85. D. N. III, S. 501.
86. Dipl. Norv. VI, S. 204.
87. Dipl. Norv. II, S. 51.
88. Dipl. Norv. II, S. 307, jfr. XI, S. 175.
89. Norges gl. Love, III, S. 83.