Det gamle Christiania/11

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 170-185).

I Christianias ældste Tid sporer man hyppige Bosættelser i Byen af Næringsdrivende fra Danmark. Mere end det egentlige Kongeriges Sønner gjøre dog Slesvigerne sig gjældende og det ikke alene i Christiania, men ogsaa andensteds, fornemmeligt Throndhjem^[1]. Haderslevere og Flensborgere ere Stamfædre til en overordentlig stor Del af Norges Kjøbmandsfamilier. Leilighedsvis have vi allerede nævnt Nils Toller, Poul Petersen Vogt samt Anders Madsen i Tønsberg. Disse Sønderjyder vare energiske Handelsmænd, gode Økonomer og Nordmændene langt overlegne i Næringsvid og Selvfornegtelse. Deres Hjemlands Stilling som et Grændseland mellem dansk og tydsk Nationalitet, hvor to Sprog mødtes og taltes af Hvermand^[2], har bidraget sit til at give dem et eiendommeligt Præg og udvikle hos dem en realistisk Evne til at sno sig i Verden og samle sig Formuer^[3]. Flensborgerne synes endog her i Christiania at have optaget noget af Rostockernes Handelsmethoder i det gamle Oslo og det hanseatiske Væsen i Almindelighed. Wilse meddeler herom paa et hidtil overseet Sted i sine Reiseiagttagelser^[4] interessante Ting: «Handel og Skibsfart er ingensteds i Danmark, næst Kjøbenhavn, i saa stor Flor som i Flensborg. Flensborgerne ere om sig paa alle Kanter og have deres Handels-Kommissioner og Konnexioner paa temmelig bortliggende Steder f. Ex. Christiania og flere Steder i Norge. Deres Vine og Brændevine med mere gaar godt af. Af norske Varer søge de helst Landets godhaltige Mynter. Ellers er det mærkeligt, at ei alene Flensborgere og andre (!) Holstenere, men og Schweizere^[5] holde ugifte Handelsmissionærer i Christiania og andensteds, omtrent som de Tydske fordum i Bergen, hvilke nedlade sig der vel nogen Tid, men drage siden bort og gifte sig i deres eget Land».

Af megen Vigtighed var Forbindelsen med Holland. Dette Land var i sextende og syttende Aarhundrede Søfartens rette Hjem, og det var herfra, at den søndenfjeldske Trælasthandel fik sine første og en Tidlang bedste Kunder. De talrige Udvandringer derhen af Søfolk har jeg i et særskilt Skrift forsøgt at belyse^[6]. At en saa rig og mægtig Handelsmand som Selio Marselis bosatte sig i Christiania maa have trukket flere Hollændere til Byen, om end vel kun for kortere Tid. Det kan ogsaa paavises, at flere Nordmænd studerede i Holland, dels i det berømte Leiden, dels i det mindre kjendte, men af Nordboer tidt besøgte Franeker. I Leiden, hvis Matrikel er trykt, finde vi ikke faa Personer fra Christiania eller senere ansatte der^[7], skjønt dog færre end ved visse tydske Universiteter, fornemmelig Rostocks.

Berøringen med Sønderjylland og Holland have dog i kulturhistorisk Henseende neppe efterladt mærkbare Spor. Desto betydningsfuldere og interessantere vare derimod Paavirkningerne fra England. Man faar en Forestilling herom, naar man læser, hvad Suhm beretter: «Kommer man til Norge, finder man Mange, som forstaa Engelsk og Fransk, men hel faa, endog af de Fornemste, der kunne tale Tydsk undtagen i Bergen»^[8]. Dette skrev Suhm 1775, ti Aar efter at han havde forladt Norge, hvor han levede i fjorten Aar; vistnok boede han i Throndhjem, men har flere Gange besøgt Christiania, hvor hans Hustrus Moder hørte hjemme. Allerede i 1749 havde Erik Pontoppidan fundet, at Færdigheden i at tale Engelsk var ligesaa udbredt i Christiania, som Færdighed i Tydsk var det i Danmark. Der gaves som bekjendt ikke Undervisning i de levende Sprog i de lærde skoler førend ved Skoleforandringen ved Begyndelsen af vort Aarhundrede, men i Christiania Skole havde Rektor Rasch († 1737) antaget en Sprogmester i Engelsk (og Tydsk)^[9], en Foranstaltning, som dog kun fik kort Varighed.

I den følgende Tid vil man idelig finde Bemærkninger om Christianias engelske Tilsnit. Wessel, selv udgaaet fra Christiania Skole og neppe bekjendt med andre norske Byer, skrev de ofte citerede Linier om «Mennesker kun i England og der», i Minerva for 1790 heder det om de norske Kjøbstadborgere i Almindelighed, at «deres Charakter er sammensat af to meget agtværdige Charakterer, Landets egen og den engelske; de have engelske Sæder og engelsk Smag i deres Luxe, Klædedragt, Bygninger, kort i Alt». Enevold Falsen kalder (1790) Christiania «londonniseret». Hvor stor end den Indflydelse kunde være, som Residents- og Universitetsstaden Kjøbenhavn øvede over Christiania, har dog den danske Hovedstad maattet dele det aandelige Herredømme med den engelske, en Kjendsgjerning, som det er af megen Vigtighed at erindre, thi dette forklarer for en stor Del de Selvstændighedsytringer, som man i den følgende Tid ofte støder paa hos Christianienserne eller, som Guldberg siden kaldte dem, de «Christiania-Raisonneurs».

Den engelske Paavirkning havde naturligvis sin Grund i de Handelsforbindelser, der, som vi allerede have hørt, bleve mere og mere levende efter Londons Brand 1666.

Disse Forbindelser medførte, at der opstod en Koloni af norske, fornemmelig østlandske, Handelsmænd i London, og at denne og andre engelske Havne hyppig besøgtes af reisende norske Negotianter og Sømænd. Snart dannedes i London en norsk Menighed, der 1687 indkaldte en Nordmand som sin Præst. 1 1696 fik Menigheden ved Hjelp af indsamlede Bidrag fra Danmark og Norge, men især ved Præsten Iver Brinchs utrættelige Flid en egen Kirke. Dens officielle Navn var den «danske og norske» (danish and northern), men som oftest kaldtes den kun norsk^[10], da Nordmændene udgjorde den talrigste Del af Menigheden, til hvilken i Begyndelsen (indtil Krigen under Carl den tolvte) ogsaa Svenske havde sluttet sig. Dens Præster vare i Regelen Nordmænd, som kaldtes af Menigheden efter Raad og Veiledning af Kommissionærer i Christiania. Denne norske Koloni, til hvis Historie jeg andensteds har leveret udførligere Bidrag^[11], holdt sig indtil de store Omvæltninger i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede.

Endvidere blev det mere og mere almindeligt, at unge Mennesker af Handelsstanden fra Christiania og andre Byer sendtes til England for at lære Sproget og fuldende sin Opdragelse. Omkring 1760 opholdt sig saaledes paa engang ikke mindre end 6 unge Medlemmer af Familien Anker i London og Norwich. Selvfølgelig var det Udbytte, som saadanne Ynglinge hjembragte, just ikke altid den sande og ægte Dannelse, og man kan af og tilstøde paa streng Kritik over, hvad man i vor Tid kalder Snobberi^[12], men Virkningerne af denne Skik bleve dog ogsaa ofte gavnlige og i alle Tilfælde mærkbare. Som en vistnok enestaaende Undtagelse maa det betragtes, at en Rigmand i Christiania skal have sendt en Søn til den berømte Latinskole i Eton^[13]. Et Par Christianiensere sees ogsaa at have studeret i Oxford eller dog besøgt dets Universitet.

Yderst sjelden nedsatte derimod Englændere sig i Christiania, og kun en eneste saadan Indvandring har nogen Interesse, men til Gjengjeld rigtignok en meget betydelig. James Collett, Stamfaderen for en siden i Norge med Rette anseet Æt, kom til Christiania 1683 som «Factor for den trafiquerende engelske Nation» eller Fuldmægtig for engelske Kjøbmænd, der dreve Forretninger i det søndenfjeldske Norge, men drev dog ogsaa Handel for egen

«Collettgaarden». Regning. Bosættelsen var saaledes fra først af kun tænkt at være midlertidig, skjønt Collett tre Aar efter sin Ankomst havde ægtet en af Byens Døtre, den smukke Karen Leuch^[14]. Endnu 1699 havde han ikke taget Borgerskab og gjorde i de følgende Aar gjentagne Gange Forberedelser til at vende hjem til England, men efter 1703 at være udnævnt til kgl. dansk Kommerceraad forblev han dog i Landet til sin Død 1727. En af hans yngre Sønner, John († 1759), nedsatte sig derimod virkelig i London og erhvervede der en stor Formue, som, da han var barnløs, tilsidst tilfaldt den norske Familie, men den ældre Søn Peter († 1740) fortsatte Faderens Forretninger i Christiania, der dreves under Firmaet «Collett & Leuch». Allerede Stamfaderen var Eier af den gamle Gaard, som er omtalt i Anledning af Carl den tolvtes Indfald, tvertover for Anker-Familiens ældste Handelsgaard paa Hjørnet af Toldbodgaden og Kirkegaden, hvilken Eiendom forblev i Familiens Besiddelse lige til 1828.

»Collettgaarden« i Fugleperspektiv.

Peter Colletts Søn James havde ved Giftermaal med Familien Rosenbergs Arving erhvervet et Gods i Enebak, hvis Hovedgaard var Fladeby ved Øieren, omtrent fire Mile fra Christiania, i hvis Selskabslivs Historie den indtager en saa fremragende og eiendommelig Plads, at det maa ansees for et stort Held, at de Erindringer, som knytte sig dertil, ere blevne vel og omhyggelig bevarede^[15].

Paa Fladeby stod en Hovedbygning, som, hvad man ikke let fandt eller finder paa Landet, havde hele tre Etager. Den var ikke bestemt til stadig Beboelse, men kun til Familien Colletts og dens Venners Udflugter og Fornøielser i Julen og i Jagttiden om Høsten. Det er aabenbart, at den «Collettske Eremitage», som Henrik Wergeland træffende kalder den, skyldte engelske Traditioner og Forbilleder sin Tilblivelse. Det er jo netop engelsk Skik, at Rigmænd i Byerne til visse Tider af Aaret, særlig Julen og Jagt-

Den inderste Gaardsplads i «Collettgaarden».

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: James Collett.)

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Karen Collett.)

tiden, ty ud til sine Landsæder. De mest bekjendte Træk af

Fladebys Krønike falde i en senere Periode (omtrent ved Aarhundredeskiftet). Her skulle vi derfor alene mærke os, at der den 9de Septbr. 1756 stiftedes et Jagtselskab med egne Love, hvilket bestod gjennem mere end to Menneskealdre.

Uomtalt bør det heller ikke være, at, da Christiania i 1749 fik sin første Frimurerloge, blev denne stiftet ganske uafhængig af det i Danmark siden 1743 existerende Frimurervæsen. Christiania Loge oprettedes «efter Fuldmagt fra den engelske Storloge», og først i 1780 traadte den i Rapport til den danske.

Denne livlige Forbindelse med England har efterhaanden hævet Christianias mere bemidlede Næringsdrivende til et høiere Kulturtrin, aabnet dem en videre synskreds og skjænket dem en større selvfølelse. Patriciatet lærte efterhaanden i Embedsstanden, af hvis fornemste norske Repræsentanter netop de fleste fandtes her i Christiania, mere at se Ligemænd end Overmænd. De hyppige Giftermaal mellem Embedsmænd og de rige Kjøbmandsfamiliers Døtre bidroge yderligere til at udjevne Forskjellen og sammensmelte Besidderne af de største Formuer med Indehaverne af de høieste Embeder og de grundigste Kundskaber. Allerede noget før Midten af forrige Aarhundrede optræder derfor i Christiania en forholdsvis ikke faatallig Kreds af velhavende Dannede og et finere, kultiveret Selskabsliv.

Det kunde være saare interessant at kjende noget nærmere til den Overgangsperiode, i hvilken de simple borgerlige Sammenkomster, hvoraf vi saa et Glimt, idet vi læste om den drukne Borgermester i Skjorteærmer og opknappet Buxelinning og om Kjeld Stub, dansende med Glasset paa Haanden, forvandledes til alamodiske Soireer, og de gamle Gaarde indrettedes paa en elegantere Maade overensstemmende med en ny Tids Fordringer. Kun en eneste ældre Forfatter har imidlertid, og det kun i Forbigaaende, efterladt et Par Ord derom. Det er Professor J. N. Wilse i Eidsberg, hvis Bekjendtskab til Christiania begyndte omtrent 1760, og som udtaler sig saaledes^[16]: «I den Stue, hvor smaa Ruder i lave Vinduer i Forening med den brune Træfarve paa Loftet og væggene gjorde Aften-Tusmørket allerede til Nat, hvor gamle Bedstefader sad i sin store Lænestol for et eller to tykke Tællelys, staaende paa Bordet ved en stor enkelt Kakkelovn eller Kamin, og med Piben i den ene Haand og den store Sølvølkande i den anden drak den fremmede Ven til, som trinede nærmere paa det med Sand og friske Granbar bestrøede Gulv, – i den Stue, siger jeg, oppebier nu hans Sønnesøn om Aftenen en halv Snes fremmede moderne Venner paa en før saakaldt Kanapee, nu Sofa, Ottoman eller hvad Navnet bliver paany med det første; derfra ser han henover det i Marmorruder bemalede Salsgulv sig selv i de lange, kostbare Speile, hvis Forgyldninger ophøie endmere Væggenes lyse Farver; Marmorkonsoler ser man paradere under Speilene og paa dem Buster eller Statuer, vel af Gibs, men at se til som Guld eller Marmor. De høie Vinduer skulde formedelst de store Ruder meddele alt det Lys, Dagen endnu har tilovers, dersom ikke de øverst i Skyer sammenlagte Gardiner bedækkede den Himmel, der sees over Husene paa den anden Side af Gaden; dog under den skinnende hvide Gibshimmel i Stuen hænger en Lysekrone af Glas som Krystal, hvis mange Voxlys love Dag i den mørkeste Aften. De fremmede Herrer komme, man rangerer sig ved den opvarmende Pyramide, som er bekronet med en glindsende sort Kupido, og man

Et gibset Stueloft i Calmeyergaarden.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Hjørnesalen i Collettgaarden.)

Smaadrikker af kostbare skrøbelige Kar, hvad Ost- og Vestindien

sender os til Tids og Sundheds Spilde efter Modens strenge Befalinger». Til denne Wilses Skildring af Husenes Indre kunne vi føie, at mange Rigmænd lode sine Storstuers Vægge dekorere med Malerier, saaledes som man f. Ex. endnu kan iagttage dem i Chefsboligen paa Krigsskolen, i Collettgaarden og indtil for faa Aar siden i den daværende «Magistratsgaard» i Dronningens Gade. Allerede tidligere havde Enkelte ladet Tagene i sine stuer pryde med ophøiet Gibsarbeide (som f. Ex. i Collettgaarden, Calmeyergaarden og Kirkedepartementets nuværende Lokale). Væggemalerierne vare for en stor Del malede af en ret anseet Kunstner ved Navn Christian Tonning, som i adskillige Aar opholdt sig som Landskabsmaler i Christiania, og som tillige har malet Transfigurationen under Loftet i Kongsberg Kirke^[17]. Naar undtages enkelte indfødte Autodidakter, hvoraf de bedste (som Magnus Berg og den i Christiania selv fødte Medaljør Arbien) forlode Landet, havde Kunstnere naturligvis hidtil været saagodtsom ukjendte i Norge.

Parti af de hvælvede Kjældere under Collettgaarden.

I Genferen Paul Henri de Mallets Reisebeskrivelse har man en kort Skildring af Christianias Selskabsliv i 1755, da denne bekjendte Forfatter, der var Christian den syvendes Lærer og har skrevet en udførlig Danmarkshistorie, besøgte vort Land. «Jeg opholdt mig nogen Tid, siger han, i Christiania, hvor jeg modtoges med stor Gjestfrihed af Indbyggerne. Jeg fandt det meget let at indtræde i Forbindelse og Konversation med dem, der udmærkede sig ved Formue og Rang. Den Politesse, hvormed man behandlede mig, lod intet tilbage at ønske. Dersom det er sandt, som man siger, at man i Norden mere elsker Bordets Glæder end i Syden, da bliver denne Iagttagelse ikke gjendrevet af Nordmændene. De holde ypperlig Bevertning^[18] (très bonne chère) og forsyne sig ved Hjelp af sine Skibe, der befare alle Lande i Europa, med de mest udsøgte Vine. Det er uretfærdigt at bedømme et Folks sobrieté efter de Kvanta, som det forbruger af Drikkevarer og Fødemidler. Man maa tage i Betragtning, hvad Naturen fordrer, eller idetmindste, hvad den tillader at nyde uden inconvenient. Man vil da finde, at man maaske er ligesaa sobre i Christiania, som i Neapel eller Madrid, hvor man lever den halve Dag af en Kop chokolade. Det, som især har overbevist mig om, at man bør tage Hensyn til de klimatiske Forhold, er at jeg har seet Damer af god Familie, meget dannede (très decentes et très réservées), under de lange Maaltider at nyde kun ublandet og meget stærk Vin, «sans qu’un peut s’aperçevoir, que ni leur maintien ni leur discours eussent rien perdu de ce, qu’elles avaient au commencement de froid et de mesuré»^[19].

Samme Aar, som Professor Mallet gjestede Christiania, besøgtes Byen ogsaa af en tydsk Dame, Madame Ö., hvis i et tydsk Tidsskrift «Neue Erweiterungen der Erkenntnisz und des Vergnügens» indførte Breve nogle Aar senere oversattes i Intelligents-sedlerne. Ogsaa hun udtaler sig meget velvilligt om Byens Folk («Alle kappes om at gjøre den til et Paradis for Fremmede») og finder ligesom Mallet Bevertningen meget solid. Kun klager hun over Vanskeligheden for Fremmede af at faa leiet Logis; ingen Christianienser af Stand kunde nøie sig med mindre end 12 Værelser, og det ansaaes for en Skam at udleie nogen Del af sit Hus. Dengang, da flere Aar senere (1769) den bekjendte Agent Holck fra Kjøbenhavn besøgte Byen, var der dog kommet istand to Hoteller efter Tidens Leilighed; det ene var hos en Søofficersenke Munch (afdøde Professor P. A. Munchs Oldemoder), der boede i den senere efter en Efterfølger i Faget saakaldte «Thomsegaard» paa Hjørnet af Toldbodgaden og Store Strandgade, i Nærheden af vor nuværende Børs.

I disse Aar fik Byen ogsaa for første Gang selskabelige, navnlig dansende, Foreninger, hvori de fornemste Familier, og udentvivl kun de, toge Del. En saadan kom sammen hver fjortende Dag eller oftere^[20]. Til en anden lignende Forening er Tullins Sang «til et Selskab, som var forsamlet for første Gang i Aaret 1758», skreven. Disse Foreninger undgik ikke, som noget i sit Slags saa ganske Nyt, at vække Anstød hos Geistligheden, og den Mand, der, som vi snart skulle høre, var Byens Skjønaand i hine Dage, Tullin, maatte da skrive en Apologi. Det heder her bl. A.: «Vi have ikke uden særdeles Opmærksomhed hørt, hvorledes De i en og anden af Deres offentlige Taler til Menigheden har tydelig tilkjendegivet Deres Misfornøielse over det Danseselskab, som vi have opstillet her i Staden, og hvorledes De har forestillet samme som noget Fordømmeligt og Stridigt baade mod Guds Lov og Samvittigheden, hvorudover vi blandt Andre udenfor vort Selskab, men syndere saavelsom vi, ere blevne udpegede og omtalte som syndere ex professo»^[21]. Vi vide ikke, hvem den Præst har været, med hvem her polemiseres, men det tør dog være ret sandsynligt, at det var den stridbare Konsistorialraad og Professor Mathias Albert Haberdorf, der først i mange Aar som Præst ved Nykirken i Bergen og tilsidst (1759–1762) som Stiftsprovst i Christiania ved sin Uforligelighed og Uforskammethed paadrog sig mange Uvenner og Modstandere^[22].

Det hænder ofte, at Tonen i en mindre By, naar først en vis Art af Fornemhed har begyndt at gjøre sig gjeldende, bliver stivere og mere ceremoniel, end i en virkelig stor Stad. Saaledes hændte det ogsaa, at Fremmede i forrige Aarhundrede fandt, at der var flere Formaliteter at iagttage i Christiania, end i selve Kjøbenhavn. En Dame kunde saaledes i vor By ikke, som i den danske Hovedstad, selv gaa om i Butikerne, men en Tjener eller Pige maatte hente Varerne hjem, at man der kunde bese dem. Ikke alene til Brylluper, Barnedaab o. s. v., men til enhver Visit maatte man kjøre i Karet, og det baade om Sommeren og om Vinteren, selv om der laa dyb Sne i Gaderne, thi kun udenfor Byen brugte man Slæde^[23].

Stundom kunde dog ogsaa en misfornøiet Jeronimus føre Klagemaal over Tidens Fordærvelse og de nye Inventioner. I 1761 satte saaledes en forøvrigt ubekjendt Mand her i Byen, Erik Ditlevsen, sin Pen i Bevægelse og skrev en arkelang Memorial til General-, Landøkonomi- og Kommerce-Kollegiet. Her maa Christiania-Patricierne alvorlig holde for. «Man maa faa stelt paa endel her opspirede Bojarer eller norske Næssekonger. Disse har den Tid, da skovene var i Flor og Trælasten udenlands i høi Pris, tilvendt sig adskillige og saa store Eiendomme, at der ere de, hvis Forfædre og de selv have opkjøbt og underlagt sig, enhver for sin Familie, 20 à 30 Gaarde med Skov og Herligheder og holde Bønderne i bestandigt Slaveri, saaledes er det hele Sørkedalen^[24] og adskillige Gaarde i Bærum, der alle paa saadan Maade erkjende en Herre, ligeledes er der utalligt saadant Herskabsgods i Odalen, Solør, Øster- og Gudbrandsdalen o. s. v. Hvad tykkes Deres Excellencer samt høie og naadige Herrer om den Husholdning? Er det ikke vakkert, helst naar jeg faar oplyst, hvortil saadant Plageri af disse Landets Patrioter anvendes, nemlig at Landets Produkter omsættes med udenlands fabrikeret Tøi samt ædende og drikkende Varer, ja man kan sige, at de Udenlandskes Høflighed mod os gaar saa vidt, at de gjør Alting for os indtil Feiekoste og Skobørster; jeg vil ikke tale om disse Landblodiglers Levemaade i at slemme og demme med Æden og Fylden samt prægtige Palladsers Opbyggelse^[25], Stads og Fjas, Vogne, Kudske og spraglede Lakeier o. s. v.» Heste og Vogne er det især Monsr. Ditlevsen ikke kan fordrage. «I Kjøbstæderne, siger han, underholdes en uhørlig Mængde af Kjøre- og Rideheste, saa til deres Foring medgaar en ubeskrivelig Qvantité af Hø og Havre, hvilke tilføres af adskillige Præstegjeld og foraarsager en saa excessiv høi Pris paa Hø o. s. v., der ingen anden Nytte indbringer uden alene paa 2 eller 4 Hjul at transportere en Kræmmer- eller Haandverkskone hen til sin Nabo og der tilligemed en Gaardskarl eller Kudsk holde udenfor hele Eftermiddagen, indtil Madamen har faaet sin Kaffe og udsladret. Saadanne hæderlige Matroner, naar de vilde gjøre Visiter, kunde meget vel trippe tilfods eller sidde hjemme og passe sin Gjerning, saasom at spinde, væve eller melke sin Ko og rengjøre Fæstalden, “ det mangen slig en So ikke var for god til» o. s. v.

1. Se for denne Bys Vedkommende de fortrinlige Vidnesbyrd fra 1708 i B. Moes Tidsskr. for d. norske Personalhistorie, I, S. 538–547.

2. – – – am besegelten Busen der Ostsee,
   Nahe der fruchtbaren Flur, wo der dänische Pflüger den Deutschen,
   Dieser den Dänen versteht, dem geengeten Erbe der Angeln.
   (Voss’s Dedication til Stolberg af sin Homer).

3. Smlgn. L. J. Vogt, Slægten Vogt, S. 18.
4. V, S. 73–74.
5. Af de her berørte Schweizere maa mærkes Familien Heftye, der kom ca. 1760 og endnu i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede tilhørte det reformerte Troessamfund. Meget tidlig har vistnok Familien erhvervet den Gaard i Toldbodgaden, der endnu benyttes af Firmaet Heftye & Søn og ombyggedes ca. 1863. Om Gaardens tidligere Eiere se L. J. Vogt, Slægten Vogt, S. 8. Sandsynligvis er det i Anledning af disse schweizerske Handlende, at der ca. 1770 averteres i Intell.-Sedl., at en reformeret Præst var kommen til Byen for at meddele sine Troesfæller Sakramentet. .
6. Nordmænds Udvandringer til Holland og England. Chra. 1880. Senere er fremkommet bl. A. et lidet interessant Træk af Udvandring fra Oslo: «Claes Claesson, de grootvader van den zeventiende-eeuwschen dichter Reyer Anslo, en stichter van het Ansloos-hofje in de Egenlantierstraat (Amsterdam), was in 1555 in Oslo geboren; sine nakomelingen voerden den uit Oslo verbasterden geschlechtsnaam Anslo. C. Honigh, Door Noorwegen. Haarlem 1885, I, p. 19.
7. Exempelvis kunne anføres Byens Rektor Nils Thomesen († 1662 som Sognepræst paa Thoten), Kjeld Stub, Gerhard Treschow, Jens Toller. Nils Stub († som Præsident i Christiania 1723, Søn af Kjeld Stub), Christian Stockfleth o.s.v. I Personalhist. Tidsskr. II og V vil man finde særdeles omhyggelige Uddrag af den Leidenske Matrikel.
8. Saml. Skr. IV. S. 121.
9. L. Daae, Efterretn. om Chra. Cathedralskole under Rasch’s Rektorat, S. 31. Senere indførtes Undervisning i levende Sprog ved seminarium Fredericianum i Bergen.
10. Saaledes skriver ca. 1760 Assessor Gram i sin yderst sjeldne Bog: Journal eller Reisebeskrivelse, Chra. 8. S. 28–29: «Den norske Nation har en meget smuk Kirke i London, den norske Præst gaar klædt som de engelske i en lang sort Habit». Cfr. Joh. Rask, Reisebeskrivelse til og fra Guinea, udg. af F. Nannestad, Throndhjem 1754, S. 298–299. Kirken i London har fremkaldt et værdifuldt Særskrift af et af Menighedens egne Medlemmer: Samlinger til Historien af den Danske og Norske evangelisk-lutherske Kirke i London ved E. F. Wolff, Kbhvn. 1802. Se ogsaa C. H. Brasch, Om Molesworths Skrift Account of Denmark, Kbhvn. 1879, S. 160–161, der yderligere viser Kirkens norske Oprindelse, samt O. N. Olsen, Generallieut. Alb. Borghards Levnet, Kbhvn. 1839. Ogsaa i Dublin var en dansk-norsk Kirke.
11. Nordmænds Udvandringer til Holland og England, S. 105 flg.
12. Saaledes skriver L. Stoud Platon i 1812 med Tilbageblik paa ældre Tilstande: «Endel Exporthandlere troede, i visse Henseender med et Slags Ret, at deres Sønner langt hellere end til Kjøbenhavns Universitet burde sendes til Flensborg, Lübeck, Hamburg eller til det ene saliggjørende England, fra hvilket sidste den største Mængde af didhen sendte Ynglinge bragte efter to eller flere Aars Ophold dog saa megen Kundskab tilbage, at de tildels havde glemt deres Modersmaal, der rigtignok forinden Udenlandsreisen alene var dem lært af deres Ammer, men derimod kunde de snakke noget Engelsk og havde et engelsk Tilsnit ei alene paa Kjolen, men og paa selve Kroppen til ikke ringe Glæde for mangen kjærlig Fader og Moder». (Indberetn. om National-Festen d. 11te Dec. 1811, Chra. 1812, Fortalen S. V).
13. C. B. Dunker, Gamle Dage, S. 17.
14. Stamfaderen for denne med Colletterne gjentagne Gange besvogrede Patricierfamilie, Peder Leuch, var oprindelig Skræddersvend og siden Bissekræmmer, men ligesom den ovenfor nævnte Peder Müller hævede han sig fra denne ringe Begyndelse til at blive en af Byens Rigmænd. Leuchernes Stamtavle m. m. findes i Alf Colletts «En gammel Christiania-Slægt», S. 34 flg.
15. Alf Collett har i sin «En gammel Christiania-Slægt», S. 214–241 givet en ypperlig Fremstilling af dem, H. J. Huitfeldt i Christiania Theaters Historie udtømmende behandlet, hvad der angik hans Emne, og to Øienvidner til Fladeby Juleliv, Fru C. B. Dunker («Gamle Dage») og Fru E. Munch (Skill.-Magazin for 1883), fortalt sine egne Oplevelser der. Endog i udenlandske Skrifter (saaledes i Lord Broughams Life, vol. I) vil man finde Fladebylivet omtalt.
16. Reise-Iagttagelser, I, S. 152–153.
17. Weinwichs Kunstnerlexikon, S. 177 flg.
18. Ogsaa vore egne Forfattere omtale, tildels med Dadel, de mange og bastante Retter i Gjestebude. «Man tvivlede om, at han var en Nordmand, saasom han ikke vilde finde sig i at æde sig en Sygdom paa Halsen! Jeg tror aldrig, I er en ægte Nordmand, sagde en vis Frue, siden I er saa smaatærende» (Tullins Saml. Skr. II, S. 210). «I gamle Dage var de tætte Gjestebude i fuld Mode, hvor man, enten man vilde eller ikke, maatte gjøre Besked i ubeskedentlig Drikken. Den megen Drikken ophørte, men de mange Retter bleve ved». (Wilse, Reise-Iagttagelser, I, S. 199). I en satirisk Ordbog i «Intelligents-Sedlerne» fra denne Tid defineres «Et Stykke Smørrebrød» ved «mindst sex Retter varm Mad».
19. Mallets Reise i Norge er føiet som Tillæg til hans mange Aar senere udgivne franske Oversættelse af W. Coxes «Travels into Poland, Russia, Sweden and Denmark», hvor den findes i 4de Bind. Smlgn. Suhms Saml. Skr. XV, S. 212.
20. «24de Novbr. 1755 begyndte de Fornemste her med Bal hver Mandag, heder det i Dr. O. Holmboes Optegnelser. (Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. II, S. 123). Det var altsaa netop Aaret før Stiftelsen af Jagtselskabet paa Fladeby.
21. C. B. Tullins Saml. Skrifter, III.
22. Se om Haberdorfs Forhold i Christiania fornemmelig L. Daae, Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie, S. 42. 76 o. fl. St. samt Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. II, S. 133–138. Han var en Typus paa et umedgjørligt Menneske.
23. Wilses Reise-Iagttagelser, I, S. 198. Noget Spor til Anvendelsen af Portechaiser, hvis hyppige Brug i Kjøbenhavn vi Alle kjende fra Holbergs «Den honette Ambition», har Forf. dog ikke kunnet finde for Christianias Vedkommende.
24. Sørkedalen (med Bogstad) eiedes da af Morten Leuch, hvis Enke solgte dem til sin Svoger i andet Ægteskab Peder Anker.
25. Sigter vel især til Opførelsen af Christian Ankers Hus (nu «Palæet»), hvis Tomt for en stor Del blev indvundet ved Opdæmning af Søen.