Det gamle Christiania/10

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 156-169).

Bogtrykkerkunsten banede sig meget sent Vei til vort Land og optræder der først et Par Menneskealdre efter, at den var indført endog paa Island. Da Christiania anlagdes, fandtes endnu intet Trykkeri i Landet. Heller ikke kunde den nyanlagte Stad just rose sig af Lærde eller Forfattere. Kun gaves der efter hinanden et Par Læger af et vist Navn, nemlig Dr. jur. & med. Peder Alfsen (tillige, og det, mærkelig nok, før Gymnasiets Oprettelse, udnævnt til Professor philosophiæ i Christiania) og efter ham Tydskeren Dr. Otto Sperling^[1].

Datidens Latinskole var nærmest bestemt til at uddanne Præster og betragtedes som en geistlig, mild Stiftelse. Skolepenge betaltes ikke (saadanne indførtes først ved Skolernes Reform 1799 og 1806), de fleste Elever havde endog for en væsentlig Del Kost og Klæder af Skolen. Alle Klasser vare samlede i et eneste stort Værelse, hvor Rektor og Konrektor underviste Mesterlektien og de underordnede Lærere (Hørerne) hver sin Klasse. Idelig vare Disciplene optagne med Kirkesang ved Brylluper, Begravelser o. s. v. saavel som ved de da hyppige Gudstjenester om Hverdagene. De ældre Elever, der benævntes «Degne» i Modsætning til de yngre, som hed Peblinger, vare tidt stivskjæggede Karle og førte stundom et vildt Liv.

Nogle Skolebegivenheder kunne her faa en Plads; de ere samtlige hentede fra Domkapitlets Forhandlingsprotokoller. En Søndag i Mai 1637 havde endel Skoledegne begivet sig over til «den øde Klostermur» paa Hovedøen, hvor de holdt sig lystige med Drik og Sang. Her kom de i Klammeri med en Skrædder, som klagede til Rektor. Hovedmanden tilstod og «undskyldte sig» med Drukkenskab. Han maatte da staa Skoleret, idet «ti skolepersoner gave ham hver 2–3 Slag af tre Ris». Værre gik det i 1633 en Pebling, en Præstesøn fra Eidsvold, Svend Povelsen, som to Gange efter hinanden havde forsøgt at stikke Ild paa Latinskolen, der dengang endnu havde sit Lokale i Gamlebyen. Den sidste Gang havde han listet sig ind i Skolestuen og lagt Ild under den nederste Hørers Stol. «Ilden havde han svøbt i Klude og lagt Feuerstikker smaaskaaren ovenpaa, og laa det saa og ulmede, indtil Hans Kleinsmed kom at slaa Laas for Skoledøren». Nu blev Synderen «anfrittet» af Domino conrectore Johanne Paulino og flittigen examineret. «Bestod han da strax paa Lektiehuset udi Borgermester Laurids Ruses Nærværelse og Paahør, at han saadant havde gjort, paa det, naar Skolen var afbrændt, han da kunde komme hjem til sine Forældre igjen og blive Skolegangen kvit. Men efterdi hans Vert Thomas Villumsen ikke vilde selvanden borge for hannem til videre Beskeden, blev han efter Bispens Betænkende overantvordet Slotstjeneren Christen Andersen til Varetægt. Den 26de Marts 1637 efter velb. Hr. Statholders og Bispens Villie og Befaling stod Svend Povelsen Skoleret udi lectoris og pastoris præsentia, hvert Skolepersone fra den øverste til den nederste, store og smaa gav hannem hver tre Slag af to Ris, siden ogsaa Konrektor og de tvende øverste Hørere straffede ham hver særdeles. Han blev strax efter saadan Exekution Byen forvist og maa ei tilstedes til Byen at komme uden høie Øvrigheds Bevilling». Ved den Tid, da Enevoldsmagten indførtes, var Mag. Søren Udbineus Rektor. Han var en voldsom Mand, der i 1654 anfaldt en af sine Kolleger ved høi lys Dag med Slagsmaal paa Kirkegaarden^[2]. Herfor slap han dog fri, men senere kom han i en farligere Uenighed med den myndige Prælat Trugels Nilsen, Kjeld Stubs Eftermand som Byens Sognepræst. Rektor havde holdt sig et Aar borte fra Altergang og blev derfor irettesat af Mag. Trugels, men svarede med at kalde hans prædikener «Kjødprækener og Groffenbradprækener». Saa kom han under Tiltale og dømtes fra Embedet, fordi han «havde foragtet det hellige Ministerium og Prædikeembede, som med en himmelsk Myndighed paa Jorden er indstiftet, samt forarget den hele Menighed og i Synderlighed den blomstrende Skoles Ungdom». Udbineus blev senere (som ikke faa Skolemænd, især dog i det attende Aarhundrede,) juridisk Embedsmand, idet han udnævntes til en af Kronens Fiskaler i Norge.

Christian den fjerde udvidede i 1636 Skolen ved Oprettelsen af et Gymnasium med tre Professorer. Skole og Gymnasium fik Lokale i Nærheden af den gamle Trefoldighedskirke, i hvis Omegn ogsaa Præstegaarden stod. Dette Gymnasium bestod dog kun omtrent 25 Aar. Krigen mod Sverige bevirkede dets Nedlæggelse;

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Latinskolens Lokale 1719–1823 (nu Kirkedepartementets).)

en stor Del af Kapitelsgodset, hvoraf Stiftelsen skulde underholdes,

gik nemlig tabt ved Afstaaelsen af Baahuslen, og af det øvrige Gods blev paa Grund af Statens Finantsnød meget bortsolgt. Kun det theologiske Lektorat bibeholdtes indtil 1737, da dets Gods fordeltes mellem Rektor og Konrektor. Blandt de senere Lektorer var Christian Weisser, tidligere Professor i Lund, der under den skaanske Krig tog dansk Parti og som Forfatter af et bekjendt latinsk Smædevers om Svensken maatte flygte fra Landet. Skolen brændte i 1586 i den store Ildebrand, som da overgik Byen, og fristede derefter i en hel Menneskealder de forskjelligste Fataliteter. En Tid havde den et Lokale, «hvor man ved Indgangen ikke kunde gaa fri for nedfaldne Stene og Bjelker, ei heller i Skolen selv være beskjærmet for Regn», senere leiede man sig ind «paa en fattig Baadsmands Loft» o. s. v. Først 1719 fik Skolen ved den ret mærkelige Rektor Jacob Rasch’s Bestræbelser en egen Gaard (nu Kirkedepartementets og i mange Aar ogsaa Storthingets Lokale)^[3]. Her holdtes Skolen nu indtil 1823, da den ved et fordelagtigt Mageskifte flyttedes ned til Gerhard Treschows fordums Gaard ved Bryggerne.

I 1637 var Sachseren Mag. Ambrosius Rhodius, en meget lærd Mand, bleven kaldet til Professor i Mathematik og Fysik ved Gymnasiet i Christiania, samt tillige til Stadsfysikus sammesteds.

Gerhard Treschows Gaard, nu „Britannia Hotel“. En lang Tid virkede han ogsaa i disse Egenskaber, indtil han efter et Snes Aars Forløb mistede sin Stilling paa Grund af, at hans hidsige Hustru Anna havde tilladt sig ubesindige Ytringer mod en unævnt Borgermester eller Raadmand («vir quidam consularis»). Statholderens og Biskopens Kjendelse gik Anna imod, og i rent Raseri beskyldte hun Dommerne for Partiskhed m. m. og begav sig til Danmark for at klage. Høiesteret dømte hende 1661 som Løgnerske og indstillede straffen til Kongens Godtbefindende. Frederik den tredie befalede nu, at hun skulde hensættes i Fængsel paa Livstid, og at Manden, som havde forfegtet hendes Sag, skulde dele Skjebne med hende. Forgjeves søgte Magisteren Kongen om Benaadning og anførte til sit Forsvar, at han havde anseet sig forpligtet til at paase sin Kones Tarv under denne Sag. Formildelse var ikke at opnaa. Ægteparret blev endog fra Akershus Fæstning, hvor de hidtil havde siddet fast, i Februar 1662 transporteret til Vardøhus, hvor de to ulykkelige Mennesker maatte henleve fem lange Aar, indtil de endelig 1667 bleve satte paa fri Fod. Ambrosius Rhodius tilbragte nu atter nogle Aar som Læge i Christiania, men forlod 1672 Landet og levede sine sidste Dage i sit Fødeland, skjønt der senere paany gjordes den duelige Mand Tilbud om en fordelagtig Virksomhed som Læge i vor By^[4].

Ogsaa en anden af Gymnasiets Lærere kom til at friste en haard Skjebne. Det var Theologen Mag. Nils Svendsen Chronich, den første Mand i Christiania og vistnok i Norge overhoved, der optraadte imod det lutherske Præsteskab i sekterisk Retning. Han vakte stor Opsigt baade i Norge og i Danmark, og man har endog kaldt ham Datidens Søren Kierkegaard.

Nils Svendsen var en Jyde af Fødsel og havde en Tid været Rektor i sin Hjemby Kolding, hvorfra han 1639 kaldtes til Lektor i Christiania. Han var gift med Maren Jersin, en Datter af den bekjendte Biskop i Ribe Jens Dinesen Jersin, en Kvinde, der delte sin Mands Retning og selv var religiøs Forfatterinde. Som Lektor benyttede Mag. Nils enhver Leilighed til at prædike og holdt dertil private Konventikler. I disse sine Foredrag gjennemheglede han med sin skarpe Tunge og strømmende Ordfylde alle dem, som tilegnede sig Christennavnet uden at besidde Christendommens Kraft, og da særlig Kirkens Lærerstand. Han fandt sig ganske utilfreds med den Maade, hvorpaa præsteskabet i Christiania udførte sin Gjerning. Livet svarede ikke til Læren, og præsterne undlode at straffe Synden med tilbørlig Strenghed. De Formaninger, han rettede mod dem, vare de imidlertid lidet villige til at høre paa, og han kom derfor snart i et meget spændt Forhold til Byens Præster og til sine Kolleger i Domkapitlet. Navnlig var det den ovenfor nævnte Sognepræst Mag. Trugels Nilsen, der følte sig fornærmet, naar Nils Svendsen den ene Gang efter den anden i sine Prædikener angreb («de slette og hykkelske Lærere, som for Brødets Skyld forrettede ordets Tjeneste uden Aandens Lys og Kald» medens han selv stadig fremstillede sig som den, gjennem hvem den Helligaand talte til Menigheden. Striden udbrød allerede 1641 og varede siden uafbrudt i hele ti Aar. Biskoppen, Oluf Boesen, forbød 1642 Mag. Nils Prædikestolen, indtil Lov og Dom havde skilt hans Trætte med Trugels Nilsen, hvortil Nils, som den Art Mennesker altid pleie at gjøre, svarede, at han prædikede, hvad Aanden indgav ham, og ikke agtede Menneskers Forbud. Sandsynligvis vilde det allerede nu være gaaet ham ilde, hvis ikke just i samme Aar Hannibal Sehested var bleven Statholder. Besynderlig nok blev nemlig denne mægtige Mand hans Beskytter og fik 1643 et Forlig istand, hvorved den hele Strid erklæredes at bero paa Misforstaaelse, og Nils fik atter Lov til at prædike; hans kristelige Venner skulde frit kunne besøge ham, men «private Konventikler og Exercitia maatte han ikke holde paa Kamrene eller i andre Maader». Hverken M. Trugels eller M. Nils skulde give nogen ny Aarsag til Strid og navnlig ikke udgive Skrifter mod hinanden, men ikke destomindre udgav den sidstnævnte kort efter netop den Prædiken, som havde bidraget mest til Striden, og dedicerede den til Statholderen. Striden holdtes saaledes gaaende Aar efter Aar, om end mere i det skjulte og med noget større Forsigtighed. Det var ikke vanskeligt at forstaa, at begge Parter sigtede til hinanden i sine Prædikenen og dertil kom, at man med Føie ansaa M. Trugels at være Udgiver af et anonymt Skrift «om de vederstyggelige og gudsbespottelige Enthusiaster og Kjættere Knipperdolling og Jan van Leyden og deres Anhængere», i hvilket der ligefrem hentydedes til, at saadanne Mennesker fandtes i Menigheden, og denne opfordredes til at vogte sig for dem. Biskop Henning Stockfleth, som i 1646 havde efterfulgt Oluf Boesen, var ganske vist en Modstander af Nils Svendsen, men holdt sig dog saavidt muligt udenfor Striden, indtil Hannibal Sehested i 1651 blev afskediget fra sin Statholderstilling. Denne Begivenhed blev udentvivl Vendepunktet i Mag. Nils’s Historie. Allerede samme Aar blev hans Virksomhed gjort til Gjenstand for Behandling i Universitetskonsistoriet i Kjøbenhavn, hvorhen han ogsaa selv havde begivet sig, og derefter udgik kgl. ordre til den nye norske Statholder, Gregers Krabbe, og til Biskop Thomas Cortsen Wegener i Stavanger at dømme i Sagen, idet Biskop Stockfleth i Christiania for denne Domstol skulde som Aktor tiltale baade Mag. Nils og Mag. Trugels. Sagen blev meget vidtløftig, men uagtet man har en stor Del af Kommissionens Akter, kjendes ikke med Vished dens Dom. Mag. Nils er neppe bleven ligefrem afsat, men fratraadte i 1652 sin Stilling ved Gymnasiet, dog med en anstændig Pension. Rimeligvis er det kommet ham tilgode, at ogsaa hans Modstander havde forløbet sig i sin Hidsighed; denne forblev dog til sin Død 1669 i sit Embede. Nils Svendsen drog nu til Kjøbenhavn, og da han ogsaa der afstedkom Røre og Bevægelse, blev han sat i det bekjendte Fængsel paa Dragsholm (nu Adelersborg) i Sjelland, hvor han hensad i mindst tre Aar, indtil Svenskerne (i den anden Krig) besatte Øen og lode ham slippe fri 1658. Med sin Kone begav han sig til Holland, hvor de begge, uvist naar, skulle være døde i Amsterdam^[5].

Medens Nils Chronichs Strid førtes i Christiania, havde Byen omsider i 1643 faaet sit første Bogtrykkeri (Tyge Nielsens), som det synes en Filialafdeling af Melchior Martzans i Kjøbenhavn og understøttet med en liden aarlig Sum af Domkapitlet. I 1650 overdrog Martzan sit norske Officin til Valentin Kühn, der fik 30 Rdl. aarlig af Kapitlet. Han afløstes af Michael Thomesen, denne igjen af Wilh. Wedemann. En Almanak, af hvilken dog kun en eneste Aargang saa Lyset, var en af den nye Presses første Frembringelser^[6]. Under «Hannibalsfeiden» lod Kjeld Stub, dengang Præst i Ullensaker, i 1644 trykke nogle Smaaskrifter om denne Krig^[7]. Blandt de smaa Bøger, som Nils Svendsens Strid affødte, kan ogsaa nævnes denne Mands «Tre aandelige Sange», der udkom 1649^[8]. I 1660 og 1661 tryktes der nogle Pjecer angaaende den engelske Regjering, saasom «Relation om, hvorledes Carl II blev underbarlig bevaret i Slaget mellem ham og den Cromwellske Armee», og «Relation om den kongelige Kroning til London 1661»^[9].

I Forbindelse med Chronichs Sag kan her nævnes den Smule Bevægelse, som en Aandsfrænde af ham, en tydsk Student Johannes Glüsing, afstedkom i Byen noget over femti Aar senere. Glüsing var omkring 1706 Huslærer hos Generalløitnant Hausmann (den ældre) og gjorde sig bemærket ved sit pietistiske Sværmeri og sin Opposition mod Præsterne. Det heder udtrykkelig, at han havde Bekjendtskab til Nils Svendsen Chronichs Skrifter. Samtidig var der i Christiania nogle flere unge Studenter, der sluttede sig til ham og med ham synes at have øvet en vis, dog vistnok ikke meget udbredt Indflydelse i Byen. I et Selskab hos Hausmann, hvor flere af Byens Præster vare tilstede, blev der spillet Kort, og en af Præsterne deltog i Spillet. Den unge Huslærer undsaa sig ikke for dristig at udtale sin Fordømmelse over saadan Ugudelighed. Stiftsprovst Lodberg (siden Biskop i Fyen) indsendte kort efter en Klage over det pietistiske Væsen i Christiania, som udgik fra de unge Studenter, og Vice-Statholder Gabel fik i Sept. 1706 et Reskript om at lade Glüsing, der her kaldtes en «Erke-Kvæker», examinere om sin Lærdom. General Hausmann synes under dette at have taget sin Huslærer i Beskyttelse og var ialfald uvillig til at tvinge ham til at møde til Examen. Dette tog Gabel ham saa ilde op, at han lod Generalens Gaard (det nuværende Kirkedepartement) «omspænde med en Borgervagt». Enden blev, at Glüsing landsforvistes^[10], og Bevægelsen er rimeligvis snart hendøet.

Den, som gav Christianias Presse mest Arbeide, var Præsten i Romedal paa Hedemarken, Christen Stephensen Bang. Han udgav 1651 et Kvartbind med Titelen «Christiania Stads Beskrivelse», men man vilde blive skuffet, om man af den ventede sig synderlig historisk Oplysning. Den er egentlig kun en Opbyggelsesbog; et Kapitel advarer Christianienserne for den Last Superbia, et andet for den Last Avaritia o. s. v. I Aarene 1650–52 udgav Bang en Forklaring over Luthers Katechismus i ikke mindre end 10 svære Kvartbind. Men de ti Bind, der forøvrigt i den senere Tid paany have tildraget sig Theologers Opmærksomhed, synes at have ruineret sin Forfatter. Han kom i yderste Armod og døde i Oslo Hospital i en meget høi Alder 1678. I bedre Dage havde han stiftet et Legat i sit Kald Romedal og skjænket endel kostbare Bøger til Christiania Skole. Bøgerne, der skulde benyttes i Skolestuen, vare lænkede fast til Væggen, men ikke destomindre bleve de senere alle bortstjaalne^[11].

Kongernes Besøg og Statholdernes, navnlig Gyldenløves, Bedrifter fremkaldte endel Leilighedspoesier. Navnlig fremkom dog saadanne i stor Overflod ved Dødsfald i fornemme Huse. Biskop Stockfleths ret interessante Ligprædiken over statholder Gregers Krabbe (Sorø 1656, 4) indeholder saaledes danske og latinske Vers over den afdøde af Kantsler Jens Bjelke, Mag. Kjeld Stub, Lektor Christen Nilsen, Slotspræsterne, Ambrosius Rhodius o. s. v. Blandt senere Poesier kunne nævnes en indfødt Christianiensers, Mag. Christian Muus’s Digte om Gyldenløve og Krigen 1675-1679. Muus var Søn af en til Christiania indflyttet Jyde, der drev en stor Kornhandel, kom gjennem Gyldenløve i Naade hos Kongen og befordredes fra det ene Præstekald til det andet, indtil han 1694 fik Stiftsprovstiet heri Byen; 1701 blev han Biskop i Ribe^[12] og endelig 1712 Biskop i Odense, hvor han døde, efterladende sig et tvivlsomt Rygte. Et Par af Muus’s Eftermænd i Christiania, Lodberg og Trellund, der ligeledes senere bleve Bisper i Danmark, synes at have været meget velstuderede Theologer. Men nogle Mile fra Byen levede samtidig en frugtbar Forfatter, af hvis Skrifter endnu enkelte have Krav paa Opmærksomhed, nemlig Mag. Jonas Ramus paa Norderhov, Anna Colbjørnsdatters Mand. Hans Nori Regnum, en paa Latin forfattet Fremstilling af Norges Historie under Hedenskabet, kan mærkes som det første fædrelandshistoriske Arbeide, som er trykt i Norge (Christiania 1689); senere bearbeidede Forfatteren det paa Dansk og fortsatte det indtil 1387. Som bekjendt leverede Ramus siden en Afhandling i Rudbecks Aand om Ulysses’s og Odins Identitet, en Beskrivelse over Norge, et Slags Verdenshistorie i Folio (Christiania 1704 og siden i nyt Oplag Kjøbenhavn 1736) samt endel religiøse Traktater, af hvilke idetmindste en fremdeles optrykkes og læses af vor Almue^[13].

Christiania havde endnu ingen Avis, og al Polemik maatte derfor foregaa gjennem særskilte smaa Bøger, og forekom altsaa meget sjelden. En vis Navnkundighed opnaaede den i sig selv ubetydelige Strid om Kildevandet ved Kongshavn, som i 1746 førtes med den største Heftighed mellem en Læge og en Apotheker, og som fremkaldte ikke mindre end fem Pjecer i Kvart. En Johan Christopher Lincke fra Schlesien var, efter at have studeret i Halle og Kjøbenhavn, bleven Dr. med. og Stadsfysikus i Christiania. 1 Februar 1746 udgav han her et lidet Skrift under Titelen «KongsKilde-Vands Beskrivelse tilligemed en udførlig Beretning, hvorledes man skal gjøre sig det og andre sunde Vande til Nytte». Hans Ideer synes at have været temmelig nær overensstemmende med den moderne Theori om Vandkuren, og da Kongshavns Kildevand var efter hans Mening usædvanlig rent, let og sundt, anbefalede han det til Lægemiddel^[14]. Denne, som man skulde tro, uskyldige Pjece fremkaldte imidlertid strax et høirøstet Modskrift eller «velment Erindring» af en Anonym, (der senere viste sig at være en stridbar Apotheker, Anders Thue i Frederiksstad). Han paastod, at det almindelige Postvand i Christiania var renere og sundere end Kildevandet i Kongshavn; denne Pjece blev af Linckes Uvenner hemmelig omsendt fra Hus til Hus i Christiania. Stadsfysikus undlod ikke at svare med en ny Pjece, der udkom i August s. A., og Thue, der nu paa en Maade navngav sig, rykkede ligeledes paany ud og det med det allergroveste Skyts. Navnlig var han uhyre forbitret over, at Lincke havde vovet at fornærme Byen ved at paastaa, at der i Vandposterne i Christiania fandtes Sagflis og Æg af mange Millioner Insekter; han forundrer sig storlig over, «at ingen blandt saamange brave Indvaanere i Christiania fandtes, som vilde tage sit gode Postvand i Forsvar, for at dets Ypperlighed formedelst en fingeret Urenhed ikke skal blive lastet og foragtet». Videre: «Man mærker nok, Hr. Doctor er ikke ækel, siden han i sit Skrift appreterer en egen Ret for sig selv af Sagfliser og Insecters Æg, hvor han og mener, der bliver et herligt Æggerøre af, men spørger han om Smørret til denne herlige Ret, da svares, at det er hos dette Skrifts Autor at bekomme, naar Doctor selv vil komme at afhente det. Hvad Hr. Doctors Orme-Philosophi betræffer, da negtes ikke, at det jo efter hans egne Ord ikkuns er raadden snak og uvis Gisning, thi der er endnu til denne Dag disputer om denne Mening og ikke ganske afgjort, om slige Mark eller Orme genereres hos et Menneske eller Dyr af putredine eller af Insekters semine og Æg. Men større Vanskelighed er det at udgrunde, hvadslags Orme det er, som hos visse Folk genereres i Hovedet, særdeles i Slutningen af Hundedagene eller i August Maaned» o. s. v. Saa kom endelig det sidste Indlæg af Lincke med den lærde Titel «Moria Thuana eller den opdagede Anders Næsvis», forsynet med et langt Citat af Horats’s Satirer. Heri bearbeides nu til Gjengjeld den uforskammede Apotheker for sit «utidige Foster», sit «Hjerne-Gespinst», sit «malicieuse Gemyt» o. s. v.

Ved Midten af det attende Aarhundrede optræder for første Gang i Christiania en literær Dame, Birgitta Lange. Hun har selv meddelt nogle Træk af sit Liv i et Brev til F. C. Schönau, Forfatteren af det bekjendte Verk om «Danske (og norske) lærde Fruentimmer», der udkom i to Dele 1753, og en Del af dette for sin Tid enestaaende Brev fortjener at meddeles:

«Jeg er fød 1714 d. 15 Decbr., og min Fader var Advokat^[15] Henrik Lange, min Moder Margareta Wandel. Jeg har altid været af en svag Complexion og tidlig begyndt at tænke og ville vide alle Ting samt at finde en stor Lyst til Studeringer, men som min slette Lykkes Omstændigheder ikke vilde tillade mig at følge denne Lyst, maatte jeg i Tide derfra afholdes og derimod lægge mig efter saadanne Ting, som man i Almindelighed holder for, at Naturen har dømt Fruentimmeret til, og dermed hendrive min bedste Tid, ikke uden største Kjedsommelighed, indtil jeg var 22 Aar gammel, da mine smaa Svagheder ved min Faders Død og den derover fattede hjertelige Bedrøvelse tilligemed mange Bekymringer forvandledes til mange haarde og langvarige Sygdomme, som hele Aar holdt mig til Sengs og endelig betog mig alle Kræfter. Da jeg nu i saadan Tilstand intet Arbeide kunde foretage og ei heller i nogle Aar kunde komme udenfor mit Kammer, forsøgte jeg selv alene at lære Fransk, som og gik an, skjønt med største Besvær, saasom jeg ei alene feilede Undervisning, men og Lexica og andre fornødne Bøger. Endelig overvandt dog min Lyst og Flid alle Vanskeligheder, saa at jeg paa et Aars Tid baade lærte Sproget og læste alle de gode Autores, her var at bekomme. Og som jeg blandt andre og fandt nogle gode Oversættelser af Engelsk, Italiensk og Spansk, fik jeg og Lyst at lære disse Sprog og haabede, at det ene ei mere skulde falde umuligt, end det andet. Det værste var at faa Bøger. Endelig fik jeg dog her og der hos nogle tjenstvillige Venner en Del, og dermed begyndte jeg med et godt Haab, stolende paa den besynderlige gode Hukommelse, jeg altid havde været forsynet med, meget skulde hjelpe, og trøstede mig med, hvis jeg ikke skulde reussere, vidste Ingen mit Foretagende, og da jeg intet nytteligere formedelst min bestandige Svaghed kunde foretage, havde jeg dog derved fordrevet mange bedrøvede Tanker. Jeg fandt herudi langt større Vanskelighed end i det Franske, fordi jeg slet ingen Conversation kunde have, hvorfor jeg ei heller kom videre med disse Sprog, end at jeg kunde læse og forstaa dem. Da jeg tilsidst vilde i Færd med det Spanske, var her slet ingen Bøger, hvorfor jeg fra Brüssel maatte lade komme det Exemplar af Solis Historie om Conqueten af Mexico, som jeg har betjent mig af til min Version, tilligemed et godt Lexicon, Grammatica og et Par andre smaa Pjecer, hvorefter jeg maatte bie et helt Aar. Saaledes er det her at komme fort med slige Sager. Jeg lod mig af nogle faa gode Venner persvadere at give denne Version i Trykken^[16], hvilken Complaisance jeg dog ofte siden har fortrudt og resolveret aldrig mere at foretage sligt Arbeide formedelst de store Bekostninger, mange Fortrædeligheder og slette Debit, jeg fik paa dette. Desuden har og de haarde og lange Sygdomme, jeg siden har udstaaet, saa ganske betaget mig alle Kræfter især til at skrive, at jeg nu ingen halv Linie til Ende kan holde Pennen. Heraf behager nu min Herre at se, hvor lidt jeg efter slige Omstændigheder kan meritere den mig tiltænkte Ære at nyde Sted blandt hans lærde Damer.

Christiania Velædle Hr. Schönau d. 22 Januar 1752. Deres tjenstvillige Tjenerinde Birgitta Lange^[17].

Aaret efter, at dette Brev var skrevet, døde Jomfru Lange «i yderste Armod». Hun skrev ogsaa Vers, hvoraf dog neppe noget blev trykt, og stod i poetisk Brevvexling med den svenske Digterinde Fru Nordenflycht, af hvem der i det st. kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn findes et utrykt Sørgekvad over hende. Suhm har flere Gange omtalt Birgitta Lange med Velvilje. Han beskriver hende som «fattig, sygelig og sødmodig»^[18].

Politiske Skrifter udgik selvfølgelig ikke lettelig fra Christianias Presse, men ganske uden Exempel var det dog ikke. I 1743, da det saa ud til Krig mellem Danmark-Norge og Sverige, skulle General Arnold og Stiftamtmand Kappe have ladet nogle Pjecer trykke mod den svenske Regjering, sandsynligvis for at omsprede dem i Grændselandskaberne. I 1756, da som bekjendt et Forsøg til en Revolution i monarkisk Retning opdagedes og strengt straffedes i Naboriget, flygtede flere i denne Sag indviklede Personer, deriblandt Friherre Erik Wrangel, til Christiania og lode der trykke nogle Agitationsskrifter af oprørsk Beskaffenhed. Et af dem hed «Svea Rikes Tilstånd». Bogtrykkeren, Jens Berg, blev arresteret, fordi han havde været svenske Flygtninge til Tjeneste (27de August 1756). Han undskyldte sig med, hvad der var skeet i 1743, og kom omsider efter et Par Maaneders Forløb atter paa fri Fod^[19].

Naar vi endelig nævne to Præster af Navnet Borch, af hvilke den første, en Østerdøl, var Slotspræst, den anden residerende Kapellan ved Vor Frelsers Kirke samt titulær Professor, tro vi at have omtalt de fleste Forfattere, som Christiania indtil Midten af forrige Aarhundrede har havt at opvise. Slotspræst Anders Borch oversatte et af Ramus’s latinske Verker og udgav derhos et bibelsk Sjungechor. Professor Hans Alexandersen Borch efterlod en Samling af poetiske Gravskrifter over afdøde Venner, som ikke er uden al Betydning for Byens Personalhistorie, en Del gudelige Skrifter, bearbeidede efter hollandske Originaler, en Beskrivelse over Æreportene, der reistes for Frederik den femte 1749, o. s. v.

Boghandelen stod selvfølgelig paa en meget ringe Fod. Naturligvis falholdtes der af og til Bøger, oprindelig vistnok her, som andensteds i gamle Dage, i Kirken, ved Markedet o. s. v. af reisende «Bogførere» og deres Kommissionærer. Tilladelse til at «negotiere» med Bøger søgtes og meddeltes stundom. I Vinteren 1725-1726 opholdt en Brandt fra Hamburg sig i Byen som «tydsk Boghandler»^[20], i Aarene 1711–1734 levede her en Boghandler og Bogbinder Frederik Bruun^[21], og fra 1753 haves en temmelig tyk Katalog over «gute und neue Bücher», som til vedføiede Priser vare at faa hos Nils Haslef, Bogbinder i Christiania^[22]. Endel af Byens høiere Embedsmænd, saasom Statholder Just Høg og Biskop Deichman, havde vistnok endog meget anseelige Bibliotheker, nogle af Præsteskabet og en og anden Embedsmand vel ogsaa af og til ikke aldeles ubetydelige Samlinger, men for øvrigt indskrænkede det meste Bogforraad sig udentvivl mest til Opbyggelsesliteratur.

1. Sperling efterfulgte Peder Alfsen 1631 og forlod Christiania efter et Par Aars Ophold. Hans mærkelige Selvbiografi, oversat i Uddrag af S. B. Smith, Kbhvn. 1885, indeholder mange interessante Træk ogsaa for Norges Vedkommende, men kun ganske lidet om Christiania By.
2. Værre gik det nogen Tid senere i Frederikshald. Her blev en Rektor Henrik Ostmand i Slutningen af Christian den femtes Dage myrdet af en Hører (Ense ínterfectus est in itinere, qvod ambo Hauniam paraverant. Se Alb. Thuras Haandskrift « Valvae Scholarum apertae» paa Kbhvns. Univ.-Bibl.).
3. Se herom min Afhandling om Christiania Kathedralskole under J. Rasch’s Rektorat (Ill. Nyhedsbl. 1858, ogsaa særskilt).
4. J. C. Berg om Chra. Gymnasium i Budstikkens 3die Aarg., en af vor Literaturs lærdeste Monographier.
5. Nils Svendsens Historie er aktmæssig fremstillet med stor Udførlighed efter Christiania Domkapitels Bøger af P. Coucheron i Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. fl., I, S. 234–235, 257–298, II, S. 45–67, og dernæst efter danske Kilder af H. Rørdam i Kirkehist. Samll. 2. R. III, S. 508–609 og IV, S. 561–628.
6. Se om denne Almanak J. C. Tellefsens Meddelelser i Illustr. Nyhedsbl. 1859, No. 19.
7. Aggerhusiske Acters første Qvartals summariske Beskrifvelse paa nærværende Aar 1644 flitteligen samlet og forfattet. Tryckt i Christiania aff Tyge Nielszøn Aar 1644. Denne Pjece udgaves paany i Chra. 1883 af J. C. Tellefsen efter Originalens eneste (i Stockholm) bevarede Exemplar.
8. Ligeledes udg. paany i Chra. af J. C. Tellefsen 1882 efter Originalens eneste (fi Kbhvn.) tilbageværende Expl.
9. R. Nyerups Catalog over det norske Vidensk. Selskabs Bibliothek, Kbhvn. 1808, S. 356.
10. Om denne Sag se en liden Afhandling af Oluf Olssen, en i 1871 afdød lovende ung Kirkehistoriker) i Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. fl., B. XI.
11. Se herom S. S. Monrads Skoleprogram af 1778: De initiis bibl. scholasticae Christianiensis.
12. Hans Ansøgning var skreven paa Vers og lød saa:

    Stormægtigste Monarch, Bisp Ancher siges død,
    Og Riber Stift vacant, Ens Død en Andens Brød,
    Vil Gud, Kong Frederik, jeg bliver lykkelig.
    Indtil jeg ogsaa døer, jeg takker ham og Dig.

    Lignende rimede Suppliker om Embeder, endog om Toldbetjeninger, forekomme hyppig i det 18de Aarhundrede.

13. Om Jonas Ramus se L. Daae i Historiske Skildringer, II.
14. Stedet eiedes dengang af Seigneur Halvor Asker. Da Kilden for nogle Aar siden, fortæller Lincke, var renset og opgravet, havde man deri fundet en stor Del gamle Mynter.
15. Ved den norske Overhofret.
16. Den udkom i Kjøbenhavn 1747.
17. Schönaus Lærde Fruentimmer, II, S. 909 flg.
18. Samll. Skr. X, S. 38.
19. C. C. Malmström, Sveriges politiska Historia, IV, S. 196, 233. Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. II, S. 126. Suhms Saml. Skr. XV. S. 261. Nyerups Literaturlexikon.
20. Danske Samll. 2. R. VI, S. 236.
21. C. Nyrop, Bidrag til den danske Boghandels Historie, I, S. 266.
22. Katalogen, der haves i vort Univ.-Bibl., er ikke trykt i Christiania, men aabenbart i Tydskland; Fortalen er forfattet i et svensk-dansk Blandingssprog.