Det gamle Christiania/9

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 133-155).

Tydskeren Viereck^[1], der blev Vice-Statholder efter Løvendal, døde allerede et Aarstid efter sin Ansættelse (1731). I hans Sted kom Griffenfeldts Svigersøn, Baron Frederik Krag, en allerede temmelig gammel Mand. Han omtales som en Mand af «ikke stort Begreb» og var, som ikke sjelden Tilfældet er med indskrænkede Mennesker, stivsindig og umedgjørlig. Dertil skal han have været egennyttig og «brusque i sit Væsen», og han var aldrig afholdt i Norge. Han skjeldte og bandte «Christianias Magistrat» og udlod sig offentlig med, «at han ansaa hver den for at være en Landets traître og Forræder, som raadede Kongen til andet, end at en Amtmand jo uden alt Ansvar maatte pidske og fængsle en Bonde, naar han fandt det for godt». Men af Kongen var han anseet som en ubetinget tro Undersaat og derfor i større Naade hos ham, end de fleste andre Medlemmer af den gamle Adel; Mistanken til dennes formodede reaktionære Planer var nemlig endnu ikke aldeles forsvunden^[2]. En Foranledning til Krags Ansættelse tør muligens ogsaa søges deri, at Biskop Bartholomæus Deichman, hvis store Indflydelse netop paa denne Tid begyndte at gjøre sig gjældende. Aaret i Forveien var forflyttet til Christiania fra Viborg, hvor Krag hidtil havde været Stiftamtmand^[3].

Ogsaa de øvrige Medlemmer af Slotsloven i Krags Tid fortjene at omtales. Først var det Stiftamtmanden, Vilhelm de Tonsberg, († 1731), forflyttet hid 1710 fra en lignende Stilling i Bergen. Som saa mange af Datidens høiere Embedsmænd tilhørte han den nyskabte Adel eller Rangadel, der efter Enevældens Indførelse havde hævet sig paa det gamle Aristokratis Ruiner. Farfaderen, Anders Madsen^[4], var en Jyde fra Haderslev, der som Trælasthandler i Tønsberg havde samlet store Midler, «man sagde, at Fanden om Natten kjørte Bord for Anders Madsen». Stiftamtmanden skal navn-

„Mad. Ellefsens Gaard“. lig have forstaaet at gjøre sig sin Stilling indbringende, og der fortælles, at da en senere statholder (D. Vibe) engang ved Taffelet «moraliserede over egennyttige Betjente», svarede Tonsberg: «Deres Excellence taler om Egennytte, som Seneca om Rigdom, frygter jeg, men for min Del negter jeg ikke, at hvo, der vil bruge min Haand, jo ogsaa maa betale mine Handsker»^[5]. Dernæst kom Etatsraad Hans Blixenkrone, Justitiarius i Overhofretten, hvis sørgelige Skjæbne i den følgende Tid nedenfor vil blive omtalt, samt Lagmand Hannibal Stockfleth. Endelig var (1713–1717) Hans Nobel Medlem af Kollegiet. Dette var en ret mærkelig Mand. Han var født 1660 i Christianopel i Skaane, efter hvilken By han tog Navn, blev under den skaanske Krig Student i Kjøbenhavn og gjorde siden sin Lykke i Norge, forpagtede som Bergraad 1704 Tolden nordenfjelds for 85,000 Rdl. sammen med Kommerceraad Schrøder og blev s. A. (1704–1720) Amtmand i

Vilhelm de Tonsberg. Romsdals Amt. To Gange gjorde han rige Giftermaal, med en Datter af den norske Landkommissarius Johan Garmann og med en Kjøbmandsenke i Brevig, uvist dog i hvilken Orden. Han døde som Etatsraad og jydsk Godseier 1732. Han var et godt Hoved, med flersidige Interesser, hvad man let forstaar af hans interessante Breve (især til Fr. Rostgaard), men Tidens kyndige Historieskriver Andreas Høyer omtaler ham tillige som en intrigant og egennyttig Person^[6].

I de første Aar af den lange Krig mod Carl den tolvte førtes Kampen udenfor Norge, og Løvendals ovennævnte Indfald var for vort Lands Vedkommende den eneste Krigsbegivenhed tillands. Af mere Betydning var Søkrigen, i hvilken Tordenskjold vandt et større og større Navn. Han besøgte, som bekjendt, i den Tid jevnlig Norge og tilbragte Vinteren 1714 i Christiania. Hans Biograph, Rothe, fortæller herom følgende: «Smukke Fruentimmer, som Tordenskjold sin hele Livstid igjennem aldrig var en Hader af, samt lystige Selskaber, af hvilke der hele Vinteren igjennem fandtes nok i Norge, var, medens han i to Maaneder laa i Vinterkvarter, det fornemste og snart eneste, han fordrev sin Tid med. I Christiania og deromkring havde man ingen anseelige Lystigheder og da brugelige smukke Julestuer, med mindre man jo saa Kapt.-Løitnant Wessel buden til samme, og var en Indbydelse bleven forgjettet, turde han nok paa en artig Maade byde sig selv eller komme ubuden. En Slave af Komplimenter var han just ei, men forresten altid høilig og meget civil, og fortælles der mangfoldige lystige saa og forlibte Historier om ham, hvilke han samme Tid skal have bedrevet»^[7].

Men imidlertid var Carl den tolvte kommen hjem 1715. Af alle sine Fiender hadede han maaske Danmarks Konge mest, og Norges Erobring var et af hans kjæreste Ønsker. At indtage et Land, for hvis Forsvarsvæsen der var sørget saa slet, kunde heller ikke forekomme en Konge, som ham, vanskeligt. Allerede i Marts Maaned 1716, kun faa Maaneder efter sin Hjemkomst til Sverige, brød Carl ind i Norge, opholdt sig ikke ved de nærmest Grændsen liggende Fæstninger, men drog, efterat have forenet sig med Generalerne Mörners^[8] og Aschebergs Korpser, lige afsted mod Christiania og Akershus.

Følgerne af Vice-statholder Krags Uduelighed og af det spændte Forhold, hvori baade han og Stiftamtmanden stode til sin Kollega,

Peter Tordenskjold. Nobel, udebleve ikke. Generalløitnant Hausmanns Forsøg paa at væbne de oplandske Kompagnier forpurredes af Stiftamtmanden, og da Nobel i Februar for et Øieblik havde bevæget Slotsloven til at tiltræde Hausmanns Mening, vidste Tonsberg at faa Beslutningen omgjort.

Imidlertid var Fienden rykket over Grændsen, og Sammenstødet ved Hølands Kirke havde fundet Sted. Den for Tiden kommanderende General, Tydskeren Barthold Heinrich Lützow til Thom i Smaalenene, var kommen til Christiania for at tage Del i Slotslovens Forhandlinger. Vice-statholderen bestemte nu først paa egen Haand, at man skulde levere Fienden et Hovedslag, og uagtet Hæren kun udgjorde 3000 Mand foruden Garnisonen, gav han Christiania-Patricierne, der indfandt sig hos ham, redeligt Tilsagn om ikke at forlade Staden, førend dette Slag var leveret.

Carl den tolvte. Nobel protesterede, paaviste, at det nu var forsent, og at man kun vilde udsætte sig for den største Fare, og fik Lützow paa sin Side. Derpaa holdtes et natligt Møde i Slotsloven, af hvis Medlemmer det ene siges at have mødt beruset. «Hvad Ordres der bleve givne den ene Dag, bleve kontramanderede den anden; ingen Protokol blev ført, eller Nogens votum hørt, Alting blev forrettet med Banden, Skjænden og Raab».^[9]

Omkring den 20de Marts fik man vide, at Fienden hvert Øieblik kunde ventes til Christiania. Vice-Statholderen, Stiftamtmanden, Nobel og Biskop Deichman forlode derfor Byen; Lützow trak sig med sin Hovedstyrke til Gjellebæk, hvor hans Hær led den største Nød og kun ved patriotiske Opofrelser af nogle Borgere paa Bragernæs reddedes fra at hungre ihjel^[10]. I Slotsloven, der nu holdt sine Møder først paa Bragernæs og derpaa i Skien, gik det fremdeles til med «Skjælden, Banden og Raaben».

Naar saaledes Byens første Embedsmænd, militære og civile, forlode den ved Underretningen om Fiendens Nærhed, kan man ikke forundre sig over, at den øvrige Befolkning fulgte dette Exempel i saa stor Udstrækning, som muligt. De allerfleste Borgere toge Flugten til de omliggende Egne, medbringende, hvad de i Hast havde kunnet redde af sin Formue. Om Modstand synes der ei at have været Tale blandt Borgerskabet, og til nogen Virksomhed af de to Kompagnier, som dannede Stadens Borgervæbning, findes intet Spor. Denne Christianiensernes Uvirksomhed maa kun end mere forhøie vor Beundring for Frederikshalds Borgerskabs opofrende Patriotisme. Men skylden maa væsentlig tilskrives Slotslovens uforsvarlige Ligegyldighed for at træffe de Foranstaltninger til Forsvar, som endnu i Februar havde været mulige.

Akershus Fæstning var, siden den sidste Gang (i 1567) var beleiret, bleven meget stærkere og var betydelig udvidet. Allerede Christian den fjerdes Formyndere havde begyndt at forbedre den, og denne Konge havde i Aarene 1623–1638 anvendt store Bekostninger paa det egentlige Slot, der nu blev saagodtsom nyt. Under Christian den femte indlemmedes hele Hovedtangen i Fæstningen, der saaledes fra nu af fik den samme Udstrækning og i det Hele det Udseende, som den beholdt indtil efter 1814. Kommandant var i 1716 oberst Jørgen Christoph v. Klenow^[11], der holdt Fæstningen besat med 2000 Mand. Den 21de Marts kunde man iagttage Fiendens Hær marscherende henad Isen paa Bundefjorden. Den udgjorde omtrent 7000 Mand. Da de Svenske kom indenfor Ormøsund ved Odden af Blegøen, vilde de drage langs under Egeberg ind til Byen, men hindredes heri ved Fæstningens Ild og maatte derfor tage Veien bag Øerne ud til Nakholmen. Derfra red Kavaleriet i sprang over Isen, Mand efter Mand med nogle skridts Afstand mellem hver for Fæstningskanonernes Skyld; ogsaa Infanteriet marscherede paa samme Maade en for en, indtil man naaede Ladegaardsøen. Derfra gik Toget om Bymarken og Akers Kirke ned i Christiania By. Her forefandt Svensken betydelige Forraad, thi Nobel havde ikke faaet sat sin Villie igjennem, at al Proviant og Furage saavidt muligt skulde bortføres eller ødelægges. Et Magasin i Oslo og nogle Søboder, hvis Indhold tilhørte Kongen, vare vistnok blevne ødelagte, men langt betydeligere Oplag baade af Kornvarer og Foder kom i Fiendens Magt; det foregaaende Aar havde nemlig været et særdeles rigt Høaar. Nobel glemmer ikke at tilføie, at alle de Rum paa Fæstningen, hvor Borgernes Eiendele skulde have fundet et Opbevaringssted, vare optagne af Vice-Statholderens, Stiftamtmandens og Biskopens Bohave og af den sidstes Bogsamling.

Selv tog Carl tilligemed General Mörner sit Ophold i Vaterland, i en liden, en tydsk Garver Polykarpus Reimann tilhørende Gaard paa Hjørnet af Store Vognmandsgade (nu «Carl den tolvtes Gade») og Rødfyldgaden, hvor man indtil den senere Tid endnu har villet paavise hans Værelse. Denne Reimann gik ogsaa under Beleiringen Svensken tilhaande paa forskjellig Maade^[12]. Ogsaa Officererne indlogerede sig for Størstedelen enten i Vaterland eller i de «øverste» Huse i Byen. Ved Vor Frelsers Kirkes Port opstilledes fire smaa Kanoner. Ogsaa paa Kirkegaarden (hvor nu Johannes Kirke staar) blev anlagt et lidet Batteri af Feltkanoner. For at berøve Fæstningen dens Vandforsyning lod Fienden Renderne afskjære ved hundrede Dragoner med Reimann, som fik syv Dukater for sin Umage, til Veiviser, men man begik her den Feil at ødelægge ei alene Fæstningens, men ogsaa Byens egne Postrender, og Svensken maatte derfor finde sig i at «opsøbe» skiddent Vand af Rendestenene. Fæstningen led derimod ikke synderlig af Vandmangel, thi ikke alene havde man de dybe Damme, men der indtraf tillige et heldigt, næsten mirakelagtigt Tilfælde, idet der paa Hovedtangen ved Mynten fremsprang en Vandstraale omtrent af en Arms Tykkelse, der holdt sig omtrent til Beleiringens Ophør^[13].

Svensken manglede tilstrækkelig grovt Skyts, og denne Beleiring, den sidste, som Akershus har udstaaet, blev derfor egentlig kun en Indeslutning. Det var Fæstningen, som beskjød Svensken, og ikke omvendt. Det viste sig paa en for Fienden følelig Maade, at Gaderne i den gamle Del af Staden eller i Christian den fjerdes By vare snorrette og regelmæssige, thi fra Akershus af kunde man iagttage og skyde paa Enhver, der passerede disse Gader om Dagen. Herom heder det i en Samtidigs Optegnelser: «Fra Fæstningen vare de meget vigilante og skarpseende med deres Kikkerter til at træffe de Blaa og Gule. Vore egne Folk, hvoraf dog ikkun var faa i Byen, gik altid og viftede med et hvidt Tørklæde, hvorved de skulde kjendes fra Fæstningen og spares; dog bleve nogle Tjenestefolk trufne^[14], thi Svensken passede paa og vilde gjerne holde sig bag eller nær vore, naar de skulde løbe hid eller did. Der blev stedse kanoneret fra Fæstningen og idelig om Natten

Carl den tolvtes Bolig i Christiania 1716. bombarderet, saa der blev (især om Dagen) mange svenske Officerer og Gemene ihjelskudte, og laa paa Gaderne jevnlig døde Mennesker og Heste, hvilke om Natten bleve bortslæbte og begravne, hvor de kunde. Officererne, som faldt i eller nær Byen, satte de i Akers Kirkegaard».

For at gaa fri for Fæstningens Kanoner begyndte Svensken efter nogle Dages Forløb at bryde sig Huler og Gange igjennem Husene og Byen. Ved samme Leilighed foretoge de ogsaa en Undersøgelse af Kjelderne rundt om i Staden og fandt her adskilligt Bytte. En afskediget Underfoged, Müller, og en gammel forhenværende Gevaldiger, Storhammer, der siden begge tilligemed Polykarpus Reimann bleve dragne til Ansvar, viste et skammeligt Forræderi, idet de meddelte Fienden Underretning om, hvor Noget var at finde^[15]. Den rige Henrik Carlsens Enke havde saaledes indmuret i sin Kjelder hele 40,000 Rdlr., som Svensken paa denne Maade fik fat paa. Derhos udpressedes en Brandskat, der om man tør tro et samtidigt Privatbrev, udgjorde 7000 Rdlr. om Ugen. Ogsaa Byens Omegn blev brandskattet. Disse Plyndringer skulle ikke altid have fundet Sted med Kong Carls gode Villie, hvorimod General Mörner beskyldes for Haardhed og Havesyge.

Carl den tolvtes Udsigt til at blive Herre over Akershus beroede paa, om han kunde faa Forstærkning af Artilleri, naar Vandet blev aabent. I Mellemtiden gjaldt det altsaa dels at afskjære Fæstningen fra Tilførsel, dels at benytte sine Tropper, hvoraf han endnu kun behøvede en mindre Del i selve Christiania, paa bedste Maade i Stadens Omegn. En Del af den svenske Armee var saaledes længe stationeret ved Ravnsborg i Asker og stod altsaa kun en Mils Vei fra General Lützows norske Tropper ved Gjellebæk, uden at det dog kom til nogen Kamp mellem disse Hærafdelinger. Et andet Streifkorps kom, som bekjendt, paa sin Vei mod Kongsberg til Norderhovs Præstegaard, hvor den 28de Marts hin Affære fandt Sted, i hvilken Traditionen senere har ladet den navnkundige Præstekone spille en langt større Rolle, end den, Historien kan indrømme hende^[16]. Men endnu opgav ikke Carl sin Plan at trænge frem mod Ringerike. I April Maaned sendte han saaledes henved tusind Mand under oberst Schliffenbach til Bærums Jernverk og forsøgte at bortskaffe de Forhugninger, der vare bragte istand af Bønderne. Det hele Foretagende gik dog overstyr, skjønt Kongen selv, for at paaskynde det, havde begivet sig hen til Bærum^[17].

Men medens saaledes den svenske Konge forgjæves ventede paa den Forstærkning, af hvilken hans Fremgang var saa aldeles afhængig, vare de Norske saa heldige at faa en betydelig Undsætning fra Danmark. Den 17de April kom nemlig under Admiral Christian Gabels Anførsel en Transportflaade til Frederiksstad, der førte 4000 norske soldater tilbage til Fædrelandet og medbragte 10 Feltkanoner. Af de hjemvendende Tropper sendtes strax en større Del til det norske Hovedkvarter ved Gjellebæk; et andet Parti tilføiede, som bekjendt, de Svenske et Nederlag paa Moss. Den 24de April kom en liden Jagt af Gabels Flaade op imod Christiania, og da Isen allerede tildels var gaaet op, lykkedes det den at naa lige til Akershus. Fienden forsøgte vel fra Pipervigen af at omringe og bemægtige sig hint Fartøi, men Fæstningens Ild tvang dem snart til at lade dette Forsæt fare, hvorpaa Folkene i Pipervigen toge Baadene bort og lagde dem ind under Fæstningen. Dagen efter, 25de April, kom en Fregat, der i sin Tid var bleven erobret fra Fienden, og som derfor benævntes «Svenske-Sofia». Den lagde sig paa Havnen og kanonerede af alle Kræfter paa Fienden i Byen, især i Vaterland. Den 26de naaede atter to Fregatter, «Høienhald» og «Vindhunden», hen til Isbredden, en Fjerding fra Staden. «Vindhunden» varpede sig derpaa op imod Lysakers Bro og kanonerede herfra dygtig paa en Del svensker, der fra Ravnsborg og Bærums Verk vare paa Indmarschen igjen til Christiania; endel faldt ogsaa her, men det lykkedes dog Fienderne at faa stukket Ild paa Lysaker Gaard, hvor de havde meget af sit Bytte forvaret, saavelsom ogsaa for en Del at afkaste Broen over Sørkedalselven. «Høienhald» bugserede sig ind til selve Staden og beskjød dens Tvergader fra Havnen af, men om Natten fik Svensken fat i et Par Kanoner, som de fiskede op fra et General Hausmann tilhørende Skib, der under Beleiringen var ødelagt og sunket. Disse Kanoner plantede Fienden paa Toldboden (dengang beliggende paa Langbryggen) og beskjød derfra Fregatten saaledes, at den med Tab af nogle Døde og saarede maatte bugsere sig ud igjen.

Tvende Officerer af den norske Armee, Fader og Søn, udviste i denne Tid et Mod, der fortjener at erindres. Kaptein Johan Christopher Koss (af en endnu her i Landet levende meklenburgsk Adelsfamilie) havde i sin Tid deltaget baade i Vilhelm den tredies irske og nederlandske Felttog samt senere i den spanske Arvefølgekrig og kjæmpet med ved Drogheda, Cortryk, Stenkirchen og Höchstädt. Nu var han Chef for det Skedsmoske Kompagni, men befandt sig under Beleiringen paa Akershus, hvor Kommandoen over Grenadererne var ham betroet. Ved flere Udfald fra Akershus lagde Koss en saadan Uforfærdethed for Dagen, at Carl den tolvte udbrød, at kunde han blot faa fat paa denne «Gubbe:», skulde han snart vinde Bugt med de øvrige «Gossar». Iført menig Grenaders Uniform, men let kjendelig ved et hvidt Baand om Armen, faldt han omsider i et nyt Udfald den 27de April efter at være trængt frem lige til Gamlebyen. Efter den Næstkommanderendes Befaling trak nu de Norske sig tilbage til Fæstningen, men den Faldnes syttenaarige søn, sekondløitnant Christian Koss, der havde været uadskillelig fra sin Fader i disse Kampe, besluttede paa egen Haand at vove en Kamp for at redde hans Lig. Ledsaget af tre andre unge Løitnanter, hans fortrolige Venner (deriblandt en Hegermann), styrtede han sig ind blandt Fienderne, af hvilke de unge Nordmænd i en rasende Fægtning nedlagde flere. De to af Løitnanterne faldt, Hegermann blev fangen, men Christian Koss naaede, bærende sin Faders blodige Legeme paa sin Ryg, op igjen til Fæstningen^[18].

Den 29de April om Natten mellem Kl. 11 og 12 trak Svensken sig endelig ud af Christiania, da Kong Carl indsaa, at han under de forhaandenværende Omstændigheder Intet kunde udrette. Den forstærkede norske Hær havde nu ogsaa fra Gjellebæk af begivet sig til Lysaker, og fra Akershus, hvis Besætning just feirede en Glædesfest i Anledning af Wismars Fald, kanoneredes usædvanlig stærkt. Svenskerne saa heri et signal til alle norske Tropper i Omegnen om at samle sig imod dem. Modløshed blev almindelig, ja det heder endog, at Officererne begyndte at bede Byens Folk om god Behandling om de skulde blive tagne tilfange. Den 30te April var Christiania renset for Fiender efter at have været besat i henved sex Uger. Svensken trak sig over Onstad Sund til den østre Side af Glommen.

En af Christianias Borgere, Styrmand og senere Handelsmand Hans Hansen Heitmann, havde, medens de fleste af hans Standsfæller vare flygtede bort, givet en smuk Prøve paa Kjækhed og Aandsnærværelse. Hans Heitmann, der tidligere havde faret som Overkonstabel paa Spanien og Portugal (rimeligvis paa et Defensionsskib), havde under Beleiringen frivillig taget Tjeneste paa Fæstningen og stod her ved den nu ganske sløifede «Myntens» Bastion, hvorfra Kongensgade og Kirkegaden bleve bestrøgne. En Nat var Ild opkommen i et af de nærmest under Akershus liggende Kvartaler, og Røgen og Dampen fra Brandstedet bares af Vinden lige mod Fæstningen, saa at man ikke kunde se, hvad Fienden foretog sig; man maatte altsaa frygte for, at denne skulde benytte Leiligheden til at overraske Akershus. Ingen turde nu vove sig ned i Byen for at dæmpe Ilden, førend Heitmann godvillig tilbød sig at gjøre det, om et halvt Snes Mand vilde følge ham. Kun to vare at formaa dertil, men med dem lykkedes det ham under største Livsfare to Gange efter hinanden at komme hen til Brandstedet og tilsidst at faa Bugt med Ilden. Kommandanten, Klenow, tilsagde ham en Belønning, da han med forbrændte Klæder vendte tilbage, men den udeblev. Først da Heitmann 19 Aar senere ved Autoriteternes saavelsom ved Vidners Erklæringer godtgjorde, hvad han havde i udrettet, tilstodes der den, som det synes, forarmede og trængende Mand en aarlig Pension af 20 Rigsdaler.

Byen frembød efter Fiendens Afmarsch et sørgeligt Billede. Adskillige Huse vare haardt medtagne, nogle helt ødelagte. Mellem de sidste var den gamle Collettgaard (nu Boghandler Cappelens), hvis Eier James Collett havde lidt uhyre Tab. Med en anden ødelagt Gaard, hvis Beliggenhed er uvis (Byskriverenken Holst tilhørende), gik en stor Del af Magistrats-Arkivet tabt. I General Hausmanns Gaard (siden Latinskolens og nu Kirkedepartementets Lokale) sidder endnu en Bombe igjen i Muren som Minde om 1716.

En samtidig Brevskriver, hvis utrykte «Relation», dateret den 10de Mai 1716, findes i Karen Brahes Bibliothek i Odense, har udtalt sig saaledes om Tilstandene:

«Imidlertid søger det fattige Borgerskab i Christiania til sit Hus og Hjem igjen. Jeg har og voren derinde i disse Dage for at se til mit ringe Eiende, som desværre er ranet og bortplyndret, dog har mange ikke mistet ret meget, helst de, som have havt Folk i deres Huse, mens de, som Ingen i Husene har efterladt sig, de er miserabelt medhandlede. Husene midt i Byen er for Skud befriet, alene de, der havde Udsigt til Fæstningen, de se bedrøvelige ud. De svenske Fanger rense Gaderne allevegne, og er nu gjort Anstalt til Vandets Istandsættelse med videre, saa jeg tror vel, Slotsloven udi indkommende Uge sig til Christiania vil begive. De svenske Fanger bliver paa trende Veie til Bergen henførte, 50 Mand hver Gang under Escorte af et lidet Mandskab, af Almuen fra Foged til Foged, og skulle underveis behøves Fanger til Tjeneste enten hos Præst, Proprietær eller Bonde, bliver de imod Kvittering leveret sammesteds for deres Føde at arbeide».

Akershus Beleiring havde været Gjenstand for Opmærksomhed langt udenfor Norges Grændser, thi hele Europa fulgte stedse Carl XII.s Bevægelser med spændt Forventning. Blandt dem, som meget interesserede sig for, hvad der foregik der, var saaledes Prinds Eugen af Savoyen^[19]. I Danmark havde der hersket den største Ængstelse og Bekymring. Vice-Statholder Krag havde skrevet til Kongen den 28de Marts: «Kommer der ikke uden Ophold hurtig Hjelp af skibe og Folk, er Norges Rige i største Fare». Kong Frederiks alvorlige Frygt afspeiler sig i en Depesche, skreven til hans Gesandter i London, Berlin og Petersburg paa samme Dag, paa hvilken Vice-Statholderen skrev det Brev, som ovenfor er citeret: «Her kan Kongen af Sverige sætte sig i en formidabel Stand og afværge, hvad der ellers kan gjøres imod ham. Overfor denne ulykkelige Begivenhed maa vi lade alle andre Desseins fare og mere se paa vore Landes og Rigers Konservation, end paa en rigourøs Fortsættelse af Krigen». Kongen havde lidet Haab om med egne Kræfter at kunne drive Carl den tolvte ud af Norge og havde allerede begjæret russiske Hjelpetropper for at anvende dem i vort Land^[20].

I 1718 undgik vistnok Christiania at hjemsøges af Fienden, men Frygten for en Gjentagelse af Begivenheden i 1716 var dog stor. Det var visselig alene Carl den tolvtes uventede Død den 11te Decbr., der reddede Frederikssten fra at erobres, og var denne Fæstning falden, vilde en ny Beleiring af Akershus ikke have været at undgaa. Nogle samtidige Breve, der hidtil ikke have været trykte. eller kjendte, kunne oplyse os herom^[21]. Følgende Uddrag af disse Breve skulle derfor her anføres:

Christiania 5te Dec. 1718. Generalmajor Ahrenholt kom fra Frederiksstad iaftes og var hos Hr. Konferentsraad Tonsberg, han trøstede os vel og forsikrede, at vi ikke skulde komme til at flytte, saasom der nu var overalt gjort tilstrækkelig Anstalt at hindre ham og gjøre Modværge, og, hvad det koster, saa skal Christiania, Bragernæs og Sølvværket blive mainteneret.

Bragernæs 6te Decbr. 1718. Nyt havde jeg Intet idag med Posten, hvorvel jeg havde et Brev fra Mons. Skierenbeck. Han skriver, at vi næst Guds Bistand haver ingen Fare for Svensken, og Statholderen er nu resolveret ikke at flytte hans Gods fra Christiania, siden han bekom de sidste Breve fra Generalen.

Christiania 5te Decbr. 1718. Var ønskeligt, at Generalen vilde se mainteneret den Forsikring, han skal have passeret til Vice-Statholderen, at udholde Fienden fra Christiania og Drammen, hvilket jeg vil haabe, Gud skal gjøre, men de idelige Retræter, Vore benytter sig af, frygter jeg videre skal komme i Brug, om Iserne sig skulde lægge. Gud staa os bi og være med vores Folk ved Blakjer Skandse, som siges at ville attaquere Fienden, der alt i Mandags, om ei før, der var udkommen og vore derover retireret paa denne Side Glommen, aleneste oberst Prætorius, som meldt, med 600 Mand bedækker Blakjers Sund, om vore skulde efter Formening ved erholden Succurs gaa over igjen, dertil Gud give dem Mod og Mands Hjerte.

Christiania 9de Decbr. 1718. Jeg sender herindi det Nyt, Frederikshalds Post har medbragt, samt det Nyt, som er fra Trundhiem. Jeg synes, det ser ikkun slet ud nordenfjelds. Skulde det continuere, at Svecus har forladt Trundhiem og søger at komme herned, bliver Norge paa alle Kanter ængstet. Ved Blakjer er nu en stor Del af Armeen samlet for at secundere Obr. Prætorius. Gud lade ham ikke blive Mester af bemeldte Skandse, thi ellers er det vel at befrygte, at han med langt større Magt skal søge at komme i Oplandene for at conjungere sig med de Trundhiemske Tropper, om han ellers skulde trænge sig igjennem, som den allerhøieste Gud forbyde.

I Anledning af, at de Farer, hvorfor Norge havde været udsat i denne Krig, lykkelig vare afværgede, holdtes siden i mange Aar hver 13de Januar en aarlig Takkefest i vort Lands Kirker. Den bortfaldt fra 1766 af i Anledning af den dansk-norske Prindsesse Sophia Magdalenas Giftermaal med den svenske Thronfølger Gustav. I en vistnok af Faa kjendt Samling af «Gudelige Sange og Psalmer» af J. Nimb^[22] (Kbhvn. 1741) findes to særlig for denne Kirkefest digtede Psalmer.

1 1719 gjorde Kong Frederik atter et Besøg i Norge, ledsaget af Kronprindsen. De kom tilsøs op til Laurkullen den 22de Juni og Dagen efter til Christiania. Grunden til Reisen var, at man vilde benytte Forvirringen i Sverige efter Carl den tolvtes Fald til et Angreb paa Baahuslen, hvilket ogsaa paafulgte, og hvor Tordenskjold nu indtog Marstrand. Kongen tog i Christiania ind hos Stiftamtmand Tonsberg i en Gaard, der var tilfalden Kronen formedelst den tidligere Eiers, en Tolders, Besvigelser, rimeligvis altsaa i 1705. Af Festligheder i Byen under Kongens Ophold omtales et Bal hos Vice-Statholder Krag^[23], men større Interesse har det, at Byens Latinskoles nye Lokale (det nuværende Kirkedepartements Gaard), der var indkjøbt for en af Kongen skjænket Sum, i hans og Kronprindsens Nærværelse indviedes ved en Tale af Rektor Rasch den 13de Juli.

I 1712 var den bekjendte Bartholomæus Deichman, født i Kjøbenhavn 1671, fra Viborgs Bispestol bleven forflyttet til Christianias^[24]. Han var netop paa den Tid kommen i høieste Naade hos Kongen og bevarede sin Indflydelse gjennem hele dennes Regjeringstid. I Frederiks senere Aar var han at regne for Norges mægtigste Mand og en af de mest formaaende ogsaa i Danmark. Han præsiderede i den berygtede hemmelige Kommission, der gjorde flere danske og norske Embedsmænd ulykkelige, deriblandt Justitiarius Blixenkrone i Christiania, der for Bestikkelighed mistede sit Embede og maatte betale en Mulkt af 10,000 Rdlr. Biskoppen havde at bestille med den paatænkte nye norske Matrikel og visiterede Kongsbergs Sølvverk, ikke at tale om hans allerede omtalte Befatning med Christiania Kommunalanliggender. Sine Svigersønner og Venner trak han frem, og sine Indtægter forøgede han ved ikke altid priselige Midler; han drev f. Ex. Aagerforretninger – «tolv procent kaldtes dengang i Christiania en høiærværdig Rente»^[25] – og tog sig betalt af Præster for at skaffe dem Befordring^[26]. Sin Residents i Oslo leiede han bort for at bo inde i Byen, men om hans Forhold til sine Samtidige her vides ellers ikke stort. En af hans Hovedinteresser var at samle Bøger, og hans Bibliothek var et af de anseeligste paa den Tid. Det solgtes efter hans Død.

Biskop Bartholomæus Deichman.

Deichmans Indflydelse hang sammen med Anne Sophie Reventlows Forhold til Kongen og hendes Ægteskab med denne 1721. Da imidlertid en af Ministrene, Geheimeraad Ditlev Vibe havde søgt at hindre «Fyrstinden af Slesvigs» Ophøielse til Rigernes Dronning, bevirkede dette en Forandring i det norske Statholderskab: Krag kom til at gaa af med 4000 Rdlr. i Pension, og Vibe sendtes til Christiania, dog ikke som Vice-Statholder, men som virkelig Statholder 1722. Ved denne Leilighed blev nu Slotsloven, en, som det synes, det hele mislykket Institution, ophævet. Forholdet mellem den nye Statholder og Deichman blev ikke det bedste. Vibe, en aldrende, ugift Herre, synes imidlertid ikke at have udfoldet stor Virksomhed og omtales af Samtiden som en Epikuræer.

En af Christian den Sjettes første Regjeringshandlinger var at afsætte Deichman (18de Oktbr. 1730) og at befale Undersøgelser anstillede om hans Forhold som Embedsmand m. v. Dette bratte Omslag knuste den hidtil af Lykken uafbrudt begunstigede Mand aldeles. Han døde 17de April det følgende Aar, og der

Statholder Ditlev Vibe. ymtedes om en «philosophisk Dødsmaade», eller om at han, kjed af Livet, skulde «have blottet sig og lagt sig saaledes paa et Stengulv, til han blev forkjølet, hvoraf han døde»^[27]. De Smædeskrifter om denne Mand, der sneg sig omkring og afskreves af Datidens «curieuse» Folk, ere fulde af de grovest mulige Beskyldninger mod ham, udentvivl tidt overdrevne, men ligesaavist heller ikke altid ugrundede^[28]. Trods sine ypperlige Evner og sin medfødte Dygtighed som Administrator har han neppe udrettet synderlig meget af varig Betydning. Hans Søn var Hædersmanden Carl Deichman, hvis Optegnelser ovenfor ere benyttede, og om hvis smukke Gave til Christiania By vi senere skulle høre.

Samme Aar som Deichman, døde hans Modstander Vibe. Han efterfulgtes i statholderskabet af den rige Grev Christian Rantzau, en lærd Herre, bekjendt af sit Forhold til Holberg, (thi han er den vir perillustris, hvem denne har tilegnet sin latinske Selvbiografi) og af sin interessante Brevvexling med Hans Gram^[29]. Som Statholder synes han ikke at have duet stort og blev i 1739 afskediget, da man ansaa Embedet for overflødigt, og først i 1751 udnævntes en Vice-Statholder. «Den norske Nation», skriver Carl Deichman, «har Intet at klage paa ham, men da han Intet kunde udrette, tabte han noget af sin Indflydelse hos den, endskjønt han var en populær Herre, som gav enhver, hvad dem tilkom, og holdt et artigt Hus og aabent Taffel». Om hans Grevinde fortalte man, at hun havde ladet sig kalde «Vice-reine de Norvege».

Medens Rantzau var Statholder, havde Christian den sjette besøgt Landet, ledsaget af sin Gemalinde Sophia Magdalena, den første Dronning, der havde været i Norge siden 1648. Kongeparret optraadte ogsaa her med stor Pragt og Ødselhed, en talrig Hofstat medfulgte, og længe vidste man at tale om, hvilke Besværligheder Kongeskydsen havde voldt Almuen^[30]. For Christiania havde Reisen imidlertid, som vi ovenfor have hørt, foranlediget vigtige Begunstigelser i Henseende til Handelen. Kongen havde ogsaa ved samme Leilighed skjænket Staden den Bygning til Raadhus, som var bleven konfiskeret ved Toldsvigsaffæren i 1705, og som indtil for ikke lang Tid siden vedblev at benyttes som saadant af Byen.

Frederik den femte havde allerede lige fra sin Thronbestigelse den Plan at besøge Norge. Det var endog paatænkt, at Reisen skulde forherliges ved Oprettelse af en egen norsk Ridderorden, og Statsministeren, Grev Holstein, forhandlede i 1747 – netop 100 Aar førend Olafs-Ordenen oprettedes – derom med den sædvanlige Konsulent i historiske Anliggender, Hans Gram. Denne havde foreslaaet, at Dekorationen skulde forestille en Forening af Elephanten med den norske Løve: Arctoo (s. Norvagico) virtus Elephanti juncta Leoni. Ordenen blev imidlertid opgiven^[31], men Reisen gik for sig 1749. Kongen kom til Christiania den 3die Juni og blev modtagen ved Egeberg af de fornemste Embedsmænd samt de rigeste Kjøbmandssønner tilhest. En Æreport var opreist paa Torvet og en Fontæne bragt istand, hvoraf der sprang rød og hvid Vin. Om Aftenen var den hele By illumineret. Sin Bolig tog Kongen i den senere «Mangelsgaard» hos den yngre Generalløitnant Hausmann, men flyttede senere til den nuværende Finants-Departementets Gaard i Prindsens Gade, hvor General Arnold boede. Naar undtages en liden Udflugt til Frederiksstad og Frederikshald, fordrev Kongen sin meste Tid her i Byen med at se de franske Skuespillere, som han havde ført med sig fra Kjøbenhavn, spille Komedie, rimeligvis paa Raadhussalen. Stundom morede han sig ogsaa Hazardspil med sine Geheimeraader, men til noget Forsøg fra hans Side paa at lære Forholdene i Norge at kjende findes intet Spor. Derimod var det naturligvis for Byens Folk en stor Sag at faa se Kongen; hvergang han sad til Taffels, bleve derfor «nogle hundrede Tilskuere af alle Slags Folk» indladte for at nyde dette Syn. Hos General Arnold var der Selskab; kun 11 Gjester spiste dog sammen med Kongen selv, 24 ved Marskalktaffelet, og Resten ved «Kammerborde». Kongen drak her Skaaler for «alle Norske», «Norsksindede», og de «norske Gjenter»; for hver Skaal løsnedes Kanonskud lige indtil 27 ad Gangen. En anden Dag var der Gjestebud for Kongen paa Ladegaardsøen, der var offentlig Eiendom og nu, siden Statholderskabet var ubesat, var henlagt til Stiftamtmanden, dengang den rige Generalløitnant og Geheimeraad Rappe^[32]. Der stod et stort Træhus med mange store og smaa Værelser, og «derhos den største Have i Norge, omtrent en Trediedel saa stor som Rosenborg Have»^[33]. Ogsaa her blev drukket Skaaler under Kanonskud o. s. v. Kongens Nedladenhed pristes meget i disse Tider; «il possedaait l’art de s’abaisser sans s’avilir», siger Carl Deichman, som selv var tilstede. Da man talte til ham om de daarlige Veie i Norge, sagde han: «Sie haben uns auf die Hände geführt». Folk af «Stand» fik Lov at kysse hans Haand, men han vilde ikke tillade Nogen at kysse paa hans Klæder, som før var et almindeligt Taknemmelighedsbevis, og som bl. A. de tre Kjøbmænd i Christiania vilde gjøre, der havde faaet sig Toldforpagtningen overdraget. Men paa Penge skal han have sparet.

Christiania havde i den korte Tid (omtrent 14 Dage), som Kongen tilbragte der, en sjelden Mængde af fornemme Gjester. Flere europæiske Magters Gesandter havde nemlig fulgt med, saaledes Baron Korf fra Rusland, der kom med en Fregat paa 18 Kanoner, og derhos ogsaa engelske, svenske og preussiske Envoyés. De to sidste Magters Sendebud vare paa Grund af Dagens politiske Forhold de mindst velseede, medens derimod Russeren, der skulde arbeide paa en Alliance, idelig var om Kongen. Veiret var i lang Tid regnfuldt, saa at Biskop Erik Pontoppidan, der var kommen hid fra Bergen, fandt Regnen værre end paa sit Hjemsted. Det var næsten umuligt at opdrive Vogne i tilstrækkeligt Antal, saa at man idelig maatte frygte for at komme til Hove i vaade Klæder. Paraplyer vare endnu ukjendte i Christiania; Pontoppidan foreslog derfor sine Venner «at indføre hos sig den bergenske Mode, at lade bære de saakaldte Parapluis over Hovedet, naar man ikke er forsynet med en tillukket Vogn». Ogsaa Logis og Bevertning blev det vanskeligt nok for de mange Tilreisende at erholde, skjønt Byen sees at have gjort store Fremskridt siden den Hylding i 1656, som vi ovenfor have beskrevet. Navnlig behøvede man ikke som dengang at gjøre saa extraordinære Foranstaltninger for at faa Grønsager, thi nu havde man i Forstæderne forlængst anlagt store Haver og dyrkede der de Væxter, som man før i den Tanke, at de ei kunde gro i Norge, havde hentet fra England og Holland^[34].

Dette er det sidste Besøg, en regjerende dansk-norsk Konge har gjort Norge. Senere saa man kun Prindser. Christian den syvende har, ligesom i en tidligere Tid Frederik den første, aldrig seet Norge for sine Øine.

1. I første Udg. af dette Arbeide er Viereck bleven kaldt «fordrukken» med Hjemmel i, hvad der siges i Meddelelser fra Rigsarchivet, I, S. 23. Men det paa det citerede Sted Anførte beror aabenbart paa en Forvexling med Johan Vibe, hvilket vil forstaaes, naar man efterser de ovenfor meddelte Uddrag af «Aufnehme Norwegens».
2. Dansk Maanedsskrift, udg. af M. Steenstrup, 1865. I. S. 53.
3. Krag boede i en stor og i sin Tid elegant Gaard paa Nordsiden af Raadhusgaden mellem Dronningens- og Skippergaden, der indtil den seneste Tid var vel kjendt som «Mad. Ellefsens». Engang, da han paa sin brutale Maade vilde overfuse Assistentsraad Meklenburg, svarede denne: «Det er en meget smuk Gaard, som D. Excell. bor i, er den gjort her i Byen?» (Medd. fra Rigsarchivet, I. S. 23). Se forøvrigt om Krag Norske Samll. 8. I. S. 136.
4. Om Familien se bl. A. Personalh. Tidsskr. 2. R. IV. S. 26 flg. Anders Madsens Broder var Jesse M., Rektor ved Chra. Skole og siden Sognepræst i Skien. Ogsaa hans Søn skulde frem paa den høiere Embedsbane, men døde allerede ca. 1679 som Kopist hos Ambassadør Just Høg (Norsk hist. Tidsskr. III. S. 115, 132).
5. Norsk hist. Tidsskr. IV. S. 510.
6. Chr. Bruun, Fred. Rostgaard og hans Samtid, II. S. 161. Høyer, Fr. d. IV. glorwürdigstes Leben, II. S. 80.
7. Tordenskjold traf i Christiania ogsaa sammen med den af sin høie Alder bekjendte Drakenberg, dengang dog endnu neppe 90 Aar gammel, og havde et Sammenstød med ham.
8. Mörner skal have været den, der fornemmelig havde tilskyndet sin Konge til Angrebet. Se nogle Anekdoter i Samll. til N. F. Spr. og Hist. III. S. 193. Allerede i Fredsaarene havde en svensk Adelsmand, Erik Ehrenbill, listet sig ind i Norge under Foregivende af at ville kjøbe Kalk og fundet Anledning til at tegne et Kart over Christiania-Fjorden med udførlig Beskrivelse over dens Havne. Stjernmanns Adels-Matrikel p. 1131, det Throndhjemske Selskabs Skrifter, II. S. 359. Et meget interessant Projekt til Norges Erobring, skrevet i 1713 af R. J. Fersen, som selv havde været her i Landet i en tidligere Krig, se Handlingar rör. Skandinav. Hist. III. S. 180 flg.
9. Det maa erindres, at man her af Mangel paa andre Kilder er nødt til at følge Nobels egen Fremstilling. (Norske Samlinger, I. S. 134 flg.).
10. Disse fortjente Borgere vare Otto v. Cappelen, Gabriel v. Cappelen, Søren Hansen Lemmich og Peder Busch. Saga, udg. af J. S. Munch, II. S. 232.
11. En Meklenburger af Fødsel, siden Generalmajor og Kommandant paa Citadellet i Kjøbenhavn. Hans Sønnedatter var gift med Philologen Jacob Baden. Se om Klenow: Bidrag til J. Badens Levnet af G. L. Baden, S. 37–38.
12. Otto Holmboes Optegnelser, trykte i stamtavlen «Holmboerne», Bergen 1868, S. 59.
13. Paalideligheden heraf er ved mange samtidige Vidnesbyrd sat ud over al Tvivl. Se fornemmelig Rektor Jak. Raschs Tale «Annua memorial diei 13 Jul. 1719 &c.» Hafn. 172o, 4. og Bussæus Frederik IV.s Dag-Register, S. 155, samt O. P. Lange, Varsel og Trøst imod Torden-Veir, Chra. 1753 (rariss.). Pontoppidans Danske Atlas, I. S. 331.
14. Et sagn vidste længe at fortælle, at Kong Karl, da han en Dag red gjennem Byens Gader, mødte en Pige, som havde vovet sig ud i Kugleregnen. «Vogt dig, min Flikka, for at komme her», raabte Kongen til hende, men i det samme tog en Kanonkugle hende af paa Midten.
15. Nogle Anekdoter om disse Forrædere læses i A. Fayes «Carl XII i Norge», S. 40–41.
16. Om Anna og hendes paastaaede Krigsbedrifter har jeg skrevet en saavidt mulig udtømmende Afhandling i Historiske Skildringer, udg. af Selsk. for Folkeoplysn. Fremme, II.
17. Her fik den unavngivne Forfatter af den samtidige Beretning, vi i dette Kapitel have benyttet, (trykt i Militært Tidsskrift, B. 10), personlig den svenske Konge at se; han udbryder i denne Anledning: «Jeg tror ei, han har Mage i Verden».
18. Christian Koss blev senere oberst ved det første Vesterlenske Regiment. Han døde ugift den 1ste Novbr. 1758, idet han paa en Embedsreise druknede i Byglandsfjorden i Setersdalen, og blev begraven i Byglands Kirke. Han havde bereist en stor Del af Europa og var siden bleven Eier af Omdals Kobberverk i Thelemarken. Hans Heltedaad fortælles udførlig paa Latin i Nachrichten von der adel. Familie Koss, Rostock 1789, Fol. Begivenheden er besungen af en af Samtidens berømteste Mænd, Frederik Rostgaard, og siden ogsaa af Provst Fr. Schmidt. Den unge Koss’s Ven, Johan Diderik Hegermann, døde som Major. En anden Søn af J. C. Koss, Gustav Henrik, levede sidst som Kancelliraad og Toldvisitør i Flekkefjord.
19. W. N. de Seue’s Levnetsløb, Christiania 1811, S. 61.
20. E. Holm, Studier til den store nordiske Krigs Historie, Dansk hist. Tidsskr. 5. R. III, S. 14. Ogsaa i Danske Samlinger, 2. R. I. S. 233 findes nogle Bidrag til den store nordiske Krigs Historie, meddelte af O. Vaupell, der ere af Vigtighed for vort Emne. Om Felttoget i Almindelighed se forøvrigt J. A. Lagermark, Karl XII.s Krig i Norge 1716, Upsala 1883.
21. De findes i en, som det synes, samtidig Afskrift i et lidet Bind Aktstykker, der i sin Tid har tilhørt Statsraad Carsten Anker og for Tiden er i mit Værge.
22. Forf. (i sin Tid Kapellan i Throndhjem, siden i Kjøbenhavn) nævnes ikke hos Nyerup, men derimod hos Worm og i Erlandsens Efterretninger om den nordenfjeldske Geistlighed, samt i Brandts og Helvegs Danske Psalmedigtning, B. 2. Forf., en Lollik af Fødsel, var i Christiania 1747 paa Flaaden, der i hint Aar ledsagede Frederik V. til Norge.
23. Carl Deichmans Anmærkninger til Frederik IV.s Historie, trykte i Skoleprogrammet for Sorø Akademis Skole for 1865.
24. Blandt det meget, der er skrevet om denne Mand, fremhæver jeg: Chr. Bruun, Rostgaard og hans Samtid, S. 258 flg.
25. Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. VI, S. 62.
26. L. Daae, Joh. v. Bülows Papirer. S. 1–16.
27. Samlinger til jydsk Historie, II, S. 25.
28. De ere omsider blevne trykte i Chr. Bruuns Rostgaard og hans Samtid, II, S. 228–238. Til den mærkeligste af dem, der er skreven paa Latin, er Digteren Taager Reenberg nævnt som Forfatter.
29. Grams høist mærkelige charakteristik af Nordmændene er optrykt i Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen, I.
30. L.Daae. Af J. v. Bülows Papirer, S. 144–145 Denne Reise er udførlig beskreven i en Foliant: J. Kjerulf, Journal over K.Christian VI.s Reise, Kbhvn. 1745.
31. Se Werlauffs Oplysninger om denne Sag i Illustr. Nyhedsblad, Chra. 1859, No 21.
32. Denne Mand var bleven rig ved Giftermaal i Christiania. Han var her ikke yndet. Stiftsprovst Holmboe skriver om ham ved hans Død 1758: »2den Dec. døde Gen.-Løitn. Kappe i Kjøbenhavn efter nogle Aars urolige Omflakken. Han var født i Frederikshald 3die okt. 1679. Var yndet af Faa, medens han levede, begrædt af Ingen, da han døde, saa han ved sin Død gjorde Verden den største Tjeneste, han nogensinde har gjort. 3 Stene i Blæren». Se om ham Norske Stiftelser, III, S. 911, Stampes Erklæringer, II, S. 493 flg. Norsk hist. Tidsskrift, 2. R. II paa flere Steder.
33. Rosenborg Have var dengang meget større end nu.
34. Foruden i et Mskrpt. paa det st. kgl. Bibl. (Kall. 226 Fol.) haves Efterretninger om dette Kongebesøg ogsaa i Höpfners Postrytter for 1749. En Fortælling af C. D. Biehl (Dnnsk hist. Tidsskr. 2. R. IV, S. 223 om, at Kongen, «da Drikke-Sygen endnu herskede i Norge med største Magt, vilde vise sine Undersaatter, at han var Mand for at bære sin Flaske og vise sig som en Helt paa denne Bane», tør vel betragtes som en Sladderhistorie, thi om end Frederik V. var hengiven til Bacchus, lagde han dog neppe denne Svaghed saa offentlig for Dagen.