Det gamle Christiania/8

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 123-132).

Man skal almindelig have ventet, at U. F. Gyldenløves Eftermand skulde være blevet en anden Gyldenløve, Brev Christian af Samsø, Søn af Christian den femte og Sophie Amalie Moth. Men Kongen udnævnte en anden, Frederik v. Gabel, en Søn af den bekjendte Slesviger Christopher Gabel, der havde spillet saa stor en Rolle under Enevoldsregjeringens Tilblivelse, og Svigersøn af Ove Juel, med hvis Datter han havde havt Bryllup i Christiania 1671. Gabel fik imidlertid kun Bestalling som Vice-Statholder, en Titel der for første Gang blev anvendt paa en Tid, da der ingen virkelig Statholder gaves^[1]. Vice-Statholderen fik heller ikke den øverste militære Kommando i Norge, der hidtil havde været forenet med Statholderskabet. Denne overdroges nemlig til Grev Gustav Wilhelm Wedel, stamfaderen for denne grevelige Æt i Norge, der hidtil havde været Næstbefalende under Gyldenløve, men nu udnævntes til Feltmarskalk^[2].

Frederik v. Gabel var udentvivl en velmenende og agtværdig Embedsmand af flersidige Interesser, men han synes at have manglet Dømmekraft og staar for Eftertiden nærmest som en uheldig Projektmager. I denne Egenskab skal han især have fremtraadt under Frederik den fjerdes første Norgesreise^[3] i 1704, da han fremsatte en Hoben Forslag om nye Fæstningsanlæg. Hans Stilling var forøvrigt dengang nylig bleven noget forandret, thi Kongen havde under 16de Februar s. A. oprettet en Regjeringskommission for Norge, der efter dens Forsamlingssted, Akershus Slot, fik det forældede og siden af Mange misforstaaede Navn «Slotsloven», og som skulde bestaa af nogle høie Embedsmænd under Forsæde af Vice-Statholderen. Slotsloven aabnedes høitidelig af Kongen selv den 11te Juni 1704.

Med flere af den høieste Embedsstand laa Gabel forøvrigt hyppig i Strid og Uvenskab. En af hans Uvenner var Stiftamtmanden Christian Stockfleth. Søn af Byens fordums Biskop og en i flere Retninger fremragende Mand. Han havde tjent som Diplomat, besad en for den Tid vistnok sjelden Kundskab i Norges Historie og fornemmelig dets Ret og havde under Forarbeiderne til Christian den femtes Lov arbeidet for at bevare de nationale Elementer i sit Fødelands Lovgivning. Under sine Berøringer med Gabel skal han ikke have kunnet holde sine satiriske Tilbøieligheder i Tømme, og Følgen blev, at han maatte forlade sin Stilling i sin Fødeby Christiania og sin kjære Eiendomsgaard Tøien for at blive Stiftamtmand i Bergen^[4]. Med den nysnævnte Feltmarskalk Wedel var Gabel i den Grad bleven uenig, at gjentagne kongelige Reskripter maatte til for at paalægge dem Fred og Fordragelighed. Ogsaa med Generalløitnant Hausmann (den ældre) kom han i en Strid, foranlediget ved en liden religiøs Bevægelse i Byen, der senere skal omtales.

I Aaret 1700 optraadte Gabel imod det Uvæsen, som Fanter og Landstrygere allerede i en Menneskealder havde drevet her i Landet. Han skriver til Kongen herom saaledes: «Klapjagten paa Røvere og fordægtige Personer foregik den 4de Oktober. Her paa Akershus har jeg 44 Personer siddende, og idag (9de Oktober) har jeg fra Hedemarken Underretning om, at man der har faaet fat paa 86, hvad paa andre Steder, ved jeg ikke. Landet er i den

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Grad fornøiet herover, at det ikke kan beskrives, da Ingen længere

kunde bo sikkert og uden Frygt, og var der blevet noget af Krigen, havde dette Folk gjort mere Skade end de fiendtlige Partier, hvorfor det ganske maa udryddes. Fire af Landstrygerne, hvoraf den ene var en af Skjelmernes Hovedmænd, havde brudt ud af tre Fangehul paa slottet og om Aftenen spadseret ud af Fæstningen over Volden».^[5] Statholderen fik gjennem et Reskript Tilkjendegivelse af Kongens Tilfredshed med disse Fantejagter.

Den Ros skal ikke kunne frakjendes Gabel, at han varmt interesserede sig for Norge og navnlig med Varme udtalte for Kongen, at Landet ikke maatte tilsidesættes for Danmark eller regjeres efter «Particulaires i Danmark, deres Egennyttighed» o. s. v.^[6]. Han var heller ikke uden historisk og literær Sands, idet han optegnede nogle af sine Erindringer fra Frederik den tredies Tid, brevvexlede med Arne Magnusson om Norges ældre Statsret og lod Karter optage over Norges Kyst ligefra den gamle Grændse ved Götaelven op til Helgeland^[7]. Han døde 1708.

Gabels Efterfølger, den aldrende General Johan Vibe, tidligere kommanderende General nordenfjelds, døde efter en kort Embedstid som Vicestatholder 1710, og nu kom Turen til Gyldenløves og Sophie Urnes Søn, Baron Woldemar Løvendal. Denne Mand var tidlig kommen bort fra Danmark og havde opnaaet en høi Anseelse ved den sachsiske Churfyrst Frederik Augusts (tillige Polens Konges) Hof i Dresden. Her havde Frederik den fjerde under sin Udenlandsreise lært ham at kjende, og han blev nu i 1710 indkaldt for igjen at forene den militære og civile Overbestyrelse i Norge, hvor Regjeringen lovede sig meget af hans militære Talenter, da Krigen med Sverige igjen var udbrudt. Løvendal kom til det danske Hof den 8de Juli 1710 og indtraf i Christiania den 26de August^[8]. I 1711 foretog han sit bekjendte Streiftog ned i Viken eller Baahuslen. At han i de Par Aars Tid, han var ansat i Norge, var ivrig og nidkjær, kan ikke betvivles, men hans Ophold blev for kort til at efterlade varigere Spor. Efterat han 1712 var vendt tilbage til Sachsen, vedblev han stedse at være en Ven af Norge, og reisende Nordmænd fandt altid hos ham en venlig Modtagelse. Han døde 1740.

Kort efter at Løvendal havde forladt vort Land, forfattedes af en Anonym en Panegyrik over ham paa Tydsk. Den er ikke bleven trykt og er saagodtsom ikke benyttet af Historikere, skjønt den haves i flere Afskrifter^[9]. Den skildrer Forholdene med saa mørke Farver, at man næsten maa tænke paa den saakaldte «norske So», og er overhoved paatagelig ensidig, men den har dog sin Interesse, og dens Hovedindhold skal derfor her blive gjengivet i Uddrag.

«Norges Tilstande, heder det, var dengang, da Løvendal kom herop, yderst mislige, Embedsstanden var fordærvet og Administrationen ynkelig og svag. Ligefra Stiftamtmanden og ned til Sorenskriveren («den laveste Embedsmand») gjorde Enhver, hvad han lystede. Foged og Amtmand enedes broderlig om at flaa Naboens Hud, og Regnskaberne vare i den værste Forfatning. Præsidenter, Byfogder og Politimestere skulde være Tremarksmænd, om Loven maatte gjælde. Toldvæsenets Kontrollører, Inspektører, Visitører tilligemed Skibsmaalerne gjøre sig skyldige i Underslæb. Disse samme Personer havde i denne Hensigt udfundet en hidtil uhørt Fremgangsmaade («ein ganz nagelneuer Handgriff»), idet de havde oprettet mellem sig en saakaldt «Subdivitions-Cassa» i Christiania og «bei Profanirung des hochwürd. Sacraments des Altars» forpligtet sig til i den at nedlægge alle de Penge, de kunde underslaa, saa at disse hvert Fjerdingaar efter en vis Proportion skulde fordeles mellem Interessenterne. Dette havde ogsaa en Tidlang virkelig fundet Sted, indtil et værdigt Medlem af Interessentskabet røbede Sagen. Stiftamtskriverne, som havde de fleste Midler under sine Hænder, havde været uredelige og derved alene formaaet at opføre de «magnifike Palæer», der vare Vidnesbyrd om deres paa den Maade samlede Formuer. Navnlig havde en af disse gaaet overordentlig vidt i sine Besvigelser og sin luxuriøse Levemaade^[10]

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Pipervigsbakken i dens gamle Skikkelse. Zinkætsning efter et gammelt Lithografi.)

«Sagbrugseierne, forsætter den anonyme Forfatter, lode aarlig skjære dobbelt saa megen Last, som de havde Ret til, eller idetmindste det dobbelte af det Kvantum, hvorfor de betalte Afgift. Massen af den skaarne Last var saa stor, at i den Krig, som nu førtes, havde en eneste Mand havt liggende Bord for 100.000 Rdl., der vare blevne aldeles ødelagte. Og dog er Brændeved her kostbarere end i flere Egne af Tydskland.

«Militærstanden fortjener ikke at roses, thi den mangler Disciplin, Øvelserne ske uden Raskhed, og Officererne sove ind paa sine Landgaarde mellem Fjeldene og tænke mere paa private Gjøremaal end paa at udføre Heltebedrifter^[11].

«Den forrige Statholder^[12] havde ment det vel, men han var en altfor gammel Mand, «havde vænnet sig til at drikke en stærk Spiritus» og var kun en ganske kort Tid i Embedet. Altsaa «Landet tiltrængte en Mand», og til almindelig Glæde modtog Løvendal det ham tilbudne Embede. Han havde kort i Forveien afslaaet Overanførselen over den danske Hær. Nu skyede han ikke den raa Aarstid og den farlige Søvei. Han forbedrede Justitsen, bragte Finantserne i Orden og gjengav Landet dets tabte Splendeur. Militærstanden blev korrigeret, den Øverstbefalende droges til Ansvar for sin Konduite, dengang den svenske Armee kom til Skaane, thi han var endog beskyldt for Korrespondance med Fienden og for at have taget svenske Stikpenge, hvorfor han i nogen Tid fik Arrest i sit Hus^[13]. En anden, der en Tid havde holdt sig udenfor Tjenesten, traadte i hans Sted og er fremdeles Chef for Militsen. For at opdage alle Hemmeligheder og faa den fulde Sandhed at vide om de tidligere Misligheder blev Stabs-Sekretæren arresteret. Hvorledes han har besvaret de forelagte Spørgsmaal, vides ikke. Dog er han efter afgiven Forklaring for den nuværende General-Auditør bleven fri for at undergives den Tortur, der allerede var paabuden. Flere skulle have været indviklede i disse Affærer. Man lod ved samme Tid arrestere en rig Kjøbmand fra Frederikshald, der beskyldtes for Korrespondance med Fienden^[14]. Proviantforvalternes Færd blev undersøgt, og man spurgte dem, hvorledes det gik til, at de kunde leve paa en saa høi Fod og bygge saa prægtige Huse. Disse utro Husholdere bleve saaledes behandlede, at den stakkels soldat dog herefter kan idetmindste faa ubedærvet Brød.

«Løvendal besøgte Kongsberg, («Königsberg ist der verdriszlichste Ort der Welt»), hvor Intet kunde undgaa hans skarpe Øine. Verket, der før havde været drevet med Tab, fik nu en erfaren »Cavalleer« fra Sachsen til Overberghauptmand. Denne havde som Fremmed mange imod sig, men Løvendal lod endel af Verkets Betjente arrestere paa Akershus Slot og en anseelig Kommission nedsætte i Anledning af begaaede Underslæb. Disse urolige Hoveder havde Intet imod at trække andre med sig i Ulykken, og saaledes fik man nøie Rede paa Sagerne. Den nye Berghauptmand drev Verket op, saa at det ti forrige Aars indbragte 180,000 Rdl. Netto^[15].

«Sagbrugseierne maatte bekvemme sig til større Afgifter. Ogsaa Fisketienden forøgedes; kun nordenfjelds havde man at kjæmpe med «ein interessirter Oberpriester»^[16], der ikke undlod paa enhver Maade at bruge Chikaner.

«Under Christian den femtes Norgesreise havde det hændt, at en Bonde, som uretfærdig havde tabt sin Sag, opsøgte Kongen og præsenterede ham et smukt indbundet Exemplar af Norske Lov. Kongen spurgte, hvad hans Mening hermed var, og Bonden svarede: «Fader, tag Bogen med Dig igjen, vi har ikke mere Brug for den i Norge»^[17]. Men nu reformerede Løvendal Retsvæsenet. Stiftamtmænd, Lagmænd og Sorenskrivere fik alvorlige Formaninger. Endel Lagstole og andre Dommerembeder vare besatte med gamle og udlevede Mænd, men disse fik nu habile Medhjælpere med Exspectance paa Embederne. Byerne vare i Forfald og Magistraterne uduelige. 1de fleste Stæder (?) var der vel et Politi, men Christiania, det hele Lands Hovedstad, havde intet. Flere Byfogder kunde ikke undgaa Straf.

«Løvendal reiste omkring i Landet til Stæder og Landsbyer. O, hvilken Mængde Suppliker bleve ikke daglig overrakte ham underveis! De fyldte mange Sække. Folket jublede.

«Store Misbrug gik i Svang med Hensyn til de geistlige Embeder. Af hvilken Aand Præsterne vare Børn, kunde man bedst se af den aarlige Katalog over Processer for Overhofretten, thi over Halvdelen af disse angik saakaldte Præster. De dreve stærkt paa Handel. Dog vare de nordlandske Geistlige at undskylde, da deres Indtægt næsten kun bestod i Fisk. Søndenfjelds, hvor Præstekaldene havde rigelige Indtægter, havde mange Præster spillet under Dække med Toldbesvigere og befordret deres Lurendreierier. Hans Excell. lod sig de sørgelige kirkelige Forhold være magtpaaliggende, da han let begreb, at Befolkningen var slet funderet i sin Religion, at Skolerne^[18] ikke duede, og at Børnene ikke af sine Forældre vænnedes til piété og Skolegang.

«Daglig stod Løvendal Vinter og Sommer, op mellem Kl. 3 og 4. Han modtog og hørte alle. Pasquiller som indsendtes under Skin af at være Suppliker, lagde han høimodig tilside og gav ordre til, at hans Betjente ikke skulde modtage anonyme Skrivelser. Han unddrog sig ingen Byrde. Da en daglig Skat blev paalagt, ilignede han sig selv noget klækkeligt, for at ingen Anden skulde kunne begjære Fritagelse. Han drev det derhen, at istedetfor 200,000 Rdl., hvorpaa der var gjort Regning, indkom det dobbelte. Fra alle Kanter af Verden ventede man hans Post, og han fik Kundskab om, hvilke Breve hemmelig medførtes. Hans Korrespondance var forbausende stor, og hans Akkuratesse ganske utrolig. Han var misfornøiet med Postvæsenet i Christiania.

«Da han forlod Landet, vilde hans Gemalinde følge med, men blev syg paa Veien formedelst Vind og Storm og maatte vende tilbage til Christiania. Selv kom han til Kjøbenhavn. Man længtes efter at faa ham til Norge igjen. Men Grev Pflug i Sachsen var pludselig død og Hs. Excell. i hans Sted udnævnt til Overhofmarskalk. Han søgte derfor sin Dimission af dansk Tjeneste til almindelig Bestyrtelse for Nordmændene og tog i Holsten Afsked med det danske Hof.

«Nu forfaldt Alting i Norge. Slotsloven gjør intet mere af Vigtighed, og Overhofretten agtes ikke mere. Retfærdigheden lider Nød, Gaver modtages igjen, Handelen ligger nede. Göteborger-Kapere optage Skibene, som derfor kun i ringe Mængde løbe ud.»

Saavidt Anonymen. Bæreren af hin Tids Traditioner, Carl Deichman, har ogsaa opbevaret et Par Træk af Løvendals Ophold i Christiania. Han lignede, siger Deichman, i flere Maader sin Fader og «indbragte her i Landet en Magnificense og et Udvortes, som Nationen ikke havde været vant til siden dennes Dage». Han gav Baller og Maskerader (de første i Christiania), men var for Resten i sit daglige Liv en streng Militær. Længe vidste man at tale om en Maskerade, ved hvilken Løvendal havde forelsket sig i Oberst Wilsters Datter, der forestillede en Hyrdinde. «De bleve usynlige for nogen Tid, og siden fandt man hendes Capot igjen ved Abildsø» (i østre Aker). Hans katholske Frue, der ei forstod Sproget, skal have spurgt, hvad jaloux hedte paa Norsk.

1. Følgen heraf var, at Nordmændene stundom troede, at den gamle Gyldenløve fremdeles var deres Statholder; ved Nedlæggelsen af Grundstenen til Throndhjems Raadhus 1702 satte man derfor hans Navn som saadan efter Kongens paa den nedlagte Plade.
2. Om denne Mand se Y. Nielsen, Grev Herman Wedel-Jarlsberg og hans Samtid, I. S. 592 flg. Han trivedes ikke i Norge, hvis Klimat ikke bekom ham vel, og hvis Sprog han ikke forstod. Han opholdt sig afvexlende i Norge, i Kjøbenhavn og i Oldenburg, hvor han ogsaa var Guvernør.
3. Reisen er beskreven af U. C. Gyldenløve, hvis franske Manuskript oversattes af C. Engelstrup, der lod sin Oversættelse trykke i Christiania 1780.
4. Se om Stockfleth fornemmelig Samll. t. N. F. Sp. o. Hist. IV. S. 293 flg.
5. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, udg. af Chr. Lange, II. S. 255. Eilert Sundt, Beretning om Fantefolket 2. Opl. S. 184.
6. Se f. Ex. Norsk Tidsskrift l. c. S. 254 flg.
7. Wilses Reise-Iagttagelser, I. S. 26.
8. Noget før Løvendals Ansættelse havde Frederik IV. ladet en Platen opsende for at anstille en Undersøgelse af Slotslovens Embedsførsel. Da han kom ind i det forsamlede Kollegium og foreviste sin Fuldmagt, bleve, som han indberetter, Medlemmerne forfærdede, og de «changerede couleur».
9. Saaledes i det danske Rigsarchiv blandt Danske Selskabs Samlinger, skjænket 1749 af Henning Arnisæus Irgens (om hvem se Hjorts og Krags Efterr. om Røraas S. 327). Kun C. Deichman har kjendt Skriftet, der ogsaa findes blandt hans Haandskrifter.
10. Hermed sigtes formodentlig til Christopher Mohrsen i Bergen, der 1711 grebes i en Kassemangel paa 100,000 Rdl. og kom paa Akershus Fæstning i 13 Aar.
11. Forf. gaar endog saavidt, at han paastaar, at det var den norske Armees Feil at Svensken i 1710 kunde møde op i Skaane med den Hær, hvormed de Danske bleve slagne (ved Helsingborg).
12. Altsaa Johan Vibe.
13. Generalløitnant H. E. Tritschler, der (som den fraværende Feltmarskalk Wedels Stedfortræder) førte Kommandoen, blev virkelig afsat af Løvendal, og hans Sekretær Morsing blev arresteret. O. Vaupell, den dansk-norske Hærs Historie, I. S. 422. I Personalhist. Tidsskrift, 2. B. III. S. 31 berettes, at Generalinde Tritschler tilligemed Sekretæren havde foretaget en i Betragtning af Krigen høist paafaldende Reise til Stockholm, og at deraf reiste sig Mistanke mod Generalen. Denne Begivenhed er paa sidstanførte Sted af Udgiveren henført til 1715, men det er aabenbart, at det er skeet 1710.
14. Her sigtes aabenbart til Jochum Mathiessen og hans Søn Mathias Jochumsen, der i Juli 1710 førtes til Akershus Fæstning og længe maatte hensidde der i Bolt og Jern, men siden ganske frikjendtes for al Mistanke. Se B. Moes Tidsskr. for den norske Personalhist. I. S. 210 flg.
15. Om disse Kongsbergske Forhold findes udførlige Oplysninger i M. Th. Brünnichs Kongsberg Sølvbergverk, S. 249 flg.
16. Biskop P. Krog?
17. At denne Anekdote er urigtig, fremgaar allerede deraf, at Christian V. reiste i Norge 1685, og at hans Norske Lov først udgaves 1687.
18. hvilke dengang ikke existerede!