Det gamle Christiania/7

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 106-122).

Det norske Statholderskab tiltog i Anseelse i samme Forhold, som Norges Betydning for Monarkiet mere og mere anerkjendtes og paaskjønnedes. De første Statholdere havde ikke engang været Medlemmer af Rigsraadet, men i syttende Aarhundrede opnaaede Statholderen efterhaanden at sættes i Klasse med de høie Rigsembedsmænd. Efter Suverænetetens Indførelse saa man ogsaa kun meget høie Personer i dette Embede, og valgtes stundom en Adelsmand udenfor den fornemste Kreds, fik han kun Udnævnelse som Vicestatholder. De seneste Indehavere af Stillingen vare af fyrstelig Stand, og den sidste blev Thronarvingen selv. Hannibal Sehesteds Statholderskab (1642–1651) er af megen Vigtighed for Landets almindelige Historie. En Svenskekrig fik hos os Navn efter ham. Han bestræbte sig for at give den norske Lokalstyrelse en større Selvstændighed og kom derved i Strid med Rigshovmesteren, svogeren Corfits Ulfeldt. I Postvæsenets Opkomst her i Landet havde han stor Andel. Ikke mindre optagen var han af sine private Anliggender, og han var tilsidst bleven Landets største Jordegodseier. Som gift med en Kongedatter, Frøken Christiane, som hun stedse vedblev at kaldes, har han vistnok ført et stort og kostbart Hof i Christiania, men der er dog ikke levnet os den Art Efterretninger om ham, at han kan faa nogen egentlig Plads i Byens særlige Historie.

Hannibal Sehested efterfulgtes af Gregers Krabbe († 1665) og denne igjen af den rige Hr. Nils Trolle. Han hørte til det høiaristokratiske Parti og havde ved Rigsdagen i 1660 tilladt sig stærke Ytringer^[1]. Dette var sandsynligvis Grunden til, at han afskedigedes 1661^[2], nogen Tid efter, at han havde lagt Grundstenen til Frederiksstens Fæstning. Forøvrigt havde han under sit Ophold her i Norge en ret mærkelig strid med en tydsk Eventyrer, Oberst Georg Schrøder (adlet Lövenklau), der fra svensk Tjeneste var gaaet over i dansk og var bleven Proviantskommissarius i Norge. Dette var en brutal og ondskabsfuld Person, hvis Lyst til Dueller «var endog Børn bekjendt i Christiania». Statholderen afsatte ham, men han gjorde gjældende, at han var ansat af Kongen selv, og det kom til en Proces, der skal have været den første, der paadømtes af den nye danske Høiesteret. Nils Trolle, der skal have forlangt kun at dømmes af adelige Dommere, vandt Sagen, og Lövenklau dømtes til som Løgner at have sit Adelskab forbrudt. Han drog saa udenlands og udgav i Holland et Skandalskrift mod Nils Trolle^[3]. Som al Skandalliteratur maa naturligvis denne Bog læses med Mistænksomhed og benyttes med Forsigtighed, men enkelte Træk deraf fortjene dog trods de øiensynlige Overdrivelser og Urimeligheder en vis Opmærksomhed, da de omhandle Forholdene i Christiania under Krigen. Trolle beskyldes for Feighed; sin Kone og sine Børn samt sit Gods sendte han, heder det, paa 40 Slæder til Bergen; selv forlod han ikke Byen og saa aldrig til Armeen. De rige Folk i Christiania, fortælles der videre, fik Lov at bringe sit Gods i Sikkerhed ind paa Akershus, men de fattige Folk i Forstæderne maatte finde sig i, at deres Huse bleve nedbrudte eller brændte. Uagtet adskillige Borgere i Norge, fornemmelig i Christiania, vilde have sendt Skibsladninger til Kjøbenhavn med Træmaterial, hvortil der under Beleiringen var stor Trang, var dette blevet hindret af Trolle. Ligesaa skulde denne have optaget Laan paa Kongens Vegne til 5 pCt., skjønt endel Indbyggere i Christiania og Tønsberg havde tilbudt Penge til 3 pCt. Endelig beskyldtes Statholderen for i de faa Aar, han levede i Norge, at have udsuget Nordmændene paa det Skammeligste, understøttet heri af sin Hustru, Helene Rosenkrands, og sin «Geheimeraad», Kommissarius Meklenburg; hans Udpresninger anslaaes endog til «flere Millioner» (!)^[4]. Efter at Lövenklau selv var draget bort fra Norge, kom i 1662 hans Søn, Johan Christian, derhen, uvist i hvilken Hensigt. Ogsaa han vakte Røre og Spektakel, idet han paa Christianias Gade dræbte en Student i Tvekamp, hvorfor han dømtes fra Livet, men indstilledes til Benaadning.

Efter Nils Trolle kom Iver Krabbe, Hovedet for den i Skaane hjemmehørende Adel. Denne var i det Hele misfornøiet med de nye Tilstande i Danmark, og Krabbe med flere Andre havde tænkt paa at udvandre «af «Jalousi, fordi Fremmede og især Holstenere bleve foretrukne for Danske», men han betænkte sig og modtog 1661 det norske Statholderembede^[5], hvori han forblev tre Aar.

Han afløstes af Ulrik Frederik Gyldenløve, hvis Navn i begge Rigers, navnlig dog Norges, Historie har en saa bekjendt Klang. Han var Frederik III.s Søn med en Holstenerinde, Margrete Pape, og født 1638^[6]. Om Gyldenløves Ungdom vides ikke stort, men saa meget er vist, at Faderen elskede ham meget høit og gav ham en fornem Opdragelse, ja endog den stolte Dronning Sophia Amalia viste ham Godhed, bar ham tidt paa Armen, før hun selv fik Børn, og gav ham Foræringer^[7]. Under Kjøbenhavns Beleiring gjorde Gyldenløve allerede Tjeneste som Oberst og havde 1659 den Ære at være den første, der bragte Kongen den glædelige Efterretning om de svenskes Nederlag ved Nyborg. Ved samme Tid var den unge Mand traadt i nær Forbindelse med en adelig Jomfru, Sophia Urne, til hvem han endog hemmelig lod sig vie. Dette Valg mishagede imidlertid Kongen i høi Grad, som man antager formedelst Sophia Urnes Slægtskab med den Ulfeldtske Familie. Ægteskabet blev derfor ikke anerkjendt, Sophia Urne gik i Itzehoe Kloster, og allerede i Slutningen af 1660 var Gyldenløve anden Gang gift med den siden saa ilde berygtede Marie Grubbe, hvis Historie har været et stærkt udnyttet Stof for Romanforfattere. Bryllupet fandt Sted uden stor Høitidelighed, skriver den nederlandske Gesandt, men Frederik III. havde dog selv ved denne Leilighed beæret sin Søn med et tydsk Bryllupsdigt, trykt paa gult Atlask, der er et mærkeligt Exempel paa den drøie og saftige Udtryksmaade, man da og længe efter tillod sig i den Art af Poesier^[8]. I de følgende Aar var Gyldenløve i længere Tid udenlands, gik først i fransk, dernæst i spansk Tjeneste og kjæmpede tilsidst mod Portugiserne, hvis Uafhængighed af Spanien endnu ikke var anerkjendt. Ved

Statholder Ulrik Frederik Gyldenløve. Hoffet i København fortaltes der i 1663, at han var bleven Grande af Spanien og havde faaet en aarlig Pension af 8000 Rdlr., samt at han «behandledes paa samme Fod som Don Juan d’Austria»^[9].

Efter sin Hjemkomst blev Gyldenløve 20de Januar 1664 udnævnt til Statholder i Kongeriget Norge og vedblev næsten i mere end en Menneskealder i denne Post.

Allerede tidlig begyndte Gyldenløve, der forøvrigt var Godseier baade i Danmark og Holsten, at erhverve faste Eiendomme i Norge, noget, hvortil hans Stilling naturligvis gav ham en særdeles gunstig Anledning. Hans Blik faldt snart paa de Godser i Nærheden af Laurvig, som tilhørte Familien Lange. Denne, der havde været særdeles rig og mægtig i Egnen, var i den senere Tid gaaet meget tilbage, og nu kjøbte Gyldenløve 1670 dens Hovedgaarde Fritsø, Halsen og Brunlaug. Derefter foretog han en Række af Transaktioner, sigtende til at afrunde og udvide disse Besiddelser, og i denne Henseende lader det sig ikke nægte, at han mere end en Gang har krænket andres Ret for sine egne Interessers Skyld. Han udvirkede nemlig allerede samme Aar 1670 hos sin Halvbroder Christian V. et Reskript, hvorved han fik Ret til «som rette Odels-Eier» at «indløse» alt Gods, som Langerne tidligere havde solgt i Brunlaug Amt, for hvad han med Kjøberne «i billigste Maade kunde forenes», med andre Ord at fordrive disse fra deres Gaarde. Den samme Ret tilstodes ham ogsaa lige over for de Personer, til hvem Kongens Fader og Farfader (Frederik III. og Christian IV.) i sin Tid havde pantsat eller endog til Odel afhændet Jordegods i Nummedal og Sandshverv «mod derfor at betale den Sum, som derfor paa det kongelige Skatkammer var gjort Regnskab for», altsaa uden Hensyn til Gaardenes i Tidens Løb stegne Værd. Endvidere fik han ogsaa Ret til «imod Vederlag af lige godt Gods» at tilbytte sig det «ham beleilige Kronens Gods», uanseet om Kongen selv besad det, eller det var «andre beneficeret eller perpetueret», og endelig fik han Forkjøbsret til alt Tømmer fremfor andre i Laugens Vasdrag samt fornyede Privilegier for Fritsø Jernverk.

Det paa denne Maade samlede Gods ophøiedes saa under 29de September 1671 til et Grevskab for ham og hans ægte Descendenter i Mands- og Kvindelinien, efter hvis Uddøen det skulde hjemfalde til Kronen. Grevskabet fik Navn af Laurvig, og Kongen udtalte i Patentet, at dette Grevskab «skulde holdes og agtes for det første i Rigerne». Ved samme Leilighed skjænkedes til Greven en stor Del af Kronens faste Indtægter af det hele Brunlaug Amt, ligesom Greven fik jus patronatus til Kirkerne i dette og kom i Besiddelse af baade Kronens og Kirkernes Andel i Tienden i Amtet. Endvidere fik han Birkerettighed og Hals og Haand over alt det grevelige Gods, Tiendefrihed af sine Sagbrug og Jernverket, Ret til at bortforpagte eller til andre at «assignere» syv Aars Indtægter af Grevskabet osv. Ogsaa Laurvig By, der nu unddroges fra det tidligere Forhold til Tønsberg, henlagdes under Greven, som her fik Birkerettighed, Sigt, Sagefald osv.

Gyldenløve vedblev i de følgende Aar fremdeles at forøge sine Eiendomme ved Kjøb og Erhvervelse med eller mod vedkommende Eieres gode Villie. Mærkeligst er i denne Henseende Erhvervelsen af Brunlaugnæs jernverk. Dette, der laa lige i Nærheden af det Gyldenløve tilhørende Fritsø Verk, ønskede Gyldenløve gjerne at forene med dette, ligesom Brunlaugnæs Verks Jordegods laa meget bekvemt for en Indlemmelse i Grevskabet; men det Participantskab, som eiede Verket, vilde ikke skille sig derved. Gyldenløve udvirkede imidlertid i 1690 en kongelig Befaling, hvorved der udnævntes Taxationsmænd, som skulde værdsætte Verket, og nu maatte dette efter afholdt Taxtforretning afstaaes til ham med alle tilhørende Gruber, Bygninger osv. Siden vare Brunlaugnæs og Fritsø Verker stedse forenede.

Derefter blev der udstedt et saakaldt Extensions-Patent, der yderligere udvidede Grevskabet Laurvigs Rettigheder. Hidtil havde Grevens Overøvrighedsret kun omfattet Staden Laurvig og Grevskabets egne Eiendomme, men nu blev den udstrakt over det hele Brunlaug Amt, hvilken Benævnelse dermed afskaffedes. Ved samme Leilighed gjordes nogle Forandringer i Arvegangen, der blev truffet Bestemmelser om Hoveri til Grevskabets Avlsgaard osv. Paa denne Maade var Greven bleven en overmaade mægtig Mand, han var selvskreven og arvelig Overøvrighed i Distriktet, udnævnte alle geistlige og juridiske Embedsmænd, oppebar en stor Del af de Indtægter, som andensteds tilhørte Kronen eller Kirken, og besad derhos Norges den Gang største Jernverk, uhyre Jordegodser og dertil Privilegier, der gjorde det umuligt for andre at konkurrere med ham i Trælastexporten paa denne Kant. De eneste offentlige Funktionærer (naturligvis bortseet fra Militæretaten), som Kongen fremdeles beskikkede, var Postmesteren og Toldofficianterne i Laurvig By.

Som man kan slutte fra de omtalte store Privilegier for Laurvig Grevskab, var han stedse i høieste Yndest hos sin Halvbroder Christian V. og formaaede under ham vistnok endnu langt mere end under sin klogere og mere karakterstærke Fader. Christian V. kunde ikke ret undvære hans Omgang, og Gyldenløve selv fandt det ogsaa ulige behageligere at færdes i Kjøbenhavn end at residere som Statholder paa Akershus eller i Christiania. Som Følge heraf var han idelig fraværende fra Norge, hvor der herefter som oftest var ansat en Vicestatholder, medens Gyldenløve selv beholdt baade den høie Aflønning og en øverste Ledelse af Embedets vigtigste Forretninger. Allerede faa Maaneder efter Frederik III.s Død indberettede fremmede Ministre til sine Hoffer, at «Vicekongen af Norge», Gyldenløve, var den unge Konges altformaaende Yndling. Han havde imidlertid for saa vidt en priselig Selvkritik, at han indsaa, at han ikke var nogen egentlig Statsmand, og skjønt han naturligvis nok var Medlem af Geheimestatsraadet, forsøgte han neppe nogensinde at opkaste sig til Leder af Danmarks Politik. Desto mere deltog han i alle Hofanliggender og synes her uden Sammenligning at have været den toneangivende. Hans private Liv var forøvrigt temmelig tøilesløst, hvilket vel tildels har været Aarsag til, at hans Ægteskab med Marie Grubbe blev yderst ulykkeligt. Formodentlig har dog skylden været stor paa begge Sider, da Fru Maries Historie idetmindste senere blev saa rig paa Skandale; men hvorom alting er, vare de allerede i 1668 blevne separerede, og senere bleve de formelig adskilte. Man har ogsaa ment, at Gyldenløves Besøg i London, hvor han 1669 som Ambassadør havde lært Carl II.s letsindige og ryggesløse Hof at kjende, heller ikke har øvet den bedste Indflydelse paa hans Moralitet. Han antoges derfor at øve en mindre god Indflydelse paa Christian V.s private Levemaade, idet han skal have forført ham til Udsvævelser, og dette skal have bevæget baade Enkedronningen og Griffenfeldt til at ønske ham fjernet fra Kjøbenhavn. Han fik da ogsaa i 1673 Befaling til at gaa tilbage til Norge.

Her havde i de senere Aar (siden 1669) en dansk Adelsmand, Ove Juel til Villestrup, fungeret som Vicestatholder. Juel havde ligesom Iver Krabbe i Begyndelsen været misfornøiet med Enevælden, men snart fundet sig i det uundgaaelige og var nu i høi Naade. Hans efterladte Dagbøger^[10] indeholde forskjellige Ting om hans Ophold og Virksomhed i Norge. Vi erfare ogsaa af hans Optegnelser, at Gyldenløve i Juni 1673 kom tilbage til Christiania, hvor nu baade Statholder og Vicestatholder en Tid virkede samtidig, indtil den sidste i 1674 blev kaldet tilbage til Gyldenløves Misfornøielse, da han derved fremdeles maatte finde sig i at blive, hvor han var.

Snart forestod ogsaa Begivenheder, der gjorde hans Nærværelse i Norge uundgaaelig, især da han foruden at være Statholder tillige var Øverstkommanderende General. Det var Krigen med Sverige. I denne kom Gyldenløve til at udføre de Bedrifter, der udgjøre hans Livs Hæder og have omgivet hans Navn med en velfortjent Glands. Krigen, der senere i Norge gik under Navn af «Gyldenløvefeiden», medens man i Danmark kaldte den «den skaanske Krig», hører til de mærkeligste, der nogensinde ere førte paa den skandinaviske Halvø, og betegner et stort og glædeligt Opsving i den norske Hærs Udvikling.

Gyldenløve har uden Tvivl allerede før denne Krigs Udbrud været meget afholdt af Nordmændene; men endnu mere er han bleven det som Feltherre. En fortjent norsk Krigshistoriker, Oberstløitnant Schnitler, sammenligner hans Fortjenester og hans Popularitet med Christian Augusts i en senere Tid, og denne Parallel har maaske nogen Sandhed, hvor grundforskjellige de to Hærføreres Personligheder end vare. Alle Vidnesbyrd tyde ogsaa paa, at Gyldenløve har besiddet en sjelden Evne til at vinde Almuens Hjerter, og hans Navn har ogsaa lige indtil den sidste Tid været bevaret i Traditionen, medens de fleste af de følgende Statholdere og Generaler forlængst ere gaaede i Forglemmelse. Fornemmelig har Carl Deichman givet disse Følelser Udtryk. Han fortæller saaledes: «Nordmændene ansaa Gyldenløve som sin Skytshelgen og havde en synderlig Veneration for denne Herre formedelst hans prægtige Opførsel, populære Omgang, tapre Anførsel og lystige Levned. Han tog dem og i alle Ting i Protektion, særdeles Almuen, den han forsvarede mod alle Exekutioner og ubillige Paalæg. Han var i Stand til at bringe Nationen til, hvad han vilde, han hørte selv Folkets Klager og lod dem sjelden gaa utrøstede fra sig. Fjeldbønderne kaldte ham aldrig andet end «Du Gyldenløve». Mange Historier har man om, at han ofte forklædte sig for at prøve, om deres Kjærlighed var paalidelig». I Bergen indtog han alle ved sit Besøg der 1665, hvorved Fru Marie Grubbe ledsagede ham. Han udmærkede sig her som Skytte, skjød Papegøien og vandt de udsatte Præmier for Mesterskuddet, en Sølvkande, en Sølvske, Buxeklæde osv. Borgerne bleve trakterede statelig af ham, han modtog ogsaa deres Indbydelser, og «da Hs. Exc. var lystig, slog han Raadstuens Vinduer til Gaden ud og lod sætte sit og sin Frues Vaaben ind i de nye». I Christiania blev hans Skaal stadig drukken i Gjæstebud næst efter Kongen. I Orkedalen traf Gyldenløve sammen med en Præstesøn, der formedelst sin Styrke kaldtes den norske Bjørn, og udæskede ham strax til en Styrkeprøve med de Ord: «Er du den norske Bjørn, saa vil jeg nu prøve, om du kan tage Tag med Løven». I Hallingdal fortæller man endnu om hans Samtaler med sine naive Skydsfolk, hvem han gav Gulddukater i Drikkepenge osv.; men samtidig har ogsaa Sagnet om hans Libertinage vedligeholdt sig i Fjeldbygderne.

Midt under Svenskekrigen havde Gyldenløve giftet sig for anden eller egentlig tredie Gang med Antonette Augusta af Aldenburg, en Datter af Grev Anton af Aldenburg, der igjen var en uægte Søn af Oldenburgs sidste Greve. Han havde længe været forlovet med hende, men Ægteskabet var blevet udsat formedelst Brudens store Ungdom. Bryllupet fandt Sted den 16de August 1677 i Laurvig, hvorhen Gyldenløve havde begivet sig fra Krigsskuepladsen i Baahuslen. En Adelsmand af en ringere Familie, Hans Jernskjæg, der var i Gyldenløves Tjeneste, fortæller^[11], at Gyldenløves Husholdning ved den Tid var bleven flyttet til den «grevelige Residens i Laurvig», og at hans «hele Hof» forblev der indtil Juletid. Dette er vistnok Statholderens længste Ophold i sit Grevskab. Den omtalte Residens maa formodentlig være den endnu existerende store Trægaard. Denne eller i det mindste en Del af den er da altsaa opført af Gyldenløve i de første Aar efter Grevskabets Oprettelse.

Efter Krigens Ophør stundede naturligvis Gyldenløve atter til sit kjære Kjøbenhavn, hvor forlængst den Mand var styrtet, der stundom havde staaet mellem ham og Kongen, vi mene Griffenfeldt. I Hovedstaden havde Gyldenløve allerede begyndt at opføre sig et Palais, der vidner baade om hans Rigdom og om hans Smag, nemlig det nuværende Charlottenborg paa Kongens Nytorv. Christian V. havde selv vist sin Halvbroder den Ære at lægge Grundstenen dertil i 1672, og 1683 var Palais’et færdigt. Bygningsmaterialerne skulle for en Del være hentede fra Kalø i Jylland, der tidligere var blevet foræret Gyldenløve, men for en endnu større Del fra Holland. Did udskibede han Jern i stor Mængde fra sit norske Grevskab og tog «smaa og stærke» Mursten tilbage. Vi skulle forresten ikke her gaa nærmere ind paa hans Liv i Kjøbenhavn og ved Hoffet. Molesworth, der ellers saa strængt bedømmer danske Personligheder og Forhold, gjør en Undtagelse med Gyldenløve, om hvem han siger, at han endnu 56 Aar gammel (1694) fremdeles var en ualmindelig elegant og fint dannet Gentleman. Et nyt Baand mellem Gyldenløve og Kongen blev i denne Tid knyttet, da den førstnævnte paatog sig Tilsynet med Christian V.s Sønner med Sofie Amalie Moth, de yngre Gyldenløver, Christian og Ulrik Christian. Disse opdroges i sin Frænde Statholderens Hus, og den førstnævnte blev 1696 dennes Svigersøn.

Selvfølgelig besøgte Gyldenløve af og til Norge, med hvis Anliggender han fremdeles havde meget at bestille, selv om der var en Vicestatholder^[12]. Naar han var i Christiania, residerede han nu ikke mere i de gamle Værelser paa Akershus, men i sin Eiendomsgaard i selve Staden. Denne Gaard, der nu er bekjendt under Navnet Calmeyergaarden efter en senere Eier af Handelsstanden, er oprindelig bygget af en Myntmester Peter Grüner, hvis Navn fremdeles læses paa Façaden. Den ligger paa Hjørnet af Raadhusgaden og Kirkegaden og hører til de alleranseeligste af Byens gamle Gaarde. Forresten havde han ikke alene sit Grevskab at ty til som et landligt Tilflugtssted, men ogsaa et Landsted ved det nuværende Marineetablissement Horten (Carljohansværn), hvor Huset var omgivet med en Vold, besat med Kanoner. Af dem, som han særlig yndede i Christiania, kan nævnes Biskop Rosing^[13]. Mellem hans Tjenere var en Mand, som har vundet en smuk Plads i vor Kunsthistorie, nemlig Magnus Berg, oprindelig en Bondegut fra Hedemarken eller Gudbrandsdalen. Da Gyldenløve opdagede hans Talent, sendte han ham 1688 til Kjøbenhavn med Anbefaling til Kongen^[14]. En anden Tjener, en Neger, Christian Ernst, skaffede han Postmestertjenesten i Kragerø; men Norges rimeligvis eneste sorte Embedsmand nød ikke længe sin Lykke, da han blev dræbt i et Slagsmaal paa Gaden 1694.

Af Gyldenløves Norgesreiser i senere Aar var naturligvis den, under hvilken han 1685 ledsagede Christian V. selv, den mest glimrende. Den gik lige til Bergen og Throndhjem, hvor den

Statholder U. F. Gyldenløves Gaard i Raadhusgaden („Calmeyergaarden“). ulykkelige Griffenfeldt paa Munkholmen maatte se sit Haab om Befrielse skuffet. Som bekjendt skal Gyldenløve have været over paa Munkholmen og ønsket at se Griffenfeldt, uden at denne skulde mærke det, hvilket dog ikke lykkedes ham. Kongen var overordentlig tilfreds med Gyldenløves Virksomhed som Statholder og overhovedet med den Tilstand, hvori han forefandt alle Ting i Norge. Aarsdagen efter sin Hjemkomst fra Norgesreisen (den 24de Juli 1686) modtog derfor Gyldenløve et særligt Bevis paa Christians Naade. Kongen holdt nemlig da en stor Fest, til hvilken alle Deltagerne i Reisen vare tilsagte, og lod frembære en Guldpokal af 4000 Dukaters Vægt, «som han selv havde inventeret». Paa Laaget var anbragt en Fama med Trompet, og forøvrigt var Pokalen forsynet med det danske og norske Vaaben og derpaa et hos Biskop Thomas Kingo bestilt Digt om Kongens Reise, i hvilket Landet tilsidst tiltaltes saaledes:

«Syv Uger, Dage tre han reiste dig tilende
Og lod sin Naade, Flid og Omhu for dig kjende,
Mens Laurvigen har Vand og Dovrefjeld kan staae,
Skal derfor Kongens Navn og Roes om Verden gaae».

Ligeledes var anbragt Navnene paa alle Norges Fæstninger. Af denne Pokal maatte nu alle drikke, hvorefter Kongen gjorde opmærksom paa, at der endvidere var skrevet paa Foden, at Pokalen var skjænket Gyldenløve «for den gode Fornøielse, Kongen fandt for sig udi Norge».

Gyldenløves maaske sidste Norgesreise fandt Sted 1696, da han var der i Landet sammen med Christian Gyldenløve (af Samsø), hvilken sidste det foregaaende Aar alene havde været der for at inspicere Fæstningerne. Den gamle Statholder udvidede 1696 sine norske Eiendomme ved at kjøbe af Kort Adelers Broder, Justitsraad (siden Geheimeraad) Fr. Christ. Adeler, den store og smukke Ø Jomfruland ved Kragerø, der havde været adelig Sædegaard. I denne Anledning forfattede en Roland Knudsen, formodentlig Forvalter paa Øen, en poetisk Beskrivelse over denne, affattet, som han selv udtrykker sig, «udi slette Bonderim»^[15].

Christian V.s Kjærlighed til Gyldenløve, hvorpaa Kongen havde givet staa mange Beviser, udtaler sig ogsaa i hans Testamente. Han fraraader i dette sin søn og Efterfølger herefter at lade Statholderskabet i Norge være forenet med den øverste militære Kommando i dette Rige, «uden saa var, at det kunde være en Person, som ingen Anhang eller stor Slægt i Rigerne havde, som Os elskelig Ulrich Friederich Gyldenløve, eftersom han ingen Dependance haver end af vores Kongelige Hus, og vi desforuden om hans allerunderdanigste Tro og Devotion noksom ere forsikret». Kong Christian havde ogsaa yderligere anbefalet U. F. Gyldenløve og Chr. Gyldenløve til Frederik IV. Da imidlertid Kongeskiftet fandt sted i 1699, nedlagde Statholderen alle sine Embeder. Frederik IV.s Historieskriver, Andreas Hoyer, forsikrer, at det skeede frivillig, og det er vel ogsaa ikke saa usandsynligt, at den nu over 60 Aar gamle Mand kan have havt Lyst til at trække sig tilbage, da han jo vel maatte vide, at hvor meget Hensyn den unge Hersker end vilde tage til sin Faders Yndling, var dog en saadan Indflydelse ved Hoffet, som den han hidtil havde havt, ikke mere at vente. Det fortælles, at det havde været Gyldenløves Hensigt at tilbringe sin Alderdom i sit norske Grevskab, men at Kongen skal have «raadet ham derfra», det vil sige, ikke ønsket det, formodentlig fordi den gamle Statholders Nærværelse i Landet kunde i nogen Grad være generende for Eftermanden. Gyldenløve, der af Fødsel var en Holstener og tillige havde store Godser der (det saakaldte Wildnis), valgte da at nedsætte sig i Hamburg. Her levede han nu indtil 1704 et meget stille Liv eller, som Hoyer udtrykker sig, «in unglaublicher Stille und Sparsamkeit» til sin Død, der indtraf den 17de April 1704. Hans Lig førtes til Kjøbenhavn og bisattes her i et prægtigt Mausoleum i Frue Kirke^[16]. Forøvrigt ved man neppe synderligt om hans sidste Dage. Hans Gemalinde var allerede død den 15de juli 1701 i Amsterdam, og Ægtefællerne have saaledes maaske levet adskilte i den sidste Tid.

Med sin hemmelige Elskede, Sophie Urne, havde Gyldenløve havt sønnen Woldemar, der fik Titel af Baron Løvendal, og om hvem vi nedenfor skulle faa meget at høre. Fra Løvendal nedstammede paa mødrene side Familien Schmettow, af hvilken et Par Medlemmer siden naaede de høieste militære stillinger i Norge. Endnu en Person kaldte sig Løvendal og udgav sig for Gyldenløves Søn, men endte paa Munkholmen^[17]. Med en af sine senere Elskerinder, Marie (Meng), Datter af en rig Kjøbmand paa Frederikshald, Ole Christensen, og siden gift med Generalmajor Tuchsen i Bergen, havde Gyldenløve en Søn, Vilhelm (født 1692). Denne Søn blev adlet under Navnet Ulrichsdal og synes at have været en duelig Mand. Han avancerede efterhaanden op til hvid Ridder og General i den norske Armee og fungerede i et Par Ledigheder som dennes Øverstbefalende. Han døde 1765 og havde i sit Ægteskab med en Datter af «Brevbryderen», Postinspektør Erlund i Kjøbenhavn, hvis Navn er knyttet til Magnus Stenbocks Historie, adskillige Børn. Familien er dog siden uddøet i Mandslinien, og en Kvindelinie, der adledes under det samme Tilnavn, lever vel endnu i Norge, men har ikke gjort Brug af Nobilitationen og kalder sig Vagel.

Med sin sidste Gemalinde havde Gyldenløve ni Børn, af hvilke dog flere døde som ganske smaa. Af sønnerne naaede kun Ferdinand Anton, der succederede i Grevskabet, den voxne Alder. Af Døtrene blev en gift med Chr. Gyldenløve til Samsø, men døde barnløs før Faderen, en anden med Greve Carl Alnefeldt, en tredie med en tydsk Grev Leiningen-Westerberg.

Tvende norske Legater bevare endnu Erindringen om Gyldenløve. Det første oprettede han 1668 til bedste for Oslo Hospital, og Kapitalens Renter (nu 100 Kroner om Aaret) uddeles fremdeles til et Lem af denne Stiftelse. Det andet Legat stiftede han efter Krigen den 19de Septbr. 1679, da han, vistnok paa Nedreisen til Danmark, befandt sig i Laurvig. Ved denne Leilighed skjænkede han til Byens nye («Trefoldigheds»-) Kirke et Beløb af 2000 Rdlr. med den særegne Bestemmelse, at der aarlig den 14de November, paa «Frederici Dag», skulde holdes en Gudstjeneste. Præsten skulde derfor nyde en Rosenobel, og Klokkeren en Rdlr. Der omtales ikke i Gavebrevet nogen særegen Foranledning til denne Gavmildhed; men andensteds fortælles, at Gyldenløve gav Pengene «til Erindring om, at han paa denne Dag blev frelst af Havsnød»^[18]. Dette kan være meget muligt, og man ved ogsaa, at han engang (paa sin Ambassade-Reise til England) har været nær ved at forlise, men «Frederici-Dag» tyder dog snarere paa, at han har villet have sin Navnedag erindret. Denne Gudstjeneste finder fremdeles aarlig Sted, og Præsten faar «Rosenoblen», der skal være hans eneste faste Indtægt, udbetalt efter Dagens Kurs for et Pund Sterling. «Frederiksdagen» er en lokal Fest i Laurvig, paa hvilken Arbeidet pleier at hvile og alle Skoler give Ferie.

Statsforandringen og Svenskekrigene havde i Gyldenløves Tid bidraget til at give det militære Væsen en ganske anden Betydning i Samfundet, end det tidligere havde havt, og i denne vor nyere Armees ældste Periode var det tydske Element mest fremtrædende. Christiania vrimlede derfor som oftest af Krigsfolk, der med ringe Dannelse forbandt store Fordringer og gjorde sig gjældende paa en raa og anmassende Maade^[19]. Dueller vare i de Dage almindelige, og mere end en Kriger fandt sin Død i saadanne, hvori ogsaa undertiden civile Personer indvikledes^[20]. En af de værste Duellanter var en oberst Systerflet; «han nedlagde 9 à 10 i Tvekamp uden at lide noget derfor; hans Kunstgreb bestod i en besynderlig Maade at irritere sin Modpart og derved bringe ham ud af Contenance». Carl Deichman, hvem vi skylde denne Beretning, fortæller, at Gyldenløve selv var en «martialsk Herre» og nok kunde tage Del i de støiende militære Sammenkomster. Forresten nævnes som Hovedmænd i disse Kredse især Generalerne Reichwein og Folkersam, der under Krigen med Sverige (1675–79) vandt et vist Ry for Tapperhed. «De fleste Samkvem paa den Tid (fortsætter Carl Deichman) vare ubehagelige, thi de gik sjelden af uden Brouillerier, især da der altid blev drukket stærk Vin. Den, som ikke var de Andre voxen, maatte helst blive borte fra disse Kompagnier; især naar Nogen vilde distinguere sig enten ved Klædedragt eller paa anden Maade, fandt man paa adskillige Inventioner, med at kaste sig selv i Gravene, at kaste sine Parykker og Klæder paa Ilden osv. Generalmajor Reichwein brugte Mustacher, hvilke Gyldenløve gjerne vilde skille ham af med; Statholderen fandt derfor paa, at alle skulle lade sig barbere, men da det kom til Reichwein, satte han sig ned, tog sin Kaarde ud og sagde til Feltskjæren: «Begynd kun og rag mit Skjæg, men dersom Du rører et Haar af mine Knebelsbarter, skal denne (Kaarden) sidde i Dig». Barbereren forrettede det skjælvende og turde ikke fuldføre den ham givne Ordre, ei heller blev der talt mere derom af Gyldenløve, thi Reichwein var ikke at spøge med»^[21].

I 1687 vare fire Kompagnier af det Bergenhusiske Regiment kommanderede til Akershus, og fra deres Ophold der meddeler Justitsprotokollen nogle Oplysninger om Soldateskens Levevis. Paa Fæstningens Grund holdt en vis «Christian Musikanter» et Bevertningssted for Officerer, hvor de jevnlig spiste og drak. Officererne maatte selv sørge for sin Opvartning, og enhver af dem medbragte til saadant Brug en Soldat, Tambur, stundom en Sergeant, der da vare Vidner til sine Herrers Slagsmaal og raa Samtale. Paa denne Kneipe sad en Gang to Løitnanter, Studt og v. Eggert, ved sine Bægere. Udpaa Aftenen kom Kapt. v. Krog ind, men da Studt indbød ham til at sætte sig hos dem, svarede han: «Ein wenig Respekt!» Studt blev saa fornærmet, slog Vinduerne ind og spurgte, idet han marscherede frem og tilbage i Stuen, om han ikke var en «brav Karl». Tilsidst blev han saa nærgaaende, at Kapteinen kastede ham ned gjennem en Kjelderhals i Gulvet. Han kom dog snart op, raabte paa sine Pistoler og gjentog sit Spørgsmaal, om han ikke var en brav Karl. Endelig slap Kapteinen ud, men Studt forfulgte ham, ledsaget af v. Eggert, og raabte efter ham, da han var kommen ud af den store Voldport. Da han omsider fik fat paa ham og atter kom med sin «brave Karl», svarede v. Krog: «Halt’s Maul, oder ich soll dir über die Ohren hauen, dass die Zapf hinunter laufen soll». Nu paafulgte først et Haandgemæng, og derpaa droges Kaarderne, og man hug hinanden gjensidig. Arrestation paafulgte. Idelig var der paa denne Kro Disputer om Pladsen og om Subordinationen. Fænrikkerne formente, at det var nok at vise denne i Tjenesten, og at de i Vertshuset, «hvor de fortærede for egne Penge», vare ligesaa gode som Kapteinerne. Slagsmaal forekom, fordi en Fænrik i Kapteinens Nærværelse beholdt Hatten paa osv.^[22]

Der haves fra U. F. Gyldenløves Tid et ret mærkeligt Vidnesbyrd om, at det tydske Element i Christianias Befolkning (udentvivl paa Grund af de mange tydske Militæres Ansættelse) maa have været større, end man almindelig har troet. I 1676 beretter nemlig Bibliothekaren i Wolfenbüttel, David Harrisius, i et Brev til en i Kjøbenhavn bosat Mand, at Tydskerne i «den norske Residentsstad» Christiania havde ladet ham tilbyde tusinde Dukater, ifald han ved tydske Hertugers og Herrers Mellemkomst kunde udvirke dem Tilladelse hos Kongen af Danmark til at maatte kalde og underholde egne tydske Præster, saaledes som i Kjøbenhavn og Bergen^[23]. Hidtil maatte de nemlig, som ubekjendte med Sproget, forrette sin Gudstjeneste med Suk og Bedrøvelse, thi i to eller tre Personers (rimeligvis Christiania Præsteskabs) Interesse var det dem forbudt at høre Gudstjeneste i sit Modersmaal. Det tilføies endog, hvad der dog lyder ganske utroligt, at «den tydske Menighed» i Christiania endog skulde være større end den norske. Brevskriveren haabede, at den danske Enkedronning (Sophia Amalia), Prinds Georg og Statholder Gyldenløves unge tydske Gemalinde vilde understøtte dette Ønske^[24]. Men i ethvert Fald førte disse Bestræbelser ikke til noget.

1. P. W. Becker, Samll. til Danmarks Hist. under Fr. III, 1, S. 204. Danske Samll. 2. R. II. S. 110.
2. J. A. Fridericia i Tidsskriftet «Det nittende Aarhundrede», April–Septbr. 1877, S. 94.
3. Apologia d. i. abgenöthigte Ehrenrettung wider Nils Trollen. Amsterdam 1663, 4, (paa Latin og Tydsk). I 1668 udgav han i Hamburg: Abermalige Ehrenrettung (ligeledes i begge Sprog).
4. Som Modskrift mod Lövenklau udgav Oluf Rosenkrands, den samme, hvis Apologi for den danske Adel senere bragte ham saa megen Modgang, efter N. Trolles Død (1667) en «Statua triumþhalis» (1669), der naturligvis roser Statholderen ligesaa stærkt, som hans Fiende havde lastet ham. Se om dette Skrift bl. A. J. Bircherods Dagbøger, S. 125.
5. Fridericia, l. c, S. 103.
6. Moderen blev senere gift med en Amtsforvalter, Etatsraad Hausmann i Segeberg og omsider efter dennes Død ophøiet til Baronesse Løvendal († 1683). Hendes Søn af andet Ægteskab, Caspar Herman v. Hausmann, blev som Gyldenløves Halvbroder Generalløitnant i Norge, Geheimeraad, hvid Ridder m. m. og døde i Christiania 1718. Dennes Søn Frederik Ferdinand v. Hausmann blev ligeledes Generalløitnant i Christiania og døde der 1757. Med ham uddøde denne Familie.
7. Chr. Bruun, Gunde Rosenkrands, Kbhvn. 1885, S. 78.
8. Et Exemplar af Digtet findes i det danske Rigsarchiv og er trykt i Danske Samlinger, 2. R., 4, S. 253–254.
9. Den yngre af dette Navn, en uægte Søn af Philip IV og Vicekonge af Aragonien. At Gyldenløve virkelig har været Grande af Spanien, bekræftes ogsaa ved andre, som det synes, uforkastelige Vidnesbyrd. Pensionen tør være mere tvivlsom.
10. Dansk historisk Tidsskrift, 3. R., III.
11. Norsk historisk Tidsskrift, III, S. 517 flg.
12. En af disse var Just Høg (1682–1694), der under Krigen havde været Diplomat ved de aarlange Forhandlinger i Nimwegen. Just Høg var en rig Mand, der førte et meget fornemt Hus i Christiania. Hans Tjenerskab var følgende: Haandskriver, Kammertjener, 2 jomfruer, 6 Piger, 4 Lakeier, 2 Pager, Kudsk og Gaardskarl. Samtidig havde Justitiarius i Overhofretten, Etatsraad Lund, 6 Piger, Kammertjener, 3 Lakeier, Kudsk, Præceptor og 2 Arbeidsknægte. Den ugifte Sekretær ved samme Ret havde 4 Tjenere. Derimod havde Erik Anker kun Skolemester, 1 Krambodsvend, 1 Kramboddreng og 3 Piger. Til sit anseelige Bibliothek holdt Høg egen Bibliothekar. Om Høg findes meget i M. Skaanlunds Autobiographi (Norsk hist. Tidsskrift, III).
13. Se om hans Yndest for Biskoppen J. Colds Consilium episcopo licitum etc. Kbhvn. 1729, S. 196. I 1693 bestræbte Gyldenløve sig for, at Rosing skulde blive Biskop i Sjelland. Ny Kirkehist. Samll. VI, S. 2 flg.
14. P. Botten-Hansen, Magnus Berg, Chr.a 1862, S. 6.
15. Digtet læses i Topographisk journal for Norge. H. 29, S. 179–188. Om Jomfruland findes et sagn i C. P. Rothes P. Tordenskjolds Levnedsbeskrivelse, I. Kbhvn. 1747, S. 79. Se ogsaa om Øen: Den norske Tilskuer, udg. af L. K. Daa, for 24de Juli 1852.
16. Endnu H. N. Clausen omtaler (Optegnelser af mit Levnet, S. 35), hvor imponerende dette Gravmæle tog sig ud.
17. Se om ham Hist. Archiv for 1881, II, S. 107.
18. Th. Boeck, Efterretninger om geistlige Embeder i Norge, S. 130.
19. Allerede 1660 forefaldt brutale Scener. Vagtmesteren i Christiania kom d. A., medens han gjorde sin Natterunde, i Slagsmaal med nogle Officerer, en Mads Rott, Jørgen Reichwein den Yngre o. fl. Vagtmesteren og Stadsvagten bleve ilde saarede og slagne; en af dem mistede sit Øie. Sagen kom for Krigsret, men Officererne – bleve frikjendte. Appel til Herredagen, Klager til Statholderen osv. frugtede Intet.
20. Saaledes skriver Vicestatholder Ove Juel i sin Dagbog for 1673: «Den 9de Juli blev Overtoldinspecteuren søndenfjelds Albrecht Schumacher udi Duel ihjelstukken af Johan Friedrich Brokkenhuus». Dansk hist. Tidsskr., 3. R., III, S. 633.
21. Denne Slags Fornøielser vare iøvrigt ogsaa tidligere i Brug mellem Adelsmænd og Militære. Et almindeligt Navn derpaa var «at ride Feilemarked». Man stak da gjerne en Daggert op i Loftet over Bordet, og saa længe den stod fast der, havde Enhver Lov at «ride Feilemarked», det vil sige at frabytte de Øvrige Klæder, Støvler, Sporer, Kjole, Handsker, Krave, Hat osv., saa at den, som her ikke forstod sit Snit, maatte gaa nøgen eller med Pjalter istedenfor sine gode Klæder fra dette «Marked», ja «undertiden med store Hug til, efterdi Ingen maatte negte noget Bytte, som forlangtes». (Osterson-Weiles Glossarium, S. 267).
22. J. Barstad, Militær Justits i Norge for 200 Aar siden, Chr.a 1879, S. 98 flg.
23. Der kunde have været tilføiet: Kongsberg.
24. Commercium Epistolicum Leibnitianum, Tomi prodr. P. 2. Hannoviae & Gottingae 1645. 8. pag. 1293 sqq.