Det gamle Christiania/18

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 290-305).

Efter længe at have dvælet ved et Tidsrum af vor Byes Fortid, der idetmindste for de høiere Samfundsklassers Vedkommende frembyder Billedet af Velstand og Rigdom, føres vi nu snart over i et andet, der bragte Norge og dets Hovedstad haarde Tab og tunge Prøvelser. Men forinden vi gaa til at fortælle om Christiania i Krigsaarene, kaste vi først et Blik paa forskjellige Forhold i Byen, saaledes som de vare omtrent ved Bernt Ankers Død.^[1]

Christiania ansaaes alt i hine Dage for en af de smukkere Byer i Norden. Den var den eneste norske By, hvor Murtvangen bevarede idetmindste Hovedgaderne for at opfyldes med Træbygninger. De brede og retvinklede Gader i de gamle Bydele gjorde et godt Indtryk paa Reisende. Disse ældre Strøg, der udmærkelsesvis benævntes «Kvartalerne», beboedes af den velstaaende Handelsstand og af Embedsstanden. Derimod vare Forstæderne slet bebyggede, og Pram finder, at Christiania i denne Henseende stod afgjort tilbage for Throndhjem, «hvor næsten alle Huse vare solide».

Folkemængden, der ved den første norske Folketælling i 1769 havde udgjort 7,496 Mennesker, viste sig ved den følgende Folketælling i 1801 kun at være stegen til 9,235 (Forstæderne paa Akers Grund iberegnede). Dertil kom paa Akershus Fæstning 292 Beboere og naar hele Byens nuværende Omraade medregnes 12,173. Aarsagen til denne ringe Tilvæxt er at søge deri, at Dødsfaldenes Antal i Christiania gjennem Menneskealdre næsten hvert Aar oversteg Fødslernes med et betydeligt Beløb, saa at en ikke liden Indflytning maatte til endog blot for at hindre Tilbagegang. Vor Frelsers Menighed havde saaledes:

I	Kirkeaaret	1766:	Fødte	183	(heraf uægte 23)	Døde	256.
–	–	1782:	–	126	( » » 17),	–	174.
–	–	1785:	–	132	,	–	204.
–	–	1787:	–	120	,	–	248.
–	–	1788:	–	133	( » » 10),	–	305.
–	–	1794:	–	145	( » » 11),	–	131.

Antallet af dem, der havde Borgerskab i Christiania, var forholdsvis meget stort og inddeltes i fem Klasser. Først kom Trælasthandlerne (12), dernæst de øvrige Kjøbmænd (149), saa Haandværkerne (123 i selve Stadens fire Kvarterer, 100 i Forstæderne), endelig Marketentere, Øltappere, Skippere og Vognmænd, tilsammen 169. Dertil havde 41 Handlende i de under Staden henhørende Ladesteder (især Soon og Drøbak) Borgerskab til Christiania^[2].

Paa Trælasthandelen havde en Forordning af 22de April 1795 øvet en stor Indflydelse. «Det havde, hed det i Indledningen til denne Forordning, vist sig, at de for Skovhugsten og Sagvæsenet i Norge givne Love og fastsatte Grændser ikke virkede overensstemmende med Øiemedet. Skovprodukternes Forædling og Dannelse efter de forskjellige Markeder og den forskjellige Søgning hindredes ved Sagbrugenes Indskrænkning. Fordelene ved Skovenes Fredning og Opelskning formindskedes ved den Tvang, der paa- lagdes for Sagbrugenes Skyld. Til at give skovene større Værdi og gjøre Omsorgen .for dem fordelagtigere, ansaaes det derfor gavnligt at overgive Skovenes Brug til Eiernes fri Villie og Fordel.» I Overensstemmelse med disse Principer fastsatte § 1: «Al Slags Trælast, stor og smaa, Maals og Undermaals, maa i Norge af Skoveierne hugges og udføres til udenrigske og indenrigske Stæder.»

§ 3 indeholdtes ogsaa et Tilsagn om, at Bevillinger til nye Sagbrug kunde ventes meddelte der, hvor det maatte findes fornødent for Skoveierne selv. Naturligvis maatte saadanne Bestemmelser,

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Øvre Foss.)

allerhelst under gunstige Konjunkturer, fremkalde en stor Forøgelse af Aavirke og Udførsel. «Lokkede ved øieblikkets Fordel», bemærker Pram, «nedhuggede Skoveierne de opvoxende Træer i deres bedste Væxt til Lægter og Jufferter, men snart ansaaes dog den givne Frihed for et Anarki, hvis ødelæggende Virkninger erkjendtes og snart bekræftedes ved Erfaring.» Det kongelige Tilsagn om Forøgelse af de privilegerede Sagbrugs Antal var naturligvis ikke de rige Trælasthandlere, der tillige vare Sagbrugseiere, velkomment. Denne Paragraf fremkaldte ogsaa en Strid mellem Christiania-Patricierne og Hedemarkens unge Amtmand, den danskfødte Adelsmand Emanuel de Thygeson, som dengang endnu ikke ved Giftermaal var bleven saa nær knyttet til Christiania Rigmænd. Han vilde have flere Sagbrug oprettede til Fremtarv for sit Distrikts Skoveiere, men herimod reiste sig en Storm. Sagbrugseierne fik et Modskrift istand, forfattet af M. C. Rosenkrantz, selv en af Norges største Sageiere og altsaa paa en vis Maade Part i Sagen. Dette Modskrift seirede formedelst Paaberaabelse af Sageiernes lovhjemlede, dyrt betalte Privilegier og Frygten for een Revolution i Skovvæsenets Tilstand».

Blandt Trælastfirmaerne var paa den Tid, hvorom her er Talen, naturligvis det Ankerske Fideikommis det fornemste. Derefter kom John Collett. Jørgen Pløen, Ener Holm, Haaken Mathiesen, Poul Clausen. De tre førstnævnte Huse ansaaes for hovedrige, og de to øvrige for dog at eie mere end en Tønde Guld. Ogsaa Mathias Calmeyer («Calmeyergaardens» og «Calmeyerløkkens» Eponym) gjaldt for meget rig. M. C. Rosenkrantz, hvis Hovedtrafik gik fra Hafslund, lod sine Forretninger i Christiania bestyre af en Fuldmægtig, Adam Steen.

Mellem de Handlende af anden Klasse antages Raadmand Mostue at være den rigeste og at eie sine to Tønder Guld. Johan Ludvig Riis, der boede ligeoverfor Mostue, gjaldt for at eie omtrent det Halve. Claus Tullin. Digterens Søn, eiede og drev sin Faders Spigerværk ved Lysakerelven, men anvendte desuden Noget af sin betydelige Formue i Handelen. Videre nævnes af Pram som «Folk af Formue, der sidde i driftig Handel»: Hans Thron Thoresen, Frederik Berg, Ole Chr. Brede, Nic. Seidelin Bøgh^[3], Jens Edsler, Ole Egers Enke, Anders Ell, Ole Engebretsen, Auditør Schøller, Jens Chr. Schmidt, Lars Smith^[4] og Ole B. Thorsen. Som «redelige og retskafne Borgere» anføres: Vilh. Andersen, Bøy Bøysen, Hans Dehli, Westye Egeberg. Johan Fabritius, Henning Fuglberg, Søren Horster, Samuel Strøm, Erik Thurmann. Papirfabrikanterne Glad & Co. «ere bekjendte for meget agtværdige Folk og som meget fremlysende Jordbrugere». «Af de her nævnte Borgere,» fortsætter Pram, «skal der neppe være Nogen, som eier mindre end 16,000 til 20,000 Rdlr., men adskillige meget mere; jeg har slet ikke nævnt nogen af deres Navne, om hvem man tror, at de have arrangeret sig ved Opbud.»

Imidlertid stod dog Byens Handel udenfor Trælasthandelen, altsaa den egentlige Krambodhandel, vistnok i flere Henseender lavt. Tingen var den, at Kjøbenhavns Handelsstand i Virkeligheden beherskede Kolonialhandelen. Herom ville vi lade en samtidig Indvaaner af Byen tale^[5]: «Det Sving, som Handelen havde taget i de fleste norske Byer, Hovedstaden Christiania selv ei undtagen, var saadant, at Mængden af de Handlende, med Undtagelse af Lastehandlere og Brugspatroner, egentlig var, saa at sige, blot Høkere for Kjøbenhavns Handelsmænd, hos hvilke man i Almindelighed indkjøbte eller bestilte og fik krediteret Alt en detail indtil 100 Pund Kaffe, 10 Pund Peber og andre Varer i Forhold, da man, efterat have udsolgt samme, med det dernæst afgaaede skib forskrev og erholdt en ligesaa betydelig Kvantitet til Udhøkring. Blev derfor Isen liggende i Fjorden nogle Uger længere, end sædvanligt, da var det ikke sjeldent, at der opstod Trang og deraf følgende Dyrtid paa flere endog uundværlige Artikler, f. Ex. Korn, uagtet man i den foregaaende sommer havde ladet de saakaldte Jydeskippere gaa bort med deres smaa Skuder, uden at have villet afkjøbe dem deres Ladninger; derved var for megen Resiko. Var det tildels saaledes i Christiania, er det vanskeligt at tro, at det var anderledes i de mindre norske Byer.»

En vis Rolle i Handelsomsætningen spillede fremdeles det stærkt besøgte Vintermarked, hvorved Leopold v. Buch dvæler med stor Interesse.^[6]

Med Haandverksdriften var det smaat bevendt. Herom vidne baade Byens Politimester, Kancelliraad A. Bull og Pram. Den sidste udbryder: «Det maa vel ogsaa saa være, saalænge Anglomanien, der neppe nogensteds ytrer sig saa aabenlyst og uden al Undseelse, som her, gjør det næsten vanærende at have i sit Hus eller til sin Paaklædning Noget, som ei er kommet ligefrem fra England, eller som idetmindste, om endog af tydsk Middelsgods, indsmuglet med en flensborgsk Brændevinsskude, dog kan udgives for engelsk».

Vognmændene i Christiania dadles af Pram i skarpe Ord. «Ingensteds, hvor jeg reiste i Norge, traf jeg saa slet Befordring, som i Christiania, uagtet det er givet denne Stads Vognmænd (ligesom og i Bragernes, Hougsund og paa Kongsberg) det synderlige Privilegium at lade sig betale mere end paa andre Steder i Rigerne, nemlig paa hver Aarstid 40 ß for hver Hest. Man faar her ofte Heste, som, Huden fraregnet, ei synes at være det værd, som man maa betale for at bruge dem fra en station til en anden. Det maa da synes saa meget mere ubilligt, at Bonden maa skydse for halvanden Gang mindre eller for 16 ß Milen.»

Af industrielle Foretagender havde man ikke mange. Der nævnes et Eddikebryggeri, tilhørende en Schandorff, og et Ølbryggeri, tilhørende Johannes Thrane. Dette sidste havde sin værste Konkurrent i det engelske Porter; «Ølet maa, skjønt ei halvt saa dyrt, som slettere engelsk Porter, vige for dette engelske Opiat og mangler derfor Afsætning, indtil man maaske engang kommer efter, at det er Mode i England at holde i Agt, hvad indenlandsk er, især naar det er godt.» En Hovedaarsag til Industriens ringe Standpunkt antoges at være den vanskelige Adgang til Laan hos Private; Bank savnedes som bekjendt endnu. Alle de Kontanter, man kunde opdrive bleve anvendte til «at opkjøbe fælde, fløde sage, udskibe Trælast». De daværende høie Priser paa det engelske Marked gjorde Trælasthandelen saa lønnende, at alt andet maatte staa tilbage.

Af Anlæg for Manufakturarbeide var Tugthuset det eneste Det bestyredes af Inspektøren, Kancelliraad Hartvig. Fangerne maatte karde, spinde, spole, væve og vaske. Hartvig meddelte Pram en Oversigt over Fangernes Antal i Tiaarene 1781–1800. Heraf fremgik, at Tyvsstraffene i det sidste af de to Decennier havde været langt hyppigere, end i det første, da Antallet i dette kun var 191, i hint 616, altsaa hele 425 flere «hvoraf sees, at, siden Forordn. af 2ode Febr. 1789 formildede straffen for Tyveri, er dette blevet saa mangfoldigt, men det sees ogsaa til Trøst, at det endelige og hele Antal af Lemmerne ikke er tiltaget i dette Forhold, thi drages Tyvene fra, saa er det hele Antal i første Decennium 853, i andet kun 500». I det førstnævnte Tiaar vare 357 Personer indsatte i Tugthuset for Betleri, i andet 269. Tyveri var i Christiania hyppigere end paa noget andet Sted i Stiftet. I det sidste Decennium har der paa Hedemarken været 1 Tyv paa 355 Mennesker, i Frederiksstad, som meget besøgtes af flygtende svenske Tyve, 1 paa 100, i Christiania 1 paa 94.

Christianias Fattigvæsen var i 1806 overdraget til «en meget hæderlig og duelig Mands», Inspektør Petersens, særlige Styrelse. Fjerdingens Fattighus talte 60, Hammersborgs 38, Voldens 34, Pipervikens 23, Sygehuset 12 Lemmer. Foruden disse Huses Belæg nøde 140 Personer Almisse, hvorhos 91 Børn vare udsatte for Fattigkassens Regning. De af Fattighusenes Lemmer, som ei laa tilsengs, sysselsattes med Arbeide og «havde et sundere Udseende, end almindeligt i Armodens Boliger». Det Ankerske Vaisenhus bestyredes af stifternes Familie og havde Ord for «at levere Fædrelandet mange gode Subjekter».

Om det kirkelige og religiøse Liv i Christiania vides endnu neppe ret meget. Byen havde ikke i nogen særegen Grad været berørt af Bevægelserne paa Christian den sjettes Tid, og den Brødremenighed,som senere fandtes, har vistnok heller ikke talt mange Tilhængere i Christiania, flere derimod i Drammen og andre mindre Byer.^[7] Rationalismen har her gjort sig gjeldende som andensteds, og Kirkebesøgene vare udentvivl ved Aarhundredskiftet efterhaanden blevne sjeldnere og sjeldnere. Et Par Præster, Stiftsprovst Lumholtz og Trediepræst Thulesius, havde undertiden været Gjenstand for nogen Satire, men egentlig grov spot over det Hellige synes dog neppe at have fundet Sted.^[8] Nogen fremragende Geistlig synes Byen ikke at have havt siden Biskop Herslebs Dage. I 1805 blev Claus Pavels Slotspræst og samlede som talentfuld Taler mange Tilhørere.

Af Indretninger til Videnskabeligheds Fremme og Embedsmænds Uddannelse havdes der to Læreanstalter, Kathedralskolen og Krigsskolen. Den sidstes Historie (indtil 1796) er omhyggelig beskreven i en egen Bog af Diderik Hegermann. Kathedralskolen havde i hele det attende Aarhundrede i det Hele nydt Anseelse under lærde og fortjente Rektorer, som Jacob Rasch (1706–37, Torfæus’s Ven og Medhjælper og Biskop Deichmans Svigersøn), Erik Nicolai Arbien (1737–45), Jacob Peter Hersleb^[9] (1745–1781, Biskop H.s Brodersøn) og den udmærkede Latiner Søren Seerup Monrad.^[10] (1782–1788). Fornemmelig udgik i Aarene omkring 1760–70 fra Skolen en forholdsvis talrig Række af siden berømte Disciple, som f. Ex. Joh. Herman Wessel^[11] og hans Broder Ole Chr. Wessel, Latineren Søren Monrad, Ole Gjerløv Meyer, Bendix Djurhus Prahl, Edvard Storm, Christian Colbjørnsen, Jacob Edvard Colbjørnsen. Men uagtet Skolen, lige indtil Kongsberg i 1786 fik en Latinskole, var Stiftets eneste lærde Skole, var den ikke talrig besøgt, thi som vi allerede have hørt, ansaaes det ikke passende for rige Folks Børn at gaa i en Skole, hvor Undervisningen gaves gratis, og hvor Eleverne maatte synge i Kirken og gjøre Opvartning ved Brylluper, Begravelser o. s. v. Patriciatet holdt altsaa Huslærere og overlod Skolen til Landspræsters og den ringere Borgerstands Børn. Alle Klasser eller Lektier havde i Regelen tilsammen ikke mere end 40 Disciple, medens Frekventsen ved Aarhundredets Begyndelse havde været dobbelt, stundom tredobbelt.

I 1789 var Nils Treschow bleven Rektor. Han var født 1751 paa Strømsø, efter Traditionen i den Trægaard langt nede i Byen, som siden har været Apothek for denne Del af Drammen. Begge hans Forældre vare ivrige Herrnhutere, ligesom ogsaa hans to Lærere, først Peder Hesselberg, Kapellan paa Strømsø (Forfatter af det bekjendte lille Kvartbind om Strømsø By) og Slotspræsten i Christiania Johannes Green, det anerkjendte Hoved for dette Samfund i disse Egne. Allerede 23 Aar gammel blev Treschow Konrektor i Throndhjem, kom siden til Helsingør som Rektor og opnaaede endelig det Ønske, han lige siden sin første Ungdom havde næret, at blive Rektor i Christiania. Bestandig læsende og tænkende, men altfor meget henvist til sig selv og blottet for Omgang med Studiefæller, tidt ogsaa uden de tarveligste literære Hjælpemidler^[12], arbeidede Treschow sig som Autodidakt efterhaanden op til den store Anseelse, der af Samtiden enstemmig indrømmedes ham som Filosof.

Som Rektor i Christiania var Treschow en af de vistnok saare faa Nordmænd, som ikke bifaldt Planen om et norsk Universitets Oprettelse og havde Mod til at udtale sin Overbevisning herom. «Jeg understod mig,» siger han, «at ytre min Mening, at det under de daværende Omstændigheder var tvivlsomt, om et Universitet her i Landet vilde blive saa blomstrende, at det nogenledes kunde svare til Patrioternes sangvinske Forhaabninger.» Men desto ivrigere var han for at bringe sin Skole i en mere tidsmæssig Skikkelse og faa dens Virksomhed udvidet. Skjønt Reformerne af 1739 og 1785 havde udrettet Adskilligt, var Latinskolernes Indretning dog i mange Henseender fremdeles den samme, som for over hundrede Aar tilbage. Endnu vare f. Ex. alle Klasser samlede i et eneste Værelse, hvor 4 til 5 Hørere paa engang talte i Munden paa hinanden under Opsigt af Rektor eller Konrektor, som fremdeles hver sin Halvpart af Ugen læste med Mesterlektianerne paa en Forhøining i den ene Ende af Salen. Hørernes Vilkaar vare maadelige, Konrektors ret gode, Rektors næsten glimrende. Rektor og Konrektor havde nemlig Bygsel og Landskyld af et betydeligt Jordegods, thi Biskop Deichman havde i sin Tid sørget for, at Svigersønnen, Rektor Rasch, tillige var bleven Lektor, og da efter dennes Død Lektoratet inddroges, bleve hin Sinekures Præbender delte mellem Rektor og Konrektor.

Treschow og hans Kollega (siden Eftermand), den ædle Konrektor Jacob Rosted, lagde nu en Uegennyttighed for Dagen, som ikke er meget almindelig. De tilbøde, for at faa Skolen omdannet, Lærernes Antal forøget og disses Vilkaar forbedrede, at afstaa det beneficerede Gods, som var tillagt deres Embeder, mod en beskeden fast Gage. De erklærede sig endog villige V til at holde Forelæsninger over Filologi, Filosofi, Historie o. s. v., idet Treschow foreslog, at der skulde oprettes en Art forberedende akademisk Læreanstalt i Forbindelse med Skolen, altsaa en Indretning ikke uden Lighed med, hvad Sorø Akademi under dets seneste Bestaaen (indtil 1848) har været for Danmark. Den Kommission, der i Kjøbenhavn behandlede denne Sag, og hvori Konferentsraad D. G. Moldenhawer havde Forsædet, anbefalede vel, at Treschows og Rosteds Tilbud om Opofrelsen af deres præbender skulde tages til Følge og endel af de foreslaaede Reformerindføres, men den høiere Læreanstalt blev strøgen.

I 1799 blev nu Christiania Kathedralskole reformeret. Istedet for Lektiehørere fik man Faglærere, der skulde benævnes Overlærere. Enhver Overlærer skulde i de Klasser, hvor han ei selv kunde besørge sit Fag, have som Medhjælper en Adjunkt, der under hans Tilsyn skulde foredrage det; Overlærernavnet skulde altsaa ei, som senere blev Tilfældet, være en blot og bar Adkomst til forbedret Løn, men have reel Betydning. Overlærerne skulde udgjøre et Skoleraad, Disciplenes Sangopvartning afskaffes og Skolepenge betales. Den reformerede Skoles første Lærere fortjene at ihukommes som kundskabsrige, tildels lærde Mand, og et Par af dem have endog vundet et historisk Navn. Treschow var selv Overlærer i Latin, Rosted i Græsk og Modersmaalet. Dernæst havde man Herman Amberg, senere Rektor i Christianssand, en stille og bramfri Lærd, der vakte og nærede J. Chr. Bergs og Fleres videnskabelige Interesser, videre Dr. Ulrik Andreas Rhode, dengang en af Nordens første Orientalister, Søren Rasmussen og Georg Sverdrup, begge senere Professorer. Faa Aar efter ansattes Thrønderen Krog-Meyer (tilsidst udnævnt til Biskop paa Als), Islændingen Poul Arnesen og Ludvig Stoud Platou ved Skolen.

Nogen Undervisningsansta1t, svarende til de senere saakaldte Borger- og Realskoler, fandtes ikke i Christiania, skjønt f. Ex. Throndhjem allerede for længere Tid siden havde opnaaet et saadant Gode. Handelsmænd sendte fremdeles sine Sønner udenlands.

Der havde dog været gjort Forsøg paa at istandbringe Borgerskoleundervisning. En H. F. Kaae bekjendtgjorde saaledes 1784, at han vilde oprette en Skole i Christiania, som baade skulde forberede til Universitetet og derhos «bibringe den Ungdom, som uden Latin skulle blive nyttige Borgere, rigtige Begreber og systematisk Kundskab i Modersmaalet om Gud og Verden, Jordbeskrivelsen og Historien, særdeles for Fædrelandet, et simpelt Bogholderi, at bruge Pennen zirlig og færdig efter de bedste Grunde for Retskrivning og Brevforfatning efter den Gellertske Smag; endelig vil jeg gjøre dem bekjendt med denne Gellert som Sædelærer». Institutet skulde ogsaa omfatte en Afdeling for «Pigebørn, hvis Vilkaar gjør det dem fornødent at eie mere af en god Opdragelse, end det Kirken fordrer». De skulde da bl. a. lære Fransk.^[13] Denne Skole synes ikke at være kommen istand. Derimod forekomme af og til Spor til, at engelske Sproglærere «holdt Skole» i Byen, ligesom forlængst «Françaiser» havde undervist de mere velhavende Embedsmænds og Borgeres Døtre. I 1796 averterer en Mand, at han «vil holde Skole og en Gang om Ugen anstille Forelæsninger for den tilvoxende Ungdom over Konduiten, hvorpaa deres Held og Lykke ofte beror, og lægge den bekjendte Baron Knigges Skrift om Omgang med Mennesker til Grund».^[14] Allerede 1778 havde Biskop Schmidt opfordret Menigheden til «at antage sig de mange fattige og ynkværdige Børn, der løbe om paa deres egen Haand og opvoxe i Vankundighed og Ondskab».^[15] I 1802 arbeidedes paa at faa istand en Søndagsskole, hvormed Overlærerne Rasmussen, Sverdrup og Flor vilde bistaa.^[16]

Forøvrigt gaves der paa Landet smaa Skoler hos Præster og andre for unge Studerende, en Art boarding-schools. En ret vel besøgt Anstalt af denne Art fandtes paa Snarøen hos en gammel Student af herrnhutisk Retning, Christian Kølle, der synes at have været ret flink. Den bestod i adskillige Aar (omkring 1790) og talte flere af Byens Sønner blandt sine Disciple.^[17] Et andet Landinstitut, der dog neppe kom istand, paatænktes i 1788–89 oprettet paa Thoten af en afskediget Sorenskriver Johan Jacob Milche, og hans Plan er saa eiendommelig, at den ikke bør lades uomtalt. Han ansøgte først Regjeringen om Tilladelse til at oprette en Art lavere Juristskole «til Fuldmægtigpladses hos Fogder og sorenskrivere tilligemed Underretsprokuratorers og Bondelensmænds Pladses Besættelse», men da han mødte Afslag, forandrede han sin Plan og vilde nu faa istand en Indretning, der i en og anden Henseende vilde have lignet Nutidens «Folkehøiskoler». Han bekjendtgjorde nemlig en Timeplan, hvorefter han fra Kl. 8–9 hver Dag vilde gjennem frie Foredrag «anføre Børnene i det theoretiske af Philosophien», og «Religionen skal jeg philosophere over Kl. 9–10» o. s. v.^[18]

Mod Slutningen af Aarhundredet fik Byen et offentligt Bibliothek, en Stiftelse, der dog, som man vil se, ikke fremkaldtes ved nogen dertil almindelig følt Trang, men kun ved en Privatmands

Carl Deichman.

altfor længe upaaskjønnede Gave. Denne Sag fortjener en noget nærmere Omtale i Christianias Krønike.

Giveren, Carl Deichman, var født i Danmark, førend Faderen, den ovenfor omtalte Biskop, endnu var forflyttet til Christiania. Den mægtige Mands Søn maatte synes at have en glimrende Bane for sig. Han fik en lærd Opdragelse, men bestemtes ikke for den geistlige Bane, der ganske vist forekom Faderen altfor tarvelig. Han skulde gjøre sin Lykke ad Hofveien. Datiden kjendte ingen juridisk Examen, og Carl Deichman er ikke engang bleven indskreven ved Kjøbenhavns Universitet. Han fik Plads mellem Pagerne og blev 1726 Hofjunker paa Faderens Velynderskes, Dronning Anna Sophies, Fødselsdag den 16de April, hvorefter han reiste udenlands for at studere Bergvæsenet. Men i 1730 blev Biskopen afsat og Sønnen dermed fjernet fra Hoffet. Han blev vistnok senere Assessor i Overhofretten med Kancelliraads Titel, men allerede 1738 synes han at have opgivet denne Stilling, og sit hele følgende Liv tilbragte han som Privatmand i stille Ubemærkethed. Hans Opholdssted var fordetmeste Porsgrund, da han var Medeier i flere af Omegnens Jernværker, en Tid bl. a. i Fossums. Han døde ugift den 21de April 1780.

Carl Deichmans Liv var imidlertid alt andet end uvirksomt, det var et sandt otium cum dignitate, der i nogen Grad ligner Jacob Aalls paa Næs. Han studerede uafbrudt, og hans Bøger bære endnu Vidnesbyrd om, at han jevnlig læste med Pennen i Haanden. Hans Stilling som Værkseier havde bragt ham ind paa naturvidenskabelige Studier, men hans Tilbøielighed stod nærmest til Historie og Literaturhistorie, fornemmelig den nordiske. Han havde i sin Ungdom havt Anledning til at faa meget at vide om Samtidens og den nærmest foregaaende Tids Personer og Forhold, og som ældre vedligeholdt han fra sit afsides Opholdssted Brevvexling med Datidens mest udmærkede Mænd, saasom Hans Gram, Langebek, Suhm, Schøning, Hjelmstjerne o. s. v. Han optoges ogsaa som Medlem baade af det af Langebek stiftede «Danske Selskab» og af Videnskabernes Selskab (1758) efter Forslag af dets Præsident, Grev Otto Thott.

Selv var ogsaa Deichman Forfatter. Han udgav adskillige Afhandlinger, der optoges i det danske og det norske Videnskabers-Selskabs Skrifter, i hvilke hans dobbelte Interesser som Naturforsker og Historiker tildels fremtræde paa engang, idet han med Forkjærlighed beskjæftigede sig med Norges Bergværkshistorie. Man har vistnok ingen Grund til at antage at Deichman egentlig har levet noget Eneboerliv, thi i Porsgrund og dets Omegn fandtes en Kreds af ikke alene velhavende, men virkelig oplyste og dannede Eiendomsbesiddere og Negotianter^[19], men nogen literær Cirkel havde han naturligvis ikke om sig. Det blev ham derfor en kjær Sysselsættelse at opskrive sine historiske Erindringer, ikke efter nogen Plan, men ganske som det faldt ham ind, dels i egne, dertil bestemte Protokoller, (hvad man kunde kalde hans adversaria), dels som Tillægsbemærkninger i trykte Bøger. En stor Del af disse Optegnelser ere siden blevne trykte eller benyttede, f. Ex i nærværende Bog.

Faderens store Bibliothek havde maattet gaa under Auktionshammeren, efterat Arvingerne havde faaet et unaadigt Afslag paa sit Tilbud om at skjænke den faldne Storheds Bøger til Kong Christian VI. Rimeligvis har Sønnen ved denne Leilighed erhvervet adskilligt af den ham nærmestliggende Literatur og altsaa i en ung Alder lagt Grunden til sin egen beskednere, men dog meget værdifulde Bogsamling. Denne, der fornemmelig var rig i den historiske og fædrelandske Literatur, forøgede han stadig, og den var visselig hans kjæreste Eiendom. Han besluttede derfor, at den efter hans Død ikke skulde adsplittes, og skjænkede den til offentligt Brug for hans Barndoms og Ungdoms Hjemstavn, Christiania. Testamentet udfærdigede han den 28de Februar 1780, et Par Maaneder før sin Død. En Samtidig, J. N. Wilse, fortæller i et Brev til Nyerup, at denne Donation «gik Udarvingerne nær til Hjerte». Med Bøgerne fulgte ogsaa Deichmans af mangehaande, tildels meget kostbare, Rariteter, saasom Mynter, Kunststykker. Mineralier, Conchylier o. s. v. bestaaende «Museum».

Bibliotheket udgjorde ved overdragelsen til Byen omtrent 6000 Bind, fordetmeste kostbare Værker foruden en stor Haandskriftsamling og omtrent 100 Diplomer. I Begyndelsen vakte den store Gave ogsaa nogen Opmærksomhed og det saa meget mere, som Testator ogsaa havde legeret 2000 Rdlr., hvis Renter skulde anvendes til Bibliothekets Forøgelse. Ogsaa andre fandt Lyst til at følge Exemplet, og den nye Stiftelse fik snart en smuk Forøgelse ved Boggaver fra Private, der skjænkede den sine Bøger til Komplettering, saaledes bl. a. Justitsraad og Auktionsdirektør i Christiania J. F. Bartholin, der gav 1500 Bind. Bibliotheket aabnedes til offentligt Brug 1785, Konrektor Rosted blev Bibliothekar og udgav en Katalog over Samlingen.

Men det varede ikke længe, inden Bibliotheket, skjønt det i Rosted havde en hæderlig Bibliothekar, kom til at friste en trist Skjæbne. Christiania forstod ikke et offentligt Bibliotheks Betydning og vilde ikke ofre en Skilling til vedligeholdelse og Forbedring. Lokalet var tilveiebragt i en Staten tilhørende Bygning (Stiftsgaarden), og en ussel Bibliothekarløn havde Kathedralskolen maattet rykke ud med, medens Reolerne o. s. v. tilveiebragtes ved en Gave af Kongens Privatkasse. Da Rosted i 1832 forlod Skolen, udvirkedes der en kgl. Resol. af 16de Januar 1833, som paalagde Kathedralskolens Rektor uden nogensomhelst Godtgjørelse at fungere som Kommunens Bibliothekar, et Arrangement, der charakteriserer sig selv. Bogsamlingen var omsider bleven omtrent utilgjængelig og var for en stor Del endog nedpakket i Kasser, efterat den 1803 var bleven flyttet fra sit første Lokale til Latinskolen og været udsat for farlige Fataliteter under dennes hyppige Husvildhed i de Aar, da Skolen hvert tredie Aar maatte flytte til Mangelsgaarden eller Thomsegaarden for at give Plads for Storthinget.

Imidlertid var Bibliotheket, trods Christiania Kommunes ravnemoderlige Forhold voxet ved de private Gaver, og dets Bestyrer, Professor Bugge, foreslog nogle Aar senere en liden Sum bevilget af Bykassen til en ny Katalog, men Byen havde ingen Lyst til en saadan Udtælling, og der blev endog (1839) fra Kommunens Side bragt paa Bane, at – Byen skulde afstaa hele denne Eiendom til Universitetet, for at blive den kvit. Det er overflødigt at udvikle, hvor kortsynet og urimelig denne Tanke var, for ikke at tale om, hvor lidet passende overfor Deichmans Minde. Planen blev da heller ikke udført, men Bibliotheket blev fremdeles overladt til sin Skjæbne, indtil der omsider tilveiebragtes et lidet Bidrag (ikke af Kommunen, men af Auktionsfondet) til dets Husleie og Bestyrelse, hvorefter Bøgerne omsider flyttedes fra Latinskolen til Borgerskolen, og Samlingen aabnedes 1846, efterat en Bibliothekar var bleven antaget. Til Forøgelse, Indbinding o. s. v. bevilgedes imidlertid Ingenting, og man var i den Henseende henvist til Deichmans Legat, der var omskrevet til 1000 Spd. De, der erindre Bibliotheket fra denne og den følgende Tid, ville neppe kunne tilbageholde et Smil. Bibliothekaren var en meget paalidelig og nøiagtig Forretningsmand, men ikke Bogmand, hvad der heller ikke kunde ventes for en Aflønning af 50 Spd. aarlig. Bibliotheket forøgedes med Bøger, som «Bien», «Skilling-Magazinet», «Riises Arkiv» og alskens «Læsefrugter», og besøgtes fordetmeste kun af Skoledisciple og Haandværksgeseller eller overhoved af et Publikum, der enten manglede Dannelse til at kunne bruge Universitetsbibliotheket eller var for fattigt eller for smaaligt til at bruge Leiebibliothekerne. Mellem saadanne Laantagere vandrede de forslidte og fidtede Exemplarer, som et dannet Menneske helst vilde være fri for at berøre, omkring i uophørligt Kredsløb og under Bibliothekarens kraftige og truende Formaninger om ikke yderligere at makulere og ødelægge dem.

Fra Borgerskolen maatte saa Samlingen efter nogle Aars Forløb flytte til Universitetsbibliothekets forrige Lokale (nu det militære Sygehus), og derfra snart igjen fortrække til en Baggaard i Hoppes forrige Gaard ved Torvet. Senere nomadiserede Bøgerne videre til Magistratsgaarden og derfra til Studentersamfundet, hvor de for Øieblikket befinde sig. Men heldigvis har i den senere Tid Kommunen indseet sine Pligter mod Stiftelsen, og meget er allerede udrettet for at bringe den i en forsvarligere Stand. Privat Goddædighed har ogsaa været virksom paa en priselig Maade.^[20]

1. En Hovedkilde bliver her de utrykte Optegnelser, som vor Landsmand, Christen Henriksen Pram, der som Statistiker bereiste Norge i Aarene 1804–1806, har efterladt sig, men som endnu henligge utrykte. Ogsaa Leopold v. Buch har i sin klassiske Reisebeskrivelse (Reise durch Norwegen und Lappland, B. I, Berlin 1810, S. 57–95) givet en fortræffelig Skildring af Byen. Det Afsnit, som angaar Christiania, blev oversat og udgivet med nogle Tillæg af C. F. Lundh (Kbhvn. 1812, 8), og er ogsaa for en stor Del optaget i Jak. Løkkes Tydske Læsestykker, I, Chr.a 1871.
2. «Drøbak (siger Pram) er, skjønt af Navnet Ladested, dog en ganske særskilt og, som det synes, en velhavende liden By. De andre Ladepladse gjelde for Smuglerhuller, hvis Smughandel tvinger Stædernes Indbyggere til ogsaa at besvige Tolden, hvis de skal holde Priserne med Vinkelhandlerne, som ere bosatte der, hvor det koster lidet at undgaa det slette Opsyn, og hvor de altsaa ere næsten ganske toldfrie. Den Handel, der drives paa saadan Maade i Hølen og Soon, skal være meget vigtig.» Om Drøbak se Ny maanedlig Skjalde-Tidende for December 1776, Kbhvn. 4to.
3. Brede (†. 1847) og Bøgh boede ligeoverfor hinanden ved Vaterlands Bro, hvor da Indkjørselen til Byen fandt Sted.
4. Eier af den store Gaard paa Torvet, der siden længe var Posthus og nu eies af Christiania Glasmagasin, samt af Landstedet Incognito.
5. L. Stoud Platou i «Indberetninger om Nationalfesten den 11te Decbr. 1811», Chra. 1812. Fortalen, S. IV. flg.
6. En livlig Skildring af Markedet, især af dets Fornøielser, vil man finde i Amtmand C. P. Bloms Roman «Fordum og nu», Chra. 1848, S. 209–12.
7. Se om Herrnhutismen i Norge i forrige Aarh. mine Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i 18de Aarh. (særsk. Aftryk af Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. Fl., B. VII), J. H. Møhnes Meddelelser i Muus’s og Bernhofts Norske Kirketidende 1856. Nr. 29–30, Iver Hesselbergs Herrnhuterne eller de evangeliske Brødre, Chra. 1830, S. 194 flg., Wilses Reise-Iagttagelser, B. I. og A. C. Bang, H. N. Hauge og hans Samtid. Dr. Otto Holmboe har meddelt nogle (lidet fordelagtige) Træk om de herrnhutiske Emissærer, som af og til kom til Norge fra Udlandet. (Norsk hist. Tidsskr., 2. R., II passim.)
8. I Intelligents-Sedl. 1799, No. 4, læses et Avertissement, saalydende: «O tempora, o mores! Den sande Sammenhæng med en Kløverknægts nylige Aabenbarelse ved Ofringen paa Alteret, og hvorvidt denne Sag er strafbar, ønskes tilkjendegivet i disse Blade. Scrutator.» Det, hvortil her sigtes, skal være en Begivenhed i Ullensaker Kirke, hvor en Kapt. Waager siges at have lagt en Kløverknægt, hvorpaa en Dukat var indsyet, paa Alteret første Juledag. Jeg har fuld Grund til at anse denne Beretning for paalidelig.
9. Om Hersleb se foruden de i Lit. Lex. citerede Kilder ogsaa C. L. Baden, Jac. Badens Levnet, S. 59–6o. Intelligents-Sedl. for 1781, No. 50, 52.
10. Vel at adskille fra sin nedenfor nævnte Discipel Søren Monrad, der ligeledes udmærkede sig ved stor Dygtighed i Latin og derfor kaldtes «Søren Latiner». Den ældre Monrad havde i sin Ungdom staaet i nært Forhold til I. P. Anchersen, der endog havde ønsket at se ham som sin Eftermand som Prof. eloquentiæ.
11. Det er et interessant Træk i Wessels Levnet, at han senere (1779) søgte om at blive Toldkontrollør i Christiania, saavidt vides, hans eneste Embedsansøgning. Den findes trykt i Dansk Illustreret Tidende, B. XXVII, No. 13.
12. Det lyder utroligt, men forsikres dog af Treschow selv i hans Autobiografi (foran hans «Gud, Idee- og Sandseverden», B. 1), at han i Throndhjem foruden Homer, Hesiod og Xenophon, som han selv eiede, ikke kunde opdrive nogen anden græsk Bog, end en slet Udgave af Aristophanes’s Plutus.
13. Intelligentssedl. 1784, No. 44.
14. Intelligentssedl. 1796, No 51. I 1777 havde en Forfatter i samme Blad (No 10) anprist Dands ei alene, «fordi Mangen har paa Bal faaet en Kjæreste», men ogsaa fordi Færdighed i denne Kunst kunde hjelpe – «ved Befordring til Embeder, thi naar store og formaaende Folk har seet en Person, som heri udmærkede sig, have de ofte fattet Godhed for Personen».
15. Intelligentssedl. 1778, No. 13.
16. Intelligentssedl. 1802, No. 15.
17. Se Lit. Lex., hvor Kølles underlige Skrifter anføres, samt fornemmelig C. N. Schwach. Jac. Neumann biographisk skildret, Bergen 1848, S. 6–7.
18. Intelligents-Sedl. 1788, No. 49. 1789. No. 19, 24–25.
19. Se Claus Pavels’s Autobiografi, S. 126, hvor Egnens Forhold omtales i meget anerkjendende Ord: «Porsgrund er af alle smaa og store Steder, jeg har kjendt, det eneste, hvor den fineste, mest urbane Verdenstone var forenet med ædel, blid, utvungen, ægte norsk Selskabelighed og Gjestfrihed».
20. Om Bibliotheket i dets værste Trængselstid haves et særskilt Skrift af B. Moe: Nogle Ord til Chra. Formænd og Repræsentanter om det Deichmanske Bibliothek. Chra. 1839. 8.