Det gamle Christiania/19
Det engelske Fredsbrud i 1807 fremkaldte strax en grundig omvæltning i alle norske Tilstande. Intetsteds blev dette føleligere end i Christiania. Med et ophørte de livlige Berøringer med England, hvoraf Stadens merkantile Betydning hidtil var betinget, og samtidig vanskeliggjorde Tabet af Orlogsflaaden Forbindelsen med Danmark. Dette sidste kom dog ikke alene til at forøge Folkets Lidelser, men satte ogsaa Norge, om end kun forbigaaende, i Besiddelse af en Selvstændighed, der i Aarhundreder havde været ukjendt.
Allerede den 24de August 1807 maatte nemlig Kongen lade nedsætte en norsk Regjeringskommission i Christiania, bestaaende af den kommanderende General, Prinds Christian August af Augustenborg, Stiftamtmand Gebhard Moltke, justitiarius og Etatsraad Enevold Falsen, samt Amtmanden i Smaalenene, Kammerherre Marcus Gjøe Rosenkrantz.
De to sidste af disse Mænd havde længe været vel kjendte Personligheder i vor Hovedstad og betragtede den vistnok begge som sit egentlige Hjem. De maa derfor her finde en nærmere Omtale.
Født i Kjøbenhavn 1755 i en nylig nobiliteret dansk Embedsfamilie, var Enevold Falsen allerede som lidet Barn kommen til Christiania med sin Fader, Justitiarius i Overhofretten, Christian Magnus Falsen. Kun ti Aar gammel blev han indskreven som Student «med megen Berømmelse». En og tyve Aar gammel udgav han Tragedien «Salvini og Adelson», og to og tyve Aar gammel var han Assessor i Overhofretten i Christiania. Da Faderen i 1788 tog Afsked, lykkedes det den indflydelsesrige Stiftamtmand J. E. Scheel at bevirke Enevold Falsen udnævnt til hans Eftermand som Justitiarius. Men efter faa Maaneders Forløb mistede han dette Embede meget imod sit Ønske, idet han uden Ansøgning udnævntes eller egentlig relegeredes til Lagmandsembedet i Nordlandene, og Lagmanden der, P. T. v. Koss, til sin store Overraskelse kaldtes til Justitiarius[1]. Stegen i Salten, hvor Lagmandsgaarden laa, var ikke Stedet for en Mand som Falsen, der savnede sin muntre Ungdomsbys Selskabsliv og dertil ikke taalte det nordlandske Klima. Efter et Par Aars Forløb forlod han derfor syg og fortvivlet paa egen Haand sit Forvisningssted og reiste ned til Kjøbenhavn. Han var da saa heldig at faa en Plads som Assessor i Høiesteret[2]. I 1802 kom han endelig tilbage til Christiania og fik paa en Maade sit gamle Embede igjen, da han blev Justitiarius i Stiftsoverretten, der 1797 var oprettet efter Overhofrettens og Lagstolenes Nedlæggelse. I Christiania var han meget yndet, især som Digter. Han blev saa at sige Byens anden Tullin. Hans originale Theaterstykker, af hvilke Dragedukken længst har holdt sig, gave naturligvis Byens Privattheater, hvor han ogsaa selv optraadte som Skuespiller; et høiere Opsving, og hans fint dannede, aandfulde Personlighed gjorde ham i det Hele til Sjælen i den bedste Cirkel. Af hans prosaiske Skrifter, der udmærke sig ved en sjelden klar Stil og smuk Fremstilling, kan her nævnes hans Afhandling om et norsk Universitet, i hvilken han med Varme anbefalede Christiania som vordende Universitetsstad.
Hvor vel han befandt sig i sin Hjemby, kan sees af følgende Ytringer af ham i et Brev til Professor Laurids Engelstoft i Kjøbenhavn, skrevne i Christiania 11. Februar 1805: «Jeg lever her i en ganske behagelig Stilling, jeg er kaldet tilbage til det Land, som jeg stedse lidenskabeligen har elsket, fordi det gav min Ungdom Glæder, fordi det gav mig en god Hustru, gode Børn, og fordi det er et skjønt, et elskværdigt Land. Jeg har af og til en Hoben at bestille, men dog ikke mere, end jeg kan overkomme. Jeg aander frit og er procul fra alt det, som stundom forbitrer os Livets Glæder».[3]
Den franske Revolution havde øvet megen Indflydelse paa den livlige Falsens Tænkemaade og Opfatning. Saaledes var han en Ven af Peter Andreas Heiberg, og i det lille Aftenselskab, som denne (7. Febr. 1800) holdt umiddelbart før sin Bortreise som landsforvist Mand, udbragte han derfor ogsaa Falsens Skaal, skjønt han «formodentlig af Delicatesse med Hensyn til hans Embedsstilling» ikke havde indbudt ham som Gjest[4]. Men denne Falsens Sympathi med de moderne Ideer havde ikke gjort ham til nogen politisk Phantast. Han var en udmærket Embedsmand og indtil sin bratte Død udentvivl Regjeringskommissionens mest indflydelsesrige Medlem.
Marcus Gjøe Rosenkrantz tilhørte en dengang noget forarmet og tilbagesat Gren af Danmarks engang maaske fornemste Adelsfamilie. Faderen Otto Christian Rosenkrantz var bleven Premierlieutenant i det Vesterlenske Infanteriregiment i Norge og som saadan endog bleven kasseret, men dog igjen tagen til Naade og havde tilsidst drevet det til at blive Sekondmajor og (1780) Kommandant paa Vardøhus. Han døde paa en Reise til Danmark 1785. Under sit Ophold paa Vestlandet havde han indgaaet Ægteskab (aabenbart efter Tidens Forhold en Mesalliance) med Karen Rønning (ikke Rønnow), der døde 1779[5]. Desto videre kom derimod de to af hans tre Sønner til at drive det. Den ene, Nils Rosenkrantz, blev nemlig dansk Udenrigsminister, og den anden, med hvem vi her har at gjøre, endte som fhv. norsk Statsraad og Seraphimerridder.
Marcus Rosenkrantz (født 1762 paa Vigvold i Tved ved Christianssand) ansees ikke for at have været nogen meget begavet Mand, men har derimod stedse udmærket sig ved en høi Grad af Retsind og dertil ogsaa ved Religiøsitet[6]. Han besjæledes derhos tidlig af inderlig Kjærlighed til sin gamle slægts Traditioner, og,
som det synes, har Slægtsfølelsen og den deraf udsprungne Udholdenhedbidraget endnu mere end danske Frænders Understøttelse til at bringe ham frem. Efterat have opgivet den oprindelig paatænkte militære Bane begyndte han, ikke længere ganske ung, paa Latinen og tog juridisk Embedsexamen. Nu gik det raskt, og han blev 1784 Auscultant og Aaret efter Assessor i Norges Overhofret. Her kom han i Berøring med en af vort Lands dengang
bedste og mest oplyste Militære, General August Friederich v. Wackenitz[7], og denne Mand havde stor Indflydelse paa ham; («naar Rosenkrantz mødte Vanskeligheder ved Embedsforretninger, som strax maatte afgjøres, tænkte han altid: hvorledes vilde General Wackenitz i et lignende Tilfælde forholde sig?»). Ved en Arv kom Rosenkrantz i Besiddelse af en ikke liden Formue og indgik nu Ægteskab, men Christiania forekom ham dog altfor kostbart som Levested, og han nedlagde 1790 sit Embede for at blive Landmand i Jylland. Snart blev han imidlertid Enkemand og vendte da i 1794 atter tilbage til Norge som Præsident i Magistraten for Christiania og Bragernes og giftede sig derpaa igjen. Denne hans anden Hustru var en af de ædleste Kvinder, vor Bys Historie kjender, Maren Juel, en Søster af Zahlkasserer J., der rømte i 1784. Hun havde først været gift med zahlkasserer Holter, efter hvem hun fik saa store Eiendomme, bl. a. Hafslund, Borregaard og Ljan, at hun efter Stiftamtmand Moltkes Oplysning i et Aar havde havt en Nettoindtægt af 80,000 Rdl. Bernt Anker holdt en Mindetale over Holter, hvori han udtalte det Ønske, at Enken med sin store Formue «intet Tillæg vilde gjøre til de flyttede Millioner fra Norges Fjelde til de lave Sletter», med andre Ord ikke lade sig bortgifte til Danmark. Dette blev da heller ikke Tilfældet, thi hun ægtede snart (i 1791) Generalauditør O. C. Wessel, Digterens Broder, der døde 1794. Endelig blev Rosenkrantz, der var tretten Aar yngre end hun, hendes tredie Mand i 1796. Hun døde barnløs 1815, afholdt af Alle for sin Godgjørenhed og sit kjærlige Sind[8]. Af den store Formue, dette Giftermaal bragte ham, ansaa Rosenkrantz sig dog aldrig som Eier, men kun som Bestyrer. Siden 1804 var han Amtmand i Smaalenene, hvor hans Kones vigtigste Eiendomme laa, og kaldtes nu til Sæde i Regjeringskommissionen, hvor han blev et agtet Medlem[9].
Om Stiftamtmand Gebhard Moltke, der neppe nogensinde betragtede sin Stilling i Norge som mere end midlertidig, er lidet at sige[10], og til Prinds Christian August skulle vi siden komme tilbage.
Snart fik Alt i Christiania et krigersk sving. Den 25de August 1807 opfordrede Stiftamtmanden Borgerskabet til at væbne sig og foreslog Oprettelsen af frivillige Korpser. Et frivilligt Artillerikompagni stiftedes ogsaa strax af Ludvig Mariboe og gjorde i et følgende Aar virkelig Tjeneste. Ved Sammenskud indkjøbte Byen et Skib fra Vestlandet, som fik Navnet «Christiania» og bestemtes til at gaa ud som Kaper, og et formeligt Kaper-Kompagni stiftedes i Byen. Om det naaede til at udruste flere Skibe, og om det gjorde nogen Prise, vides ikke[11]. Men saameget er vist, at kun de vestlandske Søstæder, Christianssand og Bergen, i nogen større Udstrækning kom til at drive paa Kaperiet.
Det føleligste Onde for Byen blev, ved Siden af Trælasthandelens Ophør, Vanskeligheden af at tilveiebringe det fornødne Korn. At Aaret 1807 gav en meget rig Høst, var en stor Lykke, men kunde naturligvis ikke fuldt afhjælpe Trangen. Til alt Held havde Byen i Ludvig Mariboe (født i København 1781 af mosaiske Forældre) faaet sin første Kornhandler efter stor Maalestok. Han havde begyndt denne Forretning i 1805, men skjønt han støttedes af den rige Rosenkrantz, forstod man i Begyndelsen ikke at vurdere ham, ja Bestyrelsen for B. Ankers Fideikommis, hvis udenlandske Korrespondance Mariboe førte, havde endog fundet sig beføiet til «at fralægge sig enhver Andel i hans Kornforretninger».[12] Nu blev hans Virksomhed mere paaskjønnet. Han var i disse Krigsaar og overhoved, lige indtil skuffelser og Ulykker i en senere Tid bragte ham ind paa skjæve politiske Baner, en af Landets fortjente Borgere, og hans storartede Gavmildhed vil stedse sikre ham et hæderligt Eftermæle.
Allerede ud paa Høsten 1807 maatte Staten tage sig af Kornforsyningen. Amtmanden i Buskerud Grev Herman Wedel-Jarlsberg, blev sjælen i disse Foretagender, understøttet i Christiania af en Kjøbmand Smith, ligesom paa Hovedpunktet i hans daværende Amt, Drammen, af Christopher Faye. Christianias Handlende oprettede ogsaa et betydeligt Aktieselskab for at sikre sin Kornforsyning, 518 Aktier tegnedes, hver paa 100 Rdlr. Fideikommisset tegnede sig for 100 af disse, Rosenkrantz ligesaa, Peder Anker tog 40, Grev Wedel 30, John Collett 20. Regjeringskommissionen forbød Enhver at hage Brød til Udsalg af anden Slags Rugmel, end det saakaldte sammalede og usigtede, under Mulkt af 1 Daler Courant for hvert Brød. Ogsaa Surrogaternes Tid var snart kommen. Hestekjød blev anbefalet, og den katholske Geistlighed erindret med Uvilje, fordi den havde vænnet Nordmændene af med at spise Heste. Øl af Birkesaft og Tobak af Potetesgræs anpristes. Biskop Bech foreslog Brød af islandsk Mose og Karvekaal. Men de ivrigste Surrogatprædikanter var Farmaceut (siden Bureauchef) J. C. Schandorf, den samme som tilligemed sin Hustru grundlagde Eugenias Stiftelse, og dernæst den mere velmenende, end praktiske, tilsidst høist ulykkelige Overlærer M. R. Flor («Mosepræsten», der vandrede paa sin Fod om i Bygderne for at undervise Bønderne) og endelig den residerende Kapellan, Prof. Ole Pihl[13]. Sidstnævnte høstede ikke megen Tak for sine Forslag. Tvertom regnede der med Anfald over ham i Avisen, især fra Schandorf[14]. Overhoved havde vel flere af dem, der foresloge Surrogater for Andre, uden netop selv at ville nyde dem, ikke synderlig Glæde af sin Virksomhed. Det heder herom i en nogle
Aar senere (1813) meget udbredt politisk Vise[15]:Men Patrioten ske evig Lov,
Som lærer Smaafolk saagodt at spare
Paa gamle Knokler og Hestebov
Og Surrogater at tage vare.
Den Mand faa Ære.
Han Ordner bære,
Gid – Surrogater ham stedse nære,
Til evig Tid!
Det fulgte af sig selv, at de Fattiges Antal stærkt maatte voxe, men de mere Formuende toge sig af dem med prisværdig Godhed, hvorfor Avisen idelig indeholder Taksigelser. Værst var det, at de forvirrede Forhold affødte Forbrydelser og Uordener i sørgelig Mængde. Tyverier bleve almindelige. Falske Pengesedler paa 100, 50 Rdlr. o. s. v. sattes den ene Gang efter den anden i Omløb[16], men kun et eneste opdagedes. Det var i December 1807, da to Bønder fra Sigdal, Bjørn Johansen Leer og Erik Halgrimsen Aasen, arresteredes i Christiania, hvorhen de havde medbragt 39 Stykker Tidalersedler af egen Fabrik. De tilstode begge, men Bjørn Leer rømte og blev først i 1810 greben i en Hule under Jorden i Krydsherred, hvor han fremdeles «ved sit Geni» forfærdigede falske Assignationsbeviser paa 5 Rdlr., trykte med en af ham selv arbeidet Plade og skuffende eftergjorte. Lensmanden paa Eker, Jens Gram, tilligemed tre modige Bønder opdagede Natten til 12te Marts 1810 dette underjordiske Verksted og stormede det med væbnet Haand.
Udlandets uafbrudte Krige, der gjorde saa mange Mennesker hjemløse, bevirkede, at alskens Industririddere ogsaa forvildede sig
hid, og Politiet beklagede sig i 1808 over en «omstreifende Bande af tydske Tiggere». Forbudne Hazardspil bleve allerede i 1808 almindelige i Byen, og dette Uvæsen vedblev i de følgende Aar. I 1813 var der saaledes et berygtet Spillehus i Hjørnegaarden mellem Skippergaden og Toldbodgaden (nu Dethloffs siden ombyggede Gaard); her indlodes man kun paa Parole, og Banken lagdes i et lidet Rum til Gaarden, hvor man saa spillede Passe-dix ved Lys. I 1809 mistede derhos Byen sin duelige Politimester Jacob Wulfsberg, der selv endog stundom paatog sig en Opdagelsesbetjents Rolle og forklædt eftersporede Tyvene. Han forflyttedes i det nævnte Aar til Eker som Sorenskriver og døde der 1826[17].
De høiere Klassers selskabsliv maatte selvfølgelig nu blive meget tarveligere end før, og Avisindsendere advarede ogsaa stadig mod Luxus. Men man kom dog fremdeles sammen og morede sig, efter Samtidiges Vidnesbyrd, fortræffelig. I nogle Optegnelser om hine Dage[18] gjøres følgende, vistnok sande Bemærkning: «Det er ikke Hensigten at ophøie den forbigangne Tid paa den nærværendes Bekostning; Hver Tid har sin lyse og sin mørke Side, men den Munterhed, som da existerede, er ikke mere, det synes, som dens Genius er bortfløien. Man undværede Ting, som man nu ikke kan gjøre sig Ide om, men man var mere sorgløs, tog Verden, som den var, med et let Sind». De Dannedes kjæreste Fornøielse, Theaterforestillingerne i Grændsehaven, bleve fortsatte, ja man spillede nu Komedie med endnu meget større Iver end før, Theatret toges nemlig i Patriotismens Tjeneste og blev nu aabnet for det store Publikum mod betalt Entree, istedenfor at der før kun havde været Adgang for det dramatiske Selskabs Medlemmer. Indtægten gik til Hjælp for trængende Familier, hvis Forsørgere sad fangne i England eller, efter Fredsbrudet med Broderfolket, udkommanderedes mod Svensken. Billetten kostede en Rigsdaler «eller om Nogen goddædigen vilde give mere». Af Repertoiret i den første Krigstid kan nævnes: «Bortførelsen», «Gevinsten i Klasselotteriet», (i hvilket Stykke den unge Enke Fru Hagerup, senere Fru Aars, især glimrede), «Han har sin Næse allevegne», «Virtuosen No. 2», «Figaros Bryllup», «Korsikaneren», «Den sorte Mand», «Den gamle Skuespiller» o. s. v. Det var selvfølgelig især af Embedsstanden, at man fik de bedste Skuespillere, og dette gav siden den forresten saa godmodige Prinds Friederich af Hessen Anledning til den Sarkasme, at Christiania havde et fortræffeligt Theater, og ved Siden af at spille der havde Embedsmændene ogsaa andre Forretninger, naar de havde lidt Tid tilovers fra sine Roller. Det var overhoved nu Privattheatrenes Guldalder; enhver ikke altfor liden By fik sit Tempel for den sceniske Kunst[19], og dette Liebhaberi har ganske vist en ikke ringe kulturhistorisk Betydning. Det er udentvivl en meget rigtig Bemærkning af J. Chr. Berg, at de mange Privattheatre i Aarhundredets Begyndelse have bidraget betydeligt til at give de dannede Klassers Talesprog en større Lighed med den danske Diktion, end det tidligere kan antages at have havt[20]. Af samtidige Ytringer om disse Forhold kan fremhæves en Artikel «Om Forlystelser i Krigstid», hvori det fremhæves, at eden Tænkende» i saadanne Tider ganske vist ikke vil «tillade sig Fornøielser, forbundne med store Bekostninger», men paa den anden Side heller ikke har Grund til at forsage anstændige og billige Glæder. «Maa man ikke lykønske et Land, der eier Embedsmænd, der efterat de have arbeidet hele Dagen for Landets Tarv, været sysselsatte med tusinde Ubehageligheder, der forekomme paa den større Skueplads, endnu besidde Aandskraft, endnu finde Tid nok til at træde frem og vise sig paa det private Theater? Eller er det maaske til alle Tider upassende for Embedsmanden at spille Komedier? Det vil være det samme som at spørge: Tør Embedsmanden ikke være Kunstven?» – – «Før Krigen havde Ingen Noget imod, at Landets første Embedsmænd spillede, hvorfor da nu? Taaler Embedsmandens værdighed mere Nedsættelse i Fredens end i Krigens Tid?» – «Med Baller har det sig lidt anderledes. Bal gives ikke uden stor Bekostning for Verten, det være nok saa tarveligt indrettet, men ifald Subskriptions-Baller kunde finde Sted, hvor man blev enig om, at ingen anden Bevertning skulde gives end Smørrebrød og Thevand eller anden lædskende Drik – hvor Vin ikke turde lade sig se[21] – vilde da Baller blive saa kostbare, naar de ikke gaves oftere end før Krigen? Hvad er Dands uden en naturlig uskyldig Glæde? – Hvorfor skulde vi ikke dandse? Hviler der nogen Plet paa vor Samvittighed, er vor Nations Ære tabt? Britten bør ikke dandse, han burde sørge over sit Ministerium, der udruger djævelske Planer[22], – – men den Danske og Nordmanden, hvorfor skulde de ikke turde dandse og være glade? Sømmer det sig ikke for Helten fra
skyldfri Dands at drage ud til sin Kamp? Skal han hænge med Hovedet, skal han sige: Jeg sørger over mit Fædreland, jeg tør ikke dandse».[23]
I Februar 1808 erklærede Danmark Sverige Krig, og nu begyndte Prøvelserne for Alvor. Indkvarteringen blev strax yderst trykkende for Christianias Borgere, og snart fik man ogsaa svenske Krigsfanger at forsørge. Grev Wedel og Ludvig Mariboe stillede sig i Spidsen for frivillige Korpser, og det gule Korps eskorterede Krigsfanger til Drammen, Skien o. s. v. Paa Alles Læber lød Enevold Falsens Sang: «Til Vaaben, se Fienderne komme, Til Vaaben I nordiske Mænd!» Men ikke alene som Digter vedligeholdt Falsen den gode Stemning, thi endnu mere virkede han ved Udgivelsen af sin «Budstikke», der kun indeholdt Efterretninger om Kampen paa den norsk-svenske Grændse og naturligvis grebes
med Begjærlighed af Alle, der kunde faa fat paa den. En anden (versificeret) «Budstikke» udgaves af Eiler Hagerup Tregder, Myntguardein paa Kongsberg, der siden forlod Norge og bosatte sig i Danmark. Ogsaa Præsten Wulfsberg udgav «Efterretninger og Opmuntringer», hvori tillige forekom nogle temmelig farvede udenlandske Efterretninger.
Christiania Handelsstand har ærefulde Minder fra den Tid at se tilbage paa. Det mest oplyste og mest fremtrædende Medlem af denne Stand var nu, efter Bernt Ankers Død, hans Hustrus Brodersøn, den af Dannelse helt engelske John Collett, eller som han ogsaa efter sit Sommeropholdssted undertiden for Spøg kaldtes John Ulevold. Denne Gaard havde han nemlig opdyrket og drevet op til et for hine Tider ganske enestaaende Mønsterbrug[24], og her førte han et særdeles stort og glimrende Hus. Der mangler ikke paa Vidnesbyrd fra Reisende om, hvor høit her gik til, dog vistnok især før Krigens Udbrud.
Saaledes skriver den høit fortjente danske Admiral (da Kommandør) Hans Christian Sneedorff om en Fest paa Ulevold den 9de Juni 1805: «Festen var uforglemmelig. Kl. 3½ Efterm. kjørte vi alle op til Collett. Med Byens beau monde vare vi omtrent 150 Gjæster. Verten førte os selv an. Jeg og min Dame, den smukke Fru Thulstrup[25], maatte immer være ham i Hælene. Vi gik i 3 Timer fra en nysselig Idé til en anden; her laa et Badehus, hvor der blev rakt Forfriskninger i Appelsinskaller, hist en Bro fra et Fjeld til Toppen af et Træ, hvor der var en repos, 20 Mennesker fik der Is og Confiturer; der laa et Skib, som saluterede, og hvor der var Porter og Tobaks-Piber; saa stødte vi paa en immense Tønde, af hvilken man fik gammel Rhinskvin fra 1740, saa et Tempel for Ceres, hvor man fik Pæremost og gammel Mjød, saa en stor Plaine, skjult af Lindetræer og rundt om parsemeret med Bænke, hvor der blev drukket Thee ½ Times Tid, medens 4 og 4 – de smukkeste Damer og vore Søofficerer – efter rauschende Musik bleve dreiede om i en Gynge; i Hænderne havde de Landser, hvormed de i fuld Fart stak efter Ringe, saa en Dynge af Bark, der saa ud som den vilde disgraciere det skjønne Paradis, men indeni det nysseligste, lyseste, skjønneste Floræ Tempel, hvor Linnees og Wahls Portræter hængte, og hvor Geléer og Frugter bleve os budte. Saa gjennem Kløver, Runkel-Ruben, rapssaaede Enge og fortryllende Lunde, saa i Fartøier over en liden Elv, saa til en Cypres-Skov med et skjønt Marmor-Monument med Guldskrift paa til hans Faders Minde, saa paa en Høi et Tempel, luftigt og let, til hans Ven Stiftamtmand Kaas’s Hæder, saa Bernt Ankers fortræffelige Kones Sarcophag (?) i en nysselig Bosquet, saa et Menageri med en stor Park, omhegnet af et smagfuldt Gitter; indenfor dette kneisende Svaner og skjønne amerikanske Ænder, noget større end vore Gjæs. Saa kom vi til et Jagthus med vældige, smidige Hunde, der gjøede af fuld Hals indenfor deres Trælverk, saa en Mængde Templer og Møller og forunderlige Ting, vi ikke kom ind i; det var Husmands Huse, et, som var en Smedie, var udvendig smukt dekoreret som et Vulkans Tempel. Ende1ig – slet ikke trætte – hvilket man jo ikke bliver, naar Sjelen frydes, – kom vi til Hr. Colletts store Landhus. Der var strygende Dands for Ungdommen, Billard og alskens Morskab for os andre. Saa til Bords, exquise 3 Retter, Confiturer og Is. Søetatens Skaal, min Skaal, endelig ombord og i Seng Kl. 2. Det var en mærkelig Dag.»[26] Endog Ludvig Philip har været paa Ulevold, og Collett skal selv have kjørt ham op til sit Hjem.
Da Armeen var rykket ud, forfattede John Collett strax en Indbydelse til at tegne Bidrag og lod den af sin Adoptivsøn Otto Collett ombære fra Hus til Hus. Snart var Collettgaardens store Gaardsrum fuldt af Madvarer, Vin og Brændevin. Til en Begyndelse sendtes fem og femti Vognlæs afsted, og paa denne Maade
blev man ved, saalænge Felttoget varede. Westye Egeberg[27] ind- samlede i en Fart 1955 Rdlr. til Soldaternes Familier. Damerne syede Linneder til Krigerne og plukkede Charpie til de Saarede; Ludvig Mariboe skjænkede hertil et Skippund Klude.
Det berømteste Navn i hin Krigs Historie er dog naturligvis Prinds Christian August, kommanderende General og Formand i Regjeringskommissionen. Denne Prinds var født 1768 og var en yngre Søn i et ikke souverænt, men saakaldet «afdelt» Fyrstehus, tydsk opdragen, men Undersaat af den danske Konge. Han havde ligesom sin ældre Broder Frederik Christian (Kong Christian VII.s Svigersøn) faaet en videnskabelig Uddannelse, men havde valgt
Militærtjenesten og tilbragt nogle Aar i østerrigsk Tjeneste. I 1803 udnævntes han til kommanderende General i det søndenfjeldske Norge, hvorhen han kom i det følgende Aar, men levede indtil Krigens Udbrud mest paa Frederikshald, hvor et Institut, hvoraf siden Byens lærde Skole fremgik, kom til at bære hans Navn. Han var en ægte, nidkjær Militær og skal oprindelig ikke have følt nogen Lyst til at indtræde i Regjeringskommissionen og har overhoved neppe tænkt paa at skulle komme til at spille nogen politisk Rolle, førend uformodede Omstændigheder bragte ham ind paa denne Bane. Hans Personlighed er i Norge bleven omgiven af en Nimbus, som ganske vist har været overdreven, men utvivlsomt maa det være, at han besad Egenskaber, skikkede til at vinde vor Nation, og at han navnlig forstod at vinde Hærens Hengivenhed i en Grad, som vistnok Ingen i Norges nyere Tid, med mindre det skulde være den fra ham ellers saa grundforskjellige Gyldenløve. Levende Vidnesbyrd om hans Popularitet have vi til den sidste Tid havt iblandt os, thi et paafaldende stort Antal Nordmænd have været opkaldte efter Christian August.
Her i Christiania levede Prindsen, hvis Formue ingenlunde var fyrstelig og hvis Aflønning ikke var høi, paa en meget beskeden
Fod. Han benyttede kun nogle faa Værelser i Bernt Ankers forrige Palæ og førte ikke engang egen Husholdning, men lod, hvad han behøvede, hente fra Restaurationen i Thomsegaarden. Selv om der kom høie Gjæster til Byen, som Platen og Anckarström, skeede heri ingen Undtagelse. Adgang til at faa ham i Tale var let, men paatrængende Supplikanter affærdigedes kort. Han mødte ligesom Frederik VI. de Indtrædende temmelig barskt med det Spørgsmaal: «Hvad staar til Tjeneste?» og der laa i Begyndelsen en vis Strenghed i hans skarpt markerede Træk, som dog i Samtalens Løb gjerne formildedes og gav Plads for stor Venlighed og Deltagelse. I Stockholm hændte det siden, at en Dame forsøgte at sige Carl August smukke Ting om hans mandige Ansigt. Hans Svar blev en liden Historie fra Christiania: «De er ikke den første, min Naadige, paa hvem jeg har gjort Indtryk ved mit Udvortes. I Christiania havde jeg en Frugthave, som jeg holdt meget af, men det hændte sig en Høst, at mine bedste Pærer bleve stjaalne. Jeg fik Lyst til at gribe Tyven, og det lykkedes mig tilsidst at overraske en gammel Kone, som havde klatret op i et Træ og fyldt Forklædet med Pærer. Jeg bad hende strax at gaa og truede med, at prindsen kunde komme og se det». «Han har vel andet at bestille, sagde Konen, end at se efter Pærer». «Men sæt nu, sagde jeg, at han i dette Øieblik stod for dig, og at jeg var Prindsen». «Du? udbrød Konen med Latter. Nei mange Tak, min gode Mand, styg har jeg hørt, han skal være, men saa styg, som du er, det er ikke muligt».[28]
At Christian den syvende døde under Krigen (i Rendsborg d. 13de Marts 1808 netop Aarsdagen førend Gustav IV. Adolfs Afsættelse), var en Begivenhed uden nogensomhelst Betydning, da Sønnen, nu Frederik VI., allerede i 24 Aar havde været den virkelige Regent. Imidlertid foregik da ogsaa Forandringer i den norske Regjeringskommissions Sammensætning. Enevold Falsen afgik ved en brat Død den 16de November 1808. Han havde hin Aften ladet sig overtale til at besøge Theatret i Grændsehaven, og ved Bortgangen derfra lededes hans forvildede Fjed ned til Fjorden, hvor han den følgende Morgen blev funden som et Lig i «Borkehullet» ved Fiskebryggen. Hans Helbred havde længe været ødelagt, og hans Sind var blevet mere og mere nedstemt, men siden han ved Krigens Udbrud havde faaet en langt betydeligere Virkekreds, saa det en Tid ud, som han havde faaet nye Kræfter. Efter nogen Tids Forløb begyndte han dog atter at lide af Svindelhed og af et Mismod, der grændsede til sindsforvirring. Hans pludselige Død fremkaldte dyb Sorg i den By, hvor han lige siden sin Ungdom havde været beundret og elsket, først for sit digteriske Talent og sin frisindede Tænkemaade, siden for sine Fortjenester som Embedsmand og Borger. Hans Begravelse fandt derfor Sted med stor Høitidelighed. «Høie og Lave, Borgere af alle Klasser, ja endog Bønder i Nationaldragt», samlede sig den 22de November i Nærheden af hans Bolig (nu Hesselbergs Gaard i Raadhusgaden). Ligvognen blev overflødig, thi Kisten blev baaren af Følget ligefra Raadhusgaden til Akers Kirke. En sang af C. H. Sommer (Løitnant og Lærer ved Krigsskolen) blev under Akkompagnement af blæsende Instrumenter afsungen ved Graven af tolv Herrer og tolv Damer. Omkring Graven var plantet en Lund af Grantræer. Stiftamtmand Gebhard Moltke lagde efter en kort Tale en Borgerkrands paa Kisten, hvorefter Biskop Bech holdt en længere Parentation. Tilsidst fremtraadte Falsens Ungdomsven, John Collett, og lagde en Egekrands paa Graven med de Ord:
«Norges Ven, min Ven, Farvel!» L. Stoud Platou udgav i 1821 hans samlede Skrifter i to Bind.
Allerede forinden Falsens Bortgang var som nyt Medlem af Regjeringskommissionen bleven udnævnt en dansk Kammerherre, Georg Kaas, en Broder af den ovenfor oftere omtalte Frederik Julius Kaas. Han omkom imidlertid ved Forlis i Skagerak i Midten af November 1808. Da saa Falsen døde, paapegede Christian August Stiftamtmand Thygeson i Christianssand, Amtmand Sommerfeldt paa Thoten samt Grev Wedel som Mænd egnede til at indtræde i Kommissionen. Kongen udnævnte imidlertid en i Kjøbenhavn bosat Embedsmand, Thrønderen Etatsraad Nils Tønder Lund (en bekjendt Naturforsker), til Medlem af Kommissionen. Lund kom dog, ligesom Kaas, aldrig til Norge: ogsaa han fandt ved Forlis sin Grav i Skageraks Bølger. Nu kom Touren til Grev Wedel og Matthias Otto Leth Sommerhjelm, født i Danmark, men fra Barneaarene opdragen i Norge og siden ganske knyttet til vort Land. Sommerhjelm, der tilsidst var norsk Statsminister i Stockholm († 1827), ansaaes dengang endnu for en meget dygtig Mand og var blandt andet bekjendt for sine literære Interesser[29]. Senere tabte hans Anseelse sig, og han ansaaes navnlig for at være altfor hengiven til Bordets Glæder.
Grev Wedel var Kommissionens mest begavede og mest udmærkede Personlighed. Han blev ogsaa strax Sjælen i dens Virksomhed. Klarere maaske end nogen Mand paa den Tid forstod han, hvad der burde gjøres til hele Nordens Bedste. Det Forbund, i hvilket hans Konge stod med Rusland, forekom ham at være en Alliance med «Barbarerne», som han i fortrolige Breve kaldte dem, og Kampen mod Sverige var i hans Øine det sørgeligste og unaturligste af alle Misgreb, en Forening af alle tre nordiske Riger derimod Veien til Nordens Tryghed og Lykke. Christian August blev inddragen i Wedels Tankegang og vunden for hans Anskuelser. Norges ringe Hovedstad talte altsaa i hine Dage en liden Kreds, i hvilken der tænktes høit og værdigt om Nordens Fremtid og sande Velfærd[30].
Det var, efterat Gustav den fjerde var styrtet i Marts 1809, Wedels og Prinds Christian Augusts Haab at se Frederik den sjette valgt til svensk Konge eller Thronfølger, og der gaves indflydelsesrige Svenske, som nærede den samme Tanke. Selvfølgelig vilde dette alene være muligt derved, at Danmark og Norge havde faaet en friere Forfatning, der havde staaet i Samklang med Sveriges, men Frederik den sjette og hans Generalstab fattede ikke dette, og den beleilige Tid gik ogsaa dennegang ubenyttet hen. Kongen og hans omgivelser vilde Maalet, Kalmarunionens Fornyelse, men forstod ikke eller bævede i ethvert Fald tilbage for at anvende det eneste Middel, som kunde føre derhen, nemlig Opgivelse af Enevældet. End ikke Sverige vilde Frederik den sjette unde mere end et Skin af politisk Frihed, og derfor maatte det snart blive klart, at den danske Konge var umulig som Unionskonge. For Grev Wedel maatte det da herefter staa som Maal at faa en Forening knyttet med Sverige gjennem Opløsningen af den Forening med Danmark, som han fra først af havde ønsket bevaret. Fra Sverige var i April Grev Baltzar Bogislaus Platen kommen til Christiania for at undersøge Forholdene der, og mellem denne Mand, senere Norges sidste svenske Statholder (død som saadan i Christiania 1831), og Grev Wedel knyttedes et paa overensstemmende Anskuelser grundet varmt og varigt politisk Venskab.
De følgende Begivenheder ere vel kjendte: Christian August undlod at angribe Sverige, han blev fra nu af Gjenstand for det danske Hofs Mistænksomhed, og der blev sendt en Mand op fra Kjøbenhavn for at iagttage hans Færd.
Grev Gebhard Moltke fik i den Anledning sin Afsked som Stiftamtmand og Medlem af Regjeringskommissionen, i hans Sted beskikkedes midlertidig i begge Embeder en i Christiania fra tidligere Dage af velbekjendt Personlighed, Byens forrige Præsident og Stiftamtmand nu dansk Kancellipræsident, Frederik Julius Kaas. Han ansaaes for den rette Mand, baade paa Grund af sit Kjendskab til Landet, og fordi han ved sit Ægteskab med den driftige norske Jernverkseier Conrad Clausons Enke (Kirstine født Nielsen)[31] var bleven en halv Nordmand, omtrent som Krummedikerne og de «indgiftede» Danske i den gamle Unionsperiode.
I Begyndelsen blev «vor» Kaas modtagen som gammel Ven med de mest begeistrede Ovationer og med Baller i Thomsegaarden,
thi man anede ikke den egentlige Hensigt med hans Komme. Men saasnart man fik Nys herom, var Kaas’s Popularitet forbi, og hertil bidrog han selv end yderligere ved sit Hovmod og sin Forfængelighed. Han skal have anlagt Statholderplumage i Hatten, lod sig kalde Excellence o. s. v., ja tillod sig Ytringer som denne: «Saalænge jeg har Bestyrelsen af dette Land». Forøvrigt blev ogsaa Kaas paa sin Maade berørt af den skandinaviske Stemning, som paa denne Tid laa i Luften. Den 7de Mai skrev han til Kongen: «Ved min Ankomst til Norge fandt jeg Alle elektriserede ikke blot af Ønsket, men ogsaa af Muligheden af de tre nordiske Rigers Forening i nærværende Tid, og Prindsen af Augustenborg uafbrudt beskjæftiget med det, som paa nogen Maade kan føre til dette store Maal. Gud give, at Deres Majestæt kunde i dette Øieblik høre Prindsen tale om denne Sag og se den Iver, der besjæler ham, saaledes, som jeg dagligen er Vidne dertil». Men Kaas’s skandinavisme gik ikke videre end til Ønsket om Udvidelse af Kong Frederiks eller dennes Børns Herredømme. Efter at Christian August var bleven valgt til svensk Thronfølger, indlod Kaas sig i Underhandlinger med Intriganten Armfeldt, og de enedes om, at den afsatte Gustav den fjerdes tiaarige Søn skulde giftes med Kong Frederiks sextenaarige Datter, og Nordens Forening ad denne Vei opnaaes paa Christian Augusts og Christian Frederiks Bekostning, en eventyrlig Flyvetanke, der naturligvis blev uden enhver Følge.
Under alt dette gik, som man kan vide, Kaas’s og Prindsen af Augustenborgs indbyrdes Forhold over til et aabenbart Uvenskab. Mest tydelig kom dette til at vise sig ved det saakaldte «Prindsegilde» paa Ulevold i August 1809 hos John Collett, hvis Hus dengang, som vi have seet, var det splendideste i Christiania. Her vare to Prindser tilstede, nemlig Prinds Christian August, der den 18de Juli var valgt til Sveriges Kronprinds, uden endnu at ville modtage Valget, og derefter 25de Juli var udnævnt til dansk Feltmarskalk og statholder i Norge, og den danske Konges Svoger, Friedrich af Hessen, Søn af den ovenfor oftere omtalte Carl og nu udnævnt til Undergeneral i Norge og bestemt til at kommandere ved det Indfald i Sverige, der endnu ikke var opgivet af Kongen. Hele den fornemme Verden i Christiania var indbuden tilligemed de notable Fremmede, der befandt sig i Byen, mellem dem Jacob Aall. Ved Desserten udbragte Verten Kongens Skaal, der ikke alene tømtes med Kulde, men som endog «en af de mest agtede Mænd i Forsamlingen» undlod at drikke. Saa kom Christian Augusts Skaal under ustandselig Jubel, medens den hessiske Prinds maatte nøie sig med en almindelig Hyldning». Collett foreslog nu en Skaal for Kaas, der var fraværende, men neppe var Kancellipræsidentens Navn nævnt, før Christian August styrtede ud af Værelset, ladende som om han blødte Næseblod. Verten, som ei forstod dette, fornyede Skaalen, da Prindsen igjen var kommen ind, men denne lod sit Glas urørt og bemærkede kun: «Jeg haaber, at han befinder sig vel». Dette Gilde var vistnok et af de sidste af Colletts store Gjestebude, thi allerede et halvt Aar senere døde han den 10de Februar 1810.
Ikke ret længe efter Prindsegildet forlod Kaas Norge uden at have udrettet andet end at forspilde Christianiensernes Velvillie. Marcus Gjøe Rosenkrantz blev (indtil 1812) hans Eftermand i Stiftamtmandskabet. Kaas gjensaa ikke mere vort Land, for hvilket han dog paa sin Vis altid bevarede Godhed. Da i 1814 flere danske Breve faldt i Svenskens Hænder, formedelst en Reisendes (Gyldenpalms) Uforsigtighed, fandtes mellem disse ogsaa en Skrivelse fra Kaas til Agent Jacob Nielsen, hvori det hed: «Om ikke Pligten bandt mig til min Konge, skulde ingen Ting hindre mig fra at dele Skjebne med mine kjære Nordmænd med Liv og Sjel til min sidste Stund». Kort efter sin Tilbagekomst til Danmark blev han med Bibehold af sin Stilling i Kancelliet tillige Statsminister og holdt sig i sine Embeder og i Kongens Yndest indtil sin Død 1827, da han efterfulgtes af Stemann.
Efterat der den 10de December 1809 var sluttet Fred med Sverige i Jönköping, stundede Christian Augusts Afsked fra Nordmændene til. En stor Afskedsfest for ham holdtes i Christiania den 29de December, og i Byen bærer en Stiftelse i Storgaden officielt hans Navn. Man besluttede nemlig til hans Amindelse at grunde en Arbeidsanstalt, hvortil Staden trængte, efterat et saakaldet Spindehus, hvor arbeidsløse Personer af begge Kjøn havde fundet nogen Beskjeftigelse, var kommet i Forfald. Biskop Bech udstedte paa selve Festdagen en Indbydelse til at tegne Bidrag i denne Hensigt. Fideikommisset ydede 6000 Rdlr., John Collett 3000, Peder Anker 2000, Rosenkrantz, Mariboe, Haaken Mathiesen og Jacob Nielsen 1000, Jørgen Pløen 600 o. s. v. Tilsammen indkom 30625 Rdlr. D. C., siden suppleret til 36,000. Herfor indkjøbtes den tidtnævnte Gaard «Mangelsgaarden», der i sin Tid havde været saamange bekjendte Mænds Bolig og nu eiedes af en Provstinde Bendeke. Men til at sætte Stiftelsen i Gang fattedes endnu Midler, og først Carl Johans Gavmildhed skyldtes det, at den omsider kom til at begynde sin Virksomhed[32].
Ved Stiftelsen af Selskabet for Norges Vel er der ikke her Stedet til udførligere at dvæle. Kun skulle vi minde om Selskabets største Fortjeneste, Universitetets Stiftelse, thi dette er et af de smukkeste Blade af Christianias og af de søndenfjeldske Kjøbstæders Historie overhovedet. For halvandet hundrede Aar siden havde den norske Borgerstands Repræsentanter ved Arvehyldingen 1661, da de norske Stænder for sidste Gang samledes i Christiania, indgivet en Petition til Kongen om et norsk Universitets Stiftelse, en Tanke, der da begroves i Archiverne og først hundrede Aar senere atter brød frem. Efter femti Aars Forhandlinger og Skriftvexler blev den i 1811 virkeliggjort tildels ved Handelsstandens ædle Opofrelser. Vestlandets og de nordligere Byers Deltagelse i Subskriptionen var dog forholdsvis liden. I Christianssand, der paa hin Tid midt under det øvrige Lands Trængsler oplevede sin Velmagtsperiode, i Bergen og i Throndhjem subskriberede Rigmændene paa faa Undtagelser kun summer, «hvorfor de i den gjeldende Myntsort neppe kunde have kjøbt sig en anstændig Klædning».[33] Men desto mere glimrende var Christianias. Drammens, Frederikshalds, Moss’s, Tønsbergs og overhovedet de sydlige stæders Bidrag indtil og med Arendal. Alene en eneste Mand i Kragerø (P. A. Heuch) tegnede sig for mere end de ni største Bidragydere i Bergen tilsammen Forholdsvis overgik neppe nogen By Drammen i denne Nationalsubskription, men det i og for sig største Beløb blev tegnet af Christiania. Peder Anker og hans svigersøn Grev Wedel gave tilsammen 10.000 Rdlr. foruden en Forpligtelse til at yde 320 Tdr. Byg om Aaret, Otto Collett og Ener Holm hver 8000 Rdlr., Rosenkrantz 6000 foruden 200 Tdr. Byg aarlig, Johannes Thrane 6000, Prindsen af Hessen 5000, Jacob Nielsen, Westye Egeberg og H. Th. Thoresen den samme sum, Ludvig Mariboe, Haaken Mathiesen, Jørgen Pløen, Andr. Lumholtz og Peter Lumholtz hver 4000, og hele firti andre hver summer fra 3000 til 1000. Og det skal her erindres, at man paa den Tid, Bidragene tegnedes, aldeles ikke kunde paaregne med Vished, at Christiania skulde blive Universitetsstad. Det var endnu Kongens Tanke, at Kongsberg skulde blive stedet.
Hvad der gjorde det muligt for Kjøbstæderne midt under Landets Nød paa en saa uforglemmelig Maade at fremme Nationens store Velfærdssag, var den heldige Omstændighed, at Skibsfarten og Trælastudførselen igjen for en Stund var kommen paafode efter et Par fortvivlede Aars Stilstand. Den bekjendte Licentse-Fart var kommen i Gang, og Fragterne og Ladningerne betaltes for en Stund med uhørte Priser.
Efter Fredens Gjenoprettelse med Sverige var Regjeringskommissionen bleven ophævet. Prinds Friedrich, der nu var Vice-Statholder, var ikke nogen meget betydelig Personlighed, og hans Virksomhed i Norge efterlod sig kun faa Spor. Udenfor Christiania
kom han kun sjelden, og Bønderne sagde, at de ikke kjendte ham. Han var forøvrigt en Mand af en godmodig Natur og et venligt Sind. Medens hans fordringsfulde og stolte Fader i sin Tid havde været mindre afholdt her i Byen, var Sønnen derimod ret populær mellem de rigere Folk i Christiania, færdedes i deres Kredse og saa dem hos sig igjen. I Slutningen af 1812, medens forøvrigt Nød og Trang just var paa det Værste, foranstaltede han saaledes ude paa Isen udenfor Kontraskjæret (omtrent der, hvor Skøiteklubben i vore Dage har havt sit Samlingssted) en glimrende Frokost. «I Slæder, paa Kjælker og Skøiter, heder det i Christiane Korens utrykte Dagbog, stormede den hele Hvepsesværm, som uophørlig surrer om den Slags Honning, afsted til Festen, og alle Velklædte, som passerede Isen, inviteredes til at deltage i den kolde Fornøielse. Dagen efter gik Toget paa samme Maade til Ladegaardsøen, hvor man indtog Thevand, og saa floxede tilbage til Prindsens Palæ, hvor der var Bal til den lyse Dag»[34].
Friedrich var ugift, men havde i flere Aar levet sammen med Baronesse Clara von Lilliencron (født von Brockdorff til Godset
Rohlstorff), der var skilt fra sin Mand, og som nu ledsagede Prindsen til Norge. Da hun kom hid, var hun 32 Aar gammel. Hun havde af sit opløste Ægteskab en Datter, som 1813 konfirmeredes af Pavels. Baronessen, der uden Undseelse viste sig i Selskaber ved Prindsens Side, var i det Hele fri i sit Væsen, omsværmedes af letsindige Løitnanter o. s. v. og har neppe indvirket gavnlig som toneangivende Dame i Christiania. Forøvrigt havde hun ogsaa sine gode Sider; «hun er, skriver Pavels, driftig og virksom, ingenblot Stadsdame, og har, uden Tvivl, et menneskeligt Hjerte». Ladegaardsøen, hvor hun og Prindsen meget opholdt sig, skal af dem være bleven meget forskjønnet. Før Parret i 1813 forlod Norge, blev Baronessen i største Hemmelighed viet til Prindsens venstre Haand af Sognepræsten til Eidsvold, Professor Leganger. Branddirektør Heyerdahl og Justitsraad Paul Thrane vare Vidnerne ved denne,
saavidt vides, eneste morganatiske Vielse, Norge har oplevet. Baronessen døde 1836, 58 Aar gammel, samme Aar, som Prindsen ogsaa selv bortkaldtes. Til Norge havde Baronessen ogsaa medbragt en ung Niece, Frøken v. Vasmer, hvis Koketteri ikke mindre end hendes Skjønhed afstedkom megen Opsigt. Efterat have gjort flere Erobringer i Norge (bl. a. den renommistiske Duellant Carl v. Haxthausen, Generalens Søn,) blev hun endelig gift med en dansk Officer Steffens, fra hvem hun snart separeredes for at ægte en anden.
- ↑ Slige ufrivillige Forflyttelser, hvorpaa vi allerede tidligere i Levetzaus Fjernelse til Pinneberg have seet et Exempel, hændte ikke saa aldeles sjelden under den absolute Regjering. Aarsagen til Falsens Forvisning fra Christiania kan erfares af Aalls Erindringer, 2. Udg., S. 98, samt B. Moe’s Tidsskr. for Pers.-Hist. 1, S. 252–53.
- ↑ I Tidsskriftet «Vor Ungdom», udg. af J. Pio, H. Trier og P. Voss, Kbhvn., Aarg. 1883, findes i H. Lunds Artikel: «Rektor J. B. Møller» nogle interessante Træk om E. Falsen og især om hans navnkundige Søn Christian Magnus Falsens Skolegang i Borgerdydskolen og det Schouboeske Institut.
- ↑ Engelstofts Papirer paa Univ.-Bibl. i Kjøbenhavn.
- ↑ K. L. Rahbek, Erindringer.af mit Liv, V, S. 409.
- ↑ Personalhistorisk Tidsskrift, III, S. 206–207.
- ↑ Nationalbladet, II, S. 234
- ↑ Født i Pommern 1726, deltog som ung Mand i den østerrigske Arvefølgekrig og tjente under Marschallen af Sachsen i Nederlandene og under Hertugen af Cumberland mod Carl Edvard og hans Jacobiter i Skotland. Han døde i Christiania 1808, (B. Moe’s Tidsskr., 1. S. 463 flg. og Intell.-Sedl. 1808, No. 105). Med sin anden Hustru, en Datter af Stiftamtmand Adeler til Gimsø, havde han en Datter, der blev gift med Nils Anker paa Frederikshald og af A. Eckstorm, som i 1792 udgav sine «Sandfærdige Hændelser», kaldes «Stadens Charite».
- ↑ Pavels skriver den 20de Februar 1815: «I Eftermiddag henslumrede den ærværdige Fru Rosenkrantz sødt og vist saligt, thi hun var et sjeldent Menneske. Ikke ubekjendt med Lidelser, bar hun dem med uforandret Aandsstyrke, og hendes Aasyn bar Præg af den høie Ro, der thronede i hendes Sjel. Elsket, æret og beundret var hun af Enhver, som kjendte hende, og efter sin Død vil hun længe savnes i den Kreds, hvis prydelse hun var. To saadanne Kvinder, som hun og Mor Koren, ere yderst sjeldne. I en Tid af to Maaneder forlod de begge Jorden; fjern og nær, saavidt mit Bekjendtskab strækker sig, søger mit Øie deres Lige og finder Ingen.» (Dagb. Optegn. 1815–16, S. 30–31).
- ↑ Rosenkrantz har selv fortalt sit Levnet i Hermoder, 2den Halvaargang. Chr.a 1822, No. 36, 37.
- ↑ Han døde 1851, efter i 1845 som Besidder af det Huitfeldtske Fideikommis at have antaget Navnet Moltke-Huitfeldt.
- ↑ En Polemik om det moralsk Forsvarlige i Kaperbedriften førtes i Begyndelsen af 1808 i Bladet Tiden, hvor den unge Chr. Magnus Falsen ivrig forsvarede Kaperiets Berettigelse.
- ↑ Se herom Mariboes Autobiografi i «Tillæg til Patrouillen», Chra. 1826.
- ↑ Denne Mand, der nylig var bleven titulær Professor (man har ment ved en feilagtig Expedition fra Kancelliet, som sendte ham den Bestalling, der var bestemt for hans fortjente Broder, Provst P. paa Hedemarken, hvilket dog neppe er rigtigt), var ikke meget afholdt i Byen. Han tog nogen Tid efter sin Afsked som Præst og blev Kjøbmand. Ogsaa flere andre Præster forlode i hin Tid sine Embeder for at gaa over i praktiske Stillinger, forhen noget næsten Uhørt. Som Exempler kunne nævnes Hofgaard i Sigdal, der blev Proprietær paa Fornebo, Glückstad i Skjeberg, der blev Justitsraad og Kjøbmand paa Frederikshald, Sartz i Laurvig og kort efter 1814 Wulfsberg, der blev Archivar ved den norske Statsraadsafdeling i Stockholm og tilsidst Toldbetjent i Drammen.
- ↑ Til en Prøve: «Endvidere maa jeg anmærke, at det ikke er nok til at fortjene Navn som Patriot, at Hr. Professoren med abderitisk Geskjæftighed opripper Alt, hvad Taabelighed kan binde ham paa Ærmet, og udspreder dette som egne Forslag til almindelig Nytte; kanhænde, at de skal faa Patriotismens ærværdige Udseende ved at besløres med sentimentale Udraab om Medmennesker, Menneskelighed, lidende Menneskelighed og mere saadan tom Deklamation».
- ↑ M. Birkeland, Bidrag til Norges nyere Historie (Aftr. af Ill. Nyhedsbl.). Chra. 1858, S. 37. Det er denne politiske Vise, som L. Engelstoft (Udvalg af L. E.s Skrifter, B. III, S. 357–358) i et Brev af 24de Mai 1813 omtaler som «rullerende» i Kjøbenhavn.
- ↑ Allerede fra forrige Aarhundrede kjendtes to storartede Forsøg paa Pengeforfalskning. Kancelliraad Frederik Hammond (en Mand af Kundskaber og endog Medlem af det danske Selskab for Historien) henrettedes i Kjøbenhavn 7de Decbr. 1758 som overbevist om at have fabrikeret over 34.000 Rdlr. i falske Sedler. Han boede neppe i selve Christiania, men paa Gaarden Edsvold i Næs paa Romerike. (Se om ham Norsk historisk Tidsskrift. 2. R., II, S. 130, 132). Tredive Aar senere stiftede Pascal Paoli (Essendrop), opkaldt efter Korsikas Helt, tilligemed en i London bosat Landsmand, Jens Brandt, og en Isenkramhandler i Birmingham, William Rendrich, et Slags hemmeligt Bolag til Fabrikation og Udgivelse af danske Otteskillinger. Heraf fik Paoli i 1797 tusinde Gros tilsendt, og senere fik han, ligeledes fra England, nogle Kurve med slesvig-holstenske Penge. I Februar 1799 negtede Heftye & Blumer, Mostue og John Collett at modtage hans Otteskillinger som betaling. Undersøgelser anstilledes, og Paoli dømtes til Døden af Høiesteret, men benaadedes med livsvarigt Slaveri paa Munkholmen, hvorfra han dog siden slap ud i Mai 1809, efterat fem Kjøbmænd i Christiania havde stillet en Kaution af 6000 Rdlr. «til Betryggelse af det Tab, som kunde flyde af, at han misbrugte sin Løsladelse til Gjentagelse af sin forhen begangne Brøde». Hans Hælere havde, strax der blev Fare paafærde, nedkastet hele Sække af falsk Mynt i Bjørviken, hvor de stundom endnu opmudres. Paa Munkholmen havde Pascal Paoli knyttet en Kjærlighedsforbindelse med Kommandanten Lehne’s Datter, med hvem han senere blev gift. Han praktiserede, efterat være kommen paa fri Fod, som Kvaksalver, men skal omsider i en meget høi Alder have udvandret til Amerika.
- ↑ En smuk Skildring af denne Mand og hans Hus findes i Gustava Kiellands «Erindringer af mit Liv», S. 62 flg. Se forøvrigt P. Holmsen, «Christiania Politis Historie», S. 121 flg.
- ↑ De samme, hvoraf vi S. 233 anførte nogle Prøver om Bernt Ankers Opførsel efter H. Colbjørnsens Død, nemlig Fru Munchs, (nu trykte i «Skill.-Magazinet»).
- ↑ I Christiania var der to Theatre, foruden det egentlige dramatiske Selskabs, nemlig et «borgerligt dramatisk Selskab» og det Strømbergske paa Thoms’s Sal, der dog kun var i sin Begyndelse. Herom og overhoved om Theatervæsenet henvises til H. J. Huitfeldts «Chrisriania Theaterhistorie», der dog desværre kun naar til 1809.
- ↑ Budstikken III (1821–1822), S. 335–336. Den hverken mod Danmark eller mod Theatret meget velvillige Berg skriver fra sit Standpunkt saaledes: «En af de Ting, som i den nyere Tid have især bidraget til at skaffe den danske Mundart alt mere og mere Indpas i Omgang-Sproget og fortrængt eller forvansket det norske, formenes at være de i sidste 30–40 Aar kun altfor meget (endog undertiden paa Landet!) i Brug kommende dramatiske Forestillinger.»
- ↑ Udgiveren (N. Wulfsberg) tilføier som Note: «Haarde Konditioner, synes det endog for den, der hverken dandser eller drikker Vin om Aftenen. Hvad om man blot beholdt Rødvin?»
- ↑ Wulfsbergs Note: «Er det vore Dages Dands, f. Ex. den evige Vals, Forfatteren mener?»
- ↑ N. Wulfsbergs «Efterretninger og Opmuntringer angaaende de nuværende Krigsbegivenheder», for 22de Novbr. 1822.
- ↑ «John Colletts Landbrug paa Ullevold», et Bidrag til Norges Agerdyrkningshistorie, udgivet af Dr. Neumann. Kbhvn. 1804. Som Tillæg har Neumann medgivet nogle Aforismer om Landvæsenet fra Colletts egen Haand. Jeg hidsætter en af disse (S. 101) som særdeles karakteristisk for Tiden: «Baade jeg selv og Husbondskarlen og Gartneren og Tjenerne (!) have alle Blyant og Papir i Lommen for at optegne forekommende Ting, som skal iagttages og forandres».
- ↑ Født Clauson, Stifdatter af Stiftamtmand, Kancellipræsideut, Statsminister F. J. Kaas.
- ↑ C. J. Anker, Kontreadmiral Hans Christian Sneedorffs Personlighed og Virksomhed, 1759–1824, Chra. 1884, S. 234–235. Et Sidestykke til Sneedorfs Skildring finde vi hos en fransk Reisende La Motte (Voyage dans le Nord de l’Europe dans l’année 1807. A Londres 1809. 4. P. 26 sqq.). Deraf kan hidsættes: «Vi vare indbudne med et Selskab af 40 af Landets fornemste Personer. Retterne bleve serverede, og der var profusion & varieté af Vine. Verten og Vertinden vare overmaade forekommende og elskværdige. Før Deserten reiste man sig; Enhver tog den Dame, hvem han havde givet Haanden, da man gik tilbords, thi det er Skik i Norge, at man aldrig i Selskaber gaar alene, men to og to; er der ikke Damer, vælger man en Herre. Chacun donc reprit sa chacune sous les bras, Verten aabnede og vertinden med sin Kavaler endte Toget. Man bevægede sig ned i Haven, hvor der befandt sig Pavilloner, prydede med de berømteste Botanikeres Buster. Man hørte nu Musik og tog Plads i en Lund af Lindetrær. Jeg havde troet, at man ikke kjendte Desert i Norge, men i dens Sted kun brugte at spadsere. Hvilken Enfoldighed! Et stort Bord stod dækket for os her mellem Lindetræerne, bedækket med Frugter og de herligste vine, Malvasier, Constantia, Tokayer o. s. v. Musiken standsede, og Vertinden sang norske Arier. Man drak Toaster, og der spilledes God save the king. Efter at have tilbragt to Timer ved Deserten reiste man sig og gik atter parvis til en Pavillon, hvor Vertens Niece serverede Kaffeen. Paa den ene Side af Pavillonen var et Kapel, helliget Ceres, paa den anden et lignende for Bacchus; i det første serveredes af en Dame fromage à la crème, i den anden af en Nymfe Vin du Hoc femti Aar gammel. Herfra gik man til en Furulund, og Musiken blev nu holdt i en mere sørgmodig Tone. Thi i Midten af Lunden var en liden Høi, hvor Værten havde ladet anbringe et Monument for sin afdøde Fader (James Collett) med den Indskrift: «Optimo Patri, Civi bene merito – par son fils unique». Dette Sted forlod man i Taushed, og kom nu til en Grotte, hvor der var et lidet Vandspring med fortræffeligt Vand, som uddeltes til Selskabet af den unge Niece. Længere henne naaede man et Tempel med en statue for «Venskabet», hvor en Skaal tømtes for en af Vertens specielle Venner. Tilsidst drak man The i en nydelig møbleret Salon, der var «èlevé en l’honneur de l’amour conjugal». Klokken ti brød man op efter at have leget og moret sig en Stund.» Ogsaa Clarke, hvis Skildring af Bernt Anker vil erindres, har været paa Ulevold og givet en begeistret Skildring deraf (gjengivet i A. Collett. «En gammel Christiania-Slægt», S. 210).
- ↑ Denne Families norske Stamfader. Han var født i Lysabel Sogn paa Øen Als, hvor saavel hans Bedstefader (en Degnesøn fra Sjælland) som hans Fader Morten E. († 1780) havde været Præster. Westye Egeberg skal af sin Fader, ifølge Familiens Fortælling, paa dennes Dødsleie have faaet det Raad at forsøge sin Lykke i Norge, hvilket sagn i og for sig er ret sandsynligt, da saa mangfoldige Slesvigere baade havde søgt og fundet den hos os. Han døde i Christiania som Grosserer og Ridder af Vasaordenen 1830. Se Personalhistorisk Tidsskrift, II, S. 19, samt A. V. Scheel, En Familie Scheel, S. 43.
- ↑ Disse Smaatræk ere hentede fra afdøde Student Carl Birchs Meddelelser om Christiana August i «Skilling-Magazinei» for 1847, hvilke hvile paa Faderens, Generalmajor P. H. Birchs Erindringer.
- ↑ Hans værdifulde Bibliothek, bestaaende især af moderne Klassikere i flere Sprog, kjøbtes siden af Carl Johan og befinder sig paa Christiania Slot.
- ↑ Se herom M. Birkeland: Skandinavismen fra norsk Synspunkt. Chra. 1864, men fornemmelig Dr. Y. Nielsen: Grev Herman Wedel Jarlsberg og hans Samtid, til hvilket Hovedværk i Almindelighed kan henvises med Hensyn til de følgende mere Landet og Norden i det Hele, end særlig Christiania vedkommende politiske Begivenheder. Den i 1889 i Kbhvn. udgivne: Frederik VI.s hemmelige Brevvexling med Norge i 1809 indeholder ikke meget for vort Emne.
- ↑ Kaas havde selv ikke Børn med sin Hustru, men adopterede hendes Børn af første Ægteskab, der ogsaa adledes under Navn af Clauson-Kaas. Et af disse hans Stifbørn var en af vort Privattheaters Primadonnaer, Professorinde Thulstrup. Om Jernverkseier Conrad Clauson se Bernt Ankers Mindetale over ham («Iris» for 1793) samt P. L. Oxholms «De danske vestindiske Øers Tilstand», Kbhvn. 1797, S. 78.
- ↑ Christian August medtog, som bekjendt, til Sverige den norske Officer Johan Hübner Holst, der siden forblev i Broderriget og blev svensk Adelsmand. Om ham findes adskillige Oplysninger i Nauckhoffs Memoirer (Ahnfeldt, Ur Svenska hofvets etc. lif, II, S. 140 flg.).
- ↑ «Skulde en Kaper eller en Sørøver have været udrustet, havde Christianssand og Bergen ikke staaet tilbage», skriver J. C. Berg herom til sin Ven Nyerup (L. Daaes Samling af Breve til Nyerup, Chra. 1861). Men naar han mellem dem, der i Christianssand holdt sig borte, ogsaa nævner Familien Isaachsen, gjør han denne Uret, thi to af dens Medlemmer tegnede sig hver for 2000 Rdl. D. C. Nicolay Wergeland har i sin Christianssands Beskrivelse (forfattet netop paa denne Tid og trykt i Uddrag ved L. Daae i Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. III) tilladt sig følgende bidende Satire om sin daværende Hjemstad: «Havde andre Byer ofret mere til fædrelandsk Brug, saa har igjen Christianssand opbragt flere fiendtlige Skibe til Fædrelandet. Have andre Byer været mere patriotisksindede, saa have de heller ikke havt saameget andet at tænke paa som Christianssand, saamange Spekulationer og Anledningen til Erhverv. Have andre Byer givet meget, saa har Christianssand vundet meget. Vel gives der mange blandt dem, som blæser ad det norske Universitet, men det kommer deraf, at de dels ikke tænke at benytte det, dels ikke vide, hvad det skal nytte til».
- ↑ Se ogsaa Pavels’s Dagbøger for 1812–1823, udg. af L. Daae, S. 102.