Det gamle Christiania/20

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 337-357).

Med stærke Skridt nærmede sig nu den Time, der skulde overskjære det gamle Baand mellem Norge og Danmark. Traktaten i Aabo (Oktober 1812) garanterede Sverige Afstaaelsen af Norge som Løn for dets Bistand i den sidste Koalitionskrig mod Napoleon. Allerede tidligere havde svenske Flyveskrifter, der opfordrede Nordmændene til Frafald, været i Omløb i Norge og ikke mindst i Christiania. Der gaves jo her siden Krigens Tid ogsaa Enkelte, som begrebe Misligheden af Foreningen med Danmark, saalænge ikke ogsaa Sverige var optagen deri, og som derfor, efterat Udsigterne til en fuldstændig skandinavisk Union vare forspildte ved Frederik den Sjettes Kortsynethed og Stivsind, længtes efter dog at se Halvøens to Folk forenede. Men denne Opfatning tilhørte ogsaa kun Enkelte. Norges Lidelser under den fortsatte Krig med England og Kontinentalsystemets Overholdelse i dets fulde Strenghed vare vel store: ingen Varer af engelsk Oprindelse turde indføres, ingen Englænder sætte sin Fod ind i Landet, Søfarten standsede, Norge maatte dele Følgerne af Danmarks i Bund og Grund ødelagte Pengevæsen. Men ikke destomindre blev Norge sit gamle Broderrige og dets Konge tro til det Sidste, og det skal ogsaa taknemmeligt erindres, at Danmarks og Kongens Opofrelser i hine Aar for at redde Norge for Hungersnødens Kvaler vare store og følelige.

Efterat Regjeringen i Danmark var bleven fuldt vidende om de Allieredes Planer til Monarkiets Deling, maatte det være den af yderste Vigtighed at styrke disse Nordmændenes loyale Følelser ved de kraftigste Midler. Et Øieblik paatænktes et Forsøg til at gjøre Bevarelsen af Rigernes Forening til en Folkesag ved et paafaldende Skridt. Dette Skridt skulde have mindet om 1789, da man i Frankrige kaldte en Institution tillive, der havde hvilet siden 1514. Der var nemlig Tale om at «indkalde Danmarks og Norges Stænder». Heraf blev vel Intet, men derimod besluttede man at indsætte den Thronen nærmeste Prinds i den Statholderpost, der

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Prins Christian Frederik.)

siden dens Gjenoptagelse efter over en Menneskealders Afbrydelse syntes kun at være Fyrster forbeholdt.

Christian Frederik, Arveprinds Frederiks og Sophia Frederike af Meklenburgs Søn, var født paa Christiansborg 18de Septbr. 1786. Han var i mange Henseender et særsyn i sin Familie. Allerede ved sit smukke Udvortes udmærkede han sig fordelagtig mellem Oldenborgerne, og i aandelig Begavelse var han dem aldeles ulig. Siden Frederik den tredies Dage havde intet Medlem af det danske Kongehus besiddet videnskabelig Dannelse, end ikke den tarveligste, men Christian Frederik tilegnede sig under duelige Lærere (fornemmelig Filologen Schow) et ikke ringe Forraad af Kundskaber og en udviklet Smag og Kunstsands. Den første offentlige Prøve paa sit Talent kom han til at afgive den 2den December 1811, dengang Selskabet for Norges Vel foranstaltede den berømte Høitidelighed i Anledning af Universitetets Oprettelse. Hint Selskab havde nemlig en Afdeling i Kjøbenhavn, og denne lod en Fest afholde i Gjethuset paa Kongens Nytorv. Prindsen havde efter sin Fader arvet Ærespræsidiet for det norske Videnskabersselskab i Throndhjem og holdt i denne Egenskab en Tale, som gjorde almindelig Opsigt og Lykke. «Ordene selv», siger Wegener i sit Mindeblad over Kong Christian VIII., «vare hverken mange eller indholdssvære, men deres Finhed, Zirlighed og Runding, den Friskhed, Fyrighed og Inderlighed, hvormed de bleve fremsagte, gjorde et dybt Indtryk». Talen bidrog til at gjøre Prindsen populær baade i Norge og Danmark, hvor dengang – ligesom i Forudfølelsen af den nære Adskillelse – Nordmændenes Anliggender af mange omfattedes med en usædvanlig Interesse.

Christian Frederik førte gjennem sit hele Liv, ligefra Barndommen af, udførlige Dagbøger, men kun enkelte Brudstykker af disse ere Offentligheden forelagte^[1], naar undtages hans norske Memoirer fra 1814, der for nogle Aar siden ere udgivne i Oversættelse fra Fransk^[2]. Man kjender nogle Optegnelser fra 1811, hvoraf man ser, at det allerede dengang var Prindsens høieste Ønske at komme op til Norge som Statholder. Han omtaler her først de Planer, man troede at kjende til Opløsning af Foreningen med Danmark og til at danne en ny med Sverige, og mener, at en Prinds af Kongehuset burde derop «for at skabe et Centralpunkt, om hvilket Folkets Kjærlighed kunde forenes». «Prindsen af Hessen er der nu. Man elsker hans Godmodighed, men man tror at savne Mandighed i hans Karakter og agter ikke hans tydske Omgivning eller hans Stab». «Kongen og mine Venner vide bedst, hvormeget jeg ønsker at opfylde denne Nordmændenes Fordring; jeg ønsker Intet saa varmt som at foretage en Reise til Norge. To Gange i dette Foraar har jeg sagt det til Kongen og bedet ham gjøre det muligt for mig. Men sidste Gang svarede han, at det vel ikke var det passende Øieblik, og at jeg ret havde faaet en Passion for at reise til Norge. Jeg svarede, at den var meget naturlig. Ja det er et meget interessant Land, var hans Svar. Selv at gaat derop for at afløse Prindsen af Hessen var mit Ønske, naar jeg kunde virke Gavn».

I 1813 gik hans Ønske omsider i Opfyldelse. Paa samme Tid, som Carl Johan gik over til Tydskland for at kjæmpe mod Napoleon, drog Christian Frederik til Norge. I Danmark troede man, at hans Maal var Holsten, men fra Augustenborg dreiede han pludselig mod Nord, og under Navn af Grev Rantzau ilede han til Fladstrand. Strax efter Midnat den 20de Mai gik han ombord i en almindelig Fiskerbaad, der førtes af Løitnant Falsen; hans Adjutanter befandt sig, forklædte som Fiskere, i en anden og hans Bagage i en tredie Fiskerbaad. Baadene løb langs den svenske Kyst i en Afstand fra hverandre, som om de, hver for sig, vare paa Fiskeri. Under en rask Kuling, der næsten blev til en Storm, kom Baadene, uanfægtede af engelske Krydsere, allerede den 21de op til Hvaløerne, hvor Christian Frederik for første Gang betraadte norsk Grund. Paa Kirkeøen traf han Admiral Lutken, tog den lille Flotille i Øiesyn og drog nu gjennem Frederiksstad og Moss til Hovedstaden^[3].

For Christiania blev den nærmeste Følge af Prindsens Ankomst den, at Staden i nogle Maaneder i en Grad, man neppe forestiller sig, blev et Sæde for Lystigheder, Baller og Gjestebud. Ligesiden 1807 havde al Virksomhed og Forretning ligesom været rykket ud af de gamle Spor, man var vant til idelig at opleve Overraskelser og bratte Omvexlinger, og en naturlig Følge heraf var, at man tog Verden let og lidet bekymrede sig om den Dag imorgen. Allerede i Prindsen af Hessens Tid havde det letfærdige Liv forarget de faa Alvorligere, men hvad man hidtil havde oplevet, havde lidet at sige imod, hvad der paafulgte. Thi Christian Frederiks Færd i Christiania kom i visse Maader til at ligne Prætendenten Carl Edvards i Edinburgh. Men ved Siden heraf forstod den intelligente og meget arbeidsomme Mand ogsaa at gjøre Indtrykket af en betydelig Personlighed, til hvem man kunde sætte de største Forhaabninger. Og den Ting, at Rigernes Thronfølger tog fast Ophold i Norge, var noget saa nyt og uhørt, at det maatte øve en Fortryllelse over Manges Sind. «Nu mistvivler jeg ingenlunde om Norges Redning», skriver Pavels i sin Dagbog efter et af sine første sammentræf med Prindsen, og han var ikke den eneste, som i Løbet af det næste Aar maatte tilstaa, at «hans Menneskekundskab havde faaet et Ørefigen».

Modtagen paa Egeberg af det gule Korps holdt Prindsen sit Indtog i Christiania om Eftermiddagen den 22de Mai. Høitidelige Ceremonier fandt strax Sted, idet alle Embedsmænd stededes til Kur i Bernt Ankers forrige Palæ, og hertil kom ogsaa de Kom-

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Egebergbakken.)

plimenter, som maatte udvexles mellem Prindsen og hans Formand og Frænde, Prinds Friedrich.

Efterat Christian Frederik havde forsikret, at før skulde hans Haand visne, før han skulde underskrive Norges Afstaaelse, var det en af hans første Tanker at faa foranstaltet en Kur i Palæet ogsaa af Damer. Prindsen var allerede i Tyveaarsalderen bleven gift med en Slægtning, Charlotte Frederike af Mecklenburg-Schwerin, Storhertug Friederich Frantz’s Datter, der havde født ham to Sønner, af hvilke den ældre var død og den yngre siden blev Frederik den syvende. Fra hende var han efter tre Aars Ægteskab bleven separeret^[4] og var saaledes som enlig Herre kommen til Christiania. Da han nu lod Damerne tilsige at møde i Palæet i «rôbe de cour», vakte det naturligvis største Forbauselse. «Ikke om Fienden havde staaet udenfor, (heder det i en Dames, Fru Munchs, Optegnelser om hin Tid) kunde der være blevet mere Allarm og Forstyrrelse i Byen. Herrerne vilde ikke lade sine Koner og Døtre slippe ind til den unge og smukke Prinds, og rôbe de cour kjendte Damerne i Christiania ikke til». Endnu mere opholdt man sig over Indbydelsens Form, thi foruden alle Damer af Embedsklassen havde Prindsen ogsaa ladet tilsige øde yngste og smukkeste» Fruentimmer udenfor denne Stand, hvorfor Spottefugle bemærkede, «at han vilde se sig om blandt Landets Døtre i samme Hensigt, som fordum Kong Ahasverus». Imidlertid blev hans Ønske opfyldt, Damerne kom, bleve opstillede i et stort Værelse i Palæet uden Hensyn til Rang eller Stand, Prindsen kom ud, og efter en almindelig Hilsen «associerede» han sig med Stiftamtmandinden, Fru Thygeson, gik med hende Stuen rundt og talte med hver eneste nogle Ord, «undertiden endda ikke faa».

Den hessiske Prinds forlod nu Norge. Christian Frederik fulgte ham selv til Frederiksstad og saa ham vel ombord i den samme Baad, med hvilken han selv var kommen herop til Landet. Da omfavnede Christian ham med de Ord: «Gid min Afsked fra Norge maa blive som Deres», en smigrende Kompliment. Det gjorde et godt Indtryk, at Thronarvingen viste sin Forgjænger saa megen Agtelse og Opmærksomhed. Prinds Friedrichs Reise blev meget besværlig, og det varede syv Dage, inden han landede i Gilleleie paa Sjelland; Provianten var sluppen op, og han havde intet andet til at oplive sig med end Brændevin og Tobak. I Danmark bemærkede man, at han var bleven korpulent heroppe^[5]. Som bekjendt, deltog Prindsen siden med Ære i Felttoget i Slutningen af 1813.

Foruden det dramatiske Selskab, hvori Enevold Falsen engang var Sjælen, var der (omtrent 1809) opstaaet en anden Forening af æsthetisk Tendents i Christiania, det saakaldte musikalske Lyceum. Oprindelig var Planen at «fremme Musiken og at soutinere duelige og overhoved uformuende Artister», men Selskabets Hovedvirksomhed blev at opføre Syngestykker for betalt Entré. Stifteren var udentvivl den senere Statsraad Hans Hagerup Falbe, der (sandsynligvis ved sin berømte Svogers, Christian Colbjørnsens, Indflydelse) i 1809 var kommen herop fra Danmark som Enevold Falsens Eftermand i Justitiarii-Embedet i Stiftsoverretten. Falbe, der stod høiere som Musikus end som Statsmand, gav sig meget af med at komponere^[6]. Ellers bestod Lyceets Medlemmer mest af Dilettanter, hvorimellem enkelte skulle have været heldige som Solospillere. Fortræffelig som Anfører var den bekjendte Waldemar Thrane, Elev af den anseede danske Musiker Schall. Forøvrigt var der større Mangel paa gode Mandssangere end paa Instrumentister og syngende Damer. Lyceets Direktører vare i 1813 Paul Thrane, General Nilson, Etatsraad Falbe og Johannes Thrane^[7].

Ved Christian Frederiks Ankomst maatte naturligvis dette Lyceum sætte sig i Bevægelse, og der gaves allerede den 28de Mai en koncert i vor Frelsers Kirke, ved hvilken Leilighed Biskop Bech holdt en Tale. Men nogle Dage efter kom en Mand til Byen, som pludselig bragte et nyt Liv i hele det søndenfjeldske Norges musikalske og dramatiske Forlystelser. Det var kongelig Skuespiller og Danebrogsmand Hans Christian Knudsen, en velmenende Enthusiast og, selv om vore Intelligentssedlers begeistrede Referater ere noget overdrevne, en ret heldig scenisk Kunstner. Oprindelig bestemt for Murerprofessionen var Knudsen gaaet til Theatret 1786 og havde tillige forsøgt sig som Poet, fornemmelig i Anledning af 2den April 1801. Allerede før havde han aflagt et Besøg i Norge og der, som han med Stolthed fortalte, vundet sig Venner i Bernt Anker, Enevold Falsen og John Collett. I Danmark havde han i den senere Tid reist omkring i Provindserne i det smukke Øiemed at give Forestillinger til Bedste for faldne Krigeres Efterladte, og var nu kommen til Norge i samme Hensigt. Knudsen, der, ligesom Christian Frederik, havde betraadt norsk Grund paa Hvaløerne, begyndte strax sin Virksomhed med at give en Fest for disse Øers Fiskere og Matroser, «der tilligemed nogle Officerer dannede en Halvcirkel om en Klippe», paa hvilken anbragtes nogle Emblemer til Minde om «Najadens» Faldne.

I Christiania optraadte Knudsen saavel i det dramatiske Selskab som i Lyceet, og disse to Forestillinger indbragte et Nettobeløb af 5959 Rdlr. D. C., som han strax overleverede Prindsen. Han havde selv udført Jacob Skomagers Rolle i Christianiensernes Yndlingsstykke, Enevold Falsens «Dragedukken», og Theatret var ved den Leilighed dekoreret med Mindestene over faldne Krigere, hvorpaa enkelte mere kjendte Navne, som Sæter, Blix, Drejer, Grotschilling o. fl., vare anbragte; hvidklædte Damer og Børn stode paa begge Sider af Theatret og bekrandsede Mindestenene. Til Slutning blev han fremkaldt efter Prindsens Forlangende. Derpaa drog Knudsen til Drammen^[8] og saa videre hen langs Kysten lige til Christianssand, og maaske endnu længere, undertiden i Følge med Prindsen, der samtidig saa sig om langs Kysten. Endelig kom han tilbage til Christiania sent paa Høsten, gav 22de Novbr. i Grændsehaven paany en Forestilling «til Fordel for Enker af Christiania By, hvis Kaar ei svare til deres borgerlige Stilling», og drog saa igjen til Kjøbenhavn, hvor han døde 1816^[9].

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Christiania fra Frederik den 5tes Tid (1746–1766).)

Man vedblev fremdeles at more sig. Prindsen af Hessen havde forbudt den gamle Folkeforlystelse, at brænde Tjæretønder og Blus paa St. Hansaften, fordi sligt i disse urolige Tider maaske kunde forvexles med Krigssignaler. Christian Frederik ophævede igjen dette Forbud, og strax fik man, samtidig med at Menigmand igjen optog sin tilvante Moro, et glimrende St. Hansgilde istand hos Stiftamtmand Thygeson, hvor hele den elegante Verden var samlet om Prindsen. Trediepræsten Nils Wulfsberg (en meget alsidig Mand, efterhaanden Løitnant, Geistlig, Bogtrykker, Journalist^[10], Archivar, Kronprinds Oscars Lærer «i det saakaldte norske Sprog»^[11], tilsidst overtoldbetjent i Drammen) kunde med Lethed ryste Viser af Ærmet, og til dette St. Hansgilde havde han forfattet ikke mindre end tretten saadanne. Eieren af Frogner, Morten Anker, vilde ikke staa tilbage for Stiftamtmanden og gav to Dage efter en splendid Fest paa sin Gaard, «hvor Acteur Knudsen dirigerede Lystigheden og gjorde mange Narrestreger». Men alt stod dog tilbage for det Bal, som man gav for Prinds Christian, da han, hjemkommen fra sin Udflugt rundt om i Christianias og tildels i Christianssands Stift, feirede sin Fødselsdag (18de Septbr.). Det var beregnet at skulle koste henved 80,000 Rdlr. N. V., der skulde samles ved Subskription, men der opstod Zubus, og Thygeson tænkte da at lade denne dække ved Ligning blandt Borgerne, ligesom Byskatten; dog herom vilde Prindsen ikke høre og tilskjød selv de manglende 17,000 Rdlr. Man havde til denne Fest (saaledes som ved Høitidelighederne i 1790 i Anledning af Frederik den sjettes Giftermaal og ved flere andre Leiligheder i Christiania) i en Fart opført en stor Træbygning (paa Torvet?), som siden nedreves. Den extemporerede lange Sal beklædtes med Tax, og væggene behængtes med henimod 1000 Lamper. Øverst saaes et Transparent, Prindsens Navnetræk med en «flau» Inskription under, og «paa begge Sider Folk af alle Stænder, der svingede med Hattene og supponeredes at raabe Hurra, hvilket vi i disse Dage næsten have gjort formeget af». Fjorten Dage senere opførte det dramatiske Selskab Stykket «Medbeilerne», og efter Prindsens Sekretærs, Etatsraad v. Holtens, Forslag betjente man sig af Leiligheden til at give Christian Frederik en ny «Surprise». Efter stykket gik Teppet nemlig paa ny op, en Piedestal saaes paa Scenen, og i en Fordybning af denne var den lille Prinds Frederiks Portræt anbragt. Holten holdt en Tale og lykønskede Faderen med Sønnens Fødselsdag^[12]. Kort i Forveien havde prindsen besøgt Fladeby, hvor der selvfølgelig var gjort store Tilstelninger og et stort Jagtselskab var samlet^[13].

Medens man saaledes greb hver Leilighed til Festligheder saa at sige ved Haarene, stod det misligt til med Menigmand. 1812 havde været et skrækkeligt Uaar, men heldigvis blev 1813 et godt Aar. Imidlertid kunde det ikke forslaa til at rette paa Tilstanden, og man behøvede ikke alene Provideringen fra Danmark, der nu forestodes af justitiarius Falbe og (fornemmelig) af Kjøbmand og Justitsraad Paul Thrane i Storgaden, men tildels ogsaa Surrogater. «Man saar», hedder det i et officielt Aktstykke, «i Juni Maaned 1813, ligesom i 1808, hele Skove afklædte for af Barken at skaffe et usundt Fødemiddel; man saa Fjeldbonden komme 14–16 Mile fra til Christiania for at hente de ham anviste 2 Skjepper Blandingskorn, og ofte sank han udmattet ned paa Provideringskommissionens Trappe i det Øieblik, da han skulde modtage denne ringe Hjelp for sig og sin langt fraværende Familie»^[14]. Overlærer M. R. Flor, bekjendt allerede fra 1808–1809 som den ivrigste blandt de saakaldte «Mosepræster», satte sig paany i Virksomhed. Et talende Vidnesbyrd om Nøden blandt Arbeidsklassen var det, at Brændevinskipperne nu stode forladte og øde. Aviserne indeholdt ogsaa et usædvanligt Antal af Politibekjendtgjørelser om Tyverier og Indbrud. Alene i et eneste Nummer anmeldtes fem meget grove Tyverier i Staden, stedfundne i Løbet af et Par Dage. Og rundt i Byen og dens Omegn udbredtes Rygter, paafaldende lige dem, der endog saa sent som i 1869 dukkede op her i Byen, da det hedte, at Frimurerselskabet gav sig af med at fange unge og fede Mennesker, især fyldige Piger af Almuesklassen, for at slagte dem. To Tyrker, fortaltes der i 1813, opholdt sig i Christiania og betalte en Tønde Guld for en Tønde Menneskekjød, og to Tønder for et lignende Kvantum Menneskeblod. Kammerherre Rosenkrantz, ja endog Prindsen selv, vare Medvidere. De ulykkelige Ofre slagtedes i «Christian Olsens Gaard», og en Bonde, som havde udrevet sin allerede afklædte Datter af Mordernes Klør, var gaaet til Prindsen, men havde fundet en kold Modtagelse. De politiske Forhold bleve imidlertid med hver Dag alvorligere. Den 3die September var Krigen mod Sverige fra dansk Side erklæret. Christian Frederik havde Ordre til at gjøre Indfald fra Norge, men opfyldte ikke denne Befaling. I Danmark var Stemningen hos dem, der kjendte Situationen, alvorlig og bekymret. Der gaves vistnok et tydsksindet Parti, som fandt Koalitionens Tilbud om Erstatning for Danmark af nordtydske Byer og Landskaber, ifald det godvillig afstod Norge, antageligt, ja lokkende, men dette Parti var et Mindretal. De virkelige Danske indsaa den Fare, som Udvidelsen af Monarkiets tydske Elementer vilde medføre for Nationaliteten. De dømte tildels strengt om den Konge, hvis Uklogskab man maatte tilskrive den fortvivlede Stilling, hvori Staten var geraadet. Man begyndte at tale om, at Frederik den sjette burde redde Norge fra at komme i svensk Vold ved at frasige sig dets Krone og lade Prinds Christian blive selvstændig norsk Konge. Paa denne Maade haabede man, at Koalitionen ligeoverfor ham skulde blive afvæbnet, og naar Danmarks Thronarving blev Norges Konge, vilde der være en nær Udsigt til Landenes Gjenforening. Sandsynligvis har Christian Frederik kjendt denne Plan, men Kongen bragte den ei paa Bane for ham, og han maatte altsaa tie. Derimod traf han paa egen Haand adskillige andre Foranstaltninger. Ved Agent Nielsens Redebonhed til at tjene Staten opdrev han 14,000 Lstrl., hvormed han indkjøbte Klæde o. s. v. til Armeen. Han beskjæftigede sig ogsaa med større Planer og tænkte paa Dannelsen af et Slags særeget Ministerium i Norge, en Regjeringskommission eller et «Regjeringsraad», hvortil han havde udseet Marcus Gjøe Rosenkrantz, Thygeson, (der i 1812 havde fulgt Rosenkrantz i Stiftamtmandsembedet i Christiania), Grev Trampe (Stiftamtmand i Throndhjem), justitiarius Falbe, Carsten Anker, samt – hvad der er ret mærkeligt – Grev H. Wedel-Jarlsberg, men denne Tanke kom ikke til Udførelse. Ud paa Aaret fik Frederik den sjette paany af sine fortrolige Raadgivere det Raad at lade Christian Frederik «pro forma» vælge til Konge af Nordmændene; denne Gang kom Raadet fra den høit anseede Kardorff, «den af alle Generaler udenfor Fyrstestanden, som Kongen havde størst Tillid til og Venskab for». Men han vilde ikke høre paa saadant og skrev til sin Fætter: «At afsondre Norge fra Danmark er altfor farligt og bør aldrig ske. Hvem der forebringer Dem Sligt, fjern dem fra Deres Side»^[15].

Men Livet i vor Hovedstad paavirkedes ikke meget af de alvorlige Tider. Man vedblev med Komedier, Baller og Lystigheder, og Prindsen var som sædvanlig en ivrig Deltager. I December spilledes saaledes Kotzebues «Forplumringerne», og efter endt Forestilling legedes Julelege, i hvilke Christian Frederik endog efter Forlangende af Frøken Bech (Biskopens Datter) satte sig paa Forundringsstolen. Ved samme Tid skulde Lessings berømte Stykke «Emilia Galotti» indstuderes. En af Byens rigeste og mest anseede Damer, John Colletts Enke, ønskede sig Orsinas Rolle, men man fandt, at hendes Alder gjorde hende mindre skikket til at spille ung Pige, og foreslog hende derfor at spille Claudia Galotti, Heltindens Moder. Herover blev hun fornærmet og udfandt nu, at Opførelsen af dette Stykke ikke passede til Tidsomstændighederne, saasom en af Hovedpersonerne, den letsindige Prinds Ettore Gonzaga i Guastalla, altfor meget maatte minde om Christian Frederik. «Emilia Galotti» blev da henlagt og ombyttet med et andet Stykke.

Pengevæsenet var siden Rigsbankforordningen af 5te Januar 1813 i den største Forvirring, idet Staten havde gjort Bankerot og nedsat sine Papirpenge til en Sjettedel af deres Navneværdi. Det hører ikke hid nøiere at omtale al den Forvirring, som denne forøvrigt aldeles uundgaaelige Foranstaltning, der berørte Alles Interesser, maatte medføre. Alt var i Forvirring, den Rige blev pludselig fattig og omvendt^[16]. Da denne Papirpengenes Værdi stadig sank, søgte man at omsætte dem, saa snart som muligt; den Slags Penge «lagdes ikke paa Kistebunden». Der fandt saaledes Sted en livlig Handel med Eiendomme, Bygninger opførtes, Reparationer foretoges o. s. v., ved Hjelp af det i Overflod cirkulerende Papir. Hvorledes dette Papir behandledes i hin Tid, da en Pot Melk kunde koste sine 4 à s «Daler», derom har Chr. Lange optegnet en Barndomserindring, som vi her optage. «Vi boede, skriver Lange, hos en Malermester Vanelius, der tillige var Høker. Nu og da holdt han en Slags Dovning, som nu er gaaet af Brug. Der blev

Portstuerne ved Tøien.

sat et stort Slagbord frem paa Gulvet; derpaa sattes et stort Fad med Klister, og nu vare alle Husets Folk optagne med at klistre forslidte Pengesedler paa allehaande Makulaturpapir. Man tog det ikke nøie med Sammenklistringen og Udvalget. En Stump af en 8-Skilling klistredes ved Siden af en Ditto af en 16-Skilling, 4-Skilling eller deslige, og saaledes holdt man paa i flere Timer. Naar saa Klistringen var færdig, laa der opstablet paa Bord og Bænke store Hobe af tykke Papirstykker, der næsten saa ud som sønderbrudte Fladbrødslever, og maaske var Kubikfoden deraf ikke værd en Spd. i vore nuværende Penge. Naar alt var tørt, bleve «Kliningerne» beklippede og nedlagte i en Kiste, da Pengeskuffen ikke kunde rumme dem; den var forbeholdt de store Kobberskillinger, som ei gik ud igjen, naar de en enkelt Gang indkom, thi i dem var der dog nogen Valuta. Jeg mindes godt, at jeg stod ved Bordet og fik Lov at tage Seddelfillerne op af en stor Klædeskurv, hvori de laa, og levere dem til Vanelius, hans Kone eller Pigerne, som dels smurte Klister paa Papiret, dels i al Fart sorterede, dels klistrede Summerne sammen. Men det blev en farlig Mængde Penge».

Efterat have opgivet de Planer, som i 1813 fremkom til Stiftelse af en egen Bank i Norge, besluttede Regjeringen ved et Reskript af 20de Oktober s. A. at tilstede, at der oprettedes en privat Laanekasse. I denne Anledning var det, at Prinds Christian Frederik udstedte en Indbydelse til 72 af Landets mest formuende og indsigtsfulde Mænd til at møde i Christiania for at overveie Sagen. Mødet aabnedes den 15de December. Bergen og Throndhjem havde formelig valgt Deputerede, de øvrige Mødende vare særlig indbudne af Prindsen. Forhandlingerne varede til 5te Januar 1814.

De store Begivenheder, som kort efter indtraf, bevirkede, at Mødets Beslutninger bleve betydningsløse. Men hin Sammenkomst var dog ikke uden sin Interesse og Vigtighed. Skjønt vistnok ikke samlede i noget egentlig politisk Øiemed, kom de Mødende dog til at udvexle Meninger om Landets Anliggender i den bevægede Tid, og flere af dem, der her mødtes, kom nogle Maaneder senere til at gjense hverandre paa Eidsvold.

Det muntre Christiania lod det ikke mangle paa Gjestebud og Fornøielser i denne Juletid, og flere af Gjesterne fra de øvrige Landets Egne bidroge sit til at forhøie Livligheden. Jacob Aall, der deltog i Mødet, nævner saaledes Bergenserne Meyer og Bøschen som Sangere, der gjorde stor Lykke, og omtaler, at der fra Bergen var medbragt Sange forfattede af Lyder Sagen. Juleaften havde man bestemt sig til at feire ved en storartet Tilstelning. «Julen skulde kjøres ind ved Fakkelskin», og derpaa skulde der være Selskab hos Overkrigskommissær Carlsen, der boede i den Gaard paa Hjørnet af Raadhusgaden og Kirkegaden, ligeoverfor «Calmeyergaarden», der indtil for faa Aar siden udmærkedes ved to gamle Træer. Men Fakkelkjørselen faldt bort, fordi Prindsen, som fik en ubeleilig Post eller Kureer, først kom i Selskabet til Carlsen Kl. 9 om Aftenen. I dette Selskab var det, at Prindsen fik – et Ørefigen. Der legedes Pantelege, Prindsen havde maattet give Pant og faaet det arrangeret saaledes, at han dømtes til at kysse den smukkeste af de unge Damer, men hun gav ham et Ørefigen i Stedet. Og saa fortsattes Julen paa samme Maade med Baller og Middagsselskaber i Byen og Omegnen. Nytaarsaften brillant Maskerade. Man glædede sig ved Rygter, som f. Ex. «at Pontecorvo vilde give slip paa Sverige og blive Konge i Westphalen».

Henimod Nytaar var der en stor Sammenkomst hos Byens fornemste Embedsmand, den rige Stiftamtmand Thygeson, hvor de fleste af Byens fremmede Gjester vare indbudne. Flere af dem, hvoriblandt Bergensere, Thrøndere, Kjøbmænd og Brugseiere fra

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Oslo Bispegaard i dens ældre Skikkelse. (Opført 1623 paa Dominikanerklostrets Grund.))

Øst- og Vestlandet havde grupperet sig sammen for at meddele hverandre de Efterretninger, som En eller Anden ad privat Vei havde vidst at forskaffe sig. Da fremtraadte Thygeson blandt sine Gjester og forkyndte med en glad Mine, at han havde en god Efterretning at meddele dem; «dog maa der gjøres et stort Offer, Throndhjems Stift skal forenes med Sverige». Men denne «gode» Efterretning gjorde intet godt Indtryk, og flere af de Tilstedeværende, fornemmelig Bergenserne, erklærede med høi Røst, at heller maatte hele Norge forenes med Sverige end saaledes sønderlemmes.

Mødet gik ikke hen uden en Episode, hvis sande Sammenhæng den Dag idag ikke er ganske opklaret. Efterat fem Direktører for Banken vare valgte, nemlig først Stiftamtmand Thygeson og Carsten Anker, hvis Valg skyldtes Prinds Christian Frederiks personlige Ønske, dernæst Grev Wedel (dengang fraværende i Danmark)^[17], Thomas Johannesen Heftye og Agent Jacob Nielsen, samledes man den 5te Januar 1814 til Taffel hos Prindsen. Her, fortælles det^[18],

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Saxegaarden i Oslo. (Kjendt under dette Navn siden Middelalderen).)

havde tjenstvillige Aander ladet henlægge Sedler under endel af Gjesternes Kuverter med den Paaskrift: «Idag udraabes Prindsen til Norges Konge». Men det kom ikke videre, især, har der været paastaaet, fordi Rosenkrantz sønderrev sin Seddel, hvorefter de øvrige Forsamlede skulle have fulgt hans Exempel. Jacob Aall har imidlertid oplyst, at han og hans forsamlede Venner ikke fandt nogen saadan Seddel, men fortæller derimod, at der, dengang Forsamlingen adskiltes med et «Leve Prinds Christian Frederik», hørtes en enkelt Stemme, som raabte «Leve Kong Christian», men – «det ansaaes ikke passende at undersøge, hvorfra denne Stemme kom».

Aaret 1813 havde ogsaa været mærkeligt af den Grund, at Christiania Universitet da var traadt i Virksomhed. Sex Lærere havde nemlig begyndt sin Virksomhed, Professorerne Niels Treschow, Georg Sverdrup, Jens Rathke, Rasmussen og L. Stoud Platou samt Lektor S. B. Hersleb. De tre førstnævnte havde været Lærere

Niels Treschow.

Ved Moderuniversitetet i Kjøbenhavn, hvor de, især den førstnævnte, ved Afskeden havde mødt mange og smukke Beviser paa sine Tilhøreres Hengivenhed. I Christiania modtoges de med aabne Arme, «saaledes fandt Sverdrup ved sin Ankomst sin Bolig complet meubleret lige indtil 4 Børne-Senge».^[19]

Den første examen artium paabegyndtes i Kathedralskolens Lokale den 25de Juni, og

S. B. Hersleb.

Censuren for de skriftlige

Prøver faldt, skjønt Opgaverne vare ikke mindre end elleve, og flere altsaa besvaredes paa samme Dag, allerede inden Maanedens Udgang, den 30te Juni. Den 1ste Juli holdtes mundtlig Examen, og den 3die Juli foretog Treschow som Rektor Immatrikulationen efter at have holdt en latinsk Tale. Sytten unge Mennesker havde meldt sig og samtlige bestaaet Examen. Af disse vare 7 (dimitterede fra-Chri-

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Georg Sverdrup.)

stianias, 5 fra Throndhjems og 5 fra Christianssands Kathedralskole. Den eneste Dimittend fra Bergens Skole havde foretrukket at gaa til Kjøbenhavn, og ingen Privatist havde indstillet sig. Mellem disse første sytten er Hans Riddervold den, hvis Navn er blevet mest bekjendt. Tre. Maaneder senere, den 2den Oktober, stiftede de unge Studenter det endnu bestaaende norske Studentersamfund.

Jacobus Rosted, Rektor ved Christiania Kathedralskole 1803–1832.

Forelæsningerne holdtes i den første Tid i Raadmand Moestues Gaard (paa den Tomt, hvor den nuværende Post- og Telegraf-Gaard ligger).^[20]

Et Brev fra Hersleb vil bedst sætte os ind i de primitive Tilstande ved det nyfødte Universitet:

«Christiania 26 November 1813.

– – Jeg kommer næsten ikke til Nogen, uden til Sverdrup og Treschow og har meget at bestille, men finder min Syssel usigelig interessant og er hjertelig glad ved at kunne leve blot for mit Yndlings-Studium. Stod det saa godt til med Fædrelandet, som med mig, var jeg lykkelig.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Løkken »Frydenlund« ved Ulevoldsveien. (Prof. Sverdrups Alderdomshjem, senere tilhørende Kjøbmand A. Christensen).)

Jeg læser over Amos, Dommernes Bog. Indledning til det hebraiske Sprog og theologisk Encyclopædi og har to Studenter, som høre mig – den første og fjerde Forelæsning har jeg ogsaa 3 Candidater som Tilhørere af. Professor Platou har over Norges Historie et meget talrigt Auditorium. Treschow vil vist ogsaa faa mange, naar han begynder sine Forelæsninger over Philosophemerne i den nordiske Mythologi, hvilke han endnu ei har begyndt. Rathke hører jeg med megen Fornøielse over Geologien; det er ret en Glæde at bestige med ham snart Nordkaps steile Klipper, snart Ruslands Bjerge, snart Madeiras høie Basaltstøtter. Det maa være herligt at have vandret saa vidt omkring. Hvor tungt vi føle savnet af vore Bøger^[21], behøver jeg ei at sige Dem. Jeg har syv Bøger med mig! Selv mine Excerpter fra Kongens Bibliothek o. s. v. ligger i Kjøbenhavn. Skolens meget gode Bibliothek er vor eneste Trøst.

Naar De seer Bonnevie, da hils ham ret meget og ret venlig fra mig. Hans Nora til Svea^[22] har ubeskrivelig glædet mig. Jeg forelæste den for mine Tilhørere den samme Dag, da jeg havde endt Forelæsningen, thi den var, som tonede den fra mit Inderste».^[23]

Mere end et Tegn tyder imidlertid paa, at det nye Universitet neppe vilde have kommet til at svare til Forventningerne eller overhoved blevet af større Betydning, dersom ikke den store politiske Revolution saasnart havde fundet Sted. De mangfoldige Fordele, som det Kjøbenhavnske Moderuniversitet selvfølgelig besad og maatte besidde fremfor den nye Stiftelse i Norge, vilde i Længden med Nødvendighed have trukket baade de bedste Lærere og de dygtigste Studerende bort fra Christiania. For mangfoldige af de sidste var Reisen til Kjøbenhavn ligesaa let som til Christiania eller endog lettere, og Adgangen til at vinde en videre Synskreds og til at knytte fordelagtige Forbindelser var selvfølgelig størst i Rigernes fælles Hovedstad. Den i Regelen forstandige og nøgterne Iagttager af Datidens Forhold, Pavels, har indseet dette, og man vil jevnlig i hans Dagbøger finde Ytringer, der tyde paa ringe Forventninger om Universitetets Fremtid under de dengang endnu bestaaende Forhold. Disse Betragtninger kunne endnu have praktisk Betydning, naar der, som af og til i de sidste Aar er skeet, er blevet skrevet og talt om Muligheden af et nyt Universitet i Norge, navnlig om et vestlandsk, saakaldet «Menigheds-Universitet» i Bergen, Planer, der dog vistnok altid ville vise sig at være utopiske^[24].

1. Se Wegeners Aktmæssige Bidrag til Danmarks Historie i det 19de Aarh. I. Kbhvn. 1851.
2. Kong Christian VIII.s Dagbog fra Regenttiden i Norge, udg. af A. Ahnfelt Kbhvn. 1883.
3. Overreisen er skildret af Prindsens Ledsager, den norskfødte Officer Ludvig Frederik Brock, hvis Erindringer om denne Tid ere meddelte af F. Schiern i Dansk historisk Tidsskrift, 5. R. III.
4. Hun døde i Rom 1840 som Katholik.
5. L. Engelstoft til Thorlacius i hans udvalgte Skrifter, III. S. 371.
6. Mauritz Hansen sigter til Falbe (naturligvis uden Navns Nævnelse) i Novellen «Forlovelserne», (Saml. Noveller, 4, S. 254), hvor det heder: «Hille Død og Pine, det er jo ikke min Sats for Oboen, raabte en aldrende Herre i Statsmandens Uniform og styrtede ind fra Whistbordet. Han blev i stum Forbauselse over det formastelige Angreb paa sit Kunstverk staaende lænet til Døren med sammenslyngede Arme, men raabte snart efter: Bravo, Bravo. De Omstaaende fornam den høivelbaarne Tonedigters Bifald og glædede sig over, at de nu vare visse paa, hvilket Parti, Lovtaler eller Skuldertræk, var det rigtige».
7. L. Roverud, «Et Blik paa Musikens Tilstand i Norges, Chra. 1815, en Hovedkilde til Byens musikalske Historie. Roverud (død 1850 ved ulykkelig Hændelse), der senere erhvervede sig Fortjenester navnlig af Kirkesangen, fælder en meget streng, men neppe ubeføiet, Dom over de musikalske Forhold i Norge ved den Tid; Lyceet, hvoraf han ikke synes at have været Medlem, undgaar heller ikke hans Kritik. I 1813 indbød han til Oprettelse af et «musikalsk Samfund», om hvilket vi ikke have nogen Besked. «De fleste af Christianias Indbyggere, der have nogenlunde Evne, (siger R.), lade sine Børn lære Musik, Døtrene spille paa Pianoforte, Sønnerne derimod mindre paa Violin og Fløite, hvilken man af Blæse-Instrumenter kjender bedst, fordi de øvrige spilles næsten alene og det høist maadeligt af Hautboister». R. gaar i sin Ivrighed saavidt, at han finder det at «være stor Skade», at Latinskolens Disciple (siden 1799) ikke længere maatte synge i Kirkerne, og klager over, at man istedenfor denne Skoles af den duelige Kantor Flintenberg oplærte Elever nu maatte hore Vaisenhusbørnenes «surrende Skraal». Ligeledes opholder han sig over, at «den militære Musik intetsteds i Landet er maadeligere end i Christiania», samt at en «kompetent Mand havde erklæret Undervisning i Sang ved Borgerskolen for umulig». Derimod roser han Statsminister Peder Ankers Foranstaltninger til at lade Arbeiderbørn ved Bærums Jernverk oplære i Musik, og omtaler, at disse havde baaret forbausende gode Frugter.
8. I Drammen var Begeistringen overstrømmende. Her gaves ogsaa en særlig Fest for de Bergenhusiske Soldater, som der vare indkvarterede. Ved den Leilighed holdt ogsaa Sognepræsten en Tale fra Scenen. («Intell.-Sedl.– 16de Juli).
9. Efter hans Død udkom «Kgl. Skuespiller og Dannebrogsmand H. C. Knudsens Minde med hans Portræt og Biographi» af K. L. Rahbek.
10. Som saadan grundlagde han «Morgenbladet».
11. Nyerups Udtryk i Literaturlexicon.
12. Fra denne Tid haves et interessant Brev fra Christian Frederik til Frøken Betsy Sneedorff (siden Generalinde Anker), der dog ikke kan have naaet frem, men maa være opsnappet, da det findes i Handlingar ur v. Brinckmannska Archivet, II, S. 102.
13. Udførlig Beskrivelse af disse festligheder findes hos A. Collett, En gammel Christiania-Slægt, S. 225 flg.
14. Officiel dansk Beretning (af 1822) om Norges Providering under Krigen. (Udg. af Const. Flood). Chra. 1890. S. 20.
15. Disse Oplysninger, saavelsom andre, skyldes Skriftet: «Kampen om Norge 1813–1814», 1–2, Kbhvn. 1871, af C. Th. Sørensen.
16. Et Exempel fra Christiania skal her finde Plads, fordi det angaar en bekjendt offentlig Eiendom og i sin Tid vakte megen Opsigt. Regjeringen kjøbte den 11te December 1812, altsaa paa en Tid, da Principerne for den nye Forordning allerede vare opgjorte, den tidligere adelige Sædegaard Tøien af Eieren, Justitsraad og Magistrats-Præsident i Christiania Johan Lausen Bull, for at anvende den til Bedste for Universitetet; man havde nemlig tænkt sig, at dettes Bygninger med Embedsboliger for Professorerne skulde opføres der. Kjøbesummen var 170.000 Rdlr. D. Cour., hvilken Sum sælgeren nu maatte modtage i næsten aldeles værdiløse Papirpenge. Enkelte Privatmænd, der havde faaet et Nys om Forordningen, førend den udkom, forstode at betjene sig deraf, f. Ex. en af Prindsen af Hessens Adjutanter, der skyndte sig at kjøbe en stor Gaard i Christiania.
17. I Providerings-Anliggender. I Christiania gik Rygtet om, at Greven skulde være død paa Hjemreisen.
18. H. Wergelands Konstitutionshistorie.
19. Udvalg af Laurids Engelstofts Skrifter, III, S. 368.
20. Cand. juris og Godseier Carl Gulbranson, hvis Fader siden eiede Gaarden, bevarer endnu en Vinduesrude, hvori en Student har indridset de Ord: «Hic primum in Norvegia examen philosophicum habitum est».
21. Den store kongelige Gave til det vordende Universitetsbibliothek kom, som bekjendt, ikke op til Norge førend efter Rigernes Adskillelse, og Universitetet havde foreløbig ingen Bogsamling.
22. Cand. theol. og Løitnant Bonnevie (senere Sognepræst til Kongsberg og tilsidst Øiestad), en enthusiastisk patriot og Svenskehader, havde just udgivet et Digt med saadan Titel. Det begyndte saaledes:

    «Vanslægtet Søsterland! ufrie Dverges Hjem,
    Jeg nævner dem med Gru, en skjændsel for sin Stamme».

23. Breve til P. Hjort, I, S. 15 flg.
24. Cfr. «Morgenbladet» 1882 No. 15, 69 og 163 samt 1883 No. 54 og 60.