Åpne hovedmenyen

Welhaven tilhørte i modsætning til Wergeland en bestemt kreds, en kreds af meget dygtige unge mænd, der holdt godt sammen. Endnu før dens medlemmer havde naaet firtiaarsalderen, var den blit den mægtigste i landet. Den blev toneangivende i Kristiania, og den øvede en uberegnelig indflydelse paa de dannede klasser udover landet. At den saa hurtig gjorde sig gjældende, skyldtes til en begyndelse gode konneksioner blandt hovedstadens spidser: de unge mænd var velseede paa grund at sit formentlig loyale sindelag og sit korrekte væsen. Som medlemmer af det konservative studenterforbund, som medarbeidere i «Vidar» og senere i «Den Constitutionelle» betegnede de en leir, der var mest behagelig eller mindst ubehagelig for den daværende styrelse. De var skikkede til at vise sig hos statholderen, de var bureaukratiets haab. Ikke saa at forstaa, at de jo — i ethvert fald de betydeligste blandt dem — bevarede sin selvstændighed. Og da de først fik fodfæste, viste det sig, at deres egen dygtighed nok kunde bringe dem videre. De repræsenterede, tildels paa en fremragende maade, i en menneskealder den konservative linje i vor kulturudvikling. Hvor stor Welhavens anseelse var blandt vennerne, tilfaldt førerskabet inden kredsen og senere inden et helt politisk parti, med en selvfølgelighed, som man sjelden ser sidestykke til, Anton Martin Schweigaard.

 Det er en høist eiendommelig stilling, Schweigaard har indtaget i vor historie. Faa høvdinger har været saa lidet omstridte, saa lidet forkjetrede. Han har faaet den hyldest, som tilkom ham, uden at hans modstandere fandt det opportunt at blande malurt i bægeret. Kun én gang, i hans ungdom, var der en mand, der selv med god grund følte sig krænket, Ludvig Kristensen Daa: han førte i slutningen af trediverne og begydelsen af firtierne en forbitret, men haabløs kamp mod Schweigaard, der mere end nogen anden af den konservative kreds havde bidraget til at sætte Daa udenfor der, hvor han ønskede at ha sit virke. Og saa var der, en menneskealder efter hans død, en anden gammel modstander, Bjørnstjerne Bjørnson, som havde det ulyksalige indfald at ville nedsætte hans minde, reducere ham til mindremand, flytte hans statue. Et merkeligt udtryk for den norske kulturs usikkerhed.

 Hvad der netop betingede Schweigaards store indflydelse, var hans sikre kultur, hans harmoniske udvikling, hans sjeldne klarhed og maalbevidsthed. I et ungt, uroligt og ufærdigt folk stod han, næsten ene, som den fuldt færdige, en mand af den rene malm, en født fører. Han var ingen folkefører af dem, der begeistrer og lokker, der tumler sin hjord ved at blaase de melodier, som klinger bedst i dens øre. Han virkede ved sin personligheds fasthed, ved sin overlegne aand, sin kundskabsfylde og sin arbeidskraft. Han virkede ved et usedvanligt fond af reelle værdier.

 Han traadte frem for offentligheden i en tid, da der paa den ene side stod et saakaldt nationalt, norsk-norsk parti, hvor dengang de færreste havde opgjorte maal, hvor en abstrakt og braakende fædrelandsbegeistring ofte overdøvede forstandig tale, og paa den anden side et parti, der kroede sig af sine dannede danske traditioner, mens det ellers væsentlig optraadte kritiserende og negativt. Han valgte «danomanerne», men mere end nogen anden var det ham, der gav partiet et positivt program, hvorved det blev noget helt andet, end det var.

 Schweigaard er i vor historie repræsentanten for den klare og rolige dømmekraft, for den sunde realisme, vi ogsaa eier. Hos ham forekommer folkets kritiske sans saa at si rendyrket. De allerfleste nordmænd, der rager op over mængden, ledes, som jeg tidligere har berørt, af en ekspansiv trang, der i en eller anden retning bringer dem til at sprænge skranker, stille voldsomme krav, søge det eventyrlige. Det kan faa udtryk i deres personlige liv, eller i deres offentlige gjerning, være sig digtekunst eller politik. Det kan ytre sig som en vældig vovelyst, som en urimelig sangvinskhed, som en tilbøielighed til at tumle med store opgaver eller, i mangel heraf, til at spille med de store ord. Etsteds bryder det frem. Schweigaard er her en undtagelse. Han staar midt i virkeligheden, han regner nykternt med virkeligheden og indskjærper sit folk, at det alene er denne regnemaade, der kan betrygge dets fremtid. Alt er hos ham afveiet, saa afveiet, at han f. eks. i sin politik kan virke altfor skeptisk og forsigtig. Han er den harmoniske realist i vor kultur.

 Schweigaards karakter belyses udmerket af nogle ord i et brev til Welhaven fra Wien (13de juni 1834): «Jeg skulde inderligen ønske, at De kunde komme til at gjøre en reise i udlandet, om og kun for en kort tid, ikke fordi jeg tror, at man derved samler en saa stor rigdom paa nye anskuelser, men fordi det til at fixere sit verdensbillede og modarbeide en vis ubestemt higen er af stor vigtighed at overbevise sig om, at det, som man søger, egentlig intetsteds findes og dog findes overalt, at en med smerte og indignationens begeistring udtalt protest mod forkjertheden ikke alene overalt møder modstand og misfornøielse, — men, hvad der er endnu haardere, kvæles ved kulde og ligegyldighed.» 26 aar gammel viser denne mand ikke alene, hvor store maal han har stillet sig, men ogsaa hvor dyb den er hans resignation. Han arbeider paa «at fixere sit verdensbillede», mens han erkjender, at den skjønhed, man søger, den findes intetsteds og dog overalt.

 Schweigaards kritik var saare tidlig vakt, og den arbeidede rastløst. — Han gav sig aldrig, før han havde gjennemtrængt sit emne. Man kunde fristes til om ham at bruge udtrykket kritisk geni. Dengang Schweigaard valgte det juridiske studium, var det just ikke rart bevendt med de juridiske studenters litterære hjælpekilder. Man benyttede navnlig Hurtigkarls danske lærebog, der var temmelig mangelfuld. Af Ørsted var kun begyndelsen til hans store retsvidenskabelige oversigt udkommet samt enkelte spredte afhandlinger i tidsskrifter. Og de forelæsninger, Steenbuch holdt ved universitetet, skulde man ikke bli videre klog af. Betegnende for vanskelighederne var det, at de juridiske kandidater U. A. Motzfeldt og Fr. Stang blev satte til at holde forelæsninger, med det samme de forlod eksamensbordet. Schweigaards besvarelser af de juridiske opgaver viser det grundigste selvstudium af lovgivningen. Hans meninger er altid fra første haand. Og ikke nok dermed: han underkaster datidens største auktoritet Ørsted en selvstændig kritik. Og det gjør en ung mand, efter 5 semestres studium, mens han jevnlig har maattet gi privattimer.

 Denne «i sandhed, ved hjerte og ved aand, store jurist» kom til at staa som kjendsgjerningernes mand i et folk, hvor evnen til i god tro at lyve sig anderledes, end man er, forekommer saa vel udviklet. Han repræsenterer vor forstands kritik over vor fantasi, dommen over Peer Gynt.

 For alle dem, der ikke har forudsætningerne for at forstaa Schweigaards juridiske skrifter og saaledes ikke kan glæde sig over den tæthed, hvormed han bygger sit verk, den klarhed, skarpsindighed og alsidige tankens styrke, hvormed han udtømmer sit emne, og de endnu flere, der vanskelig kan følge hans statsøkonomiske ræsonnementer, er det kanske bedst at søge et indtryk af Schweigaard og hans tankegang i en mere alment tilgjængelig afhandling som den om den tyske filosofi, der ovenikjøbet ved sin friskhed og dristighed kjendetegner den unge Schweigaard, manden, der ved morgentid gaar til sit dagverk.

 Han har talt om spekulationen, «paa tysk maner den eneste mulige maade at filosofere» — «dens resultat er filosofien i eminent forstand», og fortsætter: «Det som vi andre kalde filosofi eller, for ikke at strides om et ord, det, som vi kalde viden, det er (efter tyskernes, Fichtes og Hegels mening) ikke viden, fordi vi kun erkjende spredt, fordi vi ikke forstaa og heller ikke gjøre fordring paa at forstaa den absolute enhed, den universelle sammenhæng, det første springende punkt, det mysterium, som forvandler til enhed det universum, hvor alt er forskjel og omskiftning, og fordi vi se paa verdens enige uenighed, dens harmonerende dissonants som et universelt faktum, der er en betingelse for al erkjendelse, men som ikke er gjenstand for forklaring

 Der ligger heri den bedste definition af den menneskelige videns grænser, som nogengang er git.

 «De tyske filosofer udstyre sjælen med en aktiv og skabende evne, som uden at sætte sig i forbindelse med den ydre verden, uden at tage sin oprindelse derfra, uden at berige sig med kjendsgjerninger og erfaring, for sig selv udleder ideer, som ved en forud indrettet harmoni svarer til den ydre virkelighed. Den rene tænkelighed er for dem den objektive sandhed, som de ikke tilegne sig, men som de konstruere, saaledes som de udtrykke sig med en vedtagen terminus.» Schweigaards kritik rammer her, følelig og en gang for alle, en bestemt aandsretning, som af de germanske nationer er blit mødt med altfor megen veneration — naar man tænker paa retningens store mænd — og med altfor megen overbærenhed — naar man tænker paa de smaa og deres pretentiøse optræden. Men der skal, ogsaa, ligeoverfor saa vanskelige emner, en overlegenhed som Schweigaards til at anvende en alt prøvende skepsis og samtidig at gaa helt klar af enhver spidsborgerlig snusfornuft. Mod sin vilje blev han i vort land en støtte for snusfornuften. Den materialistiske bevægelse, som omkring midten af det 19de aarhundrede hos os forsøgte at lægge en sterk dæmper paa norsk fantasi og norsk følelse, kunde med et vist skin af ret appellere til Schweigaards auktoritet. Enhver stor mand, der trækker skarpe linjer, resikerer at virke paa denne maade.

 «Deres fælles punkt er det vilkaarlige, er aandens anarki,» heder det om de tyske systemer fra Kant til Hegel, «deres anmasselse er den, at de ville skabe sandheden og ikke lære den at kjende, at de sætte sine ideer i virkelighedens sted, at de personificere sine abstraktioner eller bedre sagt, at de ophøie dem til guder, at de fornegte den kilde, de skrive sig fra, og at de udgive dem for umiddelbare aabenbaringer.»

 I virkeligheden fører denne art af tænkning til en ordlek, den blir en gjenopstandelse af den gamle metafysik. I modsætning hertil ser Schweigaard grundlaget for den objektive videns sikkerhed i «det almindeligste resultat af den almindeligste induktion», De spekulative systemer kommer ingen vei, saa længe de ikke kaster lys over underordnede spørgsmaal, der endnu hviler i mørke og trodser de ihærdigste forskninger. Mennesket er, efter Schweigaards mening, nødt til for altid at opgi en betingelsesløs viden. Den eneste metode, der har videnskabelig berettigelse, er den analytisk-deskriptive.

 Den samme kritiske aand, som besjæler Schweigaard, naar han skal fiksere sit verdensbillede, gjør sig kraftig gjældende, naar han skal bedømme samtidens politiske og litterære forhold. «De, som e ville optræde som folkemeningens ledere, burde dog engang erkjende det uforsvarlige i at gjøre den synsmaade gjældende, at vi ved vor politiske gjenfødelse allerede have opnaaet et standpunkt, hvorefter vi i alle retninger kunne se videre end vore omgivelser. Det er det mindste, som er udført; det meste staar endnu tilbage. Ikke over, hvad vi ere, men over, hvad vi kunne vorde, skulle vi være stolte.» «Den ægte nationalfølelse er aldeles forskjellig fra den arrogance at ville sætte sig selv høiest og optræde som norm for andre; den erkjender villigen andres værd, fordi den er sig sit eget bevidst.» «Man skal mindre pukke paa norskheden, men mere i gjerningen bidrage til dens forædling.»

 Det var i striden om norsk-norsk og dansk i 30-aarene, at Schweigaard kom med disse bemerkninger. Naar han paa det litterære omraade følte sig bestemt tiltrukken af Welhaven, var det vistnok, fordi Schweigaards skjønhedssans paa lignende maade som Welhavens finder sit udtryk i hans smag. Saaledes kom disse to til at gaa sammen paa et program, der af J. E. Sars træffende formuleres: «Korrekthed i liv og litteratur ligeoverfor en ungdommelig fantasis udskeielser og de praktisk afgrænsede formaal ligeoverfor endeløst vidtsvævende idealer.»

 Schweigaard havde megen interesse for dansk aandsliv. Han stod i venskabeligt forhold til Orla Lehmann, og det synes, som om Danmarks mest fremtrædende liberale politiker i 50- og 60-aarene og vor konservative høvding i samme tid ingenlunde har staaet hinanden fjernt i anskuelser.

 Tyskerne og deres litteratur gjorde, som vi allerede har set, ikke noget ublandet godt indtryk paa Schweigaard. Men det var dog her, at han traf de mænd, der virkede sterkest paa ham i nutiden.

 Han var vel bevandret i antiken. Fra sin tidlige ungdom, ved vi, at han var begeistret for græsk sprog og digtning. Han elskede Homer. Af moderne poesi var det — i modsætning til filosofien — den tyske, der gav ham mest. Heine var ham meget kjær, hvad der, mellem saa forskjellige naturer, er skikket til at vække forundring. Det har dog vel mere været Heines frisind og hans ironi end det lyrisk-erotiske, som har tiltalt Schweigaard. Heines ironi vendte sig jo ogsaa tildels mod de samme magter, som Schweigaard vilde tillivs. Fremfor alt var det dog Goethe og Schiller, som greb ham. Deres korrespondance omtaler han som «den dybeste fundgrube» i moderne aandsliv. Uden at Schweigaard havde nogen mere almindelig, sterkere kunstnerisk interesse, følte han dog en saadan ligeoverfor en kunst, der tillige gav en tænkers livssyn. Det er iøvrigt med Goethes auktoritet, at han kræver en digtning, der gir «en med det virkelige liv mere overennsstemmende sandhed». Welhaven gjentar hans krav, men uden helt at forstaa det eller at søge det gjennemført.

 At Goethe var Schiller saa overlegen som aand, synes for Scweigaard at opveies derved, at Schillers etisk-æstetiske grundsyn saa fuldkommen svarede til Schweigaards egne idealer. Schiller var i virkeligheden hans yndlingsdigter. I poesien har realisten Schweigaard meget vel kunnet glæde sig ved det virkelighedsfjerne, naar dette fremtraadte i en afklaret og aandfuld form. Dog er det vanskeligt at forstaa, at han helt har kunnet goutere Schiller. Ti han sier selv, at han «hader den høie poesi af ganske hjerte». «De sublimeste folk er altid de trivielleste.» Hvad der irriterer ham, er vel først og fremst al uklarhed, al forvirring i tanke og form. Og den opstaar jo let, naar de mindre flyvedygtige begir sig paa fart mod høiderne. Hvad Schweigaard virkelig hadede, varalt «überschwengliches nonsens». Og saa al sentimentalitet. Den var ham inderlig imod, som gjerne tilfældet er med naturer, der har sterke og varige følelser. Schweigaards uvilje mod al svæven i skyerne betyder ingenlunde, at han var velvillig overbærende mod det, der krøb forsigtig langs jorden. Tvertimod: han foragtede al middelmaadighed, alle, som upersonlig nøiede sig med andres meninger. De smaasnobber, der mente at tilhøre hans parti, havde ingen opmuntring at vente af ham.

 Frankrige var det land i Europa, der indgjød ham mest respekt. Det klare og eksakte i den franske aand passede ham. Netop paa de reale videnskabers omraade havde jo franskmændene, da Schweigaard gjorde sin første udenlandsreise, bragt det vidt, og de har ogsaa her vedblit at være blandt de anførende. Schweigaards realisme ytrede sig ogsaa saaledes, at han tillagde de reale videnskaber en væsentlig betydning som dannelsesmiddel. Selv en ypperlig latiner var han en af de første, der arbeidede for realia mod sprogstudiernes forrang i skolen og ved universitetet. Han var endog temmelig vidtgaaende i sin krig mod latinen. Blandt hans mest betydende modstandere var da Fr. Stang og L. K. Daa. Uoverensstemmelserne mellem Schweigaard og Stang har været flere og dybere, end man i almindelighed maaske har troet. Stang var i sine første forelæsninger meget paavirket af den mand, hvis indflydelse Schweigaard just ønskede at bekjæmpe: Hegel. Han var oprindelig ogsaa mere liberal end Schweigaard. I sin grundlovsfortolkning af 1833 er Stangs ræsonnement om kongens veto i bevilgningssager og i grundlovssager langt i favør af det senere venstres opfatning. Efter en meget svag bevisførelse stanser han ved et snspensivt veto for kongen i grundlovssager. Hver for sig kom derimod Dunker og Schweigaard efter en ypperlig historisk og juridisk deduktion til det bestemte resultat, at kongen havde absolut veto, hvad der da ogsaa blev høires standpunkt.

 Paa sine reiser var Schweigaard en udmerket iagttager. Der er f. eks. i hans breve fra Paris en række friske og malende træk. Det fortættede menneskeliv i de store byer synes at ha interesseret ham meget, samtidig med at han ingenlunde manglede natursans. Tvertimod har han den egte naturelskers trang til at modtage sine indtryk mindst muligt fordærvede af civilisationens haandlangere. «Hvor mange deilige rifter og kløfter og dale er der ikke hos os, som ingen lægger merke til, medens paa besøgtere steder det hverdagslige hæves til skyerne. Men denne tanke indeholder intet sørgeligt; thi det hemmelighedsfulde, isolerede og fra nysgjerrighedens vanhelligelse fjernede er en nødvendig bestanddel i en fuldkommen naturnydelse, og jeg har paa min korte reise allerede maattet føle det kvalfulde i at besøge egne, der snart sagt ere indrettede til at besøges, og hvor det ikke et øieblik er muligt at blive kvit den pinende tanke om offentlighed og torvmæssighed, som man just higede efter at und.fiy.»

 Der er over Schweigaards personlighed en jomfruelighed i ordets bedste forstand, en skyhed for ufin berøring, som ogsaa kommer frem, hvor han her resumerer sine reiseindtryk. Og til denne jomfruelighed svarer en sand mandighed: fasthed, selvbeherskelse, udpræget selvstændighedsfølelse. Handling, virksomhed er efter hans mening mandens kald: «Virk saa meget, nyd saa lidet som muligt er visdommens ypperste raad — tilfredshedens tryggeste grundvold sætningens anvendelse i livet.» Det er ad den vei, og ikke ved udvortes fordele, at man kan bli lykkelig, ti «ingen udvortes tilstand kan væsentlig bidrage til gjenstanden for vor aldrig hvilende attraa og længsel, lyksalighed.» Allerede fra sin tidlige ungdom var Schweigaard klar over sin livslinje: valget af virkekreds var intet tilfældets verk, «det var allerede tidligere med tillidsfuld forventning afgjort i mit indre».

 Schweigaard saa altid udover det øieblikkelige og tilfældige: respice finem var hans valgsprog.

 Som høires fører gjennem henved en menneskealder oplevede Schweigaard, at hans partis magt var blit undergravet. I begyndelsen af firtierne havde han været den selvskrevne høvding for den unge intelligens. Han stod omgit af mænd som P. A. Munch, Fr. Stang, Welhaven, U. A. Motzfeldt og Dunker. I dette udmerkede selskab var han rede til at ofre al sin kraft for sit land.

 Overordentlig meget blev udrettet. Men som kulturfører er Schweigaards stilling væsentlig forskjellig, eftersom man ser hen til vor materielle kultur og den intellektuelle.

 Paa snart sagt alle omraader var Schweigaard det praktiske fremskridts mand. Den mægtige fremgang, vore næringsveie, vort kommunikationsvæsen og vort pengevæsen gjør ved det 19de aarhundredes midte, er i første række hans og Fredrik Stangs verk. Dels gjennem administrationen og budgetforslagene, dels gjennem lovgivningen har disse to nedlagt sig større fortjeneste end de fleste. Man maa vel erindre, at i henved en menneskealder var Schweigaard en bærende kraft i vort lovgivningsarbeide. Baade hans reale livssyn og hans humanitet har paatrykt den sit stempel. Til det praktiske grundlag, hvorpaa den kommende udvikling, af hvilken art den maatte bli, ialle aar skal støtte sig, vil i vor historie i særegen grad Schweigaards navn være knyttet. Han er en af skaberne af vor materielle kultur.

 Søn af en handelsmand, selv en tid beskjæftiget i handel, gjorde han jussen til sit studium og har som jurist leveret et monumentalt verk, den norske civilproces. Overalt i sit virke vedblir den tidligere handelsmand og senem store jurist at se praktisk paa tingene. Han er skeptisk, han forlanger overalt bevis. Han anerkjender intet almengyldigt ideal. Han indtager et skiftende standpunkt til de politiske «programsager», og selv der, hvor hans fordomsfrihed hævede ham høit over tingets flertal, kunde han af foreløbige hensyn gaa sammen med de bornerede. Han regnede hver gang med situationen, med virkningen af en gjennemførelse i øieblikket.

 Paa ét omraade var han radikal. Man har forundret sig over, at han, den konservative, var tilhænger af den mest ubetingede næringsfrihed, den dristigste forsvarer af den frie konkurrence, den økonomiske selvbestemmelsesret. Men den frie konkurrence var efter hans mening for vore næringsveie fremskridtets vei, og ligeoverfor det hensyn gjorde han vanskelig noget afslag, naar ikke humane betragtninger, som i husmandsloven, syntes ham at veie endnu mere. Her var han ikke bange for saa raske reformer, at hans modstander af det liberale parti, L. K. Daa, der selv var en ven af en udstrakt næringsfrihed, dog veg tilbage. Og paa enkelte omraader, saaledes naar det gjaldt statens forhold til vore skoge, har visselig ogsaa hans teorier om den frie private konkurrence været skjebnesvanger for landets økonomi.

 Schweigaards ræsonnement i den bekjendte artikel i «Vidar»: «Om den litterære antidanskhed» — er saare karakteristisk for hans praktiske aand. Han procederer der paa det større samfunds aandelige og reelle fordele. Det vilde være nyttigt for vore forfattere, om de kunde betragte baade Norge o g Danmark som sit aandelige hjem. De burde ikke slaa vrag paa det ulige større danske marked.

 I vor intellektuelle kultur har Schweigaard virket kontrollerende, luttrende, undertiden som en gavnlig modvægt, undertiden som en hindring. Han var, i politiken og i vort aandsliv forøvrigt, den, der stedse vilde bevare de vundne resultater, det, vi nu engang havde. Han frygtede alt, som gik i det blaa. Derfor var han ængstelig for at forrykke magtstillingen mellem konge og storting. Derfor var han glad ved at kunne holde paa, hvad vi havde arvet fra dansketiden. Det var farligt at gi slip paa gamle værdier, før de nye var forhaanden. Han kunde glemme, at det altid er paa de gamle værdiers bekostning, at de nye udvikler sig.

 Der var ingen teoretiseren i Schweigaards konservatisme. I sin filosofi var han som bekjendt den bestemte modsætning til sin politiske meningsfælle professor Monrad. Monrad kommer til det konstitutionelle monarkis nødvendighed ad de bekjendte trappetrin i den Hegelske logik, ganske paa samme maade som han f. eks. kom til nødvendigheden af en guddommelig treenighed. Schweigaard mente af samtidens erfaringer at kunne hente et induktivt bevis for det samme monarkis hensigtsmæssighed. Hans nykterhed følte sig tiltalt af tanken om to magter, som balanserer hinanden. Som man ser: veiene kan være forskjellige.

 Schweigaard har som sagt ikke saa sjelden været en modstand, der skulde overvindes, men alt i alt en modstand, der var heldig, fordi enhver sag, der kom under hans behandling, altid blev omhyggelig sigtet. Er teorien rigtig om de to kjæmpende elementer i et folk, der nødvendig udfylder hinanden, saa har Schweigaard været en ideal repræsentant for det konservative.

 Hans konservatisme var efter 1848—1850 en tid i sterkt tiltagende. Begivenhederne ude i Europa havde chokeret ham, fyldt ham med ængstelse. Det er dog med en vis forundring, man ser en mand som Schweigaard tabe sin naturlige holdning ligeoverfor et relativt saa ufarligt fænomen som arbeiderbevægelsen omkring 1850. Og hans omhu for kongemagtens rettigheder gaar lovlig vidt, naar han f. eks. i 1857, tilhørende en minoritet paa 4 stemmer, søger at fastslaa, at der krævedes kongelig approbation, naar stortinget vilde nedsætte en kommission.

 Vanskeligst var hans stilling i unionsspørgsmaalet. Hans skepsis bevirkede, at han ikke vurderede vort folks evne til at staa paa egne ben særlig høit. Han anbefalede altid en varsom politik ligeoverfor Sverige, samtidig med, at han, selvfølgelig, vilde værne om sit lands ære. Han var ængstelig for, at vi skulde stille større krav, end vi kunde gjennemføre, og han saa i unionen en naturlig betryggelse. Deraf en vis opportunisme. Saaledes er Schweigaards dobbelthed: i den materielle kultur en fremskridtsmand, en banebryder, — i den intellektuelle, i politik og litteratur, den bevarende, den tilbageholdende.

 Hans sjelden renlinjede karakter og hans klare virkelighedssans har sat præget paa hans lange og hæderfulde arbeide. Ingen har virket dybere end han paa vort politiske livs moral. Ingen har som han, realiteternes store apostel, stillet høiere, mere ideale krav til personligheden. Ingen aristokrat har været oprigtigere interesseret for smaafolks velvære. Ingen konservativ mand dybere gjennemtrængt af humanitet.