Åpne hovedmenyen

Indeks over scannede sider

 For Welhaven var smagen det vigtigste kriterium paa kultur. Det var det, han savnede hos Wergeland, det var det, han savnede hos de fleste nordmænd. Han repræsenterede danskernes syn paa vort land. Han følte selv Kjøbenhavn som sit rette hjem og udtrykte gjentagne gange sin længsel efter at flytte ind i den danske civilisation. Der var lidt skaberi, men ogsaa endel alvor i den maade, hvorpaa Welhaven og hans venner beklagede sig over den triste skjebne at skulle henleve livet i et barbariskland. Man gav den forviste Ovid.

 Endnu den dag idag er den norske nation i mange danskes øine en muligvis vel begavet, men socialt neppe passabel parvenu. Det er den samme tanke, der gjør sig gjældende i «Norges dæmring». Welhavens haan var heftigere, voldsommere end den moderne danskes billige satire. Men den sterkere ild betyder ikke, at Welhaven dengang vilde reformere os ved sine invektiver. Det vilde han lige saa lidt som en nutidens kjøbenhavnerjournalist, der tvertimod har sin fornøielse af vore feil: maatte vi blot ikke lægge dem af! Hos Welhaven var flere ting paa spil: personlig uvilje, ungdommelig kaadhed og ungdommelig forfængelighed. Hvor klinger det ikke i hvert vers af «Norges dæmring»: «Gudskelov, at jeg ikke er som en af disse.» Det verk har da heller ikke havt noget ærinde til vor kultur. Den prestige, det fik hos en følgende slegt, skyldes dels, at Welhaven da var blit den mand han var, dels, at den negative harcellerende tone en lang tid var paa mode i anførende kredse, i Kristianiabureaukratiet og dets hovedorgan «Morgenbladet». Har «Norges dæmring» havt nogen indflydelse paa vor kulturudvikling, saa er det den, at Welhavens ungdomsjargon har været medvirkende til at bestemme den nævnte tone, til at udvikle en kjølig og ironisk holdning ligeoverfor hvad landet kunde evne, særlig paa det politiske omraade, til at gjøre kløften størst mulig mellem «dannelsen» og «raaheden». Og det er ikke paa den maade, man tjener sit lands kultur. Anekdoter om Welhaven bekræfter iøvrigt, at denne smagens apostel tildels har manglet, hvad man kalder «hjertets dannelse». Han har havt en egen fornøielse af at slaa sig til ridder paa de svage, mens han ikke gjerne lagde sig ud med de indflydelsesrige. Han sender f. eks. den bekjendte forsvarer i rigsretssagen i 1836, den floskuløse regjeringsadvokat Petersen, som netop kunde friste en fritalende mand til angreb, de danske studenters visebog med et hyldningsdigt, hvor han betegner Petersen som «en rigtig mand med kræfter i sit bryst» og glæder sig over, at bogen, «et sjeldent stykke i en fjantet tid», kommer i «de rette hænder»: at stille en mand som Petersen op som en lysende undtagelse i en «fjantet» tid er et sterkt stykke. Til gjengjæld morer det Welhaven at chikanere en ung pige med en legemssvaghed. I meget har Welhaven været typen for hvad man kalder en «flaakjæftet bergenser», undertiden vittig, undertiden bare næsvis indtil frækhed. Hvad skal man ogsaa si om en professor, der benytter sin stilling ved eksamensbordet til at forvirre eksaminanderne med flaue vitser?

 Welhavens indsats i norsk kulturudvikling er baade af negativ og af positiv art, og den negative side er ingenlunde til at overse. Man har gjerne stillet ham sammen med hans partifælle Schweigaard, men der en voldsom forskjel mellem Schweigaards værdighed og Welhavens flothed.

 Ganske vist: i Welhavens produktion blev tonen fra «Norges dæmring» om nogle aar en anden. Den skiftede med de nye emner, han fandt. De forskjellige begivenheder, der bevirkede en gjenfødelse af norsk aandsliv, fik ogsaa en væsentlig betydning for Welhaven. Han opdagede, at hvor smaat det kunde være med Norge og nordmændene i mange maader, saa gjemte de sagn og viser og eventyr fra folkelivet, der kom for lyset ligesom ved en opdagelse, en skat for en digter. Han benyttede denne skat som poetisk iklædning for sine egne stemninger og tanker. Eller han lod den undertiden virke ved sit eget indhold, paatrykte blot stoffet sin form, fremstillede det blankt, klart og «uplettet». Denne smagens elegante og skarpsindige prædikant, — denne elsker af Kjøbenhavn, af Winthers lyrik, af Hertz’s versekunst, af Heibergs æstetiske spekulation, — bragte nu sine poetiske anskuelser i anvendelse paa norsk folkeliv. Og resultatet blev en række fine og stemningsfulde digte, der afspeilede Welhavens sjæleliv, men ikke hans emne.

 Han er blit fremstillet som en fører i vor litteraturs nationale bevægelse. Intet kan være urigtigere. «Havde det staaet i den mands magt,» sa Sverdrup i debatten om Welhavens pension, «var der ikke kommet en eneste national streng paa Norges harpe.» Det er for saa vidt sandt, som den nationale bevægelse kom uden ham og mod ham. Men han forstod hurtig, hvad det stof, den bragte for dagen, var værd, og at gjøre sig det tilgode.

 I enkelte digte, som «Dyre Vaa», har han git billeder af norsk folkekarakter, som virker med umiddelbar kraft. Men det meste af Welhavens nationale digtning er salonpoesi, omend salonpoesi af høi rang.

 Klart kommer dette frem i hans betragtning af norsk natur og de naturmytiske figurer. Huldren spiller i Welhavens digtning samme rolle som nymferne i den klassiske. Hun gjør tjeneste som norsk skognymfe. Vi er her i virkeligheden ikke kommet langt bort fra det 18de aarhundredes pseudoklassiske efterligningspoesi. De tyske romantikere havde paa en tildels dybsindig og aandfuld maade paavist, hvorledes religiøse og naturmytiske skikkelser var billeder af naturens indvirkning paa den menneskelige fantasi. Denne tanke har Welhaven grebet og i stor udstrækning anvendt i sin digtning. Men det, som er sterkest udviklet i Welhavens digterpersonlighed, er paa den ene side reflektionen, paa den anden side smag og dekorativ sans. Og hans reflektion forflades undertiden af hans smag. Huldren blir nærmest en dekorativ figur, hun paraderer ligesom de mange personifikationer i forrige aarhundredes franske litteratur, les Amours og les Ris. Hun er en skogstemning, der har faaet langt gult haar og dragt som en søndagspudset sæterjente.

 Endnu i den digtsamling, der udkom 1839, spiller det nationale element en ubetydelig rolle. Men i digtsamlingerne fra 1845 og 1848 er det nationale emnevalg paatageligt. Welhaven har halvt modstræbende fulgt strømmen. Han misbilligede saaledes det efter hans mening for folkelige norske sprog i Asbjørnsens og Moes eventyr. Men samtidig skriver han til Ingemann, at der lyder til ham «en evindelig lokken og opfordring mellem fjelde og i skove». Han karakteriserer Norge som «en ubetraadt urskov», «Nordens poetiske aand suser» igjennem den. Han er blit greben af lyst til at begi sig ind i urskogen. Men hvor lidet han var skikket hertil, viser allerede det almindelige udtryk: «Nordens poetiske aand». Han kom altid til at gaa som en fremmed, en reisende, en dansk bymand paa sine udflugter i denne urskog. Selv sier han etsteds, at den tempererede zone neppe kan vise et tristere syn end en vaar i Kristianias omegn! Naturfølelse og nationalfølelse var hos Welhaven receptivt erhvervede. Han har erhvervet dem paa samme maade som en mand, der oprindelig har været blind for skulptur eller døv for musik, men efterhaanden bibringes en vis forstaaelse, der dog er noget helt andet end oprindelig sans. Han kan rigtignok komme til at fantasere over det, han har set og hørt, i ord saa skjønne, som hans pen raader over.

 En digterisk aand som Welhaven vandrede naturligvis ikke gjennem det nyopdagede Norge uden udbytte. Han finder talrige sujetter af poetisk interesse, og han behandler dem med stor kunst. Han har et nydeligt anslag, og det hænder, at dette anslag, som i «Raad for uraad» har en virkelig norsk klang. Men i det store og hele kan man si, at det nationale har frigjort og beaandet Welhavens digtergenius, uden at det har paatrykt ham noget sterkere norsk præg.

 Kan Welhaven aldrig opfattes som en national fører i litteraturen, er der heller ikke noget andet omraade, hvor han har været banebrydende i vor kultur. Der er idetheletaget noget andenhaands over Welhaven. Han har især lært af Joh. Ludv. Heiberg og af Schweigaard. Heiberg var hans forbillede som smagsdommer, og meget af hvad Schweigaard har sagt, har Welhaven næsten direkte sagt efter. Han tog til indtægt Schweigaards «realisme», men blot i teori, i ord, i deklamation. Og i sine første forelæsninger, som lektor i filosofi, hævdede Welhaven, under Schweigaards indflydelse, filosofien som en erfaringsvidenskab og fastslog, at den samme metode, der fulgtes i den naturvidenskabelige forskning, maatte gjennemføres i psykologien. Hvor og naar har Welhaven vist, at han kjendte nogen saadan metode?

 Eftersom der kom mere ro i Welhavens sind, forstod han sin opgave bedre. Han blev virkelig i én henseende en reformator, en kulturfører. Han begyndte at finde det umagen værd at polere den norske parvenu. Direkte og indirekte, især indirekte, gjennem sin kunst, prædikede han smag for nordmændene, og han prædikede med stort talent. Han har sikkert øvet adskillig indflydelse paa det norske sprog, ved at kjæmpe for formens renhed og klarhed, og hans kritik af vor sociale kultur har neppe heller været uden frugt. Men sandsynligvis havde han opnaaet mere, om ikke hans «smag» havde været saa bundet i danske traditioner. En forhenværende omgangsskolelærer, en mindre velklædt person, en udestængt i det saakaldte fine selskab, Aasmund Olafson Vinje, har virket kraftigere til at kultivere den norske smag end societetens fornemste cavalier og digtningens strengeste dommer, den mester i dannelse, Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven. Han har virket slig, fordi smag dog tilsidst er et andet udtryk for stilsans, og fordi ethvert folk, som ethvert menneske, har sin stil, sin maade at bære sin af Gud givne dragt.

 Har eftertiden udslettet meget af Welhavens verk, kuldkastet hans domme, sat en anden smag mod hans, saa er og blir det dog hans bestandige fortjeneste, at han saa klart og sikkert har hævdet den gode smags betydning i og for sig. Han har elsket formens ulastelighed saa høit, at hans kjærlighed har baaret frugt hos efterslegten. Han har, fremfor nogen, lært nordmændene at sigte deres ord, at stræbe efter holdning i kunsten saavel som i livet. Det er hans indsats i norsk kultur.

Wergeland havde helt andre bud at bringe. Hans dannelse var af en væsensforskjellig art fra Welhavens. En langt rigere naturbegavelse havde han langt mindre stilsans. Hvis man, som Welhaven gjorde, anvender smagen som kulturmaalestok, er det let i detaljen at kritisere Wergelands kultur: her er han saare usikker. Men saa staar han desto sikrere for en anden maalestok. Som faa i vort land har Wergeland været en forkjæmper for humaniteten. Det gjaldt for ham at berige sig af fremmede kulturer og at lade denne berigelse komme hans eget folk til gode. Det gjaldt for ham at forstaa alt menneskeligt. Men det gjaldt fremfor alt at bringe frem det værdifulde e i det norske folk og at udvikle det. Henrik Wergelands kultur var af praktisk art. Han forstod til fulde, at kultur var en virksomhed, og han anlagde denne virksomhed saa bredt som muligt. Welhaven var æstetiker og henvendte sig til et udvalgt auditorium, Wergeland var folkeopdrager og talte i fri luft. Ingen mand og ingen sag var Wergeland for ringe, naar han kunde rydde en tomme jord for norsk kultur. Nogen klar og bevidst plan har han neppe havt, men det ser ud, som han har tænkt sig at kunne civilisere nedenfra, gjøre folket umiddelbart delagtigt i kulturen, han har anseet al dannelse for at være af det gode. Faren ved at sprede dannelsen brudstykkevis har neppe nogensinde staaet tydelig for ham. Welhaven, der var mere skeptisk og mindre dristig, vilde civiliserere ovenfra: udbrede dannelse blandt de saakaldte dannede. Her kunde han ogsaa virke for den interesse, der fyldte hans liv: kunsten. Saa stor poet som Wergeland var, kom kunsten ofte for ham i anden række. I de lag, hvor han vilde bryde vei for en norsk kultur, var der meget andet at gjøre, før man kunde ofre nogen større tid paa kunsten. Wergeland forstod nok, at kunsten ingen luksus var, at den er en af de hovedfaktorer, der skaber et folk, gir folket et ansigt, men han var saa optaget af sin kulturmission i de brede lag, at han ialfald en tid stillede kunstens opgave derefter. Opgaven var af halvt profetisk, halvt borgerlig nyttegjørende art. Betegnende er, hvad han skriver om «den unge svenske skald Ridderstad» («Morgenbl.» 7de, 8de jan. 1834). Det heder her bl. a.: «Den danske skjønlitteratur — — — er en sofalitteratur; og maaske der — paa sofaerne — findes dens publikum. Moro er dog ingen poesies ensidige hensigt og har aldrig været den virkeliges, alt længe før Horaz fremsatte dens «at gavne» som dens første. Vor oldtids skjalde qvad vel i den lune gjæstesal, men Thormodur sang paa Stiklestad, før kampen gik an, det gamle Bjarkemaal, — og Sighvat sang Magnus tilrette for hans politiske forfølgelser — —. Ikke døgenichtes moro eller alene kirke- eller fabelmoralen satte de sande digtere sig som meed. De indelukkede ikke sine sjæle i gemakkerne. Verdensmoralen var dem anvist, og de søgte sin plads i verden, forhen som hærbevægere og kongernes lærere, nu som ideanførere og folkenes lærere. — — De stod i spidsen for sin tid. De levede i sfærer, deres tid ikke gjennemskar, og deres qvad var forjettelser.»

 Saa høitflyvende som Wergelands betegnelse af skaldens opgave er, viste han sig i gjennemførelsen af sine meninger, i sin virksomhed som norsk kulturfører, praktisk og omsigtsfuld. Han var utrættelig, ikke blot for at oplyse den norske bonde og den norske arbeider, men ogsaa for at forbedre hans økonomi. Han forstod meget godt forholdet mellem materiel og intellektuel kultur: det var alene paa et bedre økonomisk grundlag, at reformerne kunde bygges. Han er paa en maade starteren af det saakaldte sociale arbeide her i Norge, hvis merkeligste repræsentant efter Wergeland var Eilert Sundt. Som de fleste ivrige folkeopdragere var han ikke ængstelig for at anvende tvang. Hans individualisme krydses nu og da af hans pædagogiske nidkjærhed. Han foregriber forsaavidt en bevægelse, som netop i vor tid sætter merke i vor lovgivning. Der er hos Wergeland ikke sjelden en gjenklang af socialistiske anskuelser: han ønsker en ganske stor myndighed hos statsmagten ligeoverfor individet. Hans frihedsbegreb er endnu ikke lidet bundet af det 18de aarhundredes forestillinger. Han har navnlig en voldsom tillid til virkningerne af oplysning og derfor ogsaa en glødende interesse for alt, hvad der heder trykkefrihed, pressefrihed osv. Man maa erindre, at den danske reformbevægelse omkring 1790 i selve trykkefriheden saa en kautel næsten af samme betydning som det, vi nu finder i en repræsentativ forfatning. Paa den ene side har denne opfatning vist sig at være sangvinsk: man tvinger ikke en regjering bare med ord, — paa den anden side har man dengang virkelig anet pressen som den vordende stormagt. Henrik Wergelands standpunkt ligger ikke saa fjernt herfra. Hans politiske reformvenlighed begrænses desuden af hans respekt for grundloven: ligeoverfor denne var han som mange af datidens liberale meget konservativ, det var bedst at bevare grundloven som den var, begyndte man at røre ved den, kunde forandringerne lige let medføre tilbagegang som fremskridt.

 Henrik Wergeland har virket vækkende paa det store folk, samtidig med at hans ord har git mange af de mænd, der senere tog ledelsen i vor kulturkamp, lykkelige impulser. Han efterlod sig imidlertid ingen kreds af venner og meningsfæller, som direkte kunde ta hans arbeide op. Der var ingen gruppe samlet om ham, end sige noget parti. Den af hans venner, som han politisk maaske kunde arbeidet bedst sammen med, Ludv. Kr. Daa, var kommet til at staa ham fjernt. Men kanske dette, at Henrik Wergeland ingen partimand var, alligevel har gjort hans mindes magt større. Han staar nu i alle samfundslag som den store lyse bannerfører for humanitetens sag i vort land.

 Lige saa lidt som Welhaven kan Wergeland sies at være den, der har brudt nye nationale veie i vor litteratur. Han vedblev al sin tid at være en kosmopolitisk aand. Han elskede vort folk, men denne kjærlighed var af almenmenneskelig art, det var oplysningstidens store menneskevenlighed, trangen til at udbrede lykke, forbedre, missionere. Han elskede vort land, fordi det var vort, og fordi det var vakkert. Her havde han mødt foraaret, her var han blit digter. Men der er dog tider, hvor han ønsker sig et større samfund, rigere forhold. Lidt naivt forhører han sig hos Ridderstad, om det vilde være vanskeligt at akklimatisere sig i Sverige. Han har intet skarpt øie for det særlig norske, i humør og rytme. Han bekjender til Fredrika Bremer selv aabent sin uvidenhed om en mulig forekommende folkepoesi i Norge. Hans digtning har ikke den mere specielle opgave at «afspeile folkets liv, saaledes som dette efter fysiske og historiske betingelser er til». Han søgte og han fandt det vakre overalt. Hvor han vil anslaa «nationale toner», er han ikke altid heldig. Vi mindes da mer end én gang om det 18de aarhundrede, drikkebordets og prækestolens retorik, Nordal Bruns harpe. Gudbrand Seiglestad er slig en nationaldragt uden menneskeligt indhold. Det var paa en anden maade, Wergeland brugte «sin magt til Norges ære». Det var som den store kosmopolitiske digter, der sang sit «vord 1ys» til alle, men først og fremst til sit eget land. Han forkyndte i digt og handling vort lille folk det bedste, som det 18de aarhundredes reformatorer havde prøvet at forklare Europa. Hans store egenskaber gjorde ham til en nationalhelt. De unge fik en fane at samles om. De begyndte at samle sig der, navnlig efter at han, som bar fanen, var død. Og intet støtter mere et folks selvfølelse, et folks nationale bevidsthed end at kunne samles om mænd, som det med rette er stolt af.