Det nordiske Litteratur-Samfund
Saavel de offentlige Blade som private Breve have bragt Efterretning hid om, at der i Vinter er i Kjøbenhavn stiftet et nyt Selskab for Oldskrifters kritiske Udgivelse. Som bekjendt har Danmarks Hovedstad allerede forhen flere Samfund med samme eller lignende Formaal, hvoriblandt den saakaldte Arnamagnæanske Commission for Udgivelsen af Prof. Arne Magnussens til Universitets-Bibliotheket testamenterede norske og islandske Haandskrifter, det kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab, stiftet 1823, det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, det danske Samfund, det islandske Litteratur-Selskab, og maaske flere. Det maa derfor forekomme den Uindviede uforklarligt, hvad der kan gjøre atter et nyt Selskab nødvendigt, da et nyt Navn dog ikke kan gjøre enten fra eller til. Naar det fremdeles af det nysstiftede Samfunds Indbydelse fremlyser, at det er dettes Ønske, at lignende Foreninger til Oldskrifternes Udgivelse ogsaa skulle forsøges stiftede i Norge og i Sverige, saa maa vi for Norges Vedkommende gjøre de ærede Indbydere opmærksomme paa, hvad Oldskrift-Selskabets antiquariske Tidsskrift 2det og 3die Hefte forlængst har bragt til offentlig Kundskab, at de norske Sprogforskere og Historikere i Sommeren 1845 foretrak en Tilslutning til sidstnævnte Selskab for det altid tvivlsomme Forsøg paa at stifte en særskilt Forening i Norge. Den i Følge heraf oprettede norske Oldskrift-Committee (Prof. P. A. Munch, Stipendiat C. R. Unger og Underskrevne) har i den i Sept. 1845 udstedte Indbydelse nærmere forklaret Hensigten med denne Forbindelse, og der er ikke senere kommet Noget til vor Kundskab, der kunde antyde, at noget andet dansk eller udenlandsk Samfund skulde være mere passende dertil end Oldskrift-Selskabet, hvis Navn endog (hit norrœna ɔ: det norske) fortrinsviis opfordrer Nordmændene til at følge dets Virksomhed med Interesse og værne om dets Hæder og Anseelse, en Pligt, Committeen her har stræbt og fremdeles efter Evne vil stræbe at opfylde.
Førend derfor nogen Indtræden i eller Efterligning af det nystiftede “nordiske Litteratur-Samfund“ fra norsk Side kan ventes, vil det være nødvendigt, at dets Formænd, hvoriblandt vi finde flere af Kjøbenhavns dygtigste Sprogmænds Navne, bestemtere og tydeligere oplyse, baade hvad der kan have foranlediget dem til et Skridt, som efter vor Forstand saa ganske bærer Unødvendighedens Præg, og hvad de have tænkt sig med den Begrændsning, der omtales, baade med Hensyn til allerede existerende Samfund og Institutioner i Danmark, og med Hensyn til den Deel af Oldlitteraturen, som man har forbeholdt sig selv, Norge og Sverige. Hvad det første Punkt angaaer, da have vi med Undtagelse af nogle aldeles umotiverede haanlige Udtryk i enkelt dansk Tidende, ikke siden Baldvin Einarsen skrev (1831) seet nogen offentlig Daddel mod Oldskrift-Selskabet, som tvertimod i den senere Tid bl. A. ved 2den Udgave af Islendinga-Søgur har viist, at den har lagt hvad der var beføiet i Einarsens Anker paa Hjertet. Men selv anerkjendt, at Oldskrift-Selskabet maaske er paa en farlig Afvei, naar det lader selve Oldskrifternes kritiske Udgivelse træde i Baggrunden for Antiquilates americanæ, grönlandicæ, og andet desl.; selv anerkjendt, at den arnamagnæanske Commission baade med Hensyn til Arbeidsomhed og Kritik lader ikke saalidet tilbage at ønske: saa giver alt dette ikke Motiv til atter at stifte et nyt Samfund, især naar det skal begrændses af (det vil vel sige: ikke gribe forstyrrende ind i noget af) de to nævnte Korporationer. Den offentlige Stemme er Midlet til at bringe begge tilbage paa rette Vei, og det er os ubegribeligt, at dette – som det synes – ikke er forsøgt, førend man atter griber til at splitte de Kræfter, som enhver Sprogets og Historiens Ven selv under Meningskampe og Misbrug bør søge at holde samlede.
Og er atter, som vi dog ikke troe, Forsøget gjort, men forgjæves, hvortil da denne Halvhed, denne Binden af egne Hænder og Virksomhed, ved frivilligt at begrændse sig af et Selskab, man ikke længere, antager svarende til Hensigten? Med al Respekt for Kjøbenhavns mange dygtige Lærde være det sagt – selv der ere Arbeiderne for faa i Forhold til Høstens Rigdom; selv der vil en ny Splittelse af Kræfterne virke fordærveligt. Oldtids-Litteraturens Venner der betænke, at den af dem benævnte oldnordiske Litteratur ikke er og aldrig kan blive populær i Danmark, fordi dette Rige ikke selv eier noget Skrift i denne Litteratur. Man førte sig selv i saa Henseende bag Lyset før 1814, da det, som var norsk, med det samme antoges for dansk, hvorved den norske Oldlitteratur tilsyneladende beholdt Nationalitetens Præg. Forholdet er i denne Henseende i den sidste Menneskealder mærkelig forandret; man har nu vistnok den islandske Litteratur som Tilknytningspunkt, men – man tilgive os en historisk Kjendsgjernings nøgne Fremsættelse – det danske Folk har hidtil aldrig i mærkelig Grad interesseret sig for Island.
Og nu det andet Punkt, hvad det nye Samfund tænker sig som almeennordisk, som dansk, islandsk, svensk og norsk Oldlitteratur. De ærede Herrer Indbydere vide visselig, at disse Benævnelser alene ikke afgjøre Sagen, at Nordmændene blandt Andet temmelig ligefrem tilegne sig den saakaldte almeennordiske Litteratur fra Middelalderen, at vi benegte Tilværelsen af en dansk og en svensk Saga-Litteratur, og at det altsaa, hvis man anseer Nordmænds Indtrædelse, Efterligning el. dsl. ønskelig, bliver nødvendigt at forklare sig tydeligere. Jeg frygter, at vi ikke blive enige om Delingen, og hvad skulde saa Nordmanden i et nyt “oldnordisk“ Selskab? Han vilde derved kun uforsvarligen forhale det Tidspunkt, da Udlandet sættes istand til at dømme de Danske og os imellem, hvad Oldlitteraturens Navn og Hjem angaaer.
Chr. Lange.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |