Udgivelsen af et Diplomatarium Norvegicum
Det ligger i dette Tidsskrifts Plan, fordi det maa antages at være dets Læsere kjært, at der ikke blot meddeles Underretning om og Bedømmelse af, hvad den norske Presse allerede har leveret, men at der tillige gives foreløbig Beretning om de litterære Foretagender af Betydenhed, hvis Udgivelse forstaaer.[1] Hertil hører et norsk Diplomatarium, hvis Savn baade Historikere og Philologer altfor længe have følt, og hvis Samling og Udgivelse i en Række af Aar har været paatænkt her i Landet. Videnskabernes Selskab i Throndhjem har nemlig bevilget de fornødne Penge til Trykningen af Diplomatariets 1ste Hefte, og jeg troer bedst at give Læseren en Forestilling om, hvad der hidtil af min Medudgiver og mig er foretaget for at faae denne vigtige Samling paabegyndt, naar jeg med Direktionens Tilladelse meddeler Uddrag af den desangaaende førte Brevvexling.
Efter i Sommer at have gjort Hr. Carl R. Unger, Stipendiat ved Universitetet i nordisk Philologi, bekjendt med den Plan, jeg for længere Tid siden havde udkastet for et Diplomatarium, og været saa heldig at vinde ham som Medudgiver deraf, yttrede vi os i Brev af 14 Octbr. f. A. til Direktionen for Videnskabernes Selskab blandt Andet saaledes:
„I Norges og Udlandets Archiver, Bibliotheker og Museer bevares en overordentlig vigtig og talrig Samling af originale Diplomer, der i alle Retninger brede et for Historieforskeren uundværligt Lys paa Rigets og Folkets ydre og indre Forholde fra Midten af 13de Aarhundrede, altsaa netop fra den Tid, da Kongesagaerne ophøre. For Videnskabernes Selskabs Direktion at udvikle Vigtigheden af disse Diplomers eller med andre Ord af et norsk Diplomatariums Udgivelse, ansee vi aldeles ufornødent. Vi skulle kun henlede dens Opmærksomhed paa den særegne Omstændighed ved de norske Oldbreve, at de for en stor Deel ere skrevne paa Norsk, medens derimod saagodtsom alle andre Middelalderens Folkeslag benytte det latinske Sprog. Medens derfor Sveriges, Danmarks, Tydsklands og flere Landes Diplomer fra de ældste Tider alene have historisk Værd, forbinde de norske med dette et overordentligt stort lingvistisk; de ere, udgivne i tilstrækkelig Mængde, med kritisk Nøiagtighed og samvittighedsfuld Omhu, en Sprogskat, hvortil intet os bekjendt Folk paa Jorden kan opvise Mage. Men heri ligger efter vor fulde Overbeviisning tillige en Opfordring til Nordmændene at bringe denne Skat for Lyset, som de ikke uden at glemme sine Pligter imod Videnskab og Fædreland kunne afvise. – – – – – – – – Vi have fremdeles Grund til at stole paa, at Staten vil understøtte Arbeidet tilstrækkeligt, naar det først godtgjøres, at det under vore Hænder kan fremmes paa en Maade, der sømmer Videnskaben og Fædrelandet. Dette kan ikke skee – det vi indsee – i tilstrækkelig Grad, uden ved at forelægge Regjering og Storthing et Prøvehefte af Diplomatariet, bedømt af Sagkyndige i og udenfor Norge, og det er om de hertil fornødne Pengemidler, vi med ærbødig Tillidsfuldhed andrage hos den ærede Direktion.
Et saadant Prøvehefte maatte imidlertid, hvis det skulde svare til Hensigten og oplyse Sprogets Forandringer i Tidens Løb, hverken indeholde altfor faa Diplomer eller indskrænkes til et altfor kort Tidsrum. Fremdeles burde de derpaa anvendte Udgifter ikke være spilte, men Heftet burde med det samme danne Begyndelsen af Diplomatariet selv, idet man blot aftrykte et noget større Antal Exmpl. af Prøveheftet til Omdeling blandt Sagkyndige m. fl. Men disse som vi tro høist vigtige – Hensyn gjøre det fornødent at give det et Omfang af idetmindste 25 Ark i stor Oktav – det mest passende Format for en saadan Samling – og udstrække de chronologisk meddeelte Diplomer omtr. til Aar 1400, da vort gamle Sprogs Undergang – i det mindste i Norge – stod for Døren. Et følgende Hefte, hvormed Bindet sluttede, kunde da i andre 25–35 Ark indeholde Diplomer fra Unionstiden og nedover til 1560 – have vi tænkt. Et saadant Bind Oldbreve vilde i og for sig udgjøre en for Historien og Sproget lige værdifuld Samling, og det vilde da blive afhængigt af Nationens og Videnskabsmændenes Dom om Arbeidet, hvorvidt et nyt Bind af os skulde udgives. Materialier savnes lykkeligviis ikke, saalænge Ildebrand eller Vanrøgt ei ødelægge dem. At vi i denne Plan, som vi ere villige til i større Detalj at forelægge Direktionen til Approbation, saafremt den vil og kan yde os den forlangte Hjælp, have valgt en heldigere Anordning end Liljegren og det danske Videnskabers Selskab m. fl., der igjennem Menneskealdre have samlet Afskrifter, men opsat Udgivelsen, til man kunde antage alle Materialier tilstede, vil Erfaring have viist, ligesom vi i fornødent Fald tilbyde os nærmere at begrunde dette eller optage en muligt endnu hensigtmæssigere Plan. Vi interessere os for Foretagendet for dets egen Skyld, skjønt vi naturligviis ei kunne arbeide uden Godtgjørelse, den vi med fuld Fortrøstning vente af Konge og Storthing, og til at faae et Prøvehefte ud i Verden saa betimeligt før 12te Storthing, at Sagkyndiges Dom om Arbeidet kan blive afgivet, dertil indskrænker sig vort Ønske for Tiden. Vi nedlægge det tillidsfuldt i Direktionens Hænder, da vi vide, at den vil sætte en Glæde i at understøtte et saadant Foretagende, hvis den finder os det voxne.“
Som Svar herpaa havde vi den Glæde at modtage Direktionens Brev af 30te s. M., hvori den melder, at den er villig at tilstaae os en Understøttelse af 175 Spd. til Trykning af et Hefte paa 25 Oktavark af et norsk Diplomatarium, under følgende Betingelser: 1) at dette Hefte ikke blot bliver et Prøvehefte, men selve Værkets blivende første Hefte: 2) at det i Fortalen bemærkes, at Selskabet har bekostet dette Heftes Trykning, og 3) at 10 Exemplarer saavel af dette Hefte som af den vordende Fortsættelse stilles til Selskabets Disposition, eftersom en Portion af Verket er udkommen.
Dette underkastede vi os naturligviis med Glæde; nye særegne Typer til Diplomatariets Trykning ere allerede ankomne, og vi haabe at faae det første Hefte saa betimelig færdigt, at det kan ledsage det underdanigste Andragende om en Sums Opførelse paa Budgettet, som vi til Sommeren agte at indgive. En Deel af Oplaget vil blive omdeelt til Sagkyndige i Ind- og Udland med Anmodning om at tilstille os deres Bemærkninger ved Plan og Udførelse, for at vi kunne sætte den bevilgende Myndighed i Stand til at afgjøre, ikke om et norsk Diplomatarium bør offentlig understøttes, thi derom ville sikkerlig Alle være enige, men om den Prøve, vi have leveret, fortjener Understøttelsen.
Idet vi saaledes foreløbig anbefale dette Foretagende til Venner af Norges Oldtid, benytte vi Leiligheden til ogsaa herigjennem at bede dem, der ere i Besiddelse af Diplomer paa Pergament eller Papir, at udlaane os disse paa ganske kort Tid til Afskrivning. Det er kun ved saadan Bistand, at Diplomatariet kan faae den størst mulige Fuldstændighed, og som oftest er et lidet Brev, som dets Eier anseer for en Ubetydelighed, af overordentligt Værd.
Chr. Lange.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Under denne Rubrik ville vi derfor og stræbe i Fremtiden at varetage Publikums Tarv med Hensyn til den Syndflod af Subskriptionsplaner, hvormed man i vore Dage baade i Tide og i Utide besøges, for derved at virke, hvad vi formaae, tit at bringe disse tilbage inden deres sande og for Litteraturen gavnlige Grændser.