Werlauff. Det kgl. danske Selskab i dets 1ste Aarhundrede
2. Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog i dets første Aarhundrede. Af E. C. Werlauff. Kjøbenhavn 1847. VI. 255 S. 8vo.
Enhver Ven af Nordens Historie kjender Jakob Langebek (fød i Thy i Jylland 23de Januar 1710, død som Etatsraad i Kjøbenhavn 16de August 1775) og det af ham grundlagte uundværlige Kildeskrift: Danske Magazin; hans Levnet og Arbeider kjender man ligeledes fra Jens Møllers Biographi af ham i Nye Danske Magazin 4de Bind. Men det Selskabs Skjebne, han stiftede, i hvilket han var Livet og Sjælen, har hidtil været lidet bekjendt, uagtet det indtager en hæderlig Plads i Nordens Litteraturhistorie. Det danske Selskabs ældste Medlem, Hr. Conferentsraad Werlauff, har derfor atter gjort sig fortjent til sine Landsmænds og Fremmedes Erkjendtlighed ved den klare og kjernefulde Fremstilling deraf, han i Aar har udgivet, og hvorpaa vi herigjennem henlede Opmærksomheden; han har derved yderligere viist, at Aarenes Vægt endnu ikke har nedtynget en Aand, som i snart et halvt Aarhundrede har med en usædvanlig Flid og Dygtighed syslet med Nordens Historie, i mange og væsentlige Punkter givet denne en ny Skikkelse, og med en Velvillie, som aldrig blev træt, veiledet den Yngre, der hos ham idelig søgte og fik Oplysning. Dette saakaldte “lille“ Selskabs Historie ligner altformeget lignende Samfunds, der blomstre medens Stifteren lever og virker, men sygne hen, naar han er borte, til at den i og for sig skulde kunne interessere den store Masse; men den lærde Forf., som i Kjendskab til Nordens Litterærhistorie staaer høit over sin Samtid, har ledsaget den historiske Beretning med en Rigdom af biographiske og litterære Oplysninger og Anekdoter, som give hans Skrift et varigt Værd for langt Flere end de, som deri søge Oplysning om det danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog.
Dette stiftedes, som bekjendt, af Langebek i Decbr. 1744, og bestod oprindelig kun af 5 Medlemmer (Langebek, J. Ramus, F. Thestrup, J. V. v. Aspern og D. v. Bergen), hvilke allerede i Januar 1745 udgave 1ste Hefte af “Danske Magazin“, som siden med Hurtighed fortsattes. Flere Medlemmer indtraadte; deriblandt umiddelbart efter Stiftelsen de to indflydelsesrige Mænd Henrichsen (Hjelmstjerne) og Kleve (Klevenfeldt); Kongen gav det 24de Febr. 1747 Navn af “kongeligt“, tillod det at trykke sine Skrifter uden Censur m. v., og senere fik det Understøttelse af Statskassen. Men i Selskabets første og virksomste Aar bestod dets Indtægter alene i Medlemmernes Indskud og aarlige Bidrag, samt i hvad der ved Salget af Skrifterne indkom. I 1752, da Magazinets 6te Bind sluttedes med 72de Hefte, standsedes dets Udgivelse, hvortil Langebeks mange øvrige og vigtigere Arbeider, med Scriptores Rer. Dan., det danske Diplomatarium, Souverainitetens Historie m. fl. var Hovedaarsagen, og i Tidsrummet 1753–1781 laa Selskabet næsten ganske i Dvale, uagtet Langebek fremdeles havde Magazinets Fortsættelse for Øie, og dertil endog af Kongen opfordredes. Efter Stifterens Død traadte Hjelmstjerne i Spidsen for Selskabet, og stræbte at gjenoplive det, Kongen tilsikrede den Mand, Selskabet overdrog Magazinets Fortsættelse, et Gratiale for hvert Bind, der udkom, og dets indflydelsesrige Medlemmer Luxdorph, Carstens, Suhm o. Fl. virkede alvorligt for dets Bedste; men uagtet Selskabet i visse Henseender ligesom foryngedes i 1781, hengik dog endnu 13 Aar, førend 1ste Bind af Nye Danske Magazin, besørget af Sandvig, udkom (1794). Revolutionens store Indflydelse ogsaa paa Studierne i Norden, Krigsaarene og mangehaande andre Omstændigheder, som Forf. nærmere oplyser, virkede yderst skadeligt paa Selskabets Virksomhed; Magazinets 2det Bind udkom først 1806, og det 3die i 1810. I dette Aar sluttede det i 1777 af Katechet Oluf Bang stiftede “kgl. danske genealogiske og heraldiske Selskab,“ som da havde næsten fuldendt det danske Adelslexikon, sig til Selskabet, og hermed begynder atter et nyt Afsnit i dettes Historie, som imidlertid endnu i en Aarrække ikke udmærker sig synderligt fra det foregaaende, vegeterende Tidsrum. Selskabet fik nye Love, men ikke nyt Liv, og de i lange Mellemrum udgivne 4de–6te Bind (1823, 1827, 1836) kunne ikke i Indholdets Værd – det sidste Bind maaske undtaget – maale sig med det af Langebek Udgivne. Ligesaa udkom sidste Hefte (II. 4) af Adelslexikonnet i 1814, og i 1821 Slutningen af det i 1783–1785 udgivne 1ste Bind af Magazin til den danske Adels Historie.
Først i de sidste Aar har dette gamle, i mange Henseender ærværdige “Danske Selskab“ udviklet en større Virksomhed. I 1843 paabegyndtes “Danske Magazin, 3die Række,“ hvoraf 2 Bind, hvert paa 4 Hefter, ere udkomne, indeholdende flere nye og vigtige Kildeskrifter, nu udelukkende til den danske Historie, medens de ældre Bind, især den Langebekske Samling og 6te Bind af den nye, ogsaa meddeelte væsentlige Bidrag til Norges. Fremdeles har Selskabet i 1838–1846 ved C. Molbech udgivet “Uddrag af Biskop J. Bircherods Dagbøger 1658–1708“, og en Udgave af det 16de Aarhundredes Cancelli-Registranter[1] paatænkes. Naar vi hertil lægge, at Kongen af Danmark 24de Febr. 1847, Hundredeaarsdagen efter det første kongelige Benaadningsbrev, har stadfæstet dette og følgende Benaadninger, samt desuden tilstaaet Selskabet et aarligt Bidrag af 400 Rbdr., foruden de 300 Rbdr. for hvert Bind af Magazinet, som ligesiden 1794 er blevet udbetalt, samt at det tæller Medlemmer, som have viist, at de baade kunne og ville fremme Selskabets Maal, “Fædrelandets Histories Forbedring“: saa tro vi at kunne forudsige Selskabet en glædelig og hæderlig Fremtid. Gid den maatte svare til Stifterens, den uforglemmelige Langebeks, Ønsker, og Selskabets nys begyndte 2det Aarhundrede fornye den mageløse Virksomhed, som i dets første Femaar lagdes for Dagen! De ydre Betingelser derfor ere mere lovende end for 100 Aar siden, om end de saakaldte lærde Selskaber for en Deel maa antages at have udspillet sin Rolle.
Chr. Lange.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Med Hensyn til Forf.s Tillæg S. 242 om Andersens Afskrifter af disse Registranter, bemærkes, at de (saaledes som S. 123 anført) bevares i Universitets-Bibliotheket og ikke i Rigsarkivet.