Det norske Folks Historie/1/23

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 139-141).

Den fuldkomne Frihed, der tilkom enhver fribaaren Mand, indskrænkedes, hvor de germaniske Samfundsforhold bestode i deres oprindelige Simpelhed, egentlig kun ved Familiebaandet, eller ved den patriarchalske Myndighed, som hvert enkelt Familie-Overhoved udøvede over alle sine Tilhørende og undergivne. Hver Familie, eller maaskee rettere ethvert Odels-Etablissement, dannede etslags Stat for sig selv, og var derfor nærmest anviist paa sig selv hvor det gjaldt at forsvare dens egne personlige Rettigheder ligeoverfor andre Familier. Denne Ret til endog med væbnet Haand at forsvare sine personlige Rettigheder, Retten til at føre Privatfejde, der egentlig maa betragtes som et af de charakteristiske Kjendemerker for ethvert uorganiseret Samfund, forudsættes i de germaniske Love, og spiller en Rolle i den germaniske Historie længe efter Oprettelsen af den Statsmyndighed, hvis Hovedformaal det skulde være at gjøre en saadan Krigstilstand mellem Statens enkelte Medlemmer umulig. Fortællinger om langvarige Familiefejder, og om Udførelsen af den Blodhevn, den ene Familie ej alene ansaa sig berettiget men endog forpligtet til at tage over en anden Familie for et af denne paa et af hiins Medlemmer begaaet Drab eller Overfald, forekomme i mange af vore Oldskrifter, isærdeleshed dem, der vedkomme Island, hvor Mangelen af en egentlig Statsmyndighed kaldte en Tingenes Orden tilbage, som i Norge selv allerede for en stor Deel ved Islands Bebyggelsestid maa ansees for at være tilbagelagt, nemlig den, under hvilken de enkelte Familier udgjøre ligesaa mange Smaastater, der selv udøve deres egen Statsmyndighed. Det ulempelige ved en saadan Tingenes Orden maatte overalt, hvor germaniske Stater oprettedes, fremkalde Nødvendigheden af at enes om Lovbestemmelser, hvorved Fejderetten saavidt muligt indskrænkedes. Og saavidt man af de endnu forhaandenværende Lovsamlinger saavelsom af enkelte Antydninger i de historiske Skrifter kan dømme, synes endog de allerførste saakaldte Love fornemmelig at have indeholdt Bestemmelser af dette Slags, nemlig Angivelser af, hvor stor Godtgjørelse i Penge eller Penges Værd der i Drabs- eller Angrebs-Tilfælde skulde udredes. Denne Maade at hindre Familiefejder paa er særegen for Germanerne, og fastsattes i alle ældre germaniske Lovgivninger. Statssamfundet selv overtog eengang for alle at mægle mellem de fejdende Familier, og saalænge som muligt at overholde den offentlige Fred, ved at opstille en Taxt, efter hvilken enhver personlig Fornærmelse skulde godtgjøres, eller en bestemt Bod, der for enhver saadan Fornærmelse skulde udredes, og som Staten selv ved de Tvangsmidler, der stode til dens Raadighed, paatog sig at inddrive, medens den, der oppebar den, derved ogsaa indgik den Forpligtelse, at holde sig rolig og ikke forsøge paa at tage sig selv til Rette. En saadan Bod eller Godtgjørelse kaldes sædvanligviis blandt Tydskerne og Angelsaxerne Wer eller Wergild (egentlig Værge-, Forsvars–Gjeld); hos vore Forfædre simpelthen gjald eller undertiden, forsaavidt man derved havde Retssøgsmaalet for Øje, sak, og tillige, forsaavidt man betragtede den som en Maalestok for Vedkommendes Rang i Samfundet (hvorom mere nedenfor) réttr, Ret. Denne Indretning hos Germanerne er ældre end den Tidsperiode, i hvilken vi allerførst lære dem at kjende. Allerede Tacitus omtaler den paa et Par Steder i sit Skrift om Tydskland „Det er“, siger han, „en uundgaaelig Pligt at deeltage saavel i de Venskabsforbindelser, som i de Fejder, i hvilke Ens Fader eller Paarørende befinder sig. Fejderne vedvare dog ikke uforsonlige til evig Tid, thi Manddrab afsones med et vist Antal stort eller smaat Kvæg, og den hele Familie faar sin Andeel i Godtgjørelsen: en for den offentlige Rolighed velgjørende Indretning, da slige Fejder ere saameget farligere, naar Friheden er saa ubunden, som her“^[1]. Ogsaa i vore ældste Love handles der udtrykkeligt og udførligt om Bodens Fordeling mellem Familiens Medlemmer, endog dem, som vi nutildags vilde kalde meget fjerne, og i visse Tilfælde sees det, at ej alene Drabsmanden selv, men endog de øvrige Medlemmer af hans Familie havde at deeltage i Udredelsen^[2]. Derved opnaaedes det Gode, at Familierne selv vare interesserede i, saavidt som muligt at hindre Drab og de deraf sig udspindende Fejder^[3]. Boden paalagdes sædvanligviis efter Dom til Thinge, skjønt den ogsaa kunde vedtages efter privat Forlig eller Voldgift, en Afgjørelsesmaade, der i det Hele taget ansaaes for hæderlig. Den allerhæderligste bestod deri, at man overlod Drabsmanden selv at bestemme, hvor stor Bod han havde at udrede (Selvdom); dette skede kun, naar han var en anseet og bekjendt, formaaende Mand, og det var da en Æressag for ham, ej at benytte denne Lejlighed til at slippe lettere fra Sagen, end det ellers vilde have været Tilfældet. Den Følelse af Skam, der nu stedse er forbunden med Modtagelse af Pengegodtgjørelse for lidte Fornærmelser, synes overhoved – hvad der og ligger i Sagens Natur – i hine Tider ikke i Almindelighed, og kun i heel særegne Tilfælde, at have været tilstede, medens mangen stolt Høvding tvertimod ansaa det for en Skam at give Bod (i Virkeligheden: at anerkjende Statsmyndigheden) og ofte tilbød sig at give langt større Erstatning end den lovmæssige Bods Beløb, naar denne Erstatning kun ikke i Formen saa ud som en Bod^[4].

Naar først Staten igjennem Lovgivningen optraadte som Fredens Overholder, maatte det heraf ogsaa følge, at et Brud paa den offentlige Fred tillige indeholdt en Fornærmelse mod Staten, som derfor ogsaa, foruden Boden til den Dræbtes eller Fornærmedes Familie, tillige selv krævede en Erstatning for dette Fredsbrud. Hertil sigter allerede Tacitus, hvor han siger: „ogsaa for de ringere Forseelser ilægges de Overbeviste en Mulkt af et vist Antal Heste og Kvæg i Forhold til Strassen; en Deel af Mulkten udbetales til Kongen eller Staten, en Deel til den Fornærmede selv eller hans Frænder“ (hvilket sidste Tillæg altsaa viser, at Drab er regnet blandt disse „ringere Forseelser“)^[5]. I vore ældre Love, der ere nedskrevne paa en Tid, da Kongen allerede forlængst betragtedes som, Statens eneste Repræsentant, fordres ved Siden af enhver Privatbod ogsaa en Kjendelse til Kongen, og i Drabstilfælde desuden en Erstatning for den tabte Undersaat (þegngildi). Men dersom Bodssystemet skulde have nogen Betydning, og ikke blive til et blot Spilfegteri, maatte Staten sørge for, at der efter Bodens Udbetaling og Fordeling virkelig ogsaa blev Ende paa Fejden. Derfor blev der ved slig Lejlighed lyst en offentlig, højtidelig Trygd (Sikkerhed, i Middelalderens Latin treuga), der skulde herske mellem begge de angjeldende Familier indbyrdes, og af dem bekræftedes med Ed; og den,

som efter modtagen Bod og besvoren Trygd desuagtet begik et Drab i Anledning af den Sag, hvilken Trygden gjaldt^[6], blev derved en Niding (ɔ: Forræder)^[7], som ansaaes at være udstødt fra det ved fælles Lov beskyttede Samfund (útlagr eller útlægr), det vil sige „fredløs“, og kunde ustraffet dræbes af hvilkensomhelst, hvis han forblev i Landet. Det ansaaes tillige som Nidingsfærd, naar Drabsmanden ikke snarest muligt efter det begangne Drab offentligt vedkjendte sig dette, eller, som det hed, lyste sig det paahænde (iglýsing); dette fulgte ligefrem af de om Privatfejde herskende Grundanskuelser; den betragtedes omtrent som en aabenbar Krig mellem uafhængige Magter, og Bøderne ikke som Straf, kun som Sikkerhedsmidler, indrettede af den erkjendte Statsmyndighed.

Da Fordelingen af de større eller mindre Bøder mellem de forskjellige Familiemedlemmer ofte udkrævede en for hine Tider vanskelig Beregning, ansaaes det for nødvendigt, at nøjagtige Lister derover indrettedes. Saadanne Lister kaldtes saktal, og det synes som om disse Saktal overhoved udgjorde Hovedindholdet af den hele Lovgivniug, eller den Deel, om hvilken de under en fælles Lov forenede Familier eller Kommuner først kom overeens, ligesom man vel ogsaa maa antage dem for den Deel af Lovgivningen, der allerførst paa en eller anden Maade blev skriftligt optegnet; thi paa anden Maade var det vel nemlig ikke muligt at fastholde en Mængde Talstørrelser. Det heder derfor ogsaa om Halfdan Svarte, Oplandenes og Vestfoldens Konge, „at han satte Love, overholdt dem selv og tvang alle Andre til at overholde dem, ligesom han og, forat Overmod ej skulde krænke dem, selv indrettede Saktal og bestemte Bøder for Enhver efter hans Byrd og Stand“^[8]. Her synes det visselig, som om Saktallet og Bøderne udgjorde Hovedsagen og Hovedindholdet. Saaledes var det ogsaa i Virkeligheden, thi det er just paa denne Statens Mellemkomst til Hindring af Familiefejder, at det hele Sammenhold mellem Familierne og følgelig det hele Samfund hvilede.

I den ovenanførte korte Beretning af Snorre nævnes det udtrykkeligt, at de i Saktallet bestemte Bøder rettede sig efter Enhvers Byrd og Stand. Dette var Tilfælde i alle germaniske Stater, og der gives ikke een germanisk Lovbog fra Oldtiden, som ikke nøjagtigt bestemmer, hvor stor Bod der tilkom Enhver efter hans Stand^[9]. Men heraf fulgte, at ogsaa de forskjellige Klasser eller Stænder nøje maatte omtales, og deres gjensidige Rang udhæves; og derfor er det Saktallet eller Kapitlerne om Drabs- og Volds-Bøder i de ældre Lovsamlinger, der giver nøjagtigst og mest udtømmende Underretning om den i de ældre germaniske Stater stedfindende Klasse-Inddeling. Det indbyrdes Rangs-Forhold mellem dem angives saa nøjagtigt ved den større eller mindre Pengesum, hvis Udredelse i ethvert Tilfælde foreskrives, at man næsten kan sige at ethvert Medlem af Borgersamfundet er ansat til en bestemt Pengeværdi.

Vi have endnu den ældre Gulathingslovs og den ældre Frostathingslovs indbyrdes noget afvigende Bestemmelser om enhver Klasses „Ret“. Som Hovedklasser nævnes i hiin: Frigiven, Frigivens Søn, Bonde, Hauld eller Odelsbaaren, Lendermand (d. e. Herse), Jarl, Konge. Som Eenheden synes Hauldens Ret at være betragtet^[10]. Bondens Ret udgjorde Halvdelen af Hauldens, Hauldens Halvdelen af Hersens, denne Ret Halvdelen af Jarlens, Jarlens Halvdelen af Kongens. Den Frigivnes Søns Ret udgjorde ${\frac {2}{3}}$ af Bondens, og den Frigivnes i de fleste Tilfælde ${\frac {3}{4}}$ af hans Søns^[11]. Maalestokken var altsaa: Frigiven ${\frac {1}{4}}$, Frigivnes Søn ${\frac {1}{3}}$, Bonde ${\frac {1}{2}}$, Hauld 1, Herse 2, Jarl 4, Kongen 8. Og denne Maalestok fulgtes ej alene ved Beregningen over, hvormeget Enhver efter sin Stand skulde tage, men ogsaa hvormeget enhver efter sin Stand skulde give^[12]. Ifølge Frostathingsloven betragtedes Hauldens Ret ogsaa som Eenhed^[13], men Stigningsforholdet var her ikke hvad man kalder dobbelt op, men kun som 2 : 3. Her nævnes følgende Klasser: Frigiven, Frigivens Søn, Reks-Thegn, aarboren Mand, Hauld, Lendermand (Herse), Jarl, Konge^[14]. Og Maalestokken var eller skulde egentlig være: Frigiven ${\frac {15}{81}}$, Frigivens Søn ${\frac {8}{27}}$, Rets-Thegn ${\frac {4}{9}}$, aarboren Mand ${\frac {2}{3}}$, Hauld 1, Herse $1{\frac {1}{3}}$, Jarl $2{\frac {1}{4}}$, Konge $3{\frac {3}{8}}$. Men da man i hine Tider ej havde Midler til at foretage nøjagtige Beregninger, sinder man ikke altid det her angivne Forhold iagttaget^[15]. Efter begge Lovgivninger udgjorde Hauldens Ret tre Mærker eller 24 Ører^[16].

For Østlandet savner man vistnok den ældre Civil-Lovgivning følgelig ogsaa Saktal, men i de Bestemmelser om Begravelser i Kirkegaard, der findes i de endnu opbevarede Christenretter for Oplandene og Viken, finde vi disse Klasser nævnte: Træl, Frjalsgjafe, Leysinge, Hauld, Lendermand (Herse)^[17]. Her skjelnes mellem Frjalsgjafe og Leysinge, men ikke mellem Hauld og Bonde. Heraf skulde man næsten formode, at Lejlændingsvæsenet ikke var saa almindeligt paa Østlandet, som paa Vestlandet, eller at Gaardene allerede meget tidligt vare udstykkede i mindre Stykker, som dog alle vare Odler, og berettigede deres Ejere til at bære Titelen Hauld. Navnet „Hauld“ og „Bonde“ synes her omtrent at have været eenstydigt, da det heder, at Lendermænd (Herser), der ingen Deel have i Kirkegaarden, skulle ligge i Bøndernes – herved kan blot forstaaes Hauldernes – Plads. At der mellem de her nævnte Klasser ogsaa paa Østlandet fandt Stigningsforhold Sted med Hensyn til deres saakaldte Ret, og at navnlig Haulden ogsaa her som Normal-Ret oppebar tre Mærker, kan vistnok ikke betvivles. Vi erfare ved Sammenligning af alle de her anførte Lovgivningen at Klasseinddelingen, de enkelte mindre Afvigelser fraregnede, over hele Norge var omtrent den samme, og at Klasserne i Hovedsagen lade sig henføre til de allerede i Rigsmaal antydede, saaledes, at der af Trælle-Klassen var udsprungen trende eller tvende (den Frigivne den Frigivnes Søn og Rets-Thegnen, eller Frjalsgjafen og Leysingen); af Karle-Klassen trende (Bonden eller den Aarbaarne, Haulden og Hersen); og af Jarle-Klassen een (Kongen).

Efter den engang fastsatte „Ret“ bestemtes siden alle andre Bøder for større eller mindre Fornærmelser, der vare Rettens Indehaver tilføjede, eller for større eller mindre Forbrydelser, Rettens Indehaver selv maatte begaa. Maalestokken var given, og man behøvede blot derefter at lempe Beregningen. Kun enkelte Forbrydelser lode sig ikke afsone med Bøder, eller vare saakaldte Ubødemaal, nemlig de virkelige Statsforbrydelser og Nidingsverk; de stillede Forbryderne, som vi ovenfor have viist, udenfor Loven (útlægr) og gjorde ham derved fredløs.

---

1. Tacitus, Germ. Cap. 21. – Her antyder Tacitus Aarsagen, der paa Island bragte Privatfejderne til ligesom at livne op igjen.
2. Se f. Ex. især Saktallet i den ældre Frostathingslov.
3. Angelsaxerne have ogsaa Ordet mægburh, til at betegne denne Forpligtelse; Ordet er dannet af mæg (vort mágr, Maag) og burh, her Borgen, Kaution. Hos os maatte det tilsvarende Ord være mágborg eller mágborgan. Familien selv kaldtes af Angelsaxerne under Eet mægd, hvilket Ord ogsaa bruges for at udtrykke „Nation“, lat. gens.
4. Se f. Ex. især Hrafnkel Freysgodes Saga. Det er dog muligt, at flere af disse Særegenheder først udviklede sig paa Island, hvor det overhaandtagende Fejdevæsen gav mere Anledning dertil.
5. Tacitus, Germ. Cap. 12.
6. Dette kaldtes „at vega á veittar trygðir“.
7. Níðingr, af níð d. e. Ondskab, Troløshed, Forræderi.
8. Snorre, Halfd. Sv. Saga Cap. 7.
9. Endog den gamle russiske, af Jaroslav c. 1010 givne Pravda eller Lovgivning indeholder Bestemmelser herom.
10. Ældre Gul. L. Cap. 180: Nu beregnes „Gjald“ i Gula saaledes: Haulden 18 Mark „Lov-Øre“; derfra skal Gjalden voxe og astage som andre Retter.
11. Ældre Gul. L. Cap. 91, 185, 200.
12. Ædre Gul. L. Cap. 185.
13. Ældre Frost. L. X. 34.
14. Wikikildens note: Originalen har en fotnote her, men henviser til samme nummer som neste fotnote.
15. Sammenlign f. Ex. X. 34 med IV. 53, X. 35, X. 41, XIII. 15. Man synes undertiden at have beregnet som 2 : 3, undertiden som 3 : 4, alt eftersom Regningen faldt bekvemmest.
16. En Øre var i Vegt lidt mere end en nuværende Solvspecie; men Sølvets Værdi var i hine Tider mange Gange større end nu.
17. Ældre Borg. Chr. R. Cap. 9. Ældre Eids. Chr. R. 50.