Det norske Folks Historie/1/24
Da den germaniske Samfundsorden i sit egentlige Grundlag var patriarchalsk, og beroede paa en Forbindelse, ikke saameget mellem enkelte Individer, som mellem enkelte Familier, fulgte ogsaa heraf, at Familielivet blandt vore ældste Forfædre spillede en langt vigtigere Rolle end Statslivet, der desuden for at trives paa den Maade, som det trivedes i Grækenland og Rom, fordrer Borgernes Tilsammenboen i Stæder, tvertimod den germaniske Skik, at bosætte sig i adspredte Landgaarde. Med Familielivets Vigtighed hos vore Forfædre fulgte ogsaa den større Agtelse for Kvindekjønnet, som var Germanerne egen, og som allerede Tacitus omtaler[1]. Monogamiet var vel ikke ligefrem paabudet, og de Tilfælde omhandles endog udtrykkeligt, hvor een Mand havde flere Koner; men deels synes dette blot at have været en Frihed, som enkelte fornemme Mænd toge sig, deels synes dog altid en af Hustruerne at have været anseet som den fornemste i Sammenligning med de øvrige. Fornærmelser mod Kvinden bødtes efter hendes Mands, eller, om hun var ugift, efter hendes Faders Ret; til Arv stedtes hun i Førstningen vistnok ikke uden i det Tilfælde, at der ej var mandlige Arvinger i samme Slægtskabsgrad[2], og i enkelte nordiske Lande, som det synes, slet ikke[3]; men hun fik, naar hun giftede sig, som oftest Medgift (heimanfylgja), og maatte desuden i de ældre Tider ligesom kjøbes af sin Mand ved en bestemt Sum (mundr), der blev hendes egen Ejendom. Kvindens Egteskabsbrud straffedes strengt, med Skjændsel og Død[4]. Kvinderne deeltoge i Mændenes Gilder og bidroge ved sin Nærværelse til at forekomme voldsomme Scener; de plejede som oftest at indfinde sig ved Thing og Folkeforsamlinger; toge endnu stundom, som „Skjoldmøer“, Deel i Striden; de besørgede ikke sjelden Offringer ved Templerne, og optraadte som Sandsigerinder; det var derhos isærdeleshed Kvinderne, der beskjeftigede sig med den i de ældre Tider saa frygtede Seid eller Trolddom, ligesom Lægekunstens Udøvelse næsten udelukkende var Kvinderne overladt. Overhoved tænkte man sig virkelig, som Tacitus siger, „at der med Kvinden var noget helligt og fremsynet forbundet, saa at man ej slog Vrag paa hendes Raad eller foragtede hendes Udsagn[5]. Denne Opfatning af Familielivets Hellighed og Kvindens Betydning for dette, og derigjennem for det offentlige Liv, kunde ikke andet end udøve en velgjørende Indflydelse paa det sidste; den gjorde det umuligt, at der kunde indtræde noget egentligt Barbari, og den formildede og forskjønnede det Krigerliv, som Religion og Vedtægter forresten medførte.
Med det patriarchalske Familieliv var den meest udstrakte Gjestfrihed forbunden. Det ansaaes som en Skjændsel at vise den vejfarende Gjest, om han endog var aldeles fremmed og ukjendt, fra sin Dør, og selv Betlerne traadte uden Betænkelighed ind i Hallen, endog hos de fornemste Mænd, deeltoge i Maaltidet og fik Natteleje. I det daglige Samliv fandt den største Fortrolighed og Ligefremhed Sted, og endog Trællene synes her ikke i nogen væsentlig Grad at have staaet tilbage for Familiens fribaarne Medlemmer.
Fædrenemagten maa i de ældste Tider have været uindskrænket. Faderen havde Ret til at udsætte sit nyfødte Barn. Denne Ret blev heller ikke saa sjælden benyttet, men medførte ikke den Forestilling om Grusomhed, som den nu medfører, især da, som det synes, Udsættelsen som oftest skede saaledes at Barnet kunde blive fundet og opdraget af andre. Fædrenemagten medførte ogsaa Ret til at opfostre og antage i Søns Sted, hvem man vilde, og at æt-lede eller legitimere uegte Børn. Opfostringsvæsenet spillede overhoved en stor Rolle i Norden; den ene Ven viste den anden en Ære ved at opfostre hans Barn, og i Almindelighed betragtedes det som om den Opfostrende derved erklærede sig for ringere Mand end den anden. Baandet mellem Fosterfader og Fostersøn var i Regelen ligesaa sterkt, som mellem den virkelige Fader og Søn, ofte endog sterkere; Fostbrødre stode ligeledes i et fuldkommen Broderskabsforhold til hinanden, og dette Forhold kunde tvende Venner indgaa, om de end ej havde været opfostrede tilfælles. De tilsvore hinanden da Troskab med visse Højtideligheder, og kaldtes, foruden Fostbrødre, ogsaa Edbrødre eller svorne Brødre.
Ved Arv kan man oprindelig kun have tænkt paa Løsøret eller det rørlige Gods, der kunde skiftes mellem alle de Arveberettigede; Odelet var den hele Families Ejendom, og Familiens Medlemmer vare allerede fra Fødselen af Medejere deri. Repræsentationsretten som Familiens Hoved kunde naturligviis blot arves af een ad Gangen, og det laa derfor i Sagens Natur, at Odels-Arv og Løsøre-Arv forsaavidt maatte blive forskjellig. Arvens eller rettere Odelsbestyrelsens Tiltrædelse og den Afdødes Begravelse højtideligholdtes sædvanligviis ved et festligt Gilde (erfi), hvor den Afdødes Minde blev drukket og Løfter om Stordaad aflagte for den kommende Tid. Ved slig Lejlighed synes det ogsaa, som om enkelte Trælle bleve frigivne. Det tiltrædende Familiehoved opslog nu gjerne sin Bolig paa Hovedbølet, medens de øvrige Odelsbaarne deels opholdt sig hos ham, deels søgte at vinde sig Anseelse og selvstændig Ejendom ved at slutte sig til Kongers eller andre Drottners Følge; deels endelig ogsaa, hvor det kunde lade sig gjøre, fik en Deling af Odelsgodset tilvejebragt, og derpaa tiltraadte hver sin Lod af dette.
Den stadige Syslen med Vaabenfærd, hvorved Agerbruget forsømtes i Forbindelse med Landets lidet opdyrkede og opryddede Tilstand, maatte hyppigt give Anledning til, at den dyrkede Jord ej forslog til at nære Beboerne, eller at der, med andre Ord, indtraadte en Overbefolkning. Ved slig Lejlighed var det da især, at Udvandringslysten indfandt sig, og at det ovenfor (S. 130) anførte Tilfælde indtraf, at enkelte Høvdinger droge ud med Skarer af Ynglinger til fremmede Lande. De frankisk-normanniske Skribenters Fortælling om at Ynglingerne endog formelig bleve udstedte eller nødsagede til at drage ud[6], er vistnok grundet paa Sagn om ældgamle Vedtægter. Der antydes endog, at man i Tilfælde af Hungersnød dræbte dem, der ej vare istand til at ernære sig selv[7]; Udsættelsesretten stod maaskee og hermed i Forbindelse, og endelig tydes der, skjønt vistnok ikke i ret gamle Skrifter, hen paa en i de allerældste Tider herskende Skik, at gamle Folk, naar de følte Alderdomssvagheden tiltage, selv fremskyndte Døden ved at styrte sig ned af et højt Fjeld[8]. Disse Levninger fra en raa forhistorisk Tidsalder synes dog temmelig tidlig at være gangne af Brug, og kun dunkle Minder om dem at have levet hos Folket. Udvandringerne foregik i den historisk bekjendte Tidsalder efter frit Valg, og Familiens ældste Medlemmer nøde ligetil sin Død den kjærligste og ærbødigste Behandling
- ↑ Tac. Germ. Cap. 18.
- ↑ Ældre Gul. L. Cap. 159. 186. 190.
- ↑ I Danmark skal Sven Tjugeskegg allerførst have givet Døttrene Arv. Se Saxo, 10 Bog S. 494.
- ↑ Se Tac. Germ., Cap. 18. Jvfr. Halfs Saga Cap. 8.
- ↑ Tacitus, Germ. Cap. 8. – Der omtales ofte i Sagaerne, hvorledes Kvinderne standsede Strid og Slagsmaal ved at kaste Klæder over de hinanden krydsende Vaaben, endog med egen Fare, (se Eyrbyggja Saga, hvor der berettes om en Kvinde, hvis egen Mand ved en saadan Lejlighed af Vanvare kom til at afhugge hendes Haand). – Tiltrækkende Beskrivelser over Festgilder i Kongehallen, hvor Kvinder og Sangere vare tilstede for at forherlige Laget, meddeler Digtet om Beowulf paa flere Steder, fornemmelig B. 1215–1285, og V. 4015–4043.
- ↑ Se ovenfor S. 130.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga Cap. 226. Jvf. Saxo, om Langobardernes Udvandring, S. 418.
- ↑ Gautreks Saga, Cap. 1. Det samme, eller noget lignende, fortæller Pomponius Mela om Hyperboræerne.