Det norske Folks Historie/1/35

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 209-219).

I den nærmeste Forbindelse og Berørelse med Skjoldungerne nævne vore Oldsagn Ynglingerne, der endog undertiden tilsyneladende sorvexles med dem. Ynglingerne eller rettere Inglingerne have nemlig faaet deres Benævnelse efter den ovenfor (S. 57–130) nævnte Yngve, Ingve, Ingvifreyr eller Ingunafreyr (iggvjané frauja), Ingvinernes (Ingævernes) Eponymus, og dette Navn har saaledes fornemmelig en ethnographisk Betydning, medens Skjoldunge-Navnet nærmest knytter sig til en vis, hos flere mellem– og syd-germaniske Nationer brugelig Sædvane. Fra „Ing“ eller „Inavi“ have rimeligviis alle ingvinske eller gotiske Fyrste-Ætter oprindelig regnet deres Herkomst, og der mangler heller ikke Exempler paa at Navnet er anvendt om flere end een Æt^[1]. Paa den Maade kunde ogsaa Skjoldungerne med god Føje kaldes Ynglinger, og i Beowulf-Digtet benævnes virkelig, som ovenfor er viist, Skjoldungefyrsten i Scedenigg (Skaane) „Ingvinernes Herre“. Imidlertid har den sædvanlige Sprogbrug i vore Oldskrifter indskrænket Ynglingernes Navn til en enkelt Fyrstestamme, den mærkelige Æt, der efter Sagnet indsattes af Odin selv i Herredømmet over Svithjod, der oprettede Helligdommen i Uppsala, og som siden i Tidens Løb fandt et nyt Hjem i Norge, hvis Kongetrone den gjennem flere Aarhundreder beklædte. Er det nu end ikke alene rimeligt, men endog i højeste Maade sandsynligt, ja tildeels beviisligt, at Sagnet har sammenkjedet forskjellige saakaldte Ynglinge-Ætter eller gotiske Konge-Ætter til en eneste, ligesom ved Skjoldungerne, saa er dog dette Sagn selv desuagtet ved sin høje Ælde af den største Interesse, og det antyder dog stedse et Fællesskab i Kultus eller Tradition mellem de enkelte Ætter. Derfor maa vi saavel her som i det Følgende offre det den højeste Opmærksomhed.

Sagnet om Yngve og Ynglingernes første Optræden i Svithjod fortælles udførligst af Snorre i hans Ynglinga-Saga. Han omtaler først Odin og Æserne, hvilke han, idet han søger at forklare Gudesagnene paa en historisk Maade, udgiver for et virkeligt Folk, og, forledet ved den tilfældige Navnlighed, henfører til Asien, ved Tanais Han fortæller, hvorledes Æserne og Vanerne laa i Ufred med hinanden, indtil de endelig sluttede Fred og gjensidigt stillede hinanden Gisler. Æserne, heder det, sendte Høner og Mimer, Vanerne Njørd og hans Søn Frey. „Odin gjorde Njørd og Frey til Hov-Goder; Freys Datter var Freyja, som var Blotgydje. Medens Njørd var hos Vanerne, havde han haft sin Syster til Egte, thi det var tilladt der; deres Børn vare Frey og Freyja; hos Æserne derimod var Egteskab forbudet mellem saa nære Frænder“. Snorre beretter endvidere, hvorledes Odin af Frygt før Romernes Erobringstog flyttede med sine Hovgoder og meget andet Folk først til Garderike, siden til Saxland, som han tilegnede sig, og hvor han satte nogle af sine Sønner til Landsherrer. Derfra, heder det, drog han nord til Søen og bosatte sig i det efter ham opkaldte Odense paa Fyen. Herfra sendte han Gefjon nord over Sundet for at lede efter Land, hun kom til Gylfe i Svithjod, og erhvervede sig nu Sælund eller Sjæland, saaledes som det ovenfor er omtalt. „Da Odin“, vedbliver Sagaen, „hørte at der øster hos Gylfe var gode Landsvilkaar, drog han did, og maatte Gylfe slutte Forlig med Æserne, fordi han ikke havde Magt nok til at gjøre dem Modstand, skjønt de gjensidigt spillede hinanden mange Puds. Odin opslog sin Bolig ved Logen (Mælaren) paa det Sted, der senere kaldtes gamle Sigtuna, og indrettede der et stort Hov og Blot efter Æsernes Sædvane, ligesom han og tilegnede sig hele den Landstrækning, han kaldte Sigtuna, og gav Hovgoderne gode Boliger“^[2].

Sagaen fortsætter med Fortællingen om Odins og Æsernes Kunster og Færdigheder, f. Ex. at skifte Udseende, tale i Vers, slaa sine Fiender med Blindhed, døve Vaaben, lade Sjælen fare ud af Kroppen til fjerne Egne i Dyreskikkelser, medens Kroppen selv laa som død, slukke Ild med blotte Ord, vende Vindene. Der nævnes om hans Skib Skidbladner, om Mimers Hoved, der gav ham mange Underretninger; det heder at han plejede at sætte sig under Galgerne, hvorfor han kaldtes de Hængtes Herre; han forstod Galdre og Sejd; han vidste hvor Skattene laa skjulte i Jorden og kunde mane dem, som bevogtede dem, til at give slip derpaa^[3]. Dernæst omtales Odins Lovgivning fornemmelig angaaende Ligenes Opbrænding, og om de tre aarlige Blot. „Over hele Svithjod“, siges der, „maatte Folk betale Odin Skat, een Penning for hver Næse; til Gjengjæld skulde han værge Landet for Ufred, og blote for Folket til et godt Aar^[4]“.

„Odin blev sottdød i Svithjod; før sin Død lod han sig mærke med Geirs-Odd, og tilegnede sig alle vaabenfældte Mænd; han sagde at han vilde drage til Gudheim eller Æsernes gamle Hjem, og der hilse paa sine Venner. Svierne troede nu at han var kommen til den gamle Aasgaard og skulde leve der evindeligen; de begyndte da at tro paa Odin og paakalde ham“^[5].

„Efter Odin blev Njørd Sviernes Herre, og vedligeholdt Blotene. I hans Dage var der god Fred og gode Aaringer, saa at Svierne troede at Njørd raadede for et godt Aar og Lykke med Gods Njørd blev sottdød, lod merke sig til Odin, førend han døde, og blev siden brændt“^[6].

„Frey fik da Herredømme efter Njørd, blev kaldt Drottinn over Svierne, og tog Skattegaver af dem; han var vennesæl og aarsæl som Faderen. Frey oprejste et stort Hov i Uppsala, og satte der sit Hovedsæde; dertil lagde han alle sine Indtægter, baade Land og Løsøre; derved grundlagdes „Uppsala-Aud“, der sidenefter stedse vedligeholdtes. I hans Dage oprettedes Frode-Freden; da var der gode Aaringer i alle Lande, og det tilskreve Svierne Frey; han blev saameget mere dyrket end andre Guder, som Landsfolket i hans Dage formedelst Freden og de gode Aaringer var rigere end før … Frey benævntes ogsaa Yngve^[7]; Yngvenavnet brugtes siden i hans Æt som Fyrste-Navn, og hans Ætmænd kaldtes Ynglinger. Frey fik Sott, og da det led til Enden med ham, anvendte hans Mænd følgende List: de lode faa Mænd komme til ham, opførte en stor Haug med tre Glugger, bragte efter Freys Død hans Lig hemmeligen ind i Haugen, og bevogtede det der tre Aar, idet de foregave for Svierne, at Frey levede. Al Skatten heldte de ind i Haugen, Guldet gjemte den ene, Sølvet den anden, Kobberpengene gjemte den tredie Glug. Aaringen og Freden vedbleve, imidlertid stod Freyja for Blotene. Da endelig alle Svierne havde erfaret at Frey virkelig var død, men de gode Aaringer og Freden desuagtet vedbleve, troede de, at det saaledes fremdeles vilde blive, saalænge han var i Svithjod. De vilde derfor ikke brænde ham, men kaldte ham Verdensgud og blotede sidenefter meest til ham for et godt Aar og Fred“.^[8].

Man behøver ikke engang at være fortrolig med den Maade, paa hvilken de norsk-islandske Historikere i den christelige Middelalder søgte at give de hedenske Myther, der ellers vilde støde an mod deres Rettroenhed, men som de dog saa gjerne ønskede at opbevare, en historisk Forklaring; man behøver ikke engang at kjende den Iver, hvormed alle okcidentalske Folks Historikere paa hiin Tid – vore Forfædre iberegnede – søgte, efter Romernes Exempel, at udlede deres Nations Herkomst fra Troja og Troerne, for at skjønne, at den hele Fremstilling hos Snorre er et vilkaarligt og tillige uheldigt Forsøg paa at underskyde de ældgamle germaniske Myther en lokalhistorisk Betydning. Dertil behøver man kun at kjende Aasa-Mytherne selv, saaledes som de ere os opbevarede i Eddaerne, og deres Fællesskab for alle germaniske Nationer. Vilkaarligheden fremtræder allerskarpest deri, at endog flere af Gudernes himmelske Boliger, som Noatun, Himinbjørg, Breidablik, ere henførte til Svithjod, og nævnes ved Siden af Uppsala; i Henførelsen af Odins foregivne Vandring til en bestemt Tid, og i den Afvigelse fra de egte Myther, der ligger i Beretningen om Odins og de øvrige Æsers Død. En ypperlig Kommentar til den ovenfor meddeelte Fremstilling indeholdes desuden i de Bemærkninger, hvilke enten Snorre selv eller en samtidig Historiker af samme Skole har indstrøet paa enkelte Steder i den saakaldte yngre Edda, deels som Indledning, deels ved Slutningen. „Disse Sagn (om Æserne)“, heder det i Slutningen, „maa ikke glemmes, saaledes at man derved skulde berøve Digtekunsten de gamle Omskrivninger, Hovedskaldene have anvendt; men christne Mænd skulle ikke derfor tro paa de hedenske Gilder eller Sandheden af Sagnene, anderledes, end der i Bogens Indledning er anført“. I denne Indledning tales der vidtløftigt om de første Mennesker, Adam og Eva, Noah og Syndfloden, Babels Taarn, Zoroaster og Troja, „der nu (det vil sige, paa de seldschukiske Tyrkers Tider) kaldes Tyrkland“, der bestod af 12 Kongedømmer og en Overkonge, „fra hvilke Høvdinger alle Fyrster i Verdens nordlige Deel regne deres Æt, og sætte Stadens Formænd i Gudernes, Tal, navnlig Priamus som Voden“. Der tales endvidere om Saturnus, der udgives for Njørd, og om Jupiter; om Priamus eller Odin, hvis Kone hed Frigg, efter hvilken Riget kaldtes Phrygia, om Thor, der tilegnede sig Thrakien eller Thrudheim, og om dennes Ætmænd, (i hvis Navne først gjenkjendes fire af hans egne Tilnavne, derpaa hans to Sønners Navne,) endelig om Sceaf og hele det angelsaxiske Slægtregistre til Voden eller Odin, hvilken altsaa bliver den anden Odin. Denne yngre Odin, heder det, flygtede for Pompejus og til de nordlige Lande, hvor han gav sine Sønner de ældre Guders Navne; han kom til Saxland, hvor han indsatte tre af sine Sønner, hvis Navne alle gjenkjendes i de angelsaxiske Genealogier, til Styrere; fra Saxland gik han til Reidgotaland, hvor han satte Skjold til Hersker, derfra til Svithjod, hvor Gylfe underkastede sig, og hvor Odin nedsatte sig i Sigtuna og indrettede sig paa samme Maade som han havde haft det i Troja. Han havde med sig sin Søn Yngve, der blev Konge i Svithjod, og fra hvilken de Ætter, der kaldes Ynglinger, nedstamme. Endelig drog han nord til Havet, og satte sin Søn Seming til Hersker i Norge. Og, heder det, af de i Slægtregistrene optegnede Navne kan man see, at Navnene have fulgt med Tungemaalet, og at Æserne have haft Tungen nord med sig hid i Landene, i Norge, Svithjod, Danmark eller Saxland“.

Denne Forklaring afviger kun i mindre vigtige Enkeltheder fra den, der fremsættes i Ynglinga-Saga. Hoved-Afvigelsen bestaar deri, at Æsernes gamle Hovedborg i Eddas Forklaring er Troja i Phrygien, i Ynglingasagas derimod henføres til Egnene ved Udløbet af Tanais. Forresten kan Ynglingasagas Forklaring ligefrem ansees for et Udtog af Eddas. Afvigelsen grunder sig vistnok paa en hos Snorre, eller Ynglingasagas Forfatter selv opstaaet, ved sundere historisk Kritik frembragt Tvivl om Rimeligheden i at Odin skulde have hersket i Troja paa en i den romerske Historie saa bekjendt Tid, som Pompejus’s, og om Muligheden af at Aase-Vandringen kunde være en tilkommen Folkevandring; han har derfor kun sluttet ham til Egnene nordenfor det sorte Hav, og fremstiller Æserne kun som en Preste-Koloni. De angelsaxiske Slægtregistre fra Woden og Sceaf, som man af de fra dem umiddelbart hentede Navne seer at hine ældre Historikere have kjendt og benyttet, antydede Saxland som et Land, hvor Odin maatte have hersket; Odense paa Fyen tjente dem som et Spor af hans Ophold paa denne Ø; og Helligdommen i Sigtuna var altfor bekjendt til at han ikke ogsaa skulde troes at have opholdt sig der. Templet i Uppsala med den særegne Fraujakultus anviste dette Sted som Freys Opholdssted, og det under Navnet „Uppsala Aud“ bekjendte offentlige Jordegods i Sverige, der i Hedendommen havde været Tempelgods, (s. S 154) blev naturligviis tilskrevet en Foranstaltning som allerede var udgaaen fra Frey selv. Paa disse løse Grunde opførte man nu den historiske Hypothese vi ovenfor have skildret.

Man finder imidlertid Spor til denne eller en lignende Forklaringsmaade meget tidligere end Snorre, eftersom allerede den bekjendte islandske Historiegransker og Historieskriver Are Frode, der levede i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, ved at opregne Ynglinge-Ætten sætter Yngve, kaldet Tyrke-Konge, i Spidsen. Og det maatte vel ogsaa være en ligefrem Følge af Christendommens Indsørelse, at man deels strax søgte at bortforklare det hedenske eller afgudiske i de ældre Myther, som man for Digtekunstens Skyld ønskede at beholde, deels gjennem Latinen, hvis Studium nu ved (Gejstligheden indførtes, lærte at kjende og i historisk Kritik at anvende latinske Forfatteres Skrifter^[9].

I hiin uheldige historiske Forklaring er der dog meget, som ej kan andet end hidrøre fra ældgamle Kilder, der nu ikke længer kjendes, og fra en Kundskab om det ældre Forhold i Hedendommen, som vi nu aldeles savne. Den giver saaledes, trods sin uefterrettelighed i det Hele taget, dog særdeles vigtige Vink. Af disse er maaskee det det allervigtigste, der antyder Forskjelligheden mellem Wodens- og Freys-Dyrkelsen. Odin, heder det, bosatte sig paa Sigtuna, og indrettede der Hov og et Blot efter Æsernes Sædvane det vil sige, den sædvanlige Odins-Kultus; han forordnede at de Afdødes Lig skulde brændes, og ved at tilegne sig de vaabendøde Mænd saavelsom ved at merke sig med Geirs-Odd erklærede han sig for en Krigsgud. Frey derimod indrettede sit Tempel i Uppsala; der siges vistnok ikke udtrykkeligt at han indrettede Blot forskjelligt fra hvad Snorre kalder Æsernes „Sædvane“, men man veed dog andensteds fra, at den i Uppsalatempel stedfindende Kultus var den samme, som den i Hleidr paa Sælund, følgelig forskjellig fra den ellers i Norden sædvanlige Odins-Kultus; Frey blev selv højlagt, ikke brændt, her antydes saaledes ogsaa en Skik, afvigende fra den, Odin skulde have indført, men som derimod blandt Goterne i Danmark var den herskende^[10]: Frey optræder som Verdens-Gud, altsaa som den øverste Gud, men ej som Krigsgud; som Gud for god Aaring og Fred^[11]. Da nu, som ovenfor viist^[12], Frey eller Frauja oprindeligen ikke er nogen anden end Odin selv, kun under den for Ingvinerne eller Goterne særegne Form, saa kan Fortællingen om Freys eller Ingves Optræden i Svithjod kun forklares som et dunkelt Sagn om, at der her nedsatte sig en ingvinsk eller gotisk Fyrstestamme som efterhaanden erhvervede Magten, i Særdeleshed ved at være i Besiddelse af Uppsala-Templet, ligesom Hleidrekongerne vare i Besiddelse af Hleidre-Helligdommen; Ynglingerne maa have været Medlemmer af denne eller andre gotiske Fyrste-Ætter, der i Norden selv naaede større Anseelse; og forsaavidt man vil eller kan antage, at der ogsaa for Odins foregivne Ankomst til Svithjod skulde ligge lidt meer til Grund end en blot og bar Konjektur, da kunde man derved med stor Føje tænke paa Ankomsten af den gotiske Preste- og Fyrste-Familie, der medbragte en større Kultur, end den, der hidtil herskede hos Svierne, og indførte en ny, mindre til Krig end til Fred sigtende, men paa den anden Side af flere mystiske og blodige Ceremonier ledsaget Tempeltjeneste^[13].

Forholdet mellem Odin og Frey eller Ingve angives, hvad der efter det her udviklede er let at forstaa, forskjelligt af de forskjellige Sagnfortællere eller Sagnforklarere. I Ynglingasaga er Frey eller Yngve en Søn af Vanen Njørd, og staar ikke i noget Slægtskabsforhold til Odin. I Fortalen til den yngre Edda kaldes Yngve Odins Søn. Fundinn Noregr kalder Borre (d. e. Bure), Tyrklands Konge, hans Søn Bør, hans Søn Odin Aasakonge, Fader til Frey, Fader til Njørd, Fader til Frey. Are Frode nævner ikke Odin, men alene Ingve Tyrkekonge, giver ham Sønnen Njørd Sviakonge, og denne Sønnen Frey^[14]. Og uagtet Odin i Ynglingasaga siges at være Semings Fader, heder det dog i Fortalen, at Seming var en Søn af Ingvefrey; det heder derhos, at Odin ejer Skibet Skidbladner, uagtet dette ifølge Edda var Freys Ejendom. Saadan Forvirring maatte nødvendigviis opstaa af hiin vilkaarlige Skjelnen mellem Odin og Frey, eller af at gjøre een mythisk Personlighed til tvende.

Ogsaa den danske Forfatter Saxo meddeler Sagn og Sagnforklaringer, der sigte til Oprettelsen af en egen Frey-Kultus i Uppsala. Han fortæller om en dansk (gotisk) Fyrste ved Navn Hadding, Grams Søn og Skjolds Sønnesøn, i hvilken man tydelig gjenkjender vor ældre Gudelæres Njørd, Vaneguden Freys saakaldte Fader^[15]. Paa Haddings Tid, heder det, fremstod Odin, der falskeligen af hele Europa dyrkedes som en Gud, og egentlig havde hjemme i Byzants (Aasgaard), men ogsaa som oftest plejede at opholde sig ved Uppsala. Hans Hustru Friggs Utroskab nødsagede ham til at begive sig i Landflygtighed for en Tid, og denne Lejlighed benyttede en berømt Troldmand, ved Navn Mitodin, til at udgive sig for en Gud og indføre nye Offer-Ceremonier, der fornemmelig bestode i, at man ej, som før, skulde blote til alle Guder under eet, men til hver for sig, og med forskjellige Blot. Da Odin kom tilbage, maatte Mitodin flygte til Fyen, hvor Indbyggerne dræbte ham^[16]. Hadding nød siden megen Bistand af Odin, underkastede sig Sverige, og indstiftede et særegent Offer, bestaaende af sorte Dyr, for Guddommen Frey, hvilket Offer af Svierne kaldtes Frey-Blot^[17]. Paa et senere Sted heder det udtrykkeligt, at Frey, Gudernes Statholder, opslog sin Bolig ved Uppsala, og istedetfor den gamle, i flere Aarhundreder bestaaende Offertjeneste, indførte en ny, grum og skjændig, der bestod i Menneskeoffringer^[18]. Ved at nedskrive denne sidste Fortælling har Forfatteren aabenbart glemt, hvad han allerede tidligere havde berettet om Sagen, – og det er ikke det eneste Tilfælde af dette Slags hos Saxo, hvor han har benyttet forskjellige Kilder og ikke indseet, at det var een og samme Sag, de begge omhandlede. Den sidste Beretning er vistnok den, der i de tydeligste og meest uforbeholdne Ord omhandler Indførelsen af den særegne, mystiske og blodige, Frey-Kultus i Uppsala; dog giver ogsaa Fortællingen om Hadding tydeligt nok tilkjende, at denne Offertjeneste havde sin Oprindelse fra Goterne, og maaskee endog nærmest fra Goterne i Danmark^[19].

Man det nu ansees som afgjort, at Frauja-Dyrkelsen med sine mystiske Ceremonier egentlig har faaet sin Tildannelse hos Goterne, da opstaar igjen Spørgsmaalet, hvad Anledningen har været til, at den fornemmelig har udviklet sig hos dem. Og dette Spørgsmaal kan neppe besvares anderledes, end ved at opstille Formodningen om at Goternes, de østligst boende Germaners, Naboskab med de vendisk-slaviske Folk maa have udøvet nogen Indflydelse paa deres religiøse Forestillinger og Kultus. Vi erfare af Vulfilas Bibeloversættelse, at Goterne allerede paa hans Tid, i det 4de Aarhundrede, havde optaget enkelte slaviske Ord i deres Sprog^[20]. At de ogsaa kunne have optaget enkelte slaviske Religionsbegreber er da ogsaa rimeligt, især da vi i de os levnede Underrettelser om den oldslaviske Religion og Gudsdyrkelse allerede finde Spor nok til, at der mellem den og den germaniske har været et umiskjendeligt Slægtskab. Blandt de slaviske Guder nævnes een, ved Navn Prove, der tilbades i Lunde, uden noget Billede^[21]; hvilket paa en højst mærkelig Maade stemmer med hvad Tacitus fortæller om de østgermaniske Naharvaler (se ovenfor S. 57, Note), at de i en hellig Lund tilbade to Syskende-Guddomme (Frey og Freyja?) uden at fremstille dem ved noget Billede. Efter Sprogovergangs-Reglerne svarer Prøve ganske til det gotiske Frav-is eller Frauja, eg. Frav-ja, og hvor nær ligger det da ej at formode, at den slaviske Prove-Dyrkelse ogsaa kan have givet Anledning til en egen Frauja-Dyrkelse blandt Goterne^[22], især da man i den Maade, paa hvilken Frey dyrkedes, finder en Sandselighed lagt for Dagen, der ellers ej stemmer overeens med vore Forfædres Levemaade og Aanden i deres Myther, men derimod ganske med Slavernes ældre Nationalcharakteer^[23]. Ogsaa til Freyja har man en tilsvarende slavisk Prije. Og her maa det da endelig erindres, at just de med Frey i Æsernes Tal optagne Guder kaldes Vaner, medens de tschudiske Folkeslag endnu stedse benævne alle slaviske Nationer med Fællesnavnet Væne (Vænelainen). Det er altsaa i sig selv ikke usandsynligt, at den særegne Frauja-Kultus har udviklet sig hos Goterne ved Efterligning af Slaverne, og at den siden, forenet med Nerthus-Dyrkelsen, har antaget en særegen Charakteer og frembragt nye Mythesagn.

---

1. Her sigte vi ej til den senere Skalde-Sprogbrug, der tillod at anvende alle slige Ættenavne om enhver Fyrste i Fleng, men til hvad der allerede forekommer i ældgamle Kvad, som f. Ex. i Helgakviða Hundingsbana I. Str. 54, hvor Volsungen Helge kaldes Yngves Ættestav i (áttstafr Yngva), og i Sigurðarkviða II. Str. 14, hvor Vølsungen Sigurd ligeledes kaldes Yngves Ætling (Yngva konr).
2. Yngl. S. Cap. 1–6.
3. Yngl. S. Cap. 7. Ved Sammenligning med det sidste Afsnit af den ældre Eddas „Hávamál“ (139–165) i hvilket Odin opregner hvad han ved sin Runekyndighed formaar at udrette, opdager man let at dette er Kilden til Fremstillingen i Yngl. S. Cap. 7. Det første Vers i hiint Afsnit (139) er i flere Henseender mærkeligt, især ved det Lys, det baade kaster paa Ceremonierne ved Offring til Odin, og paa den dunkle Yggdrasils-Mythe, hvorom der allerede ovenfor (S. 163) er talt noget. Verset lyder: „Jeg veed at jeg hang paa Vindges Træ hele ni Nætter, saaret med Geir og given til Odin, selv til mig selv; paa det Træ, om hvilket Ingen veed, af hvis Rødder det oprinder“. Odin havde altsaa, som man troede, selv paa en mystisk Maade indstiftet en Offring til sig, der bestod i at den, der offredes, ej alene hængtes, men ogsaa gjennemboredes med Geir; en saadan Offring blev just Kong Vikar (se nedenfor § 11) underkastet, og naar Alt kommer til Alt, sigtes vel hertil med Snorres Tale om at Odin lod sig merke med Geirsodd. Hvad ellers Udtrykket „paa Vindges Træ“ (vinðga meiði á) angaar, da kan man ogsaa oversætte det „paa det vindige (af Vinden gjennemsusede) Træ“, eller „paa den Vindiges Træ“. Hvorledes man nu end tager det, maa det vel forklares ved „Galgen“, thi det kan ikke være forskjelligt fra „vinga meiðr“, hvilket allerede Thjodolf (i 9de Aarhundrede) brugte i sit Ynglingatal (Yngl. Saga Cap. 26) som Omskrivning for „Galgen“, og som Vel og har Hensyn til den i Atlamaal omtalte Vinge (maaskee selv en formummet Odin), der skildres som runekyndig og truer Niflungerne med Galgen. Til hiint Vers sigtes ganske bestemt i Yngl. S. Cap. 7, naar det heder at Odin plejede at sætte sig under Galger, og at han kaldtes de Hængtes Herre. Galgerne vare saaledes Odin helligede; de havde umiskjendeligt en højere symbolsk Betydning. Men naar man nu tillige saare ofte sinder Galgen poetisk omskreven med en Hest (f. Ex. Hagbards Hest), og det, at hænge i en Galge, kaldt „at ride Galgen“, bliver Navnet Ygg-drasil yderst paafaldende; thi „Ygg“ er et af Odins Navne, og drasill eller drösull er et ikke ualmindeligt Digterudtryk om en Hest. Ygg-Drasill er altsaa „Odins Hest“, det Træ i hvilket Odin hang; den er aabenbart hiint Vindgameiðr, hvis Rødders Oprindelse Ingen kjender. Men her paatrænger sig det Spørgsmaal, om ej, naar Alt kommer til Alt, Forestillingen om den i Galgen hængende, med Spyd gjennemborede, til sig selv, men under en anden Personlighed af den eddiske Treenighed (som Hár) offrede Odin, og følgelig Forestillingen om Yggdrasil selv som det Alt bærende Verdenstræ er opstaaet ved en Tillempning af christelige, gjennem flere Led vandrede, Traditioner? Grimm har i sin Mythologi (S. 757) paaviist, at Saxernes Irminsul unegtelig minder om Korset, og en oldtydsk Gaade om Korset skildrer endog dette, saare paafaldende, som „Træet, hvis Rod naar til Helvede, hvis Top naar til Guds Trone, og hvis brede Grene omfatte hele Verden“. Man skulde tro at høre en Skildring af Yggdrasil. I det mærkelige angelsaxiske Digt om det hellige Kors, af hvilket et Udtog ogsaa findes paa Ruthwell-Korset, kaldes Christi Kors netop galga, og den odiøse Forestilling, Ordet „Galge“ nu vækker, havde det saaledes ikke i den Tid. Denne Materie, der i Sandhed kan siges at være et af Eddalærens største Mysterier, fortjener en nærmere Special-Undersøgelse; her maa vi indskrænke os til kun at paapege de meest iøjnefaldende Momenter.
4. Yngl. S. Cap. 8.
5. Sammesteds Cap. 9.
6. Sammesteds Cap. 11.
7. Der tilføjes i Yngl. S. Cap. 20 ogsaa Formen Ynguni d. e. Ingvini.
8. Sammesteds Cap. 12–14.
9. Dem, der nærmere ville forfølge Undersøgelsen af denne interessante Materie, kunne vi henvise til R. Keysers Afhandling „om Nordmændenes Herkomst og Folkeslægtskab“, hvor Materien i et eget Afsnit aldeles udtømmende og med den meest indlysende Klarhed er behandlet, og hvor saavel de gamle Historikeres Fejltagelser, som de Data, hvorpaa de byggede deres Kombinationer, paa det tydeligste ere efterviste. Se Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie, 6te B. S. 272–289.
10. I Fortalen til Yngl. Saga heder det udtrykkeligt: „da Frey havde været højlagt ved Uppsala, gjorde mange Høvdinger ligesaavel Høje som Bautastene til Minde om deres Frænder. Jvf. ovenfor S. 181, 185.
11. Ifølge Mythologien havde Frey givet sit Sverd fra sig, og var vaabenløs; dette vidner ogsaa om Fredelighed.
12. S. 57 fgg., S. 165.
13. Det er her af ikke liden Vigtighed, at ogsaa i den historiske Tidsalder to Templer og Kongeresidenser omtales i Svithjod: Uppsala, med Freystemplet, og Sigtuna med Odinstemplet og Kjøbstaden Birka. Kongerne i Uppsala og Birka var vel af een og samme Æt, men laa dog oftest i Strid med hinanden.
14. Are Frode, Islendingabok, Cap. 12.
15. Se herom især min „Nordmændenes Gudelære i Hedenold“, S. 123–129. Hadding, eller som han og kaldes, Haddung, er kun „den haarlokkede“, angels. Hearding, gotisk Hazdiggs; saa kaldtes blandt Goter og Vandaler de fornemste Mænd, der alene vare berettigede til at bære langt Haar.
16. Saxo synes her at have misforstaaet det gamle Ord mjötudr, egentl. mitudr, angels. metod, der bruges om Alstyreren. Han siger at Mitodin efter Døden spøgede saa slemt, at man maatte hugge Hovedet af hans Lig og gjennembore Kroppen med en spids Stang. Skulde her sigtes til Geirsodd? Senere (S. 129) meddeler Saxo, hvad der kun maa ansees som en anden Version af Sagnet. Da Guderne i Byzants, heder det, forargedes altfor meget over Odins slette Levnet, udstødte de ham af deres Samfund, og joge ham i Landflygtighed, idet de i hans Sted satte en vis Oller, hvem de gave Navnet Odin. Efter 10 Aars Forløb kom dog Odin tilbage, og lykkedes det ham enten ved Bønner eller Bestikkelser at faa sin gamle Værdighed tilbage. Forstødt fra Byzants, drog Oller til Svithjod, hvor han, ligesom i en ny Verden, søgte at oprette Troen paa sig, men blev dræbt af de Danske. Han skal have været saa tryllekyndig, at han kunde sejle over Havet paa et Been, over hvilket han havde galet Galdre. Jvf. ovenfor S. 59.
17. Saxo, 1ste Bog, S. 50. Frey kaldes hos Saxo overalt efter den danske Udtale Frø, og Freyblot Frøblod.
18. Saxo, 3die Bog, S. 120.
19. Det er mærkeligt nok, at det af Saxo meddeelte Sagn om Hadding lader hans Fiende, den norsk-svenske Konge Aasmunds Lig blive brændt ved Uppsala, medens Hadding selv senere lod Uffe, Aasmunds Søn, højlægge; dette var altsaa den gotiske Skik. At Ingve eller Ing endog nærmest synes at have været henført til de gotiske Østdaner, derom vidner det ovenfor S. 59 Note (***) meddeelte Indhold af et gammelt angelsaxisk Vers.
20. F. Ex. plinsjan, dandse, slavisk pljasati.
21. Helmold, I. 52, 69, 83.
22. Prove skal have været Retfærdighedens Guddom, dog har der været tvivlet paa, at han var af egte slavisk Oprindelse, da han blot omtales som dyrket i Vagrien. Men kunde Prove ikke vare en anden Benævnelse for Overguden Svantevit eller Svjatovid? I saa Fald kunde ogsaa den med Frey-Dyrkelsen saa hyppigt forekommende Opføden af hellige Heste forklares; thi for Svantevit holdtes, som bekjendt, en hvid Hest.
23. Frey (Fricco) forestilledes ifølge Adam af Bremen i Uppsalatemplet cum ingenti Priapo.