Det norske Folks Historie/1/36

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 219-223).

Det er allerede forhen omtalt, at Ynglingasaga lader Frode-Freden blive oprettet paa samme Tid, som den, paa hvilken Frey oprettede Templet i Uppsala. Om denne Frode-Fred og dens Stifter, Hleidrekongen Fred-Frode, var der i Oldtiden over hele Norden mange mærkelige Sagn. Det ældste meddeles i den yngre Edda, og indeholdes i det ældgamle Kvad Grottesangen. Frode, fortælles der, var en Søn af Fridleif (ɔ: Fred-Levneren), og en Sønnesøn af Skjold Hos Kong Fjølner i Svithjod, Ingrefreys Søn, kjøbte han Trælkvinderne Fenja og Menja^[1], som han satte til at dreje en Tryllekværn, der havde den Egenskab at den fremmalede Alt, hvad man bød den male. Han lod dem male Guld, Fred og Lyksalighed; da var der saa stor Fred, at Ingen maatte voldelig anfalde den anden, om han endog mødte sin egen Faders eller Brøders Banemand; der var ingen Tyv eller Ransmand, saa at en Guldring kunde i lang Tid henligge paa Jælingehede, uden at nogen vovede at stjæle den. Frode selv „sad paa Rigdom, sov paa Duun“, som det i Kvadet heder, indtil han blev umættelig, og ikke vilde unde Ternerne længer Frist end Gjøgen tiede eller et Kvad kunde kvædes. Da tilmalede de ham Ufred; en Søkonge overfaldt og dræbte ham. Da sluttede Frode-Freden^[2].

De fleste øvrige Sagn om Frode opbevares hos Saxo, der endog har henført dem til forskjellige Froder, ligesom ogsaa de i vore Sagaer opstillede Skjoldunge-Rækker opstille tvende fredelige Froder, nemlig den egentlige Fredfrode, og „Frode den fredsomme“. Den første Frode er hos Saxo Haddings (altsaa egentlig Njørds) Søn. Han lader ham udføre mange Krigsbedrifter, der vistnok først i senere Tider ere knyttede til Sagnet, da man deels i flere af dem gjenkjender Beretninger, der hos andre Forfattere fra Middelalderen tillægges andre Helte og derfor kunne kaldes staaende Udsmykninger for Heltehistorier, deels finder Forhold omtalte, der først tilhøre en senere Tid, f. Ex. Vikingetog til Bretland og Skotland^[3]. Efter at have udført disse Bedrifter, heder det, drog Frode hjem, og bestod her en Tvekamp, hvortil han udfordredes i et Gilde, i hvilket Frode selv hvilede paa gyldne Puder. Da han svigagtigt efterstræbtes af tvende Kammersvende, lod han dem binde til store Klippestykker og kaste i Havet. Han plejede at bestrø sin Mad med knuust og malet Guld, for derved, som det hed, at bevare sig mod Forgiftelse^[4].

Den anden Frode, som Saxo omtaler, er den i danske Kongerækker saakaldte Frode fredgode, Fridleifs Søn. Saxo fortæller vidtløftige Sagn om hans Barndom og Ungdom, i hvilke den ogsaa i vore Oldskrifter nævnte Erik den maalspake fra Rennesø spiller Hovedrollen, og som upaatvivlelig fra først af have dannet en egen Saga om denne, men som af den danske Historiker vilkaarligt ere indlemmede i Fortællingen om Frode, ved hvilken han overhoved synes at have dvælet med Forkjærlighed, og om hvis Personlighed han ogsaa sammendynger andre Sagn, der ere den aldeles uvedkommende, og hvoraf flere i en mere uforvansket Form fortælles i vore egne Oldskrifter, uden at engang Frode derved en eneste Gang nævnes^[5]. Frode førte, ifølge Saxo, mange og lykkelige Krige, hvorved han underkastede sig Størstedelen af Norden, Østerveg og Slavernes Land; han gav, fortælles der, gode Love, af hvilke flere i Tidens Løb ere blevne afskaffede, andre derimod vedligeholdte gjennem de paafølgende Tider. Af disse Love, om hvilke der upaatvivlelig maa have været Sagn i Danmark, – hvor man maaskee endog har henført hele Lovgivningens Grundlag til Fredfrode, ligesom i Norge til St. Olaf – opregnes flere, i hvilke man gjenkjender ældgamle ogsaa i Norge brugelige Vedtægter, f. Ex om Opskæring af Hær-Orv i Tilfælde af pludseligt Krigs-Anfald, Holmgange-Loven o. fl. Blandt Lovene var ogsaa den, at Ingen maatte sætte Laas for sin Ejendom, under Bod af en Mark til Kongen, hvorimod han, hvis Noget blev stjaalet fra ham, skulde faa dobbelt Erstatning af Kongens Kasse. Efter at have vundet en stor Sejr over Nordmændene besluttede Frode, heder det, at oprette Fred mellem alle Folk, og for at Alle og Enhver skulde lære at afholde sig fra Tyveri, og forat Rolighed kunde herske i Landene efter Krigen, lod han først i Norge tvende Guldkjeder ophænge, den ene paa en Aas, kaldet Frode-Aasen (der siges ej hvor)^[6], den anden i Viken; og paa et Thing, han holdt med Nordmændene, truede han den med de strengeste Straffe, der vovede at borttage nogen af disse Kjeder. Derimod tillod han vejfarende Mænd at benytte de Aarer eller Heste, de maatte forefinde, for at komme over Elve, han tillod dem ligeledes at tage saameget Mad, som behøvedes til et eneste Maaltid, af Andenmands Gjemmer, men brugte de Hesten længer, eller toge de mere Mad, skulde de ansees som Tyve. Siden lod han ogsaa i Jylland en stor Guldkjede ophænge paa en Korsvej (Ringen paa Jælinge-Heden); efter et andet Sagn lod han tre Guldringe ophænge, en ved Ejderen, en ved Vordingborg i Sjæland, en ved Skanør i Skaane^[7], – og heller ikke her vovede Nogen at forgribe sig paa dem.

Denne Frodefred skal have varer i 30 Aar. Endelig overtalte en tryllekyndig Kvinde, heder det, sin Søn til at stjæle en af Ringene, og da den alderstegne Frode til Vogns begav sig hen til det Sted, hvor hun boede, forvandlede hun sig til en Sø-Ko og stangede ham til Døde. Hans Mænd skjulte hans Død, men balsamerede hans Lig og førte det tre Aar omkring i Landet paa Vognen, indbildende Folket, at han endnu levede. Først da Liget ej længer kunde staa sig mod Forraadnelsen, højlagde de det ved Værebro i Sjæland^[8].

Ifølge Ynglingasaga omkom Fjølner, Ingvefreys Søn, i et Gjestebud hos Fredfrode ved at drukne i et uhyre Mjødkar. Det samme fortæller Saxo om Hunding, Kong Haddings Underkonge i Svithjod. Et falskt Rygte om Haddings Død var kommet til ham, og han besluttede at højtideligholde den ved et prægtigt Arve-Øl; da han skulde øse Mjød af et stort Mjødkar, styrtede han ned i det og druknede; og Hadding hængte sig siden af Sorg over hans Død^[9].

Sammenholde vi nu det Væsentlige i alle disse Sagn, bliver det indlysende at Frey og Frode er een og samme mythiske Figur, alene forskjelligt opfattet i de forskjellige Overleverelser^[10]. De ere begge Fredsstiftere; begges Død skjules i trende Aar og de højlægges derpaa begge; ved dem begge spiller deres Vogn en stor Rolle; de ere begge Repræsentanter for en særegen fredelig, men mystisk Offerkultus, og om denne Kultus i Uppsala heder det endog udtrykkeligt, at den der var ny; anderledes end den ældre, og forbunden med modbydelige Ceremonier. Hadding, den ældre Frodes Fader, falder sammen med Njørd, og repræsenterer atter den samme særegne Kultus; han falder tillige sammen med Frett ved at indstifte Freyblot, og med Frode ved at være den i Mjødkarret druknede svenske Konges Ven. Det viser sig altsaa heraf, at tilligemed Njørd eller Nerthus, Frey, Freyja og Ingve, hvis Identitet allerede ovenfor er godtgjort (S. 59 flg.), smelte ogsaa Hadding og Fredfrode sammen til en eneste Personlighed, nemlig som den særegne Freys-Dyrkelses Repræsentant. Og i denne særegne Freys-Dyrkelse, hvis Identitet med Nerthusdyrkelsen vi ligeledes have paaviist^[11], ligger umiskjendelig Grunden til hiint Sagn om den af Frode (eller Frey) indstiftede Fred. Naar Nerthusfesten holdes, siger Tacitus, eller naar Nerthus i sin af Køer dragne Vogn føres om blandt Folket, da er der Glæde og Festlighed overalt, da føres der ej Krig, da gribes der ej til Vaaben, da stænges alt Jern inde; man kjender og elsker kun Freden^[12]. Dette er altsaa den egentlige Frode-Fred, og som Indstifter af denne optræder Frode som Indstifter af den særegne ingvinske eller gotiske Frey-Kultus. Det er tillige værdt at mærke at Frodes hos danske Skribenter brugelige Tilnavn frithgothe, ikke behøver at forklares som friðgóði (den fredegode) men som friðgoði ɔ: Fred-Goden, Fred-Presten; ja at det maaskee kan grunde sig paa en Misforstaaelse af „Frøgothe“, ɔ: Freysgoði, Frey-Goden.

Herved løsrives Frode fra de egentlige Skjoldungers Tal, og det bliver indlysende at han fra først af er knyttet til Helligdommen i Hleidr, og at hans Tilværelse som Sagnfigur ej alene maa være ældre end Skjolds, men ogsaa gjelde for en videre Kreds, end denne. Hertil mangler der heller ikke paa umiskjendelige Spor. Saxos Fortælling viser, at nationale Sagn om Frode maa have hersket i Viken og Vestfold i Norge, hvor den gotiske Indflydelse gjorde sig gjeldende^[13]. Og af de tydske Egennavne, „Fanigolt“ og „Manigolt“ erfarer man, at Sagnet øm Frodes (Guld, vel ogsaa derfor om hans Fred, strakte sig til Tydskland, ja lige til Bajern^[14].

Men foruden den mythiske Frode eller rettere Frauja nævnes ogsaa i de ældgamle gotisk-danske Sagn en historisk Frode, berømt som tapper Kriger og Erobrer, der stundom er kunnet til det smukke og tragiske Sagn om Roar og Helge. Denne Frode, der ogsaa deles i flere Personligheder, kaldes i de gamle Sagn den frøkne (ɔ: tappre, paa Latin vegetus). Han vil og nedenfor (i §9) nærmere blive omtalt. At alle de Krigssagn, derhos Saxo tillæges Fredfrode, egentlig bør tillægges Frode Frøkne, kan neppe betvivles^[15].

Saavel de danske som de norsk-islandske Forfattere have henført den saakaldte Frodefred til Kejser Augusts og Christi Fødsels Tid. Dette er naturligviis skeet, fordi man antog at der paa Christi Fødsels Tider herskede almindelig Fred over Jorden; hertil lededes man deels af Englenes bekjendte Udraab i Lucas Ev. II. 14.), deels af Beretningen om Janus-Templets Lukkelse under August, en Tilkjendegivelse af at der herskede Fred overalt per orbem (ɔ: Romanum, det romerske Rige). I hiin Periode af Middelalderen, da denne Samtidighed antoges, nøjede man sig med langt tarveligere Data til Støtter for Chronologien. Ved nu at faa Frey henført til Augusts Tid, fik de nordisk-islandske Chronologer Odin til at blive samtidig med Pompejus’s Krigstog. Og heri fandt de ogsaa en før dem aldeles tilfredsstillende Forklaringsgrund for Odins foregivne Flugt fra Troja eller Tanais. Paa denne Viis kom endelig den hele kunstige Kombination istand.

---

1. Fenja, eg. Fenia, er dannet af Fen eller feni, Sump; Menja, eg. Mania, af Mani, Smykke. Fenja- og Menja-Guld er altsaa „Myrguld“ og „Smykkeguld“.
2. Snorre, Edda Cap. 43. Sagnet tilføjer, at Søkongen lod Ternerne male Salt ombord paa Skibet, at derved saameget Salt frembragtes, at Skibet sank, og at dette er Aarsag til at Havet er salt. Et lignende Sagn har vedligeholdt sig i Norge endnu indtil vore Tider, se Asbjørnsens og Moes Folkeeventyr.
3. Ved denne Lejlighed omtales endog en skotsk Konge Melbrigde (Melbricus), et Navn, der først tilhører den christelige Tidsalder, da det betyder „St. Brigidas Tjener“. Og St. Brigida levede først i det 6te Aarhundrede.
4. Saxo, 2den Bog S. 61–80. I de til Klipperne bundne Kammersvende turde der maaskee være en Reminiscens af de til Møllestenene lænkede Fenja og Menja.
5. F. Ex. Fortællingen om Slaget mellem Goter og Huner, og om Arngrims Sønner, hvilken findes fuldstændigt i Hervararsaga.
6. Man maa her nærmest tænke paa Frode-Aas ved Tunsberg. Vel regnedes ogsaa Vestfold, hvor Tunsberg laa, til Viken, men paa Saxos Tid indskrænkedes dog denne Benævnelse mestendeels til Ranrike og Elvesyssel.
7. Ryklosters Annaler (Erikskrøniken) i Langebeks {{sperret|Scriptt. rer. Dan. l. p. 153.
8. Saxo, 5te Bog S. 181 og især fra 247–257.
9. Yngl. Saga Cap. 14; Saxo, 1 B. S. 59, 60.
10. Om Forvexlingen af Navnet Frey, dansk Frø, sax. Frô, med „Frode“, er ovenfor talt, se S. 185.
11. Se ovenfor S. 58–60, jvf. Adam Brem. IV. 127, og Thietmar, hos Pertz, V. 739.
12. Tac. Germ. Cap. 40.
13. Foruden Navnet Fróðaáss ved Tunsberg findes ogsaa Fróðakelda i dens Nærhed, og Øen Fróðung (nu Frognøen) i Tyrifjorden.
14. Grimm, deutsche Mythologie S. 198.
15. Det er ikke af Uvigtighed, at Sven Aagesøn, Saxos Samtidige, sætter Frode Frøkne længe for Frode Fredgode. Han nævner i Alt fire Froder, nemlig Frode, Skjolds Søn, Frode Frøkne, Rørek Slangenbøges Søn, Frode Gamle, Dans Søn, og Frode Fredgode, der og kaldtes den gavmilde, fordi han skattede Gavmildhed over alle Dyder, og agtede ikke Guld og Sølv mere end Snavs; han gjøres til en Søn af Fridleif, og en Fader til Ingild.