Det norske Folks Historie/1/52

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 357-373).

Sigurd Ring, Sejerherre paa Braavoldene, var ved sin Død Overherre over det nuværende Danmark og Sverige, en stor Deel af det søndenfjeldske Norge, og en Deel af Øerne hiinsides Østersøen; men han lod, som vi have seet, de fleste Dele af sit Rige bestyre ved Underkonger, hvis Afhængighed af Overherren synes at have været meget løs. Det heder endog, som ovenanført, udtrykkeligt, at hans Rige begyndte at formindskes, da han blev gammel og tungfør, og at navnligt hans engelske Besiddelser løsrev sig. Vore Oldskrifter ere alle enige om at tillægge Sigurd Sønnen Ragnar Lodbrok, og at omtale ham som Sigurds Efterfølger og som en mægtig Konge, der deels herskede over det store Rige i Norden, deels selv og siden i Forbindelse med sine Sønner drev Vikingelivet i det store og saa at sige organiserede det. Men hvad der deels i norske, deels i danske Skrifter fortælles om Ragnar, er paa den ene Side heel mangelagtigt paa den anden Side saa forvirret og saa øjensynlig blandet med fabelagtige og uvedkommende Tilsætninger, at der kun bliver saare lidet tilbage, som man kan fæste Lid til og betragte som Bedrifter, virkelig udøvede af Ragnar selv. Det synes, som om man til Ragnar Lodbrok har henført Begivenheder, der hverken vedkom ham eller hans Levetid, at man har antaget andre Vikingehøvdinger af Navnet „Ragnar“ for ham selv, og alle saakaldte Lodbroks Sønner for hans Sønner^[1]. Hertil kommer, at man tidligt begyndte at udfylde indenlandske Sagn med fremmede Beretninger.

Disse vide nemlig, som vi nedenfor nærmere ville faa at see, at fortælle baade om en Ragnar, der i Aaret 845 trængte opad Seinen, herjede Paris og Omegn, og aftvang Kong Karl den skaldede en stor Pengesum, men døde efter sin Hjemkomst under de frygteligste Pinsler, og om en Lodbrok, hvis Søn Bjørn Jernside i Aaret 843 og 857 herjede Frankrige, og hvis øvrige Sønner mellem 866 og 878 voldsomt mishandlede England. Paalidelige Slægtregistre i vore egne Oldskrifter ere eenstemmige i at sætte Ragnar Lodbrok tre Generationer tidligere end Islands Opdagelse og første Bebyggelse mellem 870 og 880^[2]. At de fremmede Skribenters Ragnar og Lodbrok ej kunne være vore Oldskrifters Ragnar Lodbrok, bliver saaledes indlysende, medens paa den anden Side de saakaldte Lodbroks Sønner, der herjede England, gribe saa væsentligt ind i dette Lands Historie, og nævnes allerede saa kort efter deres Fremtræden, at de ligesaa lidet kunne være hiin Ragnars Sønner. Man maa altsaa antage enten at Benævnelsen Lodbroks Sønner har været brugt som et Stammenavn, der og kunde udstrække sig til Ragnars Sønnesønner og følgende Descendenter, eller og, hvad der er det rimeligste, at der to eller tre Generationer efter Ragnar enten i hans egen eller en dermed nøje forbunden Æt er fremstaaet en efter ham opkaldt „Lodbrok“, der ej førte Regjeringen eller beherskede noget Land i Norden, men hvis Sønner derimod udmerkede sig som de mægtigste og voldsomste Vikingehøvdinger, England havde seet. Men naar nu vore ældre Historikere efter Christendommens Indførelse gjorde Bekjendtskab med de franske og engelske Krøniker, og læste baade om Vikingen Ragnar der herjede Paris, og om Lodbroks Sønner, kan man ikke forundre sig over at de forvexlede den yngre Ragnar og den yngre Lodbrok med den ældre Ragnar Lodbrok. Allerede Are Frode kjendte, som vi have seet, de engelske Beretninger, og tog ikke i Betænkning at ansee de Lodbrok-Sønner der i Aaret 870 dræbte Kong Eadmund den hellige i Østangeln, for Ragnars egne Sønner^[3]. Da nu ingen af de to norske Bearbejdelser, vi nu besidde af Ragnars Historie, er ældre end Are, har ogsaa Forvexlingen og Sammenblandingen indsneget sig i dem begge. Den ene af dem, kaldt Ragnar Lodbroks Saga, er egentlig en Fortsættelse af Vølsungasaga, og dvæler især med Forkjærlighed ved Ragnars Hustru Aslaugs foregivne Nedstammelse fra Sigurd Fafnersbane; den anden, skreven med Lagmanden Hr. Hauk Erlendssøns egen Haand, synes egentlig at være et Brudstykke af den samme større Saga om Harald Hildetand og hans Æt, i hvilken Ivar Vidfadmes Endeligt og Braavallaslaget beskrives^[4]. Men ingen af disse Bearbejdelser er ældre end det 13de Aarhundrede, og de bære desuden mere Præget af at være kunstigt sammensatte, end de have den rette Saga-Form. Der gives ogsaa et gammelt, temmelig vidtløftigt Kvad, der fører den besynderlige Titel Krákumál, og som lægges Ragnar i Munden medens han lød sit Liv i Ormegaarden hos Kong Ella^[5]. I dette Kvad opregnes mange Bedrifter, der ellers ikke andensteds omtales, baade i Østerveg og Vesterviking; men ikke at tale om, at Kvadets Ælde er heel tvivlsom, synes det ogsaa her, som om begge Lodbrokers Bedrifter ere blevne formede til et Heelt.

Den danske Skribent Saxo synes at have kjendt flere af de Beretninger, der ligge til Grund for Ragnars Saga, men han udsmykker tillige hans Historie med saa mange Bedrifter i Østen, ja endog imod Bjarmeland og Finnerne, at man nødvendigviis maa antage at han ogsaa har benyttet Æventyrsagaer, hvis Helt tilfældigviis hed Ragnar. Ogsaa han synes at gjøre begge Lodbroker til een, men han forøger Forvirringen end mere ved uheldige Forsøg paa at forene de frankiske Annalisters Beretninger om Kongerne i Sønderjylland med Ragnars Historie, i det han gjør Sigurd Ring til den samme som Sigfred, Godfreds Frænde, der faldt i et Slag Aar 812, foruden at han bringer Tidsregningen aldeles i Vilderede^[6].

Det er, som vi ovenfor bemerkede, kun saare lidet, der med historisk Vished kan berettes om Ragnar Lodbrok. Han var, som vi have seet, en Søn, og som det synes, eneste Søn, af Sigurd Ring, og Arving til hans Besiddelser. Hans egentlige Hjem eller Hovedlandskab synes at have været Gautland; de øvrige Dele af Riget beherskedes ved Underkonger, af hvilke de vestfoldske allerede ere omtalte. Da det beder, at Riget i Sigurd Rings sidste Dage begyndte at formindskes, og at mange Konger i hans egne tidligere Ungdomsdage begyndte at rive Stykker fra Riget, hvilket neppe kan forklares om andre end Underkonger, – maa hans tidligste Bedrifter have bestaaet i, saavidt muligt, at bringe dem til Lydighed, forsaavidt ikke Vikingetog optoge hans Tid. Men det synes næsten, som om han for en stor Deel har ladet sig nøje med det blotte Navn af Overherre, for uhindret at kunne sværme om paa Tog i fremmede Lande. Disse Tog have dog neppe, saameget end baade Sagaerne og Saxo tale derom, gjeldt de britiske Øer, eller i alle Fald kan han neppe have gjestet dem ofte. De engelske og irske Beretninger ere, som vi allerede have nævnt, enige i, udtrykkeligt at benegte nordiske Vikingers Ankomst førend mod Slutningen af det 8de Aarhundrede, og i denne første Tid omtale de dem kun faa Gange. I Aaret 787, eller i Kong Beorhtries Tid, heder det, kom de første Nordmænd paa tre Skibe fra „Heredhaland“ til England^[7]. Efter en Forfatter skulle de første „Daner“ være ankomne i 791, for ligesom først at undersøge Landets Beskaffenhed^[8]. I Aaret 793 kom de først med en større Flaade og Hær til England, hvor de herjede paa forskjellige Steder, og i Særdeleshed mishandlede Kirken og Konventet paa Lindisfarena-Øen (nu Holy Island) i Northumberland; de fortsatte Ødelæggelserne Aaret efter, og plyndrede Ceferths Kloster ved Wearmouth, hvor de dog tilsidst vare uheldige, idet en af deres Anførere faldt, og flere af deres Skibe ødelagdes ved Storm, saa at mange druknede, og de faa, der kom i Havn, strax bleve overmandede og dræbte^[9]. Fra den Tid, heder det udtrykkeligt, saa man ikke til dem i England paa 88 Aar^[10]. Paa Irland og Skotland begyndte de allerførst at herje 794 eller 795, og fortsatte her deres Angreb i 797, 801 og i flere af de paafølgende Aar^[11]. Det er i sig selv ikke umuligt at Ragnar kan have deeltaget i disse Tog, men i saa Fald kan han igjen ikke have været den Høvding, der faldt ved Wearmouth i 794, og da der efter den Tid ligetil 832 ikke engang nævnes nogen Anledning, ved hvilken han kan være bleven fangen og dræbt i Northumberland, maa man enten antage, at Ragnars Tog til Britannien indskrænker sig til det ene i 793 og 794, eller at han slet ikke har været der, idetmindste ikke i England, og at Fortællingen om hans Fangenskab og Død hos Kong Ella er laant fra den yngre Lodbroks Historie. Dette sidste er saa meget sandsynligere, som Fortællingen om Ella lige saameget knytter sig til den foregivne Lodbroks-Søn Ivar den beenløse, som til Ragnar selv, og Ivar, der efter Sagaerne og Saxo udfører store Bedrifter i England, er umiskjendeligt ingen anden end de engelske Chronisters Ingvar, Lodbroks Søn, der i 870 tog den hellige Kong Eadmund af Dage^[12]. Men bortfalder først Ragnars foregivne Dog til Northumberland og Aflivelse hos Ella, bliver det rimeligst at antage, at han overhoved ikke har herjet i Vesterleden, og at hans Tog fornemmelig have indskrænket sig til de østersøiske Farvande. Hvad der fortælles om hans Tog paa disse Kanter, bliver saaledes i det Hele taget at henføre til ham, medens omvendt alt hvad der berettes om hans Tog i Østen, bliver at henføre enten til den yngre Lodbrok eller til en anden anseet Vikingehøvding i Midten af det 9de Aarhundrede. Man vil ogsaa, ved at undersøge Krákumál, finde at dette først opregner Bedrifter, udførte i de østersøiske Farvande og Lande og dernæst omtaler Sejervindinger og Krigstog i Vesten. Bedrifterne i Øst og Vest ere ej blandede mellem hinanden. Det er næsten at tage og føle paa, at vi her have en Sammensætning af tvende Heltes Krigerbaner for os^[13].

Ragnars første Bedrift var ifølge Saxo et Tog mod den svenske Konge Frø eller Frey, der havde dræbt den norske Konge Sigurd, og lod hans Venners og Frænders Hustruer offentligen vanære^[14]. Ragnar vilde hevne eller frelse dem, og flere af dem indfandt sig ogsaa bevæbnede og i Mandsdragt hos ham, for selv at deeltage i Kampen. En af dem, Skjoldmøen Hladgerd fra Gauldalen, udmerkede sig saaledes ved sin Tapperhed, at Ragnar selv, efter at have overvundet og fældet sin Modstander, maatte tilstaa at han skyldte hende Sejren. Han bejlede til hende, men fik, heder det, ikke hendes Haand, førend han havde dræbt en Bjørn og en Hund, som hun satte til at passe sit Kammer. Han havde med hende to Døttre og en Søn, Fridleif. Indblandingen af Frey og hele Fortællingens Charakteer viser noksom, at den er et Æventyr. Den er heller ikke optagen i vore Sagaer.

Disse lade Ragnar begynde sin Krigerbane med en ikke mindre æventyrlig Bedrift. Herrød Jarl i Gautland, fortælle de, havde en dejlig Datter ved Navn Thora, der blev kaldet Borgarhjort, fordi hun var saa meget smukkere end andre Kvinder, som Hjorten er smukkere end andre Dyr. Hendes Fader gav hende engang en liden, meget fager Lyngorm, hvilken hun forvarede i en Eske og lagde Guld under den. Den voxede og voxede saa længe indtil den ej mere fik Rum i Esken eller siden i Kamret, men laa i en Ring udenomkring hendes Skemme^[15] og bed i sin Hale; den var saa bidsk og olm, at den ej vilde tillade nogen at komme ind, uden den, der gav den Mad, og hver Dag aad den en heel Oxe. Guldet, som den laa paa, voxede tilligemed den. Jarlen aflagde nu ved Bragebægeret det Løfte, at den, der kunde dræbe Ormen, skulde faa hans Datter til Egte, og Guldet, den rugede over, i Medgift. Men ingen vovede at binde an med Ormen, førend Ragnar, som da endnu kun var femten Aar gammel, indfandt sig^[16]. Han havde ladet sig gjøre en heel Dragt, baade Kappe og Buxer (brók) af loddent eller ragget Klæde, og tovet dem ind med Tjære, Beg og Sand, for at holde Ormens Edder ude; det lykkedes ham ogsaa uskadt at gjennembore Ormen, saa at den døde. Han havde taget Geirnaglen af Spydet, saa at Odden blev siddende tilbage; selv gik han ubemerket bort, og gav sig først senere tilkjende, da Jarlen havde ladet sammenkalde et Thing for at den, der var i Besiddelse af det til Spydodden passende Skaft, kunde melde sig som Ormens Betvinger^[17]. Han egtede nu Thora og havde med hende Sønnerne Erik og Agnar. Den Dragt, han havde iført sig, skaffede ham Tilnavnet „Lodbrok“.

En Stund efter døde Thora, og Ragnar drog paa ny i Viking for at kvæle sin Sorg. En Sommer styrede han til Norge, og lagde nu sine Skibe ind ved Spangereid, der forener Lindesnes med Fastlandet. Om Morgenen skulde Madsvendene gaa i Land og tage Brød. De saa et lidet Huus i Nærheden, og gik ind for at bede om Tilladelse til at bage der. Her traf de en gammel hæslig Kvinde, der kaldte sig Grima. De sagde, hvo de vare, og hade hende hjelpe dem. Mine Hænder ere nu stive, sagde Kerlingen, skjønt der nok har været den Tid, da jeg godt kunde udføre min Dont, men jeg har en Datter ved Navn Kraaka, der paa Øjeblikket kommer hjem; hun skal gaa eder til Haande. Rigtignok er hun nu voxet mig saaledes over Hovedet, at jeg neppe kan faa Bugt med hende. Kraaka var gaaet ud om Morgenen at see til Fæet. Da hun saa, at endeel store Skibe havde lagt ind i Havnen, skyndte hun sig at vaske sig, hvilket Kerlingen strengeligen havde forbudt hende, for at ingen skulde opdage hvor smuk hun var. Hendes Haar var saa langt, at det naaede til Jorden, og saa fagert som den dejligste Silke. Hun var nemlig ikke Grimas og hendes Mand Aakes Datter, men hendes rette Navn var Aslaug, og hun var, heder det, en Datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild. Hendes Fosterfader Heime havde ved Efterretningen om Sigurds Død flygtet bort med hende som et tre Aars Barn, og for at hun kunde undgaa Efterstræbelse skjult hende tilligemed mange Kostbarheder i Sangbunden paa en Harpe, han førte med sig. Paa sin Vandring var han endelig kommen til Spangereid, hvor han fik Huusly hos Grima og hendes Mand Aake. Men disse, der gjennem en Sprække i Harpen havde opdaget kostbare Klædningsstykker inden i, myrdede lumskeligen Heime om Natten, og toge Kostbarhederne, men nænnede dog ej at dræbe Barnet; de kaldte hende Kraaka, udgave hende for deres Datter, klædte hende i slette Klæder og lode hende forrette de ringeste Sysler. – Da Kraaka kom hjem, havde Madsvendene gjort op Ild. De spurgte Grima om den vakkre Pige var hendes Datter. Visselig, sagde Grima. De forundrede sig over at hun, som var saa styg, kunde have saa smuk en Datter; hun svarede dertil, at hun selv havde seet bedre ud i sine yngre Dage, men at Aarene havde forandret hendes Udseende. Kraaka blev nu sat til at rulle Brødene ud, medens de bagede dem. De kunde dog ikke lade være idelig at see paa hende, saa at Brødet blev brændt. Da de kom ned til Skibet med Brødet, og alle klagede over at det var saa daarligt, spurgte Ragnar hvad Aarsagen kunde være dertil. De tilstode, at Kraakas Skjønhed havde forstyrret dem, og erklærede paa hans Spørgsmaal, at hun i Skjønhed endog kunde maale sig med hans afdøde Hustru Thora. Ragnar sagde at han vilde sende paalidelige Mænd op for at see, om dette var sandt; gav disse dem Ret, skulde de slippe for al Straf. Han gav Sendemændene den Befaling, at dersom Pigen virkelig var saa dejlig, som Madsvendene havde sagt, skulde de bede hende komme til ham, hverken klædt eller uklædt, hverken mæt eller umæt, hverken ene eller ledsaget af noget Menneske. De gik op, fandt at hendes Skjønhed svarede til Beskrivelsen, og fremførte Kongens Anmodning. Grima meente at Kongen ikke maatte være rigtigt forvaret, men Kraaka sagde at han kun havde villet sætte hende paa Prøve, hvorvidt hun forstod hvad han meente, og lovede at komme næste Morgen. Hun tog nu et Ørred-Net, svøbte sig ind deri, og lod sit Haar hænge ned: saaledes var hun hverken nogen eller klædt; hun bed i en Løg, saa at man ej kunde negte at hun havde smagt Mad, uden dog at være mæt; hun medtog en Hund, altsaa var hun ikke ene, skjønt intet Menneske fulgte. Hun kom til Skibet, og var fager at see til, thi hendes Haar var blankt som Guld. Ragnar spurgte hvo hun var. Hun sagde det, og lagde til, at hun bogstaveligt havde opfyldt hans Anmodning. Han bad hende komme ombord. Herpaa vilde hun dog ikke indlade sig, førend Kongen havde tilsagt hende og hendes Følgesvend Sikkerhed. Dette Tilsagn blev kun daarligt holdt, thi da hun kom til Forrummet, og Kongen gik hende i Møde, bed Hunden ham i Haanden og blev strax dræbt af hans Folk. Han lod hende sætte sig hos ham, samtalede med hende og syntes godt om hende, men kunde ej bevæge hende til at forblive der paa Skibet om Natten. Om Giftermaal vilde hun intet høre, førend han kom tilbage fra sin Rejse, og endnu ikke havde forandret Sind. Heller ikke var hun at formaa til at modtage en guldsømmet Serk, Thora Borgarhjort havde ejet; slige prægtige Klæder, sagde hun, skikkede sig ikke for den ringe Kraaka, saa længe hun opholdt sig hos Aake og Grima, og vogtede Geder ved Søen. Hun gik nu hjem, og Ragnar fortsatte sit Tog. Paa Tilbagevejen lagde han ind til Spangereid, og sendte strax Bud efter Kraaka, thi han havde ikke forandret sit Sind. Kraaka traadte den følgende Morgen for Aakes og Grimas Seng, og sagde at hun nu vilde drage bort, at hun meget vel vidste at de havde myrdet hendes Fosterfader, men at hun dog ikke vilde tage nogen Hevn derover, fordi hun saa længe havde været hos dem. Hun gik til Ragnars Skib og blev vel modtagen, men var dog ej at formaa til at skjenke ham noget yderligere Kjærlighedsbeviis, førend han var kommen hjem, og havde holdt ordentligt Bryllup med hende. De fik flere Børn. Den ældste, ved Navn Ivar, havde, som det fortælles, ikke Been men kun Brusk i sit Legeme, saa at han ej kunde gaa, men maatte bæres; derimod var han overmaade viis^[18]. Deres øvrige Sønner hed Bjørn, Hvitserk, Ragnvald og Sigurd; den sidste fik Tilnavnet „Orm i Øje“, fordi det saa ud, som om der laa en Orm omkring hver af hans Øjestene^[19].

Saxo veed ogsaa at fortælle om Thora, Herrøds Datter, og Ragnars Slange-Kamp. Men førend han bestod denne Strid, lader han ham kæmpe med Skaaninger og Jyder, der havde angrebet Sjæland, og slaa de første ved Hvitaby, de sidste ved Limfjorden. Derpaa, heder det, drog han til Sverige forat vinde Thoras Haand. Men Herrød kaldes her Konge; Ragnar har to Orme at kæmpe med, og sine lodne Broger valker han ikke ind med Beg, men han stiger i Vandet med dem, og lader dem stivfryse. Hans Sønner med Thora kaldes Radbard – dette Navn minder om Ragnars Nedstammelse fra Kong Radbard i Gardarike, hvorom Saxo forresten intet veed –, og Dunvat^[20]. Giftermaalet med Aslaug kjender Saxo intet til; han nævner i hendes Sted en Svanlaug, med hvilken Ragnar havde Sønnerne Ragnvald, Hvitserk og Erik^[21]; derforuden havde han, heder det, de naturlige Sønner Sigurd, Bjørn, Ivar og endelig Ubbe. Aarsagen til Sigurds Tilnavn „Orm i Øje“ fortælles langt anderledes, end i Sagaen. Haardt saaret i et Slag blev han, siges der, helbredet af en gammel Mand af overnaturlig Størrelse, der kaldte sig Rostar, og til Løn alene fordrede at Sigurd skulde skjenke ham alle dem, han fældede med Vaaben. Da han var helbredet, strøede Oldingen, i hvilken vi noksom gjenkjende Odin, Støv i hans Øjne og gik bort. Fra den Tid af var der en Mængde Pletter i hans Øjne, af Udseende som Ormer^[22].

Vore Sagaer fortælle, at der paa Ragnars Tid var en Konge i Svithjod, ved Navn Eystein Belje. Den vidtløftigere Saga veed intet om, at han er Ragnars Underkonge, den kortere Fortælling siger dog, og vistnok med Rette, at Ragnar havde indsat ham til sin Underkonge over Opsviarne. Fortællingen efter Ragnar Lodbroks Saga lyder i Korthed saaledes: Eystein boede i Uppsala, han var en mægtig Konge, men meget hengiven til Blot og Troldskab; især troede man der paa en Ko, ved Navn Sibelja, hvis blotte Brøl var nok til at faa enhver Fiendehær til at vende sine Vaaben mod sig selv. Ragnar var en Gang til Gilde hos Eystein, hvis smukke Datter Ingebjørg rakte ham Bægeret. Hans Mænd overtalte ham til at bejle til hende og ikke længer beholde den fattige Bondes Datter Kraaka. Ingebjørg blev ham virkelig fæstet, og han paalagde sine Mænd strengeligt ej at nævne et Ord derom ved Hjemkomsten. Kraaka fik det dog at vide; hun havde, sagde hun, hørt nogle Fugle synge derom; hun greb denne Anledning til at aabenbare Ragnar sit rette Navn og Herkomst, at hun hed Aslaug, og var Sigurd Fafnersbanes Datter. Kort efter fødte hun Sigurd, i hvis Øjne hiint Mærke mindede om hans Herkomst paa mødrene Side, og af Giftermaalet mellem Ragnar og Ingebjørg blev der intet. Deraf opstod Uvenskab mellem Eystein og Ragnar, hvis ældste Sønner, Erik og Agnar, paaførte Eystein Krig, men maatte uagtet al Tapperhed bukke under for Troldkoens Overmagt; Agnar faldt, og Erik blev fangen, men vilde ikke tage mod Fred, og blev efter eget Ønske dræbt ved at løftes op paa Spydodder. Da Efterretningen herom kom til Aslaug, var Ragnar borte i Kongestevne og hendes egne Sønner ude paa Vikingetog. Dog kom de hjem førend Faderen, og Aslaug overtalte dem ved de indstændigste Forestillinger til strax at bekrige Eystein for at hevne deres Broders Død. Hun selv drog med dem, og det lykkedes dem baade at fælde Troldkoen, og overvinde Eystein, der faldt i Slaget^[23]. – Den kortere Bearbejdelse fortæller dette noget anderledes, og paa en langt rimeligere Maade. Ragnars to Sønner af første Egteskab, heder det, droge i Viking for sig, Ivar og de yngre Brødre for sig; de underkastede sig Sælund, Reidgotaland, Øgotaland og Øland, og nedsatte sig i Hleidr paa Sælund, meget imod Ragnars Vilje. Han gav selv Eystein Belje, sin Skattekonge over Opsviarne, den Befaling at forsvare sig, om det end var mod hans egne Sønner. En Sommer, da Ragnar var dragen i Østerveg, sejlede Erik og Agnar til Sverige, fordrede at Eystein skulde underkaste sig dem, og give Erik sin Datter Borghild til Egte; da han vægrede sig derved, kom det til en Kamp, i hvilken Agnar faldt, Erik blev fangen, og siden efter sit eget Ønske dræbt paa foranførte Maade; siden hevnede Aslaug og hendes Sønner hans og Agnars Død, saaledes som det ovenfor er fortalt^[24].

Vi have tidligere haft Anledning til at omtale denne Eystein Belje, Ragnars Underkonge i Svithjod, hos hvem Brage Skald, dennes Svigerfader Erp Lutande, og Skalden Flejn Hjørssøn opholdt sig^[25]. Vi have seet, hvorledes han paa et Sted kaldes „Konge i Danmark“, og paa et andet forvexles med den oplandske Konge Eystein ildraade. Et enkelt Saga-Haandskrift kalder ham en Søn af Harald Hildetand, hvilket vel for Chronologiens Skyld nogenledes lader sig høre, men som forresten, af Mangel paa yderligere Bekræftelse, maa staa ved sit Værd^[26]. Der sigtes ogsaa til denne Begivenhed i Kraakumaal, hvor det heder at Kampen var haard, inden Kong Eystein faldt paa Ulleraker^[27]. Saxo har ligeledes en forvirret Beretning derom. Han fortæller at Jyder og Skaaninger gjorde Oprør paany, og udraabte en vis Harald til Konge, at Ragnar sendte Bud til Norge efter Hjelpetropper, og at Hladgerd, som imidlertid var bleven gift, for gammel Kjærligheds Skyld kom ham til Hjelp med Mand og Søn og 120 Skibe; at Slaget stod paa Ulleraker, og at Hladgerds Tapperhed og Klogskab omsider skaffede Ragnar Sejren og nødte Harald til at flygte. Det lægges til, at Hladgerd siden, overmodig af Sejren, dræbte sin Mand og selv tog Herredømmet over hans Rige^[28]. I dette Slag, heder det ogsaa, fik Sigurd, Ragnars Søn, det Saar, for hvilket Rostar helbredede ham, efterladende Orme-Pletterne i hans Øjne; Harald, fortælles der endvidere, viste sig en Stund efter paany i Spidsen for en Oprørshær, men blev slagen af Ragnar og maatte flygte til Tydskland^[29]. Endnu engang gjorde Harald et Forsøg, men blev slagen paany, og flygtede til Kejser Ludvig i Mainz, der tilsagde ham sin Hjelp, hvis han vilde lade sig døbe. Paa denne Betingelse gik Harald ind, blev døbt, og fik saa kraftig Hjelp af Kejseren, at han kunde sætte sig fast i det Slesvigske, bygge en Kirke, og indføre den christelige Gudsdyrkelse. Men det varede dog ikke længe, da Ragnar snart angreb og forjog ham, ødelagde Kirken og gjenoprettede Hedendommen^[30].

Det vil nedenfor^[31] sees, at denne Harald, som Saxo lader blive døbt i Mainz, er den bekjendte sønderjydske Konge Harald, der allerførst af alle bekjendte nordiske Konger antog Christendommen 826, og hvis Daab gav Anledning til at Ansgar drog til Norden for at prædike Evangelium. Denne Harald havde nogle Stridigheder med en anden Konge ved Navn Ragnfred. Det er her tydeligt nok at Saxo bar benyttet sig af denne Navnlighed til at gjøre Ragnfred og Ragnar til een og samme Mand, og at han paa den vilkaarligste Maade har tillagt Harald, hvad endogsaa hans egne Kilder have fortalt om en svensk Konge, eftersom han udtrykkeligt siger, at Slaget mellem Ragnar og Harald stod paa Ulleraker, det samme Sted i Svithjod, hvor Eystein ifølge Kraakumaal faldt. Det er muligt, at den Kilde, Saxo her har fulgt, ej udtrykkeligt har nævnt Eystein ved Navn, men om den end havde nævnt ham, vilde det lige saa lidet have afholdt Saxo fra at ombytte Navnet Eystein med Harald, som han har taget i Betænkning at henføre det bekjendte svenske Ulleraker (i Nærheden af Uppsala), til Skaane eller Jylland^[32]. I Hladgerds Tog for at understøtte Ragnar spore vi umiskjendelige Reminiscenser af Aslaugs Tog til Sverige i Forening med hendes Sønner.

Denne Strid med Kong Eystein i Svithjod synes saaledes at være en virkelig historisk Begivenhed, og en af de meest fremragende i Ragnars Historie. Saxo veed endnu at fortælle om en Krig, han førte med Herrøds Efterfølger Sørle, der vilde tilvende sig Thoras Sønners Mødrenearv; i denne, heder det, bestod Ragnar med tre af sine Sønner en Kamp med Berserken Skarde og hans 7 Sønner, der trods deres større Antal bleve overvundne. Bjørn, Ragnars Søn, skal ved denne Lejlighed have faaet Tilnavnet Jernside, fordi han ikke var bleven saaret i Striden^[33]. Saxo fortæller ligeledes, hvorledes Ragnar efter at have indsat Bjørn til Konge i Sverige, blev indtagen i Æsberns, en simpel Mands Datter, besøgte hende forklædt som Fruentimmer, og havde med hende Sønnen Ubbe^[34]. Han har derpaa vidtløftige Beretninger om Ragnars Tog til Hellesponten (Østerleden). Først bekrigede og overvandt han Hellespontens Konge Dian, der selv faldt, siden dennes Sønner Dian og Daxon, der havde den russiske Konges Døttre til Egte, og derfor understøttedes af ham. Dian faldt, og Daxon flygtede til Skytherne, der ligeledes bleve overvundne, hvorefter Ragnar satte sin Søn Hvitserk til Konge i Hellesponten. Han overvandt derpaa og fældte Bjarmernes Konge, fordrev hans Ven, Finnekongen Mattull, der havde hjulpet ham, og modtog Kurers og Sembers Hylding. Siden heder det at Daxon overrumplede og fangede Hvitserk, der herskede over Sverige. Dette Navn tages her i Betydningen „det kolde eller østlige Sverige“ eller Rusland. Af Beundring over den Tapperhed, hvormed Hvitserk havde forsvaret sig, tilbød Daxon ham Livet og sin Datter til Egte med Halvdelen af Riget i Medgift, men Hvitserk foretrak at dø, og lod sig brænde med sine Staldbrødre^[35]. Her gjenkjendes atter et Træk af Sagaens Fortælling om Eriks Kamp med Kong Eystein Ved Efterretningen om hans Endeligt blev Ragnar først saa bedrøvet at han lagde sig til Sengs for at dø, men hans Hustru fik ham til at opmande sig og bekrige Daxon for at hevne Hvitserks Drab. Han drog over til Rusland, fangede Daxon, og sendte ham i Forvaring til Utgard; siden skjenkede han ham hans Rige tilbage mod en aarlig Tribut Derpaa, siger Saxo, der synes at have glemt, hvad han forud har berettet, udnævnte han sin Søn Erik Vedrhatt til Konge i Sverige, og Bjørn til Konge i Norge^[36].

Istedetfor disse Begivenheder omtaler Ragnars Saga et stort Tog, hans Sønner foretoge i Syden, og paa hvilket de først underkastede sig Wiflisburg i Helvetien^[37], siden Luna i Italien^[38]. Dette omtaler den kortere Bearbejdelse først efter Ragnars Død^[39]. Dette Tog er øjensynligt det samme, som frankiske Skribenter tillægge Nordmannahøvdingen Hasting i Aaret 857 (859), og vi have saaledes her et fortrinligt Exempel paa hvorledes vore Oldskrifter henføre Begivenheder fra forskjellige Generationer og udførte af forskjellige Mænd, til Ragnar og hans Sønner^[40]. Blandt disse, den egentlige Ragnar Lodbrok uvedkommende, Bedrifter regne vi derfor ogsaa alt hvad Saxo fortæller om hans Tog til Skotland, Pettland^[41], Suderøerne, Orknøerne og Island^[42]; og endelig den baade hos Saxo og i Oldskrifter forekommende, bekjendte Fortælling om hans sidste Tog til England og heltemodige Død. Det er sandsynligt nok, at Ragnar har foretaget et lignende Tog og er omkommen paa dette, og at Udrustningerne dertil virkelig have fundet Sted paa den i vore Beretninger om ham beskrevne Maade, nemlig saaledes at han i al Hemmelighed lod bygge to Knerrer i Lier paa Vestfold i Norge, for dermed at overrumple sin Fiende. Men Toget kan neppe have gjeldt England, og i alle Fald maa, som vi have seet alt, hvad der fortælles om Ella, Ivar Beenløse og dennes Bedrifter, henføres til den yngre Lodbroks og de yngre eller egentlige Lodbrokssønners Tid.

For Beretningen om hans Giftermaal med Aslaug synes et ældgammelt Sagn at ligge til Grund. Endnu den Dag idag fortælle Beboerne af Spangereids Omegn, at i fordums Dage en Guldharpe, hvori der laa et Pigebarn, drev ind paa et Skjær ikke langt fra Gaarden øvre Svenevik; at hendes Navn var Aslaug eller, som det paa de Kanter udtales, Aadlov; at hun tillige kaldtes Kraaka, og af sine Fosterforældre paa Svenevik sattes til at vogte Geder og Faar, men at hun siden blev Dronning; at det inderste af Bugten ved Svenevik har faaet Navnet Guldvigen efter Guldharpen; at den Høj, paa hvilken hun plejede at sidde, efter hende er kaldet Aadlovhaugen, og at en Bæk i Nærheden – rimeligviis den i hvilken hun vaskede sig – ligeledes efter hende har faaet Navnet Kraakubekken. Dette Sagn veed imidlertid intet at fortælle om Ragnar, endnu mindre om Heime og Sigurd Fafnersbane, og det viser sig derved saa uafhængigt af Ragnars Saga, at man ej vel kan antage at det hidrører fra denne, men derimod fra umindelige Tider har været i Folkemunde som et til Spangereid knyttet Lokalsagn^[43]. Den Slutning ligger derfor nær, enten at det senere er blevet anvendt til at forherlige Ragnars Historie, eller idetmindste at den hele Fortælling om at hun skulde være en Datter af Fabelhelten Sigurd Fafnersbane og paa en saa vidunderlig Maade frelst til Spangereid, er en Opdigtning eller Tillempning, istandbragt for at smigre Ragnar selv eller hans og hendes Sønner. Ja, forudsat at man ej skal drage hendes Tilværelse i Tvivl, er det meget rimeligt, at hendes temmelig sildige Aabenbarelse af sin foregivne Herkomst var et snildt Paafund af hende selv for derved at opfriske Ragnars Interesse for hende, da han stod i Begreb med at tage sig en anden Hustru^[44].

Ved Ragnars Hof opholdt sig, som vi ovenfor have nævnt, Skalden Brage den gamle, og digtede Kvad om ham, hvoraf enkelte Brudstykker endnu ere opbevarede^[45]. Af Omkvædet seer man, at Ragnar havde foræret ham et Skjold, paa hvilket berømte Sagnheltes Bedrifter vare afbildede, og disse Bedrifter synes han i sit Kvad at have besunget. De opbevarede Brudstykker handle nemlig deels om Jarmunreks og Jonakrs Sønners Drab, deels om den saakaldte Hjadningekamp, og ved hver af disse Lejligheder forekommer hiint Omkvæd, i hvilket Brage paaberaaber sig Skjoldets Afbildninger. Af Versemaalet at dømme lader det og til, at det Vers, hvori han omtaler Gefjon og Danmarks Forøgelse ved hendes Pløjning, er en Deel af hans Kvad om Ragnar, og at følgelig denne Pløjning har været forestillet paa Skjoldet^[46]. Det er ikke usandsynligt, at Ragnar paa dette Skjold nærmest har ladet sine egne virkelige eller foregivne Forfædres Bedrifter fremstille, og at Vølsungernes Optagelse deriblandt maaskee kunde ansees som et Beviis paa at han allerede selv gjorde Fordring paa at betragtes som beslægtet eller besvogret med dem. Imidlertid maa det her merkes, at man af de gamle Eddadigte, der besynge Vølsungernes Bedrifter, kan tydeligt paapege enkelte, der ere aldeles uvidende om Aslaug og Heime, og ikke engang røbe den mindste Forestilling om at Sigurd Fafnersbane og Brynhild skulde have haft nogen Datter sammen eller at Brynhild skulde være den samme som Skjoldmøen Sigrdrifa, medens derimod andre tydeligt give at forstaa, at Sigrdrifa og Brynhild ere een og den samme, og at Sigurd med hende havde Datteren Aslaug, førend hun blev gift med Gunnar Gjukesøn. Da nu hine Kvad saaledes maa hidrøre fra en Tid, da Aslaugsagnet endnu ikke var sat i Forbindelse med Vølsungerne, og de andre Kvad derimod maa være yngre, kunde man, hvis Kvadenes Affattelsestid lod sig bestemme, ogsaa nogenlunde angive, paa hvad Tid hiin Kombination kom istand^[47]. Men desværre kan man her neppe derom sige andet, end at ogsaa de yngre Kvad i alle Fald lade til at være ældre end det 10de Aarhundredes Slutning. Vi ville nedenfor faa at see, at Kong Harald Haarfagre og hans Efterkommere satte sin Ære i at nedstamme fra Ragnar; det er saaledes muligt, at Kombinationen først i hans Tid er bleven indrettet, og at den maaskee ikke engang førend langt ned i Tiden har faaet nogen større Udbredelse. Saxos Taushed derom er her af stor Betydning. De i Kraakumaal opregnede Bedrifter, der ikke vedkomme de britiske Øer, og som saaledes med nogenlunde Rimelighed kunne tillægges Ragnar, ere, foruden Kampen med Lindormen, et Slag i Øresund, et ved Dünamünde, et mod Helsingerne, et hvori Herrød Jarl (Thoras Fader?) faldt, et mod en Kong Rafn ved Skarpasker (rimeligviis paa Sveriges Kyst), dernæst det paa Ulleraker, hvor Kong Eystein faldt, derefter et udenfor Einderis-Øerne (uvist hvor), og endelig et ved Bornholm. De derpaa følgende ere ved Flæmingeland eller Flandern, og alle de øvrige henføres til England, Skotland, Irland eller Syderøerne^[48].

Vi beholde saaledes, naar alt uvedkommende bortfjernes, den Forestilling om Ragnar tilbage, at han var den mægtigste Konge i Norden paa sin Tid, og idetmindste af Navn Overhoved over et stort Rige, der indbefattede Gautland tilligemed Svithjod og det sydøstlige Norge, tilligemed Danmark eller Stykker af Danmark; at han søgte at holde Underkongerne over de forskjellige Dele af Riget i Lydighed, men at dette ikke overalt lykkedes; at han derhos tilbragte en stor Deel af sit Liv paa Krigstog, fornemmelig til Østerleden, og at han maa have udført mange om personlig Tapperhed og Styrke vidnende Bedrifter, der siden udsmykkedes af Sagnet, i hvilket han blev en Personifikation af Vikingelivet, ligesom Starkad tidligere var bleven en Personifikation af den nordiske med Snedighed forenede Kraft. At hans Magt i Virkeligheden ej kan have været saa stor, som de sildigere sagnmæssige Beretninger angive, viser sig allerede deraf at de vestfoldske Konger omtales omtrent som uafhængige, uagtet det udtrykkeligt heder at Ragnars Rige omfattede Raumarike og Vestfold, ja efter en enkelt Beretning endog hele det søndenfjeldske Norge^[49], ligesom vi ogsaa nedenfor ville saa at see, at Jylland omtrent nød den samme Uafhængighed, og at hans Sønner ej spillede nogen synderligt indgribende Rolle. Hans Levetid bestemmes ved de føromtalte Slægtregistre til Slutningen af det 8de og Begyndelsen af det 9de Aarhundrede. Han bliver altsaa samtidig med Karl den Store^[50].

I sit Vers om Gefjon bruger Brage den gamle, Ragnars Samtidige, Benævnelsen „Danmark“. Det er første Gang, vi stode paa dette Navn, thi at det af sildigere Skribenter, da det allerede var blevet almindeligt, henføres til ældre Tider, har naturligviis intet at betyde. Hvor Delingen af Ragnars Besiddelser mellem hans Sønner omtales, bruges ikke Navnet Danmark, men endnu de gamle gotiske Navne Sælund, Reidgotland og Øgotland^[51]. Og vi have ovenfor viist, hvorledes ogsaa Brage ved at kalde Sælund „Danmarks Tilvæxt“, synes at lægge Danmark selv udenfor Sælund, eller at Danmark“ endnu paa hans Tid er at søge paa den skandiske Halvø^[52].

---

1. Disse saakaldte Lodbroks Sønner ville blive nærmere omtalte nedenfor.
2. Nemlig a) Ragnar – Bjørn Jernside – Roald Rygg – Bjørn Byrdusmjør – Høfda-Thord, Landnamsmand i Begyndelsen af 10de Aarhundrede (Landn. III. 10). b) Ragnar H Sigurd Orm i Øje – Hardeknut – Gorm den Gamle, død henved 100 Aar gammel ved 935. Det maa derhos erindres, at engelske Kilder omtale en Søn af Hardeknut som voxen ved 882. c) Ragnar – Bjørn Jernside – Erik – Eimund – Erik Eimundssøn, lidt ældre end Harald Haarfagre. Man har endnu et Slægtregister (Landn. III. 1), der lader Landnamsmanden Audun Skøkul være en Sønnesøns Søn af Aaluf, Ragnar Lodbroks Datter, gift med en engelsk Jarl. Men da Audun var en af de sildigste Landnamsmænd (hans Sønnesøns Datter Dalla, Biskop Isleifs Hustru, døde henved 1090), kan Aaluf ikke have levet tidligere end omkring 860, og hendes Fader – hvad ogsaa hendes engelske Giftermaal antyder – bliver den yngre Lodbrok.
3. Are lægger dette Aarstal til Grund for sin Chronologi, og paaberaaber sig Kong Eadmunds Saga, d. e. den engelske Legende om ham.
4. Alle de her anvendte Sagaer ere udgivne i Fornaldar Sögur Norðrlanda, 1ste Bind. Vølsungasaga og Ragnars Saga have i sin Charakteer meget, der smager af den i de norske Roman-Oversættelser i det 13de Aarhundrede brugelige Skrivemaade. Hr. Hauk Erlendssøn synes at have kjendt Ragnars Saga.
5. Kraakumaal har ofte været udgivet, senest i Fornaldar Sögur Norðrl. 1ste Deel.
6. Efterat han nemlig (S. 439) har omtalt Godfrids eller Gotriks Strid med Karl den Store, og hans Efterfølger Hemmings Fredsslutning med Ludvig den Fromme, lader han dog senere Ragnar selv (S. 448) stride med Karl den Store.
7. Chron. Sax. o. fl.
8. Matthæus af Westminster ved 791.
9. Chron. Sax. o. fl.
10. Henrik af Huntingdon, i Monum. hist. Brit. I. S. 733.
11. Se de forskjellige irske Annaler i O’Connor: Rerum Hibernicarum Scriptores, jevnfør nedenfor, § 7.
12. De engelske Skribenter nævne udtrykkeligt Ingvar og Ubbe, Lodbroks Sønner, som Hovedmænd ved dette Drab. Og da vore egne Sagn ikke egentlig kjende nogen Søn af Lodbrok, der fejdede i England, uden af Navnet Ivar, er det tydeligt, at Ingvar og Ivar maa være een og samme Mand. Hauk Erlendssøn har søgt at hjelpe sig ved at gjøre Ingvar og Ubbe til Ivars Halvbrødre, og lade dem efter Ivars Befaling dræbe St. Eadmund. At Ivar er nøje knyttet til Sagnet om Ella, og at denne saaledes tilhører den yngre Lodbroks Periode, viser og et Brudstykke af Sighvat Skalds Knutsdraapa, 1026, hvor det heder at Ivar lod riste en Ørn paa Ellas Ryg.
13. Kortheden af det ovenfor meddeelte Slægtregister fra Aaluf, Ragnar Lodbroks foregivne Datter, der gjør det nødvendigt at antage hendes Fader for den yngre Lodbrok, bestyrker i høj Grad, at alt, hvad der tillægges Ragnar af Bedrifter, udøvede i England eller hvori overhoved hans Navn sættes i Forbindelse med England, tilhører den sidste.
14. Saxo, 9de B. S. 411. Saxo latiniserer Navnet Hlaðgerðr til Lathgertha.
15. Skemme kaldtes det til Kvindernes Bolig særskilt indrettede Huus paa en større Gaard.
16. Denne hele Fortælling er ikke alene i sig selv fabelagtig, men den er derhos kun en Modifikation af et i Norden temmelig hyppigt Æventyr om en Kongedatter, der opføder et eller andet lidet Insekt eller Krybdyr indtil det opnaar en overnaturlig Størrelse.
17. Her gjenkjende vi atter en i vore Folkeæventyr særdeles hyppig Vending. En Ungersvend befrir en Kongedatter ved at dræbe en Lyngorm eller Drage, hvis Drabsmand hendes Fader har lovet baade hendes Haand og det halve Rige. Han giver sig desuagtet ej tilkjende, men nøjer sig med enten at lade Spydodden staa i Saaret, eller at afskære Dyrets Tunge og gjemme den hos sig; først senere fremtræder han med disse Legitimationer, sædvanligviis efterat en eller anden Ridder Rød har forsøgt at tilvende sig Æren af at have udført Heltegjerningen.
18. Den foregivne Aarsag til at Ivar ej havde Been i sit Legeme, nævnes i Ragnars Saga Cap. 5, 6.
19. Ragnars Saga, Cap. 8. Denne Saga fortæller i Cap. 7 om et Tog, Ragnars og Aslaugs Sønner, den endnu ikke føde Sigurd undtagen, foretoge til et Sted, kaldet Hvitaby, hvorfra Ragnar tidligere havde maattet vende tilbage med uforrettet Sag, men som de ved Ivars Klogskab betvang, dog først efterat Ragnvald var falden. Saxo lader Ragnar, endnu førend han fælder Ormen, overvinde de oprørske Skaaninger ved Hvitaby (S. 442, 443).
20. Saxo, 9de Bog, S. 443, 444.
21. S. 454, 458. Det synes dog, som om „Svanlaug“ skal minde om „Aslaug“, ligesom og Fortællingen om Hladgerds Tog til Sverige, og Ragnars Besøg hos Asbern (se nedenfor) synes at indeholde svage Reminiscenser af hvad vore Sagaer fortælle om Aslaug. Saxo lader Svanlaug dø før Ragnar, medens vore Sagaer lade hende overleve ham. Erik faar hos Saxo Tilnavnet ventosus pileus, og viser sig saaledes at være den i de svenske Kongerækker omtalte Erik Vedrhatt.
22. S. 446. Allerede tidligere, hvor der handles om Odins Forsøg paa at besnære Rind, lader Saxo ham kalde sig Roster. (1ste B. S. 12).
23. Ragnar Lodbr. Saga, Cap. 8, 9.
24. Om Ragnars Sønner, Cap. 2.
25. Se ovenfor, S. 309.
26. Herv. Saga, Cap. 20.
27. Kraakumaal, Str. 7.
28. Saxo, 9de B. S. 444, 445.
29. Saxo, S. 448, 449. Det er ved denne Lejlighed, at Saxo lader Ragnar komme i Konflikt med Karl, „totius pene Europæ domitor“. Det synes forresten at være en Begivenhed paa et senere Normannertog, hvori maaskee en eller anden Ragnar har deeltaget, enten paa Karl den tykkes eller Karl den enfoldiges Tid, som Saxo uretteligen har henført til Ragnar Lodbrok, thi det heder, at da Ragnar paa et hængende Haar havde overfaldt Kejseren, blev denne advaret ved en fremsynet Kvindes Advarsel, at „Sigurds Flaade“ var landet ved Seinemundingerne.
30. Saxo, S. 459, 460.
31. Se nedenfor § 5.
32. Saxo omtaler virkelig (S. 464) en „Ostenus“ i Sverige, ved hvis Ondskab Erik Vedrhatt blev dræbt, og som tillige fældte Agnar, der vilde hevne sin Broder, men han synes ikke at antage Østen for Konge, og henfører disse Begivenheder til Tiden efter Ragnars Død.
33. Saxo, 9de B. S. 450.
34. S. 451.
35. S. 451 fgg.
36. S. 456–458. Navnene Dian og Daxon have en besynderlig Form, der have en sterk Lighed i Klang med de i Sagaerne opbevarede oldlettiske Navne Klerkon og Reas. Ogsaa Hervararsaga nævner, at Hvitserk ved Delingen af Ragnars Lande fik „Austrriki“.
37. Wiflisburg (Avenche) laa i den nuværende Kanten Vaud, hvis Distrikt derfor og kaldtes Wiflisburgergau. At en nordisk Vikingeskare skulde kunne komme did, er en Urimelighed; men rimeligviis sigtes her til Tog, som Nordmændene i 859 og 860 foretoge i Middelhavet og til den franske og italienske Kyst, hvorved de og sejlede opad Rhonefloden, og maaskee længere end til Valence. Se nedenf. § 7.
38. Ragnars Saga, Cap. 12, 13.
39. Fortæll. om Ragnars Sønner, Cap. 3.
40. Dudo, hos Duchêne Script. rer. Norm. S. 64, 65.
41. Ved Péttland (Pikternes Land) forstod man næsten ligetil 10de Aarhundrede det nordlige, af Pikter beboede, Skotland, medens Skotland egentlig var den sydvestlige Deel, beboet af Skotter fra Irland, der ogsaa undertiden kaldtes Skotland.
42. Saxo fortæller, (S. 448), at Ragnar efter Thoras Død bekrigede Britannien (Bretland), dræbte dets Konge Hama, Ellas Fader, fældte Høvdingerne over Skotland, Pettland og Syderøerne, og satte sine Sønner Sigurd og Radbard til Konger derover, medens hans og Hladgerds Søn Fridleif blev Konge i Norge og paa Orknø. Et nyt Tog til Bretland, og derfra til Irland omtales S. 458, 459.
43. Se Fayes norske Sagn, S. 157, jvfr. Torfæi Hist. I. c. 46.
44. Det maa tillige erindres, at der endnu, baade i Norge og Tydskland, fortælles Æventyr om Kvinder af ringe Herkomst, der ere blevne gifte med Konger efterat have løst den af dem fremsatte Opgave paa samme Maade som Aslaug. Ved slige Overeensstemmelser er det altid rimeligere, at Æventyret er blevet benyttet til at forskjønne det historiske Sagn, end at dette skulde have givet Anledning til Æventyret. Se f. Ex. Æventyret „die kluge Bauerntochter“, Grimms Märchen No. 94.
45. Nemlig i Skálda, se den arnamagnæanske udg. af Snorra-Edda, Cap. 42, 50.
46. Der staar nemlig (Cap. 42): „dette Mandfald og en Mængde Sagn seer jeg paa den fagre Skjoldbund; Ragnar gav mig Skjoldet til Foræring“. Og nedenfor (Cap. 50): „den Kamp (Hjadningerne), og en Mængde Sagn seer jeg paa Odins Salpenning (Skjoldet). Ragnar gav mig Skjoldet til Foræring“. Ligeledes anføres nogle Linjer, hvor Brage amnoder Sigurds Søn (Ragnar) om at modtage et Erkjendtlighedsbeviis (Kvadet) for det Skjold, han havde givet ham, (Cap. 49).
47. De Kvad, der mere eller mindre tydeligt pege hen til denne Kombination, ere Sigurdarkviða I. (især Cap. 27–31), Brynhilðarkvida (Cap. 2.), og Helreið Brynhildar. Derimod kjender det ældgamle Sigrdrifumál intet dertil.
48. Krákumál nævner i v. 1, Kampen med Lindormen, v. 2, Slaget i Øresund, v. 3, Slaget ved Dünamünde (Dynumynni), v. 4, Slaget i en Elv mod Helsingerne, v. 5, Herrød Jarls Fald; det synes ellers som Herrød har kæmpet imod, ikke med Ragnar; v. 6, Slaget ved Skarpasker, v. 7, Slaget paa Ulleraker, hvor Eystein faldt, v. 8, Slaget ved Einderisøerne, v. 9, Slaget ved Bornholm, v. 10, Slaget mod en Kong Frey i Flemingaland, her synes et eller andet ældre Kvads Udtryk Freyr Flæmingja, Flæmingernes Herre, at have været misforstaaet af Kraakumaals Digtets v. 11, et Slag ved England mod en vis Balthjof, v. 12, et Slag i Bardafjord, v. 13, et Slag ved Hedningavaag, v. 14, et Slag i Northumberland, v. 15, et Slag med en Herthjof i Syderøerne, hvorved Ragnars Mænd tabte og Ragnvald faldt, v. 16, et Slag i Vedrefjord i Irland mod en Kong Marstein, v. 17, Agnars Drab ved en vis Egil, v. 18, Slag paa Vikaskerd, v. 19, Slag ved Lindisøre, v. 20, Slag i Aalesund mod en Kong Ørn, v. 21, Slag ved Angelsey, v. 22, Slag ved Skotland.
49. Fortællingen om Ragnars Sønner Cap. 2. Her heder det, at Ragnar havde ladet de tvende Knerrer bygge i Lier paa Vestfold, fordi hans Rige strakte sig ligefra Dovrefjeld til Lindesnes.
50. At Ragnar, hvad flere have antaget, skulde være den hedenske Konge, som de angelsaxiske Beretninger lade blive dræbt ved Wearmouth 794, er, som vi allerede ovenfor have nævnt, umuligt af den Grund, at de Bedrifter i Skotland og Irland, som i saa Fald ogsaa maa tillægges ham, først kunne være udførte efter 794–795, i hvilke Aar de nordiske Vikinger allerførst kom til disse Lande. Men forresten bliver det umuligt at afgjøre, om Ragnar døde før eller efter Aar 800. Det synes vist, at Gorm den Gamle ved sin Død 935 var omtrent hundredaarig: hans Fader Hardeknut maa saaledes ved 840 idetmindste have været tyveaarig; de engelske Annaler omtale ogsaa en voxen Søn af ham ved 882. Sigurd Orm i Øjes Fødsel falder følgelig omkring 790.
51. Ol. Tryggv. Saga, Cap. 63. Fortæll. om Ragnars Sønner, i Fornald. S. l. S. 355.
52. Se ovenfor, S. 247.