Det norske Folks Historie/1/53
Ragnar Lodbroks Sønner deelte, ifølge Sagaerne, hans Rige, saaledes at Bjørn Jernside fik Herredømmet over Uppsala, hele Svithjod, Øster- og Vester-Gautland med tilliggende Lande; Sigurd Orm i Øje Sælund, Skaane og Halland, hele Viken og Agder til Lidandesnes, tilligemed en stor Deel af Oplandene, Hvitserk Reidgotaland (Jylland) og Vindland (Slavernes Land), og Ivar Northumberland. Men Ivar henhører, som vi have seet, ikke til denne Tid. Om Hvitserk nævnes der intet videre; Saxo lader ham dø før Faderen[1], og enten forholder dette sig saaledes, eller han er død strax efter Ragnar, eller er endog, naar alt kommer til alt, kun en opdigtet Sagnfigur, der i alle Fald kan lades ud af Betragtning, saavelsom de øvrige ved denne Deling ikke nævnte Sønner af Ragnar. Af dennes Rige dannede der sig for det første kun tvende, nemlig Bjørn Jernsides, der nedarvedes i hans Æt, og fra denne Tid af stedse kaldes Sviarike eller Sviavælde, medens Kongerne kaldes Sviakonger[2]; og Sigurd Orm i Øjes, der nedarvedes i hans Æt, og herefter kaldes Danmark, Danarike eller Danavælde, og Kongerne Danekonger. Man maa nemlig antage, at Sigurd, ligesom hans Fader, havde sit egentlige Hovedsæde i den Deel af den skandiske Halvø, som var de ældre Daners oprindelige Hjem, og derfor fra først af kaldtes Danmark, men at de Mænd af nordgermanisk Herkomst, som omgave ham og styrtede hans Herredømme over de forrige gotiske Lande, nu selv, for nærmere at betegne sig, kaldte sig Daner efter Landet. Men disse nyere, nordiske Daner maa nøje adskilles fra de ældre Daner af gautsk Herkomst og med gotisk Kultur. Det var de nyere Daner, der udstrakte Navnet Danmark over Øerne og den jydske Halvø. Fandtes her end tidligere Daner, saa var dette, som vi have seet, ikke nok til at bringe Navnet „Gotland“ til at vige for „Danmark“. Dette skede vist heller ikke fuldstændigt, førend den gotiske Kultus i Hleidr var afskaffet, og saaledes den gotiske Nationalitets sidste Holdpunkt tilintetgjort, en Begivenhed, der, som vi ville faa at see, ikke fandt Sted førend under Sigurd Orm i Øjes Sønnesøn Gorm, der tillige var den første af Ætten, som gjorde sig hele Riget virkelig og umiddelbart underdanigt. Først da maa Benævnelsen „Gotland“ aldeles være ophørt, og først da maa Benævnelsen „Daner“ være bleven betegnende for den hele, saavel nordiske som gotiske Befolkning af det egentlige Danevælde.
Sigurd Orm i Øje, Ragnars Søn, kan neppe have været nogen synderligt mægtig Konge, eller have udført store Bedrifter, thi man veed næsten intet om ham, og de Vikingetog, der i nogle af vore Oldskrifter tillægges ham, tilhøre aabenbart en eller flere yngre Krigshøvdinger af dette Navn[3]. Saxo fortæller udtrykkeligt om ham, at han levede i Fred[4]; og vi ville nedenfor see, hvorledes de vestfoldske og sønderjydske Konger, der maa have været samtidige med ham, førte det store Ord, uden at han engang nævnes. Den danske Historieskriver Sven Aagesøn siger, merkeligt nok, at Sigurd erobrede det danske Rige, fældede dets Konge og egtede hans Datter[5]. Han kan forsaavidt heri have Ret, som det virkelig ogsaa af vore Oldskrifter lader til at Ragnars Sønner i deres Faders Levetid med væbnet Haand undertvang de nuværende danske Lande[6]. Det betegner idetmindste ham og hans Mænd aldeles saaledes, som vi ovenfor have skildret Sigurd Rings Æt og dens Tilhængere: som en Koloni af Erobrere, der har sat sig ned paa gotisk Grund. Sigurds Søn hed Knut, og kaldtes sædvanligviis Hardeknut efter Hardesyssel i Jylland, fordi han der havde været opfostret af en Underkonge, ved Navn Gorm, Søn af den saakaldte Fundne-Knut, om hvis Herkomst der fortaltes et merkeligt Sagn[7]. Om Hardeknut veed man forresten endnu mindre, end om Sigurd Orm i Øje. Han skal efter en Beretning kun have raadet over Halland, Skaane og Selund, medens det udtrukkeligt siges at han mistede Herredømmet over Viken; efter en anden Beretning skal han ikke engang have besiddet Halland, ligesom det af flere Omstændigheder synes vist, at den svenske Green af Ætten, eller Bjørn Jernside og hans nærmeste Efterfølgere, under hans Mindreaarighed optraadte som de egentlige Overkonger i Norden, og idetmindste tiltoge sig eller gjorde Fordring paa Viken og Overherredømmet over de vestfoldske Konger og deres Besiddelser saavel i som udenfor Norge. Han efterlod Sønnen Gorm, der siden er bleven saa bekjendt under Navnet „Gorm den gamle“[8].
Om de første svenske Konger af Ragnars Æt veed man ikke stort mere end deres Navne. Bjørn Jernside, Ragnars Søn, havde to Sønner, af hvilke den ene, Erik, blev hans Eftermand, men levede kun en kort Tid; den anden, Refil, var Hær- og Søkonge. Refils Søn Erik blev derefter Konge, var mægtig, og en stor Hærmand. Efter ham fulgte Brødrene Bjørn, sædvanligviis kaldet Bjørn paa Hauge, og Anund eller Eimund; deres Fader var enten Erik Refilssøn eller Erik Bjørnssøn; Bjørn havde 829 og 831 sit Sæde i Sigtuna, hvor der havde dannet sig en Kjøbstad, kaldet Birk; Anund (Eimund) herskede i Uppsala, og laa i Fejde med Bjørn, eller dennes Søn Olaf, der nu for en Tid lang synes at have fordrevet ham fra Landet. Anunds Søn var den berømte Erik Anundssøn eller Eimundssøn, der, som der fortælles, skal have underkastet sig hele Sverige[9].
- ↑ Saxo, 10de B. S. 456.
- ↑ Hvad den anden foregivne Søn af Ragnar angaar, der og skal være bleven Konge i Sverige, nemlig Erik Vedrhatt, da synes han snarere at have været en ældre fabelagtig Konge, der nød etslags guddommelig Tilbedelse, se Vita Ansgarii Cap. 26.
- ↑ Se Afhandl. om Skiringssal og de vestfoldske Konger i Langes Tidsskrift, 4. B. S. 169.
- ↑ Saxo, 9de B. S. 464: hic autem post editas late strages, domestica claritate contentus, toga quam armis illustris haberi maluit, omissoque castrorum cultu ex acerrimo tyranno exactissimum pacis custodem agere coepit.
- ↑ Svenonis Aggonis hist. rer. Dan. i Langebeks Scriptores Rer. D. I. S. 48: Post hæc Siwardus, filius Regneri Lothbroki, regnum invasit Daciæ, commissoque cum rege proelio, regem interfecit et regnum obtinuit; qui dum regno potiretur conquisito, regis interemti filiam toro sibi sociavit.
- ↑ Se ovenfor S. 366.
- ↑ Olaf den engelske, heder det, den samme, som af Sigurd Ring blev sat til Underkonge i Jylland (se ovenfor S. 294), havde en Søn ved Navn Grim graae, der tog Kongedømmet efter ham; Grims Søn og Eftermand var Audulf den sterke, der var Skattekonge i Jylland paa Ragnars Tids. Audulfs Søn var Gorm, med Tilnavnet den heimske (ɔ: eenfoldige). Nogle af denne Gorms Trælle kom engang tilbage fra Holsten, hvor de havde kjøbt Viin, gjennem Skoven Mørkved, og fandt her et spædt Drenge-Barn, indsvøbt i en Liindug der var sammenknyttet foran paa dets Bryst, og hvori tre Guldringe vare fæstede; udenom Liindugen var en Silkedug. De bragte Drengen til Gorm, der kaldte ham Knut efter den Knude, hvori Liindugen var knyttet, og antog ham som sin egen Søn, da han selv var sønneløs. Knut blev hans Eftermand, og kaldtes deels Fundne-Knut, deels Trælle-Knuts han opdagede siden, at hans Fader var en vis Arnfinn Jarl i Holsten. Han levede ikke længe, men efterlod Riget til sin Søn, der hed Gorm efter hans Fosterfader. Gorm var en stor Ven af Ragnars Sønner, og opfostrede Sigurd Orm i Øjes Søn, hvilken han kaldte Knut efter sin Fader. Denne Knut blev siden kaldet Hardeknut, fordi han opfostredes i Hardesyssel i Jylland. Man seer heraf at disse Underkongers Rige var i den nordre Deel af Jylland. (Ol. Tr. S. Cap. 62. Om Ragnars Sønner Cap. 13). Ifølge Sven Aagesøn (Cap. 2) var Hardeknut den første, der hed „Knut“, og skal have faaet dette Navn, fordi Faderen, forinden han var fød, bad hans Moder, da hun spurgte ham hvad deres tilkommende Barn skulde hede, at tænke paa sit sammenknyttede Belte. Baade Saxo og Sven Aagesøn ere enige med vore Sagaer i at Hardeknut var mindreaarig, da hans Fader døde, men de nævne som hans Formynder en sjællandsk Bonde, ved Navn Ennignup; Saxo sætter desuden den sønderjydske Konge Erik den unge ind mellem Sigurd og Knut som dennes Fader. – Det synes forresten som om Gorm den heimske ogsaa har været kaldet Harde-Gorm, og hans Fader Trælleknut „Sven“, se Afh. i Langes Tidsskr. 4de B. S. 175.
- ↑ Indledn. til Jomsv. Saga forvexler Gorm den gamle med Gorm Trælleknutssøn og kalder ham derfor den heimske; vist er det, at Gorm virkelig ogsaa kaldtes saaledes, f. Ex. i Hist. Norvegiæ Fol. 7. b., ligesom de tre Slægtled mellem Audulf, Ragnars Underkonge, og Gorm Trælleknutssøn, lidet stemmer med at denne skulde kunne være en god Ven af Ragnars Sønner, og opfostre Sigurd Orm i Øjes Søn. Her opstaar saaledes en sterk Formodning om, enten at Sagnet om Fundne-Knut er en sildigere Digtning, og at saavel han som Gorm den yngre maa falde bort, saaledes at Gorm heimske bliver Hardeknuts Fosterfader, eller og at Hardeknut virkelig ikke har været en Søn af Sigurd Orm i Øje, men af en jydsk Underkonge, og at hans Ætlinger siden, ligesom Ynglingekongerne i Norge, have foregivet en Nedstammelse fra Ragnar. Thi saa meget synes vist, at Navnet „Knut“ først paa denne Tid er opstaaet, og at vi fra denne Tid, eller fra Sigurds Død, se lutter nye Navne, Knut, Sven, Gorm, Harald, i den saakaldte ragnarske Kongeæt i Danmark, hvorhos det altid bliver merkeligt, at Jomsvikingasaga ved at gjøre Gorm den gamle til Fundneknuts Søn, aldeles slaar en Streg over hans Nedstammelse fra Ragnar; ligesom Sven Aagesøn, uagtet han kalder ham en Søn af Sigurd Ragnarssøn, dog tillige siger at han var den første danske Konge med Navnet Knut, og at de esromske Annaler, der kalde Gorm Gamle „den engelske“, intet vide enten om Ragnar eller hans Nedstammelse fra denne. Mere herom nedenfor.
- ↑ Om disse svenske Konger, se Langfedgatal og Herv. Saga Cap. 20, sammenholdt med Afh. i Langes Tidssk. 4 B. S. 173, flg., hvor Fejlene i Herv. S. ere paaviste og berigtigede.