Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/54

< Det norske Folks Historie‎ | 1

Det er allerede ovenfor berørt, hvorledes Ynglinge-Ætten eller Halfdan Hvitbeins Efterkommere erhvervede Besiddelser paa Vestfold, hvilket nu, som det synes, blev deres Hoved-Besiddelse og hvor Templet og Helligdommen i Skiringssal grundlagdes[1]. Ligefra Sigurd Rings Død af synes disse vestfoldske Konger og deres hele Æt at have optraadt som Medbeilere af Ragnar Lodbroks Ætmænd, og at have søgt at afkaste deres Overherredømme. Det er ogsaa umiskjendeligt, at dette i alt Væsentligt maa have lykkets dem. Thi ej alene vide vore egne Beretninger næsten intet at fortælle om deres Vasal-Forhold til Danekongerne, men i de frankiske Annaler, hvor der fortælles saa meget om Nordboernes Herjetog mod det frankiske Rige, og de karolingiske Kongers Indblandelse i Nordens Anliggender, er der ene Tale om Konger af hiin Æt[2], hvilke endog, merkeligt nok, havde erhvervet sig et Rige i Sønderjylland og derfra tilføjede det frankiske Rige megen Skade, medens de egentlige Overkonger, fornemmelig Danekongerne Sigurd Orm i Øje og Hardeknut, aldeles forbigaaes med Taushed. Denne Vestfoldinge-Kongernes krigerske Virksomhed og mægtige Fremtræden synes mere end Ragnar Lodbroks egen Krigerfærd at staa i Forbindelse med de første mere omfattende Herje-Tog, der fra Norden foretoges til de vestligere Lande, især de britiske Øer og Frankrige. Det er vist, at de første større Vikingehære, der hjemsøgte disse Lande, kaldtes af de med Begivenhederne ganske eller næsten samtidige Skribenter stedse Nordmænd (Nordmanni), hvor de ikke betegnes med andre deres Nationalitet uvedkommende Navne, som „Hedninger“, „Sørøvere“ e. a. d.[3]. Navnet Daner bliver i de vestligere Farvande ikke almindeligt, førend efter Midten af det 9de Aarhundrede, da de yngre Lodbroks-Sønner først gjorde Dane-Navnet frygtet og anseet, og end ikke da kunde Benævnelsen „Nordmænd“ fortrænges i Frankrige, hvor den vedblev at bruges ved Siden af den anden, og fornemmelig fastholdtes ved Stiftelsen af Hertugdømmet Normandie. At Nordmændene ogsaa i Nord-Tydskland, skjønt dette laa Danmark saa meget nærmere, nævnes tidligere end Danerne som de Nordboer, der optraadte fiendtligt mod det frankiske Rige, vidner endmere om at det var Nordmænd, der havde nedsat sig i dets umiddelbare Naboskab. Det af Nordmændene beherskede Landskab paa den jydske Halvø kaldtes derfor ogsaa af tydske Chronister en Tidlang Nortmannia og dets Grændse mod Tydskland den nordmanniske Grændse[4].

Allerede hvor de frankiske Chronister allerførst omtale de vestfoldske Konger, finde vi dem i Besiddelse af Sønderjylland, eller idetmindste af den Deel deraf, der grændsede til det nuværende Holsten. Der fortælles nemlig i paalidelige, med Begivenhederne selv samtidige Annaler, at den bekjendte saxiske Høvding Widukind unddrog sig fra at indfinde sig ved et stort Møde, Karl den Store havde sammenkaldt i Paderborn i Aaret 777, men flygtede med nogle faa Venner til Sigfrid, Danernes Konge i Nortmannia[5]. Efter en sildigere Skribents Udsagn, der dog ikke er synderligt at stole paa, skal Widukind have været gift med Sigfrids Syster[6]. En anden sildigere Skribent vil vide, at Annalisten ved dette „Nortmannia“ skulde have meent Norge[7], hvilket dog har liden Rimelighed for sig; det kan neppe være noget andet Landskab end Sønderjylland eller den Deel deraf, som Tydskerne i hine Tider kaldte Sinlendi, d. e. det (med Tydskland) sammenhængende Land[8]. Dette viser sig især af hvad der senere fortælles. I Aaret 782, heder det, holdt Kong Karl et Møde ved Floden Lippes Udspring, hvor ogsaa Saxerne med Undtagelse af Widukind, indfandt sig; der kom ogsaa nogle Nordmænd, hvoraf en hed Halfdan; de vare Sendebud fra Sigfrid, Danernes Konge[9]. Da Kong Karl efter afholdt Møde var vendt tilbage til Frankrige, gjorde Saxerne efter Widukinds Anstiftelse paa ny Oprør, men bleve slagne, og maatte atter underkaste sig; de nødsagedes til at udlevere alle dem, der især havde egget til Oprøret, undtagen Widukind, der atter var flygtet til Nordmændene. Sigfrid, Danernes Konge, maaskee den samme, maaskee ogsaa en anden, nævnes allersidst i Aaret 798. Kong Karl havde sendt en Godskalk som Gesandt til ham, men denne blev paa Tilbagevejen myrdet af de hiinsides Elben boende Saxer, der havde gjort Oprør[10].

Mere erfarer man ikke om Sigfrid. At han var af samme Æt, som de øvrige norske Konger i Sønderjylland er utvivlsomt deraf, at Godfrid eller Gudrød, som var af danne Æt, optræder i hans Sted som Konge i Nortmannia[11]; men hvorledes han var beslægtet med dem, eller hvorledes han og hans Nordmænd allerførst kom i Besiddelse af Sønderjylland, fortælles ingensteds. Vore egne Oldskrifter omtale ham ikke. De nævne som Konger paa Vestfold umiddelbart før Gudrød kun den forhen omtalte Eystein og hans Søn Halfdan. Eystein, fortælles der, sejlede med nogle Krigsskibe over Fjorden til Varna, og herjede der, men blev paa Tilbagevejen nær ved Jarlsø slaaet overbord af Sejlbommen paa et andet af hans Skibe, der sejlede hans eget for nær: dette Uheld tilskrev man Kongen paa Varna, ved Navn Skjold, der havde Ord for at være tryllekyndig, og som skal have blæst og viftet med sin Kappe efter Eystein, da han sejlede hjem[12]. Hans Lig blev højlagt ved Stranden paa Borro. Halfdan, der blev Konge efter ham, fik Tilnavnet hinn mildi ok matarilli (den gavmilde og madknappe), fordi han gav sine Mænd i Lønning lige saa mange Guldpenge, som andre Konger Sølvpenge, men sultede dem i Mad; hans Hovedgaard, hver han boede og døde, var Holte paa Vestfold. Han tilbragte lang Tid paa Vikingetog og samlede sig stor Formue; hans Hustru Lif var en Datter af Kong Dag paa Vestmare – den ovenomtalte, blandt Braavallaheltene forekommende Dag lifske eller grenske – og han blev, ligesom Faderen, højlagt paa Borro[13].

Der nævnes ikke med et eneste Ord, til hvilke Egne Halfdan foretog hine Vikingetog Det sandsynligste er imidlertid, at de have gjeldt Nordtydskland, med nærliggende Egne. Kong Sigfrid maa have været hans Frænde, maaskee hans Broder, siden vi see Halfdans Søn som Sigfrids Efterfølger, og Halfdan selv er vel heller ingen anden end den samme Halfdan, der i Aaret 783 nævnes som Sigfrids Gesandt hos Karl den Store. At Sigfrid ej alene var den første Nordmannakonge, som nævnes af Tydskerne, men virkelig den første, som erhvervede Besiddelser eller grundlagde Riget i Sønderjylland, skjønnes deraf, at der før hans Tid ikke er Tale om Nordmænd, og at disse andensteds netop paa denne Tid omtales som et Folk, med hvilket Frankerne gjorde Bekjendtskab for første Gang[14]. Halfdans Krigstog have altsaa fornemmelig bestaaet i at erobre Sønderjylland i Forening med Sigfrid. Af den Omstændighed, at baade Eystein og Halfdan bleve højlagte paa Borro, ikke i Skiringssal, skulde man næsten formode, at de ej have været i Besiddelse af dette Sted, men at det ved Deling mellem Brødrene eller Frænderne er kommet til at tilhøre Sigfrid. At vore Oldskrifter tie herom, er ej at undres over, da den eneste Kilde, man foruden dunkle Sagn havde at holde sig til, Thjodolfs Ynglingatal, følger Ætten i lige nedstigende Linje fra Fader til Søn, uden at tale om Brødre eller Fættere. For den Sags Skyld kan altsaa Ætten gjerne have haft langt flere Medlemmer, end dem, han nævner.

I Skiringssal, hvor der foruden Kongsgaarden ogsaa var et anseet Tempel, hvortil Folk søgte sammen fra hele Viken, maatte der nødvendigviis tillige opstaa en Handelsplads. Denne omtales ogsaa endnu inden Udgangen af det 9de Aarhundrede, efter Nordmanden Ottars Beretning, af den engelske Konge Alfred, og der kan ingen Tvivl være om, at den allerede var til paa Eysteins, Halfdans og Sigfrids Tider. Om dens Beliggenhed vidner endnu Navnet Kaupang (d. e. Kjøbstad) paa et Par Gaarde ved den saakaldte Viggsfjord, der fra Laarvigsfjorden skærer sig ind mod Øst. Her er der en god Havn, og i Nærheden vrimler der saaledes af Gravhøje, at man tydeligt kan see at mange Familier her maa have boet tilsammen. Noget længere fra Søen ligger nu paa en aaben Plads den ældgamle Thjøling (fordum Þjóðalyng) Kirke; paa denne Plads (Þjóða-lyng d. e. Folke-Lynget, Folke-Heden) er der endnu Spor af en stor Steensætning, rimeligviis en Dom-Ring; at Templet har staaet hvor Kirken nu staar, og at altsaa denne Plads, Thjoda-Lynget, er den, paa hvilken Folk fra alle Kanter i Viken kom sammen for at forrette deres Andagt, er sandsynligt. Længer mod Vest laa den gamle Kongsgaard Geirstad (nu Gjerstad).

Som den fornemste, maaskee den eneste Søhandelsplads i Nordmændenes sønderjydske Rige nævnes meget tidligt (804) det ved Bunden af Fjorden Slie eller Slen beliggende Slesvig, og der kan neppe være nogen Tvivl om, at det allerede fra Sigfrids Tid var de herværende Nordmanna-Kongers Hoved-Opholdssted. Det forekommer allerførst under Benævnelsen Sliesthorp[15], siden kaldes det ogsaa deels Sliaswik, Sleswik, deels Heidaby (Hede-Byen). Dette sidste Navn var det brugelige blandt Nordmændene, og det gjenkjendes endnu i Haddeby, Navnet paa en Forstad eller en Landsby paa den sydøstlige Side af Byen. Man skulde deraf formode, at de norske Erobrere fornemmelig have haft deres Tilhold paa denne Kant, medens Befolkningen i det egentlige Slesvig var dansk-gotisk, eller at Slesvig var den egentlige By, Heidaby derimod Krigshavnen og Kongesædet. At der mellem Heidaby og Skiringssal maatte være en livlig Forbindelse, falder af sig selv. Ogsaa fortæller den samme Ottar, hvis Rejseberetning Kong Alfred meddeler, at han i fem Dage sejlede fra Skiringssal til Heidaby, uden, som det synes, at anløbe nogen anden Havn: dette antyder en umiddelbar Forbindelse mellem begge Havne[16]. Ottar nævner ligeledes hvor lang Tid der behøvedes for at sejle til Skiringssal fra hans Hjem Helgeland; dette viser at Skibsfart mellem Helgeland og Skiringssal ej var usædvanlig. Denne Kjøbstad stod altsaa i Forbindelse baade med Landets nordligste Dele, med Viken, og med Heidaby: den maa altsaa have været en betydelig og i hele Norden anseet Handelsplads. Det skal nedenfor vises, hvorledes det vestfoldske Kongesæde paa Harald Haarfagres Tid flyttedes til Sæheim ved Tunsberg og hvorledes Handelsrørelsen ligeledes drog sig fra Skiringssal – der siden den Tid synes at være sunken tilbage i Ubetydelighed – til Tunsberg. Om denne heder det udtrykkeligt[17], at Kjøbmandsskibe i mængdeviis søgte derhen, baade fra Landets nordligere Egne, fra Viken, fra Danmark og fra Saxland. Hvad der her siges øm Tunsberg, maa ogsaa gjelde for den ældre Handelsplads, i hvis Sted Tunsberg traadte, nemlig for Kjøbstaden i Skiringssal. Vi kunne heraf nogenledes danne os en Forestilling om det brogede Liv, som i hine fjerne Tider maa have fundet Sted ved Viggsfjordens Bred. Vi læse om Slesvig, at det stod i livlig Handelsforbindelse med Venden, Samland, Svithjod, Garderike og derfra endog over Land med Grækenland[18]. Skibene fra Slesvig bragte vel saaledes ej alene tydske, vendiske, preussiske, russiske, græske og østerlandske Varer til Skiringssal, men ogsaa ofte Kjøbmænd og Æventyrere fra de fleste af de nysnævnte Lande. I Skiringssal kunde man saaledes vistnok see Helgelænderen kjøbslaa med Preusseren, Thrønderen med Saxeren og Venderen, Sundmøringen med Danen og Svensken; ved Siden af Tougverk af Hvalroshud og Pelsverk fra Nordland kunde man vistnok see Ravsmykker fra Preussen, kostbare Tøjer fra Grækenland og Orienten, og byzantinske og arabiske Mynter ved Siden af de nordiske Bauge, medens Havnen laa fuld af store og smaa Skibe af forskjellig Bygningsmaade, af hvilke dog især de kongelige Langskibe maa have tildraget sig Opmerksomheden ej alene ved deres Størrelse, men ogsaa ved deres Pragt[19]. Under disse Omstændigheder bliver det ikke længer saa besynderligt, at de vestfoldske Konger kunde hæve sig til saa stor Magt og Anseelse fremfor de øvrige Konger i Norden, og tilsidst endog fremfor deres egne Overkonger.

Det Folk, der beboede den Deel af Sønderjylland, som stod under den vestfoldske Kongeæts Herredømme, var, som det synes, fornemmelig Daner, det vil sige den Afdeling af gotiske Daner, der allerede siden det 5te Aarhundrede havde været bosat i disse Egne, og tildeels vare adskilte fra de egentlige Daner paa den nordiske Halvøs Fastland og de nærmest liggende Øer. Disse Daner i Sønderjylland kaldes i en geographisk Oversigt, forfattet af Kong Alfred selv, Syd-Danerne, modsatte Nord-Danerne paa Øerne og Fastlandet; han kalder dem „en Afdeling af Danerne“, og nævner dem i Forbindelse med Anglerne og Sinlendi[20]. Det er derfor let begribeligt, hvorledes flere af de frankiske Annalister, uagtet de kalde Nordmændenes Rige i Sønderjylland Nortmannia, dog kunne kalde Kongerne Daners eller Nordmænds Konger i Fleng. Nordenfor Riget Nortmannia var det egentlige Angel, der dog kun ansaaes for en Deel af Jylland. Vestenfor Nortmannia var Frisernes Land, der i hine Tider ej havde det Udseende, som nu. Store, af Flod-Arme omslyngede Øer, lignende Zeelands Øer i Nederlandene, strakte sig da langt mod Vest, næsten lige til det nuværende Helgoland, der da var større end nu, og kaldtes Fositesland eller Farria. Af de mange Flod-Arme var der især een, ad hvilken man fra de indre Egne sejlede til Havet; det var Egidor (Eideren), eller som vore Forfædre kaldte den, Ogisdyr, Døren til Havet; dens Navn overførtes ogsaa paa dens Kilder inde i Landet baade den egentlige Eider i Syd og Trenen i Nord[21]. I den østlige Deel af Landet, mellem Slien, og den østlige Eider og Kielerfjorden, var der tykke, næsten ugjennemtrængelige Skove. Landet mellem Eideren og Elben, det nuværende Holsten, var paa Østsiden beboet af Slaver, fornemmelig de saakaldte Abotriter; forresten havde det en sparsom Befolkning af Saxer, der vel og for en stor Deel vare blandede med Daner og Friser; de frankiske Annalister kalde dem deels Nordalbinger, deels Nortliudi, deels Markomanner eller Grændseboere, et Navn, som ogsaa udstrækkes til Nordmændene selv, efter at disse begyndte at komme i umiddelbar Berørelse med Frankerne. Thi det nordalbingiske Landskab var, som man kan see, fra den tidligste Tid et Tvistens Æble mellem Nordmændene i Sønderjylland og de frankiske Konger[22].

Halfdan mildes Søn og Efterfølger var Gudrød, eller, som han af de frankiske Annalister kaldes, Godfrid. Hans Moder var Lif, Datter af den ovenfor omtalte Dag, Konge paa Vestmare eller Kysten mellem Mar (Langesundsfjorden) og Agder; i Ynglingasaga nævnes som hans Besiddelser i Norge, foruden Vestfold, ogsaa Hedemarken, Thoten og Hadeland, foruden Vermeland i Sverige. Da vi derhos finde hans Søn og Sønnesønner i Besiddelse ej alene af den sydlige Deel af Vestfold med Skiringssal, men ogsaa af Vestmare, maa han have arvet begge Landskaber, det første efter sine fædrene, det sidste efter sine mødrene Frænder. Ved Giftermaal med Alfhild, Datter af Kong Alfarin fra Alfheime, fik han ogsaa Halvdelen (det vil sige den nordlige Deel) af Vingulmark; hans Rige i Norge strakte sig saaledes omtrent fra det nuværende Follo langs Christianiafjordens Kyst opad til Mjøsen og Randsfjorden og videre mod Syd til Rygjarbit. Men med Herredømmet over Skiringssal fulgte ogsaa Herredømmet over Riget i Sønderjylland, og det er isærdeleshed som Konge her, at Gudrød eller Godfrid har faaet egentlig historisk Navnkundighed. I de frankiske Annaler nævnes han allerførst ved Aaret 804, og optræder som Ven og Forsvarer af de Nordljuder eller nordalbingiske Saxere, der i 798 havde gjort Oprør mod Karl den store. Denne havde behandlet dem haardt, thi efter at have overvundet dem og gjentagne Gange herjet deres Land, lod han endelig om Sommeren 804 alle de Saxere, der opholdt sig hiinsides Elben eller i Vindland (Abotriternes Land), med Magt bortføre og fordele paa andre Kanter i sit Rige, overladende de Strækninger, de hidtil beboede, til Abotriterne, der under deres Fyrste Trasiko havde staaet hans Feltherrer bi[23]. Men til samme Tid kom Gudrød med sin Flaade og alt sit Rytteri til Sliesthorp (Slesvig); han har rimeligviis, ved Efterretningen om Karls voldsomme Foranstaltninger, i Hast begivet sig ned fra Vestfold. Han lovede i Førstningen at indfinde sig til en Sammenkomst med Karl, men udeblev, efter sine egne Mænds Raad. Kejseren ventede en Stund paa ham i Holdungstede ved Elben, og sendte Gesandter til ham for at forlange de Oprørere udleverede, der havde taget deres Tilflugt til ham, men, som det lader forgjeves. Kejseren begav sig tilbage til Köln, og man hører intet til Gudrød førend i Aaret 808, da han begyndte aabenbar Krig[24]. Han sejlede over til Abotriternes Land, hvor han, efter et kort Ophold ved Kysten, angreb og indtog flere Borge, fordrev Trasiko, fangede ved List en anden Fyrste, ved Navn Godelaib, lod ham hænge, og gjorde sig to Trediedele af Abotriternes Land skatskyldigt. Dog mistede han paa dette Tog mange af sine bedste og tappreste Mænd, hvoriblandt hans Brodersøn Ragnvald, der faldt ved Bestormelsen af en Borg. Han vendte derpaa tilbage til sit Rige, dog ødelagde han først Abotriternes blomstrende Handelsplads Rerik (nærved Wismar), og førte dens Kjøbmænd med sig paa sin Flaade til Slesvig, hvor de rimeligviis bleve tvungne til at nedsætte sig. I Slesvig opholdt han sig nogle Dage, for at paaskynde Begyndelsen af en Befæstningsvold paa Grændsen mod Saxerne, der skulde naa fra Østersaltet til Vesterhavet langs Ejderen, og kun have en eneste Port, gjennem hvilken Vogne og Ryttere kunde komme ud og ind. Denne Vold er Begyndelsen til det senere saa berømte Danevirke. Da han havde fordeelt Arbejdet mellem sine Befalingsmænd, drog han hjem igjen. Kejseren havde imidlertid sendt sin Søn Karl med en sterk Hær af Franker og Saxer, forat modsætte sig Gudrød. Karl gik over Elben, men hans Bedrifter indskrænkede sig kun til et Herjetog mod Liner og Smeldinger, slaviske Folk i det nuværende Lauenburgske, der havde gjort Opstand mod Kejseren og underkastet sig Gudrød. Dette viser, at dennes Anseelse og Magt maa have været betydelig i det Nordalbingiske. Et andet slavisk Folk, der ogsaa havde gjort fælles Sag med ham, var Wiltserne (i den østlige Deel af det nuværende Meklenburgske), der paa Grund af gammelt Fiendskab med Abotriterne sluttede sig til ham paa hans Tog, og ved hans Bortgang ligeledes droge hjem med det Bytte, de havde erhvervet. Ligesom Gudrød søgte at forsvare sin Sydgrændse ved en Vold, saaledes lod ogsaa Kejseren opføre to Borge ved Elben, den ene til Værn mod Slaverne, den anden mod Nordmændene. Denne sidste, kaldet Hochburg[25], antages at være den første Begyndelse til Hamburg, skjønt dette af et Par yngre Forfattere omtales allerede ved 804[26].

Efter Hjemkomsten sendte Gudrød et Gesandtskab til Kejseren før at sige, at han alene havde gjort Toget mod Abotriterne for at hevne Fornærmelser, som vare ham tilføjede; at Abotriterne først havde brudt Freden (en Fredsslutning havde altsaa fundet Sted), og at han selv ønskede et Møde ved Grændsen af sit Rige hiinsides Elben, hvor man gjensidig kunde komme til Enighed om en passelig Godtgjørelse. Kejseren gik ind herpaa, og et Møde blev holdt mellem hans Gesandter og de fornemste af Danerne paa et Sted, kaldet Badanfleot, hvor man dog efter megen Tale frem og tilbage skiltes ad med uforrettet Sag. Trasiko, Abotriternes Konge, der havde sendt sin Datter som Gissel til Gudrød, rimeligviis mod at faa Tilladelse til at vende tilbage til sit Rige, angreb og herjede, understøttet af Saxerne, baade Wiltsernes og Smeldingernes Land, og bragte herved alle dem, der forhen vare ham frafaldne, til Underkastelse; men kort efter faldt han i Rerik for nogle af Gudrød udsendte Snigmorderes Haand. Kejseren havde imidlertid hørt saa meget om Gudrøds Overmod og Trusler, at han besluttede at bygge en befæstet By hiinsides Elben, og forsyne den med frankisk Besætning. Han samlede Folk baade i Frankrige og Tydskland, og sendte dem, forsynede med Vaaben og alle andre Nødvendigheder, gjennem Frisland til den udseede Byggeplads, nemlig et Sted kaldet Esesfeld, ved Floden Stør. Han satte en Grev Ecgbert til Overopsynsmand over dette Arbejde, der paabegyndtes i Midten af Marts 809. Dette var Begyndelsen til den holstenske Stad Itzehoe[27].

Det følgende Aar, da Kejseren opholdt sig i Achen, og just tænkte paa at gjøre et Tog mod Gudrød, erfarede han, at en Flaade af 200 Skibe fra „Nordmannia“ havde angrebet Frisland, herjet alle de frisiske Øer, landsat en Hær, overvundet Friserne i tre Slag, paalagt dem en Skat, og allerede modtaget „hundrede Pund Sølv“, men at Gudrød var hjemme. Efterretningen herom, heder det, foruroligede Kejseren saaledes, at han strax sendte Bud rundt om til alle Kanter for at samle en Hær, og selv ufortøvet begav sig til Lippeham[28] for at vente paa de Tropper, der endnu ikke havde indfundet sig. Da Hæren var samlet, drog han til Aller, og slog en Leje ved dens Sammenløb med Weseren, for her at oppebie Udfaldet af Gudrøds Trusler. Denne truede nemlig med at han vilde underkaste sig hele Tydskland. Frisland og Saxland betragtede han allerede næsten som sine egne Lande og snart, sagde han, skulde han indfinde sig i Achen selv med en stor Hær. Man ansaa det heller ikke saa urimeligt, at han vilde udføre denne Trusel, og det maatte derfor være Kejseren en velkommen Efterretning, at Flaaden, som havde herjet Frisland, var dragen bort, og at Gudrød var bleven dræbt af en af sine egne Hirdmænd. Hans Brodersøn Heming, der efterfulgte ham i Regjeringen, viste et fredeligere Sindelag. Han sluttede endnu samme Høst en Vaabenstilstand med Kejseren, og det aftaltes, at der næste Vaar skulde holdes et Møde af Befuldmægtigede fra begge Sider, for at slutte en varig Fred. Kejseren kunde saaledes drage hjem igjen[29].

Uagtet det øjensynligt var Gudrød, som havde foranstaltet det store Tog til Frisland og derfor ogsaa kaldes Frisernes Herre, synes det dog, som om han enten ikke selv har været med, eller ogsaa begivet sig hjem tidligere end de øvrige, for at drive paa nye og større Udrustninger. Saxo, der paa sin sædvanlige unøjagtige Maade fortæller om hans tidligere Krige, der skulle have gaaet ud paa hverken mere eller mindre end at erobre hele Saxland, omtaler vidtløftigt Toget mod Frisland, og beskriver den særegne Maade, paa hvilken Friserne maatte betale Skat. Der indrettedes, siger han, et Huus, 240 Fod langt, inddeelt i 12 lige store Rum; i det inderste af dette sad den kongelige Skatteforvalter, i det yderste fremlagdes et rundt Skjold. Mod dette Skjold maatte enhver, der skulde betale Skat, lade sin Penning falde. Gav den saa sterk Klang i Skjoldet at Skatteforvalteren kunde høre det i den anden Ende af Bugningen, blev den tagen for god, hvis ikke, da blev den nok tagen til Indtægt, men regnedes ikke ind i den Sum, som skulde udredes. Paa den Maade kom mangen en til at betale en heel Mængde Penge, førend han kunde fyldestgjøre Forvalteren[30].

De nærmere Omstændigheder ved Gudrøds Død beskrives noget forskjelligt. Ynglingasagas Beretning, der støtter sig til indenlandske Sagn og Thjodolfs Ynglingatal, maa vistnok være den paalideligste, ligesom den er den omstændeligste, og tillige meddeler Oplysning om hans sidste Bedrifter i Hjemmet. Den luder saaledes[31]: „Da hans første Hustru Alfhild var død, sendte han sine Mænd vester til Kong Harald den granraude paa Agder for i hans Navn at bejle til dennes Datter Aasa; men Harald sagde nej, og Sendemændene droge tilbage og fortalte Kongen, hvorledes deres Ærende var løbet af. En Stund efter satte Gudrød Skibe i Sø, drog med en stor Styrke ud paa Agder, kom uventet til Kong Haralds Gaard og gjorde Landgang. Da Harald blev var, at en Hær var kommen paa Gaarden, gik han ud med den Styrke, han havde, og gav sig i Kamp. Men Folkemonen var for stor; Harald faldt med sin Søn Gyrd, og Gudrød gjorde et stort Bytte; han førte ogsaa Aasa med sig, og holdt Bryllup med hende. De havde en Søn ved Navn Halfdan. Da han var et Aar gammel, drog Kong Gudrød en Høst om paa Gjesteri. Han laa med sit Skib i Stiflusund; der blev drukket sterkt, Kongen var selv meget drukken. Om Kvelden, da det var mørkt, gik han op fra Skibet, men da han kom til Bryggesporden, løb en Mand ham imøde, og stak et Spyd gjennem ham, hvilket blev hans Bane. Manden blev strax dræbt, og man gjenkjendte ham den følgende Morgen som Dronning Aasas Skosvend. Hun vedgik ogsaa, at det var skeet efter hendes Foranstaltning“.

Thjodolf, der opholdt sig hos hans Søn Halfdan, og saaledes havde den bedste Lejlighed til at vide, hvorledes det var gaaet til ved Gudrøds Drab, siger ogsaa, at Gudrød blev Offer for lumsk Efterstræbelse; at Hevngjerrighed smedede Planen til den berusede Fyrstes Død, at Aasas Tjener var hans lumske Morder, og at han blev gjennemboret paa Stiflusunds gamle Bred[32]. En kort Beretning om Halfdan Hvitbeins nærmeste Ætlinger fortæller det samme som Ynglingasaga, men tilføjer, at Stiflusund, hvor han blev dræbt, laa ved Geirstad paa Vestfold[33].

Saxo siger kun, at Gudrød faldt som et Offer for sin egen Hirdmands Efterstræbelser[34], truffett af det Mordstaal, Forræderi inden hans eget Huus førte mod ham. Ryklosters Annaler fortælle, at han, efter at have drevet Kejseren paa Flugt og herjet Saxland, blev stukken tvert igjennem Livet af en af sine egne Krigere[35]. De frankiske Annaler melde, som vi have seet, kun at han blev dræbt af en af sine egne Hirdmænd. Men en Munk i St. Gallen, der mod Slutningen af det 9de Aarhundrede beskrev Karl den Stores Bedrifter, fortæller[36], at Gudrød, efter at have gjort et Indfald i Karls Rige, og valgt sig Egnen om Mosel til Kongesæde, blev, just som han paa Jagten vilde løsne sin Falk fra en Vildand, overfalden og huggen i to Stykker af sin Søn, hvis Moder han just havde forskudt og egtet en anden Kvinde. Hvad der her siges om Gudrøds Fremtrængen lige til Mosel, er naturligviis en Overdrivelse[37], hvori den langt fra Skuepladsen for Gudrøds Virksomhed levende Santgallermunk let kunde komme til at gjøre sig skyldig. Forøvrigt stemme alle Beretninger med hinanden i at lade Gudrød falde for en Forræder i sin egen Hird; den sydligste og den nordligste, Santgallermunkens og Ynglingasagas, ere derhos enige i at nævne hans Hustru som den, der egentlig anstiftede Mordet, kun med den Forskjel, at hiin lader det skee af Skinsyge og ved hendes egen Søn, denne af Hevntørst, og ved hendes Skosvend.

Ynglingasaga og Thjodolf give Gudrød Tilnavnet mikilláti eller göfugláti (den overmodige eller højsindede), hvilket passer godt med den Maade, paa hvilken han optraadte lige over for den mægtige Kejser; han kaldes tillige „den sterke“ og „Vejdekongen“ (d. e. Jagtkongen), rimeligviis fordi han var en ivrig Jæger, hvilket ogsaa Santgallermunkens Fortælling synes at antyde[38]. Naar de frankiske Annaler fortælle, at han i Aaret 804 kom med sin Hær til Slesvig, og i 809, efter at være kommen tilbage fra sit Herjetog i Abotriternes Land, kun opholdt sig der indtil han havde sat Befæstningsarbejderne i Gang, og derpaa rejste hjem, saa seer man heraf, at heller ikke Tydskerne have antaget Slesvig for hans egentlige Hjem, men at dette maa søges i Skiringssal, hvorhen han sandsynligviis efter hvert Krigstog drog tilbage, og opholdt sig om Vinterne. Dette forklarer, hvorfor han ikke hvert Aar mellem 804 og 810 nævnes hos de frankiske Skribenter, men kun een Gang imellem kommer tilsyne. I Mellemtiden, rimeligviis ogsaa i de nærmeste Aar før 804, har han været hjemme, eller paa Tog andensteds. Stedet, hvor han blev dræbt, synes efter den Santgalliske Munk at skulle være i det Moselske (Maasiske?), hvor han just befandt sig paa sit store Krigstog; de paalideligere frankiske Annaler antyde dog umiskjendeligt, at han da var hjemme, eller hjemkommen fra Frisland, og endnu ikke havde begyndt det store Krigstog, hvormed han truede. Den kortere norske Beretnings Udsagn, at han blev dræbt i Stiflusund ved Geirstad, altsaa i Skiringssal, har derfor meest for sig. Ynglingasaga og Thjodolf nævne vel Stiflusund, men ikke, hvor dette „Stiflusund“, der maaskee, naar alt kommer til alt, kun skal betegne „det trange Sund“ eller „det tillukkede Sund“[39], var beliggende.

Saxo forvexler Gudrød med den allerede forhen[40] omtalte fabelagtige Kong Gautrek den gavmilde, gjør ham til Danmarks Konge, og henfører Historien om Gave-Ref fra Thelemarken til ham. Han fortæller ogsaa at han paalagde Saxerne en Skat, bestaaende deri at deres Høvdinger ved hvert Kongeskifte skulde sende den nye Konge hundrede snehvide Heste. Hvorvidt dette virkelig grunder sig paa et Sagn, om Gudrød, eller det kun har staaet i det Æventyr om Gautrek og Ref, som Saxo benyttede, lader sig vanskeligt bestemme. Det sidste synes dog al være det rimeligste, da Saxo ogsaa taler om en særegen Skat, Svenskerne maatte udrede fordi de havde dræbt Ref ved at slippe en Møllesteen ned paa ham, medens han sov[41]. Disse Skattehistorier synes derfor nærmest at tilhøre Gautreks-Sagnet At den besynderlige Skat, der ifølge Saxo skal være paalagt Friserne, ligeledes snarere tilhører Æventyret om Gautrek, end Sagnet om Gudrød, bliver derved sandsynligt.

  1. ↑ Se ovenfor, S. 370, 274.
  2. ↑ Vestfold nævnes udtrykkelig som en af deres Besiddelser, se nedenfor § 7.
  3. ↑ Hertil kunde vel Aarsagen ogsaa for en stor Deel være, at den saakaldte ragnarske Stamme i Danmark, nemlig Hardeknut og hans Ætmænd, i Virkeligheden ikke nedstammede fra Sigurd Orm i Øje, og at Hardeknut, naar alt kommer til alt, ikke engang af Navn har været Danmarks Overkonge, men at derimod de svenske Ætlinger af Ragnar i denne Tid gjorde Fordringer paa Overherredømmet, som de legitime Arvinger, indtil Gorm den gamle opstod og efterhaanden underkastede sig hele det danske Rige.
  4. ↑ Se mangesteds i de frankiske Annaler fra 777–850. Den nordmanniske Grændse (limes norðmannicus) omtales i Einhards Annaler ved 817. Einhard foretrækker ellers Benævnelsen Dani og Rex Danorum, medens han dog ellers kalder Landet Nortmannia. De ældre Lorscher-Annaler kjende kun Benævnelsen Norðmanni og Norðmannia.
  5. ↑ Lorsch-Annaler i Pertz Monum. I. p. 156, 158. Einhards Annaler, hos Pertz I. p. 157. 159. Sigibert af Gembl. hos Pertz. VIII. 334. Poeta Saxo, Pertz I. p. 233.
  6. ↑ Botho, Chronicon picturatum, Leibnitz Ser. rer. Brunsv. III. p. 292.
  7. ↑ Albericus trium fontium, udg. af Leibnitz p. 114.
  8. ↑ Sinlendi nævnes af Einhard (Pertz I. p. 202) og i Vita Hludwici imp. (Pertz II. p. 610) ved 815. Den angelsaxiske Form, Sillende, forekommer i Alfreds Overs. af Orosius, deels i Alfreds egen geogr. Oversigt, deels i Fortællingen om Ottars og Ulfstens Rejser.
  9. ↑ Lorsch-Annaler hos Pertz I. 162. 164. Einhards Annaler, Pertz I. 164. Enhard af Fulda, Pertz I. 349, Regino, hos Pertz I. 559.
  10. ↑ Einhards Annaler, Pertz I. p. 185.
  11. ↑ Da der senere (ved 812) omtales en Harald, der forhen havde været Konge (Herioldus quondam rex), er det sandsynligt, at der mellem Sigfrid og Gudrød, eller samtidigt med Sigfrid, har været en Konge ved Navn Harald, rimeligviis hans Broder, om hvem man forresten intet veed.
  12. ↑ Yngl. Saga Cap. 51. Hist. Norv. fol. 7 a. Varna kaldtes omtrent det nuværende Rygge Prestegjeld. Navnet Værne-Kloster minder endnu derom.
  13. ↑ Yngl. S. Cap. 52. Hist. Norv. fol. 7 a.
  14. ↑ Nemlig i St. Liudgers Levnetsbeskrivelse, hvor han forudsiger de Ulykker, Nordmannerne skulde bringe over Tydskland (Pertz II. 412), og i den Sant-galliske Munks gesta Karoli II. Cap. 14, hvor Kejseren, ligeledes omtrent paa samme Tid, foregives at spaa om den store Skade, Nordmannerne vilde komme til at udrette. (Pertz II. 757). Se mere herom nedenfor § 7.
  15. ↑ Einhard og Regino, ved 804 (Pertz I. 191, 563).
  16. ↑ Alfreds Orosius, udg. af Barrington, S. 25.
  17. ↑ Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 38.
  18. ↑ Adam af Bremen, IV. 1, jvfr. Ulfsteens Rejseberetning, der beskriver en Sejlads fra Slesvig til Truso nærved det nuværende Elbing, og ved den nøjagtige Besked den giver om de gamle Preusseres Skikke og Sædvaner lægger for Dagen at Farten mellem Slesvig og Preussen maatte være hyppig.
  19. ↑ Den egentlige Beliggenhed af Handelspladsen synes, som ovenfor nævnt, at antydes ved Navnet Kaupang paa et Par Gaarde ved Viggsfjorden, i hvis Nærhed der nu findes en liden Halvø, kaldet Lamøen, men som for ikke lang Tid tilbage var omflydt, og indenfor hvilken i ældre Tider rimeligviis den egentlige Havn har været. Omkring dette Punkt vrimler der endog i en temmelig viid Omkreds af Gravhøje, i hvilke man fra Tid til anden har fundet Vaaben og Redskaber af Jern, Levninger af Baade, Glasperler og Smykker, m. m. Foruden den store Steensætning ved Thjodalyng findes her nede ved Havnen ogsaa en mindre. Eftergravninger vilde her vistnok give merkelige Resultater.
  20. ↑ Alfreds Ord i den geogr. Beskr. ere følgende: „Vestenfor Oldsaxerne (de egentl. Saxer i Tydskland, modsat Angelsaxerne) er Mundingen af Elben, og Frisland. Nordvest derfra er det Land, man kalder Angel, og Sillende, og en Deel af Danernes nordenfor dem (Oldsaxerne) ere Abotriterne, nordøst Vilterne, hvilke man kalder Æsælderne, østenfor disse er Vinedernes (Vendernes) Land … Vestenfor Syd-Danerne (den nys omtalte Deel af Danerne) er den Arm af Havet, der omgiver Britanniens nordenfor dem er den Arm af Havet, der kaldes Østersøen. Østen og nordenfor dem er Nord-Danerne, baade paa Fastlandet og Øerne; østenfor dem ere Abotriterne, og søndenfor dem er Elbmundingen og en Deel af Oldsaxerne. Nord-Danerne have nordenfor sig den samme Arm af Havet, der kaldes Østersøen; østenfor dem ere Osterne (Esterne), og søndenfor ere Abotriterne …“ (Barringtons udg. S. 20, 21). I Gjengivelsen af Ottars Rejseberetning heder det: „Søndenfor Skiringssal gaar en stor Sø op i Landet, bredere end at Nogen kan oversee den; paa den ene Side er Gotland (Jylland) lige overfor, derpaa Sillende; den Sø gaar mange hundrede Mile op i Landet … Fra Skiringssal sejlede Ottar paa flere Dage til den Havn, som kaldes Hede (Slesvig), den ligger mellem Vender, Saxer og Angel, og hører til Danerne. Da han sejlede hid fra Skiringssal, havde han i tre Dage Danmark til Bagbord og det aabne Hav til Styrbord; de følgende to Dage havde han til Styrbord Gotland, Sillende og mange Øer, til Bagbord de Øer, der høre til Danmark“. (Barr. udg. S. 25).
  21. ↑ Hos den ravenniske Geograph, der, som det synes, tildeels skriver sig fra det 9de Aarh., kaldes Eideren Dyna eller Lina. Om dette er en Misforstaaelse eller ej, lader sig nu ikke godt oplyse, men merkeligt er det vistnok, at Herv. Saga nævner Dúnheidr og Dýngja tilligemed det nærliggende Myrkvidr som Grændsen mellem Reidgotland og Hunaland, eg at Myrkvidr andetsteds (i Ol. Tr. S. Cap. 62) nævnes som Skoven, der skillede mellem Holsten og Jylland. Og „Eideren“, Œgisdyr, er heller ikke noget egentligt Navn. I „Duna“ har man derimod den gamle keltiske og slaviske Benævnelse, der har ligget til Grund for Donau, Dorin, Don (Tanais), og den bedste Forklaringsgrund til de Forvexlinger, der mellem alle disse Elve have fundet Sted.
  22. ↑ Hraban Maur, død som Erkebiskop i Mainz 856, bruger Udtrykket Marcomanni eller Norðmanni i Fleng om de nordiske og dansk-gotiske Beboere af Sønderjylland eller maaskee af hele Danmark. Han meddeler nemlig i sit Skrift de inventione literarum et gotisk Runealfabet, og siger derom: „dette er de Bogstaver, der bruges af Markmændene, hvilke vi kalde Nordmændene, og fra hvilke de, der tale det tydske Sprog, have deres Oprindelse. Med disse Bogstaver pleje de, der endnu ere Hedninger, at optegne deres Kvad, deres Galdre og Spaadomme“. For ret at forstaa disse Udtryk maa man tænke sig Forholdet i Sønderjylland Massen af Befolkningen var dansk, medens Høvdingerne vare Nordmænd. Det var den danske Befolkning, der brugte hine Runer, medens naturligviis Krigene mod Tydskland, eller alle politiske Foretagender, gik i Nordmændenes Navn. Saaledes har Hraban kunnet tillægge Nordmændene de Runer, der egentl. tilhørte Danerne. Nortliudi kaldes i de gamle, ved 788 forfattede Lorscher-Annaler stedse de saxiske Beboere af Nordalbingien.
  23. ↑ St. Amands Annaler, Pertz. I. p. 14. Xantenske Annaler, Pertz. II. p. 284. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 191. Regino’s Annaler, Pertz I. 563. Chron. Moissiac. Pertz. I. 307. II. p. 258.
  24. ↑ St. Amands Annaler, Pertz. I. p. 71. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 195. Enhard af Fulda, Pertz. I. 354. Chron. Moissiac. Pertz. II. 258.
  25. ↑ Navnet skrives urigtigt hos flere frankiske Annalister „Hochbuochi“, den rette Form forekommer hos Lambert af Aschaffenburg.
  26. ↑ Annal. Saxo (Pertz. VIII. 565), Helmold (Leibniz II. 510).
  27. ↑ Einhard, hos Pertz. I. 196, 197. Regino, hos Pertz. I. 564. Enhard af Fulda Pertz. I. 354. Poeta Saxo Pertz. I. 263. Annal. Saxo Pertz. VIII. 567.
  28. ↑ Ved Sammenløbet af Lippe og Rhin.
  29. ↑ Einhards Annaler hos Pertz. I. 197, 198„ Einhard, Karl den Stores Liv, Cap. 14. Pertz. II. 450. Enhard af Fulda, Pertz. I. 354, 355. Regino, hos Pertz. I. 564, 565 Chron. Moissiac. hos Pertz. II. 258.
  30. ↑ Saxo, 8de B., S. 437, 438.
  31. ↑ Ynglingasaga, Cap. 54.
  32. ↑ Thjodolfs Vers sammesteds.
  33. ↑ Hauk Erlendssøn om Oplændingekongerne i Fornald. S. Norðrl. II. S 109.
  34. ↑ Saxo, 9de B. S. 438.
  35. ↑ Chronicon Erici regis, i Langebeks Scriptores rerum Dan. I. p. 156.
  36. ↑ Monachi Sangall. gesta Karoli, I. II. (Pertz. II. p. 757).
  37. ↑ Maaskee dog Santgallermunken har forvexlet Maas med Mosel. At han her sigter til Frislands Erobring, er aabenbart.
  38. ↑ Under Navnet „Vejdekonge“ forekommer han og hvor hans Navn nævnes i Slægtrækker. I Historia Norvegiæ kaldes han Gunthrodus rex Venator.
  39. ↑ Stifla er maaskee beslægtet med det engelske stifle, tilsnøre, kvæle. Hvis „Stiflusund“ ej skulde være at søge ved Geirstad, men i Sønderjylland, maatte man tænke paa Meesund (Mjósund, det trange Sund) i Slien.
  40. ↑ Se ovf. S. 341.
  41. ↑ Skatten bestod ifølge Saxo af 12 Pund Guld for hver af Gjerningsmændene, og een Øre Guld for hver af de øvrige i det svenske Folk. De kaldte det, siger Saxo, vulpeculæ pensionem, et Udtryk, der i Olddansk maa have lydt Refgjeld. (Saxo 8de B. S. 435). Dette Udtryk maa have forekommet i gamle svenske Retsvedtægter eller Sagn, men man finder det nu ingensteds nævnt uden her hos Saxo.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/54&oldid=49368»