Det norske Folks Historie/1/63
Harald beherskede nu allerede et større Rige, end hans Fader havde haft. Størstedelen af det nuværende Christiania Stift var ham underkastet. Derforuden var han Herre over Sogn, hvis Bestyrelse han fremdeles overlod til Atle Jarl. Han var den mægtigste af alle Konger i Norge, og ingen af dem kunde endog paa langt nær maale sig med ham. Det er derfor i og for sig selv heel naturligt, at den Beslutning at underlægge sig alle de øvrige Fylker i Landet nu maatte komme til Modenhed hos ham, især da dette var Erobringernes Tid, og i Grunden enhver Konge, saa ofte der gaves Lejlighed dertil, søgte at udvide sit Rige paa Naboernes Bekostning. Man maa ogsaa antage, at den svenske Kong Erik Eimundssøns Omgreb ej alene har vakt Haralds Efterlignelseslyst, men ogsaa ladet ham føle Nødvendigheden af at sikkre sig Besiddelser i det Nordenfjeldske, paa hvilke den ragnarske Æt ingen nedarvede Fordringer havde, og som vanskeligt nogen Erobrer fra Østen kunde naa. Sagnet har imidlertid paa en mere romantisk Maade forskjønnet Beretningen om Haralds første Erobringstog, ved at lade Kjærlighed give Anledningen dertil. Dog fortælles dette paa to forskjellige Maader. De paa Island optegnede Kongesagaer, der berette om Harald og hans Erobringer, nævne Gyda, Datter af Kong Erik paa Hørdeland, som den Mø, hvis Haand Harald søgte at vinde ved at underkaste sig hele Norge. Hun opfostredes, fortælle de, hos en mægtig Bonde paa Valdres. Harald vilde have vende til sin Frille, fordi hun var fager og af et stolt Sind. Derfor sendte han nogle Mænd efter hende; men da de frembare sit Ærende for hende, svarede hun, at hun ikke vilde opoffre sin kvindelige Ære for en Konge, der ikke havde større Rige at raade over end nogle Fylker; hun undredes over, at der ikke fremstod nogen Konge, der vilde underkaste sig Norge ligesom Kong Erik i Uppsala havde underkastet sig Sverige, og Kong Gorm Danmark. Sendemændene forestillede hende, at Harald var mægtig nok og god nok for hende, men forgjæves. De maatte drage bort med uforrettet Sag, og ved deres Afrejse gjentog Gyda endnu engang, hvad hiin allerede havde sagt, idet hiin bad dem hilse Kong Harald og sige ham, at hun alene vilde samtykke i at blive hans Egtehustru paa det Vilkaar, at han forinden, og for hendes Skyld, havde underkastet sig hele Norge og herskede ligesaa frit derover, som Kong Erik over Sverige eller Kong Gorm over Danmark; thi først da, meente hun, kunde han fortjene Navn af Thjodkonge. Sendemændene frembare disse Ord for Kong Harald, og meente at hun burde lide Straf for sit Overmod. Men Harald sagde at hun aldeles ikke fortjente Straf, og derimod skulde have mange Tak for sine Ord, thi hun havde mindet ham om, hvad han undredes over ikke før var faldt ham ind. „Og“, sagde han, „det lover jeg helligt, og derpaa kræver jeg den Gud til Vidne, som bar skabt mig og raader for Alt, at jeg ikke skal skære eller kæmme mit Haar, førend jeg har indtaget hele Norge med Skatter og Skulder eller i modsat Fald dø“. Og Hertug Guthorm, tilføjes der, takkede ham for disse Ord, og sagde at det var kongeligt at volde dem[1].
Et i Norge optegnet Udtog af Kongesagaerne har derimod følgende Fortælling. „Der var en Mø ved Navn Ragna den overmodige (hin ríkuláta), som ejede næsten hele Land, Thoten og Einabygden; hun skal have været overmaade fager. Hun var en Datter af Adils den rige, hvis Mormoder Thora var en Datter af Kong Eystein (rimeligviis Eystein ildraade) og Astrid, en Datter af Kong Adils den svarte[2]. Ragnas Fader Adils var død, og hun var hans eneste Barn Harald var da tolv Aar gammel, og Ragna af samme Alder. Harald fattede stor Kjærlighed til hende. Men da han i et stort Julegilde paa Hadeland erklærede hende sin Kjærlighed, svarede hun: „vistnok kan jeg ingen hæderligere Bejler faa, end Eder, der baade er af kongelig Byrd, selv Konge og af et fagert Udseende; men førend jeg fatter fuldkommen Kjærlighed til Eder, ønskede jeg dog først at vide, om det er Eder, Herre Konge, eller Gandalfs Sønner, som skal arve Eders Frænde Nerid den raadspake“. Harald blev vred, og svarede at hun for denne Bebrejdelse fortjente at blive hans Frille istedetfor hans Egtehustru, som han havde tænkt. Men Ragna bad ham ikke vredes over, hvad hun havde sagt i Spøg. „Det sømmer sig ikke for Eders kongelige Værdighed“, sagde hun, „at strides med Kvinder, allermindst med Smaapiger som mig; søg heller Eders Hæder i at overvinde de Konger, der nu herske rundt om Landet; hvad mig angaar, da vil jeg, hvis jeg faar raade mig selv, hverken blive Eders eller nogen anden Mands Frille, og enten skal jeg vorde den Mands Egtehustru, der underkaster sig hele Norge, eller jeg skal ingen Mand have“. Da Kong Harald hørte disse Ord, aflagde han strax det højtidelige Løfte ved sit Hoved, at han ikke skulde have nogen anden Egtehustru i Norge, end Ragna, og dog kun paa den Betingelse, at han skulde have gjort alle Mænd i Norge til sine Thegner. Han gav ogsaa en ny Lovbestemmelse om Kvindernes Ret, nemlig at hver den Mand, som tog en Kvinde med Vold, skulde være utlæg, og ikke kunne kjøbe sig Fred igjen uden for 40 Mark Sølv, men at den Kvinde, der hemmeligt lod sig forføre, skulde gaa som Tyende i Kongens Gaard, og være ufri indtil hun udløstes med tre Mark Sølv. Han lovede og, tillægges det, ikke at offre til nogen af de Guder, som Folk plejede at hædre, men alene til den Gud, som skabte Solen eg ordnede Verden; „thi“, sagde han, „efterdi jeg ikke har ringere Formaal end at vorde Enevoldskonge over hele Norge og underkaste mig andre Konger, der baade ere rige og mægtige, vil jeg ikke stole paa nogen anden end den, som selv er den mægtigste og raader for Alt; jeg vil heller ikke have synderligt Venskab før den, som dyrker nogen anden Gud, thi det er dog tydeligt at see, at hverken jeg eller nogen anden kan have Hjelp af en Gud, hvis hele Magt kun er indskrænket til en Steen eller en Skov“. Da Guthorm hørte dette, stod han op, og priste saavel Haralds som Ragnas Ord for hele den talrige Forsamling „Det kommer nu an paa“, sagde han, „at hans Mænd troligen ville understøtte ham, indtil hans store og hæderlige Forsæt er fuldført“. Og selv svor han ligeledes ved sit Hoved, at han aldrig skulde skilles fra Kong Harald saa længe han levede, og ikke dyrke nogen anden Gud, end den, som raader over Alt. Samme Dag skjenkede Harald Guthorm det Rige, som Kong Skjold[3] fordum havde raadet over, og som den Gang kaldtes Odinssal, tilligemed den Vig, der kaldtes Saltvik og alle de saakaldte Saltvikstrande; hans Rige eller Forlening naaede lige til Svinesund[4].
Begge disse Fortællinger ere vist temmelig gamle, dog have de et altfor romantisk Præg til at kunne fortjene Tiltro Især er det Forsøg, der i dem begge gjøres paa at fremstille Harald som en halv Christen eller som en Mand, der allerede havde dyrket den eneste sande Gud, der havde lært at indsee og vovede aabenbart at udtale sin Foragt for de hedenske Guder, øjensynligt udgaaet fra sildigere christne Sagnfortællere, der ønskede at fremstille Nationens Yndlingshelt, Landets første Enevoldskonge i det bedste og for Middelalderens eensidige Betragtningsmaade af Religionsforholdene gunstigste Lys[5]. Ikke at tale om, at de begge indeholde Anachronismer paa den Tid, da Harald ifølge Sagnet skulde have sendt Bud efter Gyda, havde Gorm den gamle endnu ikke underkastet sig Danmark; endog de samme Sagaer, der tale om Gyda, fortælle dog at Harald siden egtede Ragnhild, en Datter af Kong Erik i Jylland, uagtet denne dog ikke kunde være Konge i Jylland, hvis Gorm allerede havde erobret Landet, thi det heder udtrykkeligt, at han ødelagde alle Konger lige til Slien. Og derimod paa den Tid, da Harald ifølge det andet Sagn skulde have forlangt Ragnars Haand, havde han allerede fældet Gandalf og hans Sønner, saa at der ej kunde være Spørgsmaal om at optræde som deres Medbeilere til Nerid den raadspakes Arv. Forresten, naar man indbyrdes sammenligner Sagnene, indeholder det om Ragna de fleste Tegn paa Ælde og Troværdighed. Det beskriver Enkelthederne nøjagtigere, det veed at gjøre Regnskab for Ragnas Herkomst for Stedet, hvor Begivenheden foregik, ja endog før Anledningen til en Lovbestemmelse, som sidenefter virkelig var gjeldende[6], medens det i Fortællingen om Gyda allerede i sig selv er usandsynligt, at hun, hvis Fader Erik, Konge paa Hørdeland, var en af Haralds Fiender og greb til Vaaben imod ham forat standse hans Erobringen selv skulde have givet ham den første Opfordring til at begynde sit Erobringsforetagende. Det er heller ikke i sig selv usandsynligt, at Krigene med Gandalf der efter den sædvanlige Fremstilling kun skulde have fundet Sted i de to første Aar efter Haralds Regjeringstiltrædelse, have optaget en længere Tid, og at Gandalfs Sønner, eller rettere hans Søn Hake, saaledes endnu kan have været i Live, da Harald bejlede til Ragna, hvilket dog maa have indtruffet lidt senere end angivet, da det i høj Grad strider mod „Sandsynligheden, at han og hun dengang alene skulde være tolv Aar gamle. Sagaerne ere ogsaa enige om at der forløb mindst ti Aar mellem Haralds Regjeringstiltrædelse og Slaget i Hafrsfjorden, hvorved han fuldendte Rigets Erobring Og disse ti Aar ere en lang Tid, der endog vanskeligt nok udfyldes ved de Begivenheden Sagaerne omtale. Det strider mod Haralds højtidelige Løfte til Ragna, at han siden egtede andre Kvinder, og endelig forskød dem alle for at egte Ragnhild, den jydske Konge Eriks Datter. Men denne Omstændighed synes igjen at tyde hen paa Muligheden af, at hiin Ragnhild, med Tilnavnet den mægtige (ríka), der ej vilde egte Harald førend han havde skilt sig ved sine andre Hustruer, i Sagnet er bleven forvexlet med Ragna[7]. Haralds Løfte, ikke at skære eller kæmme sit Haar, førend han havde underkastet sig hele Norge, er fuldkommen historisk Sandhed. Det paadrog ham snart Tilnavnet lúfa d. e. den Luvede, og med dette Tilnavn, der forudsætter Løftets Tilværelse, benævnes han af sin Hofskald Thorbjørn Hornklove i dennes Kvad om Slaget i Hafrsfjorden. Men det er naturligviis meget tvivlsomt, hvorvidt dette Løfte nogensinde har været aflagt enten efter en Gydas eller en Ragnas Opfordring. Det rimeligste er, at han har aflagt det ved Arveøllet efter Faderen, thi ved slige Lejligheder plejede just Løftet at aflægges[8]. Det heder udtrykkeligt, at da han efter Slaget i Hafrsfjorden lod sit Haar skære, havde han baaret det uredt og uklippet i 10 Aar[9]. I den fabelagtige Fortælling om Dovre heder det at denne allerede, da han underrettede Harald om Faderens Død, paalagde ham ikke at skære eller kæmme sit Haar, førend han blev Enevoldskonge over hele Norge[10]. Og endnu en Saga sætter dette Løfte tidligere end hans første Tog i Oplandene, hvorved han befæstede sit Herredømme over disse[11]. Man gjør derfor vistnok rettest i, allerede at betragte hans Tog mod Høgne, Frode og Gandalf som Begyndelsen til hans store Erobrings-Foretagende.
- ↑ Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 4. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 3; Olaf Tryggv. Saga Cap. 1.
- ↑ Om denne Adils svarte finder man ellers intet i Sagaerne.
- ↑ Se ovenfor S. 379.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 15–19. Ved Odinssal maa man tænke paa Onsø (fordum Óðinsyn eller Ódinsey), der ligger nær ved Varna, og hvor der tillige findes et Saltnes. Naar Forleningen strakte sig til Svinesund, maa Harald altsaa have udvidet sit Herredømme derhen, se ovfr. S. 461, eller ogsaa tilhører Guthorms Forlening med Viken en sildigere Tid.
- ↑ Der sigtes upaatvivlelig hertil ved de Ord, der i den vidtløftigere Olaf Tryggvesøns Saga Cap. 167, lægges Olaf Tryggvesøn i Munden i hans Tale til Thrønderne efter Jærnskegges Død: „Kong Harald var en Hedning og kjendte intet til Gud, men lod dog dræbe alle de Mænd, som han vidste vare de rammeste i Trolddom og Fandens Tjeneste; det findes ogsaa i hans Ord at han ventede nogen Hjelp af den, der havde skabt ham, skjønt han ej havde fuld Kundskab om, hvo den Gud var“.
- ↑ I den ældre Gulathingslov Cap. 198 og 199: „Naar en ættbaaren Kvinde lader sig forføre af en Træl, skal hun gaa i Kongens Gaard og løse sig derfra med 3 Mark. – – Nu tager en Mand en Kvinde med Vold, og bliver han overbeviist derom, da bliver han utlæg, eller gjelde 40 Mark, og bøde hende dobbelt Ret“. – Lidt underligt er det dog, at denne Bestemmelse skal findes i Gulathingsloven, da det ifølge Sagaen maatte være Eidsivathingsloven, hvori den var optagen. Men Eidsivathingsloven er tabt, og det er altsaa dog en Mulighed for, at Bestemmelsen ogsaa har staaet i den, men senere er bleven optagen i Gulathingsloven.
- ↑ Man finder stundom Navnene Ragnhild og Ragna brugte i Fleng. Ragnhildr hin ríka og Ragna hin ríkuláta kunde lettelig forvexles. Ragnhild var en Datter af en Konge ved Navn Erik. Og merkeligt nok, Gyda, der hos Snorre o. fl. træder i Ragnas Sted, kaldes ogsaa Datter af en Erik. Den jydske Kong Erik var af den vestfoldske Æt; han kan maaskee endog have haft Ejendomme i Norge. Sagnets Vaklen mellem Ragna og Gyda viser allerede at det har været meget dunkelt og ubestemt. Det er derfor slet ikke umuligt, at det ogsaa har berørt Ragnhild den mægtige, maaskee endog allerførst er udgaaet fra hende.
- ↑ Se ovfr. S. 146.
- ↑ Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 23.
- ↑ Se ovfr. S. 409.
- ↑ Egils Saga, Cap. 3.