Det norske Folks Historie/1/64

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 466-472).

De Fylker, Harald efter Erobringen af Oplandene først søgte at underkaste sig, vare de throndhjemske. Guthorm og han samlede en Hær, og droge gjennem Oplandene og over Dovrefjeld ned til Opdal, hvor de strax begyndte at herje, brænde Gaardene og dræbe Folk. Indbyggerne flygtede, deels til Orkedalen, deels til Gauldalen, deels til Skovene; men nogle bade om Fred, og den fik alle de, som kom til Kongen og bleve hans Mænd. Nogen Modstand fik Harald ikke førend han kom til Opdalsskoven, hvor en Deel Orkedølinger havde samlet sig for at gjøre ham Modstand, under Anførsel af de Konger, som herskede der, af hvilke en skal have hedet Gryting. Harald sejrede, Gryting blev fangen og fandt sig i at blive Kong Haralds Mand, og hele Orkdølafylket underkastede sig^[1].

Orkdølafylket var saaledes erobret af Harald med væbnet Haand i Spidsen for hans Følge. Og dette, saavelsom de øvrige Fylker, han erobrede, blev derfor, overeensstemmende med den for alle germaniske Stammer fælles Vedtægt, naar et Landskab erobredes med væbnet Haand, den erobrende Konges Ejendom, og ikke længer de ældre Besidderes Odel. Forsaavidt de af dem, der underkastede sig Kongen og bleve hans Mænd, fik beholde deres Fædrenegaarde, beholdt de dem dog kun som et kongeligt Lehn, og mod en Afgift; deres Adkomst dertil udlededes ikke længer fra deres egen nedarvede Ret, men fra den kongelige Forlening eller saakaldte Velgjerning (beneficium). Med andre Ord, det faldt af sig selv, at den gamle Odelsforfatning nu maatte give Plads for en Feudalforfatning; at al Grundbesiddelse herefter ikke længer hvilede paa Odelsret, men paa Feudalret^[2]. Om vore’ Oldskrifter end ikke indeholdt noget om saadanne Forandringer, kunde man dog allerede paa Forhaand vide, at de havde fundet Sted. Men der tales udtrykkeligt derom. Overalt, heder det, hvor Harald gjorde sig til Herre, tilegnede han sig alt Odel, og lod alle Bønder, baade de mægtige og Smaabønderne, give sig Landskyld. Han satte en Jarl i hvert Fylke, som skulde skifte Lov og Ret, modtage Sakøre (alle Bøder og andre af Søgsmaal flydende kongelige Indtægter) og Landskyld; Tredieparten heraf skulde Jarlen beholde til at bestride sit Bord og anden Udgift, thi han var forpligtet til at tjene Kongen i Krig med 60 Hærmand paa sin egen Bekostning og i Fredstid aarlig beværte Kongen og al hans Hird i et Gilde (veizla). Enhver Jarl havde under sig fire eller flere Herser, af hvilke enhver forlenedes med kongelige Gaarde til en Indtægt af 20 Mark (20 marka veizla), imod den Forpligtelse at tjene Kongen i Krig med 20 Mænd^[3]. Det var altsaa en fuldkommen Lensindretning, som indførtes. Jarlerne bleve de egentlige Vasaller, der udøvede de kongelige Rettigheder, og havde saavel den civile som den militære Bestyrelse af Fylkerne; Herserne bleve Undervasaller (Valvasorer). Disse Titler antoge en forskjellig Betydning; de bleve ikke længer, som hidtil, arvelige Stands- eller Værdigheds-Betegnelser, men kun Embedstitler. Der tales ogsaa om, at Harald paalagde en Næseskat (nefgildi)^[4], d. e. personlig Skat, hvilket er saa meget sandsynligere, som vi finde at Nordmanden Thorgisl gjorde det samme i Irland. Det er vistnok bogstaveligt sandt, naar det heder, at Harald i den Grad havde forøget Paalæg og Landskyld, at hans Jarler havde større Magt end Kongerne forhen havde^[5]. Det er ogsaa let forklarligt, hvad der siges, at da disse hans Foranstaltninger spurgtes rundt om i Throndhjem, søgte mange mægtige Mænd til ham, for at blive hans Mænd^[6]. Men dette var dog neppe andre end de, som kunde gjøre Regning paa at faa Forleninger, eller forøvrigt foretrak at ydmyge sig og tage deres egne Ejendomme til Len fremfor at forlade Landet. Hos Fleerheden af Folket kunde Feudalrettens Indførelse ikke andet end vække Harme og Mismod, og Historien har opbevaret os mange Yttringer deraf. „Harald“, heder det etsteds, „lagde, naar han havde underkastet sig et Fylke, nøje Merke til Herserne, de mægtige Bønder og alle dem, af hvilke han maaskee kunde vente sig noget Forsøg til Opstand; han gav enhver Valget mellem at blive hans Tjenestemand eller forlade Landet, eller ogsaa lide haard Medfart, ja endog miste Livet; nogle bleve lemlæstede paa Hænder og Fødder. I hvert Fylke tilegnede han sig alt Odelsgods, og alt bebygget og ubebygget Land, ja endog Søen og Vandene; alle Bønder skulde være hans Lejlændinger, saa og de, som ryddede Skovene, Saltbrænderne ved Stranden og alle Jægere og Fiskere; de vare alle uden Undtagelse Kongen tjenestepligtige“^[7]. „Kong Harald har“, sagde en Høvding, „gjort alle Mænd i de af ham erobrede Fylker til Trælle og Tyende; det samme maa de øvrige vente sig, dersom de ikke værge sin Ejendom og sin Frihed, som de bedst formaa; de have Valget mellem dette, og at blive Kongens Trælle“^[8].

En af de mægtige Mænd, der allerførst frivilligt traadte i Haralds Tjeneste som hans Vasal, var den haalogalandske Jarl Haakon Grjotgardssøn. Han var en Søn af den ovenfor nævnte Jarl Grjotgard Herlaugssøn, der var bleven dræbt af en Berserk i Selven indenfor Agdenes, hvor han ogsaa blev højlagt. Haakon synes efter sin Fader at have arvet Besiddelser baade paa Haalogaland og Nordmøre, og især at have opholdt sig paa Yrje (Ørlandet). Han kom, fortælles der, fra Yrje med et betydeligt Antal Stridsmænd for at understøtte Kong Harald; det forstaar sig selv, at han blev hans Mand. Saaledes forsterket, rykkede Harald ind i Gauldalen, hvor to Konger, den ene over Gauldølafylke, den anden over Strindafylke^[9], vovede at sætte sig til Modværge, men de faldt begge i Slaget, og Harald underkastede sig de tvende Fylker, af hvilke han gav Strindafylke i Forlening til Haakon Jarl. Raden kom nu til Stjordølafylke^[10], der efter et Slag, som Harald vandt, ligeledes underkastede sig. Kongerne i Indherreds eller indre Throndhjems fire Fylker, Skeynafylke, Verdølafylke, Sparbyggjafylke og Eynafylke^[11], droge nu i Forening mod Kong Harald, men i det Slag, han holdt med dem, bleve de overvundne, nogle faldt og nogle flygtede. Det maa siden være kommet til flere Fægtninger, thi det heder, at Harald i Alt skal have holdt fire eller fem, ja efter en anden Beretning endog aatte Slag i det Throndhjemske og at 8 Konger skulle være faldne. Han var nu Herre over hele det egentlige Throndhjem^[12].

I det store Naumdølafylke nordenfor Throndhjem herskede ifølge Sagaernes Fortælling to Konger, Herlaug og Hrollaug. De havde været tre Somre om at lade en stor Høj opføre af Steen, Kalk og Tømmer. Da den var færdig, borte de at Harald agtede sig mod dem med en Hær. Herlaug gik nu selv tolvte ind i Højen, efter at han i Forvejen havde ladet en Mængde Mad og Drikke bringe derind; siden lod han den kaste til. Men Hrollaug gik op paa den Høj, hvor Kongerne plejede at sidde, lod et kongeligt Højsæde indrette og satte sig deri; derpaa lod han lægge Hynder paa Fodbænken, hvor Jarlerne plejede at sidde, væltede sig ned fra Kongesædet i Jarlssædet, og gav sig selv Jarlsnavn. Derefter drog han Kong Harald imøde, gav ham hele sit Rige og tilbød sig at blive hans Mand. Harald tog strax et Sverd og bandt ved hans Side, hængte et Skjold om hans Hals, gjorde ham til sin Jarl over Naumdølafylket, og ledede ham i Højsædet^[13]. Saaledes lyder den vistnok temmelig gamle Fortælling, om hvis Mistænkelighed vi allerede ovenfor (S. 328) have talt. Hvad der især gjør dens historiske Vished tvivlsom, er Hrollaugs Nedvæltning fra Konge- til Jarle-Sædet; thi dette fortælles ogsaa om en af hans Forfædre, Herse, og det bestemte Udsagn, at dennes Efterkommere aldrig vilde antage Kongenavn, gjør det heel usandsynligt, at Hrollaug enten skulde have baaret denne Titel, eller fundet det nødvendigt, paa en højtidelig Maade at ombytte den med Jarletitlen. At forresten Naumdølafylke ved sine Herskeres frivillige Underkastelse og uden Sverdslag kom i Haralds Besiddelse, maa ansees som vist, og det er heller ikke usandsynligt, at en af disse Herskere foretrak at lade sig levende begrave fremfor at hylde Erobreren^[14]. Man har i nyere Tider endog fundet en Høj, som man efter de deri opdagede Oldtidslevninger at dømme har antaget for at være Herlaugs Høj^[15]. Og dog skulde det synes, som om Haakons Underkastelse maatte være tilstrækkelig til at lægge baade Naumdal og Haalogaland under Haralds Herredømme. Vist er det, at Haalogalands Underkastelse omtales, som om den fulgte umiddelbart efter Throndhjems og Naumdølafylkes^[16]. Men denne Underkastelse synes dog endnu kun at have bestaaet i Navnet, og deri at enkelte af Fylkets mest anseede Mænd, som Haakon Jarl, hyldede Kongen Fire Aar efter fandt Harald det endnu nødvendigt at sende Bud efter de mægtige Mænd paa Haalogaland, som endnu ikke havde været hos ham, for at de skulde hjelpe ham. En af dem, ved Navn Brynjulf, blev først da af Kongen højtideligt forlenet med Retten til at handle med Finnerne og kræve Skat af dem, og dog siges det udtrykkeligt, at baade Brynjulf og hans Fader Bjargulf allerede længe for den Tid havde udøvet denne Ret: de havde altsaa udøvet den paa Bøndernes eller Hauldernes egne Vegne^[17]. Men denne Ret var Kongens vigtigste Rettighed paa Haalogaland. Saalænge Kongen ej var i Besiddelse deraf, kan han altsaa heller ikke have været i fuldkommen Besiddelse af Fylket.

Efter Erhvervelsen af Naumdølafylke, vendte Harald tilbage til Throndhjem, hvor han forblev denne Vinter, og som han fra nu af kaldte sit rette Hjem^[18]. Hans Grunde derfor ere ikke vanskelige at indsee. Throndhjem udgjorde den fornemste og folkerigeste Deel af hvad der dengang ansaaes som det egentlige Norge, nemlig det Nordenfjeldske, hvor det ragnarske Dynasti aldrig havde hersket, og hvortil det saaledes ingen Rettigheder havde. Som Konge paa Vestfold og Oplandene var Harald endnu, om ej i Virkeligheden, saa dog af Navn, Svia- eller Dane-Kongernes Vasal. Hvis han erklærede sit egentlige Hjem, Vestfold og Oplandene, for det fornemste af de Landskaber, han enten havde erobret eller agtede at erobre, vilde han følgelig derved ogsaa udstrække Svia- eller Danekongernes Fordringer til alle de Besiddelser, han underlagde sig. Men tvertimod var det nu hans Hensigt, ogsaa at unddrage sine Arvelande fra fremmed Højhed, og dertil gaves intet bedre Middel, end at stille dem, ligesom de øvrige Fylker, i et Slags Afhængighedsforhold til Throndhjem. Derved maa han og have smigret Thrøndernes Forfængelighed og sikkret sig deres Medvirkning ved hans fortsatte Erobringstog. Throndhjem var fra denne Tid af gjennem hele Middelalderen Norges fornemste Deel, og det blev endog senere vedtaget, at ingen kunde ansees for ret hyldet til Norges Konge, som ej var hyldet paa Ørethinget ved Nidelven. Det erfares heller ikke andet, end at Thrønderne stedse vare Harald meget hengivne. Han opslog sit Hovedsæde paa Gaarden Lade i Strinden, dog blev denne Gaard siden Jarlernes Bolig, og Haakon Jarl og hans Æt fik deraf Tilnavnet Lade-Jarler. Harald forbandt sig nærmere med Haakon ved endnu denne samme Vinter at egte hans Datter Aasa. Han udrustede ogsaa Skibe, for næste Vaar at angribe de vestlige Kystfylker. Han skal nu have fornyet sit Løfte, ej at kæmme eller klippe sit Haar, førend han kunde faa Skat saavel af hver Dal oppe i Landet, som hvert Næs ude ved Havet, og alt hvad der laa imellem, saa langt som Navnet Norge naaede, øster til Skovene og nord til Havet^[19].

Harald søgte tillige at omgive sig med en vis Glands. Til sine Hirdmænd valgte han kun de tappreste og i alle Henseender meest udmerkede Mænd, skjænkede dem ypperlige Vaaben og andre gode Gaver, saa at de kunde opføre sig med Pragt. Han underholdt en særegen Afdeling, bestaaende af de saakaldte Berserker, eller de vildeste, sterkeste og dristigste Krigere; disse bare endog en særegen Dragt, nemlig Ulveskindspelse (Vargstakke) istedetfor Brynjer, hvorfor man sædvanligviis kaldte dem Ulfhedner^[20]. Deres Plads var i Strid til Lands forrest i Fylkingen, til Søs paa et bestemt Sted (Rausnen, lidt agtenfor Forstavnen) paa Kongens eget Skib^[21]. Af sine Hirdmænd hædrede han allermeest sine Skalde^[22]. De sad sædvanligviis i Højsædet lige for Kongens Højsæde, efter deres Alder. De ældste og fornemste af dem vare Audun, med Tilnavnet Illskælda, der allerede havde været Halfdan Svartes Skald, og Thorbjørn Hornklove, der ogsaa længe havde været ved Hirden, og som i sine Kvad, af hvilke vi endnu have Brudstykker tilbage, forevigede Kongens Bedrifter eg besang hans Hofholdning. Overhoved synes den egentlige, for Norge og dets Koloni Island saa særegne Skaldepoesi først nu at være kommen i Skuddet. Dens Hovedformaal gik ud paa at gjennemgaa og prise Kongers, Jarlers og andre anseede Krigeres Bedrifter, fordetmeste i et eget velklingende, men vanskeligt Versemaal, og i en Mængde tildeels indviklede Omskrivninger og Billeder, hentede fra de gamle Gude- og Heltesagn. Den adskiller sig fra den ældre episk-mythologiske Digtning ved sine Kunstlethed og derved, at den ej, som denne, kan kaldes en umiddelbar Naturdigtning, udsprungen af en barnlig Trang til at indklæde de religiøse og heroiske Sagn i fyndige Vers, lette at erindre, men at den som oftest kun er et Foster af Stræben efter en mægtig Mands Yndest eller Belønning. Thi sædvanligviis fremsagde Skalden sit Hædersdigt for den, det gjaldt, i Forventning om at belønnes med en rig Gave, og den Konge eller Høvding, hvis Bedrifter paa den Viis bleve besungne, betragtede Skalden omtrent saaledes, som man i senere Tider betragtede en Annalist eller kongelig Historiograph; Skaldeversene bleve sidenefter erindrede og anførte som uomstødelige Beviser paa at de i dem omtalte Bedrifter virkelig havde fundet Sted^[23]. Man skulde næsten formode, at det er det brogede og paa Afvexlinger saa rige Vikingeliv, der først har frembragt dette Slags Poesi.

Det var en let Sag for Harald at skaffe sig dygtige Hirdmænd, da de meest udmerkede Mænd fra saa mange Fylker allerede flokkede sig til ham og kappedes om at komme i hans Tjeneste Især skal hans eget Skib have været ypperligt bemandet. Det var et stort Langskib eller saakaldt Drageskib, fordi det var smykket med et Dragehoved i Forstavnen og Hale i Bagstavnen. Paa dette Skib havde han kun sin Hird og Ulfhednerne. De meest udsøgte blandt Hirden havde deres Plads i Forstavnen, hvor Kongens Merke (Banner) vajede, som det var deres Pligt at forsvare. Agtenfor dem, indtil det saakaldte Øserum, var Rausnen, hvor Ulfhednerne stode. Foruden dette Skib havde han ogsaa mange andre Skibe, bemandede med anseelige Mænd.

1. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 5. Flatøbogen (Opphaf ríkis Har. hárf. Cap. 4) taler om flere Konger, men nævner ikke Gryting. Navnet er ogsaa mistænkeligt; det synes dannet af Grøte,Navnet paa en af de fornemste Gaarde i Orkedalen og ligesaa i Meldalen.
2. Se ovenfor S. 132, hvor Forskjellen mellem Odelsret og Feudalret er udførligt udviklet.
3. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 6. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 4.
4. Fagrskinna, Cap. 32.
5. Sammesteds.
6. Sammesteds.
7. Egils Saga, Cap. 4.
8. Egils Saga, Cap. 3.
9. Strindafylke indbefattede, idetmindste i senere Tider, ej alene det nuværende Strinden, men ogsaa Frosten og Lexviken.
10. Stjordølafylke indbefattede Størdalen, Sælbo og Klæbo.
11. Skeynafylke indbefattede foruden Skaun (Skougn) ogsaa Ytterøen med Mosviken; Verdølafylke er det nuværende Verdal; til Sparbyggjafylke hørte Sparbuen, Stod og Snaasen; Eynafylke indbefattede Inderøen, Beitstaden og Veran. Kongen i Eynafylke skal have boet paa Inderøen, rimeligviis paa Saurshaug eller Saxhaug.
12. Snorre,Har. Haarf. S. Cap. 5; Flatøbogen (upphaf ríkis &c.)Cap. 4. Det er Snorre, der nævner 8 Slag; Flatøbogen taler kun om 4 eller 5, hvilket upaatvivlelig er rigtigere.
13. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. S. Flatøbogen (Upphaf ríkis &c.) Cap. 6. Egils Saga Cap. 3.
14. Der maa i alle Fald have været flere Jarler i Naumdal, end Hrollaug, thi i Egils Saga Cap. 23 omtales en Thorkell Naumdølajarl, samtidig med Harald Haarfagres Ungdom.
15. Denne Høj er den bekjendte store Høj paa Lekø ved Gaarden Skeid, undersøgt i Aaret 1778; den er 700 Fod i Omkreds, 35 Fod høj; i dens Indre fandtes to murede adskilte Rum; i det ene Beenradet af et Menneske i siddende Stilling, med et Sverd ved Siden, i det andet Been af Kvæg, som om det havde været et Forraadskammer. Se herom Suhms Hist. af Danmark, 2det Bind, hvor en Afbildning af Højen findes, jvfr. Krafts Topogr. statist. Beskrivelse over Norge, II. 237.
16. Egils Saga Cap. 3 siger udtrykkeligt, at Haalogaland underkastedes Harald samtidigt med Naumdal. Fagrskinna Cap. 12 siger ogsaa at Harald underkastede sig Throndhjem og alt Landet derfra til Finmarken paa een Gang; men henfører dette urigtigt til en sildigere Tid.
17. Egils Saga Cap. 7, 8. Jvf. ovenfor S. 328.
18. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 9.
19. Flatøbogen (Opphaf ríkis &c.) Cap. 6. Fagrskinna Cap. 12.
20. Fagrskinna Cap. 7. Flatøbogen (Opphaf ríkis &c.) Cap. 1. Heðinn betyder „en Mand med Kappe“; „Ulfhedner“ altsaa: „Mænd med Kapper af Ulveskind“.
21. Snorre, Har. Haarf. Saga. Cap. 9.
22. Egils Saga Cap. 8. Fagrskinna Cap. 6.
23. Det heder derfor i Fortalen til Snorres Kongesagaer: „Hos Harald Haarfagre vare Skalder, disses Kvæder kan man endnu, ligesom og Kvæderne om de Konger, der sidenefter herskede i Norge. Vi have meest holdt os til, hvad der siges i de Kvæder, der fremsagdes for Høvdingerne selv eller deres Sønner; vi ansee alt det for sandt, som i disse Kvæder findes om deres Krigstog eller Slag“. – I Kongesagaerne ere derfor og Skaldeversene anførte ligesom ellers Diplomer og Aktstykker.