Det norske Folks Historie/1/65

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 472-480).

De Fylker, mod hvilke Harald nu nærmest havde at vende sine Vaaben, vare Nordmøre og de øvrige vestlige Kystfylker. Paa Nordmøre herskede i den Tid en Konge ved Navn Hunthjof, der rimeligviis nedstammede fra den paa Halfs Tid bekjendte Kong Høgne i Njardø; han havde en Søn ved Navn Sølve Klove; begge vare store Krigsmænd. Hunthjofs Svoger og Sølves Morfader var Kong Nøkkve i Raumsdal. Disse Konger erfarede snart, at Harald rustede sig for at underlægge sig deres Riger, og de samlede Folk og Skibe, for i Fællesskab at møde ham. Om Vaaren sejlede Harald ud fra Throndhjem med sin Flaade, de forbundne Konger droge ham imøde, og stødte sammen med ham ved Øen Solskel^[1] paa Nordmøre, hvor baade Hunthjof og Nøkkve efter et heftigt Slag faldt, men Sølve Klove undkom, og Harald underkastede sig nu baade Nordmøre og Raumsdal. Han skal temmelig længe have opholdt sig der om Sommeren, for at ordne Fylkernes indre Anliggender og sikkre sig Indbyggernes Troskab. Den mægtigste af de Mænd, der ved denne Lejlighed traadte i Haralds Tjeneste, og som blev en af hans troeste Tilhængere og fornemste Støtter, var Ragnvald, Søn af Eystein Glumra og Sønnesøn af Ivar Jarl paa Oplandene. Harald forlenede ham med begge Fylker, Nordmøre og Raumsdal og gav ham Skibe og Stridsmænd for at værne disse Landskaber mod Ufred. Han er almindeligviis bleven bekjendt under Navnet Ragnvald Mørejarl, da han sidenefter ogsaa fik Søndmøre at bestyre. Men allermeest navnkundig er han bleven som Stamfader for Jarlerne paa Orknø og Hertugerne i Normandi. Man kaldte ham ogsaa den raadsnilde eller den mægtige; og, heder det, Folk sige at begge Navne vare sande^[2].

Harald tilbragte denne Vinter i Throndhjem, for at udruste sig til et Erobringstog mod Søndmøre. I dette Fylke herskede en Konge ved Navn Arnvid, der efter al Sandsynlighed nedstammede fra den ovenfor (S.332) omtalte Arnvid Berserkebane, og som tillige var en Frænde af den fra Slaget ved Solskel undkomne Sølve Klove. Sølve havde den hele Vinter ligget ude paa Krigsskibe og foruroliget Nordmøre, saa at altsaa Ragnvald vistnok har haft fuldt op at bestille med at forsvare sig mod ham. Han havde ogsaa stundom opholdt sig hos sin Frænde Kong Arnvid, hvilken han paa det ivrigste opmuntrede til at gjøre Harald alvorlig Modstand, istedetfor fejgt at underkaste sig. Han begav sig ogsaa til Audbjørn, Kongen i Firdafylke^[3], og formanede ham til at gjøre fælles Sag med Arnvid, for at de med forenet Styrke kunde byde Harald Spidsen. „Vi have“, sagde han, „nu intet andet Valg, end tilsammen at rejse os mod Harald, thi kun da blive vi saa mandsterke, at vi kunne gjøre os Haab om at sejre; ellers er der intet andet for end at underkaste os og blive Haralds Trælle, skjønt vi dog ere af lige saa høj Byrd og føre samme Navn, som han; min Fader vilde heller falde i Striden som Konge, end følge Naumdølekongens Exempel og blive Haralds Træl uden at vove nogen Dyst“. Hans Overtalelser virkede, og Arnvid, Audbjørn og han indgik et Forbund om at møde Kong Harald og værge deres Riger i Forening De fik en talrig Hær samlet, thi der var mange, som brandt af Længsel efter at hevne den Overlast, de ved Haralds Erobringer havde lidt.

Den følgende Vaar drog Harald sydefter med sin Flaade, for at angribe Søndmøre, men de forbundne Konger vare ogsaa paafærde, og mødte ham allerede ved Solskel, hvor det forrige Slag havde staaet. Her kom det til et nyt Slag, der skal have været meget blodigt. Man plejede i de Tider, siges der, i Søslag binde Skibene sammen og stride om Stavnene. Harald skal selv være bleven betagen af et saadant Kampmod, at han gik lige frem i Rausnen, saa at alle de, der stode foran paa Arnvids Skib, mod hvilket han havde lagt sit, vege tilbage til Masten; han gik nu op paa det fiendtlige Skib, som ryddedes, idet Arnvid faldt, men hans Mænd flygtede. Ogsaa Audbjørn faldt, og Sølve Klove maatte atter søge sin Redning ved Flugten. Men at denne Kamp ogsaa maa have kostet Harald mange Folk, sees deraf, at der blandt de Faldne endog var to Jarler, og to af af Haakon Lade-Jarls Sønner, ved Navn Grjotgard og Herlaug^[4]. Sølve Klove tilbragte sine øvrige Dage paa Vikingetog, og gjorde ofte megen Skade paa Kong Haralds Rige; forresten hører man ikke mere til ham^[5]. Harald underlagde sig nu Søndmøre-Fylke, og overdrog Ragnvald Jarl ogsaa Bestyrelsen deraf; i Firdafylke derimod opkastede Vemund Kamban, Audbjørns Broder, sig til Konge. For Øjeblikket foretog Harald intet imod ham, men vendte tilbage til Throndhjem, da man ej fandt det raadeligt at han saa seenhøstes sejlede udenom Stad; vel og fordi hans Folketab ved Solskel havde været saa stort, at han maatte udruste sig paany, førend han kunde skride til nye Foretagender. Men Ragnvald Jarl fandt i Løbet af Vinteren en Lejlighed til at spare Kongen for nogen Kamp med Vemund. Han havde ladet udspejde, hvad Vemund tog sig for, og havde faaet Nys om, at denne var til Gjestebud paa Naustdal strax udenfor Eid. Han drog nu i Hast afsted med endeel Folk, tog en af de øvre Veje, enten om Sunelvdalen, Hornindalen og Ejd, eller over Birkedalsejdet^[6], og kom om Natten aldeles uventet til Naustdal, hvor han omringede Husene og brændte Vemund inde med 90 Mand. Derpaa tog han alle de Skibe, der havde tilhørt Vemund, og saa meget af hans efterladte Gods, han kunde faa, og drog afsted dermed til Møre. Vaaren efter kom Harald selv med sin Flaade og underkastede sig Firdafylke^[7].

Blandt de meest anseede Mænd i Firdafylke vare paa denne Tid Ulf Bjalfesøn og hans Svigerfader Kaare Vemundssøn, almindeligviis kaldt Berdlu-Kaare, fordi han boede paa Gaarden Berdla (Berdle) paa Bremangerland. Ulf nedstammede paa mødrene Side fra Hrafnista-Ætten^[8]. Han var en stor og sterk Mand, og havde i sin Ungdom længe ligget paa Vikingetog i Forening med Berdlu-Kaare, der ogsaa var navnkundig for sin Tapperhed og Styrke og var en Berserk. Da de sloge sig til Ro, egtede Ulf Kaares Datter Salbjørg. Han var rig baade paa Gods og Løsøre, og førte Hersetitel ligesom hans Forfædre; han syslede meget med sin Gaardsdrift, plejede selv hver Dag at gaa om og see til sine Arbejdsfolk, og kunde altid give kloge Raad, da han var en saare forstandig Mand. Men naar det lakkede mod Kvelden, plejede han gjerne at blive noget stuur og vranten, derfor blev han sædvanligviis kaldet Kveld-Ulf. Han havde to Sønner, Thorolf og Grim; den første var smuk, venlig, gavmild og dristig, og almindeligt afholdt; den anden derimod sortsmudsket og hæslig, men kæmpestor, sterk og hændig i alslags Træ- og Jernarbejde, han syslede meest med Husets Bedrift, og laa om Vintrene i Sildefiske med Huuskarlene, medens Thorolf derimod fra sit tyvende Aar hver Sommer var ude paa Vikingetog, men holdt sig hjemme om Vintrene. I Følge med Thorolf paa disse Tog vare hans Morbrødre Berdlukaares Sønner Eyvind Lambe og Ølve Hnuva^[9].

Da Kong Audbjørn i Firdafylke rustede sig til i Forening med Arnvid og Sølve at stride mod Harald, sendte han ogsaa Bud til Kveldulf, at han skulde komme til hans Hjelp med alle fine Huuskarle. Men den kloge Kveldulf svarede, at han var beredt og pligtig til at understøtte ham, naar det kun gjaldt at forsvare Firdafylke, derimod var det aldeles ikke hans Sag at drage nord til Møre og forsvare Mørekongens Land. „Desuden“, sagde han, „tror jeg Harald har Lykke med sig i lasseviis, medens vor egen Konge neppe har en Nævefuld“. Kveldulf sad virkelig hjemme: et merkeligt Beviis paa, hvor lidet Fylkekongernes Magt havde at betyde, men tillige hvor kortsynet endog de mere frisindede Høvdingers Politik var^[10].

Imidlertid var Berdlu-Kaares Søn Ølve Hnuva kommen i Fiendskab med den mægtige Atle Jarl i Fjalir, der tillige, som vi have seet, allerede af Halfdan Svarte var forlenet med Sogn. Atle havde tre Sønner, ved Navn Haastein, Holmstein og Herstein, der alle vare store Vikinger og meget overmodige. Han havde ogsaa en smuk Datter ved Navn Solveig; hende fik Ølve see paa et Vinternatsblot paa Gaule, og blev forelsket i hende, men da Jarlen ikke fandt ham fornem nok, negtede han ham hendes Haand. Ølve, som var en ypperlig Skald, gav sin Sorg Luft i en Mængde Kjærlighedskvad, og slog sig reent fra Vikingelivet^[11]. Men slige Kvad ansaaes i de Tider meget fornærmelige for den Kvindes gode Navn, til hvilken de digtedes. Og for at hevne denne Fornærmelse efterstræbte Atles Sønner Ølves Liv, og overfaldt ham i hans Hjem den samme Høst, som det andet Slag ved Solskel havde staaet. De havde saa mange Folk, at Ølve ej kunde tænke paa at sætte sig til Modværge, men maatte prise sig lykkelig ved at kunne undfly. Han skyndte sig til Møre, hvor Kong Harald endnu opholdt sig, blev hans Mand, og fulgte med ham til Throndhjem, hvor han snart kom i stor Yndest hos Kongen og blev optagen blandt hans ypperste Skalde. Snart fulgte ogsaa Faderen Berdlu-Kaare hans Exempel Da Ragnvald Jarl havde indebrændt Vemund Kamban, kom Berdlu-Kaare til ham med et fuldt udrustet Langskib, fulgte med ham til Møre, og drog derpaa til Throndhjem, hvor han blev Kong Haralds Mand^[12].

Efter at være kommen i en saa venlig Forstaaelse med Berdlu-Kaare og hans Søn, kunde Harald heller ikke vente andet end at Kveldulf skulde følge deres Exempel, især da han allerede havde vægret sig ved at stride mod ham. Da han Sommeren efter Vemunds Drab laa med sin Hær Firdafylke for at underkaste sig det, sendte han derfor ogsaa Bud til Kveldulf med den Anmodning, at han skulde komme til ham og blive hans Mand; Kongen, som satte stor Priis paa at have udmerkede Mænd hos sig, vilde vise ham den største Hæder. Kveldulf tog vel mod Afsendingerne, men vægrede sig ved at opfylde Kongens Anmodning, under Paaskud af at han var gammel og ikke længere skikket til at ligge ude paa Krigsskibe; han vilde nu sidde hjemme og høre op med at tjene Konger. Sendebudene henvendte sig nu til hans Søn Grim, og tilbøde ham paa Kongens Vegne at blive Lendermand, naar han vilde gaa i hans Tjeneste. Men Grim sagde at han ej vilde modtage nogen saadan Titel, hvorved hans Fader ophørte at være hans Overmand, saa længe denne levede. Sendebudene kom tilbage med denne Besked til Kongen, som blev vred, og fandt at Kveldulf og Grim vare saa overmodige, at det var vanskeligt at skjønne, hvad de tænkte paa. Ølve Hnuva, som var tilstede, bad ham dog, ikke at være vred, og tilbød at han selv skulde drage til Kveldulf for at overtale ham. Men Kveldulf var døv ogsaa for hans Forestillinger og glimrende Løfter. Det anede ham, sagde han, at han og Grim ej vilde have nogen Lykke af at komme til Kongen, dog sagde han at han intet havde imod at Thorolf naar denne kom hjem fra Viking til Høsten begav sig til Kongen for at blive hans Mand, hvortil han vist ogsaa havde megen Lyst; han lovede derhos selv at være Kongens Ven og at stemme alle dem, hos hvem hans Ord vejede noget, til et venskabeligt Sindelag mod Kongen. Da Ølve kom tilbage med dette Bud, slog Kongen sig ogsaa indtil videre til Ro, aflagde et Besøg i Sogn, og drog om Høsten tilbage til Throndhjem^[13]. Bestyrelsen af Firdafylke overdrog han Roald Jarl, der ogsaa havde været Kong Audbjørns Jarl.

Da Thorolf og Eyvind Lambe om Høsten kom tilbage fra deres Vikingetog, fik hiin snart vide, at der havde været Bud fra Kongen, og yttrede strax den største Lyst til at træde i hans Tjeneste:„ „thi“, sagde han, „jeg har hørt, at hans Hird alene bestaar af de meest udmerkede Mænd, i hvis Skare det er en stor Ære at blive optagen, desuden skal Kongen være særdeles gavmild mod sine Mænd og paa alle Maader søge deres Forfremmelse, medens det derimod gaar dem, der stille sig fiendtlige mod ham, heel ilde“. Kveldulf fraraadte ham ikke ligefrem at følge sin Lyst, men advarede ham kun mod at tro Lykken altfor vel. Thorolf begav sig strax afsted tilligemed Eyvind Lambe paa deres tyvesædede vel udrustede Snekke, som de havde haft i Viking^[14]. Da de kom til Kongen, anviste man dem Ophold i Gjestestuen indtil de kunde faa Kongen i Tale. De gik til ham, ledsagede af Berdlu-Kaare og Ølve Hnuva, der forestillede Thorolf for Kongen og anbefalede ham paa det bedste. Kongen tog ogsaa paa det venligste mod Thorolf og gjorde ham til sin Hirdmand, men Berdlu-Kaare og Eyvind droge tilbage igjen til deres Gaarde.

Den samme Sommer havde Harald ogsaa, som ovenfor nævnt, sendt Bud til Haalogaland, at de mægtige Mænd, som hidtil ikke havde underkastet sig ham, skulde komme til ham og træde i hans Tjeneste. Den mægtigste af dem var rimeligviis den før omtalte Herse Brynjulf Bjargulfssøn paa Torge. Hans Fader Bjargulf havde allerede længe haft Finnefærden og Finneskatten (den oftere omtalte Ret til at handle med Finnerne og opkræve Skatten af dem), og Brynjulf havde den ligeledes. Brynjulf var gift med en Datter af Ketil Høng, Nærsøskendebarn til Thorolf og Grim, Kveldulfs Sønner^[15]. Han og hans Søn Baard fulgte strax Kongens Opfordring, og begave sig om Høsten ned til Throndhjem, hvor Kongen tog saare venligt imod dem, gjorde Brynjulf til sin Lendermand, bekræftede ham i Forleningen med Finnefærden og Finneskatten, og gav han desuden andre store Forleninger. Han rejste derpaa hjem, men Baard blev tilbage som Kongens Hirdmand. Han, Ølve Hnuva og Thorolf bleve snart fortrolige Venner; Thorolf havde sin Plads mellem dem begge, og fulgte Sommeren efter med Kongens Samtykke Baard nordefter, da denne skulde drage hen og gifte sig med Sigrid, eneste Datter og Arving af den rige Herse Sigurd paa Sandnes, paa Alast (Alstenøen) ved Vefsenfjorden, hvilket Bryllup allerede før Brynjulfs og Baards Rejse til Throndhjem havde været aftalt. Ved dette Bryllup traf Thorolf mange af sine Frænder^[16], med hvilke han nu sluttede Venskab; siden fulgte han de nygifte hjem til Torge, opholdt sig der om Sommeren, og rejste om Høsten med Baard tilbage til Throndhjem. Men endnu samme Vinter døde Brynjulf. Nu overdrog Kongen alle hans Forleninger til Baard, som drog hjem til sine Gaarde og blev en mægtig Høvding, medens Thorolf blev tilbage ved Hirden^[17].

Det var saaledes lykkets Harald, paa faa Aar at underkaste sig Throndhjem og alle Kystfylker, ligefra Finmarken til Sogn. Af dette var han allerede forhen i Besiddelse, og til Erhvervelsen af hele Norge manglede han nu kun Viken, Hørdafylke, Rygjafylke og Egdafylke, eller en Deel deraf, foruden Thelemarken og maaskee nogle andre Oplandsdistrikter. Han synes at have lagt Vind paa, enkeltviis at knytte de fornemste Mænd i hvert Fylke til sig ved Forleninger, og tillige at have deres Sønner om sig i sin Hird, hvorved de bleve etslags Gisler eller Underpant paa Forældrenes Troskab, medens de tillige ved deres høje Byrd og øvrige Anseelse spredte Glands over Hirden og Kongens hele Hofholdning. Man maa formode at det især var fra Harald Haarfagres Tid af, at den gamle Ættebenævnelse Herse begyndte at ombyttes med det i de følgende Tider sædvanlige Lendermand (lendr maðr, egentlig en Mand som har faaet Land i Forlening). Thi vel heder det, hvor den af Harald indførte Feudalforfatning omtales, at hver Jarl havde flere Herser under sig; men Titelen „Herse“ der var arvelig i Slægten, og som betegner en selvstændig Myndighed, passer ikke godt med den nye, fra Kongens Grundbesiddelse udledede Myndighed, der blev Haralds Vasaller til Deel. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at de egentlige Herser i Fylkekongernes Tider ikke eller yderst sjælden kunde have Forleninger udenfor deres egne Odelsgaarde, thi det var først Harald Haarfagres Erobringsret, i Forbindelse med de mange i den Anledning foretagne Udvandringer, der tilvejebragte alle de Besiddelser, med hvilke Jarlerne og Lendermændene kunde forlenes. Da man nu desuden hist og her finder Benævnelsen „Herse“ og „Lendermand“ brugt eenstydigt^[18], kan der ikke være nogen Tvivl om, at det er den samme Klasse af Mænd, som dermed have været betegnede, men at Hersetitlen, som mindre passende til de nyere Indretninger, efterhaanden er gaaen af Brug, eller i alle Fald kun har været erindret som en Slægtstitel, for derved at betegne visse Fødselsfortrin.

Hvad man især maa forundre sig over ved at læse om disse tidligste Bedrifter af Harald, er at han i en saa ung Alder kunde fremtræde paa den Maade. Thi han skulde jo ved sin Regjeringstiltrædelse kun være ti Aar gammel; to Aar efter, altsaa i sit 13de Aar, skulde han have begyndt sit Tog nordenfjelds, og allerede inden Vinteren have underkastet sig Throndhjem. I det næste Aar, hans Alders 14de Aar, skulde han have erobret Nordmøre; i det paafølgende, hans Alders 15de, skulde han have stredet saa tappert ved Solskel mod Kong Arnvid, og i det næste Aar, 15 Aar gammel eller i det 16de, have underlagt sig Firdafylke; i sit 17de Aar skal han endelig have sikkret sig Haalogaland ved at tage Brynjulf og Baard i sin Tjeneste. Her maatte man uvilkaarligt føle sig fristet til at opstille den Formodning, at Harald ved sin Regjeringstiltrædelse har været idetmindste to til tre Aar ældre end Sagaerne angive, hvilket ogsaa synes at bestyrkes deraf, at man allerede efter Throndhjems Undertvingelse ikke hører mere om noget Formynderskab af Hertug Guthorm, men seer Harald handle aldeles paa sin egen Haand, medens Guthorm maa have begivet sig til sin Forlening i Viken, hvor, som vi strax skulle see,hans Nærværelse var nødvendig. Men paa den anden Side er det, hvad nedenfor skal vises, aldeles vist, at Harald ikke døde førend efter 931^[19], og ligeledes, at Slaget i Hafrsfjorden maa have staaet omtrent 872^[20], medens det dog, hvis man bogstaveligt vil følge Sagaernes Udsagn, bliver nødvendigt at udstrække Begivenhederne for dette Slag til det forholdsviis lange Tidsrum af ti Aar; det sædvanlige er endog at regne 12 Aar, eller først at regne de ti Aar fra hans Overgang over Dovre. Antager man nu, at Harald ti Aar før 872, altsaa 862, var 13 Aar gammel, – og han er endda ung nok til at begynde et saadant Foretagende, som hele Norges Erobring – saa bliver han ved sin Død idetmindste 83, og snarere 84 eller 85 Aar gammel, uden dog at have hersket i længere Tid end 70 Aar, skjønt det ifølge de fleste Vidnesbyrd synes utvivlsomt, at hans Regjeringstid i Alt var 73 Aar^[21]. Man nødes derfor til at antage, enten at han ved sin Thronbestigelse virkelig har været saa ung, som det angives, hvorved hans Fødselsaar falder ved 850, hans Thronbestigelse ved 860, og hans Død ved 932 eller 933, eller, hvad der er det rimeligste, at der mellem hans Thronbestigelse og Hafrsfjordslaget kun er hengaaet ti Aar; at han har tiltraadt Regjeringen 862, i sit 13de Aar, og begyndt sit Tog over Dovre to Aar efter, i sit 15de Aar^[22], og at maaske enkelte af de Begivenheden der i Kongesagaerne sættes for Hafrsfjordslaget, i Virkeligheden have fundet Sted efter dette, hvilket idetmindste kan bevises at være Tilfældet med een, nemlig Haakon Jarls og Atle Jarls Kamp og Død, hvorom nedenfor.

1. Solskel-Øen er en lille Ø strax nordenfor den saakaldte Stabben, og søndenfor Ædø. Man maa næsten formode, at Hunthjof alene har raadet for den sydvestlige Deel af Nordmøre, siden Haakon Jarl efter al Rimelighed herskede i Egnen paa begge Sider af Agdenes.
2. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 10. Flatøbogen (Upphaf ríkis &c.) Cap. 6. Egils Saga Cap. 3.
3. Se ovenfor S. 332.
4. Han kaldes ogsaa Hrollaug.
5. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 11. Flatøbogen (Upphaf &c.) Cap. 6. Egils Saga Cap. 4.
6. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 12 og Flatøbogen l. c, siger kun at Ragnvald drog den øvre eller indre Vej over Ejdet, uden at tillægge hvilket; det kan baade være Mandsejdet og Birkedalsejdet, dog forsaavidt helst det sidste, som dette leder lige til Naustdal. Egils Saga Cap. 4 siger derimod at han drog den indre Vej af Ejdsø, og denne Ejdsø synes neppe at kunne have været nogen anden end Hornindalsvandet; i faa Tilfælde har han draget gjennem Sunelvdalen og Hornindalen, hvilken ogsaa i umindelige Tider har været Alfarvej.
7. Egils Saga Cap. 4. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 13. Flatøbogen l. c. Cap. 6.
8. Ulf var en Søn af Bjalfe og Hallbera, Datter af Ulf Uarge, og Syster til Hallbjørn Halvtrold i Hrafnista, Ketil Høngs Fader, se ovf. S. 329, 330.
9. Egils Saga Cap. 1.
10. Egils Saga Cap. 3.
11. Egils Saga Cap. 2.
12. Egils Saga Cap. 4.
13. Saaledes Egils Saga Cap. 5 og Flatøbogen (Upphaf &c.) Cap. 6. Snorre lader Harald drage umiddelbart fra Firdafylke til Viken.
14. Egils Saga Cap. 6.
15. Egils Saga Cap. 8.
16. Brynjulfs Hustru hed Helga og var Datter af Ketil Høng; Kveldulf var Ketil Høngs Søskendebarn.
17. Egils Saga Cap. 8.
18. Se f. Ex. Thord Kolbeinssøns Vise i Olaf Tryggvessøns S. Cap. 260, sammenholdt med Sighvat Skalds Cap. 261; hist kaldes Erling Skjalgsøn Herse, her Lendermand.
19. Are frode siger i sin Islendingabok Cap. 3, at det 60de Aar efter Eadmund den Helliges Død (870) altsaa Aaret 930, var eet eller to Aar før Harald Haarfagres Død.
20. Dette siges deels reent ud i nogle Haandskrifter af Landnáma I. 6, og i Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 116, hvor det heder at Ingolf bebyggede Irland 874, to Aar efter Hafrsfjordslaget, deels følger det af de irske Annalers Udsagn at Oistin eller Thorstein røde blev dræbt 875 (forudsat at de, hvad der dog synes vist, maa antages for en og samme), thi Thorsteins Død faldt nogle Aar efter Hafrsfjordslaget.
21. Sæmund Frode lader i sit Kvad til Jon Loptssøn v. 9 Harald herske i 73 Aar, det samme gjør Historia Norvegiæ fol. 7 a, og den dertil føjede Kongerække fol. 17 b. Thjodrek Munk Cap. 1 lader ham derimod kun herske i 70 Aar.
22. Nogle Haandskrifter af Landnáma I. 6, sige virkelig, at Harald i Aaret 874 kun havde været 12 Aar Konge i Norge, og Snorre regner ogsaa, som vi have seet de 10 Aar til Hafrsfjordslaget lige fra hans Tronbestigelse.