Det norske Folks Historie/1/66
Imidlertid havde den svenske Konge Erik Eimundssøn ikke været ledig. Han meente, og vel tildeels med Rette efter de Tiders Synsmaader, at han havde Arvefordringer paa Viken, idetmindste den sydøstligste Deel, saavelsom paa Vermeland. Han yttrede, at han ikke vilde ende, førend han havde ligesaa stort Rige i Viken, som Sigurd Ring eller Ragnar Lodbrok, det vil sige hele Ranrike, Vingulmark og Vestfold lige til Grenmar[1], og desuden Raumarike. Til en Begyndelse underlagde han sig Vermeland og Ranrike, eller det nuværende Bohuuslehn, mellem Gaut-Elven og Svinesund, tog Skatter deraf, og kaldte det altsammen Dele af Vestergautland Underkastelsen af disse Landskaber kan ikke have faldet ham vanskelig, da Harald selv endnu ikke havde gjort sit Herredømme over dem gjeldende. Hertug Guthorm havde faaet Viken i Forlening, men kun til Svinesund, det bedste Tegn paa at Harald endnu ikke havde underkastet sig Landet søndenfor dette. Og endog i de Fylker, som Harald allerede havde underkastet sig, var der flere Høvdinger og Bønder, som havde lovet Sviakongen Lydighed. Alt dette fik Harald at vide oppe i Throndhjem, og fandt derfor at det var paa høj Tid, at han drog sydefter for at værne om sit Rige. Han begav sig derfor paa Vejen efter at have været flere Aar borte fra sit oprindelige Hjem[2]. Da han var kommen til Viken, stevnede han strax Thing med Bønderne paa Vingulmark og satte dem haardt irette for deres Forræderi. Nogle negtede Sagen og undskyldte sig, andre bleve overbeviste og maatte betale Bøder eller lide Straf. Derfra drog han til Raumarike og gik frem paa samme Maade. Henimod Vinteren fik han vide, at Kong Erik red omkring i Vermeland paa Gjesteri med sin Hird. Harald besluttede at gjøre ligesaa, drog over Eidskogen, og kom frem i Vermeland, hvor han lod tilsige Gjestebud for sig. Her traf det besynderlige Tilfælde sig, at begge Konger kom fredeligt sammen, saagodt som under eet Tag. Den mægtigste Bonde i Vermeland, ved Navn Aake, fordum Halfdan Svartes Mand og paa denne Tid noget til Aars, indbød baade Harald og Erik til Gjestebud hos sig paa samme Dag. De indfandt sig ogsaa med sine Folk, og bleve ypperligt bevertede, kun med den Forskjel, at Erik og hans Mænd bevertedes i en gammel Stuebygning, og med gamle, dog kostbare og prægtige Kar og Bohave, medens Harald og hans Mænd førtes i en ny Bygning, og alt det Bordredskab, de benyttede, var nyt og blankt. Da Afskedsdagen kom og Hestene stode opsadlede, kom Aake med sin tolvaarige Søn Ubbe til Harald, og bad ham at tage denne i sin Tjeneste, og, hvis han troede at skulde ham noget Venskab for den Velvilje der var bleven ham viist, at lade Sønnen nyde godt deraf. Kongen lovede det, takkede ham hjerteligt for den gode Modtagelse, og tilsagde ham sit Venskab. Til Slutning kom Aake frem med herlige Gaver og kyssede Kongen. Derpaa gik han til Kong Erik, der ogsaa stod rejsefærdig, og just ikke var meget blid. Aake gav ogsaa ham gode Gaver, men han svarede lidet dertil, steg tilhest og red afsted. Aake fulgte ham et Stykke paa Vejen. Da de kom ind i en Skov nær ved Gaarden, begyndte Erik at spørge ham, hvad den Forskjel skulde betyde, som han havde gjort mellem ham og Harald ved deres Modtagelse; du veed jo dog, sagde han, at du er min Mand. Aake svarede, at han ej var sig bevidst at have ladet det skorte paa nogen venlig Modtagelse og rigelig Bevertning; hvad det angaar, at Kong Erik var bleven bevertet i en gammel Stue og paa gamle Kar, Harald derimod i en ny Skue og paa nye Kar, da var Aarsagen den, at Erik selv var gammel, Harald derimod ung; men, sagde han endelig, „naar du siger, at jeg er din Mand, da kan man ligesaa godt sige, at du er min Mand“. Da Kongen hørte dette, blev han saa forbitret, at han drog sit Sverd og hug Aake ihjel. Derpaa red han bort. Da Kong Harald skulde ride afsted, bød han sine Mænd kalde Aake til ham, for at han kunde sige ham Farvel; men han var ingensteds at finde; endelig fandt de ham dræbt i Skoven, hvor Kong Erik havde redet. Da Harald fik dette at vide, raabte han, at Aake Bonde maatte hevnes, og reed med sine Mænd efter Kong Erik. Da denne saa, at Harald forfulgte ham, skyndte han sig afsted saa hurtigt han kunde, og Harald efter, indtil Erik kom til den Skov, der adskiller Vermeland fra Gautland; her vovede ikke Harald længer at forfølge ham, men vendte om igjen til Vermeland, som han nu aldeles underkastede sig, idet han lod Eriks Mænd (det vil sige de Vermelændinger, der vare traadte i Eriks Tjeneste) dræbe, hvor han traf dem. Derpaa drog han tilbage til Raumarike, hvor han opholdt sig en Stund, og begav sig derfra endnu om Vinteren til Tunsberg, hvor hans Skibe laa. Istedetfor, hvad der ellers var det almindelige, at ligge stille om Vinteren, sejlede han østover Fjorden, befæstede sit Herredømme over Vingulmark, og søgte ved idelige Angreb at underkaste sig Ranafylke. Gauterne, der samlede sig i Flokke for at modtage ham, rammede ud paa Vaaren Pæle ned i Gaut-Elven, for at hindre Harald fra at sejle op i Landet. Men han lagde sine Skibe ved Pælene, gjorde derfra Landgang, og herjede paa begge Sider. Gauterne rede ned med en stor Hær for at jage ham bort, men han overvandt dem og trængte længer op i Gautland, idet han fremdeles herjede paa begge Sider af Elven Kong Erik havde sat en Gaute ved Navn Rane, kaldet Rane Gautske, til Jarl over Ranafylke. Han faldt i en Træfning mod Kong Harald, og denne underkastede sig nu uden Hinder ej alene Ranafylke, men alt, hvad der laa vestenfor Væneren, tilligemed hele Vermeland. Ogsaa disse Landskaber sattes under Hertug Guthorms Bestyrelse, som tillige fik en Deel Krigsmænd for at kunne forsvare dem, og opslog sin Bolig i Tunsberg, der fra denne Tid af begynder at omtales som Kjøbstad. Selv drog Kong Harald først til Oplandene, hvor han opholdt sig en Stund, og endelig over Dovrefjeld tilbage til Throndhjem[3].
Det bliver altid et Spørgsmaal, om denne Krig med Kong Erik og Ranafylkes Erobring virkelig har fundet Sted før Hafrsfjords-Slaget, og ikke snarere efter dette. Det heder vistnok, at Kong Erik Eimundssøn døde, da Harald havde været Konge i ti Aar, men der er, hvad i det Følgende vil sees, flere Omstændigheder, som tyde hen paa, at hans Død er indtruffen senere[4].
- ↑ Grenmar er den nuværende Langesundsfjord.
- ↑ Ifølge Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 13, drog Harald, som ovenfor anmerket, umiddelbart fra Throndhjem til Viken, og havde ifølge Cap. 14 været borte i 4 2lar. Egils Saga og Flatøbogen lade ham – hvad der og er sandsynligere – vende tilbage til Throndhjem, hvor han ifølge den første endnu opholdt sig en Sommer og en Vinter, saa at han først den 6te Sommer efter sit Opbrud mod Norden vender tilbage til Viken. Og rimeligviis er han dragen tilbage over Land, ikke, som Snorre siger, til Søs. Hans Skibe kunne senere være komne efter.
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 15–18.
- ↑ Se Langes Tidsskrift, 4de Aargang, S. 174, 182.