Det norske Folks Historie/1/69
Medens de her berettede Stridigheder fandt Sted mellem Kongen og Kveldulfs mægtige Familie, manglede det heller ikke andensteds i Riget paa Tegn til Misnøje med den nye Tingenes Orden, og det maa have varet længe, førend Harald har kunnet opnaa at see Riget ganske roligt; det er endog et Spørgsmaal, om han nogensinde oplevede det. Historien har opbevaret os en Beretning om nogle Begivenheder paa det vestlige Agder, især i Hvinesdalen, der viser, hvor haardt et Tryk Haralds Lendermænd udøvede endog over de fornemste Slægter, og til hvilke Voldsomheder dette gav Anledning. I Hvin boede en Herse ved Navn Grim Kolbjørnssøn, beslægtet med Arinbjørn, Herse i Fjordene. Til denne Grim kom en fornem Mand fra Gautland, ved Navn Bjørn Rolfssøn, der havde maattet forlade sit Fædreland, fordi han havde indebrændt Jarlen Sølvars Svigerfader Sigfast, der uretteligen forholdt ham hans Jordegods. Bjørn havde ladet sin Hustru Hlif, Sønnedatter af Kong Ingjald Starkadfostre, og sin voxne Søn Eyvind blive tilbage for at passe paa de Ejendomme, han ikke i Hast kunde faa med sig; men selv indskibede han sig, med saameget Sølv, som tolv Heste havde kunnet bære til Stranden, og sejlede over til Norge, hvor Grim Herse tog vel imod ham, og lod ham bo hos sig om Vinteren. Men en Nat blev Bjørn var, at en Mand stod over ham med draget Sverd og vilde til at gjennembore ham. Bjørn fik just Tid til at gribe og afvæbne ham. Manden tilstod, at Grim Herse havde lejet ham til at dræbe Bjørn, paa hvis Rigdomme han havde faaet Lyst Bjørn forlod nu Grims Huus, og flyttede bort til en anden mægtig Mand ved Navn Øndott Kraaka, der boede ved den saakaldte Hvinesfjord (Fedefjord), og var gift med Signy, Datter af en anseet Mand ved Navn Sighvat, der boede øster i Lider (Lier) ved Dramsfjorden. Bjørn laa i nogle Somre ude i Vesterviking, men opholdt sig om Vinteren hos Øndott. Imidlertid døde hans Hustru Hlif i Gautland, og han egtede derfor Øndotts Syster, ved Navn Helga, og havde med hende Sønnen Thrond. Bjørns Søn af første Egteskab, Eyvind, kom nu til sin Fader, og fik af ham alle hans Krigsskibe, da han selv var ked af Vikingelivet. Eyvind, der formedelst sin gautske Herkomst kaldes Eyvind Austmand, drog ligesom Faderen i Vesterviking, men indgik omsider et Forlig med den før omtalte irske Kong Cerbhal, ifølge hvilket han forpligtede sig til at forsvare hans Rige, og fik hans Datter Rafarta til Egte. Eyvind synes at have tilbragt sine øvrige Dage der paa Irland. Han og Rafarta havde en Søn, ved Navn Helge, hvilken de satte til Opfostring hos nogle Folk paa Suderøerne. Men da de efter to Aars Forløb skulde see til ham, fandt de ham saa udsultet og udmagret, at de neppe kunde kjende ham igjen. De toge ham derfor tilbage og lode ham opfostre paa Irland. Han kaldtes derefter Helge magre, og blev siden en dygtig og meget anseet Mand.
Bjørns anden, i Norge fødde, Søn, Thrond, drog ligeledes, da han naaede Ynglingsalderen, paa Vikingetog, og deeltog, som det allerede ovenfor er fortalt, i Hafrsfjordslaget, hvor han kæmpede paa de forbundne Kongers Side. Han laa med sit Skib ved Siden af den navnkundige rogalandske Viking Anund Ufeigssøn, og denne igjen ved Siden af Thore Haklang. Anund mistede, som ovenanført, sin ene Fod, og blev bragt over paa Thronds Skib; Thrond maatte ligesom de øvrige Vikinger søge sin Frelse ved Flugten, og drog til Syder-Øerne. Anunds Saar var imidlertid lægt; han maatte bruge Træbeen og kaldtes derfor Anund Træfod, men var ikke desmindre lige rask til at stride; i Kampens Hede plejede hans Mænd stundum at skyde en Stubbe under hans Knæ; støttet paa den, kæmpede han saa drabeligt, at Faa torde komme ham nær. Han og Thrond vare nu blevne de bedste Venner og Staldbrødre. De opsøgte den mægtige Kong Geirmund Heljarskind, der, som det allerede ovenfor er berettet, nedstammede fra Kong Half paa Hørdeland og endnu havde Besiddelser her, til hvis Forsvar han havde forenet sig med Kjotve og Thore Haklang, uden dog at deeltage i Hafrsfjordslaget, da han paa den Tid var i Vesterviking. Thrond og Anund tilbøde ham deres Understøttelse, hvis han vilde forsøge paa at gjenvinde sine Besiddelser, som Harald havde underlagt sig. Men Geirmund sagde, at Harald nu var for mægtig til at de kunde tænke paa at maale sig med ham; han vilde heller prøve sin Lykke paa anden Maade, og følte sig desuden for gammel til at prøve et saa farligt Foretagende, som at angribe Harald Haarfagre Anund og Thrond tilbragte nu en Tid paa Vikingetog og herjede paa Skotland. Efter flere Æventyr kom de til Irland, hvor de tilbragte en Sommer paa Krigstog i Forening med Thronds Halvbroder Eyvind Austmand, hvilken overdrog Thrond al sin Ret til Arv efter deres Fader Bjørn, hvis denne skulde dø førend Thrond. Om Høsten vendte de tilbage til Syderøerne, hvor de giftede sig, og opholdt sig i nogle Aar.
Efter en Tids Forløb erfarede Thrond, at hans Fader Bjørn var død, og at Øndott Kraaka havde taget hans Efterladenskab i Forvaring, men at Grim Herse, der nu var bleven kongelig Lendermand, gjorde Fordring derpaa i Kongens Navn. Thrond og Anund skyndte sig derfor til Norge, fik gunstig Vind, og sejlede saa hurtigt, at Thrond deraf fik Tilnavnet mjöksiglandi, d. e. Hurtigsejleren. Øndott tog venligt imod dem, udredede Arven, og sagde at det var ham en Glæde at see den i sin Frændes og ikke i de kongelige Trælles Hænder; dog raadede han Thrond til at forlade Landet saa snart som muligt, for at undgaa Grim Herses Efterstræbelser. Thrond skyndte sig ogsaa bort, og besluttede at nedsætte sig paa Island, men Anund Træfod blev tilbage, da han, som han sagde, vilde besøge sine Frænder og Venner paa Rogaland. Ved Afskeden lovede han Thrond at staa dennes Frænder bi, hvis det skulde behøves. Anund opholdt sig hemmeligt paa Rogaland, snart paa et Sted, snart paa et andet, og fandt endog Lejlighed til at overfalde og indebrænde en Aarmand, som Kongen havde sat over den ham forhen tilhørende Gaard.
Den samme Vinter overfaldt Grim Herse Øndott, just som han med faa Folk var ude i Skoven for at hugge Ved til at brygge Juleøl; det skulde være Straffen fordi han havde forholdt ham Arven efter Bjørn. Øndotts Hustru Signy skyndte sig endnu samme Nat at bringe alt sit Løsøre ombord paa et Langskib, og drog dermed til sin Fader Sighvat i Lider, men sendte sine to unge Sønner, Aasmund og Aasgrim, til sin Fosterfader Hedin i Sogndalen, da hun ventede at Grim ogsaa vilde efterstræbe dem. Grim, som troede at hun havde taget Sønnerne med sig, satte efter hende med to Skibe, indhentede hende østenfor Lindesnes, og ransagede hendes Skib, men forgjæves. Han vendte derfor om igjen, og ilede til Sogndal, for at lede efter dem. Men her fandt han dem heller ikke. Den ene af Hedins Sønner anstillede sig vanvittig, for at slippe fra at sige noget; den anden fik halvhundrede Mark Sølv af Grim for at røbe, hvor Flygtningerne vare, men bragte sin Fader Pengene, og kom ikke tilbage til Grim, der heller ikke vovede at angribe Hedin. Han havde skjult begge Drengene i et under Jorden indrettet Huus. Her opholdt de sig en Tid, indtil de ikke længer kunde holde det ud, men flygtede bort for at komme til Kysten, og derfra, om Lejlighed gaves, til deres Morfader. Men de toge Fejl af Vejen, og kom efter at have udstaaet meget af Frost og med opslidte Sko, til et Sted, hvilket de til deres Forfærdelse gjenkjendte som deres Faders Gaard. De tyede i deres Nød til Nabogaarden, hvor Grims Broder Ingjald boede; han var en brav Mand, ulig sin Broder, og kaldtes derfor Ingjald den tryggve (trofaste), han havde været en af Øndotts bedste Venner. Hans Hustru Gyda kjendte Drengene først, og overtalte sin Mand til at modtage dem; der opholdt de sig hemmeligt og under falske Navne den hele Vinter.
Imidlertid havde Anund Træfod erfaret, hvad der var skeet, og begav sig til Agder, hvor han fandt Lejlighed til at tale med Øndotts Sønner, og aftale med dem en Plan til at hevne deres Fader. Over Egdafylke havde Kongen indsat en Jarl ved Navn Audun. Han ventedes om Sommeren til Hvin, og Grim Herse skulde gjøre et stort Gilde for ham. Der var store Tilberedelser, og da alle bare beskjæftigede med Ølbrygningen, snege Anund og Øndotts Sønner sig til Gruus Gaard, brændte ham inde med 30 Mand, og toge endeel Gods. Anund skjulte sig i Skoven, men Øndotts Sønner gik tilbage til Ingjalds Gaard, hvor de sagde Gyda hvad der var skeet. Hun sagde det til Ingjald, som strax bød dem drage bort og aldrig mere komme for hans Øjne. De toge en Baad og roede ud til nogle nærliggende Øer, hvor de laa i Skjul nogen Tid. Audun Jarl kom til den aftalte Tid, men fandt kun det øde Brandsted. Han samlede Folk for at gribe Gjerningsmændene; men Anund, der havde holdt Øje med alt hvad der skede, sendte Bud til Brødrene og bad dem komme for at overrumple Jarlen, der troede sig ganske tryg. De kom, og gik nu med Anund om Natten til det Huus, hvor Jarlen sov. Hans Langskib laa fuldrustet udenfor ved Stranden. Anund bad dem vælge, om de helst vilde holde Vagt udenfor, eller gaa ind og angribe Jarlen. De valgte det sidste, brøde Døren op og gik ind. Aasmund greb de to Mænd der vare inde hos Jarlen, og slog dem saa haardt ned mod Gulvet, at det nær var blevet deres Død. Aasgrim løb til Jarlens Seng, satte ham Spydet for Brystet, og bød ham give Bod for hans Faders Drab, thi det var efter hans Befaling, at Grim havde dræbt Øndott. Jarlen gav ham en Guldkjede, han havde om Halsen, tre Guldringe og en Silkekaabe. Aasgrim svarede hans Liv, men sagde, at han herefter skulde hede Audun Geit (Ged). De skyndte sig ned til Baaden, og roede ud efter Fjorden, men Jarlens Mænd satte efter dem og vare nær ved at indhente dem. Da grebe de til den Udvej at kaste Kappen ud i Søen. Jarlsmændene troede da at de vare omkomne, og roede tilbage. Brødrene tyede nu til en Lendermand, ved Navn Erik Ølfus, der boede i Siredalen; han tog vel imod dem, og de opholdt sig der en Tidlang, indtil Aasgrim overfaldt og saarede en anden Lendermand, ved Navn Hallstein, fordi han i et Gilde slog Erik med et Drikkehorn Aasgrim maatte da flygte bort, forfulgt af Hallsteins Huuskarle, der saarede ham med Pileskud; han svømmede over en halv iislagt Elv, og da han af Blodtab og Kulde ikke kunde komme længer, frelstes han af en gammel Kone, der slagtede sin Kalv og lagde dens Indvolde ved Siden af ham, saa at Hallsteins Huuskarle ved Synet heraf troede ham død. Hun bragte ham siden i et Jordhuus og helbredede ham. Hans Broder Aasmund, der ogsaa troede ham død, besluttede efter Eriks Raad at drage til Island, da det ej længer kunde nytte ham at opholde sig i Norge. Anund Træfod gjorde Følge med ham[1].
Der er flere Omstændigheder foruden de her anførte, som tyde hen paa, at der i de sidst erobrede Dele af Norge, fornemmelig Rogaland, Agder og Thelemarken, har hersket størst Misfornøjelse med Erobringen, og at Folket der har været meest tilbøjeligt til at modsætte sig Haralds Magt. Saaledes fortælles der om en Herse i Thelemarken, ved Navn Aasgrim, Søn af Ulf gylder, der boede i Tinn paa et Sted kaldet Fiflavold i Stardal[2], at han ikke vilde betale Kongen Skat, da denne sendte sin Frænde Thororm i Thromø for at hente den. Aasgrim sagde, at han nylig havde sendt Kongen en gautsk Hest og meget Sølv, men som (Gave, ej som Skat, thi Skat havde han aldrig betalt og vilde han aldrig betale. Thororm maatte drage bort med uforrettet Sag, men kom et senere Aar igjen og fornyede Fordringen. Aasgrim sammenkaldte Thing, og spurgte Bønderne om de vilde betale den forlangte Skat. Han har altsaa den forrige Gang baade været krævet for Skat og negtet at give den, i Bøndernes Navn. De sagde at de ingen Skat vilde betale, og bade Aasgrim svare delte paa deres Vegne. Men Thinget holdtes nær ved en Skov, og da man mindst ventede det, kom en af Thororms Trælle løbende frem af Skoven mod Aasgrim, og dræbte ham. Trællen blev strax dræbt af Bønderne, og Thororm maatte rimeligviis redde sig ved Flugten. Aasgrims Søn Thorstein var paa denne Tid ude i Viking, men da han kom hjem og erfarede sin Faders Drab, solgte han sine Ejendomme indskibede sig i Grenmar (Langesundsfjorden) med sin Broder og sin Moders Syster, for at drage til Island, overfaldt paa Vejen Thororm i Thromø, brændte ham inde med alle hans Huusfolk, og røvede alt hans Løsøre, for saaledes at hevne sin Fader[3].
- ↑ Grettes Saga, Cap. 1–8. Landnáma 13, 15.
- ↑ Disse Navne gjenfindes nu ikke i Tinn; de ere rimeligviis ogsaa forvanskede af ukyndige Afskrivere. Et Haandskrift af Landnáma har „Rinzdal“ Istedetfor Tinzdal; der læses ogsaa „Stordal“ for „Stardal“.
- ↑ Landnáma V. 6. Man seer af denne Beretning, at Harald Haarfagre maa have lagt Thelemarken under Agder-Jarledømmet.