Det norske Folks Historie/1/70

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 502-504).

Lignende Uroligheder have, hvorvel de ej ere optegnede, vistnok fundet Sted i de fleste erobrede Fylker. Det var i og for sig naturligt, at de nye Indretninger, Harald Haarfagre indførte, maatte forekomme Fleerheden af Landets fornemste og uafhængigste Mænd utaalelige. Haulder og Herser, der levede saa uafhængigt paa deres Gaarde som Kveldulf, og ej engang i Nødstilfælde ansaa sig forpligtede til at understøtte de saakaldte Konger udenfor Fylket, maatte have Vanskelighed ved at gjøre sig fortrolige med den Tanke, at deres Fædrenejord, som de beboede, ej længer var deres egen, og at de, for at faa Lov til at beholde den, ej alene skulde være forpligtede til at lystre den nye Konges, hans Jarls, eller hans Lendermands Opbud, men endog betale Skat. Det maa kun have været det færreste Antal, der kunde holdes skadesløst ved større Forleninger De øvrige havde kun Valget mellem at henleve sine øvrige Dage i en efter de Tiders Begreber underkuet og ydmygende Stilling, eller at udvandre, og da nu Udvandringslysten overhoved var meget sterk, og Baandet, der knyttede Nordmanden til hans Hjem, temmelig svagt, saa længe Vikingetiden vedvarede, er det ikke at undres over, at de Fleste valgte det sidste.

„Efter Slaget i Hafrsfjorden“, heder det derfor ogsaa i Kongesagaerne, „fik Harald ej længer nogen Modstand i Landet, thi alle hans Modstandere og største Fiender vare deels faldne, deels flygtede fra Landet; disse sidste vare saare mange, thi da bleve store Lande, der hidtil havde ligget øde, beboede“. De Lande, til hvilke Udvandrerne først tyede, vare i Førstningen, som vi have seet, Vesterhavets Øer, hvorhen, som ovenfor viist, de norske Vikinger allerede siden Aarhundredets Begyndelse plejede at drage paa Tog. Færøerne vare allerede for Harald Haarfagres Regjeringstiltrædelse bebyggede af Grim Kamban. Den søndenfor Færøerne liggende Øgruppe, som vore Forfædre, uvist hvorfor, kaldte Hjaltland (senere Hjatland, Hjetland, Hetland, hvilket Navn i skotske og latinske Skrifter urigtigt er gjengivet ved Shetland), var tilligemed Orknøerne ligeledes et yndet Tilhold for Vikinger. Dette var endnu mere Tilfældet med de hæbruiske Øer, der tilligemed Øen Man af vore Forfædre tilsammen kaldtes Syderøerne. Uagtet disse Øer vare befolkede af keltiske Skoter, stode i den nærmeste Forbindelse med Irland, og indeholdt, hvad der kunde ansees for Irernes og Skoternes Nationalhelligdom, Columba-Klostret paa Icolmkill, Udgangspunktet for saa godt som hele Nordeuropas Dannelse, synes det dog, som om de udvandrede Nordmænd aldeles have gjort sig til Herrer her, og da Island begyndte at bebygges, var det især fra de paa Syderøerne herskende Nordmænd, at det fik sine første og fornemste Kolonister. Det var, fortælle Kongesagaerne, almindeligt, at de Nordmænd, der ved Harald Haarfagres Erobringer saa sig nødte til at forlade deres Hjem, sloge sig ned paa Syderøerne og de øvrige Øer i Vesterhavet, for derfra hver Sommer at herje paa Norge og gjøre Harald saa megen Skade som muligt^[1]. Dette Væsen maa saaledes allerede have taget sin Begyndelse ved Haralds første Erobringer. Vi have seet, hvorledes Anund Træfod, Thrond mjøksiglande og Geirmund Heljarskind tyede did. Vi læse om Sølve Klove, at han, fordreven fra sit Fædrenerige Nordmøre, blev en stor Viking, og herjede ofte paa Haralds Rige. Han har altsaa efter al Rimelighed været en af de Vikinger, der sloge sig ned paa Hjaltland, Orknøerne eller Syderøerne. Disse Øgrupper havde ogsaa en for slige Herjetog saare heldig Beliggenhed. Et Par Dages Sejlads med gunstig Vind var tilstrækkelig til at føre Vikingen over til Norge, og da det her ej gjaldt at gjøre Erobringer, men kun at gjøre Skade og samle Bytte, kunde han allerede være borte og i Sikkerhed, førend den kongelige Landværnsmand endnu havde erfaret hans Nærværelse.

Nærheden af Irland, hvor der allerede var et norskt Rige, maatte gjøre Syderøerne til det første Hoved-Tilhold for de udvandrede Nordmænd. Historien har opbevaret os Navnene paa enkelte af disse, forsaavidt som de senere bleve Stamfædre før mægtige Slægter paa Island, og hvad der om dem berettes, giver os mange ypperlige Vink om Tilstanden og Stemningen i Norge paa den Tid. Den mægtigste og berømteste af dem alle var den allerede omtalte Herse fra Sogn, Ketil Flatnef. Han var en Søn af Hersen Bjørn Buna, Sønnesøn af Hjald Vatnarssøn;^[2] med sin Hustru Velaug, Syster af Vemund den gamle, havde Bjørn foruden Ketil de to Sønner, Hrapp og Helge, fra hvilke ligeledes anseede Slægter nedstammede, men hvilke dog ikke have opnaaet den Anseelse som Ketil. Denne maa allerede tidligt have gjort Tog til Syderøerne, erhvervet Besiddelser og sluttet Forbindelser der, medens han dog endnu vedblev at have sit egentlige Hjem i Sogn, thi hans Datter Aude eller Unne, med Tilnavn den Grundrige, var allerede for længe siden gift med Olaf hvite, den første Konge i Dublin^[3]. En anden af hans Døttre egtede den forhen omtalte Helge magre, Eyvind Austmands og den irske Kongedatter Nafartas Søn, og begge Familier besvogredes end nøjere derved, at Helges Syster Thurid blev gift med Thorstein Røde, Kong Olaf hvites og Audes Søn. Til dette Svogerskab sluttede sig ogsaa paa en vis Maade Eyvinds Halvbroder Anund Træfod, den gamle anseede Geirmund Heljarskind, Geirmunds Broder Haamund, der siden egtede Helge magres Datter, og endnu flere andre, der siden tilligemed ham bleve Islands fornemste Landnamsmænd. Og de have vistnok alle, førend de droge til Island, ofte hjemsøgt og foruroliget Norges Kyster.

1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 20.
2. Landnáma, I. 10 og viðbœtr. Laxdøla Saga, Cap. 1. Eyrbyggja Saga, Cap. 1. Om Hjald Vatnarssøn, se ovenfor S. 296-299.
3. Olaf døde 873, og hans og Audes Søn Thorstein deeltog allerede i Krigstog med Sigurd Orknøjarl omkring 874, og havde da flere Børn, han maa altsaa være fød ved 850, og Aude paa den Tid være bleven gift med Olaf.