Det norske Folks Historie/1/71

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 504-509).

De her nævnte Vikinger ere vistnok de færreste af dem, der fra forskjellige Kanter af Norge flokkede sig sammen paa Irland og i Syderøerne, for derfra at forurolige Norge. Deres Antal maa have været overmaade stort, og da de derhos vare rige og mægtige Mænd, der kunde udruste mange Skibe, maa de have gjort Kong Harald stor Skade. Da det desuden er naturligt, at Indbyggerne paa mange Steder i Landet begunstigede dem, og maaskee nærede Haab om, ved deres Hjelp at kunne vinde den gamle Frihed tilbage, kunde Haralds Besiddelse af Norge ikke ansees for ganske sikkret, eller Landets Underkastelse fuldendt, førend han ogsaa havde forstyrret Vikingetilholdene i Vesten, og udstrakt sit Herredømme over dem. Han besluttede derfor at gjøre et Tog derhen. Med en Flaade, der vist har været meget betydelig, sejlede han først til Hjaltland, hvor han dræbte alle Vikinger, der ej flygtede for ham; fra Hjaltland drog han til Orknøerne, som ligeledes rensedes for Fiender, og endelig til Syderøerne, hvor han holdt mange Træfninger med Vikingerne, og deels dræbte, deels forjog dem. Han hjemsøgte ogsaa Skotlands Kyster, og kom lige til Man, hvor Indbyggerne, som det fortælles, allerede havde hørt at han var i Vente, og derfor havde taget Flugten til Skotland, saa at han fandt Øen tom og ej fik noget Bytte. Dette Tog er merkeligt, fordi de norske Kongers Herredømme over de vestlige Øer har sin Oprindelse derfra. Harald nøjedes nemlig ikke alene med at herje disse Øer, men han underkastede sig dem. Han tilegnede sig, heder det i Kongesagaerne, Landene saa langt vester som ingen af Norges Konger siden den Tid har formaaet. I eet af disse Slag faldt Ivar, en Søn af Ragnvald Mørejarl, der var med ham paa Toget. Som et Slags Erstatning for Sønnetabet, gav Harald ham paa Tilbagerejsen Orknøerne og Hjaltland, og Ragnvald gav dem igjen med Kongens Samtykke til sin Broder Sigurd, der var en af Stavns-Kæmperne paa Kongens Skib. Harald gav Sigurd Jarls-Navn, og han blev tilbage for at tage sit nye Jarledømme i Besiddelse^[1].

De Vikinger, som Harald paa denne Maade havde fordrevet fra Øerne, maa, efter hvad der ovenfor er viist, for en stor Deel have hørt til den talrige Kreds af Ketil Flatnefs Frænder og Venner. Det er derfor ikke sandsynligt, hvad der i flere Sagaer fortælles, at denne af Harald sendtes til Syderøerne for at fordrive de Vikinger, der efter Kongens Tilbagerejse atter havde sat sig fast der, og at Ketil først efter at have gjort sig til Syderøernes Herre faldt fra, og undlod at betale Kongen Skat. Langt sandsynligere er en anden Beretning, ifølge hvilken Ketil, ligesom saa mange andre mægtige Nordmænd, forlod Norge og drog til Syderøerne, fordi han vidste at Kongen var ham fiendsk, og fordi han ej var mægtig nok til at gjøre ham Modstand^[2]. Efter al Sandsynlighed har endog Ketil selv været en af de Vikinger, som Harald fordrev fra Syderøerne, og som efter Kongens Hjemrejse forsøgte at sætte sig fast der igjen. Dog synes disse Forsøg at have været uheldige. Thi da man erfarer, at alle, eller de fleste af dem, der hørte til Ketils Frænde- og Venne-Kreds, just ved denne Tid flyttede over til det nys opdagede Island, synes det, som om de ej længere have fundet noget blivende Sted paa Syderøerne og derfor have maattet see sig om efter nye Bopæle. At det maa have været Harald om at gjøre, at forsvare Besiddelsen af Syderøerne, sees deraf, at han ligesaavel her indsatte en Jarl, som over Orknøerne og Hjaltland. Til Jarl over Syderøerne udnævnte han, som det synes, først en vis Tryggve, siden, efter hans Fald, en Aasbjørn, med Tilnavnet Skerjablese. Dennes Stilling maa have været meget farefuld, da han vistnok hvert Øjeblik var udsat for Angreb af de fordrevne Vikinger. Han blev ogsaa omsider dræbt af tvende af Ketil Flatnefs Frænder, der røvede hans Hustru og Datter, og solgte den sidste som Trælkvinde til Ketil Thrym, en anseet Mand fra Værdalen, der havde nedsat sig paa Island^[3].

Det er forhen omtalt, at Kong Olaf hvite i Dublin og Ketil Flatnefs Datter Aude havde Sønnen Thorstein røde, der sandsynligviis er den samme som den, der i de irske Annaler kaldes Oistin, og som egtede Eyvind Austmands Datter Thurid. Thorstein var en vældig Kriger, og herjede isærdeleshed paa Skotland. Han gav sig i Forening med den nye Jarl over Orknøerne, Sigurd, og de underlagde sig tilsammen betydelige Stykker af Landet. De fældte blandt andre en skotsk Jarl eller Maormor, ved Navn Mældun, gift med en irsk Kongedatter, der nu i Trældom maatte tjene Sigurd Jarls Hustru. Men hun tjente hende saa troligt, og gjorde hende saa store Tjenester, at Aude, Thorsteins Moder, kjøbte hende dyrt og lovede hende Frihed, hvis hun vilde tjene hendes Svigerdatter Thurid, Thorsteins Hustru, ligesaa troligen^[4]. Dette opfyldte hun ogsaa. Blandt de Dele af Skotland, Sigurd og Thorstein tilsammen underkastede sig, nævnes først og fremst Katanæs (Caithness) og Sudrland (Sutherland) indtil Floden Ekkial (Oikel), hvis Bred (Ekkialsbakke) i lang Tid blev Hovedgrændsen for de orknøiske Jarlers Erobringer i Nordskotland. Dog skulle Sigurd og Thorstein desforuden have udstrakt deres Herredømme over Ross og Møræve (Moray), og opført en Borg i den sydlige Deel af dette Landskab^[5]. Sandsynligviis har Sigurd Jarl forbeholdt sig den nordligste Deel af det erobrede Land, nemlig Katanæs og Sudrland, fordi det laa Orknø nærmest, medens Thorstein har faaet den sydlige Deel, eller Ross og Moran, der strakte sig lige til Vesterhavet ved Øen Skye, og saaledes laa Syderøerne og Irland nærmest. Det bliver saaledes vistnok bogstavelig sandt, naar det heder, at Sigurd og Thorstein underkastede sig mere end Halvdelen af Skotland. Over disse Besiddelser herskede Thorstein i nogen Tid med Kongetitel, indtil endelig Skoterne, som det heder, svege og dræbte ham. Det er denne Begivenhed, hvortil de irske Annaler synes at sigte, naar de fortælle, at Oistin, Olafs Søn, Nordmændenes Konge, blev svegen og dræbt af Albanerne (de sydlige Pikter) Aar 874 eller 875^[6]. Da Aude erfarede sin Søns Død, opholdt hun sig just paa Katanæs, hvor hun i al Stilhed lod bygge et Skib, og da det var færdigt, sejlede hun med alle Thorsteins Børn og flere Venner og Frænder over til Orknøerne, hvor hiin en Tidlang synes at have opholdt sig, indtil hun endelig, som nedenfor skal omtales, drog til Island. Sigurd Jarl har neppe længe overlevet Thorstein; hans Endeligt beskrives paa en meget besynderlig Maade. Han havde aftalt et Møde med den skotske Maormor Mælbrigda, og det var bestemt, at hver af dem skulde indfinde sig til Mødet med 40 Mand. Mælbrigda opfyldte Betingelsen punktligt, men Sigurd, der vilde svige ham, bragte 80 Mænd med sig, idet han lod to og to Mænd sætte sig paa een Hest; han havde saaledes kun 40 Heste, og i Frastand saa det ud som om kun een Mand sad paa hver af dem. Først da de kom i Nærheden, opdagede Mælbrigda Forræderiet ved at see to Mands-Fødder paa hver Side af hver Hest. Men det var nu for silde; til at flygte var der ej Tid, og han kunde alene opmuntre sine Mænd til at sælge deres Liv saa dyrt som muligt. Sigurd angreb dem og fældte dem alle efter en kort Kamp. Han lod sine Mænd afhugge de Faldnes Hoveder og fæste dem ved sine Stigbøjleremme som Sejrstegn; selv førte han paa denne Maade Mælbrigdas eget Hoved. Men Mælbrigda havde en udstaaende Tand, der i hans Levetid havde paadraget ham et Øgenavn; denne Tand kom nu ved et Spring af Hesten til at hugge et Saar i det tykke af Sigurds Læg; Saaret blev ondartet og bragte Sigurd omsider Døden. Han synes ikke engang at have faaet Tid til at komme hjem til Orknø, da det fortælles, at han højlagdes paa Ekkials Flodbred^[7]. Fortællingen i sig selv maa staa ved sit Værd; under alle Omstændigheder er det sandsynligt, at Skoterne have gjort en almindelig Opstand, ved hvilken baade Thorstein og Sigurd ere omkomne. Hans Søn Guthorm fulgte ham som Jarl, men overlevede ham kun et Aar, og døde barnløs. Vikinger baade fra Danmark og Norge begyndte igjen at sætte sig fast i Landet. Da Ragnvald Jarl erfarede dette, sendte han en af sine Frillesønner, ved Navn Hallad, med Jarlenavn derhen. Men Hallad saa sig ikke istand til at udrette noget mod Vikingerne, der gjorde ham Opholdet paa Øerne saa byrdefuldt, at han foretrak at give Slip paa Jarleværdigheden, frasagde sig den og vendte som Hauld tilbage til Norge. Denne hans Færd blev anseet for meget uhæderlig, og Ragnvald Jarl klagede over, at hans Sønner ej vilde slægte deres Forfædre paa. Da skal hans ældste Søn, Thore, have tilbudt sig at drage derover. Men Ragnvald skal have afstaaet det, fordi han havde bestemt ham til sin Efterfølger hjemme. Hans anden Søn, Rolf, skal derpaa have tilbudt sig, men heller ikke have faaet Tilladelse til at drage derover, da Faderen, som det heder, troede ham for ærgjerrig og herskesyg til at nøje sig med et saa ubetydeligt Rige^[8]. Den tredie Søn, Frillesønnen Rollaug, vilde Faderen ej sende derhen, fordi han troede ham uskikket til at være Krigshøvding. Endelig traadte hans Frillesøn Einar frem, og tilbød sig; jeg er, sagde han, lidet agtet her hjemme, og lover dig, hvis jeg faar nogen Understøttelse, at jeg aldrig skal komme tilbage til Norge, hvilket jeg veed vil være dig meget kjært. Ragnvald, der skammede sig over Einar, fordi han var trælbaaren paa mødrene Side, fandt Behag i dette Tilbud, og gav ham et fuldrustet Langskib. Med dette Skib drog han til Hjaltland, hvor flere Folk samlede sig til ham, for at faa Vikingerne bortjagne. Der nævnes blandt dem, som havde sat sig fast paa Orknø, især to danske Vikinger, Thore Træskeg og Kalf Skurva, de maa altsaa have opkastet sig til Herrer over Øerne. Einar angreb dem og fældte dem efter et heftigt Slag. Derpaa underkastede han sig Øerne, og blev, som der siges, en stor Høvding. Fra ham nedstammede, først i lige Linje, siden paa Kvindesiden, de mægtige og i Skotlands Historie saa indgribende Orknø-Jarler. Einar kaldtes sædvanlig Torv-Einar, fordi han skal have indført den Skik at skære og brænde Torv, da der paa Øerne ej findes nogen Skov. Han var styg og eenøjet, men skarpsynet og meget forstandig^[9].

Der fortælles, at da Harald Haarfagre havde fuldendt hele Norges Erobring og var i et Gjestebud hos Ragnvald Jarl, lod han rede sit Haar, der saa længe havde været ukæmmet og uklippet, og derpaa blev det klippet af Ragnvald selv, som ved denne Lejlighed gav Harald det velfortjente Tilnavn Haarfagre istedetfor Øgenavnet Luva, som han hidtil havde baaret. Dette omtales i Snorre Sturlasøns Bearbejdelse af Kongesagaerne efter Haralds Hjemkomst fra Vesterhavstoget, og der tilføjes tillige, at Haralds Haar da havde været uklippet i 10 Aar^[10], med andre Ord, at ti Aar vare gangne hen, siden Harald aflagde sit bekjendte Løfte, og begyndte Norges Sammenerobring. Dette, i Forbindelse med de irske og franske Annaler, tjener til Vejledning med Hensyn til Tidsregningen for Haralds Vesterhavstog. Thi hvis dette Tog fandt Sted forinden de lo Aar efter Løftets Aflæggelse vare forbi, maa det have fundet Sted endnu før Hafrsfjordslaget, eller i alle Fald endnu samme Sommer, som dette stod. Dette bestyrkes deraf, at en Kongesagn lader Ivar, Ragnvald Jarls Søn, falde i Hafrsfjordslaget^[11], og at en anden Saga lader Harald umiddelbart efter dette Slag overdrage Orknøerne til Ragnvald som Erstatning for Sønnens Tab^[12]. Man kunde derved endog fristes til at opstille den Formodning, at Toget i Vesterhavet har staaet i umiddelbar Forbindelse med Slaget i Hafrsfjorden. Men ved nærmere Betragtning bliver det dog sandsynligere at det har fundet Sted i et af de foregaaende Aar. Vi erfare af de normannisk-franske Annalister, at Gange-Rolf, Ragnvalds Søn, der stiftede Hertugdømmet i Normandie, allerførst begyndte at vise sig i Frankrige omkring 876. Han maa altsaa da have været mindst 15 Aar gammel. Men da han paa den Tid, da Torv-Einar drog til Orknø, endnu ikke synes at have været fuldvoxen, altsaa i det højeste 12 eller 14 Aar, maa dette have skeet allersenest ved 875; og da Sigurd Jarl ogsaa maa have hersket i nogle Aar, kan Øernes Undertvingelse idetmindste ikke være sildigere end 872, snarere tidligere. De irske Annaler henføre Oistins (Thorsteins) Død til 874 eller 875; han underkastede sig, som vi have seet, det nordvestlige Skotland i Forening med Sigurd Jarl, og denne maatte altsaa først være bleven Jarl, eller med andre Ord, Toget til Orknøerne og Syderøerne maatte allerede have fundet Sted, førend han og Thorstein kunde tiltræde deres Erobringstog. Og i kortere Tid end tre eller fire Aar kunne Thorstein og Sigurd neppe have hersket. Alle Omstændigheder forene sig saaledes om at henføre Haralds Vesterhavstog til et af de nærmeste Aar før Hafrsfjordslaget, der saaledes som det ovenfor er viist, foregik i 872.

1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 22. Flatøbogen (Upphaf &c.), Cap. 7. Landnáma I. 11. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 95.
2. Saaledes er Beretningen i Laxdølasaga Cap. 1 og 2. Landnáma derimod, og de Sagaer, der følge den, lade Ketil afsendes af Harald. Men at Ketil maa have været kjendt og anseet i Syderøerne længe før Haralds Tog, skjønnes deraf, at hans Datter Audes og Olaf hvites Søn Thorstein allerede strax efterat Kongen havde udnævnt Sigurd til Jarl paa Orknø kunde drage paa Krigstog med denne.
3. Landnáma IV. 2, 3. Droplaugssønnernes Saga, S. 4.
4. Landnáma II. 16. Mælduns Hustru hed Myrgjøl (Murial), eg hendes Fader Gliomal. Landn. fortæller, at hun passede paa Dronningens (Jarlens Hustrues) afdøde Barn medens Moderen var i Bad; en uforstaaelig Beretning, der vel skal betyde, at hun har forløst hende, da hun kom for tidligt.
5. Flatøbogen, Skaalholt-Udgaven af Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 77.
6. Se ovenfor S. 444.
7. Flatøbogen, l. c. Cap. 177.
8. Den rette Grund var dog nok, at baade Rolf og Thore, Jarlens egtefødde Sønner, paa denne Tid ikke vare fuldvoxne, hvilket udtrykkeligt siges i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Orknø-Jarlernes Historie i Flatøbogen lader Rolf paa den Tid være ude i Viking.
9. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 37. Flatøbogen, Olaf Tryggvessøns Saga Skaalh. Udg. Cap. 178.
10. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 23.
11. Flatøbogen, Upphaf ríkis &c. Cap. 7.
12. Vatnsdøla Saga Cap. 10.