Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/79

< Det norske Folks Historie | 1

Efter Toget mod Halfdan svarte høres der ej mere om Krigsbedrifter eller andre større Foretagender, udførte af Kong Harald selv. Det synes som om han ganske har levet for sin Magelighed, overladende alle Regjeringssysler til sine Sønner, og fornemmelig til Erik, der fremdeles opholdt sig enten ved hans Hof eller i hans Nærhed, og som i de faa Beretninger, man har om Begivenheder fra denne Periode af Kong Haralds Regjeringstid, optræder aldeles som selvstændig Fyrste. Disse Beretninger dreje sig udelukkende om Kongens og Dronning Gunnhilds Forhold til den kveldulfske, endog efter Udflytningen fra Norge mægtige, Familie. Det er ovenfor berettet, hvorledes Skallagrims Søn Thorolf havde fulgt med Bjørn Brynjulfssøn fra Island, havde vundet Eriks Yndest ved at forære ham den smukke Karfe, og siden ledsaget ham paa Bjarmelandstoget. Thorolf var Skallagrims ældste Søn, fød efter at flere af hans tidligere Børn vare døde. Han var smuk og af et indtagende Væsen, og slægtede i det Hele taget sin Farbroder Thorolf Kveldulfssøn paa, efter hvilken han ogsaa var opkaldt. Det var derfor ikke at undres over, at han lettelig vandt den unge Eriks Hengivenhed. Dronning Gunnhild skal have gjort meget af ham. Men han havde en flere Aar yngre Broder, ved Navn Egil, der i enhver Henseende var forskjellig fra ham. Egil var nemlig allerede i Opvæxten styg, sortsmusket, kæmpestor og kæmpesterk, derhos var han ordhvas, slem at komme til Rette med, og af et haardt Sind; til Skaldskab røbede han tidligt et stort Anlæg. Allerede i sit fjerde Aar digtede han gode Vers, hvorved han vandt Manges Beundring og Venskab. Da han i sit syvende Aar kom til kort i en Leg med en ti Aars Dreng, dræbte han denne i sin Vrede, og hans Moder Bera sagde dertil kun, at der vist vilde blive en Viking af ham, og at man maatte see til at skaffe ham Hærskibe, naar han var kommen til den Alder. Da Egil var 12 Aar gammel, hændte det i en Leg, hvori han selv og en af hans Venner skulde prøve Styrke med Skallagrim, at denne i sin Heftighed slog Egils Ven saa voldsomt til Jorden, at han døde, og nær havde gjort det samme ved Egil selv, hvis ikke en af Tjenestekvinderne, Egils forrige Amme, havde bebrejdet ham derfor saa eftertrykkeligt, at han slap Egil, men vendte hele sin Vrede mod hende, som heller ikke kom derfra med Livet. For at tage Hevn herover dræbte Egil endnu samme Aften Faderens øverste Verksbestyrer. Skallagrim sagde intet dertil, men der hengik en lang Tid, i hvilken Fader og Søn ej talte til hinanden. Imidlertid kom Thorolf hjem efter en lang Fraværelse. Han medbragte en prægtig med Guld og Selv beslagen Øxe som en Gave fra Kong Erik til Skallagrim. Denne tog kjærligt mod sin Søn, men Øxen værdigede han neppe et Blik. Nogen Tid derefter, da der skulde slagtes Ørne, lod han tvende stilles sammen, med Halsene hvilende paa en oprejst Helle, og hug saa i et Hug Hovederne af dem begge med hiin Øxe; men da den, som rimeligt var, kom imod Hellen, og en stor Deel af Eggen brast, slængte han den op paa Dørkarmen i Ildhuset, hvor den laa og blev tilrøget. Den Foragt, Skallagrim saaledes viste Erik og hans Gave, har maaskee været en af Grundene, hvorfor Thorolf allerede næste Aar besluttede at drage til Norge igjen. Han havde tillige lovet Bjørn at bringe hans Datter Aasgerd til ham. Skallagrim fraraadede ham at rejse, forestillede ham at man ej burde friste Lykken for meget, og bød ham rigeligt Gods til at sætte Bo med. Men Thorolf var ikke at overtale, og Skallagrim maatte lade ham have sin Vilje. Han gjorde sig derfor rejsefærdig. Men nu begyndte ogsaa Egil, der vel kun var 14 Aar gammel, men stor og sterk som en voxen Mand, at bede sin Fader om Tilladelse til at følge med. Skallagrim sagde at det skulde komme an paa Thorolf Denne vægrede sig ved at opfylde Egils Begjæring, og sagde at det var vanskeligt nok at drages med ham hjemme, end sige ude, saa ustyrligt et Sind som han havde. Egil meente at det i saa Fald nok kunde spøge for, at ingen af dem vilde komme til at rejse. Og endnu samme Aften, da det var mørkt, og Floden satte ind med en rygende Sydvestvind, sneg han sig ned til Thorolfs Skib, der allerede laa færdigt ved Stranden, og hug Landtougene over, saa at Skibet drev ud paa Fjorden. Da Thorolf saa at Skibet drev, kastede han sig med sine Folk i en Baad for at faa det standset, men forgjæves; Vind og Strøm vare for heftige, og de fik ikke indhentet Skibet, der drev paa Grund over paa den anden Side af Fjorden. Alle lastede dette Verk, men lagde dog til, at Thorolf ej kunde være sikker for lignende Forsøg, dersom han ikke tog Egil med sig. Hertil bekvemmede han sig da efter Fleres Overtalelse. Aasgerd fulgte med, saaledes som det var bestemt. Ved Afskeden overleverede Skallagrim Thorolf Kong Eriks Øxe, rusten og sodet som den var, idet han kvad et Vers hvori han spottede over dens daarlige Egg, og bad ham bringe Kongen hans usle Gave tilbage. Thorolf maatte modtage den, men kastede den i Søen, da han var kommen ombord.

Rejsen til Norge gik heldigt. De landede ved Hørdaland, og begave sig strax til Sogn, hvor Thorolf erfarede at Brynjulf var død, og at hans Søn Thord havde faaet Aurland og var bleven Kongens Lendermand, medens Bjørn havde faaet en anden stor Ejendom, og ikke var traadt i Kongens Tjeneste, hvorfor man kaldte ham Bjørn Hauld. Efter at have bragt Aasgerd til Bjørn, rejste Thorolf til Kong Erik, hilste ham fra sin Fader Skallagrim, sagde at han med Taknemlighed havde modtaget Kongens Gave, og forærede Erik et godt Langskibstelt, hvilket han foregav at Skallagrim havde sendt. Kongen modtog Gaven med Venlighed og indbød Thorolf til at forblive hos ham om Vinteren. Thorolf takkede, men svarede at han først skulde udrette nogle nødvendige Ærender hos Thore Herse. Han drog derfor til denne, som strax indbød ham til at blive der. Thorolf modtog Indbydelsen, men sagde at han ogsaa maatte medbringe sin Broder Egil, der ikke før havde været hjemmefra, og som han maatte have under Opsigt. Thore havde intet mod dette, og sagde at Egil vist vilde være en velkommen Tilvæxt i deres Flok. Thorolf og Egil indfandt sig derfor ogsaa hos Thore, saa snart deres Skib var sat op og forsynet, og forbleve der for det første. Mellem Egil og Thores Søn Arinbjørn, der var nogle faa Aar ældre, opstod der et fortroligt Venskab, som vedvarede urokkeligt saa længe de levede.

Thorolfs Hovedhensigt med Besøget hos Thore var at melde ham, at han agtede at bejle til Aasgerd, Bjørn Haulds Datter, og bede om hans Samtykke dertil, som den fornemste af hendes Frænder. Thore var meget tilfreds dermed, og paatog sig endog at fremføre Thorolfs Begjæring for Aasgerd og Bjørn. Der var heller ikke Tale om noget Afslag, Brylluppet bestemtes til Høsten, og skulde staa hos Bjørn; paa den fastsatte Tid droge derfor Thorolf, Thore, Arinbjørn og deres fleste Huuskarle afsted til Sogn. Egil skulde have været med, men en heftig Sygdom nødte ham til at blive hjemme. Dog kom han sig kort efter at de vare dragne bort, og begyndte nu at finde det heel kjedeligt der paa Gaarden, hvor kun Faa vare hjemme. Da derfor Ølve, Thores fornemste Huuskarl og Godsforvalter, hvis Forretninger heller ikke havde tilladt ham at drage bort, skulde foretage en Rejse for at indkræve Thores udestaaende Landskyld hos hans Lejlændinger, bad Egil om at maatte blive med, og Ølve der tænkte at han kunde være ham til god Hjelp, tillod det. De droge afsted paa en Baad, med 12 af Thores Huuskarle. De fik temmelig haardt Vejr, og maatte om Aftenen lægge ind til Atle-Øen i Nærheden af en stor Kongsgaard, der bestyredes af en vis Baard, der, som de fleste Aarmænd, var af lav Herkomst, men en dygtig Forretningsmand og meget yndet af Erik og Gunnhild. De gik op til Gaarden, hvor de traf Baard ude og sagde, at de vilde blive der om Natten. Baard, som saa, at de vare meget vaade, fulgte dem til et afsidesliggende Ildhuus, for at de kunde faa deres Klæder tørrede; siden lod han dække Bord for dem, men gav dem kun Brød, Smør, suur Melk og Havredrikke[1], undskyldende sig med, at der ej fandtes Øl i Huset. Heller ikke kunde han anvise dem andet Natteleje, end en Mængde Halm, som laa derinde. Den rette Aarsag, hvilken han fortiede for Ølve og Egil, var den, at han samme Aften ventede Kong Erik og Gunnhild; der skulde være Disablot, og han havde beredt et Gilde for at modtage dem. De kom ogsaa, og Gildet begyndte. Kongen blev opmerksom paa, at Baard nu og da gik ud, og var borte en Stund. Han spurgte om Aarsagen, og fik vide, at nogle af Thore Herses Huuskarle vare komne did. Han gav da strax Befaling til, at man skulde kalde dem ind. De kom, toge Plads, og saa nu, at Baards foregivne Ølmangel var en stor Usandhed, thi der blev drukket Horn efter Horn, og Baard var selv den ivrigste til at skjenke i for dem. Ølve og hans Mænd begyndte snart at blive øre, og Egil paatog sig at tømme Hornene for ham[2]. Baard spottede over Egils store Tørstighed, og klagede endog for Dronningen over, at man aldrig kunde give ham saa meget at drikke, at han jo klagede over Tørst. Da lod Dronningen Baard blande Gift eller bedøvende Urter[3] i Drikken, og et Horn af denne Blanding bære hen til Egil, som dog merkede Listen, og lod Drikken rinde ud[4]. Han tog derpaa den allerede næsten sandssesløse Ølve ved Haanden, og ledte ham hen til Døren. Her kom Baard efter dem med et fuldt Horn og bad dem drikke paa hans Velgaaende. Egil tog Hornet, drak deraf, idet han kvad et Vers om Baards Falskhed, drog derpaa Sverdet, som han havde skjult under Kappen, og gjennemborede Baard dermed. I samme Øieblik faldt ogsaa Ølve bevidstløs ned, og blev liggende ved Siden af Baard, medens Egil løb afsted saa hurtigt han kunde ned til Baadene, for at slippe fra Øen. Men overalt hvor han kom ned til Stranden, fandt han Folk, saa at det blev ham umuligt at faa nogen Baad; endelig, henimod Morgenen, kom han til et Næs, fra hvilket han med Nød og neppe svømmede over til en anden liden Ø, Sand-Øen[5], der laa til Atle-Øen, og brugtes til Græsgang for en Mængde Koer og Sauder. Her tørrede han sine Klæder og hvilede flg. Sine Vaaben havde han haft med sig paa Ryggen i en Bylt. Imidlertid havde man i Gildehuset fundet Baard liggende død i sit Blod ved Siden af den drukne Ølve, og Kongen havde strax givet Befaling til at man skulde lede efter Egil rundt omkring paa Gaarden. Man fandt ham ingensteds, og erfarede kun af Ølves Mænd i Ildhuset, at han havde været derinde og hentet sine Vaaben. Kongen bød nu sine Mænd at sikkre sig alle Baadene, for derved, som han troede, at hindre Egil fra at komme bort fra Øen; naar det blev lyst, skulde man da fremdeles lede efter ham paa Øen selv. Dette var Aarsagen, hvorfor Egil allerede fandt Baadene besatte; men denne Omstændighed skyldte han vel ogsaa sin Frelse, da han saaledes i Betids og uforstyrret slap over til Saudøen. Da Atleøen er stor, gik hele Dagen hen med Eftersøgningen; det var først henimod Kvelden, at Kongen gav Befaling til at søge efter Egil paa de andre nærliggende Øer. Tolv Mænd roede over til Saud-Øen; tre af dem bleve tilbage, for at passe paa Baaden, og de øvrige 9 fordeelte sig i tre Partier, med tre Mand i hvert, for at gjennemstrejfe Øen i forskjellige Retninger. Egil, som havde seet Baaden komme, skjulte sig først i Krattet, hvormed Øen var bevoxet, men da de, der skulde lede efter ham, vare komne saa langt op, at de ikke længer kunde see til Baaden, skyndte han sig ned til denne, og kom uforvarende over dens Vogtere, hvilke han efter en kort Kamp fældte, den ene efter den anden. Derpaa tog han Baaden og roede afsted, hele den Nat og næste Dag, indtil han kom til Thore Herses Gaard. Her var Thore, Thorolf, Arinbjørn og de øvrige Bryllupsgjester allerede komne hjem, og ligesaa Ølve, hvilken Kongen havde ladet drage hjem i Fred, da han var aldeles uskyldig i Baards Død. De paa Saudøen tilbageblevne Mænd havde formedelst Mangel paa Baad maattet blive der i flere Dage, og slagte noget af Kvæget, for imidlertid at opholde Livet; de gjorde et stort Baal paa den Kant, der vendte mod Atle-Øen, og da man herfra omsider fik Øje paa dette, sendtes der en Baad over til Sand-Øen, fra hvilken de saaledes langt om længe kom bort. Thorolf og Arinbjørn havde i Førstningen, da de af Ølve hørte hvad der var skeet, mistvivlet om at faa see Egil komme levende tilbage. Desto større var Overraskelsen, da han virkelig indfandt sig. Arinbjørn bifaldt hvad Egil havde gjort, og sagde til sin Fader, at det var hans Pligt, at skaffe Egil Kongens Tilgivelse. Ogsaa Thore sagde at Baard var sin Død værd, men meente dog, at det laa til Egils hele Æt, ikke at see sig nok for. Dog begav han sig til Kongen, og uagtet denne var Egil meget gram, fik han ham dog til at benaade ham, skjønt kun saaledes, at Egil skulde betale Pengebøder, og ikke opholde sig længe i Riget ad Gangen[6]. Thore betalte Bøderne, og Egil drog næste Sommer i Viking med sin Broder Thorolf, først til Kurland, hvor Egil blev fangen og kun ved den største Aandsnærværelse reddede sig[7], derpaa til Danmark, hvor de indtoge og herjede Kjøbstaden Lund i Skaane[8], og endelig til Halland, hvor de ikke herjede, da Landet, som de sagde, var fattigt, og hvor Jarlen Arnfinn derfor tog venligt mod dem og gav dem Fredland. Om Høsten vendte de tilbage til Fjordene, hvor Arinbjørn, uden at spørge sin Fader ad, tilbød Egil at opholde sig der om Vinteren. Thore sagde, at dette Tilbud af Arinbjørn var noget overilet, i Betragtning af Kong Eriks Sindelag mod Egil. Men Arinbjørn svarede, at hvor Egil var denne Vinter, vilde ogsaa han være, og Thore maatte finde sig i, hvad der var aftalt mellem Vennerne. Han fandt det dog raadeligst, at begive sig til Kongen, for at bede ham ej at tage ham Egils Vinterophold ilde op. Kongen sagde, at han for hans Skyld vilde finde sig deri, men at det ej vilde have bekommet nogen anden vel. Gunnhild derimod bebrejdede Kongen hans Eftergivenhed og spurgte om han da regnede Baards Drab for intet. „Du søger altid mere end Andre, at ophidse mig til Grumhed“, svarede Kongen; „mit engang givne Ord vil jeg ikke bryde“[9].

Den følgende Vaar skulde der være et stort Blot ved Hovet paa Gaule, der fremdeles var det fornemste Hoved-Hov paa denne Kant, og blev talrigt besøgt af Folk baade fra Fjordene, Fjale og Sogn. Erik og Dronning Gunnhild indfandt sig, saavelsom Thore Herse, Thorolf og Arinbjørn. Egil maatte blive hjemme, da Thore ikke vovede at tage ham med af Frygt for Gunnhilds Efterstræbelser. Hun havde virkelig ogsaa lagt Planer baade mod ham og Thorolf. I hendes og Kongens Følge vare hendes Brødre Eyvind Skreyja og Alf Askmand, unge og raske Folk, store og sterke, og dristige Kjøbmænd. Kongen gjorde meget af dem, men de vare ikke yndede blandt Folket. Gunnhild spurgte dem, om de ej i denne store Folketrængsel kunde see sit Snit til at dræbe en af Skallagrims Sønner. De sagde, at de skulde forsøge derpaa. Men under hele Festen og det dermed forbundne Drikkegilde holdt Thorolf sig altid saa nær ved Thore, baade Dag og Nat, at de ej kunde komme ham ind paa Livet. Eyvind beklagede sig derover for Gunnhild; hun bad ham forsøge, om han ikke i alle Fald kunde faa dræbt en af Thorolfs Mænd, for at han dog ikke skulde slippe derfra uden nogen Skade. Eyvind passede derfor paa en Aften, da Thore og Thorolf havde begivet sig tilsengs, og to af deres Mænd, Brødrene Thorvald og Thorfinn, sad efter; disse Brødre vare Frænder af Bjørn Hauld, og havde først ledsaget ham, derpaa Thorolf og Egil i Viking. Alf og Eyvind satte sig hos dem og drak med dem; ud paa Aftenen begyndte de at yppe Klammeri, der vankede store Ord, og Enden blev, at Eyvind gjennemborede Thorvald med et Sax, han havde skjult under sin Kappe. Alle de Tilstedeværende vare vaabenløse, fordi de paa Templets hellige Grund ej havde Lov til at bære Vaaben; de sprang allesammen op, baade Kongens og Thores Mænd, og der blev stor Tummel, dog fik man dem omsider skilte ad. Men Eyvind, der ved Drabet paa Thorvald havde krænket Tempelhelligdommen, maatte som vargr i véum bortfjerne sig. Kongen tilbød at betale Bøder, men Thorolf og Thorfinn vilde ej tage derimod. Erik og Gunnhild saa sig nødsagede til at sende Eyvind ud af Landet til Danmark, da han var utlæg i Norge; Danekongen tog venligt imod ham og satte ham til Landværnsmand mod Vikingerne[10].

Den følgende Vaar droge Thorolf og Egil atter i Viking. Da de kom til Viken, sejlede de over til Jylland, og langs Kysten til Frisland, hvor de opholdt sig i nogen Tid. En Aften, da de laa nær ved Landet paa det Sted, hvor Danmark og Frisland grændsede til hinanden, kom der to Mænd ombord til Egil og underrettede ham fra en af hans Venner der paa Stedet om, at Eyvind Skreyja havde samlet en betydelig Styrke for at overfalde dem, naar de om Høsten kom tilbage forbi den jydske Kyst; selv krydsede han om med to lette Fartøjer, og var nu ikke langt borte. Egil skyndte sig strax afsted i al Stilhed, uden at underrette Thorolf derom; i Dagningen kom han ganske uforvarende over Eyvind, som han angreb saa eftertrykkeligt, at han maatte søge sin Frelse ved at løbe overbord og svømme i Land, medens Egil tog hans Skibe, Vaaben og Gods. Da Egil kom tilbage til Thorolf og fortalte, hvorledes han havde faaet disse Skibe, sagde Thorolf, at det nu ej kunde nytte dem at drage til Norge om Høsten. De begave sig til England, og traadte i Kong Ædhelstans Tjeneste med alle deres Mænd, tilsammen 300. I et stort Slag, som Ædhelstan kort efter leverede sine Fiender (hvorom mere nedenfor) bidroge de ved deres Klogskab og Tapperhed i høj Grad til at skaffe ham Sejren, hvilken Thorolf endog kjøbte med sin Død. Ædhelstan viste sig meget erkjendtlig mod Egil, skjenkede ham en stor Guldring, og to Kister fulde af Sølvpenge til hans Fader i Erstatning for Sønnetabet, han tilbød ham desuden selv at vælge, hvad han vilde have i Brodergjeld, enten Land eller Løsøre. Egil valgte det sidste, opholdt sig en Stund hos Ædhelstan i stor Ære, og digtede en Draape om ham. Derpaa drog han tilbage til Norge for at see til sin Broders Enke og Efterladenskab, men lovede Ædhelstan, at han nok skulde komme til ham igjen[11].

Da Egil kom til Norge, fik han høre, at Thore Herse var død, men at Arinbjørn havde taget Arv efter ham og var bleven Lendermand i hans Sted. Egil ilede strax til Arinbjørn, der tog kjærligt imod ham og bad ham at være der; her opholdt ogsaa Aasgerd, Thorolfs Enke, sig, med deres eneste unge Datter Thordis. Aasgerd blev meget bedrøvet ved Efterretningen om Thorolfs Død. Ogsaa Egil blev, eftersom det led ud paa Vinteren, mere og mere nedslagen. Arinbjørn, som troede at han sørgede over Thorolfs Tab, søgte at trøste ham, sagde, at det var umandigt at hengive sig til Sorgen, „da Mand skal leve efter Mand“, og bad ham at kvæde noget. Egil kvad nu nogle Vers, hvori han paa en forblommet Maade gav tilkjende, at han elskede Aasgerd, og at dette var Aarsagen til hans Nedslagenhed. Men Arinbjørn satte Mod i ham, og lovede at tale hans Sag hos Aasgerd selv og hendes Fader Bjørn. Han holdt ogsaa sit Løfte saa vel, at Giftermaalet kom istand. Og en Stund efter rejste Egil tilbage til Island med sin Hustru og alle sine Skatte. Da havde han været tolv Aar borte[12].

Skallagrim, der nu var en gammel Mand, blev meget glad ved Egils Hjemkomst, og overlod de fleste Sysler med Gaardens og Huusvæsenets Drift til ham. De medbragte Skatte beholdt Egil selv, uden engang at overlevere sin Fader de to Kister fra Kong Ædhelstan. Han var nemlig i høj Grad begjærlig efter Gods. Det var ham derfor en højst uvelkommen Efterretning som nogle Skibe fra Norge efter faa Aars Forløb bragte til Island, at hans Svigerfader Bjørn Hauld var død, og at Berg-Anund, en mægtig Mand, der boede paa Gaarden Ask i Øen Fenring, og som var gift med Gunnhild, en Datter af Bjørns andet Egteskab, havde taget al Arven efter ham, bragt Løsøret hjem til Ask, og bortbygget Landejendommene til Lejlændinger, der skulde svare ham Landskyld. Her var ingen Tid at bortkaste, og Egil drog derfor den følgende Vaar med Aasgerd over til Norge, for at forsøge paa at faa hvad der tilkom ham. Han tyede strax til sin Ven Arinbjørn, og fortalte ham Hensigten med sin Rejse. Arinbjørn tog godt imod ham, og bad ham være hans Gjest, men sagde tillige, at han neppe vilde kunne udrette noget mod Berg-Anund, der baade selv var haard og slem at komme til Rette med, og desuden nu var i stor Yndest hos Kongen og Dronningen, som derimod bare et dødeligt Had til Egil. Denne meente, at Kongen dog ej kunde ville forholde ham hans Ret, især naar han understøttedes af Arinbjørn. Arinbjørn tilsagde ham ogsaa sin Hjelp, og Egil gjorde nu det første Skridt i Sagen ved at drage paa en Skude med henimod 20 Mand til Berg-Anund paa Ask, og kræve Arveskifte af ham i Mindelighed. Anund svarede, at Egil var heel djerv, da han, uagtet Kong Erik havde gjort ham utlæg, dog vovede at komme til hans Rige og ulejlige hans Venner; han meente, at han nok før havde faaet Bugt med slige som Egil; hvad Arven angaar, havde Egils Hustru desuden ingen Ret til den, da hun var tyendebaaren[13]. Da Egil saa, at intet var at vente af ham med det Gode, stevnede han ham til Gulathing. Anund lovede at komme, og lagde til, at han ønskede at Egil ej maatte slippe heelskindet derfra. Egil svarede at han ikke vilde lade sig skræmme af hans Trusler, og vendte tilbage til Arinbjørn. Da denne fik høre, at Anund havde kaldet hans Faster Thora Tyende eller Ambaatt, blev han meget vred, drog til Kong Erik, og frembar Sagen for ham. Kongen tog hans Forbøn unaadigt op. Han meente, at Egil allerede havde nydt Fordeel nok af Arinbjørns Venskab, ved at faa Lov til at opholde sig i Landet, om han ikke desforuden skulde plage Kongens Venner. Arinbjørn sagde, at han dog vel fik lade ham og Egil nyde Lov og Ret. Kongen svarede ham uvenligt, og end mere Dronningen. Med denne Besked maatte Arinbjørn drage hjem[14].

Den følgende Vaar skulde man drage til Gulathing. Arinbjørn begav sig derhen med Egil og et talrigt Følge; han havde et stort Langskib, mange Smaaskuder og Kornskibe. Ogsaa Kongen kom der med Dronningen, hendes Broder Alf Askmand og mange andre; han havde 6 eller 7 vel udrustede Langskibe. I hans Følge var Anund med sine to Brødre Atle den skamme[15] og Hadd, en stor Viking, hvilke ogsaa selv havde en stor Skare med sig. Derforuden indfandt en Mængde Bønder sig, dog kun, som man maa formode, fra de tre Fylker, Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, eftersom det udtrykkeligt heder, at Dommen, det vil sige den Samling af Dommere, der skulde paadømme alle Sager, bestod af tre Tylfter Mænd, en Tylft fra hvert af hine trende Fylker. Arinbjørn udnævnte Dommerne for Firdafylke, og Thord af Aurland dem for Sygnafylke[16], hvo der udnævnte dem for Hørdafylke, siges ikke, men da Arinbjørn og Thord holdt med Egil, er det sandsynligt at i alle Fald Fleerheden af Dommerne vare ham gunstige. Dommen sattes paa en Slette; dens Plads var indhegnet af en Kreds af oprejste Hasselstænger forbundne med Snore, denne Skranke, kaldet Vebaandene, maatte ingen bryde under Straf af at ansees som Helligdomsskjender[17]. Da Dommen var sat, gik begge Parter med deres Følge frem for at tale sin Sag og fremføre sine Beviser; Anund var især meget storordet. Egil sagde at hans Hustru Aasgerd var arveberettiget som Bjørns Datter, at hun var odelsbaaren, lendbaaren, og højere op i Ætten endog tignbaaren[18]; hans Paastand var, at Dommerne skulde tildømme hende Halvdelen af Arven efter Bjørn i Land og Løsøre. Anund sagde at Gunnhild, hans Hustru, var en Datter af Bjørn i hans lovlige Egteskab med hendes Moder Aaluf, at han i hendes Navn havde taget hele Arven efter Bjørn, fordi dennes anden Datter Aasgerd ikke var arveberettiget, saasom hendes Moder Thora Hladhaand var hærtagen først fra sit Hjem hos hendes Broder Thore, dernæst fra Aurland, hvor hun opholdt sig hos Brynjulf; hun foer af Landet med Vikinger, og var utlæg af Norge tilligemed Bjørn; hun egtede ham uden hendes Frænders Samtykke, og kunde derfor ikke ansees uden som en Frille; af denne Forbindelse var Aasgerd Frugten, og derfor maatte hun med Rette kaldes et Tyendebarn; alt dette kunde han bevise for Kongen og Dommerne, og hans Paastand var den, at Dommerne skulde tildømme hans Hustru Gunnhild den hele Arv, og erklære Aasgerd for Kongens Ambaatt, siden hun var fød medens begge Forældre vare i Utlegd. Da Arinbjørn hørte at Anund kaldte hans Faster Thora en ufri Kvinde, blev han vred, og kunde ikke længer tie. Han stod op, saa sig om, og sagde: „vi kunne føre Vidner paa, Konge, at det i Forliget mellem Bjørn Hauld og min Fader Thore udtrykkeligen betingedes, at Aasgerd, Bjørns og Thoras Datter, skulde være arveberettiget efter ham; du veed jo desuden selv, at du tilbagekaldte Bjørns Utlegd efter hans Hjemkomst, og at Forliget med alle Betingelser da blev fornyet.“ Da Kongen betænkte sig paa, hvad han skulde svare, kvad Egil et Vers, hvori han klagede over Anunds utilbørlige Ord, og bad Kongen om at høre Vidnernes Eed. Arinbjørn kaldte Vidnerne frem, tolv gode Mænd, der alle havde hørt Thores og Bjørns Forlig, og tilbøde sig at beedige deres Udsagn for Kongen og Dommerne. Kongen sagde at han hverken vilde tillade eller forbyde det. Men da tog Dronningen til Orde, og sagde: „det er dog alt for galt, Konge, at du lader denne lange Egil indvikle alle Sager for dig; du tør vel neppe engang sige ham imod, om han fordrer Kongedømmet af dine Hænder: vil ikke du afgjøre Sagen til Anunds Fordeel, saa vil i det mindste jeg ikke taale at Egil træder Vore under Fødder! hvor er min Broder Alf? Far du til Dommen med din Skare og tillad den ej at give en saa vrang Kjendelse som denne“. Alf og hans Mænd stormede strax ind paa Dommen, skare Vebaandene over, brøde Stængerne ned, og jagede Dommerne bort. Da blev der stor Tummel, men alle vare vaabenløse paa Grund af Thinghelgen, og saaledes kom det ej til Blodsudgydelse. Egil, som altsaa ingen Dom kunde faa, udæskede Anund til Holmgang om Arven strax der paa Thinget. „Har du saa stor Lyst til at slaas, Egil,“ sagde Kongen, „skulle vi gjerne give dig Lejlighed dertil nu strax“. „Jeg vil ikke stride mod Kongens Overmagt og Folkemon,“ svarede Egil, „men naar Kampen er lige, skal jeg ikke fly, hvad enten min Modstander er en Fyrste, eller ej.“ Da sagde Arinbjørn: „lad os drage bort, Egil, for Øjeblikket have vi intet her at gjøre, som kan tjene os til Baade.“ Egil vendte sig nu om, og sagde med høj Røst: „jeg gjør vitterligt for eder, Arinbjørn og Thord og alle de Mænd, der nu kunne høre mine Ord, Lendermænd og Lagmænd og hele Almuen, at jeg nedlægger Forbud mod at Berg-Anund eller nogen anden indenlandsk eller udenlandsk Mand, af fyrstelig eller ikke fyrstelig Stand, befatter sig med Bjørn Brynjulfssøns Jordegods, enten at bortbygge eller dyrke eller paa nogen Maade at bruge til sin Nytte; hvo som det gjør, erklærer jeg skyldig i Lovbrud, i Gudernes Fortørnelse, og i Gridrov“[19]. Derpaa gik han bort med Arinbjørn, og var meget vred. Da Arinbjørn kom ned til Skibene – de laa saaledes, at man ikke kunde see dem fra Thingvolden – bød han sine Mænd drage hjem, uden at opholde sig efter noget, Egil derimod lod han med 30 Følgesvende gaa ombord paa en let og hurtigsejlende Skude, og raadede ham til at skynde sig bort saa hurtigt som muligt, og forresten kun at ro om Natten, men holde sig skjult om Dagen, indtil han kom til Arinbjørns Gaard, thi han tvivlede ikke paa at Kongen vilde sætte efter ham. Det varede ikke længe førend Egils hurtige Skude var langt forud for de øvrige af Arinbjørns Skibe, der paa een Gang roede ud af Havnen; hans eget Langskib var det sidste, thi det var tungest under Aarerne. Arinbjørn havde spaaet Ret. Kongen tænkte virkelig paa at forfølge og dræbe Egil, og havde gjerne villet angribe ham allerede paa Thinget, hvis hans Mænd havde været bevæbnede. Paa Stranden holdt han Hærthing med sine Mænd, sagde dem sin Hensigt, bød dem at tage Tjeldene af Skibene, og ro efter Arinbjørn og Egil; „vi ville tage Egil af Dage,“ sagde han, „hvis vi see Mulighed dertil, og ville ikke skaane nogen, der forsvarer ham.“ Arinbjørns Skibe havde imidlertid faaet et stort Forspring. Da Kongens Skibe havde klaret alle Sundene nordenfor Gulen, og kom ud paa Sognsøen, nærmede Arinbjørns Skibe sig allerede Saudungssund. Kongen skyndte sig efter ham af alle Kræfter, og indhentede ham i indre Sandungssund. Han lagde til Arinbjørns Skib og spurgte om Egil var ombord. Arinbjørn sagde at han ej var der, og at Kongen let kunde overbevise sig om at han ej var skjult under Dækket, men at han derimod skiltes fra ham, idet han paa en Skude selv 30te roede ud i Retningen mod Steinsund. Didhen styrede nu Kongen sin Sejlads. Egil var virkelig dragen til Steinsund, fordi han der havde efterladt sit eget Skib med fuld Ladning. Han og hans Mænd gik ombord paa Skibet, idet Skuden laa ved Roret, mellem Skibet og Landet. Men førend det endnu var ret lyst om Morgenen, bleve de Mænd, han havde sat til at holde Udkig, var, at nogle Skibe kom roende imod dem. Egil, som merkede Uraad, befalede sine Mænd i Hast at væbne sig og løbe ned i Skuden, i hvilken han ogsaa medtog Ædhelstans to Sølvkister, hvilke han altsaa havde ført med sig. Han styrede nu Farten frem mellem Landet og den af de fiendtlige Snekker, der roede dette nærmest: det var Kong Eriks eget Skib. Det hele skede saa hurtigt, og det var endnu saa lidet lyst, at Skibene sejlede hinanden forbi; men under Forbisejlingen kastede Egil et Spyd over til Kongens Skib, og traf dermed Styrmanden, Ketil Haud, Kongens Frænde og Hirdmand, som deraf strax fik sit Banesaar. Kongen befalede strax nogle af sine Mænd at ro efter Egil, medens andre roede til hans Skib, gik ombord, dræbte 10 af hans Folk, som vare blevne tilbage, plyndrede derpaa Skibet, og brændte det op. De, som forfulgte Egil, havde nær indhentet ham, men han frelste sig ved at styre med sin lette Skude gjennem et meget grundt Sund, hvor de mere dybtgaaende Snekker ej kunde følge ham. Han kom saaledes i god Behold, skjønt med Tabet af sit Skib, tilbage til Arinbjørn. Denne var gavmild nok til at give ham et andet Skib med Ladning i Stedet. Paa dette sejlede Egil, efter en kjærlig Afsked fra Arinbjørn, tilbage til Island[20].

  1. ↑ I Sagaen kaldes det afr.
  2. ↑ Det var nemlig Skik og Brug, at Enhver efter Omgang skulde tomme Hornet, og, hvis han ej kunde det, drikke hvad der kaldtes Vitishorn eller Extra-Bægre, som et Slags Straf. Dog kunde man undgaa det, hvis en Anden vilde gjøre Fyldest i Vedkommendes eget Sted.
  3. ↑ I Sagaen úlyfjandi, d. e. usunde Sager.
  4. ↑ I Egils Saga heder det, at Egil drog sin Kniv, ridsede sig inden i Haanden, saa at der kom Blod ud, ristede Runer paa Hornet og bestrøg dem med Blodet, idet han kvad et Vers; derpaa sprak Hornet, saa at Drikken randt ned i Halmen. Med andre Ord: Egil skulde have forstaaet, ved Trylleruner at faa Hornet til at briste. Sandsynligviis har han enten stukket et Hul i den nedre Ende af Hornet, eller fundet Lejlighed til, uformerkt at helde Drikken ud.
  5. ↑ Saud-Øen er en af de smaa Øer strax sydøstenfor Atleøen, efter hvilken Saudungssund (Saudesund) har faaet Navn.
  6. ↑ Egils Saga, Cap. 45.
  7. ↑ Egils Saga, Cap. 46.
  8. ↑ Egils Saga, Cap. 47.
  9. ↑ Egils Saga, Cap. 48.
  10. ↑ Egils Saga, Cap. 49.
  11. ↑ Egils Saga, Cap. 50.
  12. ↑ Tidsregningen i Egils Saga er noget usikker, og indeholder enkelte Selvmodsigelser.
  13. ↑ Det vil nedenfor sees, at Berg-Anund her støttede sig til den Omstændighed, at Bjørn paa en vis Maade havde røvet hende. Jvfr. S. 136.
  14. ↑ Egils Saga, Cap. 56.
  15. ↑ D. e. „den korte“.
  16. ↑ Her gjenkjendes aldeles den samme Indretning, som ved de islandske Vaarthing, hvoraf hvert indbefattede 3 Godord, og hvor hver Gode udnævnte 12 Dommere. (Graagaas þingsk. Cap. 37). Det er altsaa den ældgamle Thingordntng, vi her have beskreven.
  17. ↑ Se ovenfor, S. 119.
  18. ↑ Tign kaldtes paa denne Tid og senere Kongens eller Jarlens fyrstelige Værdighed. „Lendboren“ ɔ: af Lendermands-Æt.
  19. ↑ Griðrof, af grid d. e. midlertidig Fred eller Sikkerhed, og rjófa, bryde, betegner Brud paa det Tilsagn, en af to stridende Parter har givet den anden om, i en bestemt Tid ikke at foretage Fiendtligheder mod ham.
  20. ↑ Egils Saga, Cap. 58.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/79&oldid=59047»