Det norske Folks Historie/1/80

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 604-612).

Da Kong Harald var 80 Aar gammel, blev han saa svag og tungvindt, at han ikke længer kunde færdes over Landet, eller bestyre de kongelige Forretninger. Han udførte en Beslutning, han vistnok længe havde næret, idet han aldeles overdrog sin Magt til sin Søn Erik, satte ham i sit eget Højsæde, og gav ham Overherredømmet over det hele Rige, idet han selv fremdeles, som han allerede i lang Tid havde plejet, opholdt sig paa sine Gaarde i Midtlandet, hvor Kongsgaardenes Antal ogsaa, paa Grund af de hyppige Udvandringer til Island, sandsynligviis var størst, – uden at beskjeftige sig med Regjeringssysler. Hans lange og daadrige Regjering var altsaa nu tilendebragt. Og heller ikke overlevede han sin Thronafsigelse længe, thi han døde tre Aar derefter paa Rogaland, og sandsynligviis paa Gaarden Hauge, hvor han blev højlagt og hvor hans Gravsteen endnu findes^[1]. Med Hensyn til hans Dødsaar, saavelsom overhoved med Tidsregningen i den sidste Deel af hans Levetid, hersker der nogen Uvished. Det er forhen omtalt, at den i det Hele paalidelige Chronolog Are Frode siger, at en Begivenhed, der indtraf 60 Aar efter den angliske Konge Eadmund den helliges Død, ogsaa indtraf een eller to Vintre førend Harald Haarfagre døde; med andre Ord, at Harald Haarfagre døde 61 eller 62 Vintre efter St. Eadmunds Død. Eadmund blev dræbt den 20de November 870; og hvis man ej lægger særdeles Vegt paa Udtrykket „Vintre,“ falder Haralds Død saaledes i 931 eller 932. Men da Eadmunds Død selv falder i Løbet af en Vinter, kunde man vistnok være berettiget til at antage, at denne Vinter ej har været medtagen i Beregningen, og at Are Frodes Mening har været den, at Harald døde i Aaret 933, hvilket ogsaa bedst stemmer med det af flere Forfattere yttrede Udsagn, at han blev 83 Aar gammel, og herskede i 73, eller, om man ej vil regne de 3 sidste Aar efter Thronafsigelsen, i 70 Aar.

Vi have seet, hvorledes Harald med ufravendt Opmerksomhed og udholdende Kraft havde forfulgt sit Maal, hvorledes han efter en i Krigstummel tilbragt Ungdom havde naaet det, og hvorledes han i sin Manddomsalder med Kraft og Konsekvens stræbte at grundfæste sit Verk. Men desuagtet truede dette, da han under sin Alderdom vilde bygge derpaa, at styrte sammen. Det Lenskongedømme, han havde oprettet, bar just i denne Egenskab Spiren til sin egen Undergang i sig. Aarsagen var nemlig den, at Lensindretningen ikke i Længden passede sig for de norske Forholde, som dertil vare for oprindelige og lidet udviklede. Odels-Principet var saa sterkt rodfæstet, og stemmede saa fuldkommen med Folkets Tilbøjeligheder og Leveskik, at Haralds Bestræbelser for at indføre Feudalismen umuligt kunde lykkes i den Udstrækning, han tilsigtede; den spillede kun paa Overfladen, uden at gjennemtrænge Forholdene; den føltes stedse af Folket som et Aag, hvilket man kun ventede paa Lejlighed til at afkaste. En saadan Lejlighed maatte synes at frembyde sig, da Kongen, handlende konsekvent efter Lensvæsenets Grundsætninger, uddeelte Forleninger til sine Sønner. Thi den Begjærlig hed, enhver af dem havde efterat blive Overlensherre, kunde ikke andet end stille dem fiendtligt imod hinanden, og maatte gjøre det nødvendigt for dem at sikkre sig, hver i sit Len, de dem undergivne Mænds Medvirkning. Vi erfare ogsaa, at en saadan Medvirkning blev dem til Deel. Men for at opnaa den, have de vistnok maattet gjøre Indrømmelser eller Løfter om Indrømmelser, og det er heel sandsynligt, at hvilken som helst af Haralds Sønner der end efter hans Død omsider kom i Besiddelse af Riget, vilde han dog have været nødsaget til, som Betingelse for Indbyggernes Troskab, at frasige sig den Overejendomsret, der ophævede Odelsretten. Og jo mindre denne Overejendomsret allerede saaledes, som Forholdene under Haralds Alderdom ordnede sig, havde at betyde, desto mindre var i sig selv ogsaa Indrømmelsen, og desto lettere var den derved tilsigtede Fordeel erhvervet.

Vi have allerede omtalt, hvor forhadte Haralds Indretninger vare, i det mindste i Begyndelsen af hans Regjeringstid; vi have meddeelt flere Exempler paa den Strenghed, ja endog Haardhed, hvormed han ved mange Lejligheder gik frem. Naar vi desuagtet erfare, at han var personlig afholdt, og det i det erobrede Thrøndelagen, ja endog i den Grad, at det sidenefter var en af de bedste Anbefalinger for hans Søn Haakon, at han var sin Faders udtrykte Billede; og at der gjennem hele hans lange Regjering ikke i Landet selv skede nogen alvorlige Opstandsforsøg mod ham: da kunne vi ikke andet end drage den Slutning, at han maa have besiddet overlegne Talenter, og udøvet en mægtig Indflydelse paa alle sine Omgivelser. De Skildringer, der gives af hans Personlighed, og som vi allerede ovenfor tildeels have gjengivet, stemme ogsaa alle i at prise hans Skjønhed, indtagende Væsen, og Klogskab. „Saa sige kloge Mænd“, heder det i Snorres Skildring af ham, „at Harald Haarfagre har været overordentlig smuk, sterk og stor, gavmild paa Gods, og overvættes afholdt af sine Mænd“. Hvis man skal tro, at han virkelig har yttret de ovenfor (S. 462 og 463) anførte merkelige Ord, hvorved han lagde sin Foragt for Afgudsdyrkelsen og sin Tro paa en eneste Gud tilkjende, maa han have hævet sig til en høj Grad af Fordomsfrihed, om man end ikke vil ansee denne Yttring som et Resultat af hans egne Betragtninger over Religionsforholdene, da Christendommen paa den Tid var altfor vel kjendt af Nordmændene til at ikke ogsaa Harald skulde have hørt noget derom^[2].

Haralds store Pragt og Gavmildhed bidrog naturligviis til at skaffe ham mange Tilhængere. Imidlertid findes der Spor til, at man ogsaa har beskyldt ham for en Svaghed, der lige siden Halfdan mildes Tid betragtedes som en Familiesvaghed i hans Æt, nemlig en vis Knaphed mod sine Mænd i Mad og Drikke. Det hed om Halfdan milde, at han gav dem lige saamange Guldpenninge, som andre gave Sølvpenninge, men sultede dem hvad Maden angik; og da Haakon, hans Søn, vilde indføre Christendommen og paabød regelmæssige Faster, sagde de, som vare misfornøjede dermed, at det var hans, hans Fader Haralds, og hele den Families Svaghed, at være karrige paa Mad mod sine Undergivne, skjønt de vare rundhaandede med Guld. Om Harald selv fortælles et temmelig charakteristisk Træk i denne Henseende. Han havde i Vrede, som ovenfor omtalt, jaget Snefrids Sønner fra sig, og Gudrød Ljome havde taget sin Tilflugt til sin Fosterfader Thjodolf af Hvin, der paatog sig at tale Kongen til Rette. Da han kom til Kongen, var det seent om Aftenen; der var Gjestebud hos ham, men Mjøden var opblandet, Kongen gik paa Gulvet, saa til Bænkene, hvor Gjesterne sad, og mumlede:

Meget til Mjøden tage
mine hid komne gamle
graahærdede Helte;
hvi er’ I alt for mange?

men Thjodolf, som hidtil havde siddet ubemerket yderligst i Hallen, svarede:

Hug vi fik paa vort Hoved
haarde i Sverde-Legen,
med den vise Fyrste
var vi ej da for mange.

Og nu tog Kongen venligt imod ham og føjede ham i hans Bøn^[3].

Hvad der og gjorde Harald meget yndet, var de gode Aaringer, der herskede paa hans Tid^[4]; saadant plejede man altid at tilskrive den Lykke, Fyrsten selv havde med sig. Det synes vel, som om de mange Udvandringer maa have gjort noget Afbræk, men Forholdene vare dengang ikke saaledes beskafne, at Virkningerne deraf kunde sprede sig over det hele Land. Efter de faa Vink, Sagaerne indeholde til Bedømmelsen af Handelens og Næringsvejenes Tilstand paa Kong Haralds Tid, faar man et umiskjendeligt Indtryk af at de trivedes, og at Forfatningen var god. Beretningen om Thorolf Kveldulfssøns Handelsforetagender, saavel til Finmarken og længere mod Øst, som til England; om Mængden af de norske Skibe, som besøgte Haløre Marked, og om de mange fremmede Skibe, der besøgte Tunsbergs Havn, vidner om en efter Omstændighederne ikke ubetydelig Handelsrørelse. Tunsbergs Opkomst maa, som allerede ovenfor antydet, især tilskrives den Omstændighed, at Hertug Guthorm, og efter ham saavel Kong Guthorm, som Kong Bjørn, opslog sit Hovedsæde paa Sæheim; da man siden denne Tid ikke hører Tale om Skiringssal som Handelsplads, er det aabenbart, at det er dennes Handel, der har draget sig til Tunsberg. Skiringssal nævnes endnu i Begyndelsen af Kong Haralds Regjeringstid som en Søhandelsplads i den merkelige Beskrivelse over Norge, som den berømte engelske Konge Alfred, efter mundtlige Meddelelser af Helgelændingen Ottar, der var traadt i hans Tjeneste, har indflettet i sin Oversættelse af den romerske Historieskriver Orosius. Vi have hist og her i det Foregaaende haft Anledning til at omtale denne Beskrivelse, og anføre et og andet af dens Indhold^[5]. Men da den desforuden indeholder meget, der er af stor Vigtighed, isærdeleshed med Hensyn til Haalogaland, Finmarken og Finneskatten, Bjarmeland og de paa den Tid sædvanlige Bjarmelandsrejser, og da den tillige er af særegen Interesse som et aldeles authentisk Vidnesbyrd fra Harald Haarfagres Samtid, ville vi her meddele den i dens Heelhed:

„Ottar“^[6], heder det, „berettede sin Herre Kong Alfred, at han boede nordligst af alle Nordmænd^[7]. Han sagde, at han boede paa Nordkanten af Landet ved Vesterhavet; men Landet strakte sig meget langt nordefter derfra, og var ganske øde, med Undtagelse af, at Finnerne hist og her stykkemellem holdt til, for at jage om Vinteren, og fiske i Havet om Vinteren. Han sagde, at han engang selv vilde undersøge, hvor langt Landet strakte sig mod Nord, eller om noget Menneske boede nordenfor den øde Strækning. Han foer derfor nordefter langs Landet, saa at han i tre Dage stedse havde den øde Strækning til Styrbord, og Havet til Bagbord; da var han kommen saa langt mod Nord, at Hvalfangerne ej plejede at fare længere. Men han fortsatte sin Vej fremdeles nordefter saa langt, som han kunde sejle i andre tre Dage: da bøjede Landet mod Østen, eller ogsaa løb der en stor Havbugt ind, hvilken af Delene, vidste han ikke^[8], kun vidste han, at han der maatte oppebie vestlig eller lidt nordlig Vind, og at han sejlede derfra østefter langs Landet, saa langt som han kunde komme i fire Dage. Da maatte han oppebie fuldkommen Nordenvind, thi Landet bøjede sig nu sydefter eller ogsaa løb der en stor Havbugt ind – hvilken af Delene, vidste han ej –^[9]. Han sejlede derfra sydefter langs Landet, saa langt som han kunde komme i fem Dage. Da laa der en stor Aa op i Landet. De styrede op i Aaen, fordi de ej turde sejle videre af Frygt for Ufred, eftersom Landet var ganske bebygget paa den anden Side af Aaen^[10]. Dette var det første bebyggede Land han traf, siden han forlod sit eget Hjem; overalt havde han til Styrbord haft ubeboet Land, med Undtagelse af, at der vare enkelte Fiskere, Fuglefængere og Jægere: det var altsammen Finner. Men til Bagbord havde han stedse hast det aabne Hav. Bjarmerne havde bebygget deres Land godt, men did torde han og hans Mænd ej komme. Terfinnernes Land derimod var øde, undtagen hvor Jægere, Fiskere og Fuglefængere havde Tilhold^[11]. Bjarmerne berettede mangt og meget, saavel om deres eget Land, som om de tilgrændsende, men han vidste ikke hvad sandt der var deri, fordi han ej selv havde seet det; det forekom ham, som om Finnerne og Bjarmerne talte omtrent eet og samme Sprog. Hans fornemste Hensigt med at drage didhen var, foruden at undersøge Landet, ogsaa at fange Hvalrosse, thi disse Dyr have meget ædelt Been i deres Tænder (af hvilke de ogsaa bragte Kongen nogle^[12]), og deres Hud er meget tjenlig til Skibsreb. Denne Hval er meget mindre end andre Hvaler, nemlig ikke længere end syv Alen lang. I hans eget Land er derimod den bedste Hvalfangst; der gives Hvaler af 48 Alens, og de største af 50 Alens Længde. Af dem kunde han selv sjette dræbe 60 i to Dage. Han var meget rig paa det Slags Ejendomme, hvori de Folks Rigdom bestaar, nemlig de vilde Dyr, som kaldes Rener. Da han drog til Kongen^[13], ejede han sex hundrede tamme ukjøbte Reensdyr, af hvilke der var sex Lokke-Rener; saadanne ere meget dyre blandt Finnerne, fordi man ved deres Hjelp fanger de vilde Rener. Han var en af de første Mænd der i Landet, men ejede dog ikke mere end 20 Køer, 20 Faar og 20 Sviin; det lidet, han pløjede, pløjede han med Heste. De derværende Indbyggeres største Herlighed er den Afgift, Finnerne betale dem, den bestaar af Dyrefelde, Fuglefjedre, Hvalsbeen, og Skibsreb forarbejdede af Hvals- eller Sælshud^[14]. Enhver betaler efter sin Stand; den fornemste har at betale 15 Maardskind, fem Reenshuder, en Bjørnefeld, ti Embere Fjedre, en Kjortel af Bjørne- eller Odderskind, og to Skibsreb, hvert paa 60 Alens Længde, det ene af Hvalshud, det andet af Sælshud. Han sagde at Nordmændenes Land (Norðmannaland) var meget langt og smalt; alt det deraf, som man enten kan dyrke eller pløje, ligger ved Søen, og endda er det mangesteds meget bjergigt; østenfor ligge vilde Fjeldstrækninger oppe langs med det bebyggede Land; og paa disse Fjeldstrækninger bo Finner^[15]. Imod Øst^[16] er det bebyggede Land bredest, men jo længere man kommer mod Nord, desto smalere bliver det; mod Øst kan det være henved 60 Mile bredt, eller derover; paa Midten 30 Mile bredt fra Søen til Fjeldet, og denne Fjeldstrækning var paa nogle Steder saa bred at man behøvede 2 Uger til at drage over den, andensteds ikke bredere end at man kunde komme over den i 6 Dage. Derefter ligger paa den anden Side af Fjeldstrækningen Svialand (Sveóland, Sviarnes Land) langsmed hiint Lands (Norges) sydlige Deel, og langsmed dets nordlige Deel Kvænland. Stundom herje Kvænerne over Fjeldet paa Nordmændene, og stundom Nordmændene paa dem. Hiinsides Fjeldet er der mange Ferskvand^[17] til hvilke Kvænerne bære deres Baade, der ere meget smaa og lette, over Land, og herje derfra paa Nordmændene – Ottar sagde, at det Fylke^[18] hvori han boede, hed Haalogaland^[19], og at ingen boede nordenfor. Men paa den sydlige Kant af Landet er der en Søhavn, kaldet Skiringssal; didhen sagde han man kunde sejle (nemlig fra hans Hjem paa Haalogaland) paa een Maaned, naar man om Natten søgte Havn, og hver Dag havde gunstig Vind. Hele denne Tid skal man sejle langsmed Landet; da har man til Styrbord først Irland^[20], derpaa de Øer, der ligge mellem Irland og dette Land^[21], indtil man kommer til Skiringssal; til Bagbord har man Norge. Søndenfor Skiringssal gaar der en stor Sø op i Landet, bredere end at man kan see over den ^[22]; paa den anden Side er først Jylland^[23], og derpaa Sinlende^[24]. Denne Sø strækker sig mange hundrede Mile ind i Landet. Fra Skiringssal sagde han at han i fem Dage sejlede til den Søhavn, der kaldes Hede^[25]; den staar mellem Venderne, Saxerne og Anglerne, og tilhører Danerne. Da han sejlede didhen fra Skiringssal, havde han først til Bagbord Danmark og til Styrbord det aabne Hav i tre Dage; og i de to øvriges Dage, for han kom til Hede, havde han til Styrbord Jylland, Sinlende og en Mængde Øer – de Lande, hvor Anglerne boede, før de kom til dette Land – og til Bagbord de Øer, der høre til Danmark„^[26].

Man veed ikke nu længer, hvo denne Ottar er, kun seer man, at han maa have været en rig, anseet og meget berejst Helgelænding, der er bleven Kong Alfreds haandgangne Mand. Man skulde næsten formode, at Harald Haarfagres Erobring har drevet ham bort. Da han omtaler Finneskatten ej som om den var et Regale for Overkongen, men som om den oppebares af Helgelændingerne selv, synes den Skildring, han giver af Landet og dets Forholde, nærmest at vedkomme den Tid, der gik strax forud for Erobringen af Haalogaland, eller den endelige Ordning af Forholdene i dette Fylke, altsaa fra Aarene lidt før 870. Men det er ellers merkeligt, at han allerede saa tidligt nævner Nordmændenes Land eller Norge som et Land, af hvilket Haalogaland kun var et „Shire.“ Dette viser, at Bevidstheden om Landets og Folkets Eenhed allerede var tilstede førend det sammenerobredes, og medens det endnu bestod af en Mængde indbyrdes uafhængige Dele; det forklarer, hvorledes Beslutningen, at forene alle disse Dele til et Heelt, kunde opstaa hos Harald, og heller ikke betragtedes som nogen Urimelighed af hans Omgivelser.

Ottars Skildring viser, at Forholdene og Næringsvejene i det mindste i Nordland paa hans Tid vare de samme som nu, dog drev man, hvad der ogsaa let kan forklares, mere paa Fiskeri og Hvalfangst, medens Agerdyrkningen spillede en mindre vigtig Rolle. Og een Omstændighed er merkelig, at ogsaa Nordmændene paa Helgeland i den Tid befattede sig med at holde Rener, hvilket nu i de Egne kun er Finnernes Sag. Man seer overhoved, at Finnernes Antal paa den Tid maa have været større, og at deres Vandringer maa have strakt sig længere ned i det sydligere Norge, end nuomstunder.

Det opdyrkede Land maa i Forhold til Skov- og Fjeldstrækningerne endnu have været temmelig lidet. Ottar taler kun om dyrkbart Land ved Søkysten. Vistnok har han nærmest Haalogaland for Øje, og siger desuden længere nede, at det bebyggede Land i den østlige eller sydlige Deel af Norge er 30 til 60 Mile bredt, hvorved han saaledes ogsaa regner Oplandene med; men han skildrer dog Fjeldstrækningen, eller overhoved det udyrkede Land, som bredere og af større Udstrækning, end i vore Dage. Derfor vare Indbyggerne ogsaa mere afhængige af Søen med Hensyn til deres Ernæring. Men det var afhængigt af Enhvers Stand og Stilling, paa hvad Maade han benyttede Søen og de Hjelpekilder, den frembød. Medens Fiskeriet og lignende Sysler overlodes til de mere Underordnede, og til Trællene, søgte Norges højbyrdige Ynglinge at vinde Rigdomme, Erfaring og Anseelse ved Handelsrejser og Vikingetog.

1. Snorre, Har. Haarf. S. Cap.45. Fagrskinna Cap. 23. Snorre siger, at Harald højlagdes paa den Maade, at der blev sat en Steen oprejst ved hans Hoved, en anden ved hans Fødder, og en stor Helle lagt over disse, hvorefter mindre Stene opstabledes paa Siderne udenfra under Hellen. „Disse Stene“, vedbliver han, „som dengang laa i Højen, findes nu paa Kirkegaarden ved Kirken i Haugesund; Højen selv findes tæt ved Kirkegaarden i Nordøst, og den store Helle, 13½ Fod lang og næsten 2 Alen bred, vestenfor Kirken“. Den nuværende Kirke ved Haugesund (Skore Kirke) staar ej paa samme Sted, som den af Snorre omtalte, der stod paa Gaarden eller rettere Gaardstykket Garde (en Deel af Hauge); og paa denne Gaard findes saavel en Levning af Haralds Gravhøj, som hans Gravsteen, der ganske svarer til de af Snorre angivne Dimensioner. Munthes Anm. til Aalls Overs. af Snorre, I. S. 83.
2. Se f. Ex. hvad der allerede er yttret om de første Christne paa Island. Paa sit Tog til Vesterhavet maatte Harald komme i megen og mangehaande Berørelse med Christne og Christendommen.
3. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 26.
4. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 26.
5. Neml. S. 55, 89, 253, 328, 381.
6. Alfred kalder ham med den angelsaxiske Form Ohthere.
7. Det vil just ikke sige, at han selv boede allernordligst, men at den Deel af Norge, hvor han boede, var den nordligste, eller, som det nedenfor heder, at Landet ej var bebygget længer mod Nord.
8. Han var omtrent kommen til Nordkap. Naar det heder, at han ej vidste om det var en Havbugt eller det aabne Hav, han sejlede paa, menes herved, at han ej var vis paa, om der ikke lige over for Finmarkens Kyst var et Polarland, sammenhængende med Fastlandet længer mod Øst.
9. Denne Gang kom han ind i en virkelig Havbugt, nemlig det hvide Hav.
10. Denne Aa var Vinaa eller Dvina, og det Folk, der saa vel havde bebygget den anden Side af Aaen, var Bjarmerne, der strax efter omtales.
11. Terfinnerne vare Finnerne strax vestenfor det hvide Hav. Disse Finner kaldes tildeels endnu saaledes, nemlig Terskoj Leporie d. e. de terske Finner.
12. Dette er en af Alfred indskudt Bemerkning, nemlig at de ɔ: Ottar og hans Folk, bragte ham selv Prøver paa Hvalrostand.
13. D. e. Alfred.
14. Ved Hvalshud forstaaes her Hvalroshud.
15. Han tænker sig vel her nærmest Haalogaland, dog kunde man af dette hans Udsagn være berettiget til at slutte, at der paa hans Tid endnu vandrede Finner om paa de sydligere Grændsefjelde.
16. Det vil sige mod Sydøsten.
17. Nemlig alle de store saakaldte Træsk i de svenske Lapmarker.
18. Egentlig staar der „Shire“.
19. Den angliske Form er Hálgoland.
20. Man tænkte sig paa hiin Tid, ifølge Ptolemæos’s System, at Irland laa nordenfor Britannien.
21. D. e. Britannien, det er nemlig Kong Alfred, som taler.
22. Kattegattet og Østersøen.
23. Angelsaxisk Gótland eller Giótland.
24. D. e. Sønderjylland, se ovenfor S. 378.
25. Angelsaxisk āt Hæðum, d. e. Hedeby, Slesvig, se ovenfor S. 381.
26. Thorpes Analecta Anglosaxonica 2den Udg. S. 82–86. Barringtons Udgave af Alfreds Orosius S. 21-25. Langebeks Scr. Rer. Dan. II, S. 106.