Det norske Folks Historie/1/81

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 612-632).

Vikingetogene fortsattes ogsaa under Haralds hele Regjeringstid og næsten et heelt Aarhundrede derefter ej alene i ligesaa stor Udstrækning, som forhen, men i meget større, forsaavidt de Bevægelser, der paa denne Tid fandt Sted overalt i Norden, bragte et større Antal af nordiske Krigere til at forlade deres Fædreland og søge Lykken paa andre Kanter, ligesom de nu ogsaa ordnede sig i større Masser efter de tre Hovedafdelinger, Nordmænd, Daner eller Sviar; de indlode sig paa større og mere omfattende Erobringsforetagender, og tilvejebragte overhoved en nærmere Forbindelse mellem Nord- og Mellem-Europa, end der tidligere havde fundet Sted. Paa den Tid, da Harald var beskjeftiget med sine Erobringstog gjenoplivede Ragnar Lodbroks virkelige eller foregivne Ætlinger Dane-Vældet, først udenfor Norden, siden i Norden selv, og vi ville i det Følgende see, hvorledes det i en forholdsviis kort Tid stadigt tiltog, indtil det endelig var nær ved at strække sig over hele Norden: da det pludselig, ved et tilfældigt Sammenstød af Omstændigheder, ophørte, og en fuldkommen Ligevegt mellem Nordens trende Hovedriger indtraadte.

Lodbroks-Sønnernes Tog til England var saa vældigt, og i sine Følger af saadan Betydenhed baade for England og Norden, at Erindringen derom ikke let paa noget af Stederne kunde forsvinde; men i samme Mon, som dette Tog indprægede sig sterkere i Nationernes Erindring end de foregaaende og mange af de efterfølgende, i samme Mon beskjeftigede det ogsaa Indbildningskraften sterkere og frembragte forskjellige tildeels fabelagtige Sagn, saavel om dets Anledning, som angaaende dets enkelte Omstændigheder. Her ligger det i Sagens Natur, at da Christendommen paa denne Tid allerede for over to hundrede Aar siden havde været indført i England, og med den boglig Lærdom og skriftlig Virksomhed, kunde de danske Vikingers Bedrifter i Landet selv strax med tilstrækkelig Paalidelighed og Nøjagtighed blive optegnede og forevigede, saa at Sagnet her egentlig kun havde friere Spillerum med Hensyn til Vikingehøvdingernes Personlighed og Aarsagen til deres Angreb, hvorimod man aldeles savner endog nogenlunde paalidelige nordiske Efterretninger derom, og alt, hvad der herom berettes enten i den danske eller norske historiske Literatur fra Middelalderen, er indhyllet i en fabelagtig, sagnmæssig Taage. Dertil kommer ogsaa, at de Mænd, der i Norden nedskreve de mundtligt forplantede historiske Traditioner, tildeels allerede havde haft Anledning til at kjende de engelske skriftlige Beretninger, og nu stundom ved egenmægtige Tillempninger søgte at faa deres egne Sagn til at stemme med disse, hvorved Forvirringen naturligviis er bleven endnu større. Vi have allerede ovenfor (S. 357–360) anført flere Omstændigheder, der vise, at Forvirringen isærdeleshed grunder sig paa en Forvexling af Ragnar Lodbrok, Sigurd Rings Søn, med en yngre Lodbrok, hvis Sønner i Midten af det 9de Aarhundrede hjemsøgte England, og som blandt flere engelske Konger ogsaa bekæmpede en vis Kong Ella i Northumberland, der er bleven en af Hovedpersonerne i de nordiske Sagn. Fra hvilken Tid denne Forvexling i de nordiske Sagn skriver sig, lader sig vanskeligt bestemme. Allerede den gamle Chronolog Are frode, der skrev i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, men havde hentet mundtlige Efterretninger af gamle Folk, som kunde erindre tilbage fra Begyndelsen af det 11te Aarhundrede^[1], har, som vi allerede ovenfor have bemerket, gjort sig skyldig i Forvexlingen, idet han siger, at Ivar, Ragnar Lodbroks Søn, i Aaret 870 lod Kong Eadmund den hellige dræbe^[2]; men han omtaler ogsaa Kong Eadmunds Saga, det vil sige Legenden om ham, og røber derved, saa vel som ved flere andre Omstændigheder, at han har kjendt engelske Beretninger. Den islandske Skald Sighvat, Kong Olaf den helliges Hirdskald og fortrolige Ven, gjorde omtrent 1026 en Udenlandsrejse, paa hvilken han ogsaa besøgte Kong Knut den mægtige i England, og digtede et Kvæde til hans Ære; blandt de faa Vers, der af dette ere levnede, findes der ogsaa et, hvori det heder, at Ivar i York lod riste en Ørn paa Ellas Ryg^[3]; men heraf seer man kun at det nordiske Sagn om Ellas Død ved Ivars Foranstaltning allerede paa Sighvats Tid, eller i Begyndelsen af det ilte Aarhundrede-, var til omtrent i sin nuværende Form, uden at man bliver klog paa, om denne Ivar ogsaa da ansaaes som en Søn af Ragnar. Hvis det gamle Digt Kraakumaal, som vi ovenfor (S. 359–372) have nævnt, virkelig hidrører fra Hedendommens Tider – hvad dets hele Aand og Charakteer umiskjendeligt synes at vise – maa i saa Fald Forvexlingen af den ældre Ragnar og den yngre Lodbrok allerede da have fundet Sted. Og naar man veed, hvor langt kortere Tid der i hine Dage udkrævedes til at stille Begivenhederne i et mythisk Halvmørke, end efterat Christendommen var indført og skriftlige Optegnelser sædvanlige, kan man heller ikke i mindste Maade finde det forunderligt, om hine Sagn, hvorved den ældre og den yngre Lodbrok gjordes til een Mand, allerede i de første Generationer efter Lodbrokssønnernes Fremtræden vare blevne til, og i det Hele taget havde antaget den Form, hvori vi nu kjende dem.

At de Vikingehøvdinger, der baade i de nordiske Sagn og de engelske Annaler kaldes Lodbroks Sønner, virkelig benævnes eller benævnte sig selv saaledes, derom har man endog et samtidigt Vidnesbyrd hos Biskop Asser af Exeter, der samtidig med den engelske Konge Alfred har beskrevet den største Deel af hans Liv; han siger udtrykkeligt, at Høvdingernes tre Systre, Lodbroks Døttre, havde syet deres Fane, kaldet Ravnen^[4]. En temmelig vegtig, skjønt ikke samtidig, Autoritet er ogsaa Mag. Adam af Bremen, der skrev ved 1075, og blandt andre Kilder benyttede mundtlige Meddelelser af den danske Konge Svein, Ragnar Lodbroks Ætling; han kalder ogsaa Vikingehøvdingen Ingvar „Lodbroks Søn“^[5].

Vore egne Sagaers Beretning om Anledningen til Lodbrokssønnernes Angreb paa England er følgende.

Ragnar Lodbrok, der sad hjemme i sit Rige, medens hans Sønner vare ude i Viking, hørte en af sine Mænd sige, at han ikke kunde maale sig med dem. Derfor besluttede han paa egen Haand at gjøre et Tog, hvorved han vilde komme til at indlægge sig lige saa megen Berømmelse. Han lod derfor bygge to Knerrer – der siges etsteds, at de byggedes i Lider paa Vestfold^[6] – saa store, at man hidtil aldrig havde seet deres Mage i Norden, og lod opbyde en stor Udrustning over hele sit Rige. Hans Hustru spurgte ham, hvor han agtede sig hen. Da han sagde, at han agtede sig til England, uden at have større Styrke med sig, end der kunde rummes paa disse Knerrer, advarede hun ham, fordi denne Styrke var for liden og Englands Kyst desuden farlig for store Skibe; hun raadede ham til heller at have flere mindre Skibe og et større Antal Folk. Men han sagde, at jo farligere England var, desto større Hæder var det for ham at undertvinge det med kun to Skibe, og hvis han var uheldig, da var det ogsaa bedst at opoffre saa faa Folk og Skibe som muligt. Han var ikke at bevæge til at afstaa fra sit Foretagende. Hun gav ham ved Afskeden en Pantserskjorte af Silke, som hun havde syet, og som skulde kunne bevare ham mod Hug og Stik. Da han kom til England, led han Skibbrud paa Northumberlands Kyst, men kom dog i Land med alle sine Mænd, fem eller sex hundrede i Tallet. Den Konge, som regjerede der, hed Ella; han havde væntet Ragnars Besøg, og sat Folk til at passe paa, naar han kom, for strax at melde det. Da han nu fik vide, at en fiendtlig Skare var kommen, samlede han en stor Hær og drog ham imøde. Ella gav sine Mænd den Befaling, at de, hvis de sejrede, og det viste sig, at dette virkelig var Ragnar, ikke skulde dræbe ham, men kun tage ham til Fange, da hans Sønner ellers vilde hevne hans Død. Efter en langvarig og heftig Kamp, i hvilken Ragnar gik igjennem Ellas Fylkinger og hug ned til Højre og Vestre, uden selv at blive saaret, maatte dog tilsidst alle hans Mænd bide i Græsset, og han selv blev fangen. Man spurgte ham om hans Navn, men han taug. Da bød Ella, at han skulde kastes i en Ormegaard og sidde der, indtil han tilstod hvo han var; og hvis det da viste sig, at han var Ragnar selv, skulde man tage ham ud saa hurtigt som muligt. Det skede, men han sad længe, uden at Ormene vilde bide ham. Da lod Ella Panserskjorten tage af ham, og strax hang Ormene ved ham paa alle Kanter Ragnar sagde da: „grynte vilde Grisene, om de vidste, hvad den gamle lider“. Han kvad tillige en Vise, hvori han sagde, at han havde holdt 51 berømmelige Slag, men aldrig tænkt at Orme skulde blive hans Bane. Da skjønnede Ella, at dette var Ragnar selv, men for silde. Ragnar lod sit Liv med stort Mod. Ella vovede ikke andet, end at sende Bud til Ragnars Sønner, der imidlertid vare komne hjem, og melde dem Faderens Død. Han valgte dertil en af sine klogeste og tappreste Mænd og sendte ham afsted paa et vel rustet Skib. Da denne Mand kom med sit Følge til Borgen, hvor Ragnars Sønner opholdt sig, gik de ind i Hallen, hvor der var Gjestebud. Ivar, der blot havde Brusk istedetfor Been i sit Legeme, og derfor ej kunde gaa, laa i Højsædet, Sigurd Orm i Øje og Hvitserk spillede Bretspil, Bjørn skjeftede et Spyd. Sendebudet fremførte sit Ærende, og meldte Ragnars Død, medens hans Sønner opmerksomt hørte til, og Ivar spurgte ham nøjagtigt ud om alle Enkeltheder. Da han endte sin Beretning, havde Bjørn trykket saa haardt paa Spydskaftet, at man kunde see Spor af hans Haand; han rystede Spydet, og det gik i to Stokker. Hvitserk krustede den Brikke, han holdt, saa fast, at Blodet sprang frem under hans Negle. Sigurd, der holdt en Kniv i Haanden, hvormed han pudsede sin Negl, vidste ikke af, førend Kniven stod lige ind til Benet; saa aldeles havde deres Sind været optaget med at lytte til hvad Budet meldte. Ivar skiftede Farve, var snart rød, snart blaableg, snart hvid, og ganske ligesom opsvulmet i sit Ansigt. Hvitserk foreslog, at man strax skulde dræbe Ellas Sendebud. Ivar derimod sagde, at de skulde faa fare bort i Fred, og derved blev det. Ved deres Hjemkomst sagde Ella, at enten maatte de frygte for Ivar, eller for Ingen. Han lod holde omhyggelig Vagt over det hele Rige, at ingen Hær skulde komme uvæntet over ham.

Ragnars Sønner, med Undtagelse af Ivar, talte nu om at tage Hevn; Ivar derimod sagde, at deres Fader havde angrebet Ella uden at være fornærmet af ham, og at han derfor vilde lade sig nøje med Pengebøder for sin Deel. Dette fandt de øvrige Brødre at være en uværdig Tale, og sagde, at de tvertimod vilde udruste ethvert sødygtigt Skib i hele Danmark, for at hevne deres Faders Død, saaledes som det anstod Krigere lig dem. Ivar svarede, at han vilde sidde efter med de Skibe, han havde at raade over. Den Hær, de fik samlet, var derfor mindre end de havde tænkt. Dog sejlede de afsted. Ivar fulgte dem alligevel sidenefter med et eneste Skib. De kom til England, og kæmpede med Ella, men da denne havde stor Overmagt, bleve de slagne. Imidlertid var Ivar ogsaa kommen, uden dog at have deeltaget i Slaget. Han sagde nu, at han vilde forsøge med det Gode, om han kunde saa Ella til at give ham nogen Bod. Hvitserk svarede i de Øvriges Navn, at Ivar i saa Fald fik handle paa sin egen Haand, da de ikke vilde befatte sig dermed. Ivar sagde, at de ogsaa gjorde bedst i, at overlade ham til sig selv; han bad dem drage hjem, og raade for det Rige, de hidtil havde behersket i Fællesskab; de skulde kun sende ham det Løsøre, han fordrede. Dermed skiltes de ad. Ivar drog til Ella, bød Forlig, og spurgte, om han ej vilde unde ham en liden Bod. Ella meente, at han ej var at tro. Ivar sagde, at hans Fordring ej var stor; fik han den opfyldt, vilde han tilsværge Ella, at han aldrig skulde være imod ham. Paa Kongens Spørgsmaal, hvad han fordrede, svarede han kun: saa stort et Stykke Land, som en Oxehud rækker over. Ella tilstod ham det, og Ivar svor, at han ej skulde stride imod ham, eller oplægge Raad, ham til Meen. Ivar lod nu en Tyrehud udbløde, strække og skære i tynde Strimler, dermed omgav han en saa stor Strækning Land, at han paa dette kunde opføre en sterk Borg, nemlig York^[7]. Ved sin Gavmildhed vandt han en heel Mængde Høvdinger, og Ella betragtede ham som en af Landets bedste Støtter. Da han endelig troede sin Magt fuldkommen befæstet, sendte han Bud til sine Brødre, at de skulde udbyde Leding og komme til England. De gjorde saa. Ella opbød ogsaa en Hær, men hans Tilhængere indfandt sig ikke. Ivar, der den hele Tid lod som om han holdt med Ella, tilbød sig at drage til sine Brødre og overtale dem til at slutte Forlig, siden han dog ikke kunde kæmpe imod dem. Men istedetfor at stemme dem til Forlig, eggede han dem end mere til Strid, og Enden blev, at det kom til et Slag, hvori Ella blev overvunden og fangen. Og nu lod Ivar, til Hevn for Ragnars Død, Ella dræbe ved at riste en Ørn paa hans Ryg. Han overlod derpaa sine Brødre den Deel, der tilkom ham af hans Fædrenerige, idet han forbeholdt sig England. Hans Brødre droge derpaa hjem, og herjede siden i andre Lande; Hvitserk blev tilsidst fangen i Austerveg, og valgte sig den Dødsmaade, at blive brændt paa et Baal af de Faldnes Hoveder^[8]. Ivar derimod forblev i England, hvor hans frillebaarne Sønner Ingvar og Husto efter hans Bud dræbte den hellige Eadmund^[9]. Da Ivar endelig følte Døden nærme sig, sagde han til sine Mænd, at de skulde begrave ham der, hvor Landet var meest udsat for fiendtlige Angreb, thi da haabede han, de Fiender, som landede der, ikke vilde sejre. Det skede ogsaa, og det Sagn herskede siden, at Aarsagen til den norske Konge Harald haardraades Død var den, at han landede i Nærheden af Ivars Høj, medens derimod Villjam Erobreren, da han kom til Landet, lod Ivars Høj aabne og hans endnu uforraadnede Lig tage ud; derfor fik han Sejr.

Den danske Forfatter Saxo lader Ragnar efter sin første Hustru Thoras Død gjøre et Tog til Bretland, hvor han i et Slag fælder Kong Hama, hvis Søn var en berømmelig Yngling. Paa dette Tog fældte han ogsaa Høvdingerne i Skotland, Pettland og Syderøerne, og satte sine Sønner Sivard og Radbard til at herske over dem, ligesom han og betvang Norge og overlod dette med Orknøerne til en anden af sine Sønner, Fridleif^[10]. Lang Tid derefter, da Nordmændene og Skoterne havde gjort Oprør i Fridleifs og Sivards Fraværelse, og taget sig andre Konger, gjorde han et nyt Tog, først til Norge, hvis nye Fyrste han dræbte, overladende Landet til sin Søn Bjørn, dernæst til Orknøerne, som han herjede, og endelig til Skotland, hvis Konge Murial han overvandt i et tre Dages Slag, hvori dog tillige to af hans egne Sønner, Dunvat og Radbard, faldt. Ved Tilbagekomsten til Danmark erfarede han at hans Hustru Svanløg imidlertid var død, og tog sig saa nær deraf, at han lukkede sig inde og ikke vilde see noget Menneske. Dog gav hans Søn Ivars Ankomst ham andet at tænke paa. Han havde, det siges ikke hvorledes, erhvervet Herredømmet over Gallerne, og disse havde forjaget ham, tagende Hella, Hamars Søn, til Konge i hans Sted. Det er øjensynligt, at Saxo her ved „Gallerne“ forstaar de Vælske, eller Indbyggerne af Wales. Ragnar udrustede nu en Flaade og drog med den, idet Ivar tjente som Vejviser, til Britannien, hvor han landsatte sine Tropper ved Havnen „Norvik“, og i et Slag, der ligeledes varede i tre Dage, drev den af Gallerne tappert understøttede Hella paa Flugten, med stort Tab paa Anglernes, og lidet paa Danernes Side. Her tilbragte nu Ragnar et heelt Aar, kaldte derpaa sine Sønner til sig og angreb Irland, dræbte dets Konge Melbricus, belejrede det rige Dublin, og indtog det^[11]. At der herved efter al Rimelighed sigtes til det i de irske Annaler omtalte Angreb af Nordmændene paa Conal i Aaret 830, hvorved Kong Melbrigda blev fangen, er allerede ovenfor (S. 437) viist. Her opholdt han sig atter et Aar, og begav sig derpaa under idelige Sejrvindinger gjennem Middelhavet til Hellesponten, og fordrev efter sin Tilbagekomst til Danmark Oprøreren Harald i hvilken man, som ovenfor nævnt (S. 367), gjenkjender den sønderjydske Kong Harald, Anulos Broder, der lod sig døbe 826^[12]. Ragnar, heder det, tilintetgjorde den af Harald indførte Christendom, og indførte atter de hedenske Offringer. Imidlertid havde Hella angrebet Irland, og rasede med Ild og Sverd mod alle Ragnars Tilhængere. Ragnar angreb ham, men blev fangen: aabenbart en Guds Straf fordi han havde forfulgt den sande Religion. Hella lod ham kaste i en Ormegaard. Da Ormene allerede havde fortæret hans Lever og en Snog hængte sig fast i Hjertet, opregnede han med høj Røst alle sine Bedrifter^[13], og sagde tilsidst hine anførte Ord: „grynte vilde Griserne, om de vidste hvad Galten lider“. Heraf skjønnede Hella, at nogle af hans Sønner levede endnu, og bød at man skulde tage Ormene bort. Men imidlertid var Ragnar allerede død. Den Virkning, som Efterretningen om hans Død gjorde paa hans Sønner, beskrives med nogle smaa Afvigelser paa samme Maade som i Ragnars Saga. Ivar drog derpaa til England, og da han merkede at hans Flaade var for liden til at binde an med Fienden i aabenbar Krig, udbad han sig og fik af Hella saa stort et Stykke Land, som han kunde omgive med en Hestehud, hvilken han da klippede i Strimler, og vandt derved Jordsmon nok til at anlægge en befæstet By. Siden kom Sivard og Bjørn med en Flaade og 400 Mand, angrebe og fangede Hella, og dræbte ham ved at riste en Ørn paa hans Ryg. Derpaa vendte Sivard og Bjørn tilbage til deres Riger. Ivar forblev i England og herskede der i to Aar. Derpaa satte han sin Broder Agnar til at herske i England, og drog selv hjem. Anglerne vilde ikke vide af Agnar, men ved Sivards Hjelp overvandt han dem, og ødelagde store Strækninger af Landet. Man hører derefter ikke mere tale enten om Ivar eller om Agnar.

De engelske Sagn om Anledningen til Lodbroks-Sønnernes Tog ere meget forskjellige fra de nordiske. Det maa forresten bemerkes, at de ikke deles i de ældste og paalideligste Kildeskrifter, men kun hos yngre Forfattere, og, som man derfor maa formode, i en noget forvansket Skikkelse^[14]. De afvige derhos fra hinanden indbyrdes. Egentlig er det kun det østangliske Sagn, som udtrykkelig nævner Lodbrok. Der var, fortælles der, i Daneriget en Mand af Landets Kongeæt, ved Navn Lodbrok, der havde to Sønner, Ingvar og Ubbe. En Dag sejlede han alene i en liden Baad med sin Høg omkring mellem Øerne og langs Stranden, for at fange Ænder og andenslags Fugl, men en pludselig Storm drev ham ud paa Havet, og efter at være omtumlet i flere Dage og Nætter landede han endelig paa Ostangelns Kyst ved Redham i Norfolk. Her forundrede man sig ved at sinde ham alene med sin Høg, og bragte ham til Kong Eadmund, der formedelst hans smukke og anseelige Ydre viste ham megen Ære, og beholdt ham en Stund ved sit Hof. Da det danske Sprog lignede det angliske, kunde Lodbrok give Kongen en Beretning om den Hændelse, der havde bragt ham derhen. Lodbrok, der fandt Behag i Opholdet ved Eadmunds Hof, bad om at han fremdeles maatte blive der, for at lære Høviskhed og fiin Levemaade. Kongen samtykkede deri. Lodbrok, der var en ersaren og heldig Jæger, gik ofte paa Jagt med Kongens Jæger Bjørn og skaffede meget herligt Vildt til Kongens Bord. Misundelig over Hans Held, myrdede Bjørn ham engang, da de vare sammen paa Jagt, skjulte hans Lig i det tykkeste af Skoven, kaldte Hundene til sig, og gik hjem med dem. Da Kongen ved Maaltidet næste Dag savnede Lodbrok, sagde Bjørn, at han var bleven efter i Skoven, og at han siden ikke havde seet ham. Men neppe havde han udtalt, førend Lodbroks Yndlingshund kom ind, og logrede for Kongen, som rakte den Føde, i det han sagde til de Omstaaende, at Lodbrok nu vist snart vilde indfinde sig. Men ingen Lodbrok kom, og Hunden løb bort igjen, og saaledes gik det i tre Dage, da Kongen endelig, forundret herover, bød nogle af sine Folk følge med Hunden og passe paa, hvor den løb hen. Derved opdagede de dens Herres Lig, ved hvilket den i alle disse tre Dage havde siddet, idet den kun løb op til Kongsgaarden, naar den trængte til Føde. Eadmund blev bedrøvet over Lodbroks Død, lod anstille skarpe Undersøgelser for at opdage Gjerningsmanden, og kom snart til Vished om at dette ikke var nogen anden end Bjørn, som ogsaa tilstod sin Udaad. Eadmund lod nu sine Hirdmænd og Lovkyndige dømme, hvad Straf han skulde have. De dømte, at han skulde sættes i den samme Baad, paa hvilken Lodbrok var kommen, og overgives til Havet, ganske alene, uden Aarer eller Sejl. Men efter faa Dage drev Baaden i Land til Danmark, Strandvogterne kjendte den, og førte Bjørn til dens Ejers Sønner Ingvar og Ubbe, der vare mægtige og grumme Mænd, og som nu ved Pinsler søgte at faa Bjørn til at tilstaa, hvor der var blevet af deres Fader. Bjørn foregav, at Lodbrok var bleven dræbt paa Kong Eadmunds Befaling. Da svore hans Sønner ved deres almægtige Guder, at de vilde hevne hans Død, samlede en Hær paa 20000 Mand, indskibede sig med den, og sejlede under Bjørns Vejledning til England, for at lande i Østangeln og angribe Eadmund. Vinden drev dem til Skotland, hvor de landede ved Berwick, og herfra droge de herjende frem, indtil de kom til Østangeln^[15].

Det northumberlandske Sagn lyder saaledes: Kong Osbriht herskede over Northumberland, og opholdt sig i York. Han drog en Dag ud i Skoven for at forlyste sig, og tog ind til en af sine fornemme Mænd, ved Navn Bjørn^[16] Bocard, for at faa noget at spise. Bjørn var ikke hjemme, da han, ikke væntende Kongens Komme, havde som sædvanligt begivet sig ned til Kysten for at forsvare Havnen mod Sørøvere. Men hans smukke Kone modtog Kongen og bevertede ham paa det bedste. Kongen derimod benyttede sig af Mandens Fraværelse til at voldtage Konen. Da Bjørn kom hjem, fandt ham hende bleg og grædende. Hun fortalte ham, hvad der var skeet. Men han trøstede hende, og bad hende ej at sørge. Svaghed, sagde han, formaar Intet mod Vold, og jeg skal ikke elske dig mindre end før; men Hevn skal jeg med Guds Hjelp tage for os begge. Selv af fornem Æt og saare mægtig, sammenkaldte han alle sine talrige, formaaende Frænder, klagede over den Skjendsel, han havde lidt, og sagde at han vilde tage Hevn. De bifaldt hans Beslutning, og fulgte ham til York, hvor han, omringet af disse mægtige Venner, opsagde Kongen Huldskab og Troskab, og derpaa strax begav sig bort. Kort Tid derefter drog han over til Danmark, hvor han klagede for Kongen, der hed Codrin (Gudrum) over den Fornærmelse, han havde lidt af Osbriht, og bad ham om Hjelp imod denne^[17]. Codrin og Danerne bleve glade over at faa et Paaskud til at angribe Anglerne, og vare strax villige til at understøtte Bjørn, „der desuden var af hans Slægt“. Han samlede en stor Hær, udrustede de fornødne Skibe, og udnævnte Brødrene Ingvar og Ubbe, tappre Krigere, til Anførere. De droge over til England med en utallig Hær, landede paa Nordkanten, og tagende Vejen gjennem Holdernesse, droge de herjende til York, hvor Osbriht mødte dem, men blev slagen og faldt, hvorefter Danerne satte sig i Besiddelse af York. Imidlertid havde Bjørns Frænder udvalgt en anden Konge ved Navn Ella. Denne sagde en Dag, som han sad tilbords efter en heldig Jagt: idag have vi gjort vore Sager godt, siden vi have fanget fire Daadyr og sex Raabukke. Men en Mand, som i det samme kom ind, svarede: „om I end have fanget alt dette, have I dog imidlertid tabt hundrede Gange saa meget, thi Danerne have dræbt Kong Osbriht, og indtaget York, og ville nu beholde det hele Land“. Ved denne Efterretning samlede Eller sine Krigere, og drog mod Danerne, men blev slagen og faldt med en stor Mængde af Sine, ikke langt fra York, paa et Sted, der siden kaldtes Ellescroft^[18]. En anden Bearbejdelse af dette Sagn nævner Ella istedetfor Osbriht, og Arnulf Søfarer istedetfor Bjørn Bocard; Ella boede paa Ellesword ikke langt fra York, og Arnulf paa Becwida noget nærmere denne By^[19].

Uagtet de engelske Sagns store Forskjellighed fra de nordiske, see vi dog ogsaa dem dreje sig om Navnene Lodbrok og Ella, og anføre som Bevæggrund til Fiendens Ankomst, at de vilde tage Hevn for en dansk Kongeætlings Drab, eller en Fornærmelse, tilføjet en med det danske Kongehuus beslægtet Mand. Navnet Ingvar paa den fornemste af Vikingehærens Høvdinger, minder ogsaa umiskjendeligt om de nordiske Sagns Ivar. „Ingvar“ er vistnok ikke nogen anglisk Form for „Ivar“, da Navnet ogsaa var almindeligt i Norden, og af en forskjellig Sammensætning^[20]; imidlertid er det dog ikke i Udseende eller Udtale mere afvigende, end at ukritiske Sagnfortællere let kunde benytte sig af Ligheden til at gjøre en Søn af den ældre Ragnar Lodbrok, der muligviis kan have hedet Ivar, til den samme, som de angliske Chronisters Ingvar, saa meget mere, som dette Navn skrives paa mange forskjellige Maader, hvorved det stundom kommer til at nærme sig Formen „Ivar“ betydeligt^[21], og det derhos heder, at „Ingvar var overordentlig klog, men grusom^[22]. De, som kjende de engelske Beretninger, have ogsaa grebet til den Udvej, at gjøre Ingvar til Ivars uegte Broder^[23].

De ældste og paalideligste engelske Efterretninger berette kun i al Korthed: I Aaret 866, i hvilket Ædhered, Ædhelbrihts Broder, fulgte denne i Regjeringen over Wessex, kom der en stor, hedensk Hær til England, og tog Vintersæde i Østangeln, hvor den snart skaffede sig Heste. I det følgende Aar drog den over Humbermundingen ind i Northumberland og besatte York. Imidlertid havde der været stor Uenighed mellem Folket indbyrdes i Northumberland, saa at de endog havde afsat deres Konge Osbriht, og valgt sig en anden, ved Navn Ælle, der ingen Fødselsret havde til Riget. Men seent ud paa Aaret, da Hedningerne nærmede sig, forenede den fælles Fare begge Medbejlere; de droge tilsammen mod Hedningerne, der ved deres Nærmelse tyede ind i York, som nu blev belejret af begge Konger. Disse nedbrøde Murene og stormede Byen, men Nøden drev nu Hedningerne til et saa heftigt Forsvar, at Lykken vendte sig, og begge Konger bleve nedsablede med en Mængde af deres Mænd. De overblevne sluttede Fred med Hedningerne, som det følgende Aar droge ind i Middel-Angeln og toge Vinterkvarteer i Nottingham, hvor en vestsaxisk Hær under Kong Ædhered og hans Broder Alfred, hvilke Burhred, Middel-Anglernes Konge, havde anmodet om Hjelp, standsede deres videre Fremgang, uden dog at kunne tilføje dem nogen Skade i den sterkt befæstede By. Efter at have sluttet Fred med Middel-Anglerne, droge Hedningerne nu tilbage til York, hvor de sad et Aar. Men det følgende Aar (870) rede de over Middelangeln ind i Østangeln, og toge Vinterkvarteer i Theodford^[24]. Endnu samme Vinter angreb Kong Eadmund dem, men de sejrede, dræbte Kongen, og droge herjende gjennem det hele Land (nemlig Østangeln), ødelæggende alle de Klostre, de kom nær. Hovedmændene for Kong Eadmunds Drab vare Ingvar (Ivar) og Ubbe. Paa samme Tid kom de til Klosteret Medeshamstede (Petersborough), hvilket de brændte og nedbrød, dræbte Abbeden, Munkene og alle dem, som de fandt der, og gjorde det forhen saa blomstrende Kloster saa godt som til Intet^[25].

Disse Efterretninger have sildigere Forfattere benyttet og tildeels udvidet, uden at man just kan stole paa Tillæggenes Paalidelighed. Dog har man en heraf uafhængig, og, som det lader, paa authentiske Kilder grundet nærmere Beretning, angaaende hiin Ødelæggelse af Klostrene Croyland og Medeshamstede, om hvis Paalidelighed i det Hele taget der neppe kan være nogen Tvivl^[26], og som giver flere interessante Oplysninger om enkelte nærmere Omstændigheder ved Vikingehærens første Fremtræden i Landet. Ifølge denne Beretning drog Hedningehæren eller en Deel deraf i September Maaned fra York og sejlede over Humberen til Lindsey, hvor de ødelagde Klosteret Bardney, og under bestandig Skjenden og Brænden trængte frem til Kestiwen. Her mødte Ealdormanden Algar den yngre dem med en i Hast samlet Hær, hvoriblandt 200 haandfaste Stridsmænd, under Anførsel af Broder Toli fra Klosteret Croyland, der tidligere havde været en navnkundig Kriger. Det lykkedes denne Hær at slaa Hedningerne (d. 22 Septbr.), der tabte tre af sine Konger og en stor Mængde Folk. Der kæmpedes heelt indtil Natten gjorde Ende paa Striden. Men endnu samme Nat kom de øvrige Hedningekonger og Jarler til den danske Lejr^[27]; deres Navne vare Gudrum, Bagsæg, eller som han ogsaa kaldes, Berse^[28], Aaskel, Halfdan og Haamund, og Jarlerne Fræna, Ingvar, Ubbe, Sigtrygg (Sidroc) den ældre og Sigtrygg den yngre^[29]. De medbragte et stort Bytte og en Mængde Fanger, fornemmelig Kvinder og Børn. Efterretningen om deres Ankomst vakte en saadan Forfærdelse i Algars Hær, at en Mængde af hans Krigere om Natten flygtede bort, og om Morgenen var der af 8000 kun 2000 tilbage. Med denne lille Hob vovede han dog at holde Stand mod de over det lidte Tab forbittrede Daner, der, efter at have begravet deres tre faldne Konger ved Laundon, som derfor fra denne Tid af kaldtes Trekingham, fornyede Kampen. Denne varede en heel Dag, indtil Danerne endelig ved en forstilt Flugt fik Anglerne til at adsprede sig; da vendte de pludselig tilbage og anrettede et stort Nederlag. Algar og Toli faldt efter de største Tapperhedsprøver paa en Dynge af deres Krigeres Lig. Kun nogle Faa undkom til en Skov, og ilede derfra til Klosteret Croyland, hvor de Morgenen efter, just som Abbeden og hans Munke holdt Ottesang, forkyndte den sørgelige Efterretning. Abbeden sendte nu alle de sterkere og yngre af Brødrene bort med Klosterets Helligdomme og Kostbarheder, og blev kun tilbage med de ældste af Munkene og nogle faa Børn, i Haab om, at Hedningerne vilde have Medlidenhed med deres Svaghed. Men heri forregnede han sig, thi Hedningerne, som strax indfandt sig, kjendte ingen Skaansel; Abbeden blev dræbt for Alteret, Oldinger og Børn bleve piinte paa det grummeste, for at de skulde bekjende, hvor Klosterets Skatte vare, de hellige Mænds Grave bleve opbrudte og da de dog intet fandt, slæbte de den tredie Dag efter deres Ankomst alle de hellige Mænds Been sammen i en Dynge og satte Ild paa dem, tilligemed Kirken og Klosterbygningerne. Af alle dem, der vare blevne tilbage i Croyland, var der ingen, som beholdt Livet, uden den tiaarige Novice Turgar, der havde ledsaget Subprioren til Refektoriet, og da denne blev dræbt, indstændigt bad, at man ogsaa vilde lade ham følge sin Lærer i Døden; hans Skjønhed og Troskab rørte den yngre Sigtrygg Jarl, som lod ham ombytte sin Klosterdragt med en dansk Kappe, og bød ham overalt at holde sig til ham. Fra Croyland droge Danerne til Medeshamstede, som de fandt lukket og som derfor stormedes; under Stormen blev Jarlen Ubbes Broder dræbt ved et Steenkast, og derover blev Ubbe saa rasende, at han med egen Haand nedhug alle de Munke, han traf. Sigtrygg advarede Turgar for at møde ham. Abbeden og alle Munke, over 80, bleve dræbte, Altrene undergravne, Gravminderne opbrudte, Bibliotheket opbrændt og Archivet adspredt; tre hellige Jomfruers Been traadte under Fødder, Murene omstyrtede, og endelig Kirken med alle Klosterbygninger antændte. Branden varede i 14 Dage. Belæssede med et uhyre Bytte droge Danerne videre mod Huntingdon. Da traf det sig, at en svært belæsset Vogn i Bagtroppen, hvor begge Sigtryggver førte Befalingen, blev siddende fast i Dyndet ved Overgangen over Aaen Neen; under den Forvirring, som derved opstod, fandt Turgar Lejlighed til at flygte bort, og kom efter en Nats Vandring til Croyland, hvor han fandt de Munke, som havde været bortsendte, og som imidlertid vare komne tilbage, beskjeftigede med at slukke, og redde de Dele af Bygningen, som endnu ikke vare fortærede af Luerne. En af disse Munke optegnede siden efter Turgars Beretning, hvorledes Alt var gaaet til, og det er denne Optegnelse, som ligger til Grund for den her meddeelte Fremstilling^[30]. – Under idelige Plyndringer droge Hedningerne derpaa frem til Cambridge, plyndrede og ødelagde Klosteret Ely, hvor de dræbte Nonner og Mænd, brøde ind i Østangeln, sloge Ealdormanden Wulfeytel, der søgte at standse dem, og fældte endelig Kong Eadmund (20 Nov.)^[31]. Ifølge Legenden opfordrede Ingvar ham først til at dele sit Rige og sine Skatte med ham, og blive hans Underkonge, men Eadmund svarede Sendebudet: „Dryppende af mine Mænds Blod fortjente du Dødsstraf; jeg vil efterligne Christi Exempel, og villigen dø for ham; mine Skatte kan Overmagten berøve mig, men ikke rokke min Tro; jeg vil forsvare min Frihed og Religion til det yderste, om jeg end skal lade mit Liv, og Kongernes Konge vil belønne mig med et evindeligt Rige i de Saliges Boliger“. Og, heder det, han ilede mod Fienden, og veg først efter en heel Dags blodig Kamp ved Theodford tilbage til Ægelesdun, bedrøvet over al denne Blodsudgydelse, og bestemt paa aldrig mere at levere noget Slag, men at opoffre sig alene. Imidlertid var Ubbe kommen sin Broder Ivar til Hjelp med 10000 Mand. De omringede Byen, for at Ingen skulde komme levende derfra. Kongen flygtede ind i Kirken, hvor han anraabte Gud om at forunde ham Standhaftighed i hans Lidelser. Ivar lod ham voldsomt rive ud af Kirken, binde til et Træ og hudflette; hans Standhaftighed gjorde hans Plageaander rasende, og de skøde nu til Maals efter ham, indtil Pilene stode saa tæt i hans Legeme at der ej var Rum til flere; da befalede Ivar en af sine Mænd at afhugge hans Hoved^[32]. Det er aabenbart, at de nordiske Sagns Fortælling om Ella’s smertefulde Død er laant fra Beretningen om Eadmund; saa afvigende som de engelske Sagn ere fra hine, saa ligger dog den Forestilling, at Lodbroks-Sønnerne kom til England og grumt dræbte en af dets Konger for at hevne deres Fader eller en Frænde, til Grund for dem begge. Danerne toge nu hele Øst-Angeln i Besiddelse. Ifølge en af de ældre og paalideligere Forfattere^[33] skal Ingvar eller Ivar allerede være død i dette Aar, medens han dog af andre ogsaa nævnes senere^[34]. Heller ikke Sydskotland havde undgaaet Danernes Herjninger; men hvad der herom fortælles, er heel upaalideligt^[35]. Ligeledes herjedes Klostrene langs Northumberlands Kyst^[36].

I de følgende Aar hjemsøgtes de sydligere Dele af England. Men her vare de Danske mindre heldige; thi den ypperlige Alfred, skjønt endnu ikke Konge, ledede her Forsvaret. De kom til Reading i Wessex, og bleve slagne af Ealdormanden Ædhelwulf ved Englafeld; vel vandt de faa Dage derefter Sejr over Kong Ædhered og Alfred, og fældte Ædhelwulf, men tabte fire Dage senere Hovedslaget ved Æscesdun (nu Afhdown). Her faldt Berse og Halfdan, begge Sigtryggver, jarlerne Aasbjørn (der ikke førhen er nævnt) Fræna og Harald, med flere Tusinder af deres Mænd^[37]. I to andre Slag bleve derimod Danerne Sejrherrer. Strax efter Paaske døde Ædhered^[38], og hans Broder Alfred fulgte ham nu som Konge i Wessex. Han holdt en Mængde større eller mindre Trefninger med dem, og, som det synes, med afvexlende Lykke, indtil han endelig mod Slutningen af Aaret, rimeligviis ved at betale en Pengesum, fik Hedningerne til at slutte et Forlig, hvori de lovede at drage bort^[39]. De holdt ogsaa dette Løfte, og droge til London, hvor de overvintrede. Her sluttede Middel-Anglerne et lignende Forlig med dem; de droge derfor nordefter og tilbragte den følgende Vinter paa Lindsey, hvor Middel-Anglerne maatte slutte et nyt Forlig. Dette havde dog ikke stort at betyde, da Danerne toge sit næste Vinterkvarteer (874) i Hreopandun (Repton), nødsagede Burhred, Middel-Anglernes Konge, til at flygte fra Landet, hvortil han aldrig kom tilbage, og underkastede sig hans Rige, som de overlode til en af hans Thigner, ved Navn Ceolwulf, der maatte sværge dem Troskabs- og Underdanigheds-Ed. De deelte derpaa Hæren i to Afdelinger, af hvilke den ene under Halfdan drog til Northumberland, som den underkastede sig, og nu og da herjede paa Skoternes og Strathclyde-Boernes Land; den anden, Under Gudrum, Aaskell og Eyvind^[40], satte sig fast i Cambridge, hvorfra den efter et Aars Forløb hemmelig brød op, og bemægtigede sig Werham, en befæstet Borg i Wessex. Alfred havde imidlertid skaffet sig en Flaade og overvundet en Vikingeflaade, bestaaende af syv Skibe: dette har formodentligen indjaget Hedningerne i Werham nogen Skræk, siden det berettes, at de sluttede Fred med Alfred, gave ham Gisler, og tilsvore ham paa deres Baug^[41] en højtidelig Ed, at de skulde forlade Riget. Dog brøde de dette Løfte og satte sig, uden at Alfred kunde hindre det, fast i Exeter. Her skulde en Flaade af 120 Skibe komme dem til Undsætning, men der indtraf en svær Taage, hvorved mange af Skibene gik til Grunde, og de øvrige bleve ødelagte ved Swanawic af Alfreds Søkrigere. Herved bevægedes Hedningerne til at fornye det brudte Forlig, og sværge en ny Ed paa, at de skulde drage bort. Og denne Gang holdt de sit Løfte, da de droge ind i Middel-Angeln, og forbleve der en Stund^[42]. Det følgende Aar (878) vare de dog allerede ved Midvinters Tid i Cippanham i Wiltshire, og strejfede derfra over hele Wessex-, hvor de sloge sig ned, saa at mange af Indbyggerne flygtede til Frankrige, og de øvrige underkastede sig, medens Alfred selv maatte tage sin Tilflugt til Skovene og Moradser^[43]. Ubbe, Halfdans Broder^[44], der havde overvintret i Sydwales, landede endnu samme Vinter med 23 Skibe ved Cynwit i Devonshire, hvor flere af Kongens Krigere havde kastet sig ind, og nu belejredes. Drevne af Nøden vovede de et modigt Udfald, der ogsaa kronedes med Held, thi Ubbe faldt med 840 Mand^[45], og de Danskes Banner, ved Navn Ravnen, hvilket Lodbroks Døttre, Ingvars og Ubbes Systre, havde syet paa een Dag, faldt i Sejrherrernes Hænder^[46].

Alfred havde imidlertid i længere Tid vanket forladt omkring. Kun Sommerseterne vare ham tro, og ved deres Hjelp fik han opført et Virke ved Ædhelingaigg (Athelney), fra hvilket han gjorde enkelte Udfald mod Hedningerne. Da han ej opgav Modet, blev Lykken ham tilsidst gunstig, flere Folk samlede sig om ham fra Sommerset og Hampshire, og omsider vovede han ved Ædhandun^[47] et Hovedangreb. Han skal selv, forklædt som en Harpespiller, have begivet sig ind i Fiendens Lejr for at spejde^[48]. Og han vandt en herlig Sejr, der nu skaffede i det mindste Wessex Fred for en længere Tid. Danerne, der havde kastet sig ind i Ædhandun, bleve efter en Belejring af 14 Dage tvungne til at byde Forlig; de lovede at forlade Wessex og bekræfte Forliget ved Ed og Gisler; deres Konge Gudrum lovede endog at antage Christendommen. Og tre Uger derefter indfandt ogsaa Gudrum sig ved Alre i Nærheden af Athelney, og lod sig døbe med tredive af sine fornemste Mænd. Han fik i Daaben Navnet Ædhelstan, og Alfred stod selv Fadder til ham, beholdt ham hos sig i 12 Dage, og gav ham og hans Mænd mange Gaver^[49]. De droge derpaa først til Cirencester, og siden til Øst-Angeln, som de deelte mellem sig^[50]. Halfdan havde allerede tidligere deelt Northumberland mellem sine Mænd, saaledes, heder det, at Northumbrerne siden bleve deres Pløjere og Agerdyrkere, med andre Ord, deres Lejlændinger, maaskee endog Livegne. Hans afsindige Grumhed bragte siden (882) hans egne Krigere til at forjage ham^[51].

Af Beretningerne om disse Begivenheder synes det at fremgaa, at Danernes Hovedanførere vare Gudrum og Halfdan, maaskee ogsaa den ved Æscesdun faldne Berse, men at de øvrige, endog Ingvar eller Ivar, og Ubbe kun vare Jarler, og, som man maa formode, hines Undergivne, om end Afhængighedsforholdet ikke var synderlig sterkt^[52]. Det Sagn, der nævnte Gudrum (Codrinus) som de Daners Konge, der tog sig af Ingvar og Ubbe, har saaledes paa en vis Maade Ret; kun indfandt Gudrum sig i egen Person, og lod det ikke blive ved, alene at give dem Hjelpetropper. Det er dog ikke usandsynligt, at han først har sendt dem afsted, og siden efter har indfundet sig selv. Gudrum kaldes af enkelte sildigere Forfattere Gurmund^[53], og forvexles stundom eller gjøres til eet med den forhen omtalte, uhistoriske Hasting i Frankrige, neppe af nogen anden Grund, end fordi Gudrums i Daaben antagne Navn Ædhelstan undertiden skrives Alstenus. Navnet Gudrum er forresten neppe andet end den angelsaxiske Form for Gudhurm eller Gorm. Det er derfor i sig selv ikke usandsynligt, at han enten er den samme Gorm, der i flere danske Kongerækker kaldes Gorm den angelske, eller maaskee, naar Alt kommer til Alt, ingen anden end den forhen omtalte Gorm den gamle, Hardeknuts Søn, som i sin Ungdom, førend han endnu havde erhvervet Magten i Danmark, kan have forsøgt sin Lykke i England. Vel heder det i de angliske Beretningen at Gudrum døde i Aaret 890^[54]; men denne Mening kan maaskee være opkommen derved, at Gorm i dette Aar har forladt England, og er forsvunden af den engelske Historie^[55]; thi Gorm fremtraadte, som det nedenfor skal vises, ikke i Danmark førend efter Aaret 890^[56]. At i det mindste en af den danske Konge Hardeknuts Sønner har været med paa dette Tog, viser den af flere Forfattere meddeelte Beretning, at Danerne i Northumberland efter Halfdans Død eller Forjagelse valgte Gudrød (Guðréd), en Søn af Hardeknut, til deres Konge, hvilken Gudrød tidligere af dem selv var bleven solgt som Træl til en Enke i Whittingham^[57]. En Forfatter siger endog ligefrem, at Hardeknuts Sønner havde solgt ham^[58]. Uagtet denne sidste Beretning just ikke er at lide paa, er det dog i og for sig ikke usandsynligt, at Gorm, Hardeknuts Søn, paa en saadan Maade har søgt at skaffe sig af med en Broder og Medbejler. Da Navnet Gorm slet ikke hører til de almindelige eller meget hyppigt forekommende, skal der meget til at antage, at der paa een og samme Tid skulde have været to danske Konger af dette Navn, af hvilke den ene virkelig førte Krig i England, den anden, i det mindste hos nogle Forfattere, bærer et Tilnavn, som tyder hen paa det samme, og havde Sønner, der selv gjorde et Tog til England, for, som det hed, at gjøre deres Arveret gjeldende^[59]. Her bliver det saaledes til noget mere end en løs Formodning, at dette Tog, som vi her have beskrevet, og som endte med, at Danerne satte sig fast i Østangeln og Northumberland, har været en stor, af de fleste Medlemmer af den ragnarske Æt i Danmark foranstaltet Expedition, for hvilken Gorm, som paa den Tid endnu maa have været meget ung, – maaskee endog hans Fader Hardeknut endnu levede – efter Navnet har staaet i Spidsen, men hvis virkelige Ledere vare Sønnerne af Lodbrok, en efter Stamfaderen Ragnar opkaldt, anseet og med Kongen nær beslægtet Mand, om hvilken forresten de danske og norske Kildeskrifter intet indeholde, Uden forsaavidt som enkelte af hans Bedrifter ere tillagte Ragnar. Dette forklarer da ogsaa, hvorledes det gik til, at Harald Haarfagre i Norge saa uhindret kunde udføre sine Erobringsplaner, eller i det mindste ikke hindredes af de danske, men kun af de svenske Ætlinger af Ragnar. Det er desuden allerede ovenfor (S. 376) viist, at de svenske Konger paa denne Tid optraadte med Fordring paa at ansees som etslags Overkonger i Norden, og det er ikke umuligt, men endog højst sandsynligt, at deres Overgreb have nødsaget deres Frænder i Danmark til at forsøge sin Lykke hiinsides Havet.

Fredsslutningen med Gudrum eller Gorm gjorde Danerne til Herrer over den Deel af Landet, som de havde besat, og dette var næsten to Trediedele af Landet Thi af Navnet paa de Shirer, hvor den saakaldte Dene-Lag eller den danske Lov senere gjaldt, seer man at den gamle, i den romersk-britiske Tid anlagte Vej, hvilken Anglerne kaldte Wätlingastræt, fra London til Mersey, paa det nærmeste dannede Grændsen; hvad der laa nordøstenfor denne, eller Northumberland, Østangeln, Størstedelen af Essex og Middelangeln, tilhørte Danerne^[60]. Dog vare store Stykker heraf endnu opfyldte med Skove og Moradser, og den vestlige Deel, Cumberland, beboet af de keltiske Kymrer. Det var saaledes især paa Østsiden, at Danerne havde sit Tilhold. Deres Herredømme sikkredes ved deres faste Stæder, især de saa kaldte Femborge, nemlig Lindcoln (Lincoln), Snotingaham (Nottingham), Deorahy (Derby), Legraceaster (Leicester) og Stanford (

Stamford), der som etslags Grændsefæstninger dannede en Forening for sig selv og siden endog havde en egen Rettergang og fælles borgerlige Indretninger. Den fornemste By i hele den danske Deel var dog det ældgamle Eoforwic, Jórvik eller York, der allerede længe havde været de northumbriske Kongers Hovedsæde, og nu ogsaa blev de danskes. Det forstod sig af sig selv, og siges derhos udtrykkeligt^[61], at Gudrum, som Skik og Brug var i slige Tilfælde^[62], erkjendte Alfred som sin Lensherre. Vistnok havde Lensforholdet i sig selv lidet eller intet at betyde, men det kunde dog i Kong Alfreds og Anglernes Øjne gjøre en Afstaaelse mere rimelig, der ellers maatte have forekommet dem umulig; ja det gjorde Alfred endog, i det mindste af Navn, til hele Englands Overherre, medens han hidtil kun var Herre over Wessex. Men Afstaaelsen havde den gode Følge, at den i det mindste for en Tid skaffede England Ro. Thi Danerne ansaa sig nu som hjemme i Landet; det laa i deres egen Interesse at forsvare det mod fremmede Angreb, og efterhaanden fik de Smag paa Fredens Sysler og den større Aandsdannelse, som herskede blandt Anglerne. Det varede heller ikke længe, førend de i denne Henseende kunde maale sig med dem, og vi finde snart endog fornemme engelske Prælater af dansk eller nordisk Herkomst^[63]. Danerne forbandt sig ved Giftermaal med Anglerne, og de allerede forhen saa nær beslægtede Folk maatte derved efterhaanden end mere smelte sammen. Men imidlertid havde den nordiske Nationalitet slaaet Rødder, og dens Spor ere endnu den Dag idag ikke forsvundne. Om det danske Sprogs Udbredelse vidne endnu en Mængde Stedsnavne, fornemmelig i Østangeln, Northumberland og de tilgrændsende Landskaber. Allerede de ældre engelske Skribenter vide at fortælle, hvorledes flere engelske Stæder fik andre Navne af Nordboerne, f. Ex. Norðweorðig, der blev kaldet Deórabý (det ovennævnte Derby^[64], Streónesheal, der kaldtes Hvitabý; og i vore Kongesagaer siges det udtrykkeligt, at, efter at Lodbroks-Sønnerne havde indtaget Northumberland, var det meest bebygget med Nordmænd; at, efter at hine havde tabt Herredømmet, herjede Daner og Nordmænd ofte der, og at mange Stedsnavne vare norske, f. Ex. Grimsby, Haugsfljot^[65], o. s. v.^[66]. Naar der her meest tales om Nordmænd, da maa det være fordi Sagaen selv er en norsk Kongesaga, og det desuden altid maa formodes, at en Mængde Nordmænd have deeltaget i Toget^[67], saa meget mere som Nationalforskjellen mellem Nordmændene og de saakaldte Daner, der gjorde disse Vikingetog til England, endnu ikke kan have været synderlig paafaldende. At denne – man kunde kalde det – Indpodning af friske nordgermaniske Kræfter, i det Hele taget, trods de Ødelæggelser, der i Begyndelsen ledsagede den, var gavnlig for England, og tjente til at sætte Liv i dets Folk, der allerede kun alt for meget stod Fare for at blive umyndiggjort af en herskesyg Gejstlighed, kan ikke betvivles. Og den Lyst og Dygtighed til Søvæsenet og alle dermed forbundne Bedrifter, der i de følgende Tider stedse har udmerket den engelske Nation, maa fornemmelig have sin Oprindelse fra den nordiske Deel af Befolkningen, eller fra de djerve Vikingers Efterkommere. Thi der meldes intet om, at Anglerne, lige saa lidt som Syd- og Mellem-Germanerne overhoved, dreve nogen sterk Skibsfart eller havde nogen ivrig Kjærlighed for Søvæsenet. Denne var, som vi allerede tidligere have yttret, særegen for den nordlige Hovedafdeling af den store germaniske Stamme.

Da Formen býr er egen for de Egne i Norden, hvor den gautisk-gotiske Kultur var forherskende, bœr derimod hvor den ublandede Norrønastamme havde sit Tilhold, kan man deraf slutte sig til den danske Nationalitets Overvegt blandt Englands nordiske Beboere; thi den norske Form her vilde i engelsk være gaaet over til bé. Af andre nordiske Navnformer kunne nævnes – force (ɔ: fors, Fos), – dale (dalr), – haugh (– haugr) – thwaite (þveit, Afdeling), o. fl. (se Worsaae, l. c. S. 102); af disse findes de fleste i Yorkshire, Lancashire, Lincolnshire, Westmorelandshire og Cumberlandshire. Ved enkelte Endelser, som – thorpe (þorp) er det usikkert, om man kan regne dem for udelukkende nordiske, da de ligesaa gjerne kunne have været oprindelig angliske; Endelsen dorf er f. Ex. endnu meget hyppig i Nordtydskland.

1. Snorre, Indledning.
2. Islendingabok, Cap. 1.
3. Hr. Hauk Erlendssøn i Ragnar Lodbroks Sønners Historie Cap. 3. Fornaldar Sögur Nordrl. I. p. 354.
4. Monum. hist. Britann. I. S. 481.
5. Filius Lodparchi, I. Cap. 39.
6. Hr. Hauk Erlendssøns: Ragnar Lodbroks Sønners Historie, Cap. 2.
7. Saaledes Hr. Hauk Erlendssøn i Ragnars Sønners Historie Cap. 3, ligeledes nævnes York (Jórvík) udtrykkelig i det for omtalte Vers af Sighvat. I Ragnars Saga Cap. 20 nævnes derimod London. Men her siges det heller ikke udtrykkeligt, at Ella herskede i Northumberland. I denne Beretning gjenkjende vi forresten det allerede fra Dido bekjendte og oftere anvendte Sagnmotiv.
8. Ragnar Lodbroks Saga, 14–19.
9. Hr. Hauk Erlendssøn om Ragnars Sønner, Cap. 3. „Husto“ er kun Srivfejl for „Hubba“.
10. Saxo, IX B. S. 446, 447.
11. Jvf. ovf. S. 369.
12. Se ovenfor S. 394.
13. Her sigtes til det ovenfor nævnte Vers, hvori han omtalte sine 51 Slag. Ogsaa i Sagaen følger et andet Vers, hvor hiin Yttring om Grisene m. m. er indtagen, strax derefter, faa at den altsaa her anføres to Gange.
14. Bromton, som meddeler Sagnene fuldstændigt, levede i Midten af det 14de Aarhundrede, og citerer med Hensyn til det ostangliske Sagn kun den i Aaret 1307 afdøde Matthæus af Westminsters Verk.
15. Matthæus af Westminster, S. 161 fgg. Bromton, hos Twysden, S. 804.
16. Der staar i Udgaven Bruern.
17. Da den danske Konge, der herjede England og omsider blev døbt, senere hen i Tivysdens Udgave af Bromton kaldes Godrin eller Godrinus, d. e. Gudrum, er det sandsynligt, at Navnet „Codrinus“ i Fortællingen om Bjørn kun er indkommet ved en Skrive- eller Læsefejl, og at man ogsaa her bør læse „Godrinus“, samt at Bromton ved denne Godrinus har tænkt sig den samme, som den, der senere nævnes.
18. Bromton, S. 802 flg.
19. Lelandi Coll. de rebb. Britt, II. 367, 368.
20. Ingvar er sammensat af Ingvi eller Ing (ɔ: Guden eller Ættestamfaderen Ingve), og har, eg. hari, d. e. „Hær“; paa gotisk vilde Navnet lyde Iggvjahari. Ívarr derimod af jórr egentlig iorr, d. e. Hest (got. aihvs) og det samme har, eller hari, hvorfor det ogsaa findes skrevet Jóarr; paa gotisk vilde det lyde Aihvahari.
21. Ædhelweard, der overhoved skriver Navnene meest overeensstemmende med de nordiske Former, har „Iver“; Chron. Sax. ligeledes Invær, Ingver, Iver, og etsteds Higwais. Gaimar (Monn. hist. Brit. S. 800–803) har „Ivar“.
22. Henr. Huntingdon, Monum. hist. Brit. p. 738. Denne Forf. siger udtrykkeligt om Ivar, at han fik udvirket Stilstanden ved Nottingham (se nedenfor) ved sin „Rævesnildhed og sine glatte Ord“. Dette tillader sterkt om Ingvars Forhandlinger med Ella.
23. Hr. Hauk Erlendssøn, i Ragnars Sønners Historie, Cap. 3.
24. Thetford, paa Grændsen af Norfolk og Suffolk.
25. De angels. Annaler; Mon. hist. Britt. I. p. 350 flg. Asser, Alfreds Liv, sammesteds S. 473 flg.
26. Den grunder sig nemlig, tom det strax nedenfor vil sees, paa Øjevidnet, Drengen Turgars Beretning.
27. Der staar: venerunt … ceteri reges de patria, hvilket maaskee kunde forklares som om disse fem Konger nu først kom fra Fædrelandet, ɔ: Danmark. Men patria bruges aabenbart her, ligesom nedenfor, hvor der tales om den til Klostret Medeshamstedes Forsvar samlede Skare, i Betydningen af fólk d. e. Trop, Hærskare; Ordene de patria betegne saaledes Vistnok kun „fra Hovedhæren“.
28. Hos Ædhelweard kaldes han Berse, hvilken Navnform ogsaa synes at være den rette; det er i alle Fald den meest nordiske. Denne Forfatter skriver ogsaa Sihtrix, ikke Sidroc.
29. Thomas af Ely føjer urigtigt hertil, i sin vita S. Etheldridæ, forfattet i det 11te Aarhundrede, Navnene paa flere senere omtalte Vikinger, som Evils og Haastein; (Mabillon Act. Sanct. Ben. II. 768 flg.)
30. Se Tanner, Bibl, Brit. p. 124.
31. Langebek, Ser. rer. Dan. II. p. 50–52. Ingulf af Croyland, hos Savile, p. 865-868.
32. Matthæus af Westminster, S. 161-165.
33. Ædhelweard, Mon. hist. Brit. p. 413.
34. Nemlig ved 871 hos Higden (Gale S. 255), efter hvilken Ivar og Halfdan skulle være faldne i Slaget ved Cymvit, ved 877 eller 878 hos Hoveden (Savile S. 239) og Simeon af Durham (Mon. hist. Brit. I. p. 681). Rimeligviis grunder dette sig paa en Misforstaaelse af de angl. Annaler ved 878, hvor „Ingvars og Halfdans Broder“ nævnes.
35. Disse Beretninger findes hos Fordun (II. 307) og især hos Hector Boethius (S.206); de sidste bære især øjensynlig Præg af sildigere Opdigtning.
36. Matthæus af Westminster, S. 162, fortæller her et gyseligt Sagn om Abbedissen og Nonnerne i Coldingham, der skare Næserne og Overlæberne af sig for at Hedningerne skulde fatte Modbydelighed for dem.
37. Ingulf nævner ogsaa Orguil og Fungo. Higden (S. 255) lader Ingvar falde i dette Slag.
38. Man har siden (saaledes f. Ex. Bromton S. 809) ladet Ædhered blive dødeligt saaret i dette Slag, uden mindste Hjemmel.
39. Chron. sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 355, 56, sammesteds p. 478.
40. Navnet skrives Anwind, Anund, Amund; maaskee ogsaa herved den ovenfor S. 623 nævnte Haamund er meent.
41. On þám hálgan beáge, Chron. Sax. p. 356.
42. Der hersker, endog i de angl. Annaler, en Forvirring i hele denne Fortælling, og man kunde fristes til at tro, at Alfred virkelig kun har vundet een Søsejr, og Hedningerne kun have svoret ham een Ed. Vi have forøvrigt i den ovenfor meddeelte Fremstilling, hovedsagelig fulgt Chron. Sax., Asser og Ædhelweard, og ville ligeledes i det Følgende især holde os til dem; de øvrige Forfattere ere, forsaavidt de indeholde andet eller mere end disse, ikke at stole paa, ofte tage de endog aabenbart fejl.
43. Chron. Sax. S. 357, Asser S. 481.
44. Chron. Sax. Ord: „Ingvars og Halfdans Broder“ (ɔ: Ubbe), have flere yngre Forfattere misforstaaet som om der stod Ingvars og hans Broder Halfdan.
45. Chron. Sax. S. 357. Bromton S. 809.
46. Asser S. 481. Det tillægges, at naar Vinden udbredte Banneret saa at det lignede en flyvende Ravn, varslede det om Sejr, men hang det slapt ned, bebudede det Nederlag. Blandt disse Lodbroks-Døttre var vel hiin ovenfor (S. 529) nævnte Aaluf, den engelske Jarl Hundesteinars Hustru.
47. Nu Eddtngton.
48. Ingulf, hos Savile, S. 860.
49. Chron. Sax. S 357, 362. Asser S. 482. Ædhelweard, S. 515, 517.
50. Chron. Sax. S. 356.
51. Simeon af Durham, om den durhamske Kirke, hos Twysden, S. 21. St. Cuthberhts Historie hos Twysden, S. 70. Hoveden (Savile S. 239) og Simeon selv i sin eng. Historie (S. 681) lader Halfdan urigtigviis falde ved Cynwit. Chron. Sax. omtaler ej hans Død. Det nævner en Halfdan, der døde 911, men dette maa være en yngre Halfdan.
52. Ubbe udgives, som ovenfor (S. 368) anført, hos Saxo for en uegte Søn af Ragnar. Merkeligt nok, gives der enkelte engelske Forfattere, som kalde Ubbe Frisernes Høvding, f. Ex. Forfatteren af St. Cuthberhts Historie, Twysden S. 70. Ubbe er virkelig et frisisk Navn, idetmindste forekommer allerede blandt Braavallaslagets Kæmper en Ubbe den Friser. Dette er vel Grunden, hvorfor Simeon af Durham i sin Kirkehistorie (S. 14) siger at Vikingeskaren, der ankom 866, foruden af Daner ogsaa bestod af Friser.
53. F. Ex. Ingulf, (Savile S. 869). Willjam af Malmesbury S. 23. Se ovenfor S. 429, 430.
54. Chron, Sax. S. 362. Ædhelweard S. 547.
55. Om Halfdan heder det hos Simeon af Durham at han døde (Twysden S.21), men i St. Cuthberhts Historie,at han kun blev forjagen, og ikke senere viste sig.
56. Gorm den gamle kaldes ligefrem Gorm den angliske i Esrom-Annalerne; Langebeks Scr. rer. D. p. 231. Hos Saxo (S. 46S) heder det at Gorm Anglicus først blev Konge i England, og siden drog til Danmark, hvor han blev Konge, medens han mistede England. Saxo giver ham Sønnen Harald, hvilket endnu mere gjør det sandsynligt, at han er den samme som Gorm den gamle. Vistnok lader Saxo denne som en fra Gorm Angler forskjellig Person følge efter Harald, men det er hans Viis at gjøre flere Personer af een. At der hos enkelte danske Annalister virkelig maa have været en Forestilling om den saakaldte Gorm engelskes og Gudrums Identitet, synes at kunne sluttes deraf, at Ryklosters Annaler, der forresten følge Saxo i at lade Gorm angelske have Sønnen Harald og denne igjen Efterfølgeren Gorm den gamle, udtrykkeligen sige, at han blev døbt i England. Langebek Ser. rer. Dan. I. p. 158.
57. Simeon af Durham, hos Twysden S. 21, 22. Mon. hist. Brit. p. 683. Cuthberts Historie sammesteds S. 70. Matthæus af Westminster S. 171. Hoveden, hos Savile S. 240.
58. Wallingford, hos Gale, S. 529, jsr. 533. Denne Fortælling er rigtignok meget upaalidelig. Men Beretningen om Gudrøds Ophøjelse er sikkert gammel, da den er knyttet til Legenderne om St. Cuthberht. Det skal nemlig være denne Helgen, der paa en overnaturlig Maade gav Danerne et Vink om at de skulde tage ham til Konge.
59. Nemlig Knut Dana-Aast og Harald Blaatand, om hvilke baade Saxo (p. 171) og Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 64 sige at de vare arveberettigede til England, hiin ifølge deres mødrene, denne ifølge deres fædrene, Herkomst.
60. Forliget mellem Alfred og Gudrum er endnu til. Thorpes gl. engl. Love p. 66. Grændserne bestemmes her saaledes: opad Temsen, saa opad Aaen Lea, til dens Kilder, derpaa til Bedford, og saa opad Ouse til Wätlingastræt. Hos Bromton heder det S. 956, … under Alfreds „Westseaxenaläg“ hørte Kent, Sussex, Surrey, Berks, Wilts, Southampton, Sommerset, Dorset og Devon; og da Danerne herskede i Landet udkom Denelag, hvorunder de 15 østlige og nordlige Shirer laa, nemlig Essex, Middelsex, Suffolk, Norfolk, Herts, Cambridge, Huntingdon, Lincoln, Nottingham, Derby, Northampton, Leicester, Bucks, Beds, Yorkshire.
61. William af Malmesbury hos Savile, S. 43.
62. Paa samme Maade fik Gange-Rolf Normandie. Den franske Konge havde naturligviis i Virkeligheden intet Herredømme over ham.
63. Se herom især Worsaae: Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland, § 12, S. 168 flg.
64. Ædhelweard S. 513.
65. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 3.
66. De fleste nordiske Stedsnavne i England kan man kjende paa deres Endelser. Blandt de meest charakteristiske af disse er bý, det danske býr, oldnorsk bœr.
67. Simeon af Durham nævner saaledes Nordmænd (Norregani) som deeltagende deri og Chron. Sax. kalder ved 890 Gudrum se Norðerna cyning d. e. Nordmændenes Konge. Den ovenfor nævnte Endelse – haugh, der kun forekommer i Durhamshire, synes mere norsk end dansk, eftersom den danske Form neppe vilde have vedligeholdt Diphthongen.