Det norske Folks Historie/1/85
Den samme Sommer, Erik fældte sine Brødre Olaf og Sigfred (934), havde hiin Strid paa Gulathinget fundet Sted mellem Egil Skallagrimssøn og Berg-Anund, som forhen er nævnt. Førend Kongen drog afsted, lyste han atter Egil utlæg over hele Norge, saa at hvo som vilde, kunde dræbe ham. Berg-Anund og hans Broder Hadd fandt det raadeligst at sidde mandsterke hjemme paa deres Gaarde saa længe de endnu ikke vare ganske forvissede om at Egil var borte, og Kongen lod derhos en af sine Frænder, ved Navn Frode, sidde med en Deel Mænd paa Aalreksstad, for i Nødsfald at kunne komme Berg-Anund til Hjelp. Hos Frode lod han ogsaa sin ældste Søn Ragnvald, som da var ti eller elleve Aar gammel, blive tilbage. Egil havde allerede, som ovenfor berettedes, tiltraadt Tilbagerejsen til Island. Men da han kom til Udværet Vitar udenfor Alden, traf han nogle Fiskere, som fortalte ham at Kongen havde lyst ham utlæg. Der var kun liden Vind, og han blev derfor liggende der nogle Nætter, indtil han endelig en Aften kunde sejle til Havs, paa samme Tid, som Fiskerne roede ind til Land. De medbragte naturligviis den Besked, at han var borte. Da Berg-Anund erfarede dette, følte han en Steen lettet fra sit Hjerte, og sendte fra sig alle de Mænd, han havde haft hos sig til sit Forsvar i Tilfælde af Overfald, men roede selv ind til Aalrekstad og indbød Frode til sig. Denne fulgte ham ogsaa hjem, uden at vente nogen Fare. Kongesønnen Ragnvald skulde være tilbage paa Aalreksstad med ti eller tolv Mænd, der altid vare om ham. Men da Frode var borte, fik Ragnvald ogsaa Lyst til at fornøje sig, og drog med sine Mænd paa en smuk malet Karfe, han havde, til sin forrige Fosterfader Skeggthore, der boede paa Herdlø. Imidlertid var der indtruffet Blikstille, saa at Egil ej kunde komme videre, men maatte lægge bi. Siden kom Havgulen, og Egil foreslog nu sine Folk, for Sikkerheds Skyld at sejle til Land paa dette Sted, thi om der siden kom Havstorm, var det ikke vist, hvor de vilde blive drevne i Land, og paa de fleste Steder kunde de nu vente sig en ufredelig Modtagelse. Mandskabet fandt hans Forslag rimeligt, og saaledes sejlede de ind til Herdlevær yderst i Leden, hvor der var god Havn og hvor de fortøjede Skibet. Egil roede om Natten selv tredie paa en liden Baad ind til Herdlø, og sendte en Mand op for at indhente Efterretninger. Denne kom snart tilbage med den Besked, at Kongesønnen Ragnvald var paa Gaarden med sine Mænd, der alle vare temmelig øre af Drik, og at Frode selv femte var i Besøg hos Berg-Anund, der kun havde sine Gaardsfolk hjemme. Da Egil erfarede dette, roede han tilbage til sit Skib, bød sine Mænd staa op og væbne sig, lod Skibet lægge ud for et enkelt Anker, og satte tolv Mænd til at passe paa det, men drog selv med sytten Mand paa Storbaaden ind efter Sundene og magede det saaledes, at de om Aftenen kom ind til Fenring, hvor de lagde ind i en afsides Vaag. Egil gik nu ene, bevæbnet med Hjelm, Skjold, Sverd og Hugspyd, men med Hjelmen skjult af en sid Hat, op paa Øen og til en Skov, hvor han traf nogle Drenge, der havde store Fæhunde med sig; de sagde at de i denne Tid hver Nat vaagede over Kvæget, fordi der var en Bjørn paa Øen, som gjorde stor Skade. Heraf benyttede strax den listige Egil sig; han sagde at ogsaa han havde været forfulgt af Bjørnen og at dette var Aarsagen til at han gik bevæbnet, men bad dem skynde sig at melde Frode og Berg-Anund, der efter Drengenes Sigende sædvanligviis plejede at sidde seent ud paa Natten og drikke, at Bjørnen nu var inde i en fremragende Deel af Skoven, som han viste dem, og hvor de let kunde faa den dræbt. Derpaa gik han bort, som øm han vilde gaa hjem, men en af Drengene løb op til Ask for at bringe Berg-Anund den velkomne Efterretning. Paa Gaarden vare alle gangne til Sengs, undtagen Anund, Frode og Hadd. Da de fik høre, hvor Bjørnen var, toge de strax sine Vaaben og løb ud til Skoven. Foran denne var der noget Kratskov. De saa, at noget rørte sig i Krattet, og i den Tanke at det var Bjørnen, bad Berg-Anund Frode og Hadd stille sig mellem Skoven og Krattet og passe paa at den ej slap ind i Skoven, medens han selv gik lige til og angreb den. Men i Krattet laa Egil og ikke Bjørnen, og da han kjendte Berg-Anund, løb han strax med draget Sverd og hævet Spyd frem mod ham, og fældte ham Efter en kort Kamp. Hadd og Frode saa Berg-Anund falde, og ilede til, men Egil kastede Spydet mod Frode, som gjennemboredes, og gik med Sverdet mod Hadd, som han ogsaa efter et kort Hugskifte fik Bugt med. Derpaa gik han ned mod Baaden, og mødte elleve af sine Mænd, der vare gangne op for at se efter ham. Han fortalte dem sit Held, og bød dem følge sig op til Gaarden for at plyndre og dræbe alle dem, de kunde træffe. Det skede; da de kom paa Gaarden, brøde de ind, dræbte alle dem – femten eller sexten – der ikke reddede sig ved Flugten, ranede alt Godset og tilintetgjorde hvad de ej kunde tage med. Kvæget dreve de ned til Stranden, slagtede det og ladede Baaden med saa meget som den kunde bære. Derpaa roede de afsted ud gjennem Sundene til Herdlø. Her mødte de Kongesønnen Ragnvald paa den malede Karfe; han havde hørt at Egil var kommen til Herdlevær, og vilde nu varsko Anund derom. Egil kjendte Fartøjet, og styrede strax sin egen Baad mod Karfen med saadan Fart, at denne kantrede, og de, som sad i den, faldt i Vandet. Egil stod op, greb sin Kesje, og sagde til sine Mænd at de ikke skulde lade en eneste af dem paa Karfen slippe derfra med .Livet. Denne Befaling var let at udføre, thi Ragnvald og hans Mænd kunde naturligviis ikke forsvare sig; de bleve alle dræbte, og Egil kvad et Vers, hvori han udtrykte sin Glæde over Hevnen og sin Foragt for Gunnhilds og Eriks Vrede. Paa Herdlø gjorde Egil ogsaa Landgang, og plyndrede Gaarden, fra hvilken Skegg-Thore og alle hans Folk forskrækkede og i største Hast flygtede bort. Derefter roede Egil ud til sit Skib ved Herdlevær, hvor han gjorde sig sejlfærdig, og heller ikke ventede længe, førend der kom en god Landvind. Men førend han sejlede bort, gik han op paa Øen, tog en Hasselstang og et Hestehoved, steg op paa en Bergknat, der vendte mod Landet, rejste Stangen op og satte Hestehovedet paa den, med de Ord: „Her sætter jeg op Nidstang, og vender jeg dette Nid mod Kong Erik og Dronning Gunnhild“. Han vendte nu Hestehovedet ind mod Land, og vedblev: „Dette Nid vender jeg mod alle de Landvætter[1], som bebo dette Land, saa at de alle fare paa vildsomme Veje, og at ingen kan hænde eller hitte sit Hjem, førend de have jaget Kong Erik og Gunnhild af Landet“. Derpaa fæstede han Stangen i en Bjergrift, saa at den blev staaende med Hestehovedet vendt mod Landet, og han ristede Runer paa den af samme Indhold som de af ham fremsagte Ord[2]. Derefter gik han ombord, satte Sejl til, og kom efter en kort og heldig Fart tilbage til Borg[3].