Det norske Folks Historie/1/86
Egil Skallagrimssøns Forbandelser udtrykte vistnok hvad Folket i Almindelighed følte eller ønskede, om Faa end havde Mod eller Anledning til at lægge sit Sindelag saa utvetydigt for Dagen, som den djerve, hevngjerrige Islænding. „Det var mange Mænds Tale“, heder det i en Kongesaga, „at Erik vilde rydde alle sine Brødre af Vejen, for alene at raade Kongedømmet, og paa den Maade hæve sine Sønner til Riget efter sine Dage, hvorover han blev uvennesæl hos hele Almuen“[1]. Merkeligt er det ellers, at ingen af de Sønner eller Sønnesønner af Harald Haarfagre, der endnu vare tilbage i Norge, gjorde noget Forsøg paa at støde ham fra Tronen, men at de overlode dette til den yngste af dem alle, Haakon, Thora Mosterstangs Søn, som opdroges hos Kong Ædhelstan i England Man skulde næsten formode, at Haakon er bleven indkaldt af et mægtigt Parti i Landet, fornemmelig i det Throndhjemske, og dette siges ogsaa udtrykkeligt af en enkelt Kongesaga, som dog ellers ikke er ganske paalidelig[2]. Den almindelige Beretning er, at Haakon, ved at erfare sin Faders Død, strax gjorde sig rede til at drage til Norge, og udrustedes paa det bedste af sin Fosterfader Kong Ædhelstan[3]. Om hans Udrustning og Rejse til Norge ere ligeledes Beretningerne forskjellige Deels heder det, at han af sin Fosterfader fik Folk og gode Skibe, og udrustedes hæderligt[4], hvilket synes at vise at han drog til Norge med en heel Flaade; deels at han kun kom med to Skibe til Norge[5]; etsteds siges der, at han paa sin Rejse til Norge blev overfalden af Uvejr, hvorved hans Flaade adsplittedes og en Deel af hans Folk omkom, medens andre bleve drevne i Land i Nærheden af den Egn, hvor Erik var, han selv derimod landede i god Behold[6]. Hiin første Beretning nævner intet om noget Uheld, men melder blot, at han om Høsten kom til Norge – man seer af det Følgende, at her menes det sydlige Norge, hvor han erfarede sine Brødres Fald, og at Erik var i Viken; og at han derfor sejlede nord til Throndhjem, for at træffe Sigurd Lade-Jarl. Beretningerne ere imidlertid ikke ligefrem i Strid med hinanden, uden for saa vidt det siges, at Haakon alene skulde have haft to Skibe. Og selv dette kan forklares saaledes, at det Antal af Skibe, som han virkelig bragte med sig ved Ankomsten til Norge, ikke var større end tvende. Et af disse Skibe er maaskee landet i Nærheden af Viken; med det andet er Haakon selv landet noget længere vester, og har derpaa, ved Efterretningen om sine Brødres Drab og Eriks Nærhed, begivet sig til Throndhjem. Den Saga, der fortæller om Skibbrudet og om Skibenes Adspredelse, tillægger ogsaa, at de af Haakons Mænd, der landede i Nærheden af det Sted, hvor Kong Erik var, begave sig strax til denne, og fortalte ham, at hans Broder Haakon rimeligviis var omkommen paa Havet, men at Dronning Gunnhild, da Kongen med Glæde meddeelte hende denne Efterretning, kvad følgende Vers, hvori hun gav at forstaa, at hun ikke tvivlede om Haakons heldige Ankomst: „Haakon red vestenfra paa Bordhesten (Skibet) over Bølgen, den raske Svend lod ikke Brændingen bide Skibsborden; han er nu i god Behold i Fjordene“. Dette Vers synes at antyde Fjordene (Firdafylke), som det Sted, hvor Haakon landede. Af Fortællingen lader det og til, at Erik og Gunnhild ventede Haakons Ankomst. Saa meget synes vist, at Haakon, strax efter at have landet i Norge, begav sig til Throndhjem, hvor Sigurd Jarl, der havde været tilstede ved hans Fødsel og givet ham Navn, modtog ham med aabne Arme. De forbandt sig med hinanden, fortælles der, og Haakon lovede ham stor Magt, hvis han blev Konge. Haakon selv gik seent med megen Klogskab; han forlangte intet, gjorde sig til Vens med alle, indyndede sig hos de forstandige Mænd, vandt de Gamles Hengivenhed ved fornuftig Tale, viste sig gavmild mod de Unge, deeltog med dem i Leg og Morskab, viste ved Folkesammenkomster sin Raskhed og Legemsfærdighed; derfor priiste Enhver ham, og der gik Ry om ham til hver Mands Huus“. Hans Udseende beskrives saaledes[7]: „han var overmaade smuk, stor og lystelig og saa sterk, at hans Mage ikke fandtes. Han var et Hoved højere end andre, hans Haar var guult som Silke; han lignede sin Fader i Skjønhed. Han var blidladen, dybraadig, raadhuld, mindsom, glad, forstandig, vittig, raskere i Legemsfærdighed end andre, og havde en Færdighed i at bruge Vaaben, som svarede til hans Styrke og Raskhed. Derfor længedes alle efter at faa ham til Konge, i Haab om derved at slippe al den Ufred og Urolighed, som nu herskede, og for hvilken man gav Gunnhild Skylden“.
Sigurd Jarl og Haakon sammenkaldte nu et Thing i Throndhjem, hvortil en Mængde Bønder indfandt sig[8]. Her talte først Jarlen Haakons Sag, og anbefalede Bønderne at tage ham til Konge. Derpaa talte Haakon selv, og tilbød strax, hvis han blev Konge, at give Bønderne deres Odel tilbage. Allerede da han begyndte sin Tale, hviskede man til hinanden, at det var som om Harald Haarfagre var kommen forynget tilbage; men da han havde tilbudet at tilbagegive Odelen, og gjøre alle Bønder odelsbaarne, var der ikke Ende paa deres Jubel; den hele Thingalmue raabte, at de vilde have ham til Konge. Han blev saaledes tagen til Konge over Throndhjem, og tog strax en Hird, for at drage gjennem Landet. Ved Efterretningen om at Thrønderne havde taget sig en Konge, der i alle Dele lignede Harald Haarfagre, paa det nær, at han vilde alle vel, og tilbød at give alle Bønderne deres Odel, fik ogsaa Oplændingerne Lyst til at følge Thrøndernes Exempel, mange af dem rejste strax til Kong Haakon for at hylde ham, andre sendte Bud og Hilsener. Haakon begav sig nu selv til Oplandene (935), hvor alle flokkede sig til ham og hvor han paa alle Ting blev tagen til Konge, da Rygtet om hans Venlighed fløj, som det heder, lig Ild i tørt Græs lige til Landets Ende. Paa denne Maade kom han heelt til Viken, hvor hans Brodersønner Gudrød og Tryggve indfandt sig hos ham med mange andre Misfornøjede, og klagede over Eriks Tyranni[9]. Vikverjerne selv gjorde fælles Sag med Haakon, og Erik tyede nu til de midtre Fylker af Landet, for der at samle en Hær. Men dermed blev det daarligt bevendt, thi en Mængde mægtige Mænd faldt fra ham og søgte til Haakon. Han havde derfor ingen anden Udvej end at forlade Landet med sin Kone, sine Børn og de faa, der forbleve ham tro. Blandt dem var ogsaa Arinbjørn Herse. Han begav sig først til Orknøerne, hvor hans Skare betydeligt forøgedes; derpaa herjede han langs Skotlands Kyst, og kom endelig til England, hvor han begyndte at herje. Men Kong Ædhelstan sendte Bud til ham, og tilbød ham Forlening, fordi hans Fader Harald havde været Ædhelstans Ven. Efter nogen Underhandling blev det aftalt, at Erik skulde faa Northumberland i Len, imod at lade sig døbe, og med den Forpligtelse at værge Landet mod Daner og andre Vikinger. Efter en anden Beretning havde Ædhelstan med Haakon selv sendt en Hilsen og Indbydelse til Erik, tilbydende ham Fred og Ophold hos sig, hvis han ej vilde stride mod sin Broder. At Erik virkelig blev Underkonge i Northumberland, synes utvivlsomt, uagtet de engelske Krøniker ikke nævne ham paa Ædhelstans Tid. Thi de norske Beretninger vilde neppe i dette Stykke være saa eenstemmige, hvis de ej grundede sig paa Vers og sikkre Traditioner. Vi have desuden endnu, hvad nedenfor nærmere skal omtales, Egil Skal1agrimssøns Kvad til Erik, digtet i England, og hvori England udtrykkeligt nævnes som det Sted, hvor det fremsagdes. Vi have tillige seet, hvor ufuldstændige de engelske Beretninger fra denne Tid ere; hvorledes de med eet nævne Konger i Northumberland som døbte, eller som forjagede, uden at have fortalt, naar eller hvorledes de erhvervede Kongeværdigheden; det kan saaledes let forklares, hvorfor de denne Gang have undladt at nævne Erik; sidenefter nævnes virkelig, saaledes som det paa sit Sted skal vises, en Erik, Haralds Søn, der efter al Sandsynlighed er Erik Blodøxe. Dette var just i den Mellemtid, da Ædhelstan, som ovenfor viist, havde fordrevet Godfred fra Northumberland, ydmyget Skotland og gjort sig til Herre over de danske Besiddelser i sit Rige. Det er derfor vistnok i sin Orden, at han ønskede at forsvare disse Besiddelser imod Danerne, saaledes som det i vore Sagaer heder, og det var meget naturligt, at han fremdeles søgte Nordmændenes Hjelp og tog dem i sin Tjeneste, ligesom han allerede havde draget Nytte af Thorolfs, Egils og deres Staldbrodres Tapperhed. Men det er ikke derfor sagt, at Eriks Ankomst til England fandt Sted saa tidligt, eller paa den Maade som vore Sagaer angive. Det er rimeligere, at han har opholdt sig i nogen Tid paa Orknø og i Viking, førend han besøgte England. Den nærmere Forklaring af disse Beretninger vil nedenfor (§ 39 og 40) blive fremsat.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 24.
- ↑ Nemlig Ágrip, der siger (Cap. 5): Da kaldte forstandige Mænd Haakon hemmelig tilbage i Landet to Vintre efter Harald Haarfagres Død. Om hiint Parti og den formodede danske Indflydelse, se nedenfor § 40.
- ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 1.
- ↑ Sammesteds, Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 13.
- ↑ Ágrip, Cap. 5.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 26.
- ↑ Ágrip, Cap. 5, jvf. Fagrskinna, Cap. 25.
- ↑ Giske Surssøns Saga, S. 83, kalder det et tre Fylkers Thing.
- ↑ Om Tiden, naar Haakon fik Kongenavn, og i hans første Foretagender ere Beretningerne forskjellige. Haakon den godes Saga, (Cap. 1 og 2), lader Haakon om Høsten 934 blive tagen til Konge i Throndhjem, og derpaa i Begyndelsen af Vinteren drage gjennem Oplandene til Viken, derefter drage tilbage til Throndhjem, og saa i Begyndelsen af Vaaren (935) samle en Hær mod Erik. Fagrskinna, (Cap. 29) lader ham derimod tage Kongenavn to Vintre efter Faderens Død, altsaa om Vaaren 935, og til denne Beretning slutter sig ogsaa tildeels Ágrip, naar det siger, at Haakon kaldtes til Norge to Aar efter Faderens Død; de to Aars Frist er kun ved en Fejltagelse henført til hans Indkaldelse i Stedet for til hans Ophøjelse til Kongeværdigheden. Egils Saga, Cap. 62 siger, at Haakon blev tagen til Konge ved sin Ankomst til Throndhjem, at baade han og Erik den paafølgende Vinter sad som Konger i Norge, at begge om Vaaren samlede en Hær, og at Erik da maatte flygte. Det sandsynligste er, at Haakon ej er bleven tagen til Konge førend om Vaaren, og at han da strax er dragen med en Hær sydefter, uden at gjøre hin æventyrlige Vinterrejse til Viken. Ogsaa hans Alder angives forskjelligt ved Tronbestigelsen, af Snorre til 15, af Fagrskinna og Ágrip til henved 20 Aar. Snorres Angivelse passer i det mindste bedst med den øvrige Tidsregning.