Det norske Folks Historie/1/87

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 711-719).

Haakon, der efter sit Ophold hos Ædhelstan ofte benævnes med Tilnavnet „Adelsteensfostre“, havde hos ham nydt en god Opdragelse. Ædhelstan havde ladet ham døbe, og, som det siges, oplære i den rette Tro, gode Sæder og alslags Høviskhed; han skal ogsaa have elsket ham fremfor andre. Blandt de Foræringer, han gav ham, nævnes et Sverd, hvis Haandtag og Hjalter vare af Guld, og hvis Klinge var saa god, at Haakon med den kunde hugge en Kvernsteen igjennem lige til Øjet. Dette Sverd kaldte han derfor Kvernbit, og bar det saa længe han levede^[1]. Ædhelstans Omhu for Haakon viste sig endog lige i Afskedsstunden, eller strax efter Afskeden; thi da Haakon allerede var kommen ombord, skal Ædhelstan, som det fortælles, meget ivrigt have kaldt ham tilbage for at give ham det gode Raad, ikke at sidde stuur og mørk ved festlige Lag, men vise sine Venner et muntert og oprømt Aasyn^[2]. Dette Raad synes Haakon ogsaa at have fulgt, undtagen ved et Par Lejligheder, som vi nedenfor ville komme til at omtale.

Haakon tilbragte den første Vinter, efter at han var tagen til Konge over hele Landet, i Throndhjem, men da han hvert Øjeblik kunde vente at Erik Blodøxe vilde gjøre Forsøg paa at vinde Riget tilbage, opholdt han sig en Tid lang for det meste i Midtlandet, nemlig Firdafylke, Sogn, Hordaland og Rogaland, og satte Sigurd Ladejarl til at bestyre Thrøndelagen, saaledes som hans Fader Haakon allerede havde bestyret det under Harald Haarfagre^[3]. I Viken havde Haakon foreløbigt givet Tryggve Olafssøn og Gudrød Bjørnssøn Kongenavn, men da de endnu vare Børn, havde han indsat Formyndere for dem^[4]. Saa vidt man gjennem de vistnok temmelig ufuldstændige Beretninger om Haakons første Regjeringsforanstaltninger kan skjønne, især ved at sammenholde hermed, hvad der senere fortælles om Partierne i Landet, synes man at maatte antage, at Haakons Magt over Viken og Oplandene endnu kun har været meget liden eller saa godt som ingen, og at tillige Danekongen atter har begyndt at gjøre sin Ret gjeldende her. Haakons egen Saga nævner kun Tryggve og Gudrød som dem af hans Frænder, der fik Landskaber i Forlening, men vi erfare andensteds fra, at Sigurd Rise, Snefrids Søns, og dennes Søn Halfdan førte Kongetitel paa Oplandene, og sandsynligviis paa Hadafylke^[5], at Ring, Kong Haralds og Alfhilds Søn, tilligemed Sønnen Dag ligeledes vare Konger paa Oplandene, fornemmelig Heinafylke^[6], og at tillige andre Grene af Haralds Æt have holdt sig her med arvelig Kongetitel^[7]. Var nu end disse Smaakongers Magt i Virkeligheden ikke stort større end anseede Godsejeres, og havde de end ved Haakons første Gjennemrejse erkjendt ham for deres Overkonge, saa var der dog i de Egne selv, hvor de boede, ingen mægtigere end dem, og Indbyggernes Hjerter maa, efter hvad der paa flere Steder i Sagaerne antydes, mere have hængt ved dem, end ved Overkongen som de maaskee kun en eneste Gang havde seet. Heller ikke omtales det, at Haakon senere opholdt sig paa Oplandene, eller der saaledes, som andensteds i sit Rige, tog sig af Lovgivningen Ved en enkelt Lejlighed forsvarede han Viken mod Danerne i Tryggve Olafssøns Mindreaarighed eller Fraværelse, men for Resten synes Tryggve og Gudrød senere at have hersket her med ligesaa stor Magt, som Kongerne i Norge paa denne Tid overhoved udøvede Den Deel af Landet, der stod under Haakons egentlige Bestyrelse, har altsaa kun været det Nordenfjeldske, eller hvad der ej hørte til Viken og Oplandene. Og af det Nordenfjeldske havde han igjen, som vi nys have viist, overladt Thrøndelagen til Sigurd Jarls umiddelbare Bestyrelse, medens Sunnmøre, Raumsdal og Nordmøre vel endnu stod under Thore Jarl. Hvad han nærmest forbeholdt sig selv, var saaledes kun Midtlandet eller Fylkerne fra Rygjarbit til Stad.

Disse Fylker, tilligemed Thrøndelagen søgte Haakon nu at give bedre Sammenhold ved at knytte dem til hinanden i større Thingforeninger, ligesom hans Farfader Halfdan svarte havde sammenknyttet Viken og Oplandene til een, Eidsivathingets. Hvad Sagaerne selv fortælle herom, er kun lidet og ufuldstændigt. Det staar: „Haakon var en meget forstandig Mand, der lagde stor Vind paa Lovgivningen; han satte Gulathingslov med Thorleif Spakes Raad, og Frostathingslov med Sigurd Jarls og de viseste Thrønders Raad; Eidsiva-Loven havde allerede Halfdan svarte sat“^[8]. Et andet Sted heder det: „Haakon satte første Gulathingslov og Eidsevislov fra Begyndelsen, før den Tid havde hver Konge sin egen Lov, og det var næsten som om en egen Lov gik i hvert Fylke“^[9]. Og endnu paa et tredie Sted: „Olaf den Hellige satte Sefsloven (Eidsevisloven); for Resten er der tre Love i Norge, denne, Frostathingsloven, og den Lov, Haakon Adelsteensfostre lod sætte, nemlig Gulathingsloven“^[10]. Man seer heraf, at medens der herskede Uvished om, hvorvidt Haakon Adelsteensfostre havde noget med Frostathingsloven og Eidsivathingsloven at bestille, vare alle enige om at nævne ham endog som Ophavsmand til Gulathingsloven. Det er saaledes tydeligt, at han især maa have beskjeftiget sig med dennes Forbedring og Organisation. Da vi nu af Fortællingen om Egil Skallagrimssøns og Berg-Anunds Proces erfare, at Gulathinget umiddelbart før Haakons Thronbestigelse kun vedkom de tre Fylker, Hørdafylke, Sygnafylke og Firdafylke, men derimod vide, at Gulathingslagen senere gjaldt for alle Fylkerne i Midtlandet, nemlig Egda-, Rygja-, Hørda-, Sygna-, Firda- og Sunnmøra-Fylker, altsaa det Rige, Haakon havde under sin umiddelbare Bestyrelse, er det klart, at hans Hovedvirksomhed med Hensyn til Gulathingsloven har været at bringe Egder-, Rygja- og Sunnmøra-Fylkerne tilligemed de nysnævnte Oplandsdistrikter til at slutte sig sammen med de tre oprindelige Gulathingsfylker til een Thingforening, ligesom Halfdan svarte fik Viken og Oplandenes øvrige Dele til at forene sig med de tre oprindelige Eidsivathings-Fylker^[11]. At en saadan Forening tillige maatte medføre en Forandring og Omordning af enkelte Lovbestemmelser, synes rimeligt, saa at man altsaa paa en vis Maade kan have Ret i at nævne Haakon som den egentlige Ophavsmand til Gulathingsloven, saadan som man i senere Aarhundreder kjendte den. Frostathingets Forening har ligeledes indtil Haakons Tronbestigelse rimeligviis kun omfattet Thrøndelagens 8 Fylker med Naumdal, men Haakon har ved sine Bestræbelser bragt det dertil, at ogsaa Kystfolkerne, nærmest Nordmøre og Raumsdal, der hidtil synes at have dannet en egen Forening med Sunnmøre, sluttede sig til hine Fylker, saa at de med dem kom til at danne Frostathings-Forening med fælles Frostathings-Lov^[12]. Det bliver herved desto lettere at forstaa, hvorfor Sigurd Jarl maatte tages paa Raad med, thi han havde Bestyrelsen af det egentlige Thrøndelagen, medens Kystfylkerne derimod stode enten under Thore Jarls, eller, forsaavidt denne allerede var død, under Haakons egen Opsigt. Før Thore Jarls Død kan den hele Forandring enten for Gulathingets eller Frostathingets Vedkommende, neppe være kommen istand, da han nemlig havde saavel Sunnmøre som Raumsdal og Nordmøre under sin Bestyrelse, og saa længe de tilsammen stode under een Jarl, kunde man vel neppe tænke paa at skille dem ad ved at henlægge dem til to forskjellige Thingforeninger^[13]. Men Thore maa være død enten strax for eller strax efter Haakons Tronbestigelse, da man under hele hans Regjering ej finder ham omtalt, hvilket dog en saa mægtig, og under Haakons Regjering saavel med Kongen selv som med Sigurd Jarl nærbeslægtet Mand ellers vilde være blevet^[14].

Man kan altsaa tillægge Haakon Adelsteensfostre den Fortjeneste, at have givet Gulathingslagens og Frostathingslagens Fylker et Sammenhold, som de hidtil ej havde haft, og i Virkeligheden kom derved det Nordenfjeldske til at bestaa af tvende, ej som hidtil af mange forskjellige, Hoveddele. Men hvad der i hiin enestaaende Beretning fortælles om hans Virksomhed med Eidsivathingslagen, er derimod aabenbart en Vildfarelse, thi med Eidsivathingets Forening havde Haakon, hvad man tydeligt kan se, intet at skaffe, og det synes tvertimod, som om den Forening, Halfdan svarte her havde bragt istand, ved de nye Smaakonger under Harald Haarfagre og Haakon Adelsteensfostre atter var kommen tilbage i en halv opløst Tilstand, og ikke knyttedes fast igjen, førend Olaf den Hellige varigt befæstede det politiske Baand, som forenede Norges forskjellige Hoveddele.

Den vigtigste statsretlige Forandring, som skede ved Haakon Adelsteensfostres Regjeringstiltrædelse, var, hvad Sagaerne kalde Odelens Tilbagegivelse. Vi have ovenfor skildret, hvad der skal forstaaes ved det saakaldte Tab af Odelen. Under Harald Haarfagre, nemlig den Ombytning af Odelsforfatningen med Feudalforfatningen, som var en umiddelbar Følge af Erobringsforholdet^[15]. Tilbagegivelsen af Odelen vil altsaa sige, at Kong Haakon atter indførte Odelsforfatningen, ved at give Slip paa den Ejendomsret over alt Jordegods i det hele Land, som Erobringen efter de oldgermaniske Retsbegreber havde hjemlet hans Fader. Man kan betragte Haakons Tronbestigelse og denne Forandring som skeet ved en formelig Overeenskomst (Capitulation) mellem ham og Folket. Hvis skreven Lov og skrevne Dokumenter paa den Tid havde været brugelige i Norge, havde man maattet sige, at Haakon ved sin Tronbestigelse undertegnede en Haandfestning. Da Haakon selv paa denne Tid var ung og uerfaren, og derhos fra Barnsbeen af opdragen i England, sandsynligviis ukjendt med Landets Skikke og Sædvaner, maa man formode, at han selv har haft mindst Deel i og mindst Forstand paa denne Statsforandring, men at den har været et Resultat af Overlæg mellem Sigurd Jarl og de øvrige Stormænd i Landet, der ved at opstille Haakon som Tronprætendent mod Erik Blodøxe allerlettest banede sig Vejen til at faa den forhadte Feudalforfatning afskaffet^[16]. Men det tjener Haakon til stor Hæder, at han, saa vidt man af de sparsomme Efterretninger kan skjønne, oprigtigt og redeligt blev sit Løfte tro, og paa denne Odelsforfatningens Grundvold byggede de Indretninger, hvorved han, saavidt ske kunde, søgte at give Riget Sammenhold og ordne saavel dets Forsvarsvæsen mod ydre Fiender, som dets indre Forhold. Han maa imidlertid ogsaa have haft dygtige Raadgivere, som ved disse Foranstaltninger have gaaet ham til Haande. Sagaen nævner udtrykkeligt Sigurd Jarl og Thorleif spake. Hvad den sidste angaar, da er det allerede forhen paapeget, hvorledes den gamle Tradition satte hans Navn i Forbindelse saavel med begge de Konger, hvilke Oprettelsen af to af Norges Hovedlovgivninger, Eidsivathingsloven og Gulathingsloven tillægges, nemlig Halfdan svarte og Haakon Adelsteensfostre, som med Ulfljot, der nævnes som Islands første Lovgiver; og at det derfor altid bliver noget tvivlsomt, hvorvidt Thorleif spake virkelig har været til, og ej blot er en Sagnfigur, hvilken man plejede at nævne i Forbindelse med ethvert af de ældste Lovgivningsforetagender. Men for saa vidt man skal antage Tilværelsen af nogen historisk Thorleif spake, da maa dette blive den, som levede under Haakon Adelsteensfostre, thi om ham opgives der dog med etslags Nøjagtighed andre Omstændigheder, der oplyse hans Levetid og Familieforhold^[17].

Men uagtet Haakon Adelsteensfostres Indrømmelser havde bragt den gamle Odelsforfatning tilbage, vare dog Ejendomsforholdene nu meget forandrede fra hvad de forhen havde været, og Kongens virkelige Magt blev i sig selv ikke stort mindre end forhen. Det er ovenfor viist^[18], hvorledes Jordegodset efter Harald Haarfagres Erobring bestod af tre Slags: i de forrige Odelsgaarde, der endnu besaddes af de egentlige Ejere, men kun som stiltiende Len, ikke som Odel, – Lensgodset, eller det Jordegods, hvormed Jarlerne og Lendermændene vare forlenede, og det virkelige Krongods. Af disse trende Klasser var det egentlig kun den første, der berørtes af Statsforandringen. Besidderne fik nemlig sin fuldkomne Ejendomsret igjen, deres Adkomsttitel udlededes ikke længer fra kongelig Forlening, men fra deres egen ældgamle Odelsret, og følgelig ophørte ogsaa saavel de Forpligtelser, hvori de hidtil som Lensmænd havde staaet til Kongen, nemlig til at betale ham Afgift og tjene i Krigen efter hans Opbud, som den Ret, Kongen som Overlensherre havde til at inddrage deres Gaarde under Kronen. Lensgodset og Krongodset derimod, hvilke tilsammen bestode af alle de Ejendomme, der enten for Erobringen tilhørte Kongeætten, eller ved Erobringen var kommen i Kongens Hænder, og af hvilke en stor Deel bortforlenedes til Jarler og Lendermænd, medens det øvrige forblev Kronens umiddelbare Ejendom, rammedes ikke ved hiin Indrømmelse, og Jarlerne og Herserne vedbleve saaledes lige fuldt med Hensyn til deres Lehns- eller Veitsle-Gaarde at være Kongens Vasaller. Som Exempel kunne vi anføre Besidderne af Gaarden Sandnes; Thorolf Kveldulfssøn besad den endnu ved Arv som Ejendomsgaard, uden nogen særegen Forlening af Kongen, men dog saaledes, at denne her, som overalt i Norge, betragtedes som Overlensherre, og efter Behag kunde inddrage Gaarden. En saadan Inddragelse fandt Sted, da Thorolf var bleven fældet. Kongen erklærede den, som det heder, udtrykkeligt for sin Ejendom. Den gik derved over fra at være Privatgaard til at blive en Deel af Krongodset. Da Kongen siden overlod den til Eyvind Lambe, blev den dog ikke derved Privatgaard, men en Deel af Lensgodset, og ved at modtage den i Len blev Eyvind Kongens Lendermand. Eyvind havde Sønnen Finn skjaalge, der rimeligviis tiltraadte Sandnes som Lendermand efter hans Død. Ved Statsforandringen under Haakon Adelsteensfostre kan Finn ikke have faaet Odelsret over Sandnes, thi det var allerede traadt ud af Odelsgaardenes Række; han vedblev altsaa, som forhen, at besidde Gaarden som kongeligt Len, og at være Kongens Lendermand. Lendermændenes og Jarlernes Pligter og Rettigheder bleve paa den Maade temmelig uforandrede, og Forfatningen i Norge blev en besynderlig Blanding af Odelsvæsen og Lensvæsen. En anden Sag var det, at den Selvstændighed de virkelige Odelsmænd nu atter erhvervede, ogsaa maatte bidrage til at gjøre Lendermændene, trods Lensforholdet, mere uafhængige af Kronen; thi ved Siden af deres Lens- eller Veitsle-Gaarde ejede de vistnok i Regelen ogsaa Odelsgaarde, der ej kunde berøves dem.

Odelens Tilbageerhvervelse var en saa vigtig Begivenhed i Norges Stats- og Rets-Historie, at Haakon Adelsteensfostres Navn derved fornemmeligen er blevet foreviget. Den Lovgivningsvirksomhed, der tillægges ham, staar i den nærmeste Forbindelse dermed^[19]. Vel er temmelig sandsynligt, at det taknemmelige Folk, for hvilket hans Navn stedse stod i en klar Glands, behagede sig i at tillægge ham andet og mere, end hvad han virkelig har udrettet, og at flere af de Foranstaltninger, der tillægges ham, mere have udviklet sig af sig selv i Tidens Løb; men vist er det, at Statsforandringen selv ej kan have fundet Sted paa nogen anden Tid, end under hans Regjering, og at han maa have været en Mand, der med den større Dannelse, han skyldte sin engelske Opdragelse, forbandt en vis Lyst til at foretage Resormer, og et stort Talent til, med det gode at skaffe sine Ideer Indgang hos Folket. Hans Indvirkning paa Lovgivningen, især i hans egentlige Rige, Gulathingslagen, bliver derfor under alle Omstændigheder meget stor, og den største Deel af den ældre Gulathingslov i den Skikkelse, hvori vi kjende den, skyldes derfor visselig ham. Af enkelte Yttringer i Sagaerne seer man, at hans Lovgivningssysler maa have strakt sig gjennem en lang Række af Aar. Saaledes heder det om hans Forsøg paa at indføre Christendommen, hvorom nedenfor skal berettes, „at han satte Bestemmelsen om Julens Højtideligholdelse i Loven“; om hans Foranstaltninger til Rigets Forsvar siges der og, at han „satte de dertil sigtende Bestemmelser i Loven“ efter det første Angreb, Erik Blodøxes Sønner havde foretaget paa hans Rige. Hans hele Regjeringstid sees saaledes at have været fornemmelig beskjeftiget med Lovgivningssysler. Det er ogsaa i sig selv rimeligt, at flere af hans Indretninger ere blevne fremkaldte ved særegne ydre Anledninger. Men desuagtet maa de have staaet i den nøjeste Sammenhæng med hinanden indbyrdes og for saa vidt enkelte af dem behøve en nærmere Omtale, bør i de helst omhandles under Eet.

Det er især Haralds Forsvarsanstalter, ved hvilke Sagaerne dvæle. Da Odelen nu atter tilhørte Bønderne, og Landet ikke længer var Kongens Ejendom, var det heller ikke længer Kongens udelukkende Pligt at forsvare det, men denne Pligt maatte nu ogsaa deles af Bønderne selv. Maaden, hvorpaa denne Pligt skulde udøves, maatte derfor nærmere bestemmes, og Forsvarsvæsenet organiseres. Det var fra Søsiden, at Norge fornemmelig kunde vente Angreb, og derfor maatte ogsaa fornemmelig Søforsvaret ordnes. Kong Haakon satte derfor, heder det, i Loven, at alle Bygder ved Søsiden over det hele Rige, og saa langt op i Landet som Laxen gik højest i Elven, skulde ordnes og inddeles i Skibreder. Ved en Skibrede forstod man et Distrikt, hvis Bønder vare pligtige til at udrede, bemande og forøvrigt udstyre et Krigsskib. Han bestemte, heder det end videre, hvor mange Skibreder der skulde være, eller hvor mange Skibe der skulde udredes af hvert Fylke, naar fuld Almenning var ude, og hvor store disse Skibe skulde være. Ved Almenning forstod man den fuldtallige Udrustning fra hver Skibrede. Til denne var man, tilføjes der, pligtig, naar en udenlandsk Hær var i Landet^[20]. Den hele Udrustning med Skibe, Mandskab, Vaaben og Proviant, kaldtes tilsammen Ledingen (leiðangr). Af en anden Beretning om den samme Foranstaltning erfarer man, at den, hvad der og efter det foregaaende er rimeligt, for det første kun omfattede Gulathingslagen og Frostathingslagen, og at de første Skibe tilvejebragtes ved den af Harald Haarfagre indførte Næseskat (nefgildi), fra hvilken Bønderne nu sandsynligviis ved en engang for alle given Sum løskjøbte sig. Det heder nemlig: „De Nefgildes-Skatter, som Harald havde paalagt hele Landet, lod Haakon tage langs Kysten og i Thrøndelagen, og anvende til Opførelse af Skibe. Han gjorde og en Bestemmelse for hvert Fylke, hvor mange og hvor store Skibe med Hensyn til Rumtal skulde udredes, med Hensyn til Mænd, Vaaben, og Proviant for en udenlandsk Hær, saa at enhver kampdygtig og fri Mand skulde eje Skjold, Kesje og Hugvaaben; thi fordi Kongen ofte kun havde saa Folk om sig, ønskede han at kunne saa Understøttelse, hvor han var, naar det tiltrængtes, og en Hær var nødvendig; han havde da et fuldt udrustet Skib med Mænd og Vaaben at tage til, hvor han behøvede det“^[21]. De ved Nefgildes-Skatterne byggede Skibe ere altsaa blevne Bønderne overdragne til Vedligeholdelse^[22]. Skibrede-Indretningen maa temmelig tidligt være bleven udstrakt til Haalogaland, og heller ikke saa længe derefter til Viken, da vi have en Fortegnelse over, hvor mange og hvor store Skibe hvert Fylke skulde udrede, forfattet, som det synes, meget tidligt, maaskee allerede i det 11te Aarhundrede, og i hvilken Fortegnelse baade Vikverjer og Haaleyger nævnes^[23]. I Forbindelse med Skibrede-Indretningen skal Kongen ogsaa have foranstaltet, at der oprettedes Viter eller Varder paa Fjeldene, i ikke større Afstand, end at man kunde se fra den ene til den anden; hvor en Fiende landede, skulde den nærmeste Vite antændes, derpaa den næste og saa videre. Viternes Antændelse var Tegn til at Herør eller Krigsbudstikken skulde gaa. Men for at Folket ej skulde foruroliges ved blind Allarm, fastsatte Haakon ogsaa store Bøder før Viternes Antændelse uden Grund. Man regnede at Krigsbud paa denne Maade kunde gaa fra den sydligste Vite i Landet til det nordligste Thinglag paa Haalogaland^[24].

Ved Haakons Bestræbelser for at ordne Landets Lov og Ret og sikkre det mod udvortes Fiender ved et vel indrettet Forsvarsvæsen, kom der til at herske god Fred i Landet, baade mellem Bønderne indbyrdes og for de Kjøbmænd, der udenlands fra søgte til Riget. Der var og, siges der, gode Aaringer baade paa Sø og Land. Dette gjorde ham end mere yndet, og det spurgtes udenfor Landets Grændser, at Norge var lykkeligt under hans Herredømme. Heraf benyttede han sig til at faa Jemterne til at erkjende ham for deres Konge. Det er ovenfor (S. 334 og 570) viist, hvorledes Jemteland allerede var blevet opryddet og befolket paa Oplændingekongen Eysteins Tid, og hvorledes dets Beboeres Antal forøgedes ved senere Nybyggere under Harald Haarfagre. Fra Jemteland var igjen den nordlige Deel af Helsingeland bleven bebygget, medens den søndre Deel derimod var bebygget fra Sverige. Dette Naboskab med Sviarne og Sverige bevirkede, at Helsingerne gjorde sine Kjøbferder til dette Rige, og at deres Land betragtedes som henhørende dertil. Jemterne derimod, som boede mellem Sverige og Norge, hørte en Tid lang ikke til noget af disse to Riger, og ændsedes heller ikke af Kongerne. Men Haakon indledte fredelig Handel med dem, og søgte at vinde de mægtigste Mænd iblandt dem, hvilket heller ikke blev ham vanskeligt, da Jemterne hørte saa meget godt om ham. Han bragte det endelig dertil, at deres fornemste Mænd kom til ham, hyldede ham som Konge, og forbandt sig til at betale ham Skat, hvorimod han, som det siges, gav dem Love og Landsret. De vilde heller adlyde ham end Sviakongen, fordi de selv vare af norsk Æt. Ogsaa de Helsinger, hvis Herkomst var fra Norge eller Jemteland, skal have fulgt deres Exempel^[25].

1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 43. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 9. Fagrskinna, Cap. 25.
2. Saxo, 10de Bog, S. 486.
3. Egentlig staar der hos Snorre i Haakon den godes Saga, Cap. 6: saaledes som han (Sigurd) og hans Fader havde haft det under Harald Haarfagre. Men Sigurd har under Harald neppe været Jarl over hele Throndhjem. Thi efter Haakon Jarls Død blev Halfdan svarte forlenet med Thrøndelagen, og vel har Sigurd da vistnok ført Jarletitel og i sig selv haft meget at sige, men Enebestyrer er han neppe bleven førend under Haakon.
4. Snorre, Haakon den godes Saga. Cap. 2.
5. Sigurd Syr, Halfdans Søn, førte Kongetitel paa Ringerige, se og ovenfor S. 585.
6. Olaf den Helliges Saga, Cap. 186, hos Snorre, Cap. 210.
7. Nemlig Dags og Ragnars Æt.
8. Snorre, Haakon den Godes Saga, Cap. 11. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 20.
9. Olafs helga Saga, Cap. 9. Hertil synes Fagrskinna Cap. 39, at slutte sig, hvor den siger at Haakon med Thorleifs og andre vise Mænds Raad satte Lov over hele Norge, hvoraf Olaf den Hellige benyttede den meste Deel.
10. Den ældre Olaf den Helliges Saga udg. af Keyser og Unger 1849, Cap. 31.
11. Se ovenfor S. 401, 403.
12. Se ovenfor S. 98, 99.
13. Det siges udtrykkeligt, at Thore fik Faderen Ragnvalds Len, nemlig Nordmøre, Raumsdal og Søndmore, se Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 30, jvf. Cap. 12.
14. Thore havde desuden allerede kort efter Hafrsfjordslaget en voxen Datter, som blev gift med Ingemund den gamle.
15. Se ovenfor S. 467, 468.
16. Det er merkeligt nok, at ogsaa i Viken, hvor Haakon dog ikke egentlig regjerede, maa den samme Statsforandring have fundet Sted. Man kunde derved fristes til at antage, at mange af disse Foranstaltninger mere skyldes en almindelig Bevægelse over det hele Land, end nogen bestemt Virksomhed fra Kongens Side, og denne Bevægelse turde snarest være rettet mod Danevældet, se nedenfor § 40.
17. Han skal have været Hørda-Kaares Søn og Ulfljots Morbroder, se ovenfor S. 576, jvf. 566.
18. S. 571.
19. Derfor heder det udtrykkeligt i Egils Saga, Cap. 62: „Haakon satte de Love i Landet, at enhver Mand skulde eje sin Odel, medens hans Fader derimod havde gjort alle Mænd i Landet til sine Trælle“.
20. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 21.
21. Fagrskinna, Cap. 32.
22. Af yngre Diplomer se vi, hvorledes Bønderne i Skibreden, naar nye Skibe maatte bygges, fordi de ældre vare udslidte, fik Tilladelse til at sælge disse til Hjelp ved Anskaffelsen; f. Ex. Dipl. Norveg. I. No. 470.
23. Ældre Gulathingslov, Cap. 315.
24. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 21. Fagrskinna, Cap. 32.
25. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 14.