Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/89

< Det norske Folks Historie | 1

Den største Deel af Kong Haakons Regjeringstid gik hen i Fred, og der siges udtrykkeligt at denne Fred var saa god, at Ingen gjorde Skade paa anden Mands Gods, eller brød Freden mod nogen anden[1]. Men hans sidste Aar foruroligedes især ved de Forsøg, Erik Blodøxes Sønner gjorde paa at vinde deres fædrene Rige i Norge tilbage, hvorved de understøttedes af Danekongen Harald Gormssøn, der ligeledes havde Arvefordringer paa Viken.

Det er ovenfor omtalt, at Erik Blodøxe havde faaet Northumberland til Len af Kong Ædhelstan, og havde opslaaet sin Bolig i York. Hans Forpligtelse var at skulle forsvare Landet mod Daner og andre Vikinger. Hvis han, som vore Sagaer antyde, fik denne Forlening i Aaret 936, har han upaatvivlelig deeltaget i Brunanburgslaget. Men Sagaernes Beretninger om Eriks Hændelser efter hans Fordrivelse fra Norge ere saa forvirrede og mangelagtige, at man ej kan stole paa deres Tidsangivelser. Det er sandsynligere, at Erik først i Ædhelstans sidste Dage (mellem 939 og 941) er kommen til Northumberland, og at han heller ikke er bleven forlenet med hele dette Landskab, men kun med York og det omliggende Distrikt[2]. Efter Snorre Sturlasøns Fortælling forlod Erik efter Ædhelstans Død (941) Northumberland, og begav sig paa Vikingetog i Vesterhavet, i Følge med Arnkell og Erlend, Torv-Einars Sønner, fordi han vidste at Eadmund, Kong Ædhelstans Broder og Efterfølger, var ingen Ven af Nordmændene, og tænkte paa at indsætte en anden Konge i Northumberland. Han drog til Syderøerne, hvor flere Vikinger og Hærkonger forenede sig med ham og sejlede derpaa i Spidsen for denne Skare, først til Irland, hvor han endmere forøgede sin Hær, derpaa til Bretland eller Wales, hvor han herjede, og endelig til det sydlige England, hvor han dristig gjorde Landgang og trængte langt frem under idelig Herjen, indtil han endelig maatte bukke under for den af Eadmund paa denne Kant indsatte Underkonge ved Navn Olaf, der mødte ham med en langt overlegen Hær, og efter en haardnakket Kamp fældte Erik med fem andre Konger, ved Navn Guthorm, dennes to Sønner, Ivar og Haarek, Sigurd og Ragnvald, tilligemed Torv-Einars Sønner Arnkell og Erlend. Denne Fortælling giver tydeligt at forstaa, at Eriks Fald indtraf strax efter Ædhelstans Død[3]. En kortere, i Norge selv optegnet Fremstilling af disse Begivenheder lader Erik forlade Northumberland og drage i Vesterviking, fordi det stod ham for Hovedet, hvor stort et Rige og hvor mange Skatlande hans Fader havde haft, medens han selv nu maatte nøje sig med et lidet Len; derfor, siges der, lagde han sig paa Vikingetog og herjede i de vestlige Lande. En Sommer, vedbliver Fortællingen, men uden at tilføje hvor længe efter at han havde forladt sit Len, herjede han vestenfor Skotland, om Irland og om Bretland, og standsede ikke førend han kom til det sydlige England, hvor han herjede som andensteds, fordi Ædhelstan da var død, og Eadmund var Konge; han havde en stor Hær og ledsagedes af ikke mindre end fem Konger, men vovede sig dog uforsigtigt alt for langt op i Landet, og blev overmandet og fældt af Eadmunds Skattekonge Olaf[4]. Denne Fremstilling er forsaavidt sandsynligere, som den ikke udtrykkeligt henfører Eriks Fald til Tiden strax efter Ædhelstans Død, og tilmed, ved Udtrykket „en Sommer“, antyder at der laa nogle Aar imellem. Men at begge Beretninger i mangt og meget ere fejlagtige, sees dog deraf, at de omtale en Skattekonge og det endog en ved Navn Olaf, i det sydlige England eller Wessex, de daværende engelske Kongers egentlige Hovedrige, hvor der ingen Skattekonger var, og allermindst nogen med det norske Navn Olaf. Hvis Erik virkelig har gjort Landgang i et under en Skattekonge staaende Landskab, da maa det have været i Northumberland, hvilket ogsaa bestyrkes af Skattekongens Navn, ligesom det i sig selv er rimeligt, at Erik har søgt med væbnet Haand at vinde det Rige tilbage, som han havde forladt eller fra hvilket han var fordreven. Hvor upaalidelige og fejlagtige disse Beretninger ere i alt, hvad der ikke umiddelbart vedkommer Erik selv, og hvad der ej bestyrkes ved samtidige, opbevarede Kvad, bliver saaledes indlysende. Endog den Angivelse, at Eadmund skulde have været Konge i England, da han faldt, maa betragtes som heel utilforladelig, da den i høj Grad bærer Præget af at være senere tillempet af Saganedskriverne efter engelske Krøniker, i hvilke de fandt det angivet, at Eadmund var Ædhelstans Efterfølger, hvoraf de igjen sluttede, at han ogsaa maatte have været Konge da Erik faldt. Der gives endnu en anden norsk Beretning, som aldeles afviger fra den ovenfor meddeelte, og som derved viser, hvor forskjellige Sagnene om Erik have været. Efter denne Beretning skulde Erik være bleven Ædhelstans Jarl i Northumberland, men ved sin Hustru Gunnhilds Paavirkning have viist sig saa grum og voldsom, at Northumbrerne ej kunde taale ham, men joge ham bort, hvorpaa han lagde sig i Viking, og endelig faldt paa et Tog i Spanien[5].

Undersøge vi, hvad der af alt dette bekræftes af Kvad og samtidige Beretninger, bliver det kun, at Erik havde sin Bolig i York[6], og at der i det Slag, hvor han fandt sin Død, ogsaa faldt fem Konger med ham[7]. Sandsynligviis have ogsaa de med ham faldne Kongers Navne været opbevarede i de Kvad, der handlede om hans Død. Om Navnet Olaf paa den Konge, med hvem han kæmpede, er ligesaa sikkert, bliver mere tvivlsomt, thi der kæmpede og, som vi have seet, en Olaf i Brunanburgslaget, hvor der ligeledes faldt fem Konger, og man kan ej være vis paa, om ikke de gamle Sagaskrivere, der tidligt lærte de engelske Krøniker at kjende, have forvexlet dette Slag med det, hvori Erik faldt. Imidlertid er det, som strax nedenfor skal vises, ikke usandsynligt, at Erik ved sin sidste Kamp i England virkelig stred mod en Konge ved Navn Olaf.

De engelske Annaler og Krøniker, som med al deres Mangelagtighed dog have den Fordeel, at de indeholde Beretninger for største Delen nedskrevne samtidigt med Begivenhederne selv, maa her blive vor fornemste Ledetraad. Det er ovenfor (S. 702) viist, hvorledes Olaf Godfredssøn fra Irland, der efter Ædhelstans Død (941) var bleven tagen til Konge af Northumberlænderne, efter en kortvarig Krig med Kong Eadmund bekvemmede sig til et Forlig, hvorved han fik hele Landet østenfor Witlingastræt i Len, imod at lade sig døbe, men at han kort efter døde (943), og at Eadmund derpaa fordrev to andre norske Konger fra Northumberland, Ragnvald, Godfreds Søn, og Olaf, Sigtryggs Søn, og underlagde sig hele Northumberland. Eadmund døde to Aar efter (946), og esterfulgtes af sin Broder Eadred, der ligeledes, strax efter sin Tronbestigelse, drog over Northumberland, tvang det til Lydighed, og modtog Hylding af Erkebiskop Wulfstan tilligemed Northumberlands fornemste Høvdinger ved Taddensscylf (947)[8]. Men kort efter faldt de atter fra, og toge, som Krønikerne berette, Erik til deres Konge. Eadred drog nu ind i Northumberland med en Hær, herjede det, og opbrændte endog Klosteret i Ripon, men blev ved Eriks Medvirkning slagen ved York, hvorfor han i Vrede sagde, at han vilde vende tilbage igjen og aldeles ødelægge Landet; herover bleve Northumbrernes Høvdinger ængstelige, forjoge Erik, og udredede Bøder til Kong Eadred for deres Frafald. Kort efter kom Olaf Kvaran, der ved den irske Konge Congelaghs Hjelp havde opkastet sig til Konge i Dublin, for ogsaa at forsøge sin Lykke i Northumberland, og blev, som man maa formode, med Eadreds Samtykke, virkelig antagen; dog kort Tid efter uddreve Northumbrerne ham, og toge paany Erik, Haralds Søn, til Konge. Opbragt herover, lod Kong Eadred den urolige Erkebiskop Wulfstan, der altid holdt med Oprørerne, fængsle, og foranstaltede tillige et stort Blodbad i Thetford, fordi Indbyggerne havde dræbt deres Abbed. Dette synes at have sat Northumbrerne i Skræk, thi vi læse, at de Aaret efter fordreve Erik, at Eadred gjenvandt Northumberland, og at Wulfstan nu sattes paa fri Fod, men forflyttedes fra York til Biskopsdømmet Dorchester i det sydlige England[9]. En Forfatter, der her synes at have haft selvstændige Kilder, tillægger, at Erik i en øde Egn, kaldet Stamnor, ved Højgerefen Osulfs (Aasulfs) Forræderi blev dræbt af Makk, Olafs Søn, tilligemed sin Søn Henrik og sin Broder Ragnvald, hvorefter Northumberland ophørte at være Kongerige, men derimod bortforlenedes som Jarldømme til Osulf og hans Efterkommere[10]. I Henrik og Ragnvald, hvilke her udgives for Eriks Søn og Broder, gjenkjender man utvivlsomt Sagaens Haarek og Ragnvald; Erik selv kaldes ligefrem Haralds Søn; han blev lokket langt ind i Landet, ligetil Stanmor, mellem Richmond, Westmoreland og Cumberland[11], ved Osulfs Bestræbelser; dette Navn, Osulf eller Aasulf, kunde nok i Tidens Løv forvexles med Olaf eller Aalaf, især da det synes, som om Erik ogsaa har haft en virkelig Medbejler og Fiende i Olaf Kvaran. Det synes altsaa umiskjendeligt at være Erik Blodøxes sidste Kamp, som de engelske Krøniker her have beskrevet, og det maa ansees som en Fejltagelse, naar Sagaerne henføre den til Kong Eadmunds Tid. Derimod er det meget sandsynligt, at de nærmere Omstændigheder ved hans Endeligt, som f. Ex. hans Herjetog paa Skotlands, Irlands, Bretlands og Englands Kyster, m. m. ere rigtigt beskrevne, thi Sagatraditionerne dvælede gjerne ved Enkeltheder, hvilke derimod i de engelske Annaler sædvanligviis forbigaaes.

De engelske Krøniker afvige indbyrdes i at bestemme Tiden for Eriks Død. Nogle henføre den til 950, andre til 952, atter andre til 954[12]. Paalideligst synes Henførelsen til 950 at være, da Wulfstans Underskrift ej findes under Diplomer mellem 949 og 955, og Osulf allerede i Aaret 949 kaldes Højgerefa i Bainborough i Northumberland[13]. Men erkjendes dette, vinder Rigtigheden af at ansee de engelske Krønikers Erik Haraldssøn for Erik Blodøxe en ny Bestyrkelse i vore egne Sagaer. De ere nemlig alle enige om at fortælle, at Eriks Sønner efter hans Fald droge til Danmark, og at de nu derfra begyndte at forurolige Norge. Deres første Angreb paa Norge henføres deels til det 13de, deels til det 17de, og deels til det 19de Aar i Haakons Regjeringstid, altsaa til 950, 952 eller 954[14]. Det sidste Aar synes at have de fleste Stemmer for sig, og dette passer, som man vil se, paa det nøjeste med de engelske Tidsbestemmelser for Eriks Død[15].

Ved at sammenholde de norske og engelske Efterretninger sættes vi saaledes istand til at danne os et nogenledes fuldstændig og rigtig Forestilling om Eriks Bedrifter efter hans Forjagelse fra Norge. Han tyede først til Orknøerne, hvor han i Nødstilfælde synes at have haft stadigt Tilflugtssted. Derfra maa det være lykkets ham, maaskee med det Gode, og paa den Maade, Sagaerne antyde, at erhverve en Forlening i Northumberland. Men fra denne er han efter Ædhelstans Død rimeligviis bleven fordreven af Olaf God fredssøn (941), og har heller ikke, saa længe Eadmund levede, vovet at komme tilbage til Northumberland, men har sværmet om i Vesterviking medens hans Hustru og Børn opholdt sig paa Orknøerne, hvor han ogsaa selv maa have haft sit Vintersæde. Her egtede ogsaa Thorfinn Jarls Søn Arnfinn hans Datter Ragnhild. Men under Eadmunds Efterfølger, Eadred, der ogsaa var en Broder af Ædhelstan, og derfor i Sagaerne let har kunnet forvexles med Eadmund, gjorde Erik, som vi se, fornyede Forsøg paa at vinde Northumberland tilbage, og lod sig omsider ved Aasulfs List lokke langt ind i Landet, lige til Stanmor, hvor han faldt (950) tillige med Thorfinn Jarls Brødre Arnkell og Erlend, og fem andre Konger, hvis Navne Sagaen har bevaret, og af hvilke den engelske Chronist alene omtaler to, Haarek og Ragnvald, hvilke han gjør til hans Søn og Broder.

Efter Eriks Fald drog Gunnhild med sine Sønner, som det i en Beretning heder, fra Northumberland til Orknøerne, hvor de en Tid forbleve og førte Herredømmet, idet de herjede paa de nærmeste Kyster. Efter den samme Beretning var det ogsaa først nu, at Arnfinn, Thorfinn Jarls Søn, egtede Eriks Datter Ragnhild[16]. Derpaa, vedbliver Beretningen, droge de ved Efterretningen om at der var udbrudt Ufred mellem Danmark og Norge, til Danekongen Harald Gormssøn, som tog vel imod dem. Sandsynligere er den anden Beretning, der lader deres Rejse ske strax efter Eriks Død, og henfører Giftermaalet mellem Arnfinn og Ragnhild til Tiden for Eriks sidste Tog til England[17].

Gunnhild lod efter Eriks Fald digte et Kvad om ham til hans Ære. Af dette Kvad, der kaldes Eriksmaal, er Begyndelsen endnu tilbage, og den lader os kun beklage, at vi ej kjende det i dets Heelhed. Hvad der er opbevaret lyder saaledes:

Odin:

Hvad er det for Drømme?.
Før Dag jeg tyktes opstaa
Valhall at rydde
for Valens Flokke;
jeg vakte Einherjer,
bød dem at opstaa,
Bænke at klæde,
Bordkar at skure;
som for en vældig Konge
Hist fra Verden
venter jeg Haulder,
gjæve Helte,
saa er jeg glad om Hjerte.

Hvad tordner hist, Brage,
som om Tusinder bæved
eller mylrende Masser?

Brage:

Bænktiljer brage,
som om Balder kom
atter til Odins Sale.

Odin:

Nu du taler uviist,
ædle Bragi,
skjønt du ellers veed om alt;
Valkyrjer Viin at bære,
for Erik det tordner,
som ind til os nu kommer,
Helten, til Odins Haller.

Sigmund og Sinfetle,[18]
rejser Eder snarligen,
og ganger Gramen imøde;
ind ham byder,
om det Erik er,
ham, som I veed jeg venter.

Sigmund:

Hvi venter du Erik
mere end andre Konger?

Odin:

Jo, thi mange Riger
han har ryddet med Klingen
og blodigt Sverd baaret.

Sigmund:

Hvi undte du ham ej Sejren,
da han dog tyktes dig snild at være?

Odin:

Uvist er
alt at vide;
grisk mod vor Flok den graa Ulv stirrer[19].

Sigmund:

Hil dig, Erik,
vær her velkommen,
gak i Sal til Sæde;
fritte dig vil jeg,
om der følger dig
Konger fra Kampens Tummel.

Erik:

Ja, Konger fem,
kjend her alle deres Navne,
jeg er den sjette selv[20].
– – – – –
– – – – –

Af dette Brudstykke seer man idetmindste at hans Bedrifter vare store og berømmelige nok til at begejstre de ypperste Skalde, thi Eriksmaals Digter maa have staaet langt over de almindelige Draapedigtere. Eriks Charakteer ligger temmelig tydeligt for Dagen af hvad der er berettet om ham. Herskesyge og Grumhed synes at have udgjort dens meest fremtrædende Præg. Dog var allerede hans Samtid tilbøjelig til at give hans Hustrus Paavirkning Skylden for hans værste Handlinger. Snorre kalder ham en stor og smuk Mand, sterk og mandig, en vældig Hærmand, sejrsæl, hidsig af Sindelag, grum, ublid og faatalende. Det vækker imidlertid en Forestilling om at han ikke manglede personlige Elskværdigheder, at den ædle Arinbjørn Herse saa trofast hang ved ham. Thi han fulgte ham i hans Landflygtighed, og vendte først tilbage til Norge, da Eriks Sønner vare dragne til Danmark, hvor han dog, som det nedenfor vil sees, snart atter opsøgte dem, og fulgte dem til sin Død.

  1. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 9.
  2. ↑ Hvis han havde været forlenet med hele Northumberland, havde de engelske Beretninger upaatvivleligt omtalt ham, ligesom senere, da han virkelig for en kort Stund kom i Besiddelse af dette Landskab. Derimod kan det, som ovenfor antydet, meget vel tænkes, at han, ligesom Olaf Sigtryggs Søn og Ragnvald Gudrøds Søn, har haft en mindre Forlening i Egnen, uden strax at vare nævnt.
  3. ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 4. Egils Saga lader ogsaa umiskjendeligt Erik falde strax efter Ædhelstans Død, thi efter at have ladet Egil Skallagrimssøn finde Erik i York allerede 936, fortæller den at han siden paa engang erfarede Beretningen om Ædhelstans Død og Eriks Fald.
  4. ↑ Fagrskinna, Cap. 27, 28.
  5. ↑ Beretningen forekommer, med en ubetydelig Forskjellighed, i Ágrip, (Cap. 7) og Historia Norvegiæ (fol. 7 b). I den første heiser det: „Erik fik af Kong Ædhelstan Jarlsrige i Northumberland, men blev ogsaa der ved sin Hustru Gunnhilds Paavirkning saa grum og slem mod sine Folk, at de tyktes neppe at kunne taale ham. Derfor lagde han sig i Viking ude i Vesterlandene, og faldt i Spanien paa Krigstog“. Historia Norvegiæ siger: „Venligt modtagen af sin Broders Fosterfader og døbt, indsattes han til Jarl over hele Northumberland, og var yndet af alle, indtil hans slemme Hustru Gunnhild kom; men hendes fordærvelige Aag kunde Northumbrerne ej taale, og afrystede det. Han begav sig da paa Vikingetog og faldt i Spanien“.
  6. ↑ York nævnes udtrykkeligt i Egil Skallagrimssøns Höfuðlausn (se nedenfor) som det Sted, hvor dette Kvad blev fremsagt. Det heder nemlig i 2den Strofe:

    Kongen mig Adgang bød;
    kvæder jeg Sangen sød,
    frembærer Odins Mjød
    i Englands Skjød.

    Og i den 18de:

    Frem af Hjerte-Bunden
    Bur jeg med Munden
    Odins Tale
    i Jorviks Sale.

    Og ligeledes i Arinbjørns Draape, Str. 3 –: Jeg havde paadraget mig den mægtige Konges Vrede, men besøgte dog dumdristig Hersen, hvor Kongen sad med barsk Mine, og med blodigt Sverd herskede i York.

  7. ↑ Se det nedenfor meddeelte Stykke af Eriksmaal.
  8. ↑ Chron. Sax. Mon. hist. Brit. I. p. 388.
  9. ↑ Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 389.
  10. ↑ Math. af Westminster, S. 369. Hertil sigter ogsaa Howden hos Savile S. 423, Mon. hist. Brit. I. p. 687 not. d.
  11. ↑ Her lægger Camden i sin „Britannia“ Stanmor.
  12. ↑ Nemlig Math. af Westminster til 950, Simeon af Durham til 952. Chron. Sax. til 954.
  13. ↑ Se Kembles Cod. Dipl. ævi anglos. II. p. 292. I det samme Diplom kalder Eadgar sig ogsaa Northumbrernes Overvinder og Herre.
  14. ↑ Fagrskinna, som ikke omtaler Erikssønnernes første Slag med Haakon paa Agvaldsnes, henfører Christendomspaabudet og Thinget paa Mæren til hans 16de Aar (951), siger at de Angreb, Gunnhildssønnerne og andre Vikinger gjorde paa hans Rige, var en Straf, fordi han havde blotet, henfører Tryggve Olafssøns Udnævnelse til Konge i Viken til Haakons 17de Aar, omtaler derpaa hans Tog til Danmark m. m., og henfører Slaget paa Frædø til hans 20de Aar (95⅘). Thjodrek Munk (Langebeks Script. V. p. 315) lader Haakon herske i 25 Aar, hvoraf de første 19 Aar i Fred; han henfører altsaa Erikssønnernes første Tog til 953 eller 956; han lader Krigen med dem vare i 5 Aar (955–960⁄61. Ágrip regner Haakons Kongenavn fra 936, henfører Slaget paa Agvaldsnes til det 15de Aar derefter (951) og Slaget paa Frædø til strax efter hiint (952); ni Aar efter dette Flag lader det Slaget paa Stordø og Haakons Død indtreffe (961). Snorre Sturlasøn, saavelsom Jon Loptssøns Enkomiast lader Haakon herske i 26 Aar, altsaa til 960 eller 961; hiin henfører Slaget paa Frædø til hans 20de Aar, men lader (Cap. 20) en „lang Tid“ hengaa mellem Kampen paa Agvaldsnes og den paa Rastarkalf. De fleste Vidnesbyrd ere saaledes dog for at henføre Slaget paa Agvaldsnes til det 19de Aar, eller 954, og følgelig Erikssønnernes ferske Herjetog i Viken til 953, og Tryggves Udnævnelse til 952.
  15. ↑ Om Mag. Adam af Bremens Beretning, at Harald Gormssøn, Danmarks Konge, sendte sin Søn Hiring, Hiric eller Erik til England, og om hvorledes flere have antaget de engelske Krønikers Erik, Haralds Søn, for denne Erik, skal nedenfor handles.
  16. ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 5, 10.
  17. ↑ Fagrsk., Cap. 27, 28. Det falder af sig selv, at Snorre, der urigtigt henfører Eriks Død til et af de første Aar efter Kong Ædhelstans, ogsaa maa lade hans Sønner opholde sig en rum Tid paa Orknøerne efter hans Død, førend de henimod Haakons 16de eller 17de Regjeringsaar kom til Danmark. Han maa derfor ogsaa lade Giftermaalet mellem Arnfinn og Ragnhild indtræffe efter Eriks Død. Men Fagrskinna, hvis Tidsregning i det Hele taget er rigtigere, giver her ogsaa et godt Vink til at udfinde det rette ved udtrykkeligt at nævne Giftermaalet før Eriks Død, og ved at sige, at Erik „en Sommer“, altsaa en ubestemt Tid efter hans Forjagelse fra England, herjede her. Det bliver saaledes temmelig klart, at Erik selv, efter sin første Forjagelse fra Northumberland, hvilken i de engelske Krøniker ej er omtalt, strax har taget sin Bopæl paa Orknø, at hans Familie er forbleven der under hans senere Forsøg paa at vinde Northumberland tilbage, og at Giftermaalet har fundet Sted før hans Død. Fagrskinna omtaler vistnok Gunnhild og Sønnerne som opholdende sig i England, da han faldt, men det er heller ikke i mindste Maade urimeligt, at de ved hans sidste Optræden, da han virkelig var i Besiddelse af York, have ledsaget ham. Ogsaa Egils Saga (Cap. 62) sætter Ragnhilds Giftermaal før Eriks Død.
  18. ↑ Sigmund Vølsung og hans Søn Sinfetle eller Sinfjøtle, to af Vølsungesagnenes fornemste Helte, se ovenfor S. 226.
  19. ↑ Her sigtes til den Fare der ved Ragnarøkk truede Æserne, og isærdeleshed Odin, fra Ulven Fenrer, se ovenfor S. 171.
  20. ↑ Hermed ender Brudstykket, thi Nedskriveren af Fagrskinna, hvor det meddeles (Cap. 28) har kun villet bevise ved denne samtidige Autoritet, at 5 Konger faldt tilligemed ham. At det har været meget længere kan skjønnes saavel af dets Charakter i og for sig, som af Haakonarmaal, der udtrykkeligt siger at være digtet efter dette. Begyndelsen af Kvadet meddeles ogsaa i Snorre-Edda eller Skálda, Cap. 97.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/89&oldid=59836»