Det norske Folks Historie/1/90

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 733-743).

Mod Egil Skallagrimssøn, der saa blodigt havde fornærmet Erik ved at dræbe hans Søn Ragnvald og rejse Nidstang over ham selv og Dronning Gunnhild, viste han sig ligeledes mere ædelmodig end man af en Mand af hans Charakteer skulde have ventet. Egil havde strax efter sin Hjemkomst overtaget Bestyrelsen af Gaarden Borg, da hans Fader Skallagrim nu var bleven meget gammel og affældig. Den samme Hest døde Skallagrim pludselig, medens Egil var fraværende paa et Gjestebud. Det fortælles, at da Egil skulde stige til Hest og ride fra Gaarden, krævede Skallagrim af ham det Sølv, Kong Ædhelstan havde givet ham i Erstatning for Thorolfs Fald, men da Egil slog dette hen og red afsted uden at give noget bestemt Svar, tog Gubben samme Aften en Kiste og en Kobberkjedel, han selv ejede, begge fyldte med Sølv, red bort med dem, og styrtede dem, som man troede, ned i den saakaldte Krumskilde, for at Egil ej skulde faa dem fat; den følgende Morgen fandt man ham siddende død paa Sengestokken og saa stiv, at ingen kunde røre ham af Stedet, men man maatte sende Bud efter Egil, som fik bøjet Liget ned, lod bryde Hul paa Væggen for at føre det ud, og lod det højlægge med hans Hest, Vaaben og Smederedskaher paa Digranes i Nærheden af Borg. Egil tog nu Arven efter sin Fader. Den følgende Sommer, den samme, i hvilken Haakon Adelsteensfostre og Erik Blodøxe stredes om Kongedømmet i Norge, kom der formedelst Forbud mod alle Skibes Bortrejse ingen Efterretninger til Island om de seneste Begivenheder. Egil, som aldrig kunde have ret Ro paa sig, begyndte om Vinteren at blive noget utaalmodig, og yttre Lyst til at rejse til England og besøge Kong Ædhelstan for at se de Løfter opfyldte, denne havde givet ham. Det hed, og man troede for vist, at Dronning Gunnhild havde ladet anstille Seid for at Egil aldrig skulde have Ro paa Island. Han udrustede et Skib med 30 Mand, men kom ikke afsted førend henimod Høsten og den stormfulde Aarstid var indtraadt. Vinden var ham ugunstig; omsider kom han til Orknøerne, men vilde ikke lande her, fordi han troede at Erik Blodøxe havde Herredømmet over dem^[1]. Han sejlede langs Skotlands Kyst, og kom heldigt forbi, men Udenfor Englands Kyst blev han overfalden af en Storm, der drev ham ind i Brændinger ved Humbermundingen, saa at han ikke saa sin Redning i andet end at sejle lige paa Land. Skibet ødelagdes, men Mandskab og den største Deel af Godset reddedes. Af Folk, som de traf, fik de nu den betænkelige Efterretning, at Kong Erik og Gunnhild herskede over den Egn, hvor de nu befandt sig, at de begge ikke vare langt borte, nemlig oppe i York, og at Arinbjørn var hos Erik og i stor Yndest. Egils Stilling var betænkelig. Der var liden Udsigt for ham til at kunne liste sig ubemerket ud over Northumberlands Grændser, hvor han var kjendt af saa mange. Nødig vilde han have den Skam at blive greben paa Flugten. Han tog derfor Mod til sig, og besluttede strax at gaa lige til York og friste Lykken. Fuldt bevæbnet red han afsted, med en sid Hat over Hjelmen, kom til Byen, opspurgte hvor Arinbjørn boede, red derhen, og lod Arinbjørn kalde ud til sig, idet han sagde hvo han var. Arinbjørn, der just sad ved Bordet, bad ham at vente indtil Maaltidet var til Ende, gik derpaa ud til ham med sine Huuskarle, bød ham velkommen, og spurgte hvorfor han havde vovet sig did. Egil fortalte ham i Korthed sit Uheld, og bad ham sinde paa Raad. Arinbjørn spurgte nu om nogen havde kjendt ham, førend han kom der i Gaarden; da Egil benegtede det, lod han sine Mænd væbne sig og gik med dem og Egil lige til Kongsgaarden hvor han bankede paa og strax blev indladt. Arinbjørn gik ind i Hallen med Egil og ti Mænd af Følget; han bød Egil omfavne Kongens Fødder og byde ham sit Hoved^[2], men lovede selv at ville tale hans Sag. Han gik ogsaa selv først frem for Kongen, sagde at Egil var kommen langvejsfra, alene for at faa Kongens Tilgivelse og Venskab, og bad Kongen derfor vise sig ædelmodig og forsonlig, hvorved han ogsaa bedst vilde sørge før sin egen Hæder. Kongen saa sig om, kjendte strax Egil, hvis Hoved ragede op over de andres, og spurgte ham, hvorledes han kunde være saa dumdristig at komme til ham. Egil, der forsmaaede at besmykke sig, gik hen, omfavnede Kongens Knæ, og sagde at han havde faret den lange og besværlige Vej for at besøge Englands Konge, men at han nu uformodet var kommen til Egil. Denne sagde, at han for sine Misgjerninger fortjente Døden, og Dronning Gunnhild fordrede endog med Utaalmodighed, at han strax skulde dræbes. Men Arinbjørn forestillede Kongen, at det var Nidingsdaad at dræbe nogen om Natten^[3]. Kongen lod sig derved bevæge til at give Egil Livsfrist til den følgende Morgen. Arinbjørn bad Kongen betænke, om dog ikke ogsaa Egil kunde være at undskylde paa Grund af den Overlast, han og hans hele Æt havde lidt af Erik selv og hans Fader. Han lovede imidlertid at passe paa ham om Natten, og begav sig hjem med ham. Her gik Arinbjørn med Egil op i et Loftkammer, for nærmere at overlægge, hvad der var at gjøre. Han foreslog Egil at sidde oppe den hele Nat og digte et Hædersdigt om Kongen, saa at han kunde fremsige det den næste Morgen; det samme havde hans Frænde Brage den gamle gjort, da Kong Bjørn i Sverige var bleven ham vred^[4], og denne havde til Gjengjeld skjenket ham Livet^[5]. Egil lovede at forsøge derpaa, hvor lidet han end var forberedt paa at digte Hædersdigt om Erik. Arinbjørn gik ned for at lade ham være ene, og lod Mad og Drikke bringe op til ham. En Stund efter, da man skulde gaa til Sængs, gik Arinbjørn op for at se, hvor langt det led med Digtet. Da havde Egil endnu intet gjort, fordi en Svale havde siddet ved Vinduet og ved sin Skrigen forstyrret ham den hele Tid. Arinbjørn gik strax ud og op ad en Gang hvorfra man udentil kunde komme til Vinduet; her syntes han, at han saa en Hamløberske fare ud af Huset paa den anden Kant, men selv satte han sig der og passede paa at intet forstyrrede Egils Rolighed^[6]. Og nu fik denne ogsaa hele Draapen digtet og fæstet i sin Erindring saa at han om Morgenen, da Arinbjørn kom til ham, kunde kvæde den for ham. De begave sig Kongen, da denne havde sat sig ved Dagverdbordet med en Deel andre Mænd. Arinbjørn tog hele sit bevæbnede Følge med, og gik ind tilligemed Egil og Halvdelen af sin Skare, medens den anden Halvdeel blev staaende uden for. Arinbjørn hilsede Kongen, og bad ham endnu engang paa det indstændigste at vise sig naadig mod Egil; han forestillede ham at denne ej havde forsøgt paa at undfly om Natten, og mindede ogsaa Kongen om, hvor meget han selv, Arinbjørn, havde opoffret for Kongens Skyld, saa at han nok burde kunne gjøre Regning paa at Kongen vilde opfylde den Bøn, han nu gjorde, om at han denne Gang vilde skjenke Egil Livet. Gunnhild bad Arinbjørn tie stille, og sagde at han allerede havde faaet Løn nok for sin Troskab. Arinbjørn bad idetmindste at Egil maatte faa en Uges Frist for at kunne begive sig bort, inden man forfulgte ham. Men heller ikke herom vilde Gunnhild høre noget, da Egil, som hun sagde, paa en Uge let kunde komme til Kong Ædhelstan. Da greb Arinbjørn til det sidste Middel, idet han erklærede, at han vilde forsvare Egil til det Yderste, og sagde, at Kongen vilde komme til at kjøbe Eriks Liv dyrt, naar Arinbjørn og alle hans Følgesvende først vare dræbte: „jeg havde“, tilføjede han, „ventet mig andet af Kongen“. „Du tager dig“, sagde Egil, „saa ivrigt af Egil, at du endog byder dit eget Liv for hans Skyld, og for den Priis vilde jeg nødig kjøbe hans Død, skjønt han visselig har forskyldt alt hvad jeg gjør ved ham“. Ved disse Ord af Kongen gik Egil hen for ham, begyndte med en sterk Skemme sit Kvæde, og fik strax Stilhed. Dette Kvæde er den berømte Höfuðlausn (Hovedløsningen), som er fuldstændigt opbevaret, og er et af de sjældnere Exempler paa enderimet Verseart i den oldnorske Digtekunst; det røber tillige meget Herredømme over Sproget, men indeholder forresten ikke stort andet end Beskrivelser over Eriks Krigsbedrifter, uden dog nøje at opregne disse, kun dvælende ved de sædvanlige Enkeltheder, saa at det i Grunden lige saa godt passer paa hvilke som helst andre Krigeres Daad. Det begynder saaledes:

Vestfra paa Voven jeg foer;
Vidres Drik i mig boer;
Skaldesangen er
stedse mig saa kjær.

Egen drog jeg ud
ved Isens Brud,
Ladte med mægtigt Kvad
Mindets Skib saa glad.

Til Slutning heder det:

Brød jeg Tausheds Iis
til Kongens Priis,
mellem Mænd forsand
mæle vel jeg kan;

kvæder for Kongen jeg saa,
at mit Kvad nu maa
mange vel forstaa,
mindes og nemme faa^[7].

Kong Erik sad oprejst, med Øjnene skarpt fæstede paa Egil, saa længe denne kvad. Men da han var færdig, sagde Kongen: „Kvadet er ypperligt, og jeg har nu betænkt mig paa hvad jeg vil gjøre før Arinbjørns Skyld. Du, Egil, skal faa fare uskadt herfra, da jeg ikke vil begaa det Nidingsverk at dræbe den, som uopfordret gav sig i min Vold; jeg skjenker dig denne Gang dit Hoved; men fra det Øjeblik, du forlader denne Hall, skal du aldrig komme enten før mine eller mine Sønners Øjne, og heller ikke skal dette ansees som noget Forlig mellem dig og mig eller mine Sønner og Frænder“. Egil svarede:

Hovedet mit,
hvor hæsligt det er,
kjært er dog
af Kongen at tage.

Hvor er den, som fik
af en Fyrstes
gjæve Søn
Gave der var bedre?

Arinbjørn takkede ogsaa Kongen paa det bedste for den Ære og det Venskab, han viste ham, forlod Kongehallen, og fulgte Egil siden til Kong Ædhelstan, hvor han blev vel modtagen og indbuden til at opholde sig om Vinteren. Egils Skibsfæller forbleve derimod uden at lide nogen Ulempe i York, og begave sig ikke til Egil førend mod Vinterens Ende.

Medens Egil endnu opholdt sig i London hos Kong Ædhelstan, efter at være sluppen fra Erik Blodøxe i York, kom en Systersøn af Arinbjørn, ved Navn Thorstein, til ham med Hilsen fra sin Morbroder om at Egil vilde tage sig af ham og anbefale ham paa det Bedste til Kong Ædhelstan, for at han ved dennes kraftige Bistand kunde faa fremmet en ham saare vigtig Velfærdssag. Thorsteins Fader, Lendermanden Erik Alspak, der var gift med Arinbjørns Syster Thora og havde store Ejendomme paa Raumarike i Norge, var nemlig død, og de kongelige Aarmænd havde taget hans efterladte Ejendomme i Besiddelse i Kongens Navn, ventelig fordi Sønnen Thorstein havde fulgt sin Fosterfader Arinbjørn og Erik Blodøxe, da denne forlod Riget. Arinbjørn anholdt om at Kong Ædhelstan vilde lægge et godt Ord ind for Thorstein hos sin Fostersøn Kong Haakon, om at han maatte faa sine Ejendomme tilbage. Ædhelstan, der kjendte Arinbjørn som en brav Mand, og desuden yndede Egil, opfyldte strax denne Bøn. Egil fik og Lyst til at følge Thorstein til Norge, for at se om han ej nu skulde være heldigere til at faa den ham efter hans Svigerfader tilkommende Arv. Ædhelstan fraraadte ham Rejsen og bød ham store Forleninger, men Egil vilde endelig afsted, og Kongen, som saa at det var umuligt at overtale ham til at blive, gav ham ved Afskeden et godt Kjøbmandsskib, ladet med Hvede, Honning og mange andre Slags Varer. Paa dette Skib sejlede han og Thorstein afsted, styrede til Viken og ind ad Oslofjorden; da de havde landet inderst i denne, droge de op paa Raumarike, hvor Thorstein strax fordrede at Aarmændene skulde aftræde ham hans retmæssige Arv. De henskøde Sagen til Kongens Afgjørelse, men overlode Thorstein imidlertid Besiddelsen af Gaarden, hvor han og Egil nu tilbragte Vinteren i stor Lystighed. Mod Vinterens Ende droge de over Dovrefjeld til Throndhjem, hvor Kongen just opholdt sig. Her foredrog nu Thorstein sin Sag, og Kongen indrømmede ham ej alene hans Ret, men gjorde ham og til Lendermand, ligesom hans Fader. Nu frembar ogsaa Egil sin ved Anbefaling fra Ædhelstan understøttede Bøn om den ham, eller rettere hans Kone Aasgerd, tilkommende Halvdeel af Arven efter Bjørn Hauld, hvilken Eriks og Gunnhilds Uretfærdighed havde forholdt ham. Men i Førstningen fik Følelsen af det arvelige Ættefiendskab Overhaand hos den ellers faa retfærdige og velvillige Konge. Han sagde, at Egil havde vovet sig over sine Kræfter, da han forsøgte at aftrodse Erik og Gunnhild sin Ret, og at han maatte være glad til at han selv ej blandede sig i Sagen, hvor lidet Venskab der end herskede mellem ham og hans Broder Erik. Egil meente, at naar Kongen ellers saa ivrigt tog sig af Lov og Ret i Landet, burde han heller ikke forholde ham hans Ret i en saa vigtig Sag som denne; han gjorde ham opmerksom paa, at Kong Erik ved deres sidste Møde gav ham Lov til at fare i Fred, og sluttede endelig med at tilbyde Kongen sin Tjeneste som haandgangen Mand. Kongen var imidlertid kommen til Besindelse; han svarede at han vel aldrig vilde tage ham i sin Tjeneste, thi dertil havde han og hans Frænder gjort Kongens Æt altfor stor Skade, og han raadede ham til ikke at tænke paa at bosætte sig der i Landet, men sagde at han dog for sin Fosterfader Ædhelstans Skyld nu vilde tilstaa Egil Fred i Norge, og lade ham nyde Lov og Landsret. Egil takkede ham, og bad Kongen om Jerteiner^[8] desangaaende til Thord paa Aurland og andre Lendermænd i Sogn og Hørdaland. Kongen gav ham dem, og derpaa drog Egil tilbage med Thorstein. I Gudbrandsdalen skiltes de ad: Thorstein rejste hjem, og Egil gjennem Lesje til Raumsdalen, for derfra til Lands og over Sundene at drage til Sogn. Paa Vejen gjennem Sunnmøre kom han til Øen Had (Hareidland) og drog derfra over til Blindheim^[9], hvor han besøgte Enken Gyda, en Syster af Arinbjørn, som boede her med sin unge Søn Fridgeir og en eneste, meget smuk Datter. Denne Datter efterstræbtes af den raa Berserk Ljot den blege, svensk af Fødsel, som var kommen der til Egnen, og ved at udfordre og fælde mange mægtige Bønder i Holmgang havde erhvervet store Ejendomme, fordi Holmgangslovene tilkjendte Sejrherren den Faldnes Efterladenskab i Løst og Fast. Ljot havde fattet Kjærlighed til Fridgeirs Syster og udfordret ham til Holmgang om hende; da Fridgeir ikke var sterk eller synderlig skikket til Kamp, forudsaa han sin visse Undergang, og der var stor Bedrøvelse paa Gaarden. Fridgeir vilde dog af Gjestfriheds-Hensyn ikke aabenbare Egil Aarsagen til Bedrøvelsen, men Gyda kunde ikke bære det over sit Hjerte at tie, betroede Egil Alt, og bad ham for Arinbjørns Skyld at kæmpe med Ljot i hendes Søns Sted. Egil lovede det med Glæde, og begav sig næste Dag med Fridgeir til Øen Varl^[10], hvor Holmgangsstedet var indhegnet med Stene, og hvor Ljot allerede var kommen. Ljot udæskede selv i sin Overmodighed Egil til at stride med ham istedetfor den svage Fridgeir, og mindede om Holmgangsloven, at den, der veg ud over Merkestenene, skulde kaldes Niding^[11]. Ikke desto mindre varede det ej saa længe, førend Egil ved Hug paa Hug nødsagede Ljot til at vige tilbage ud over Ringen, og forfulgte ham rundt om hele Sletten, indtil han bad øm at faa Hvile, hvilket Egil tilstod ham; men da Kampen igjen fornyedes, hug Egil Foden af ham, og strax efter opgav han Aanden. Efter Holmgangsloven var Egil nu Ljots Arving, og han overdrog til den taknenmielige Fridgeir at indtale i hans Navn de Ejendomme, Ljot havde efterladt. Selv fortsatte han sin Rejse til Fjordene og Sogn, hvor han besøgte Thord paa Aurland, fortalte ham sit Ærende og viste ham Kongens Jerteiner. Efter at have opholdt sig hos ham en Stund, drog han til Hørdaland paa et Rofartøj med 30 Mand, landede paa Fenring, og gik med 20 Mand op til Ask, hvor han traf Berg-Anunds tredie Broder Atle den skamme (korte) og fordrede sin Arvedeel. Atle svarede, at det havde været langt rimeligere, om Egil havde budt ham Bøder for hans Brødre, og vilde intet høre om Arven. Egil sagde, at hans Brødre laa ugilde paa deres Gjerninger, men at han nu atter vilde byde Lov og Ret, og derfor stevnede ham at høre Dom paa Gulathing. Atle lovede at komme. Begge Parter indfandt sig ogsaa paa Thinget, og Egil fremsatte sit Krav. Atle tilbød Tylfter-Ed paa, at han intet Gods havde i sin Varetægt, der tilhørte Egil^[12]. Egil svarede hertil, at han ej vilde modtage hans Ed for sit Gods, men bød ham Holmgang. Atle, der var en øvet Holmgænger, modtog Tilbudet, og det afgjordes, at de omtvistede Ejendomme skulde tilhøre Sejrherren. Efter en temmelig langvarig Kamp, først med Spyd, siden med Sverd, løb Egil Atle ind paa Livet, greb ham med begge Hænder, kastede ham ned paa Ryggen, sig selv over ham, og bed Struben isønder paa ham, saa at han døde. En Tyr, det saakaldte Blotnaut, var, som sædvanligt ved Holmgang, fremledet for at Sejrherren kunde fælde den som et Offer til Guderne; saasnart Atle var død, rejste Egil sig, løb hen til Blotnautet, og vred Halsen om paa det, saa at det laa med Fødderne i Vejret. Egil tilegnede sig derpaa alle de Jorder, han havde fordret i sin Hustru Aasgerds Navn, vendte tilbage til Sogn, og ordnede deres Forvaltning; derfra drog han til Thorstein, opholdt sig hos ham en Stund, og vendte om Sommeren tilbage til Island. Ljot den bleges Efterladenskab fik han derimod ikke. Thi ved Siden af Holmgangsloven var der den Lov, som ogsaa gjaldt i Sverige og mange andre Lande, at Arv efter udenlandske Mænd, der døde i Landet uden at have nogen indenlandsk Arving, tilhørte Kongen^[13].

Egil havde forresten al Grund til at være tilfreds med den Behandling, der fra Kongens Side var bleven ham til Deel. Ej alene havde han endelig selv faaet Lov og Ret, men hans egen Hustrues og hans Ven Arinbjørns Frænde Thorstein havde erholdt sine Ejendomme tilbage, og var endog bleven ophøjet til Lendermand. Kongen kronede nu Verket, da han efter Eriks Død tillod Arinbjørn selv at komme tilbage, og tillod ham ej alene at tiltræde sine Ejendomme, men gav ham tillige hans forrige Forleninger, og viste ham den største Yndest. En saadan Ædelmodighed vilde man forgjæves have ventet af Harald Haarfagre eller Erik Blodøxe, men Haakon blev sig ogsaa heri lig, som i alt andet.

Denne Herlighed varede dog ikke længe, og Egil var naturligviis Skyld i at den ophørte. Han blev nemlig ikke mange Aar paa Island, førend han atter besøgte Norge, thi da han erfarede Erik Blodøxes Død, og at Arinbjørn Herse var kommen tilbage igjen til sin Fædrenegaard, kunde han ikke modstaa Lysten til atter at besøge Norge, og rimeligviis har han vel ogsaa fra først af tænkt paa Muligheden af at faa noget af Godset efter Ljot den blege. Han kom heldigt over til Norge, og begav sig strax til Arinbjørn, der modtog ham med stor Glæde og indbød ham til at blive hos ham en Stund med sine Mænd. Egil forblev der hele Vinteren, og indkrævede den følgende Sommer Landskyld af sine Gaarde i Sogn. Ogsaa den paafølgende Vinter tilbragte han hos Arinbjørn, som ved Julegildet forærede ham en prægtig guldbroderet Silkekaabe med Guldknapper, og derhos en heel ny Klædning af mangefarvet engelsk Klæde. Ikke desto mindre begyndte Egil efter Julen at blive mørk og i slet Lune. Da Arinbjørn trængte ind paa ham for at erfare Aarsagen, tilstod han at det var, fordi hans Ret til Ljot den bleges Efterladenskab stod ham for Hovedet. Arinbjørn sagde, at efter Loven havde Egil virkelig Ret dertil, men at det dog nu var vanskeligt at gjøre denne Ret gjeldende, siden de kongelige Aarmænd havde taget Ejendommene i Besiddelse. Heller ikke formaaede han at yde ham nogen synderlig Hjelp, da hans eget Venskab med Kongen stod paa temmelig svage Fødder; thi, sagde han, „den Eg maa man frede, som man vil bo under“. Egil vilde imidlertid gjøre et Forsøg, siden det hed at Kongen var saa retfærdig, og overholdt saa vel Lov og Ret. Arinbjørn fraraadte ham det endnu engang, men da Egil ikke desto mindre var paastaaelig, tilbød han sig ædelmodigt selv at drage til Kongen for ham, da han alt for vel kjendte Egils Hidsighed og Ordhvashed, til at han skulde tillade ham selv at rejse. Arinbjørn kom snart til Kongen, der paa den Tid opholdt sig deels paa Rogaland, deels paa Hørdaland. Han fremførte Egils Begjæring. Men Kongen svarede langsomt og uvenligt, at han ej vilde have mere med Egil at bestille, naar denne fremdeles vilde gjøre saadan Kvalm, som under hans Broder Erik; han udtrykte sin Forundring over at Arinbjørn havde villet befatte sig med denne Sag, og sagde ligefrem, at han kun saa længe skulde have Tilladelse til at opholde sig i Landet, som han agtede Kongen og Kongens Ord højere end Udlændinger: ja han raadede ham endog til, ligesaagodt først som sidst at rejse til sin Fostersøn Harald Erikssøn, til hvem hans Hu dog saa alligevel altid stod. Arinbjørn saa, at det ej nyttede at tale mere til Kongen om denne Sag, og vilde heller ikke ydmyge sig for ham; han skyndte sig derfor hjem og meldte, hvorledes det var gaaet. Egil blev meget ilde tilmode. Faa Dage efter kaldte Arinbjørn ham til sig, lod en Kiste lukke op, og fremtog deraf 40 Mark Sølv, hvilke han bad Egil modtage som en Erstatning for hvad han skulde have haft efter Ljot, og som et Erkjendtlighedsbeviis for den Velgjerning, han havde viist hans Systersøn Fridgeir; „thi“, sagde han, „du gjorde det for min Skyld, og det er min Pligt at sørge for, at du ikke berøves din lovlige Ret i denne Sag“. Egil var svag nok til at modtage Gaven, og kom nu i det bedste Lune. Vaaren efter drog Arinbjørn i Viking med tre Langskibe og 300 Mand. Egil fulgte ham, efter først at have sendt sit Kjøbskib, hvorpaa han var kommen fra Island, til Viken i Oslofjorden. Toget gjaldt først Saxland, derpaa Frisland, hvor de vandt meget Bytte, og hvor Egil som sædvanligt udmerkede sig ved Mod og Dumdristighed. Paa Tilbagevejen lagde Arinbjørn ind til Hals i Limfjorden, sammenkaldte sine Mænd, og meldte dem, at det var hans Agt, at begive sig til Eriks Sønner, der, efter hvad han havde erfaret, nu vare komne til Danmark; han tillod dem, der ønskede det, at drage hjem til Norge, og raadede Egil ligeledes til at drage til Norge og derfra til Island saa snart som muligt. De fleste af Arinbjørns Folk forbleve hos ham, og han begav sig nu til Eriks Sønner, blandt hvilte han fornemmelig sluttede sig til Harald. De af hans Mænd, der helst vilde hjem, fulgte med Egil, der styrede til Viken og ind i Oslofjorden til sit Kjøbskib. Thorstein Erikssøn indbød ham strax til sig med saa mange Mænd, han vilde. Han modtog Tilbudet, og forblev hos Thorstein om Vinteren^[14].

1. Denne Bemerkning i Egils Saga viser, at den tidligere fejler, Ved at lade Egils Rejse foregaa allerede Aaret efter Erik Blodøxes Flugt, saavelsom ved at lade Erik allerede i 936 være Underkonge i Northumberland. Thi saa længe han endnu opholdt sig i Norge, var hans Magt paa Orknø ikke af det Slags, at den kunde være Egil synderlig farlig: Jarlen var den egentlige Regent. Naar Egil altsaa troede at Erik raadede paa Orknø, maa han have erfaret at han allerede var flygtet derhen, og hvad han ikke havde erfaret, var altsaa kun at Erik havde erhvervet et Rige i Northumberland. Hans Afrejse bør maaskee derfor snarere henføres til 938 eller 939, end til 936.
2. Det vil sige, overgive sig paa Naade og Unaade.
3. Det ansaaes af vore Forfædre altid for en Nidingsdaad at dræbe eller lade dræbe nogen om Natten. Vi ville i det følgende se flere Exempler derpaa.
4. Brage den gamle var, som ovenfor (S. 307) viist, en Morfader af Arnthrud, Arinbjørns Moder. Den her omtalte Begivenhed nævnes ingensteds ellers i Sagaerne, det siges kun i Skaldefortegnelsen, at Brage opholdt sig hos Kong Bjørn paa Hauge i Sverige.
5. Eller som der egentlig staar, skjenket ham sit Hoved.
6. Det er tydeligt nok, at Sagnfortælleren har antaget Svalen for Dronning Gunnhild selv, der ved sin Hexekyndighed har forstaaet at paatage sig denne Skikkelse for at forstyrre Egil.
7. Egils Saga, Cap. 64. Draapen bestaar af 17 hele Strofer, fordeelte i fem Afdelinger (Stefjarmál), tilligemed fire Halvstrofer, der danne Omkvæd, og en Ende-Halvstrofe, hvilket alt tilsammen regnes for 20 Strofer (drápa tvitug); en saadan var det, Arinbjørn udtrykkeligt fordrede at han skulde digte; en saadan var det og, Brage den gamle havde digtet til Bjørn paa Hauge.
8. Ved Jerteiner forstodes de Merker, enten bestaaende i visse velbekjendte Klenodier, eller i Meddelelsen af en kun ellers for Afsenderen og Modtageren af et Budskab bekjendt Hemmelighed, hvormed dette Budskab ledsagedes, naar det overbragtes mundtligt, for at Overbringeren skulde nyde Tiltro.
9. Blindheim er enten Blindheim paa Oxenøen, eller Blindheim paa Vigerøen. Efter Sagaen skulde det synes som om Gaarden laa paa Had, men Meningen er vel kun, at Egil først kom til Had og derfra satte over til Blindheim.
10. Varl (Vörl, Varlarey, Vallarey) maa være den nu saakaldte Vallerø ved Aalesund.
11. Holmgangsloven bød derforuden: a) at Sejrherren skulde faa den Priis (sigrmál), der var Gjenstand for Kampen og Udfordringen; b) at den, der overvandtes uden at dræbes, skulde løse sig, som det hed, af Holmen for en forud aftalt Pengesum; c) at den, som faldt, skulde have forbrudt al sin Ejendom, og at denne skulde tilhøre Sejrherren.
12. Om Tylfter-Ed, som den Indstevnte aflagde, med elleve af sine Bekjendte, saaledes at disse bevidnede, at de ej vidste rettere end at han sagde fandt, skal der yderligere handles, hvor Retsforfatningen fremstilles.
13. Egils Saga, Cap. 65–69. Den omtalte Bestemmelse staar ikke udtrykkeligt i de nu forhaandenværende eldre norske Lovbøger, men den forudsattes, hvad man af flere Omstændigheder kan se, stiltiende som gjeldende.
14. Egils Saga, Cap. 71, 72.