Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/91

< Det norske Folks Historie‎ | 1

Det er allerede ovenfor berørt, at Dronning Gunnhild tilligemed hendes Sønner toge deres Tilflugt til Danekongen Harald Gormssøn, ligesom allerede hendes Broder, Eyvind Skreyja, havde tyet derhen og fundet en venlig Modtagelse. Dette tyder paa at der allerede da herskede en venskabelig Forbindelse mellem Erik Blodøxes Huus og Danekongen, hvilket vinder Bestyrkelse derved, at et enkelt Oldskrift, skjønt med Urette, udgiver Gunnhild for Kong Haralds Syster[1]. Man kunde maaskee ogsaa i denne Forbindelse se en Grund mere til, at Erik kom paa en fiendtlig Fod med de engelske Konger, ligesom det ogsaa vækker en Anelse om, at Erik allerede strax efter sin Tronbestigelse i Norge har søgt en Støtte mod sine Brødres Ærgjerrighed og Uvillighed til at lyde ham ved at ty til Danekongens Hjelp, og maaskee erkjende ham for sin Lensherre[2].

Det danske Kongerige havde imidlertid hævet sig til stor Magt og Anseelse efter den temmelig fortrykte Stilling, hvori det befandt sig henimod Slutningen af det 9de Aarhundrede. Vi have seet, hvorledes de svenske Konger af Bjørn Jernsides Æt udstrakte deres Herredømme derover[3], og hvorledes Kongerne i Jylland af den vestfoldske Stamme herskede saa godt som uafhængigt, medens de danske Lodbrokinger maatte søge deres Lykke udenlands, og selv Hardeknuts Søn, Gudrød, var Konge i Northumberland, ikke i Danmark[4]. Hvo der fulgte Erik II, Harald Haarfagres Svigerfader, i Herredømmet over Sønderjylland vides ikke, lige saa lidt som naar Erik og Hardeknut døde[5]. I Aaret 873 nævnes to Konger, Brødrene Sigfred og Halfdan, der sluttede Fred med den tydske Kong Ludvig ved Eideren, og synes at have hørt til den vestfoldske Æt[6]; ligeledes nævnes noget sildigere en Klakkharald Jarl[7], der upaatvivleligen hører til den samme Æt, siden ogsaa danske Kongerækker nævne en Harald Klak som en af denne Æts Medlemmer, men henføre ham til en urigtig Tid. Nederlaget ved Løwen i Aaret 891 synes i høj Grad at have svækket de jydske Kongers Magt, og gjort det lettere for de egentlige danske Overkonger at underkaste sig deres Rige[8]. Efter dette Slag skal en vis Helge (Heiligo) en Stund have ført Regjeringen paa en retfærdig og for Folket behagelig Maade; men derpaa bemægtigede Olaf fra Sverige, sandsynligviis en Søn af Bjørn paa Hange, tilligemed hans mange Sønner, sig det danske Rige; af disse Sønner fulgte Gnup og Gyrd ham, og efter disse kom en Sigerik, der igjen blev fordreven af Hardegon, Sveins Søn, der kom fra Norge eller Nordmændenes Besiddelser. Paa den Tid var der saamange Smaakonger i Danmark, at man ikke engang i de nærmest følgende Aarhundreder kunde sinde Rede i dem[9].

Da var det, at Gorm, senere kaldet den gamle, Hardeknuts Søn, fremstod og underkastede sig det hele Rige. Man kjender lidet til, hvorledes det gik til hermed. Vi have allerede ovenfor (S. 628) fremsat Sandsynligheden af, at Gorm den gamle ingen anden er, end den northumbriske Konge Gudrum, der ved Efterretningen om den Udsigt til at underkaste sig Danevældet, som efter Nederlaget ved Løwen aabnede sig, er ilet hjem. Hvis hiin Gudrum er den samme, som den Gudrum, der siden kommer frem i Forliget med den engelske Konge Edvard omkring 906, da bliver dette i saa Fald atter Gorm den gamle, der er vendt tilbage, for paa nu at forsøge sin Lykke i England. Det bør dog her ikke oversees, at de fleste danske Kongerækker kort for Gorm den gamle opstille en Gorm den engelske, Hardeknuts Søn, og derimod ikke nævne den egentlige Gorm den gamles Fader[10]. De ere maaskee just blevne vildledede deraf, at Gorm to Gange er fremstaaet i Danmark, og have derfor gjort ham til to Personer. Gorm faar ogsaa af en dansk Historieskriver Tilnavnet løgi (d. e. den løje), og skildres som en Mand, der kun var hengiven til Vellevnet og Fylderi[11]. Derimod ere alle Historieskrivere desto mere enige om at rose hans Hustru Thyre, den forhen omtalte Klakkharalds Datter, der formedelst sine Fortjenester af Riget, fornemmelig Gjenoprettelsen og Udvidelsen af Volden Danevirke, fik Navnet Danmarkarbot, og med hvis Haand han synes at have faaet en stor Deel af Sønderjylland i Besiddelse. Man maa ogsaa formode, at det har været Thyre, som vakte ham af hans Døsighed, og som bragte ham til at opmande sig og begynde Erobringsverket[12]. Navnene paa et Par af de Konger, Gorm overvandt, ere opbevarede, og det heder, at han ødelagde alle Smaakonger lige til Slien[13]. Saa meget er vist, at man efter hans Tid ej hører mere tale om Smaakonger i Danmark, medens hans Magt dog endnu ikke kan have været saa betydelig, som de følgende Danekongers. Man finder ikke Spor af, at han forsøgte at gjøre sine Fordringer paa Viken gjeldende, og i sine Krige med den tydske Konge Henrik Fuglefænger var han uheldig. Som ivrig Hedning, uagtet hans Hustru var christen, og uagtet han maaskee selv havde ladt sig døbe i England, forsøgte han dog at tilintetgjøre Christendommen i sit Rige, forjog Presterne, og gjorde endog, understøttet af Slaverne, et Indfald i Saxland. Derfor bekrigede Henrik ham, og ydmygede ham saaledes, at han maatte bede om Fred og finde sig i de ham af Henrik paalagte Betingelser[14] (934). Ved denne Lejlighed synes den gamle gotiske Offerkultus i Hleidra at være bleven tilintetgjort[15]. Der fortælles og, at Henrik skal have erklæret Slesvig for sit Riges Grændse, indsat en Markgreve her, og ladet saxiske Nybyggere nedsætte sig i Egnen[16]. Et Par Forfattere nævne ogsaa Knut, sandsynligviis Gorms Søn, som den Fyrste, med hvilken Kong Henrik fornemmelig kæmpede[17]. Gorms og Thyres ældste Søn hed virkelig Knut, og der findes Antydninger til, at saavel Knut, som den yngre Søn, Harald, allerede i Faderens Levetid førte Regjeringen, enten tilsammen, eller over forskjellige Dele af Riget[18], og at de kraftigt understøttede ham i hans Erobrings-Foretagender. Paa et Tog, som Knut og Harald i foretoge i Fællesskab, efter nogle Beretninger til England, efter andre til Irland, efter atter andre til Austerveg, faldt Knut, og som enkelte paastaa, i Kamp med sin egen Broder, der misundte ham at han var Faderens Yndling[19]. Den alderstegne Gorm overlevede ikke længe dette Tab, og efter hans Død (omkring 936) tiltraadte Harald Gormssøn, der ogsaa fører Tilnavnet Blaatand, Regjeringen som Enekonge over hele Danevældet, fra Gautelven til Danevirke.

  1. ↑ Historia Norvegiæ fol. 7. a, b.
  2. ↑ Om alt dette findes der for lidet i Sagaerne og de andre Oldskrifter, til at vi skulde vove at fremsatte det anderledes, end blot som en løs Antydning. Der er imidlertid meget, som taler for en saadan Betragtningsmaade af Forholdene. Vi se Erik og Gunnhild ved Haakons Ankomst opholde sig i Viken. Vi se de samme Konger i Norge, nemlig Haakon i det Nordenfjeldske og Tryggve i Viken, hvis Arvefiender Eriks Sønner vare, ogsaa at forsvare Landet mod Danekongens Fordringer. Vi se Harald Erikssøn siden selv knæsat af Danekongen, og hans Moder og Brødre ligeledes venligt modtagne og understøttede mod Norge. Vi vide, at Erik selv paa mødrene Side var af dansk Æt, og om end hans Morfader, Kong Erik, maa ansees som tilhørende en de danske Overkonger fiendtlig Slægt, saa synes dog Forholdene efter hans Død at have forandret sig, og Gorm den gamles Giftermaal med Thyre Danmarksbod at have knyttet Levningerne af den vestfoldske Kongeæt i Jylland til Gorm og Danekongerne. Der opstaar endog en Formodning, hvilken vi dog ikke vove at opstille i Texten mod Sagaernes eenstemmige Vidnesbyrd, at Erik Blodøxe ikke engang med det Gode af Ædhelstan er bleven forlenet med Northumberland, eller overhoved har haft noget med Ædhelstan at bestille, men at han ikke kom til England førend hiin Gang, der omtales hos de engelske Chronister, da Northumbrerne faldt fra Kong Eadred (917) og toge Erik til deres Konge; at han da indfandt sig tildeels med dansk Understøttelse og som den danske Konges Lensmand, og at dette har givet Anledning til hiint Udsagn af Mag. Adam, at Harald Gormssøn sendte sin Søn Erik for at erobre Northumberland, idet nemlig flere, fornemmelig vildledede af Navnet Harald, som ogsaa Eriks Fader førte, antoge ham for en Søn af Harald Gormssøn. Ædhelstan kunde let i vore Sagaer være bleven forvexlet med en af sine mindre berømte Efterfølgere.
  3. ↑ Se ovenfor S. 376, 377, 630.
  4. ↑ Se ovenfor S. 629, 684.
  5. ↑ Ifølge Mag. Adam (I. Cap. 39) synes det som om Erik var død før 876. Det paa Mag. Adam grundede Cap. 60 i Olaf Tryggvessøns Saga lader ham dø lidt efter Ansgar, der døde 865. Sigfred og Halfdan, der maaskee vare Eriks Efterfølgere, nævnes ved 873 i Fulda-Annalerne (hos Pertz I. S. 386, jvfr. ovenfor S. 636). Nyklosters Annaler lade ham (urigtigt) først dø 902. Han synes dog at maatte have været i Live, da Harald Haarfagre egtede hans Datter Ragnhild, hvilket synes at have fundet Sted ved 880, eller maaskee endog noget sildigere, da Erik neppe kan være fød før 883, eftersom han ellers ved sin Død bliver meget for gammel.
  6. ↑ Se ovenfor S. 636.
  7. ↑ Det er de norske Kongesagaer, der nævne Klakkharald som Thyres Fader, de danske derimod kalde den Konge, der i 826 lod sig døbe, Harald Klak. At de norske have Ret, synes vist, se Langes Tidsskrift 4de Bd. S. 167.
  8. ↑ Mag. Adam kalder Nederlaget Ved Løwen Clades Nortmannica, I. 50.
  9. ↑ Mag. Adam, I. Cap. 50, 54. Olaf fra Sverige er sikkert den samme Olaf, Konge i Birk, som Rembert omtaler i Ansgars Liv (Cap. 7), og som maa have været Søn af Bjørn paa Hauge, se ovenfor S. 376, jvf. Langes Tidsskr. IV. S. 173. Om Helge eller Heiligo, og Sandsynligheden af hans Forvexling med Helge hvasse, er der allerede ovenfor handlet, se S. 406, 649. Gnupa (Chnob) er maaskee den samme, som Saxos og Sven Aagesøns Ennignup (se ovenfor S. 375, Note 3), og Mag Adams Hardegon er enten en Forvanskning af Harde-Gorm, d. e. Gorm fra Hardesyssel, Gorm den helmske (se ovenfor S. 375, Note 3), eller af Hardeknut, eller en Forvexling af Harde-Gorm eller Gorm den ældre med Gorm den yngre. Den Yttring, at der paa denne Tid var saa mange danske Konger, fremsættes udtrykkeligt af Mag. Adam (l. c.) efter den danske Konge Sven Ulfssøns Autoritet.
  10. ↑ Se herom Langes Tidsskrift IV. S. 173, 177 og ovenfor S. 629, Note 3. Saxo nævner (9de B. S. 408) først Gorm engelske, der herskede i England, men forlod det for at blive Konge i Danmark, hvorpaa Englænderne gjorde Opstand; derpaa hans Søn Harald, og endelig Gorm, Thores Mand, hvis Faders Navn ej anføres. Ryklosters Annaler erklære endog uden videre, at Gorm den ældre blev døbt i England, (Langebeks Scriptt. I. p. 158). Naar man veed, hvor tilbøjelig Saxo er til at gjøre to eller flere Personer af een, vil man finde Sandsynligheden af Gorms Identitet med Gudrum saa meget større.
  11. ↑ Sven Aagesøn, Cap. 2 hos Langebek Scriptt. I. 1.
  12. ↑ Ogsaa Saxo antyder en vis Løjhed hos Gorm, 10de B. S. 179. Ifølge Saxo (10de B. S. 469) var Thyre en Datter af den engelske Konge Ædhelred. Men da der paa den Tid ej var nogen engelsk Konge af dette Navn, er man berettiget til at antage, at han har læst fejlagtigt Edelradus istedetfor Haraldus og at hans Anglia egentlig betyder Angel, eller den nordlige Deel af Sønderjylland og den sydlige Deel af Nørrejylland. Her finde vi endnu flere Mindesmerker om Thyre (ej mindre end fem Runestene) og der er saaledes al Grund til at formode, at hun havde sit egentlige Hjem i denne Egn, og at hun bragte den i Medgift til sin Mand, eller at i det mindste hendes Søn Harald arvede den efter hende. Mere derom i Langes Tidsskrift IV. S. 176–178.
  13. ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 63. Af de Konger, Gorm bekæmpede, kaldes den ene her Gnupa (Mag. Adams Chnob?), den anden Silfraskalle. Langes Tidsskrift, l. c. S. 175.
  14. ↑ Mag. Adam I. 57–59.
  15. ↑ Thietmar af Merseburg, I. 9. Pertz, Mon. Germ. V. 739.
  16. ↑ Mag. Adam l. c.
  17. ↑ Thietmar kalder her den Konge, med hvilken Henrik kæmpede, Cnuto, hvilket har bragt de fleste, og med Rette, til at tænke paa Gorms ældste Søn Knut Dana-Aast, der maaskee i Faderens Alderdom har ført Befalingen. Widukind (I. 40, Pertz. V. 435) fordrejer Navnet til Chnuba. Men Mag. Adam kalder ham Hardecnudth-Wrm, d. e. Gorm Hardeknutssøn, I. 57.
  18. ↑ Ifølge Jomsvik. Saga, Cap. 2 og 4 fik Knut virkelig Holsten eller maaskee rettere det sydligste af Slesvig, af sin Bestefader Klakkharald. Knytlingasaga, Cap. 4, siger udtrykkeligt, at Harald Gormssøn var Konge i 80 Aar, hvoraf 30 medens hans Fader levede og 50 efter hans Død. Er dette end en Overdrivelse, saa er det dog et Vidnesbyrd om at Harald førte Kongenavn længe førend hans Fader døde, og vist er det af andre Oplysninger, at Harald blev en meget gammel Mand. Ogsaa Mag. Adam af Bremen lader ham herske i 50 Aar. Antaget, at han var henved 90 Aar, da han døde (mellem 980 og 988), er han sandsynligviis fød omkring 900, og har maaskee faaet Kongenavn ved 920.
  19. ↑ Saxo (10de B. S. 672) lader Knut falde ved Belejringen af Dublin. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 61 lader Knut og Harald herje paa Northumberland mod en Kong Ædhelbirht, der slog dem ved Cleveland; siden, heder det, sejrede de ved Scarborough, men Knut faldt ved York. Jomsvikingasaga, Cap. 4, lader Harald, hjemkommen fra et Herjetog i Austerveg, overfalde og dræbe Knut.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/91&oldid=59867»