Det norske Folks Historie/1/93

Erikssønnerne skulle have været paa Vikingetog i Austerveg, førend de ret for Alvor begyndte deres Tog mod Norge. Den ældste af dem hed Gamle, dernæst fulgte Harald; de øvrige vare Ragnfred, Erling, Guthorm og Sigurd, med Tilnavn Sleva (Snog)[1]. Efter at have herjet i Austerveg vendte de sig mod Viken, hvor Tryggve var rede til at modtage dem, og holdt flere Slag med dem, hvori snart de, snart han sejrede. Stundom herjede de i Viken, stundom han i Halland og Sjæland. Endelig lykkedes det Gamle og Guthorm[2] at overvinde ham ved Sotenes, hvor han blev nødt til at forlade sine Skibe og frelse sig ved Flugten. De herjede derefter vidt og bredt i Viken, og en Mængde Folk underkastede sig dem. Da Haakon hørte dette, havde han just, som der – dog neppe med Rette – fortælles, samlet Folk for at straffe Thrønderne, fordi de havde tvunget ham til at blote, og han var allerede kommen ombord, men besluttede strax, heller at vende sine Vaaben mod ydre Fiender. Han sendte Bud til Sigurd Jarl og andre Høvdinger, at de skulde bringe ham flere Folk. Sigurd indfandt sig ogsaa, og med ham de Thrønder, der tidligere meest havde tvunget ham til at blote; nu bleve de alle paa Jarlens Forbøn tagne til Naade. Da Haakon paa Sejladsen sydefter kom forbi Stad, fik han høre, at Erikssønnerne vare komne til den vestligste Deel af Agder; han fortsatte Rejsen, og traf Fienden ved Øen Karmt. Her gik man fra begge Sider i Land, og kæmpede med hinanden paa Agvaldsnes. Striden blev meget skarp, thi begge Parter havde en stor Hær. Kong Haakon søgte ivrigt frem og mødte Guthorm Erikssøn, kæmpede med ham, og nedlagde ham med egen Haand. Guthorms Merke blev ogsaa nedhugget, og der faldt mange Folk om ham. Dette var Tegn til Flugt for Erikssønnernes Hær, der skyndte sig ned til Skibene, og roede sydefter saa hurtigt som muligt, efter at have lidt et betydeligt Tab. Haakon ilede efter de Flygtende og forfulgte dem lige til Øster-Agder, eller forbi det nuværende Christiansand, hvor de satte til Havs og over til Jylland; da vendte han om, og drog atter nordefter[3].

Ifølge en enkelt Beretning skal ej alene Guthorm, men ogsaa to af hans Brødre, der rigtignok ikke nævnes andensteds, nemlig Halfdan og Eyvind, være faldne i dette Slag[4]. Som Stedet, hvor det har staaet, antager man den saakaldte Blodheid eller Blodteig nordvestenfor Agvaldsnes Gaard, hvor der endnu findes ikke færre end 50 større eller mindre Gravhøje af forskjellig Form [5].

Ifølge Snorre skal det have været efter dette Slag, at Haakon indførte Skibrede-Indretningen, og lod opføre Viter[6]. En anden Beretning lader det ske senere[7]. Det heder, at Eriks Sønner nu holdt sig rolige i Danmark en lang Stund; det kan dog ej have været saa længe, da Slaget paa Agvaldsnes, efter hvad der ovenfor er viist, forefaldt sandsynligviis i Haakons 19de Regjeringsaar, og i alle Fald ikke tidligere end hans 18de (953), medens deres næste Angreb allerede fandt Sted i hans 20de Aar (955) og i alle Fald ikke senere end i hans 21de (956)[8].

I dette Aar – efter de flestes Beretning det 20de – droge Erikssønnerne med en talrig Hær fra Danmark, for paa ny at angribe Haakon. Deres Hær bestod deels af deres egne Mænd, der plejede at følge dem i Viking, deels, og fornemmelig, af Hjelpetropper, som Kong Harald Gormssøn gav dem. Som Anførere paa dette Tog nævnes Gamle, Harald og Sigurd Sleva[9]. De sejlede ud fra Vendsyssel i Jylland[10], styrede med gunstig Vind over til Agder, og fortsatte derpaa Farten langs Landet Nat og Dag. Viterne bleve ikke antændte, deels fordi Erikssønnerne denne Gang ikke, som sædvanligt, havde begyndt sine Plyndringer øster i Landet, hvor man plejede at begynde Antændelsen; deels fordi de i den senere Tid oftere havde været antændte uden Grund, og stor Ulempe derved havde været forvoldt; man frygtede saavel for denne Ulejlighed, som for de strenge Bøder, Kongen havde fastsat for den, der kunde overbevises om at have tændt Varde uden skjellig Aarsag. Paa denne Maade gik det til, at Erikssønnerne kom ubemerket lige til Ulvesund ved Vaagsøen i Nordfjord, hvor de laa i 7 Dage. Da sendte de Omkringboende Budskab over Ejdet (Dragseidet), Søndmøre og Raumsdalen, til Kong Haakon for at underrette ham om Fiendens Ankomst. Kongen opholdt sig dengang paa sin Gaard Birkestrand, der ligger paa Østsiden af Frædøen paa Nordmøre[11]. Han havde ingen andre Folk hos sig end sin Hird, og de Bønder, som han havde indbudet til sig. Ved Efterretningen om at Eriks Sønner allerede vare komne til Ulvesund, lod han de forstandigste blandt de Tilstedeværende kalde til sig, og æskede deres Raad, om han skulde oppebie Fienden og stride med ham uagtet den store Overmagt, eller drage nordefter for at samle flere Folk[12]. Blandt Gjesterne var en gammel Bonde, ved Navn Egil Uldserk; han havde i sin Tid været en dygtig Stridsmand, og længe baaret Kong Harald Haarfagres Merke; han havde altid ønsket sig den Død, at falde i et stort Slag. Han svarede nu: „jeg har været i flere Slag med din Fader, Kong Harald; han stred stundom mod en sterkere, stundom mod en svagere Fiende, men han sejrede altid; aldrig hørte jeg ham søge det Raad hos sine Venner, at de skulde lære ham at fly, og heller ikke vi ville give dig dette Raad, thi vi tykkes at have en rask Høvding i dig, og du skal ogsaa faa trøstig Hjelp af os[13]. Mange andre understøttede hans Tale, og Kongen sagde tillige selv, at han foretrak at stride med den Styrke, han kunde faa. Der blev da opskaaret Hærør og sendt til alle Kanter; det varede heller ikke længe, førend mange Folk samlede sig om ham. Da sagde Egil Uldserk glad: „I denne lange Fredstid var jeg en Stund bange for, at jeg skulde dø af Ælde inde paa Bænkehalmen, jeg som intet heller ønskede end at følge min Høvding og falde i Slag; men nu kan det dog nok være at jeg tilsidst faar dette mit Ønske opfyldt“. Eriks Sønner sejlede med første gunstige Vind nordefter; de havde flere end 20 Skibe, og lagde sig paa den sydvestlige Side af Øen, vestenfor Freidarbjerget, i Freidarsund, eller, som det ogsaa kaldtes, Fóeyarsund[14]. Haakon, som kun havde 9 eller 10 Skibe[15], lagde sig paa den nordøstlige Side af Freidarberget, sendte Bud til Erikssønnerne, og foreslog dem at stride med dem paa Rastarkalf (Sletten mellem Freidarberget og Rosteberget), hvor han havde ladet Vold hasle[16] paa Sletten nedenfor den Brink eller Hals, der danner den nordlige Afskraaning af Freidarberget. De modtoge Tilbudet, gik over Halsen, og opstillede deres Folk paa Rastarkalf. Haakon opstillede ogsaa sine Folk, og havde ikke flere, end at man kunde regne sex af Gamles Mænd mod hver af hans; han gjorde sin Fylking saa lang som muligt, for ikke at omgaaes. Derpaa begyndte Striden, som blev meget heftig. Egil Uldserk havde imidlertid ladet Kongen give sig ti Mand med hver sit Merke; med dem gik han ubemerket op under den Brink, der var bagenfor Erikssønnernes Hær, og lod sine Mænd rejse Merkerne op og i nogen Afstand fra hinanden indbyrdes gaa frem langs Brinken, saa at man fra Sletten alene kunde se Merkerne rage frem. Ved Synet heraf troede de, der stode øverst i Erikssønnernes Fylking, at det var en Hjelpehær, som vilde falde dem i Ryggen og afskære dem fra Skibene. De begyndte derfor at raabe og advare de øvrige, og derpaa flygtede den hele Hær, saa at Høvdingerne maatte følge efter. Kong Haakon forfulgte de Flygtende, og nedlagde mange af dem. Da Gamle Erikssøn kom op paa Halsen strax nordenfor Freidarberget, saa han, at hans Folk vare blevne narrede ved et Krigspuds, og at de Forfølgendes Antal ej var større end før. Han gjorde derfor Holdt, lod atter blæse til Angreb og fylkede sine Mænd, men for silde, thi Mængden af Danerne flyede desuagtet til Skibene. Haakon havde nu Overmagten, og drev efter en skarp Strid Gamle og hans Mænd paa Flugten; nogle satte lige ned til Søen, andre op mod Bjerget, og endnu andre vestover, til nogle bratte Fjeldhamre. Haakon satte efter dem og dræbte dem, for saa vidt de ikke omkom ved at styrte ned af Fjeldhamrene; dog kom Gamle Erikssøn ned til Fjæren, hvor han atter forsøgte at gjøre Modstand, da nogle af hans Folk og hans Brødre samlede sig om ham. Her blev han angreben af Egil Uldserk, der med en Skare var ilet i Forvejen. Der blev en hidsig Kamp; Egil og Gamle skiftede Hug med hinanden, og Gamle fik store Saar, dog maatte Egil og mange med ham bide i Græsset. Nu kom Haakon selv til, og udbredte Ødelæggelse til alle Kanter, saa at Eriks Sønner, der overalt saa sine Mænd falde, atter maatte flygte til Skibene. Men her vare de tidligere Flygtninger komne dem i Forkjøbet, og havde lagt ud med flere Skibe; andre laa opfjærede paa Land, og der var ingen anden Udvej for de sidste Flygtninger, end at kaste sig i Vandet og forsøge at redde sig ved Svømning. Derved druknede flere, hvoriblandt Gamle, der, haardt saaret baade af Egil og af Haakon selv, styrtede sig i Søen. Hans Brødre, Harald og Sigurd vare heldigere; de naaede Skibene. Under Forvirringen paa Stranden dræbte Haakons Mænd tre Skibes Besætninger. Harald og Sigurd skyndte sig med Levningerne af Hæren tilbage til Danmark, og Haakon forfulgte dem et Stykke Vej, men uden at kunne naa dem. Til Minde om dette Slag og til den tappre Egil Uldserks Ære lod han de tre opfjærede Skibe drage paa Land, og Egils tilligemed alle sine øvrige faldne Mænds Lig lægge deri, siden lod han Jord og Stene dynge derover, saa at de kom til at danne Gravhøje af det Slags, man kalder Skibshøje. Endog den Dag i Dag findes der flere Gravhøje der paa Stedet; i det 13de Aarhundrede vidste man at paavise Egils Høj, kjendelig ved høje Bautastene[17].

Det er merkeligt nok, at det korte Udtog af Norges Kongehistorie, hvilket vi oftere have omtalt, fortæller om Gamles Endeligt paa en langt anden Maade. Ifølge dette flygtede Gamle ikke fra Landet, men derimod ind til Surendalen, og derfra over Surendalsskoven til det Throndhjemske, hvor han, forfulgt af Haakons Mænd, der tillige understøttedes af Almuen, blev dræbt i Gauldalen paa det Sted, som siden efter ham kaldtes Gamlaleir. Saa forskjellige have Sagnene været. Dette sidste er dog ganske enestaaende, medfører heller ikke nogen Sandsynlighed, og modsiges desuden af bestemte samtidige Vidnesbyrd[18].

  1. Saaledes opregner Snorre (Har. Haarf. S. Cap. 46) og Olaf Tryggv. S. (Cap. 12) Eriks og Gunnhilds Sønner Fagrsk. (Cap.24) nævner de samme, men sætter Erling foran Ragnfred. Ágrip derimod opregner: Gamle, Guthorm, Harald, Erling, Sigurd Sleva, Gudrød Ljome, Ragnfred, Halfdan, Eyvind og Gorm (Cap. 5). Historia Norvegiæ har (fol. 7 b) Harald, Gamle, Sigurd Ljome, Gudrød, Erling, Gorm. Af disse Navne er især „Gamle“ merkeligt, thi det er saa usædvanligt, at man næsten skulde antage det for en Opkaldelse efter Danekongen Gorms Tilnavn; i saa Fald vilde det indeholde et sterkt Vidnesbyrd om Eriks formodede Forbindelse med Danekongens Huus. Hvis det forholder sig rigtigt med Angivelsen af, at Erik ogsaa havde en Søn ved Navn Gorm, da vidner dette Navn ligeledes om en saadan Forbindelse. „Ragnfred“ er en Erindring om de ældre sønderjydske Konger, Erik Blodøxes mødrene Frænder.
  2. Af Fagrskinnas Yttring (Cap. 28), at Harald Erikssøn fordetmeste opholdt sig inden Danekongens Hird, medens Gamle og Guthorm herjede, først i Austerveg, siden i Norge, kan man slutte, at det fornemmelig var Gamle og Guthorm, der forestod dette Tog.
  3. Snorre, Haak. den godes Saga,Cap. 20. Ol.Tr. S. Cap. 24. Ágrip Cap. 5. Fagrskinna omtaler ikke dette Slag, men lader, vistnok urigtigt, Guthorm falde i Austerveg (Cap. 35); den samtidige Guthorm Sindres Vise, anført hos Snorre, antyder bestemt, at en Fyrste faldt i Slaget ved Agvaldsnes.
  4. Ágrip Cap. 5.
  5. Se Krafts Topogr. statistisk Beskrivelse over Norge, 4de B. S. 267, 268.
  6. Snorre, Haakon den godes S. Cap. 21.
  7. Fagrskinna Cap. 32, der sætter det efter Slaget paa Frædø, men vistnok med Urette, da den Overraskelse, som her fandt Sted, netop skal have været bevirket ved Undladelse af at tænde Viterne tilbørligt.
  8. Thjodrek Munk, som henfører Krigens Begyndelse til Haakons 19de eller 20de Aar, maa regne det næste Slag til det 20de eller 21de Aar. Ogsaa Snorre siger, at Slaget paa Frædø stod efterat Haakon havde hersket i 20 Aar. Fagrsk. sætter det i hans 20de Aar; Ágrip „kortefter“ Slaget ved Agvaldsnes.
  9. Fagrskinna Cap. 31. Snorre nævner ikke udtrykkeligt nogen anden end Gamle.
  10. En Bestyrkelse paa, at deres Len laa i Jylland.
  11. Hos Snorre og i flere Haandskr. af Olaf Tryggv. Saga staar fejlagtigt Søndmøre, men Øen Frædø med Gaarden Birkestrand ligger, som bekjendt, paa Nordmøre; og Nordmøre nævnes ogsaa udtrykkeligt i Fagrskinna, Flatøbogen og Historia Norvegiæ.
  12. Saaledes beretter Snorre, hvis Fortælling vi her fornemmelig følge; Fagrskinna afviger fra ham ved at lade Erikssønnerne komme med deres Hær lige til Feeyjarsund eller Freidarsund paa Sydvestsiden af Frædø nærved Freidarberg, uden at Haakon i Forvejen har faaet mindste Nys derom.
  13. Ifølge Flatøbogen (Þáttr Hauks hábrókar c. 5, Fornm. Sögur S. 208), skulde det have været Egil Uldserk, som raadede Kongen til at lade bytte Sengklæder under den døde Snefrid, se ovenfor S. 514.
  14. Strax udenfor Gaarden Flatset paa den sydøstlige Side af Frædø ligger en liden Ø, der nu efter Flatset kaldes Flatset-Ø; det er denne, der i ældre Tider synes at have været kaldet Féey, og det nu saakaldte Flatset-Sund Féeyjarsund. Længer mod Syd, nærmere Frædø Kirke, bliver Sundet bredere, og kaldes Freiersund (Freiðarsund), deraf rimeligviis den vaklende Skrivemaade mellem Féeyjarsund og Freiðarsund.
  15. Det vil sige, afmerke med Hasselstænger, hvilket i de Tider ikke var saa sjældent. Det var da sandsynligviis en Æressag at vælge en Plads, der ej frembød den Vælgende utilbørlige Fordele. Og naar Tilbudet var gjort, og Volden haslet, var det tillige en Æressag for den anden Part ikke at herje i Landet, førend efter Slaget, se Egils S. Cap. 52.
  16. Fagrskinna og Flatøbogen nævne 10, Snorre og Ol. Tryggv. Saga kun 9 Skib.
  17. Snorre, Haak. g. Saga. Cap. 22–27. Fagrskinna Cap. 31. Historia Norv. fol. 8. b. Denne melder kun i al Korthed, at Gamle og den største Deel af hans Hær blev styrtet ned i Havet fra et Forbjerg. De tre Skibshøje, kjendelige ved deres langagtige Form, findes endnu nederst ved Stranden mellem Freidarberget og Flatsetsundet, hvor den sidste Kamp stod, og hvor Egil faldt, se Beskrivelse og Plan over Slaget i Klüwers „norske Mindesmerker“ S. 115–119. Den ene af disse Skibshøje er 50 Alen lang, de to andre hver 70. Derforuden findes ogsaa 5 runde Høje, og nordenom Bjerget endeel mindre Høje. Bautastenene findes ikke nu længer, idetmindste ikke paa deres Plads, med Undtagelse af en, der staar mellem Frei og Flatset, men som ej kan være Egil Uldserks. Fagrskinna siger, at hans Bautasteen stod hvor han faldt, Snorre, at den stod ved hans Leje, begge Udsagn kunne rimeligviis forliges saaledes, at han begroves, hvor han faldt, hvilket ogsaa de tre Skibshøjes Beliggenhed bestyrker.
  18. Ágrip, Cap. 5. Der har formodentlig været et Sted, ved Navn Gamlaleir, i Gauldalen – nu kan det, saavidt vides, ej paavises – som har givet Anledning til et senere Sagn om at Gamle skulde vare begraven der. Men om Rigtigheden af Snorres og Fagrskinnas Beretning vidner tydeligt nok den samtidige Eyvind Skaldaspilders Vise, hvori det udtrykkeligt heder, at Kongen „farvede sin Klinge i Gamles Blod, da han drev Eriks Sønner ud i Søen“. Se Snorre, Haakon den godes Saga Cap. 32, Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 30, Fagrskinna Cap. 35.