Det norske Folks Historie/1/94
I nogle Aar havde Haakon nu Fred for Eriks Sønner. Der fortælles ikke, hvorledes han tilbragte Tiden, men man maa formode at han nu, som tidligere, under idelige Rejser omkring i sin Deel af Riget har syslet med Lovgivningsarbejder og overhoved med at ordne og styrke de af ham indførte Foranstaltninger. Om Christendomspaabud var der, som det synes, ej længer nogen Tale, og heller ikke foregik der i Landet selv nogen Begivenheder af synderlig Betydenhed. Da han i 26 Vintre havde været Konge (961), var han under sit Sommerophold paa Hordaland til Gjestebud paa sin Gaard Fitje, nordligst paa Storden[1]. Han havde sin Hird og mange Bønder hos sig. Blandt de Tilstedeværende var hans Frænde, der nu for første Gang nævnes, Eyvind Finnssøn, en Søn af Harald Haarfagres Datterdatter Gunnhild og Finn skjaalge, der igjen var en Søn af Eyvind Lambe og Thorolf Kveldulfssøns Enke Sigrid paa Sandnes. Gunnhilds Fader var Halfdan Jarl, som havde egtet Kong Haralds Datter Ingebjørg[2]. Eyvind Finnssøn var altsaa en storættet Mand; han havde betydelige Ejendomme paa Helgeland, og var derhos en af de ypperste Skalde paa den Tid; deraf fik han Tilnavnet Skaldespilder, fordi de øvrige Skalder ej kunde taale nogen Sammenligning med ham. Han hang med den største Troskab og Hengivenhed ved sin Frænde Kong Haakon. Blandt Hirdmændene og Gjesterne nævnes ogsaa tre Islændinger, den kæmpesterke Thoralf Skolmssøn fra Myrkaa i Horgaardal paa Nordlandet[3], Thorgeir Ormssøn, Søn af Landnamsmanden Orm fra Stavanger, der boede ved Havn i Borgarfjorden[4], og Thore Thorsteinssøn, en Sønnesøn af den forhen (S. 536) omtalte Landnamsmand Baard Bjørnssøn[5]. Thoralf var kun 19 Aar gammel, men sagdes dog at være den eneste, der i Styrke kunde maale sig med Kongen[6]; denne havde givet ham et Sverd, der, sandsynligviis formedelst sin Brede, kaldtes Fetbreid (af en Fods Brede). Efter en enkelt Beretning skal Haakon just have været færdig til at foretage et Tog til Bjarmeland, og muligt er det, at han af den Grund havde samlet disse Kæmper om sig; dette maa, da det ej omtales andensteds, staa ved sit Værd[7].
Da Kongen en Dag sad ved Dagverdbordet, fik de udstillede Vagtmænd Øje paa en heel Deel Skibe, som kom sejlende søndenfra, og allerede vare temmelig nær ved Øen. Det var Eriks Sønner, hvem det atter var lykkets at komme ubemerkede til den Deel af Landet, hvor han opholdt sig. Deels havde de selv holdt sig saa langt ude i Søen som muligt, og kun ladet deres Mænd nu og da lægge til Land for at indhente Efterretninger om hvor Haakon opholdt sig; deels vare Bønderne ogsaa denne Gang bange for at vække blind Allarm ved overilet Antændelse af Viterne[8]. Vagtmændene, som havde opdaget Skibene, og som ikke tvivlede paa at disse Skibe havde ondt i Sinde, vare selv bange for at melde Kongen det, saa strenge Forbud havde han givet mod at sige falskt Hærsagn; og dog var det paa høj Tid, at han underrettedes derom. En af dem gik derfor ind Stuen og bad Eyvind Finnssøn i Hast at komme ud formedelst en Sag af højeste Nødvendighed. Eyvind gik ud med ham til det Sted, hvorfra Skibene kunde sees, og saa strax at det var en fiendtlig Flaade, som kom sejlende. Han vendte strax tilbage til Gildestuen, traadte frem for Kongen, og sagde: „Liden er den Stund som lider, Herre, men lang er Maaltidets Stund“. „Hvad er da paa Færde, Skald“, spurgte Kongen. Eyvind kvad et Vers, hvori han sagde at Blodøxes Hevnere nærmede sig med fiendtlig Hu, at der nu var knap Tid til at sidde; at det vel var en vanskelig Sag at sige Kongen Hærsagn, men at det dog nu skede til hans eget Bedste, og at man snarest muligt burde gribe til Vaaben. „Du er en god Dreng og forstandig Mand, Eyvind“, sagde Kongen, „som vist ikke melder Hærsagn, uden at det er sandt“. Nu bekræftede alle de Tilstedeværende hans Udsagn, og snart overbeviste Kongen sig selv om, at det var Krigsskibe, som kom sejlende, og at de ikke havde langt til Øen. Han lod nu Bordene tage bort, kaldte sine Raadgivere til sig og sagde: „her komme mange Skibe imod os, og vor Skare er kun liden; det er let at se, at vi nu ville faa at bestille med en langt større Overmagt, end nogensinde forhen, saa meget mandsterkere end Gunnhilds Sønner ved tidligere Lejligheder have været; nødig vilde jeg bringe mine bedste Mænd i alt for stor Fare, men nødig vilde jeg ogsaa fly, hvis forstandige Mænd ikke fandt det altfor urimeligt at oppebie Fienden“. Det varede en Stund, førend Nogen svarede. Endelig kvad Eyvind atter et Vers, yttrende at det ikke sømmede sig for en saa tapper Krigsmand at styre nordefter med Skibene, nu, da Harald kom søndenfra med en vældig Flaade, men at man skulde gribe Vaabnene og vente ham[9]. „Mandigt er dette talt, og efter mit Sind“, sagde Kongen, „dog vil jeg først høre Fleres Mening derom“. Og da de skjønnede hvorledes Kongen vilde have det, svarede de eenstemmigt, at de heller vilde falde over hinanden, end at fly for Danerne. „Tak skulle I have for disse Ord“, sagde Kongen; „Enhver tage nu sine Vaaben, saa gjør det intet til Sagen, hvor mange Daner der end ere om een Nordmand!“
Kongen iførte sig nu sin Brynje, spændte Sverdet Kvernbit om sig, satte en guldbelagt Hjelm paa Hovedet, tog Spyd i Haanden og Skjold ved Siden, opstillede sine Folk, nemlig Hirdmændene og de indbudne Gjester, i een Fylking, og lod sine Merker rejse. Imidlertid vare Eriks Sønner komne i Land. De havde en stor Hær med sig fra Danmark; deres Skibes Antal skal ikke have været mindre end 60[10]. Deres Høvding var nu efter Guthorms og Gamles Fald den tredie af Brødrene, Harald; men den egentlige Anfører synes at have været deres Morbroder Eyvind Skreyja[11], der allerede i en Række af Aar havde opholdt sig i Danmark[12], og som ledsagedes af sin Broder Alf Askmand. Begge beskrives som stridbare Kæmper og store Manddrabere. De fylkede deres Hær, og Folkemonen skal ogsaa denne Gang have været saa stor, at der var 6 Fiender for hver enkelt Mand i Haakons Hær[13]. Men Haakon var lige uforfærdet. Idet han opstillede sine Mænd, henkastede Eyvind et Halvvers, hvori han spøgte med at Kongen nu hilsede paa Eyvind Skreyjas Hær med skarpe Odde; og strax udfyldte Kongen Verset, idet han priste sine Mænd, der saa vel lønnede ham for de Klenodier og dyrebare Vaaben, han havde skjenket dem. Vejret var klart og solvarmt, saa at Brynjen blev Kongen besværlig; han kastede den derfor af sig, og eggede med en glad Mine sine Mænd til Striden. Ved hans Side gik Thoralf Skolmssøn, med Hjelm, Skjold, Spyd og Sverdet Fetbreid. Thore Thorsteinssøn havde ingen Brynje, men tog en Oxehud, skar en Rift i den, stak Hovedet derigjennem og drog Huden over sig; dette Slags Hastverksbrynje skaffede ham siden Tilnavnet „Læderhals“[14]. Da Fylkingerne tornede sammen, blev der en haard Strid. Da Pilene og Kastespydene vare bortskudte, tog man til Sverdene; da gik Haakon og Thoralf frem foran Merkerne, og hug til begge Sider; „han traf altid“, heder det i en gammel Beretning, „og dog bed Sverdet, som om han ikke traf“. Kong Haakon var let at kjende blandt de øvrige, især fordi det lyste af hans gyldne Hjelm, naar Solen skinnede paa den. Da alle derfor rettede sine Vaaben mod ham, tog Eyvind Finnssøn en Hætte og drog ned over Hjelmen. Eyvind Skreyja, der gik i Spidsen for den fiendtlige Hær, og især søgte hen mod Kongens Merke, raabte nu: „Hvor er der blevet af Nordmændenes Konge? hvorfor skjuler han sig, eller tør ikke vise sig’? Man seer jo ikke mere til Guldhjelmen’?“ „Hold frem, som du stevner, om du vil finde Nordmændenes Konge“, svarede Haakon, kastede Skjoldet til Side og greb Sverdet med begge Hænder, idet han løb frem foran Merket. Eyvind Skreyja og Alf Askmand stevnede ligeledes frem, huggende til begge Sider, som rasende. „Lad mig gaa imod Eyvind, Herre“, sagde Thoralf Skolmssøn. „Nej“, sagde Kongen, „mig vilde han sinde, og mig skal han ogsaa finde“. Da de mødtes, løftede Eyvind Sverdet, for at hugge til Kongen, men Thoralf skød sit Skjold for, saa at Eyvind ravede. I det samme hævede Haakon Kvernbit med begge Hænder, og kløvede med eet Hug Eyvinds Hjelm og Hoved lige ned til Skuldrene[15]. Paa samme Tid faldt Alf Askmand for Thoralf. Haakon gik nu saa voldsomt frem, at alle maatte vige for ham. I dette Slag“, heder det, „var det ikke godt for frygtsomme Mænd at gjøre Modstand, thi Styrken og Vaabnene og Angrebets Heftighed var uimodstaaelig; af de Danske prisede den sig lykkeligst, der var længst borte, og de nærmeste bleve snart lede deraf; det var ikke længe efter Eyvind Skreyjas Fald, førend Gunnhildssønnernes Hær begyndte at flygte, og de selv maatte fly til Skibene. Kongen forfulgte dem i Spidsen for sin Fylking, og dræbte alle dem de kunde naa. Blandt de Kæmper, der udmerkede sig i Slaget, nævnes ogsaa Thorgeir Ormssøn, som fik et Saar i Kinden, der skaffede ham Tilnavnet „Høggvinnkinne“ (den Kindhugne)[16]. Paa den Maade mistede Erikssønnerne mange Folk, baade paa Valpladsen, paa Flugten til Skibene, og nede paa Fjæren; mange druknede ogsaa, idet de vilde svømme ud til Skibene. Dog lykkedes det ikke saa Faa, og blandt dem Erikssønnerne[17], at redde sig ombord paa Skibene, med hvilke de strax flygtede sydefter, forfulgte af Haakons Mænd[18]. Han selv kunde ikke følge med, thi idet han forfulgte de flygtende Fiender ned til Stranden, og Spyd, Pile og alskens Skudvaaben fløj saa tykt som Snedrev, var han bleven truffet i den højre Arm, lidt nedenfor Axlen, af en Piil, af det Slags som kaldtes Flein. Han lod sig bringe ud paa sit Skib, for at faa Saaret forbundet, men Blodet randt saa sterkt, at det ej kunde standses, og da det led ud paa Dagen, begyndte han at blive afmægtig. Han sagde nu til sine Mænd, at han vilde til sin Gaard Aalreksstad, og de roede nordefter; men allerede da de kom til Haakonshellen, følte han sit Endeligt saa nær, at han lod sig sætte i Land og et Telt opslaa, for at tilbringe sine sidste Øjeblik der, paa det samme Sted, hvor han første Gang saa Dagens Lys. Han kaldte sine Venner og Raadgivere til sig, for at sige dem sin sidste Vilje. Han efterlod ingen Sønner, og kun en eneste Datter, ved Navn Thora, derfor overdrog han sin Hird og hele Riget til Harald Erikssøn og hans Brødre, beklagende at der havde været en saadan Uenighed mellem ham og hans Frænder. Han bød sine Mænd bringe Erikssønnerne dette Budskab, med Bøn til disse om at de vilde vise Mildhed mod hans Venner og Frænder. Han angrede dybt, at han havde ladet sig bevæge til at afvige fra Christendommens Bud. „Vorder Livet mig forundt“, sagde han, vil jeg alligevel drage af Landet til christne Mænd, og bøde og bedre det, jeg bar forsyndet mig mod Gud; men dør jeg her i Hedendommen, saa begraver mig, som I selv synes“. Hans Venner tilbøde sig at ville føre hans Lig over til England for at det kunde blive begravet ved en Kirke. Men han sagde: „jeg er ikke det værd; jeg levede som en Hedning, og derfor skal man ogsaa begrave mig som en Hedning“. Kort efter døde han. Hans Venner førte Liget til Kongsgaarden Sæim paa Lygren i Nordhørdaland, hvor de opkastede en stor Hø og lagde ham deri indsluttet i en Steen-Tro, med hele hans Rustning og hans bedste Klæder, men intet andet Gods. De talte over hans Grav, som Skik og Brug var blandt hedenske Mænd, og viste ham til Valhall[19].
Haakon var overordentligt elsket af sine Mænd, og fortjente at være det. Ingen Konge kan have noget herligere Eftermæle, end hvad Sagaen med faa Ord siger om ham: „baade hans Venner og Uvenner græd over hans Død, og sagde, at Norge aldrig vilde faa saa god en Konge igjen“[20], ligesom det ogsaa paa et andet Sted heder: „Man kan ikke erindre, at Norge har været bedre end under ham, paa det nær, at det ikke var christnet[21]. Og det tjener ikke mindre Bønderne til Ros, at de forstode at sætte Priis paa hans Fortjenester, uagtet disse ikke egentlig vare af det efter de Tiders Anskuelser meest glimrende Slags, ja uagtet han selv just paa Grund af den Hengivenhed for Christendommen, der havde givet hans Aand en mere fredelig Retning, var kommen paa en spendt Fod med flere af dem. De maa have følt, at hans fredelige Virksomhed bidrog mere til at give Landet Styrke og Sammenhold, og til at sikkre dets Frihed og Selvstændighed, end glimrende Krigsforetagender. Vel omtale Sagnene kun med faa Ord hiin Virksomhed, men ikke desto mindre lader det sig ane, at den har været Utrættelig, omfattende og gjennemgribende, at det er ham, som egentlig har lagt den Grundvold, hvorpaa Olaf den hellige og andre Lovgivere siden byggede, og at han altsaa med Rette kan kaldes Norges anden Stifter, ligesom St. Olaf kan kaldes den tredie. Det er derfor meget uretfærdigt, som flere have gjort, at kalde Haakon en svag Mand, fordi han tilbagegav Odelen, og lod sig afholde fra at drive sine Omvendelsesplaner til det Yderste. Haakon var en klog Mand, som skjønnede, hvor langt han kunde gaa; Odelens Tilbagegivelse var en Nødvendighed, og passede desuden med hans hele Politik; og den Ordning af Landets indre Forholde, som det er tydeligt at se, han maa have sat igjennem, Erhvervelsen af Jemteland, Underkastelsen af Vermeland, tildeels af Gautland, Landets kraftige Forsvar og Fredens lange Bevaring kunne i en Tid, som hiin, ej kaldes nogen svag Mands Verk. Haakon er i Sandhed en af de ædle, ophøjede Charakteren man ikke saa ofte møder i Historien, men som det derfor er desto mere velgjørende at møde. I Norges Aarbøger vil hans Navn stedse være uforglemmeligt og hans Minde hædret, som kun faa Kongers Minder ere blevne hædrede.
Den Kjærlighed, hvormed Folket omfattede Haakon, skaffede ham efter Døden Tilnavnet „den gode“. Det er heller ikke at undres over, at Sagnet tilskrev hans Død onde Magters Indvirkning, fremmanet af hans Dødsfiende, Dronning Gunnhild. Der fortaltes, at hendes Skosvend eller Kammertjener, Kisping, havde været med i Slaget, og, medens de øvrige flygtede ned til Skibene, skal være løben frem med de Ord: „giv Rum for Kongens Bane“, og i det samme have afskudt den dødbringende Flejn mod Kongen[22]. Endog den danske Historieskriver Saxo beretter, at man, da Haakon efter Sejren vendte tilbage til sine Skibe, saa med Forbauselse en Flejn med usikker Fart svæve hid og did i Luften, som om den udsøgte sig et Sted at slaa ned paa, og endelig tage Farten mod Haakon, som den saarede til Døde. Han lægger til, at flere troede, at Haralds Moder Gunnhild havde forhexet Fleinen, for saaledes at hevne sine Sønner.
Folkets Stemme ved Haakons Død udtaler sig tydeligt i Kvadet Haakonarmaal, som Eyvind Finnssøn digtede til hans Ære, og hvori han deels beskriver Slaget og Haakons Modtagelse i Valhall, deels ogsaa udtrykker sin Sorg og Folkets Savn. Det er et af de skjønneste Oldkvad, som Tiden har levnet os fuldstændigt. Etsteds siges det udtrykkeligt, at Eyvind ved at digte det søgte at efterligne det over Erik Blodøxe digtede Eriksmaal, og vist er det, at de begge have meget tilfælles. Haakonarmaal lyder omtrent saaledes[23]:
Gandul og Skagul[24]
sendte Gautatyr[25]
at kaare blandt Konger,
hvo Yngves Ætling
skulde med Odin fare
og i Valhall være.
Der fandt de Bjørns Broder[26],
af Brynjen fare,
Kongen saa kostelig
kommen under Gunn-Fanen.[27]
Skræk slog Fienden,
Spydene rystedes,
da var Hild[28] for Haanden.
Haaleyger egged’ han
og Holmryger;
Jarlers Bane
iled’ til Kampen
Godt Nordmænds Følge
den Gavmilde havde;
Ø-Daners Rædsel
stod under Ertshjelm.
Stridsklæder afdrog,
slængte ned Brynjen
Hirdmænds Herre,
før han Hærstriden ypped;
legte med Lydmænd[29],
skulde Landet værge;
Gramen den glade
stod under gylden Hjelm.
Saa bed da Sverdet
i Siklingbaanden[30]
Valfaders Klæder,
som i Vand det droges;
bragede Brodde,
brødes Skjolde,
susede Sverd
over Stridsmands Isser.
Skjolde splitted,
og Skaller haarde
knuste og kløved
Kongens Værge;
Slag stod paa Øen;
stænked’ Krigerne
blanke Skjold-Borge
med Blod af Dræbte.
Brandt Saar-Brande
i blodige Vunder,
luded Laag-Øxer,
for Liv at tage;
Saarhavet sused
paa Sverdenesset[31],
faldt Flein-Floden[32]
paa Fjæren af Stordø.
Skaguls Skyer
under Skjoldhimlen røde
sammen stødte
og med Sverd leged;
Risled Odd-Fossen
i Odins-Vejret,
da sank saa Mange
for Sverde-Strømmen.
Da sad Døglinger[33]
med dragne Sverd,
med skaarede Skjolde
og skudte Brynjer;
Fro var i Hu
da ej Hæren,
som var til Valhall paa Veje.
Det sagde Gandul,
støttet paa Geir-Skaft:
nu øges Æsers Følge[34],
da de Haakon have
med Hær saa vældig
hjem til sig hentet.
Herskeren hørte
hvad Valkyrjerne mælte,
glade, fra Gangernes Rygge;
hugfulde de syntes,
hjelmede sad de
og havde Skjold ved Side.
Hvi monne du, Skagul,
saa skifte Kampen,
vare vi da ej Sejren værd?
Vi det voldte,
at du Valpladsen beholdt,
men Eders Fiender flygted.
„Ride vi nu skulle“,
kvad den rige Skagul,
„til Guders grønne Hjem,
Odin at sige,
at den ædle Fyrste
kommer, ham selv at se!“
„Hermod og Brage“,
kvad Hroptatyr[35],
„drager imøde Drotten;
thi den Konge,
som en Kæmpe er,
stevner til Hallen hid.
Kongen nu mælte,
var fra Kampen kommen,
stod heelt med Blod besprængt:
„ublid tykkes os
Odin at være,
se vi hans stolte Hu!“
„Einherjer her
alle dig Velkomst byde“,
drik du med Æser Øl;
Jarletvinger,
du har inde her
aatte Brødre“[36], kvad Brage.
“Vor Krigsrustning“,
kvad den gode Konge,
„ville vi selve have;
Hjelm og Brynje
bevarer vel;
godt er til Geir at tage“.
Da det kjendtes,
at Kongen havde
Helligdommen hædret,
da Haakon blev
hilset saa venligt
af Verdens vældige Guder.[37]
Ja i en heldig Stund
den Hersker fødes,
som slig en Yndest naar;
hans Old
altid vorder
med Lov opløftet.
Ubunden
til Jordens Folk
Fenris-Ulven farer,
førend i Haakons
øde Fodspor
jevngod Konge kommer[38].
Dør Fæ,
dø Frænder,
øde lægges Jord og Land;
siden Haakon drog
til hedenske Guder,
har Folket Trældom og Tvang[39].
- ↑ „I Nærheden af Biskopsstein“, tilføjer Ágrip Cap. 6.
- ↑ Se ovenfor, S. 575.
- ↑ Landn., III. 14.
- ↑ Landn. I. 17.
- ↑ Landn., III. 18.
- ↑ Ágrip Cap. 6.
- ↑ Det omtales i Landnáma I. 17, saaledes: Thorgeir var Kong Haakons Hirdmand; da denne var færdig til en Bjarmelandsferd, kom Harald med en stor Hær; da kvad Thorgeir en Vise (her tillægges han den samme Vise, der ellers, og vistnok rettere, tillægges Eyvind Finnssøn, hvori det siges ej at passe sig for Kongen at drage nordefter). Maaskee har man lagt den Betydning i dette „nordefter“, at det skulde sigte til en Bjarmelandsferd, maaskee det og virkelig sigter dertil.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 32, der lader Skibrede- og Vite-Indretningen først indføres efter Slaget paa Frædø.
- ↑ Det er dette Vers, som i Landn. I. 17 tillægges Thorgeir.
- ↑ Dette fortæller Saxo, 10de Bog S. 478.
- ↑ Dette sees, baade af den Rolle, der næsten overalt i de forskjellige Beskrivelser over Slaget tillægges Eyvind Skreyja, deels af Eyvind Finnssøns Udtryk i det Halvvers, han henkastede til Kongen.
- ↑ Om hans Forjagelse fra Norge som vargr í véum se ovenfor. S. 599.
- ↑ Ágrip siger kun at der var fire mod een. Udtrykket „ser mod een“ anvendes i Fagrskinna allerede i Beskrivelsen over Slaget paa Frædø; det maa vel neppe nogensteds tages bogstaveligt.
- ↑ Landnáma III. 18.
- ↑ Kampen med Eyvind beskrives lidt forskjelligt i Ágrip. Da denne Beskrivelse dog er meget livlig og charakteristisk, ville vi her tilføje den: „Eyvind var en stor Kæmpe, større end andre; Jern bed neppe paa ham. Han gik saaledes om Dagen, at Ingen kunde staa sig mod ham, thi ingen kunde maale sig med ham; saaledes foer han frem hylende og tudende, og ryddede idet han hug til baade Hænder, og spurgte, hvor Nordmændenes Konge var, hvi han nu skjulte sig. Hold frem saaledes som nu, om du vil finde mig, sagde Kongen; hiin styrtede frem mod ham og hug til baade Hænder med en bred Øxe, faa at Huggene naaede Jorden. Da sagde Thoralf den sterke: Vil du, Herre, at jeg skal gaa imod ham? Nej, sagde Kongen, mig vil han have fat paa, og mig skal han ogsaa sinde“, kastede af sit Hoved en Dølge-Hat, Skaldaspilder havde sat over Kongens guldbelagte Hjelm, for at han skulde være vanskeligere at kjende end før, da han ellers var let at kjende af sin Højde og sit Udseende. Siden gik Kongen frem foran Merkerne mod Kæmpen, i Silkeskjorte, med Hjelm paa Hovedet, Skjold for sig, Sverd i Haand, og syntes saaledes udrustet alle at være prægtig at se til. Da vadede Kæmpen frem, hjelmet og brynjet, imod ham, løftede Øxen med begge Hænder, og hug til Kongen, men Kongen veg lidt til Side, faa at Kæmpen ikke traf, men hug ned i Jorden, og kom derved til at stupe lidt fremover, men Kongen hug ham med Sverdet isønder i Brynjen, saa at Delene faldt hver sin Vej“.
- ↑ Landnáma, III. 18.
- ↑ Ágrip, Cap. 6, og Historia Norvegiæ fol. 8. a. lader to af Eriks Sønner, Gorm og Erling, falde i Slaget.
- ↑ I Beskrivelsen af Slaget have vi her fulgt Snorre (Haakon den godes Saga Cap. 28–31, og Fagrsk., Cap. 32, 33), hvilke bedst stemme med hinanden indbyrdes og tillige med de samtidige Kvad, hvorfor de saaledes have det største Paalideligheds-Præg. Afvigelsen i Ágrip, Cap. 6, er ovenfor berørt. Saxo (10de Bog, S. 477–479) beskriver det og paa en noget afvigende Maade, og det er tydeligt at se, at han her har fulgt uafhængige Sagn, rimeligviis hjembragte til Danmark af de Daner, der deeltoge i Slaget, medens Sagaernes Fremstilling rimeligviis grunde sig deels paa Eyvind Finnssøns og andre anseede Nordmænds, deels paa de tre Islændingers Fortællinger. De Overeensstemmelser, der trods Kildernes Forskjellighed og de øvrige Afvigelser dog findes mellem Saxos og Sagaernes Fremstillinger, vidne sterkt om Paalideligheden af disse i det Hele taget. Saxo lader Harald Gormssøn, hjemkommen fra et Tog, møde Harald Erikssøn og tilsige ham Hjelp mod Haakon, imod Løfte om at betale ham Skat, hvis han sejrer. Harald fik, heder det
- ↑ Snorre, Haakon den godes S. Cap. 32. Fagrskinna, Cap. 34. Ágrip Cap. 6. Det er dette, som tilføjer, at han lagdes i en Steentro.
- ↑ Snorre, Haak. den godes S. Cap. 32, jvfr. Fagrskinna Cap. 34.
- ↑ Ágrip, Cap. 5.
- ↑ Snorre, Haakon den godes S. Cap. 31. Fagrskinna veed intet derom; Ágrip derimod siger udtrykkeligt, at ved Gunnhilds Trolddom vendte en Madsvend sig om paa Flugten med en Flein, sagde: „giv Rum for Kongens Bane, lad Fleinen flyve“, og traf Kongen. Ogsaa Thjodrek Munk (Cap. 4, Langebeks Scriptores rer. D. V. 315), antyder det samme. Historia Norvegiæ siger derimod, efter at have berettet at en Dreng (puer) i den fiendtlige Hær afskød en Flejn mod Kongen og saarede ham: „at dette var en guddommelig Straf, er indlysende for Enhver, saasom nemlig den, der havde vovet at fornegte Drengen Christus, nu efter at have overvundet sine Fiender, selv overvandtes af en ringe Dreng“.
- ↑ Haakonarmaal er heelt opbevaret i Snorre Sturlasøns Haakon den godes Saga Cap. 33. Mange Vers findes og i Fagrskinna, Cap. 33, 34.
- ↑ To af Valkyrjerne, se ovf. S. 171. .
- ↑ Gauternes Herre, d. e. Odin.
- ↑ D. e. Harald, Bjørn Farmands Broder.
- ↑ Gunn- (Krigs-) Fanen kaldtes saavel i Norden, som i det hele vestlige Europa Hovedbanneret (gonfanon).
- ↑ Hild, Krigens Dis, her Krigen selv.
- ↑ D. e. de Kongen adlydende Krigere.
- ↑ Sikling, et Navn paa Fyrster, se ovf. S. 206.
- ↑ Blodet kaldes her Saarhavet, og Sverdet sammenlignes med et Nes.
- ↑ Flejn-Floden, og nedenfor Odd-Fossen, Sverdstrømmen, er ligeledes en poetisk Omskrivning af Blodet.
- ↑ Dags Efterkommere, se ovf. S. 200.
- ↑ Nemlig Einherjernes Skare, der skulde forsvare Guderne.
- ↑ Hroptatyr er et af Odins Tilnavne.
- ↑ Det sees heraf, hvad ogsaa Fagrskinna udtrykkeligt bemerker, at Eyvind regner 8 af Haakons Brødre som faldne før ham. Snorre regner egentlig flere, nemlig Halfdan Haalegg, Frode, Thorgils, Olaf, Bjørn, Sigfred, Guthorm, Halfdan hvite, Ragnvald og Erik Blodøxe. Men Thorgils er, som ovenfor viist, ved en Misforstaaelse kommen ind, og Frode er vel og en af de usikkre.
- ↑ Eyvind søger her aabenbart at frigjøre Haakon fra den Beskyldning, at han ikke skulde have holdt den hedenske Gudsdyrkelse tilbørligt i Agt og Ære.
- ↑ Hermed menes, at Ragnarøkk eller Verdens Undergang før vil indtræffe, førend Haakons Mage kommer.
- ↑ Her sigtes til den Undertrykkelse, Folket led under Gunnhilds Sønnen. Merkeligt er Udtrykket „de hedenske Guder“, der allerede vidner om Christendommens Udbredelse, thi det er kun med stadigt Hensyn til Christendommen, at en Hedning selv vilde kalde sin Religion hedensk.
videre, en Flaade af 60 Skibe, og til Hjelpere Eyvind (Revindus, her menes Eyvind Skreyja) og Karlhøfde (Karlhofthus, her menes Alf Askmand). I Slaget opfordrede Eyvind Haakon til at træde frem og møde ham, og da Haakon nærmere betegnede, hvor han var, hug han efter ham med en usædvanlig stor Øxe, og vilde have truffet ham, hvis ikke en af Kongens Hirdmænd havde opofret sig ved at optage Hugget. – Dette var saa heftigt, at Øxen uden at standse gik tvers igjennem ham, og sank dybt i Jorden; da Eyvind maatte kaste sig paa Knæ for at faa den rykket op, gjennemboredes han af Haakon, der steg op paa den dræbte Hirdmands Lig. Imidlertid kom Thoralf, der af Haakon var lagt i Baghold for at falde Fienden i Ryggen, til, gjorde et Angreb, dræbte Karlhøfde, og drev Danerne paa Flugten. Men Haakons Fald opvejede de Andres Sejr.