Det norske Folks Historie/1/95

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 771-776).

Af de mægtige Familier indenlands maa Hørde-Kaares paa Haakons Tid have haft den største, eller i alle Fald meget stor Anseelse, thi den var beslægtet med Kongen selv gjennem hans Moder Thora Mosterstang, og til den hørte desuden hans Ven og Raadgiver Thorleif spake^[1]. Ogsaa Vikinge-Kaares Ætlinger paa Oplandene og Vors synes at have haft stor Anseelse, thi vi erfare, at Kong Tryggve i Viken enten strax før eller kort Tid efter Haakons Død egtede Aastrid, en Datter af Erik Bjodaskalle paa Ofrestad, Vikinge-Kaares Søn^[2]. En anden Søn, eller, som det ogsaa etsteds heder, Sønnesøn af Vikinge-Kaare, ved Navn Vigfus, boede paa Vors og førte Hersenavn. Han var en god Ven af tvende Brødre, Reidar og Ivar, der boede tilsammen i Nærheden paa en Gaard ved Navn Nes; de stiftedes til at holde Julegjestebud hver sin Vinter. Engang havde Reidar foretaget en Handelsrejse til Eyjafjorden paa Island, hvor han blev kjendt med den unge Eyjulf, hvis Fader, Goden Ingjald, Helge magres Søn, boede paa Tveraa. Eyjulf fandt saadan Behag i Reidar, der var en rask og hyggelig Mand, at han udvirkede sin Faders Samtykke til at indbyde ham til at blive Vinteren over paa Tveraa. Reidar modtog Tilbudet, og forærede Ingjald af Erkjendtlighed et fuldt Sæt Tapeter til hans Gildeskaale; da han vendte tilbage til Norge, fulgte Eyjulf med ham, for at se sig om i Verden. Ved Ankomsten til Norge foreslog Reidar ham at tage Tjeneste hos Kong Haakon, men Eyjulf svarede, at han ej var skikket til at tjene Konger, og sagde at han helst mistede at tilbringe Tiden hos Reidar. Denne gjorde Vanskeligheder derved, og maatte paa Eyjulfs indstændige Spørgsmaal endelig rykke Ud med Aarsagen, at hans Broder Ivar, der snart var ventende hjem fra Viking, ikke kunde lide Islændingerne, men plejede at spotte og forhaane dem saaledes, at de ej vel kunde opholde sig der, især da ogsaa hans Mænd fulgte hans Exempel. Eyjulf fik herved just Lyst til at blive, og Reidar kunde ikke vel negte ham det. Da Tiden led til at Ivar skulde komme, iførte Eyjulf sig en loden Kappe, og sad med den hver Dag ved Reidars Side. Da Ivar kom, og var bleven venskabelig modtagen af Reidar, fik han Øje paa Eyjulf, og spurgte sin Broder hvad for et Menneske eller Dyr der sad ved Siden af ham, thi det var, sagde han, en temmelig stor Rue (hrúga, Dynge). Eyjulf sagde, hvo og hvorfra han var, og at han agtede at forblive der om Vinteren, hvorover Ivar yttrede sin Misfornøjelse, og bebrejdede sin Broder, at han skulde drage til det værste Folk i Verden og bringe dem Mænd derfra paa Halsen at opvarte. Da han saa, at hans Broder tog sig nær heraf, slog han sig vel for det første til Taals, men paastod dog, at han vilde kalde Eyjulf med Tilnavnet Ruga, ligesom han og hans Mænd ved hver given Anledning søgte at have ham til Bedste. Julegjestebudet skulde denne Gang staa hos Brødrene, og da Tiden nærmede sig, gjorde Reidar sig rede til at drage om og indbyde Gjester. Han vilde have Eyjulf med, fordi han ikke var vis paa, hvorledes Ivar og dennes Mænd vilde behandle ham, men Eyjulf sagde at han ikke befandt sig vel, og helst ønskede at blive hjemme. Reidar maatte drage afsted uden ham, og Ivars Mænd glædede sig allerede til at have deres Morskab med Rugen, som de kaldte Eyjulf. Men mod Formodning sagde Ivar, at det vilde være højst utaknemmeligt af ham mod hans Broder Reidar, der alene sørgede for at styre Huusvæsenet, om han tillod at dennes Gjest led Overlast; han forbød sine Mænd at sige et eneste fornærmeligt Ord imod ham, og erklærede at om han end havde dræbt hans Broder, vilde han dog for Reidars Skyld ikke gjøre ham noget ondt. Han forbød dem ogsaa at kalde ham Ruge. Den følgende Morgen indbød Ivar Eyjulf til at gaa med dem ud i Skoven for at fornøje sig med at fælde Træer. Han fulgte med, og kom her, idet han gik afsides, til at treffe en Bjørn, af hvilken han med sit Sverd afhug Trynet oppe ved Øjnene, og tog det med sig. Dette sinkede ham, saa at de øvrige kom hjem før ham, til stor Sorg for Ivar, der ængstedes over hans Udebliven og bebrejdede sig selv og sine Mænd, at de havde ladet den Fremmede gaa ene i den vildsomme, af Skadedyr vrimlende Skov. Dog, da de just vilde til at gaa ud og søge efter ham, kom han, og fremviste Bjørnens Tryne, til stor Forbauselse for Ivar, der nu erkjendte, hvor uvittigt det var at spotte ukjendte Mænd, og yttrede Tvivl om, hvorvidt han eller nogen af hans Mænd kunde have gjort Eyjulf dette efter. Da Reidar kom hjem, ængstelig for hvordan Behandling hans Ven havde lidt, glædede Ivar ham med den Forsikkring, at han herefter vilde vise Eyjulf det samme Venskab, som han selv, og at Eyjulf nu skulde sidde ved hans Side. Da Gjesterne kom og man skulde sidde Tolvmenning, det vil sige tolv og tolv sammen i Buntetrad, blev der efter Skik og Brug kastet Lod om, hvo der skulde sidde nærmest Vigfus Herses Datter Aastrid, og Lodden traf Eyjulf, hvilket gav Anledning til at man allerede da talte om, at der nok torde blive et Par af dem.

De fire følgende Somre tilbragte Eyjulf i Viking, men opholdt sig om Vinteren paa Vors hos begge Brødrene. Da kom der delt fjerde Vinter en paa Oplandene bosat Frænde af Brødrene, ved Navn Thorstein, og klagede sin Nød for dem, at en Berserk ved Navn Aasgaut havde udfordret ham til Holmgang for at tiltvinge sig hans Søster. Uden Brødrenes Hjelp vovede han ej at binde an med ham, og bønfaldt dem derfor om at staa ham bi. De kunde ikke afslaa ham Begjæringen, og fulgte ham, tilligemed Eyjulf og flere af deres Mænd, tilsammen 30, til Oplandene. Da de kom til Kampstedet, spurgte de deres Mænd, om nogen af dem havde Lyst at tilkæmpe sig en Kone, ved at træde i Holmgang med Aasgaut, men Ingen vovede det. De bade nu Eyjulf om at holde Skjoldet for Thorstein i Kampen Men Eyjulf sagde at han heller vilde kæmpe med Berserken i hans Sted, og derved blev det. Brødrene takkede ham meget for dette Venskabsbeviis, og Ivar tilbød sig at holde Skjold for ham, men Eyjulf afslog det med de Ord: „det gamle Ordsprog er sandt, at egen Haand er huldest“. Da han traadte ud paa Holmen, sagde Berserken: „skal denne Klump slaaes med mig?“ Eyjulf sagde roligt, at det stod daarligt til med ham, som frygtede en stor, og spottede en liden Mand. Berserken fremsagde Holmgangsloven, at den saarede skulde løse sig med ti Merker af Holmen Eyjulf undrede sig over at han selv vurderede sig saa ringe, „thi i vort Land“, sagde han, „vilde den Sum kun ansees for Trællegjeld“. Eyjulf skulde hugge først, og hug allerede i dette Hug den nederste Deel af Skjoldet og den ene Fod af Berserken, der saaledes maatte løse sig af Holmen, og siden levede som Krøbling. Thorstein bød Eyjulf meget Gods for Hjelpen, men Eyjulf sagde at han havde ydet den hverken for at faa Gods eller for at faa Pigen, kun af Venskab for Brødrene. Efter Tilbagekomsten til Vors bejlede han til Aastrid Vigfusdatter; Ivar og Reidar talte hans Sag, og han fik hende. Hans Fader Ingjald var imidlertid død; han vendte derfor tilbage til Island med sin unge Kone, for at overtage Gaarden og Godordet. Men han levede ikke mange Aar efter Hjemkomsten, efterladende Aastrid som Enke, med fire Børn, af hvilke den yngste Søn, Glum, blev hjemme hos Moderen, medens de andre, da de bleve voxne, giftede sig og flyttede bort. En mægtig Nabo, Landnamsmanden Thorkell høje, tilligemed dennes Søn Sigmund benyttede sig af Aastrids forsvarsløse Stilling til at fortrænge hende og Glum fra Fædrenegaarden Tveraa; de flyttede til en anden Deel af Ejendommen og byggede en ny Gaard, men ingensinde fik de være i Fred, thi Thorkell og Sigmund tilegnede sig de bedste Jordstykker, og søgte i alle Dele at gjøre dem Skade. Glum, der i Opvæxten havde viist sig stille og indesluttet i sig selv, og ikke taget sig synderligt af Gaardens Drift, men som forresten var smuk og stor af Væxt, havde imidlertid naaet sit femtende Aar, og sagde at han vilde drage over til Norge for at prøve, om han kunde faa nogen Lykke hos sine anseede Frænder, thi han kunde ikke længer holde ud at taale Sigmunds Anmasselser. Han bad sin Moder, ikke at sælge Ejendommen i hans Fraværelse, hvor trangt det end maatte vorde hende, og drog afsted.

Da Glum var kommen til Norge, begav han sig op paa Vors, til Vigfus’s Gaard, hvor han strax kunde se at man levede paa en stor Fod, thi der var en Mængde Mennesker og mangeslags Lystighed og Leg. Han saa flere Mænd af et fornemt Udseende, og vidste derfor i Førstningen ikke, hvo af dem var hans Morfader Vigfus, men endelig fik han Øje paa en stor, værdigt udseende Mand i Højsædet, der var iført en blaa Kappe og legede med et guldbeslaget Spyd: da kunde han skjønne at dette var Husets Herre, gik hen til ham og hilsede ham. Vigfus modtog hans Hilsen venligt og spurgte hvo han var; han nævnte sig da som en af hans Datter Aastrids Sønner, der var kommen for at besøge ham. Vigfus svarede, at han ej saa lige kunde vide, om det var sandt hvad han sagde; han anviste ham imidlertid Sæde paa den ydre Deel af den ringere Bænk, og gjorde ikke synderligt af ham; heller ikke blandede Glum sig synderligt i de Øvriges Samtaler og Lystighed, men laa for det meste i sit Sengerum med en Kappe over Hovedet, og betragtedes som en underlig Skrue. Ved Vinternatstid skulde der være Diseblot og Gjestebud paa Gaarden; alle skulde deeltage deri, men Glum sad i sit Rum og gik ej til Blotet Om Aftenen, da Gjesterne vare komne, herskede der langt mindre Lystighed, end man skulde have ventet, hvor saa mange vare tilsammen, og Beværtningen saa god. Glum, som hverken havde været ude at modtage Gjesterne eller indbudt Nogen til at sidde hos sig, fik Aarsagen til denne Misstemning først at vide, da de havde sat sig til Bords. Det blev ham nemlig sagt, at en Berserk ved Navn Bjørn Jernhaus var kommen til Gaarden selv tolfte; han havde for Skik at indfinde sig ved store Gjestebud og give sig i Ordvexling med Folk, for at saa Anledning til at æske dem til Holmgang, om de vovede at sige det allermindste, der mishagede ham. Vigfus bad at man vilde svare ham lempeligt, og ej lade det komme til nogen Voldsomhed, hvilket ogsaa lovedes. Bjørn kom nu ind i Skaalen, stillede sig foran den Mand, der sad yderst paa den fornemmere Bænk, og spurgte ham, om han vel troede sig at være hans Ligemand. Nej langt fra, svarede den Tilspurgte; nu gjentog han Spørgsmaalet til den næste, og fik omtrent det samme Svar; saaledes fortsatte han langs hele Bænken, uden engang at skaane Vigfus selv, der sad i Højsædet Denne svarede, at det var uvist om han i sine yngre Dage, da han laa i Viking, kunde have maalt sig med ham; nu, da han var gammel og svag, var det end mindre at tænke paa. Saaledes gik det langs begge Bænke, indtil Berserken kom til Glum, der laa paa Pallen. Bjørn spurgte, hvorfor han laa, og ej sad oppe. Sidemændene svarede at han var saa uvittig, at det ej var Umagen værd at agte paa ham. Bjørn spendte til ham med Foden, sagde at han skulde sidde oppe som andre, og spurgte om han vel ansaa sig for hans Lige. Glum sagde at han kunde lade ham være i Fred; hans Lige ønskede han ej at være, da Folk som bare sig saaledes ad, paa Island kun vilde kaldes Narre; i det samme sprang han op, løb ind paa Bjørn, rev Hjelmen af ham, greb et Vedtræ, og slog ham Slag paa Slag mellem Skuldrene, saa at han faldt; da han vilde til at rejse sig, slog han ham i Hovedet, og blev ved dermed, indtil han havde faaet ham udenfor Døren. Da Glum vilde sætte sig paa sin Plads igjen, var Vigfus kommen paa Gulvet, og hilste ham med Glæde som sin Frænde, „thi nu“, sagde han, havde Glum beviist, at han var af hans Æt“. „Jeg har“, vedblev han, „i Førstningen ikke gjort faa meget af dig, fordi jeg vilde at du først skulde føre dig i Ætten ved en eller anden rask Daad; men nu skal jeg vise dig al mulig Hæder“. Han ledede ham nu til Sæde hos sig selv. Glum sagde, at han nok gjerne havde modtaget det Sæde noget før. Dagen efter erfor man, at Bjørn har død. Vigfus tilbød Glum at blive der og arve hans Magt og Anseelse. Glum svarede at det vilde han gjerne, dog maatte han først ud til Island for at se til sin Fædrenearv; men derefter skulde han saa snart som muligt komme tilbage. Vigfus sagde, at under disse Omstændigheder saa det rimeligere ud til, at Glum vilde komme til at forøge sin Æt og sin Hæder paa Island. Da Sommeren kom, lod Vigfus udruste et Skib for Glum, skjenkede ham fuld Ladning og meget Gods i Guld og Sølv, og gav ham til Afskeden en Kappe, et Spyd og et Sverd, hvilke tre Ting han bad ham aldrig at skille sig ved, da der var Lykke ved dem; „vi Frænder“, sagde han, „have haft stor Tiltro til dem, og saa længe du har dem, haaber jeg at du ikke vil miste din Anseelse“. Derpaa skiltes de ad, og saaes ikke oftere. Glum kom til Island, hvor hans Moder imidlertid havde lidt megen Overlast af Sigmund. Han holdt sig rolig en Stund, men da Uvæsenet gik for vidt, dræbte han Sigmund, og forfulgte tillige hans Fader Thorkell med saadan Kraft til Thinge for hans Uretfærdighed og Vold, at han for at slippe Fredløshedsstraf fandt sig i at afstaa Tveraa for den Priis, Glum selv bestemte, og at forlade Heredet. Der fortælles, at Thorkell, da han skulde flytte, gik til Guden Freys Hov, medbringende en gammel Oxe, og sagde: „Frey, du som saa længe har været min Trøst og Støtte, og som har faaet saa mange Gaver af mig og lønnet dem vel; dig giver jeg denne Oxe for at Glum engang skal forlade Tveraa ligesaa nødtvungen, som jeg nu; lad mig se et Tegn paa, om du modtager Gaven“. Oxen, heder det, brølede og styrtede død ned, og Thorkell udlagde dette som et Tegn paa, at Frey havde modtaget Gaven. Paa sin gamle Alder maatte Glum virkelig forlade Tveraa formedelst de mægtige Brødre Gudmund rikes og Einars overlegne Indflydelse, saaledes som det senere skal omtales; men i en lang Række af Aar var han den fornemste Høvding i Eyjafjorden, og udmerkede sig lige saa meget ved sin Klogskab, Lovkyndighed og Skaldedygtighed, som ved den Haandfasthed og Tapperhed, hvormed han, naar det gjaldt, slog til og fældte sine Modstandere, hvis Drab gav Anledning til at man sædvanligt kaldte vant Vigaglum (Drabs-Glum), under hvilket Navn han især er bleven bekjendt^[3].

1. Se ovf. S. 577, samt om Thorleifs Tilværelse S. 408, 576.
2. Om Vikinge-Kaares Herkomst, Ætlinger og øvrige Frænder, se ovenfor S. 577. Ofrestad laa paa Oplandene, dette siges udtrykkeligt baade i Ágrip (Cap. 14) og Historia Norvegiæ fol. 8l. h, men dets nærmere Beliggenhed kjendes ej nøjagtigt.
3. Vigaglums Saga, Cap. 1–9. De islandske Annaler henføre, uvist efter hvad Autoritet, Sigmunds Drab til Aaret 942, hvorved altsaa Glum skulde være fød det allerseneste 936, hvilket er urigtigt, da det udtrykkeligt heder, at Haakon Adelsteensfostre herskede i Norge, da Glums Fader Eyjulf blev gift. Sigmunds Drab falder snarere omkring 960.