Det norske Folks Historie/2/1
Kong Haakon Adelsteensfostre havde før sin Død overdraget Riget til Eriks Sønner, og de toge det ogsaa strax i Besiddelse. Saavidt man af en enkelt Sagas Beretning kan skjønne, vendte de ikke engang tilbage til Danmark efter Slaget ved Fitje, men indhentedes af de Bud, som den døende Konge havde afsendt, og skyndte sig strax nordefter, for at komme til Kong Haakon, hvilken de dog ikke traf levende[1]. De bleve strax tagne til Konger. Men det Rige, hvori de toges til Konger, og som de ved denne Overdragelse erhvervede, var ikke hele Norge. I Viken herskede Kong Tryggve Olafsson aldeles uafhængigt. Oplandene stode ligeledes under Konger af Harald Haarfagres Æt, der enten vare uafhængige, eller adløde Kong Tryggve, og i Thrøndelagen var Sigurd Lade-Jarl i Besiddelse af Magten. Det var altsaa kun Midtlandet, som udgjorde Erikssønnernes egentlige Rige. De vovede for det første ikke engang at opholde sig andensteds end i det midtre Strøg deraf eller den egentlige Gulathingslag, fordi de frygtede baade Thrønderne og Vikverjerne, der havde været Kong Haakons bedste Venner. Imidlertid aabnede de Underhandlinger baade med Kongerne i Viken og med Sigurd Jarl, siden de ej fandt det raadeligt, strax at beghyde aabenbar Kamp med dem[2]. Det er her tydeligt at se, at Tryggve og Sigurd Jarl endnu tildeels havde Overmagten, thi Erikssønnerne maatte finde sig i at erkjende saavel Tryggve og Gudrød, som Sigurd Jarl for Herrer over de Dele af Riget, hvilke allerede Kong Haakon havde givet dem at bestyre, og om nogen Afgift synes der ikke at have været Tale[3]. Den, som især vandt herved, var Sigurd Jarl, som paa den Maade blev ganske uafhængig, medens han under Kong Haakon havde maattet dele Magten med Kongen.
Norge var altsaa nu deelt i tre indbyrdes uafhængige Hovedriger, nemlig Midtlandet, eller Gulathingslagen tilligemed Raumsdal og Nordmøre, der lød under Erik Blodøxes Sønner[4], Thrøndelagen, hvor Sigurd Jarl herskede, og Viken, hvor Tryggve Olafssøn og Gudrød Bjørnssøn vare Konger, hiin østenfor, denne vestenfor Fjorden, men hvor det dog kun synes at have været Tryggve, der egentlig udøvede Magten. Om Raumdølafylke og Haalogaland adlød Eriks Sønner, er uvist; snarest skulde man, paa Grund af Familieforhold og andre Omstændigheder tro, at begge Landskaber, og i alle Fald Namdalen, erkjendte Sigurd Jarl for deres Herre, skjønt det af hvad der senere fortælles om Eyvind Finnssøn, der havde sit Hjem paa Haalogaland, synes som om Erikssønnernes Herredømme ogsaa strakte sig did[5]. Oplandene, i det mindste Raumarike, adløde Kong Tryggve[6]. De ved Kong Haakons Bestræbelser sammenknyttede Thingforeninger vare saaledes igjen adsplittede; thi Raumsdal og Nordmøre, som skulde høre til Frostathingets Forening, vare nu forbundne med Gulathingslagen. Men ikke nok hermed. Erikssønnernes Erhvervelse af Midtlandet maa egentlig betragtes som om Danekongen Harald Gormssøn var bleven dets egentlige Herrer Thi kun ved hans Hjelp havde Eriks Sonner været istand til at vedligeholde den uafladelige Feide med Kong Haakon: hans Knæsætning var Harald, den ældste og mægtigste af Brødrene, og ved de første Angreb paa Viken var det ligesaa meget Danekongens, som deres egne Fordringer, de søgte at gjøre gjeldende. Vi have allerede seet, hvorledes enkelte Vink synes at tyde hen paa, at endog Erik Blodøxe stod i et Slags Afhængighedsforhold til Danekongen. Dette træder endnu tydeligere frem ved hans Sønner. Erik Blodøxes Æt kan nu med Rette siges at repræsentere den danske Interesse i Landet, medens derimod Tryggves og Gudrøds repræsenterer Uafhængighedens[7]
Navnene paa de af Eriks Sønner, der efter Haakon den godes Død førte Kongenavn i Norge, angives forskjelligt. At den ældste, Danekongens Knæsætning, hed Harald, derom ere alle Beretninger enige. Heller ikke tvistes der om, at der foruden ham var to andre Brødre, Gudrød[8], der af Nogle kaldes Gudrød Ljome, og Sigurd Sleva. Fremdeles nævne de paalideligste Sagaer en fjerde Broder, ved Navn Ragnfred, og en femte, ved Navn Erling, hvilken sidste dog i to andre Oldskrifter omtales som falden i Slaget ved Fitje[9]. Dette faar staa ved sit Værd: at han overlevede dette Slag og tiltraadte Regjeringen i Norge med sine Brødre, har meest Sandsynlighed for sig, hvilket ogsaa i det Følgende nærmere vil vise sig.
Harald, den ældste af Brødrene, var, saaledes vidne alle Beretninger, den af dem, der havde meest at sige, og som derfor kan betragtes som den egentlige Overkonge. Men saavel han, som hans Brødre, beherskedes igjen for en stor Deel, ja saa godt som ganske, af deres listige Moder Gunnhild. Hvert Aar laa de desuden ude i Viking, og i deres Fraværelse har derfor hun sandsynligviis ført Regjeringen. Harald skal have været den smukkeste og dygtigste af Brødrene. Hans Skjønhed maa have været usædvanlig stor, siden et Vers er opbevaret om ham, hvor det heder:
Over Ilden paa Graafeld
Øjet dvæler fornøjet[10].
I den Draape, Skalden Glum Geiresøn digtede[11] om ham, heder det etsteds, at han kunde ikke mindre end tolv forskjellige Idrætter eller Legemsfærdigheder[12]. Alle Brødrene, siges der, vare de skjønneste Mænd, sterke og store og vældige Idrætsmænd. Stundom fore de alle tilsammen, stundom hver for sig; de vare grumme og modige, store Stridsmænd og meget sejrsæle[13]. Haralds Mænd, siges der ogsaa etsteds, holdt meget af ham, skjønt han var haard mod Bønderne[14]. Denne Charakteristik er betegnende, thi man seer deraf tydeligt, hvad der tillige fremgaar af Allt, hvad der ellers fortælles om ham og hans Brødre, at de, uden at støtte sig til Folkets Yndest, søgte at holde sig oppe ved at omgive sig med en dem aldeles hengiven og opofret Skare af Stridsmænd, hvoraf vel endog de fleste vare Udlændinger. At Arinbjørn Herse nu vendte tilbage til Norge og indsattes i sine forrige Værdigheder, forstaar sig af sig selv. Han fik hele Firdafylke i Forlening, blev den øverste Forftander for Hæren og Landværnet, og var en af Kong Haralds fornemste Raadgivere[15].
Harald er almindeligviis bekjendt under Tilnavnet Graafeld. Anledningen til dette fortæller Snorre Sturlasøn saaledes: „Det traf sig en Sommer, at et Havskib, ladet med Skindvare og tilhørende islandske Mænd, kom fra Island og styrede ind i Hardanger, fordi de havde hørt at der vare mange Folk samlede, eftersom Kongen just opholdt sig der. Men da man kom for at handle, vilde ingen kjøbe Skindene. Styremanden, som allerede forhen var kjendt med Kong Harald, gik nu til denne og klagede sin Nød for ham. Kongen, som var nedladende og meget lystig, lovede at komme til ham, og indfandt sig ogsaa snart paa en fuldt udrustet Skude. Han saa paa Varerne og spurgte Styremanden, om han vilde forære ham en Graafeld (Pelsverkskappe). „Gjerne“, svarede denne, „om det saa var flere“. Da tog Kongen en Graafeld, kastede den om sig, og gik derpaa ned i sin egen Skude. Men førend han roede bort, havde allerede enhver af hans Mænd kjøbt sig en Feld; og i de følgende Dage kom der saa mange, der vilde kjøbe Felde, at Forraadet ikke engang strak til det halve Antal. Siden blev Kongen kaldet Graafeld“[16].
- ↑ Fagrskinna, Cap. 34.
- ↑ Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap 1.
- ↑ Se ovf. 1 B. S. 711. Det heder udtrykkeligt i Snorres Harald Graafelds Saga Cap. 3, at Sigurd Jarl efter Eriks-sønnernes Thronbestigelse raadede ene for hele Thrøndelagen, medens det derimod i Cap. 6 omtales, at i Haakons Tid havde baade denne og Sigurd haft Rige der.
- ↑ Snorre, Harald Graafelds Saga Cap. 3. I Historia Norvegiæ fol. 8 a. tales der kun om „zona maritima“ som undergiven Erikssønnerne.
- ↑ Ellers vilde nemlig ikke Harald kunne have aftvunget Eyvind Bøder for hans Vers, se nedf. S. 8. Dog er det ogsaa muligt, enten at dette er skeet paa Haralds Tog til Bjarmeland (se nedenfor) eller at Eyvind som en Ætling af Berdlu-Kaare kan have hast Ejendomme i Nordfjord. At Haalogaland senere regnedes som en Deel af Ldejarlernes Fædrenebesiddelser, er vist, se nedf. § 10, 11.
- ↑ At Tryggve baade var opfostret i Raumarike, og først var Konge der, førend han blev Konge i Viken, siges i Hist. Norv. fol. 8 b. I dette Fald har han altsaa besiddet Raumarike. Sammenhængen hermed har vel egentlig været denne: da Harald Haarfagre overdrog Viken, Raumarike og Thelemarken til sine Sønner Olaf, Bjørn og Sigtrygg (se 1 B. S. 585) har Olaf faaet det egentlige Viken østenfor Folden, Bjørn Vestfold med Grønland (vi erfare at hans Sønnesøn Harald blev opdragen der) og Thelemarken; og Sigtrygg, der upaatvivlelig var opkaldt efter og beslægtet med hiin Sigtrygg Eysteinssøn, der ved Halfdan Svartes Regjeringstiltrædelse (se 1 B. S. 400) herskede paa Raumarike (Sigtryggs og Olafs Morfader, Eystein Jarl paa Hedemarken, var vistnok enten en Søn eller Sønnesøn af Kong Sigtryggs Broder Eystein, Konge paa Hedemarken, omtalt S. 400), har faaet dette, ester Haralds Princip helst at give sine Sønner Forleninger, hvor de efter deres Mødreneæt havde hjemme. Efter Sigtrvggs Død, der ej udtrykkeligt omtales, har hans Heelbroder Olaf fulgt ham i Raumarike, ligesom han fulgte Bjørn i Vestfold, og efter Olaf har vel igjen Tryggve anseet sig eneberettiget til Raumarike saavelsom til østre Viken.
- ↑ Se ovf. 1 Bind, S. 7–13. Saxo, 10de B. S. 177 og 478, siger udtrykkeligt, at Harald Erikssøn lovede Harald Blaatand at betale ham Skat, hvis han ved hans Hjelp underkastede sig Norge, og at han virkelig, efter at være bleven Konge, betalte ham Skatten. I Jomsv. S. Cap. 6 siges der, at Harald Graafeld indesad med Danekongens Skatter. I Olaf d.Helliges Saga, Cap 72 (hos Snorre Cap. 71) lægges ogsaa disse Ord den svenske Kong Olaf i Munden: „Gunnhilds Sønner bleve tagne af Dage, da de bleve ulydige mod Danekongen“. Man skulde ellers næsten formode, at Eriks Sønner med Glæde have grebet Meldelsen om Haakons frivillige Afstaaelse, ja maaske endog selv opfundet og udspredt Beretningen derom, for saaledes at fritages fra Forpligtelsen til Harald Gormssøn. Uagtet Mag. Adam af Bremens Beretning om Norges Konger paa denne Tid, efter al Sandsynlighed grundet paa Danekongen Svens Udsagn, er fejlagtig, rimeligviis fordi forskjellige Personer, der bare samme Navn, ere forvexlede, er den dog i flere Henseender oplysende. I Norge, heder det (Cap. 2.2), „herskede paa Harald Gormssøns Tid Haakon (Haccon), hvilken Nordmændene fordreve, da han viste sig tyrannisk, men som Harald indsatte igjen og fik gunstig stemt mod de Christne. Denne Haakon var meget grusom, af Ingvars og Jøtners Æt, og var den første, der fik Kongemagten i Norge, medens det tidligere regjeredes af Jarler (duces). Haakon herskede i 30 Aar, efterladende Hartild (Harald) som Arving, hvilken saaledes beherskede baade Danmark og Norge“. Ved Haakon den grumme, af Ingvars og Jotners, d. e. af Ingves (Odins) og Skade, Jotnen Thjasses Datters, Æt (Haaleygjatal udleder udtrykkeligt, efter Snorres Udsagn, Haakons Herkomst fra Ingve og Seming Skades Søn), der indsattes af Harald og herskede 30 Aar (se nedf. S. 12, 13), tænker Mag. Adam aabenbart paa Haakon Jarl, om hvis Jarletitel der ogsaa indeholdes en dunkel Erindring i den forresten fejlagtige Angivelse, at han aller først skulde have antaget Kongenavn. Men naar det heder, at han efterlod Riget til Harald, da er det igjen tydeligt, at han sorvexles med Haakon d. gode, og dette er og paa en vis Maade Tilfældet i Cap. 32, hvor Tryggve udgives for Haakons Søn, thi naar han skulde være en Søn af Haakon, kunde denne Haakon ej vare Jarlen, men alene Tryggves Farbroder, Lensherre og saa godt som Adoptivfader Haakon Adelsteensfostre. Om den Harald eller Hartild, der skulde have efterfulgt Haakon, er der større Tvivl. Thi derved kan Mag. Adam have tænkt paa Harald Gormssøn selv, der jo virkelig under Haakon Jarls Regjering var Norges nominelle Konge, og saaledes beherskede baade Danmark og Norge; og han kan tillige have meent Harald Graafeld, der vistnok ej beherskede Danmark, men dog havde haft og maaskee endnu havde Forleninger i Danmark. Hvis der ej er en Fejl indløben i Skrivemaaden „Hartild“, synes det vistnok som om Forfatteren derved vil antyde en fra Harald Gormssøn (Haroldus) forskjellig Person. Man kunde vel og tænke sig Hartildus som en ved Afskriverens Unøjagtighed eller falsk Lydopfatning bevirket Sammensmeltning af Haroldus Grafeldus (Harfeldus, Hartildus).
- ↑ Gudrøds Navn er ved Trykfejl blevet udeladt, ovenfor i 1 B. S. 756.
- ↑ Nemlig Ágrip Cap. 6 og Hist. Norv. fol. 8 a. Se 1 B. S. 765.
- ↑ Ágrip Cap. 8.
- ↑ Om Glum, se nedf. S. 6.
- ↑ Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 2.
- ↑ Snorre, l. c.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 36.
- ↑ Egils Saga, Cap. 80.
- ↑ Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 7.