Det norske Folks Historie/2/10

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 51-56).

Efter Guldharalds Fald vendte Haakon Jarl tilbage til Danekongen og forligtes, som det heder, letteligt med ham for Brodersønnens Drab. Dette saakaldte Forlig krævede Anstændigheden, for at det ej skulde være altfor tydeligt for Enhver, at Drabet var skeet med Haralds Samtykke. De paalideligere Oldskrifter sige ikke, hvori Forliget bestod; den lidet troværdige Jomsvikingasaga fortæller derimod udførligt, at Haakon overlod Harald selv at bestemme hvordan og hvor stor Bod der skulde gives for Drabet, og at Danekongen bestemte, at Haakon skulde være forpligtet til, een eneste Gang, naar Harald ansaa det nødvendigt, at drage til Danmark med Leding fra hele Norge for at komme ham til Hjelp, men forresten indfinde sig alene, naarsomhelst Kongen behøvede hans Raad, og derhos betale ham Skat, bestaaende i 100 Mark Guld og 60 Jagthøge. Det tilføjes og, at Haakon af det efter Guldharald tagne Guld betalte Kong Harald Skatten (her menes tydeligt den Deel af Skatten, der bestod i Penge) paa een Gang for tre Aar, og at han siden, efter at være kommen til Norge, sendte Kong Harald 60 Høge, under Forevending af at det faldt ham belejligere at skaffe saa meget paa een Gang, end at tilvejebringe noget hvert Aar^[1]. Denne Fortælling hvorved det ogsaa forudsættes at Haakon fik hele Norge at bestyre, er i det Hele taget lidet sandsynlig. Thi den forvexler Aftalen mellem Harald og Haakon om Forleningen og Lensafgiften med det Forlig, der for et Syns Skyld fandt Sted angaaende Guldharalds Drab, og som alene kan have drejet sig om en Pengebod, hvis man skal tage Hensyn til hvad der ellers ved saadanne Lejligheder var Skik og Brug Heller ikke udhæver den tilstrækkeligt det Lensforhold, hvori Haakon nu kom til at staa, ligesom den heller ikke fra det Len, der blev Haakon til Deel, undtager Viken, hvilken Harald dog, som det nedenfor vil sees, og som det allerede paa Grund af Forholdene var at vente, forbeholdt sig selv eller sin egen nærmere Forføjning. Der ligger ogsaa en Selvmodsigelse i at den Deel af Skatten, der skulde bestaa i Høge, først angives til sexti, hvorved man, siden der ej tales om nogen Betaling eengang for alle eller for flere Aar, maa tænke sig det aarlige Antal, medens det sidenefter heder at Haakon paa eet Aar tilvejebragte 60 for flere, efter Sammenhængen at slutte, trende Aar tilsammen, ligesom at han og skal have betalt Penge-Skatten for tre Aar. Men forsaavidt Haakon virkelig før Hjemrejsen til Norge har udbetalt Harald nogen Pengesum, da er det dog rimeligst, at denne netop var den Bod, Harald for sin egen Æres Skyld havde paalagt ham at udrede, og som heller ikke kunde sættes for lavt, uden at Sagens rette Sammenhæng altfor tydeligt vilde træde frem. Thi af de paalideligere Beretningen som nedenfor skulle meddeles, vil det sees, at Haakon fritoges fra at betale nogen Skat i Penge, saa længe han maatte forsvare Landet mod fremmede Hære, og at han virkelig af Gunnhilds Sønners gjentagne Angreb tog Anledning til ingen Skat at udrede. Hvad derimod Bestemmelsen om Høgene angaar, da har det vistnok sin Rigtighed med den, kun saaledes, at det aarlige Antal ej var 60, men, som det ogsaa etsteds udtrykkeligt siges, 20^[2], eller, hvad der tildeels ligger i Jomsvikingasagas egne Ord, 60 hvert tredie Aar. En saadan Maade at tilkjendegive Lensafhængigheden paa var ikke usædvanlig i Middelalderen^[3], især naar der ellers intet var i Vasallens ydre Stilling, som kunde minde derom. Der er ogsaa et Sagn om, at Harald Gormssøn skal have kaldt Norge sin Høge-Ø (Haukey), fordi han derfra fik sine Høge^[4].

Efter de troværdigste Beretninger^[5] udbød Kong Harald strax efter Guldharalds Drab en Hær over hele sit Rige, for ufortøvet at sætte sig i Besiddelse af Norge, og sejlede derpaa afsted med en Flaade af ikke færre end sex eller syv hundrede Skibe^[6]. Haakon Jarl var i Følge med ham tilligemed mange andre anseede Nordmænd, hvilke Gunnnhilds Sønners Haardhed havde nødt til at forlade deres Odel. Han styrede først til Viken, hvor alle Indbyggerne underkastede sig ham. Da han kom til Tunsberg, samlede en Mængde Krigere sig om ham, og over dem, saa vel som alle de øvrige, der i Norge havde slaaet sig til ham, satte han Haakon Jarl til Anfører. Her i Tunsberg, som det synes, forlenede han Haakon Jarl med syv Fylker, nemlig Rogaland, Hørdafylke, Sogn, Firdafylke, Søndmøre, Raumsdal og Nordmøre, foruden Throndhjem, der betragtedes som hans Fædrenearv, og hvortil han ogsaa maa have regnet Naumdal og Haalogaland. Han fik alt dette paa de samme Vilkaar, under hvilke Harald Haarfagre gav sine Sønner det, nemlig mod at afgive Halvdelen af de kongelige Indtægter, dog saaledes, at han skulde oppebære det Hele, saavel al Landskylden, som Afkastningen af Kongsgaardene og alt andet kongeligt Gods, naar der var Hær i Landet^[7]. At han forpligtedes til at understøtte Harald med Vaabenmagt, naar denne fordrede hans Hjelp i Krigstilfælde, fulgte allerede af Lensforholdet, og behøvede neppe udtrykkelig at betinges. Det viser sig ogsaa i det Følgende, at Haakon virkelig indfandt sig paa Haralds Opfordring for at understøtte ham mod Kejser Otto^[8]. Det heder fremdeles, at Harald Grønske, Søn af den red Harald Graafelds List dræbte Kong Gudrød Bjørnssøn, var med ved denne Lejlighed, 18 Aar gammel, og af Danekongen forlenedes med Vingulmark, Vestfold og Agder indtil Lindesnes, paa samme Vilkaar, som Harald Haarfagres Sønner. Men dette er aabenbart en Urigtighed, thi Harald Grønske var paa denne Tid vistnok endnu kun et Barn. Viken, og med den sandsynligviis Oplandene, har Harald Gormssøn vistnok for det første forbeholdt sig selv eller sit umiddelbare Herredømme^[9].

Danekongen vendte nu tilbage til Danmark med sin Hær, men Haakon Jarl drog med den Styrke, der var stillet til hans Raadighed, langs Kysten vest- og nordefter, for at underkaste sig det ham tildeelte Len. Da Gunnhild og hendes to endnu levende Sønner, Ragnfred og Gudrød, erfore hvad der havde tildraget sig, søgte de at samle en Hær, men kun faa Folk adløde deres Opbud, og de saa derfor ingen anden Udvej for det første, end at ty over til deres gamle Tilflugtssted, Orknøerne, med dem, der vilde følge dem. Imidlertid underkastede Haakon sig alle de nævnte Fylker, og kunde tilbringe den følgende Vinter (965–966) roligt i Throndhjem. Om Gunnhilds senere Skjæbne og Endeligt indeholde de paalidelige Oldskrifter, vi forøvrigt have fulgt, ikke andet, end at hun, som det synes, begav sig til sin Søn Ragnfred, da denne om Høsten 966 (se nedenfor S. 60) havde sat sig fast i Norge, og efter Nederlaget ved Dingenes atter flygtede vestover Havet. Det sandsynligste er derfor, at hun er død paa Orknøerne. Derimod beretter den romantiske og lidet troværdige Jomsvikingasaga, strax efter hiin ovenfor omtalte Fortælling om Haakons Forlig med Danekongen, at Haakon Jarl allerede i Danmark skiltes fra Harald, at han paa egen Haand drog hjem til Norge, begav sig til Gunnhild, roste sig af at han havde hevnet hendes Søn Harald ved at dræbe Guldharald, og bejlede til hende i Danekongens Navn, udgivende det for dennes indstændige Ønske, at hun strax vilde begive sig til ham med et sømmeligt Følge; at Gunnhild, som var saare giftelysten, strax løb i denne Snare, som Harald og Haakon havde lagt for hende, og begav sig til Danmark med 3 Skibe og 60 Mand paa hvert (i Jomsvikingasaga er der næsten altid 60 Mand paa hvert Skib); at Kong Harald ved hendes Ankomst til Danmark lod hende møde med Heste og Vogne, for, som det hed, at føre hende til Bryllupsgildet, men at de Folk, der kjørte Vognene, henimod Aftenen styrede hen til en Myr, hvori de druknede hende, og som derefter blev kaldet Gunnhildsmyr; og at Kongen siden takkede dem for velforrettet Ærende^[10]. Den samme Fortælling gjentages med nogle ubetydelige Afvigelser, dog saaledes, at man kan se at den overalt hidrører fra en og samme Hovedkilde, i tre andre Oldskrifter^[11]. Men den fortjener neppe nogen Tiltro, thi deels er det allerede et Vidnesbyrd mod dens Troværdighed, at de bedre Sagaer ikke kjende den, deels er det i og for sig aldeles usandsynligt, at den listige Gunnhild strax efter det Forræderi, for hvilket hendes Søn var falden som et Offer, skulde have ladet sig fange i den af Forræderne lagte Snare. Vel har man for ikke mange Aar siden i Nærheden af den gamle Kongsgaard Haraldskjær ved Vejle i Jylland, i en Myr, der nu kaldes Juthemose, fundet et nedpælet kvindeligt Lig, umiskjendeligt fra ældgamle Tider, lidet af Vext, med Stykker af en Klædning, der i en fjern Tidsalder maa have været temmelig kostbar; i dette Fund have Flere fundet en Bekræftelse paa Rigtigheden af Jomsvikingasagas Fortælling, idet de naturligviis antage hiint Lig for at være Dronning Gunnhilds. Men da man veed, at en saadan Aflivelsesmaade, som den her anvendte, var temmelig almindelig i ældre Tider, da det heller ikke er afgjort, at Haralds Residens var i Nærheden af det Sted, hvor Liget er fundet, og da heller ikke Navnet „Juthemose“ i sig selv minder synderligt om „Gunnhildsmyr“, bliver det i alle Fald meget uvist, om hiint Lig overhoved er Gunnhild Kongemoders, og dets Tilværelse beviser følgelig lidet eller intet imod alle de Grunde, der gjøre Sagnet om hendes Nedsænkelse i en Myr usandsynligt.

1. Jomsvikingasaga, Cap. 7.
2. I Thjodrek Munks norske Historie staar der ligefrem (Cap. 5) at Forliget mellem Harald og Haakon lød paa, at denne skulde aarlig skaffe 20 Høge, og forresten være pligtig til at indfinde sig med en Hær for at understøtte Harald, hvis der var Krig i Danmark.
3. Paa lignende Maade maatte blandt andet Kong Karl af Neapel, da han forlenedes med dette Kongerige af Pave Klemens den 4de, love, foruden Lensafgiften, hvert tredie Aar at sende Paven en hvid Hest.
4. Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tryggv. Saga, Cap. 61. Her staar det udtrykkeligt, at Harald Gormssøn kaldte Norge sin Høge-ø; der anføres endog et Par Verslinjer af Sigvalde Jarl derom.
5. Neml. hos Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 54, Olaf den helliges Saga, Cap. 12.
6. Læsemaaden er forskjellig; i en Kodex af Snorre staar 600 Skibe, forresten er 700 det sædvanlige.
7. Saaledes alle de ovennævnte Sagaer, paa Olaf den helliges Saga nær, som udtrykker sig saaledes: „han skulde besidde alle Kongsgaarde og Landskylder i Throndhjem, og tillige have alt kongeligt Gods, hvis Hær var i Landet“. Derved indskrænkes hans Ret til Kongsgaardene alene til Throndhjem. Dog kan denne Læsemaade neppe være rigtig. De øvrige Haandskrifter have Stedet saaledes som ovenfor anført. – At Haakon virkelig ikke fik mere end de nævnte 7 Fylker, viser sig af et baade hos Snorre og i Kongesagaerne strax efter anført Vers af den samtidige Skald Einar Skaaleglams Digt Vellekla, hvor udtrykkeligt 7 Fylker omtales. Altsaa maa Throndhjem være betragtet som hans Fædrenearv, udenfor den egentlige Forlening, og da det nu siden udtrykkeligt heder (Snorre Cap. 18, Olaf Tryggv. S. Cap. 56), at Haakon i Kampen mod Ragnfred havde Krigsfolk baade fra Haalogaland og Naumdal, maa disse Fylker have været underforstaaede under Throndhjem i videre Betydning.
8. Thjodrek Munk nævner og, som vi have seet, udtrykkeligt denne Bestemmelse, ligesom der ogsaa i Jomsvikingasagas forøvrigt upaalidelige Beretning hentydes dertil.
9. Naar man overvejer at Olaf den hellige, Harald Grønskes Søn, ved sin Død ej var meget over 33 Aar, og saaledes maa være fød henved 994; at han fødtes efter Haralds Død, at Harald altsaa maa være bleven dræbt omkring 994, og at han da, som nylig gift, ej kan have været saa gammel, kan man neppe sætte hans Fødsel sildigere end 960, og hans Forlening med endeel af Viken maa altsaa have fundet Sted senere. Men naar vi læse om Erik Jarl, at han noget efter Haakons Regjeringstiltrædelse i Norge ophøiedes til Jarl over Raumarike og Vingulmark, hvilket sidste Fylke netop var et af dem, Harald Grønske skulde have faaet; naar vi tillige se, at den paalidelige Fagrskinna, ved at omtale Haakons Forlening med det Nordenfjeldske, og Harald Gormssøns Tog til Norge (Cap. 45), aldeles undlader at omtale Harald Grønske, ligesom det og senere (Cap. 48) heder at Haakon efter at have brudt med Danekongen, herjede Viken „som da laa under Danekongen“; og da det længer henne i Snorres Olaf Tr. Saga (Cap. 58) kun heder at Harald Grønske var Konge i Vestfold, medens Fagrskinna, hvor den senere omtaler Harald, aldeles ikke nævner ham som Konge, Odd Munk (Cap. 28) kalder ham Konge paa Oplandene, (Historia Norvegiæ fol. 8. b) og Stykket om Olaf Geirstadalf i Flatøbogen (Fornm. Søgur X. 212) Konge paa Grønland: da bliver det sandsynligst, at Harald Grønske slet ikke har faaet det store Len, Snorre og Kongesagaerne omtale, eller at han i alle Fald har faaet det meget senere. Det første synes dog rimeligst, især da en Beretning om at Harald Gormssøn selv havde forbeholdt sig det omtalte Stykke, lettelig kunde henføres til Harald Grønske ved at man læste „Grønske“ istedetfor „Gormssøn“. Harald Grønske fremtræder desuden ingensteds som nogen mægtig Konge. Tvertimod indebrændes han af Sigrid Storraade som „Smaakonge“. – Se forøvrigt § 11.
10. Jomsvikingasaga, Cap. 7.
11. Disse Oldskrifter ere: a. Olaf Tryggvesøns Saga i Flatøbogen, hvor dog, vel at merke, ogsaa Jomsvikingasaga tildeels er indtagen, og hvor saaledes ogsaa Beretningen om Gunnhilds Drab findes, skjønt den sædvanlige Beretning tidligere er anført (se Olaf Tr. Saga, Skaalholtudg. Cap. 61 og 122). Der tilføjes dog paa sidste Sted: „eftersom kyndige Mænd sige“; Beretningen afviger ogsaa for saa vidt som det her er et Brev fra Danekongen, der bestemmer Gunnhild til at rejse. Til denne Afvigelse var imidlertid Sagaskriveren her nødt, da han tidligere havde ladet Haakon og Harald tilsammen drage til Danmark, og saaledes ej kunde lade hiin optræde som dennes Befuldmægtigede. b. Ágrip, Cap. 10, som dog, efter hvad vi seet, paa dette Sted ogsaa i andre Henseender røber Paavirkning af Jomsvikingasaga, den tilføjer ligeledes „efter som Mange sige“. c. Thjodrek Munk, Cap. 6, der tydeligt viser sig som et Uddrag af den i Flatøbogen fulgte Beretning, hvoraf endog enkelte Talemaader gjenkjendes. Se forøvrigt derom Petersen: Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie, og Worsaae: Historisk Tidsskrift, 3 B. S. 244–292.