Det norske Folks Historie/2/9
Haakon Jarl havde imidlertid opholdt sig om Vintrene hos Danekongen Harald Gormssøn, og lod Tiden ej gaa ubenyttet hen. Han havde for Øjeblikket kun eet Formaal, nemlig at hevne sin Fader og derved selv bane sig Vejen til Magten i Norge. For at opnaa dette skyede han ingen Anstrengelse og foragtede han intet Middel. Det paastaaes, at hemmelige Udsendinger fra ham havde opfordret Thrønderne til at dræbe Kong Erling, og at han allerede da skal have ladet dem forsikre, at han næste Sommer nok skulde komme tilbage til sit Rige. Hans Planer optoge saaledes hans urolige og ærgjerrige Sind, og han grublede saa heftigt over dem, at hans legemlige Sundhed led derunder. Han maatte gaa til Sængs, og laa farligt syg længe om Vinteren, uden dog egentlig at føle store Smerter. Han vilde neppe smage Mad eller Drikke, han vilde helst være ene, eller i det højeste kun have faa af sine ældste Tjenere om sig. Tilsidst begyndte Folk endog at tale om, at han var forhexet og ikke ved sit fulde Vid. Kongen selv besøgte ham, men uden at det kom til nogen lang Samtale mellem dem, da Haakon var yderst ordknap.
Under denne Eenlighed udklækkede han dog tilsidst en dybt anlagt Plan. Omstændighederne vare ham og temmelig gunstige. Harald Gormssøn selv havde allerede Grund til at være misfornøjet med sin Navne og Knæsætning i Norge; denne Misfornøjelse maatte lettelig kunne oppustes til formeligt Fiendskab. Ved Kong Haralds Hof opholdt sig desuden paa denne Tid en tredie Harald, Søn af Harald Gormssøns Broder, Kong Knut Dana-Aast, Kong Gorms kjæreste Søn, for hvis Død han, som vi have seet[1], tildeels gav Harald Gormssøn Skylden. Det kan neppe betvivles, at hvis Knut havde overlevet Gorm, vilde han, og ikke Harald, være bleven dennes Efterfølger, og i saa Fald havde hans Søn Harald paa denne Tid enten allerede været Konge, eller i det mindste sikker paa Tronfølgen. Nu derimod var dennes Farbroder Harald i Besiddelse af den maaske ved Broderblod vundne Trone, og han selv havde maattet tilbringe sin meste Tid paa Vikingetog. Han havde for saa vidt været heldig, som han havde samlet sig store Rigdomme, hvorfor man sædvanligviis kaldte ham Guldharald. Men han var nu ked af Vikingelivet, og havde vendt tilbage til Hjemmet, for at fordre Andeel i Riget. En saadan Fordring maatte naturligviis være Kongen meget uvelkommen og sætte ham i stor Forlegenhed, og af denne Forlegenhed kunde igjen den kloge Haakon Jarl benytte sig til sin egen Fordeel.
Da Haakons Klogskab og dybe Forstand var almindelig bekjendt, søgte begge Parter hans Raad. Guldharald, der synes at have været en raa, ligesrem, men eenfoldig Kriger, klagede først sin Nød for ham, og spurgte ham, om han ej fandt det utilbørligt, at han, selv Kongesøn og ikke mindre berettiget til Riget end Harald Gormssøn, dog skulde være udelukket fra nogen Deel deri. Haakon gav ham Ret, og sagde, at Danerne, hvis Sagen bragtes for dem, vistnok helst vilde have Knuts Søn til Konge, da denne, hvis han ikke saa tidligt var bleven bortrykket, uden al Tvivl vilde have efterfulgt sin Fader. Ved disse Ord fik Guldharald Mod til at bringe Sagen paa Bane hos sin Farbroder. Men denne vilde nødigt indlade sig paa at afgive Riget eller nogen Deel deraf; han sagde, at slig Fordring havde ingen vovet at komme med til Gorm den gamle, eller Hardeknut, eller Sigurd Orm i Øje, eller Ragnar Lodbrok, at de skulde finde sig i at blive Halvkonger over Danmark. Han blev saa vred, at det ej nyttede at tale til ham, og Guldharald maatte gaa bort uden at faa noget bestemt Svar. Men Kongen begav sig strax til Haakon Jarl, for nu ogsaa paa sin Side at æske Raad hos ham. Han sagde Jarlen, hvilken Fordring Guldharald havde gjort, og spurgte, hvad han skulde svare. Heller end at dele sit Rige, sagde han, vilde han lade Guldharald dræbe. Haakon sagde, at dette maatte han aldeles ikke tænke paa, da alle vilde anse det for den største Skjændselsdaad, og Guldharald desuden formedelst sin Faders Vennesælheds Skyld havde et stort Parti blandt Danerne. Han indrømmede, at det var stor Skade om han skulde blive nødt til at dele Riget, men at det dog ej kunde negtes at Guldharalds Fordring var retmæssig Han udbad sig imidlertid Betænkningstid, inden han gav noget Svar i denne vanskelige Sag. Kort efter kom Guldharald og klagede paany sin Vaande, der nu var saa meget større, som hans Farbroder var vred. Haakon bad ham kun være ved godt Mod og haardnakket staa paa sine Fordringer. Den herved ængstede Danekonge kom en Stund derefter paany til Haakon, for at høre hans Mening. Haakon forsikrede at han havde tænkt Dag og Nat over Sagen, og tillige raadslaaet om den med andre forstandige Folk, men at han endnu ikke kunde indse rettere, end at Guldharalds Fordring ej vel kunde afslaaes, skjønt det paa den anden Side var yderst skadeligt at dele det nys med saa megen Anstrengelse samlede Rige. „Men“, sagde Haakon, da Haralds Ængstelse var stegen til det yderste, „skulde det ikke kunne lade sig gjøre, at I selv beholdt Danevældet, men skaffede Eders Frænde et lige saa stort Rige? Saaledes vilde Eders Fader Gorm have baaret sig ad, nemlig ej at lade sine Frænder betage sig noget af hans egen Magt, men heller skaffe dem Vælde ved at tage fra Andre“. „Det kan være sandt nok“, sagde Harald, „men er der da nu noget andet Rige at faa“? „Ja“ svarede Haakon, „Norges Rige kan nu erhverves, thi Kongerne ere forhadte over hele Landet, og fortjene desuden Døden for deres mange onde Handlinger“. Kongen indvendte, at Norge var et stort Land, og Folket haardt og farligt at angribe med en udenlandsk Hær; at Eriks Sønner vare vældige og sejrsæle Krigere, og at Harald Graafeld desuden var hans egen Knæsætning og Fostersøn. „Hvad dette angaar“, sagde Haakon, „da have Eriks Sønner lønnet Eder ilde for den Hjelp, I have ydet dem; for øvrigt er det ej min Mening, at I skal bekrige Norge med hele Danehæren, men at I alene skal sende Bud til Harald Graafeld og tilbyde ham at modtage det Len, han tidligere har haft her i Danmark; da kommer han nok, og saa kan Guldharald i et Øjeblik skaffe sig Norges Rige ved at dræbe ham“. „Ja“, sagde Danekongen, „hvis Harald falder, er det forbi med Gunnhilds Sønners Vælde; men vil det dog ikke kaldes en ond Gjerning at svige sin Fostersøn?“ „De Danske ville dog“, svarede Jarlen, „kalde det bedre at dræbe en norsk Viking, end sin egen danske Brodersøn“. Disse Forestillinger virkede, og Danekongen gik ind paa Haakons Forslag. Sidenefter udviklede Haakon ogsaa for Guldharald hvorledes han handlede klogest i, for det første at lade sig nøje med Norge, til hvis Erhvervelse han selv, Haakon, skulde hjelpe ham med al sin Indflydelse; siden kunde han jo altid vinde Danmark. Harald var allerede gammel, og havde en Søn, der ej engang var egte fød[2]. Saa længe talede Jarlen for Guldharald, indtil denne erklærede sig ganske tilfreds og lovede sin Medvirkning og Sagen blev nu i al Hemmelighed aftalt og ordnet mellem ham, Kongen og Haakon. Denne havde imidlertid forladt Sængen, og sagde at han var bleven frisk igjen. Kong Harald sendte nu et prægtigt udstyret Gesandtskab til Norge, for at hilse Harald Graafeld, at Danekongen havde erfaret den store Nød og Dyrtid, der herskede i Norge, saa at det endog faldt Kongerne besværligt at holde deres Hird, eftersom Bønderne ej kunde betale deres Landskylder, og at han derfor indbød sin Fostersøn Harald til sig, for at modtage Jylland til Forlening og Vintersæde med to hundrede Mænd[3]. Sendebudene, der bleve vel modtagne, berettede ogsaa at Haakon Jarl laa dødssyg og var næsten fra sit Vid. Harald forelagde Sagen for sin Moder Gunnhild og sine øvrige Raadgivere. Nogle fraraadede Rejsen, da de anede Svig; de fleste derimod sandt det meget belejligt, nu da der herskede saadan Nød i Landet, at modtage et saa godt Tilbud. Bønderne og Almuen opmuntrede især dertil, og sagde at det ej sømmede sig for en Konge at undslaa sig for at besøge en anden saa stor Høvding efter en saa venskabelig Indbydelse. „Og“, heder det, „fordi Harald var let at overtale og ikke dybttænkende, ligesom han heller ikke syntes at han havde gjort Danekongen større Skade, end Nøden drev ham til, lovede han at komme“, og Sendebudene droge bort med denne for Haakon glædelige Efterretning. Ud paa Sommeren begav Harald sig ogsaa afsted med tre Langskibe, og 80 Mand paa hvert[4]. Det ene af Skibene styredes af Arinbjørn Herse, Egil Skallagrimssøns Ven. Harald sejlede ud fra Viken og over til Limfjorden, hvor han lagde til ved Hals. Her blev det ham sagt, at Danekongen snart skulde komme[5]. Men efter den hemmeligt trufne Aftale ilede nu Guldharald did med ni, til Vikingetog fuldkommen udrustede Skibe, og udæskede Harald Graafeld til Kamp. Denne indsaa strax at han var svegen, og skal have spaaet Guldharald at det ikke vilde gaa ham bedre; han gik modig i Land, fylkede sine Mænd, og lavede sig til at modtage Angrebet, saa stor Overmagt end Guldharald havde. Han opmuntrede sine Folk til at værge sig tappert, og kæmpede selv i Spidsen for sin lille Skare, da Fylkingerne mødtes. Dog maatte han omsider bukke under for Overmagten. Med ham faldt ogsaa den tro Arinbjørn og de fleste af hans Mænd.
Harald Graafeld havde spaaet rigtigt. Det laa ikke i Haakon Jarls Plan at lade Guldharald blive Konge i Norge. Aldrig saa snart var han borte, førend Haakon Jarl begyndte at ængste Harald Gormssøn, idet han forestillede ham, hvor farlig Guldharald nu vilde blive, efter at have erhvervet Norge. „Jeg frygter“, sagde han, „at vi baade komme til at ro Ledingen og gjelde Ledingsvidet“[6]: nu dræber Guldharald Harald Graafeld, saa tager han Kongedømmet i Norge, men hvor tro bliver han Eder da, tænker I? I Vinter sagde han til mig, at hvis han kunde komme til, vilde han dræbe Eder. Var det ikke bedre at vi saa til at skaffe Eder selv Norge? Derved kunde I jo ogsaa hevne Eders Fostersøn“. „Men det sømmer sig ikke for mig at dræbe min Brodersøn“, indvendte Harald. „Jeg skal nok paatage mig at vinde Norge under Eder paa en eneste Dag“, svarede Haakon, „og saaledes gjengjelde Eder den Fred og Anseelse, jeg her har nydt, hvis I vil love mig at indgaa Forlig med mig for Brodersønnens Drab, og desuden lade mig faa Norge at raade over imod at blive Eders Jarl, sværge Eder Troskabsed og betale Eder den Skat, hvorom vi nærmere komme overeens: da er I større Konge end Eders Fader, naar I raader over to Riger“. Dette syntes Harald godt om, og Sagen blev aftalt mellem dem. Haakon, som havde 12, eller efter en anden Angivelse 13 Langskibe liggende færdigt rustede, drog afsted for at opsøge Guldharald, og fandt ham kort efter hans Sejr over Harald Graafeld, da han og hans Mænd altsaa endnu vare trætte af Striden. Efter en haard Kamp blev Guldharald overvunden. Ifølge een Beretning skal han være falden i Slaget, ifølge en anden skal han være bleven tagen til Fange og sidenefter hængt paa Haakons Befaling. Haakon skal ogsaa have sat sig i Besiddelse af den Mængde Guld, som Guldharald førte med sig, og som skal have fyldt to Kister og været mere end en eneste Mand i Norden hidtil havde besiddet[7].
Uagtet denne Begivenhed ikke omtales i danske Oldskrifter, og heller ikke fortælles ganske paa samme Maade i alle norsk-islandske[8], faa kan der dog ej være nogen Tvivl om, at den i Hovedsagen har fundet Sted paa den her fortalte Maade. Thi samtidige Vidnesbyrd bekræfte Beretningens Sandhed. Den forhen omtalte islandske Skald Glum Geirssøn, Harald Graafelds Hirdskald, nævner udtrykkeligt i sin „Graafeldsdraape“, hvorledes Harald opmuntrede sine Mænd til Striden, hvorledes han selv kæmpede tappert, og lod sit Liv paa Limfjordens smidige Strandbred (hvorved det altsaa bekræftes, at Slaget holdtes til Lands), og endelig at det var den listige Jarl, som var Aarsag i hans Død[9]. Af Egil Skallagrimssøn have vi ogsaa endnu et Vers, som han digtede, da han erfor sin Ven Arinbjørns Død; det indeholder vel intet om Begivenheden selv, men staar dog i saa nøje Forbindelse dermed, at det middelbart tjener til at bekræfte den[10].
- ↑ Se ovf. 1ste B. S. 747.
- ↑ I Sagaerne paastaaes der nemlig, at Svein Haralds Søn, kun var fød af en Frille. Mere derom nedenfor § 13.
- ↑ Nemlig store Hundreder, altsaa 240.
- ↑ Altsaa tilsammen 340 Mand, som ovenfor anført.
- ↑ Man maa formode, at Harald Gormssøn i denne Tid har opholdt sig enten i Slesvig eller paa Jæling i den sydlige Deel af Nørrejylland, der synes at have været hans Hovedopholdssted, og hvor desuden de bekjendte Mindesmerker om hans Fader og Moder findes.
- ↑ En almindelig Talemaade, om at gjøre sig Umag forgjæves eller til egen Skade, hentet fra Bestemmelsen i Loven om Ledingen. Den, som undlod at indfinde sig til Leding efter lovligt Udbud, skulde betale Ledingsvide; hvis han gik paa et andet Skib, end han skulde, maatte han og betale Ledingsvide, uagtet han deeltog i Ledingen. Dette kaldtes at ro Ledingen og gjelde Vide, se ældre Gulathingslov Cap. 301.
- ↑ Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 8–14. Olaf Tr. Saga i Fornm. S. Cap. 48–54. Fagrskinna, Cap. 37–44. Ágrip, Cap. 9. Thjodrek Munk, Cap. 4, 5. Jomsvikingasaga Cap. 6, 7. Egils Saga, Cap. 8l. Knytlingasaga, Cap. 1. Odd Munks Olaf Tr. Saga, Cap. 12, 15. Olaf den helliges Saga, Cap. 12.
- ↑ Saxo (10de B. S. 479, 482) siger kun, som ovenfor nævnt, at Harald (Graafeld) døde efter at have betalt Skat for 3 Aar, og at Haakon var hans Søn. Sven Aagesøn nævner intet enten om Harald Graafeld eller Haakon Jarl. Snorre og de øvrige Kongesagaer, der følge ham, stemme i det Hele taget med Fagrskinna, og afvige derfra mere i Ord og Talemaader, end i den egentlige Fortælling. Mest afvigende er Jomsvikingasaga, men som dog heelt igjennem er upaalidelig, og saavel ved sin Stiil, som ved de øjensynlige Overdrivelser og Usandsynligheder, den indfører, viser sig mere at være et Slags historisk Roman, end at gjøre Fordring paa fuldkommen Troværdighed. Ifølge Jomsvikingasaga skulde Haakon Jarl være kommen til Danmark, fordi Harald Graafeld og Gunnhild Kongemoder ikke lode ham faa hele det Len, han ansaa sig berettiget til efter sin Fader, nemlig fire Fylker; han vilde ej nøje sig med en Deel deraf, og begav sig derfor med 10 Skibe fra Norge paa Vikingetog, men opholdt sig om Vinteren hos Harald Gormssøn, som indbød ham til sig med 100 Mand. Med et lignende Antal Folk skulde Harald Gormssøn ogsaa have indbudt Guldharald, om hvis Arvefordring paa Riget der her ej er nogen Tale. Ved et Gilde skulde Haakon Jarl have sagt, at Harald Gormssøn ikke, som man paastod, var den ypperste Konge i Norden; dette kom for Kongens Øren, han bad Haakon at forklare hvad han meente dermed, og denne sagde at det var et Skaar i hans Anseelse, at Harald Graafeld længe havde siddet inde med de Skatter, han skyldte ham. Harald erkjendte dette, men fordrede at Haakon skulde sinde paa et Raad mod Harald Graafeld. Haakon raadede nu til at lokke ham ned til Danmark under Venskabs Maske, og at Kongen, for at gjøre ham desmere godtroende, skulde tilkjendegive sin Hensigt at ville fri til hans Moder Gunnhild, der endnu var temmelig giftelysten; naar Harald kom ned, skulde Guldharald og Haakon overfalde og dræbe ham, imod at faa hver sin Halvdeel af Norge som Skatland under Danmark. Ogsaa Guldharald erklærede sig villig til at deeltage heri, og der sendtes Bud til Harald Graafeld og Gunnhild saaledes som Haakon Jarl havde foreslaaet. Gunnhild raadede Harald til strax at rejse, og han drog afsted med 2 Skibe og 400 Mand. Guldharald og Haakon Jarl havde imidlertid ved Danekongens Hjelp samlet en Styrke paa 60 Skibe, og traf Harald ved Hals; men da Angrebet skulde ske, sagde Haakon at det var unødvendigt at kæmpe mod Harald Graafeld med saa stor Overmagt, og at han deels selv for Slægtskabs Skyld havde Betænkeligheder ved at kæmpe mod ham, deels helst vilde unde Guldharald Æren for Sejren. Guldharald angreb derfor alene med 30 Skibes Harald advarede ham, men forgjæves, og faldt i Kampen. Derpaa roede Haakon til, og gav Guldharalds Mænd Valget, enten de vilde stride med ham, eller udlevere deres Herres de valgte det sidste, og Guldharald blev hængt. – Usandsynligheden af denne Beretning, i Sammenligning med den ovenfor anførte, er iøjnefaldende. Dog synes Ágrip for saa vidt at slutte sig dertil, som de Ord, det lægger Harald Graafeld i Munden ved Guldharalds Angreb, næsten ere aldeles de samme, som dem, Jomsvikingasaga lader ham sige. Det er ogsaa Jomsvikingasaga, som taler udførligt om Guldharalds Guld; Fagrskinna har noget derom, og synes for saavidt at have kjendt dens Beretnings at den ej forøvrigt følger den, vidner om at Fagrskinnas Nedskriver har fundet den usandsynlig. Ogsaa Odd Munks Olaf Tr. Saga nævner lidt om Guldharalds Guld, men den er endnu mindre paalidelig end Jomsvikingasaga.
- ↑ Versene findes anførte paa de ovennævnte Steder i Snorres Olaf Tr. Saga, i Fagrskinna, og i Olaf Tr. Saga i Fornm. S. 1 B. S. 88, 89.
- ↑ Verset findes paa det ovenanførte Sted.