Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/16

< Det norske Folks Historie | 2

Jomsvikingernes Samfund kan, som vi ovenfor ytrede, allerbedst sammenlignes med de nogle Aarhundreder senere i det sydlige Europas Historie saa bekjendte Condottiere-Kompagnier. Ligesom disse, bestode de af Krigere, der, mod en bestemt Sold og Deel af Byttet efter vundne Sejre, havde taget Tjeneste under en Høvding hvilken de forpligtede sig til at følge med ubetinget Lydighed, hvor som helst han førte dem, idet de tillige lovede hinanden indbyrdes ubrødelig Troskab og Broderskab, og underkastede sig alle nødvendige Bestemmelser med Hensyn til god Orden og Disciplin, saa vel ude i Felten, som hjemme i Borgen, hvor de førte et strengt, næsten klosterligt Garnisonsliv. Jomsvikingasaga har opbevaret os de væsentligste af deres Vedtægter, hvilke den naturligviis tilskriver Palne-Toke. Er end denne Saga i sig selv upaalidelig, har dog, hvad den her anfører, aldeles Sandsynlighedens Præg og passer meget godt med, hvad vi for øvrigt erfare om dette merkelige Samfunds Medlemmer. Ingen, heder det, maatte optages, som var ældre end 30 Aar og yngre end 18, ingen, som i Striden veg for sin Ligemand i Styrke og Rustning. Enhver, der optoges, skulde sværge at hevne enhver af de Øvrige som sin Broder. Ingen skulde føre Sladder eller Bagvaskelse imellem Stalbrødrene; ingen maatte fortælle Nyheder, uden Høvdingen selv. Om det endog befandtes, at en Nysoptagen havde dræbt et Medlems Fader, Broder eller Frænde, maatte dette dog ej hevnes, men Høvdingen skulde afgjøre Sagen. Ingen Kvinde maatte bringes ind i Borgen, og ingen kunde uden Høvdingens Tilladelse være mere end tre Nætter borte. Ingen maatte selv tilegne sig noget af Krigsbyttet, men Alt skulde bringes til Fanen, for at deles af Høvdingen. Ingen skulde ytre et eneste Ord, der vidnede om Frygt, eller give sig ved nogen Smerte. Alle Uenigheder mellem Medlemmerne indbyrdes skulde afgjøres af Høvdingen. Frændskab eller Venskab skulde ikke gjelde ved Optagelsen af Medlemmer. Overtrædelse af nogen enkelt blandt disse Bestemmelser straffedes uden Persons Anseelse med Udstødelse af Samfundet[1].

En Skare som denne maatte i hine Tider kunne træde op med megen Vegt og indgyde stor Skræk. Hærdede og stedse øvede i Vaabenfærd, fornegtende alle Frændskabets og følgelig ogsaa Fædrelandskjærlighedens Baand, alene lyttende til Politikens og Byttelystens Stemme, bandlysende alt Familieliv, alt hvad der formilder og forædler Sæderne, kunde dets Medlemmer alene søge sin Glæde og Adspredelse i Krig og Blodsudgydelse. Kun Krigstog skaffede dem Afvexling fra den strenge Garnisonstjeneste hjemme i Borgen, hvor de, omringede af undertvungne, vel endog fiendtlige Folk, altid maatte være paa sin Post og sjælden kunde overlade sig til tryg Rolighed. Paa denne Maade maatte de, endog i højere Grad end de sædvanlige Vikinger, der dog blot for en sammenligningsviis kort Tid førte Krigerlivet for senere at slaa sig til Ro og nyde godt af det erhvervede Bytte, vænnes til at søge Kampen og sinde Behag deri for dens egen Skyld; Krig blev for dem et Maal og et Haandverk, ikke et Middel, Fornegtelsen af menneskelige Følelser deres Stolthed, ikke deres Skam. At et saadant Samfund saa vel i Krigeraand, som i Krigerfærdighed overgik enhver anden

Krigshær, Norden kunde opstille, og at det blev de nordlige Farvandes Plage og Rædsel, vilde man i ethvert Tilfælde kunne slutte, om end ikke de gamle Skrifter udtrykkeligt fortalte det.

Man har i Stiftelsen af Jomsvikingesamfundet villet se en bestemt Bestræbelse hos patriotiske Daner for at sætte en Modvegt mod den Blødagtighed og Overforfinelse, som de frygtede at Christendommen og den tydske Paavirkning vilde medføre. Navnlig har man opstillet Palne-Toke som en saadan egte dansk Patriot og Forfegter af Aasa-Religionen lige over for den sydlandske Kultur og Christendommen. Men denne Opfattelsesmaade af Jomsvikingernes Fremtræden maa ej alene bortfalde med Palne-Toke selv, men den strider ogsaa aldeles mod de virkelige Forhold. Jomsvikingerne optræde for Harald Gormssøn, og fiendtligt mod Sven, altsaa for det tydsk-christelige Parti mod det nordisk-hedenske Harald Gormssøn, bekriget og overvunden af sin Søn, tager sin Tilflugt til Jomsborg, og ender her sine Dage. Sidenefter fange Jomsvikingerne Sven, afpresse ham betydelige Løsepenge, og tvinge ham mod hans Vilje til Forbund med den polske Hertug. Jomsvikingernes Høvding, Thorkell høje, drager siden paa egen Haand til England, tager med sine Mænd Tjeneste hos Kong Ædhelred mod Kong Sven, forsvarer London mod ham, og er senere endog en Stund paa en spendt Fod med Svens Søn, Kong Knut, indtil han endelig forliger sig med ham og træder i hans Tjeneste, dog, som man ogsaa ser, mod store Forleninger og Belønninger[2]. Det er ikke engang nogensteds udtrykkeligt nævnt, at Jomsvikingerne vare Hedninger. Snarere skulde man formode, at de vare Christne, siden den engelske Konge tager dem i sin Tjeneste, og siden der ingensteds tales om deres Daab[3]. Hvis Jomsvikingerne have taget noget Parti i Religionsstriden for Religionens egen Skyld, er det derfor langt rimeligere at de have taget Parti for Christendommen end mod denne, og at dette har forøget deres Iver for at bekæmpe Haakon Jarl. Det Parti, hvortil Harald Gormssøn og Jomsvikingerne hørte, gjenkjendes-dog nu kun som politisk, ikke som religiøst Parti – ogsaa under Knut den mægtiges og hans Sønners Regjering repræsenteret af Ulf Jarl, Thorgils Sprakaleggs Søn, og Ulfs Søn Sven, medens det nordiske eller antitydske Parti efter Hardeknuts Forlig med Magnus den gode kom til at repræsenteres af denne[4]. Og under sin Kamp med Sven hjemsøgte Magnus ogsaa Jomsborg, som han ødelagde[5]. Forudsat altsaa, at man i Jomsvikingernes Optræden vil søge en bestemt politisk Tendens, maa denne søges paa den modsatte Side af den, hvis Forfegtere de sædvanligviis udgives før at være. Men det rette Forhold er umiskjendeligt kun dette, at de oprindeligt alene dannede en saadan Condottiere-Bande, som ovenfor er antydet, der solgte sig til den Højstbydende, og hvis politiske Stilling ej saa meget var afhængig af bestemte Sympathier og Antipathier, som af de tilfældige Omstændigheder til enhver Tid og paa ethvert Sted. Dette viser sig, saavel af deres Forhold i Danmark og England, som fornemmelig deraf, at de senere sees at smelte sammen med hiin merkelige Skare af Lejetropper, der i den første Halvdeel af det 11te Aarhundrede holdtes af Kongerne i England under Navn af Thinglid eller Thingmannalid[6].

Ogsaa af vore Sagaers Beretning om de første Jomsvikingers Navne og Herkomst skulde man snarere slutte til tydsk-christelige, end til dansk- eller nordisk-hedenske Sympathier hos dem, forsaavidt de overhoved nærede politiske eller nationale Sympathier. Deres Overanfører var Sigvalde Jarl, Søn af Strut-Harald, der deels kaldes Jarl, deels Konge i Skaane, hvilket hørte til de Dele af Riget, der sidst underkastedes det egentlige Danevælde[7]. Blandt de øvrige Høvdinger nævnes, foruden Sigvaldes Brødre Thorkell høje og Heming, de stridbare Sønner af den megtige Vesete paa Bornholm, Bue den digre og Sigurd Kaabe, der egtede Sigvalde Jarls Syster Tova, og Vesetes Dattersøn Vagn Aakesøn[8]. Det afsidesliggende Bornholm maa saa vel som Gotland vistnok have hørt til de Dele af Norden, hvor den gotiske Nationalitet renest og meest ublandet vedligeholdt sig; vi vide i det mindste, at Bornholm endnu mod Slutningen af det 9de Aarhundrede havde en egen uafhængig Konge, fra hvilken rimeligviis endog Vesete og hans Sønner nedstammede. Under alle Omstændigheder maa den ovenfor skildrede nøjere Forbindelse, hvori Bornholm og følgelig ogsaa Skaane, den nærmest liggende Deel af Fastlandet, stod med den lige over for beliggende Deel af det tydske Fastland og navnlig med Handelsstaden Jumne – en Forbindelse, der egentlig maa være en Levning fra de ældre Tider, da Burgunderne boede saavel paa Bornholm, som paa Kysten søndenfor – have været Aarsag til at vi især se skaanske og bornholmske Høvdinger at optræde som Jomsvikingesamfundets Stiftere.[9] Og da Harald Gormssøn fandt det nødvendigt at holde sig til det gotiske Parti i Danmark mod det nordiske, maatte han allerede derved komme i nærmere Berørelse med de fornemste Jomsvikinger, eller rettere med de Mænd, der efter Erhvervelsen af Jomsborg stiftede hiint Samfund.

Det var dette Samfund, af hvis Magt og Vaabenfærdighed Harald Gormssøn nu benyttede sig for at prøve den sidste Dyst mod Haakon Jarl. Vi nævnte som et i vore Oldskrifter almindeligt Sagn, at de umiddelbart før deres Afrejse til Norge højtideligholdt en stor Fest, hvori de fornemste af Høvdingerne aflagde Løfter om de Heltegjerninger, de vilde udføre i Striden. Ifølge dette Sagn var det Kong Sven, som havde indbudt dem til denne Fest, der skulde være Arveøl saa vel efter hans egen Fader Harald, som efter Jarlen Strut-Harald, og det fortælles endog, at han selv ved denne Lejlighed aflagde Løfte om at erobre England fra Kong Ædhelred. Da Toget imidlertid, efter hvad der nys er godtgjort, fandt Sted før Haralds Død og medens Sven endnu var i Landflygtighed, maa denne Deel af Beretningen tilbagevises som en nyere Forvanskning[10]. Derimod er det i og for sig ej alene ikke urimeligt, men endog i højeste Maade sandsynligt, at Jomsvikingernes Høvdinger have aflagt deres Løfter ved et Arveøl der holdtes efter den afdøde Strut-Harald, og at dette Arveøl derved tillige blev deres Bortfærdsøl. Allerede den ældste norske Beskrivelse, som vi kjende af Jomsvikingernes Tog, nemlig den, der indeholdes i et Kvad derom, forfattet omkring Aar 1200 af Biskoppen Bjarne Kolbeinssøn paa Orknø, omtaler Jomsvikingernes Løfter (heitstrengingar), men rigtignok uden at nævne et Ord om Kong Sven eller Kong Harald; der er ikke Tale om nogen anden Harald end Strut-Harald[11].

Til dette Gilde, der maa have staaet i Skaane[12], indfandt Jomsvikingerne sig meget talrigt. Paa 60 Skibe vare de komne fra Jomsborg[13]. Gildet var indrettet paa gammel Viis, og de ældgamle Skikke ved Arveøl overholdtes. Ifølge disse skulde der den første Kveld drikkes mange Skaaler, deels til afdøde Frænders Minde, deels, saa længe Hedendommen varede, til Thor eller andre Guder, efter Christendommens Indførelse til Christi og St. Michaels Minde. Derpaa fulgte Bragafull eller Bragebægeret, ved hvilket de højtidelige Løfter skulde aflægges. Jomsvikingerne havde drukket sterkt, og der var stor Glæde i Hallen. Henreven af den almindelige oprømte Stemning lovede Sigvalde Jarl nu, at han inden tre Vintres Forløb skulde have dræbt Haakon Jarl i Norge, eller jaget ham fra Riget, eller i modsat Fald selv have fundet Døden. Thorkell høje lovede, at han skulde følge sin Broder til Norge og ikke fly fra ham, saa længe Sigvalde selv stred, eller, som det et andet Sted mere udtryksfuldt heder, førend Sigvaldes Skib var to Skibslængder foran ham, hvis Kampen stod til Søs, eller hans Merke borte, hvis Kampen stod til Lands. Bue digre lovede at følge Sigvalde og Thorkell til Norge i Striden mod Haakon Jarl, og ikke fly, førend der laa flere faldne end der stode levende oppe. Sigurd Kaabe lovede at følge sin Broder Bue, og ikke forlade ham, saa længe han selv stred. Vagn Aakesøn lovede at han skulde følge Sigvalde og Bue, og ej komme tilbage til Danmark, førend han havde dræbt Thorkell Leira, en mægtig Lendermand øster i Viken, og gaaet til Sængs med hans Datter Ingebjørg uden hendes Frænders Samtykke. De øvrige Jomsvikinger aflagde lignende Løfter. Den følgende Dag, da de vare ædrue, fandt de selv at de havde taget Munden noget for fuld; men Løfterne vare nu engang aflagte, og maatte holdes. Det eneste, de kunde gjøre for at de ikke skulde faa altfor stor Overmagt at kæmpe med, var at komme uforvarende over Haakon, og derfor besluttede de at drage strax afsted med de Folk og Skibe, de havde hos sig. Det maatte dog altid medtage nogen Tid, inden de bleve ganske rejsefærdige, og i denne Mellemtid kunde det ikke undgaaes, at man i Norge fik noget Nys om Sagen. Gildet skal have staaet ved Vinternatstid (14 Oktober) og det var ikke førend om Julenatten (25 Decbr.) at de kom til Jæderen, efter at de først havde fejlet til Limfjorden, og derpaa med skarp og heldig Vind havde naaet Agder, hvilket de droge forbi uden at herje, da dette Landskab hørte til Danekongens Rige[14].

Rygtet om Gildet og de aflagte Løfter kom først op til Viken og Raumarike, hvor Erik Jarl just opholdt sig i sit Len[15]. Hans Forhold til Faderen var nu siden dennes Frafald for en stor Deel forandret. Harald Gormssøn maatte betragtes som deres fælles Fiende, og om der endnu var – nogen Misstemning mellem Fader og Søn, var den ridderlige Erik ikke den, som i Farens Stund kunde give slige Betragtninger Rum. Han samlede strax Folk, og ilede med dem over Oplandene til Throndhjem, hvor han underrettede sin Fader om den forestaaende Fare. Begge lode nu ufortøvet Hærør opskære over hele Thrøndelagen, og sendte Bud til Nordmøre, Raumsdal, Søndmøre, Naumdal og Haalogaland, idet de overalt opbøde fuld Almenning baade af Skibe og Folk. Derpaa begav Haakon Jarl sig til Søndmøre for at være paa Færde og holde Øje med Fienden, overladende til Erik at samle den fra de nordligere Egne udbudne Hær og føre den sydefter til ham.

Jomsvikingerne havde imidlertid, som vi ovenfor nævnte, taget Vejen til Limfjorden, og derfra lige over til Agder og videre til Rogaland, hvor de strax begyndte at herje, da det hørte til Haakons Rige. Saaledes gjorde de ogsaa om Julenatten (985) Landgang paa Jæderen, hvor de omringede en Skemme eller fritstaaende Bygning, i hvis Loft eller øvre Stokverk en ung Mand af god Æt, ved Navn Geirmund, sov med en Deel Folk[16]. Geirmund og hans Mænd vaagnede ved Jomsvikingernes Krigsraab og Vaabentummel. Han kastede i en Hast Klæderne paa sig, og hoppede ud fra Loftet Det var et højt Hop, men han kom dog ned paa Benene. I det samme han kom ned, fik han et Hug over Armen, saa at Haanden gik af; imidlertid slap han dog bort i Mørket, fik nogle Folk til at følge sig paa en Løbeskude, og skyndte sig nordefter alt hvad han kunde, indtil han traf Haakon Jarl og hans Søn Erik ved et Gilde paa Gaarden Skyggen i Borgund paa Søndmøre. Jarlen sad just ved Bordet, da Geirmund kom ind og hilsede ham. „Er der noget paa Færde“, spurgte Jarlen. „Ja“, svarede Geirmund. „Jeg haaber din Tidende er god“, sagde Jarlen. „Nej“, svarede Geirmund, „god er den ikke, men sand; en Hær er kommen i vort Land søndenfra Danmark, og over megen Skade i Eders Rige“. Haakon, som maaske allerede længe forgjæves havde ventet Jomsvikingerne, vilde i Førstningen ikke tro det, og sagde at Norge forlængst havde været øde, hvis Danerne havde herjet hver Gang der gik Rygte derom; han lagde endog til, at Folk neppe vilde vænne sig af med at udsprede falske Efterretninger, førend en saadan Rygtesmed var bleven hængt. Geirmund svarede: „om faa Uger ville I nok erfare, at jeg har talt sandt“. I det samme blottede“han sin Armstump til Bevis paa at han ej foer med Løgn. Han tilføjede at han kunde skjønne det var Jomsvikingerne derpaa, at han i det samme han mistede Haanden, paa hvilken der var en Guldring, hørte en af de Omstaaende sige: „der fik du en god Fangst, Vagn Aakesøn!“ Det var nemlig ham, som havde hugget den af. Nu indsaa Jarlen og hans Mænd, at det virkelig var Alvor, og at man skyndsomst maatte samle den udbudne Hær. Viter bleve antændte, Hærør opskaaren, og Haakon selv ilede med et eneste Skib ud og ind efter hver Fjord for at drive Folk sammen, saa at man ikke engang ret vidste Besked, hvor han var, eller hvor han sidst havde tilbragt Natten. Man maa næsten formode, at det lange Ophold, som gik hen mellem Erik Jarls første Melding om den forestaaende Krig og Jomsvikingernes virkelige Ankomst, har gjort Haakon tryg, saa at han har ladet en Deel af de først samlede Skarer drage hjem igjen. Imidlertid samledes nu atter Hæren sammen i store Flokke og forøgedes med alle dem, som Jomsvikingernes Herjen nødsagede til at flygte fra de sydligere Fylker. Haakon holdt idelig Udkig, deels landvejs over Eidet, deels udenom Stad og syd i Fjordene, medens Erik forblev ved Hovedhæren.

Jomsvikingerne styrede uden nogen Modstand under idelig Herjen langs Landet og forbi Stad til Søndmøre. Her lagde de først ind til Herøerne, for at skaffe sig Underretning om, hvor Haakon Jarl var. Men de, som de adspurgte, sagde aldrig Sandheden, og Jomsvikingerne kunde derfor ingen ordentlig Besked faa. De lagde ind til Øen Hød eller Had (Hareidland), hvor de som sædvanligt herjede, dræbte alle Mandfolk, og bragte Gods og Fæ ned til Skibene[17]. Bue digre og hans Mænd dreve just en stor Flok Fæ ned til Stranden, da en gammel Bonde kom til dem og sagde: „I fare ikke afsted som det sømmer sig Krigsmænd, I tage Kid, Kalve, Geder og Kør; det var dog langt hæderligere for Eder at tage Bjørnen selv, der nu næsten er kommen i Bjørnebaasen“. „Hvilken Bjørn mener du“, spurgte Bue. „Den Bjørn“, svarede Bonden, „som snart sluger Eder alle, hvis I ikke nu vejde ham“. „Kan du sige os nogen ordentlig Besked“, sagde Bue, „skulle vi lønne dig godt for det“. „Ja hvis I ville lønne mig godt“, sagde Bonden, „kan jeg fortælle Eder, at han ligger inde ved Alme under Hammeren (paa Sydsiden af Øen) med eet eller to, højst tre Skibe, og at han endnu ikke i Dag er roet nord til sin Flaade: han er vist fejg, og har ikke hørt noget til Eder, siden han farer saa uforsigtigt frem“. Da raabte Bue: „Ned til Skibene saa fort som muligt; lader os benytte os af at vi først fik Efterretningen, saa at vi vorde de nærmeste til at sejre“. Dermed satte alle til at løbe, uden at ændse Kvæget, som Bonden fik beholde. Bue bød sine Mænd kappe Landtougene og sætte afsted med Skibene; han lod blæse i Ludren for at faa de øvrige til at samle sig. Sigvalde spurgte, hvor han vilde hen, om han havde hørt noget til Haakon Jarl. Bue sagde ja, bad dem alle at ro, og meente at man endnu den samme Dag skulde faa Ræven fat i Halen. „Du har ikke grebet ham om Halen endnu“, sagde Sigvalde, og jeg er bange for at du har ladet dig narre“. „Tør du ikke binde an med Haakon Jarl, naar han kun har i det højeste tre Skibe og du sexti“, sagde Bue, „saa vover du det end mindre, naar han har hele sin Hær“. Dermed skyndte han sig afsted, Vagn ligesaa. Nu var der intet andet for, end at Sigvalde ogsaa maatte følge med, og de roede under en svag Vind langs Nordsiden af Hareidlandet og derpaa indad Bredsundet sydefter langs Øens Østside Endelig kom de til Hjørungavaag. Der laa Haakon Jarl, ikke med eet Skib, men med 180, bestaaende af Snekker, Skejder en Deel højbordede Knerrer og Kjøbskibe, der i Hast vare samlede; alle vare vel bemandede og udrustede med Vaaben og Stene. Hos Jarlen vare hans Sønner Erik, Svein, Sigurd og Erling; alle styrede Skibe. Haakon og Erik havde først samlet deres Flaade ved Hallkellsvik i Volden. Derfra havde de ved Efterretningen om, at Jomsvikingerne vare landede ved Hareidlandet, skyndt sig ud igjennem Vartalsfjorden for at møde dem, og lagt sig med Flaaden i Hjørungavaag[18].

Da Jomsvikingernes Flaade viste sig, gave Jarlerne Haakon og Erik Befaling til at der skulde blæses til Kamp. „Jarlen“, „siger Skalden Thord Kolbeinssøn, „satte sine høje Stavne mod Sigvalde; ligesom Maager strede Skibene mod Danernes Skejder, og Flaaden udbredte sig langs med Landet“[19]. Paa begge Sider ordnedes Skibene, og Anførerne rejste sine Merker. Begge Flaader deelte sig i tre Hovedafdelinger med lige mange Skibe i hver, nemlig 60 paa Nordmændenes, 20 paa Jomsvikingernes Side. I Midten befalede Haakon Jarl mod Sigvalde og hans Broder Thorkell; paa højre Fløj Erik Jarl mod Bue digre og Sigurd Kaabe, og paa venstre Fløj Svein, Haakon Jarls Søn, mod Vagn Aakesøn. Med Haakon vare Høvdingerne Skofte (ikke Tidende-Skofte, der allerede for længe siden var død) og Ragnvald af Ærvik fra Stad. Paa venstre Side af Haakon Jarl, lige overfor Thorkell høje, laa hans Søn Erling, og med ham Jern-Skegge fra Uphaug paa Yrje (Ørlandet) og Styrkaar fra Gimse, de to fornemste Lendermænd nordenfor Stad. Erik Jarl med sit Skib Jernbarden, saa kaldet fordi det var forsynet med en Jernrand og beslaaet med Jern lige til Vandgangen, laa selv yderst paa højre Fløj mod Bue digre; med Erik var Lendermanden Thore Hjort fra Vaagen paa Haalogaland og den djerve Viking Thorstein Midlang; til Venstre for Erik, lige overfor Sigurd Kaabe, laa Sigurd, Haakon Jarls Søn, med den gamle Eyvind Finnssøn og Erlend Steik fra Naumdal, begge Lendermænd. Paa venstre Fløj, hos Svein Haakonssøn, laa Lendermanden Gissur hvite af Valdres og den forhen omtalte Thorkell Leira, Lendermand fra Viken, mod Vagn Aakesøn[20]. Overvegten saavel i Skibe som i Folketal, var paa Nordmændenes Side, men Jomsvikingernes Skibe vare i det hele taget større end Nordmændenes, og alle vel udrustede Krigsskibe, medens mange af de norske Skibe kun, som ovenfor nævnt, vare Knerrer og andre Handelsfartøjer. Ligeledes vare Jomsvikingerne selv alle tilhobe prøvede og erfarne Krigere, medens der blandt de norske Ledingstropper vistnok vare mange, som aldrig forhen havde været i Strid. I Virkeligheden vare saaledes Kræfterne temmelig jevnt fordeelte. Antallet af de Stridende nævnes ikke, og kan kun gjetningsviis bestemmes. Var der paa hvert af Jomsvikingernes Skibe i Gjennemsnit 120 Mand, hvilket vel ikke er saa langt fra det rette, gjør dette en Styrke af 7200 Mand; antage vi i Gjennemsnit kun det Halve paa hvert af Haakons Skibe, bliver Antallet af de norske Stridsmænd 10800. For den Tid, i Særdeleshed ved et Søslag, var et saa stort Antal af Stridende meget betydeligt, og det er derfor bogstaveligt sandt, naar vore Oldskrifter kalde Slaget i Hjørungavaag et af de største og vigtigfte, som nogensinde er stredet i Norden. For Haakon Jarl i det mindste gjaldt det baade Liv og Rige.

Da Skibene mødtes, blev Kampen snart meget heftig og blodig; dog var i Førstningen det største Mandfald paa Nordmændenes Side. Den venstre Fløj, der stod under Svein Jarls Befaling, begyndte at vige for den heftige Vagn, og var allerede nær ved at tage Flugten, da Erik Jarl, som fik Nys derom, i Hast ilede til fra den højre Fløj, og drev Vagn saa vidt tilbage, at Skibene laa i samme Stilling, som for. Dette skede dog ikke uden heftig Kamp og stort Mandfald: blandt dem, som faldt for Vagns Haand, nævnes især den mægtige Aarmod eller Arnmod, Stamfaderen for den siden saa berømte Arnmødlingeslægt[21]. Derpaa skyndte Erik sig tilbage til sin egen Fløj, hvor Bue imidlertid havde gjort et svært Indhug, og allerede løst Skibene fra deres Baand, for at forfølge de Flygtende. Men nu lagde Erik sig lige ved Bues Skib med Jernbarden, og der opstod en fortvivlet Kamp, thi Bue forsvarede sig som en rasende, og hans Mænd fulgte hans Exempel. Især nævnes tvende af hans Stavnboer, Haavard huggende og Aslak Holmskalle; om den sidste troede man, at Jern ikke bed paa ham, thi han stred uden nogen Hjelm over sin skaldede Isse, og intet Hug gjorde ham nogen Skade. I Midten af Flaaden, hvor Haakon Jarl førte Befalingen, gik det ikke mindre varmt til. Mod ham selv rettedes saamange Kastevaaben, at hans Brynje ganske blev opslidt, saa at han maatte kaste den af sig. Det var et almindeligt Sagn, at han, da han saa sine Mænd falde og sine Skibe vige tilbage, gik op paa Land og ofrede sin syvaarsgamle Søn Erling til de Guddomme, han meest dyrkede, nemlig Thorgerd Hølgabrud og hendes Syster Irp, idet han anraabte om deres Bistand. I denne Tro bestyrkedes man derved, at der, heldigviis for ham, udbrød et voldsomt Uvejr med Hagl, hvoraf hvert Kom vejede en Øre (to Lod), og som drev Danerne lige i Ansigtet. Fra de danske Skibe vilde man endog have seet Thorgerd og Irp i Forstavnen paa Haakons Skip, udsendende en dræbende Piil fra hver af deres Fingerender. Endog Saxo omtaler dette Sagn, og vil endog vide, at Haakon skal have ofret to Sønner. De paalideligste Sagaer nævne imidlertid lidet eller intet derom, skjønt de alle omtale Uvejret. At Haakon var overtroisk nok til i en saadan Fare som denne at kunne kvæle Faderfølelsen og forsøge paa at tilkjøbe sig sine Guders Hjelp ved at give dem det bedste han havde, sin egen Søn, er i og for sig ikke usandsynligt, og stemmer godt med, hvad vi forøvrigt vide om Haakon; men paa den anden Side kunde og et Sagn, som dette, let opstaa efter en løs Formodning, og Vished kunde man vel ingensinde have om en Handling som denne, hvilken, om den end fandt Sted, dog sikkert maa have været foretagen i den største Hemmelighed. Sagen maa derfor staa ved sit Værd. At Haglvejret indtraf og forvirrede de Danske, er imidlertid vist[22]. Sigvalde Jarl var selv den første til at lade Tengslene klippe og tage Flugten ud af Vaagen Hans Broder Thorkell og Sigurd Kaabe fulgte efter. Da Vagn Aakeføn faa det, raabte han forbitret til den forbifarende Sigvalde: „hvi flyr du, din onde Hund, og lader dine Mænd i Stikken? den Skam skal klæbe ved dig alle dine Dage“. I det samme kastede han et Spyd efter den Mand, der sad ved Roret, i den Tanke at det var Sigvalde, men denne, som frøs, havde taget en Aare for at varme flg. og Vagns sikre Spyd gjennemborede en Uskyldig i hans Sted. Flugten blev nu almindelig i Danehæren, kun Bue og Vagn holdt Stand. Haakon Jarl, der nu havde frie Hænder, lagde sit Skib paa den anden Side af Bues Skib. Kampen var her fremdeles saare heftig. Haavard høggvande og Aslak Holmskalle kom op paa Jarlens Skib, og gjorde megen Ødelæggelse. To islandske Brødre, der vare ombord hos Haakon Jarl, Thorleif Skuma og Thord fra Alvidra i Dyrafjorden, ilede mod Haavard, og fik tilsidst hugget begge Fødderne af ham, men ej førend Thord havde mistet sin højre Haand, og Thorleif havde faaet store Saar. Haavard vedblev at kæmpe paa Knæerne. En tredie Islænding, Vigfus, Søn af den mægtige, tidligere omtalte Høvding Vigaglum paa Tveraa i Eyjafjorden, greb en Stedje eller Ambolt, der stod paa Dækket for at benyttes til at istandsætte Vaaben, løftede den med begge Hænder og stødte Spidsen i Aslak Holmskalles blottede Hoved, saa at Issen brast og Hjernen laa ude: det blev Aslaks Død. I det samme kom Erik Jarl med sine Mænd fra Jernbarden op paa Bues Skib. Den første, som entrede, var Thorstein Midlang, der hug Bue tversover Ansigtet, faa at Næseskjermen paa Hjelmen brast, og Næsen kløvedes. Bue hug ham til Gjengjeld i den venstre Side, saa at han næsten deeltes i to Stykker. Da Bue nu saa, at det ej længer nyttede at forsvare sig, tog han to Kister, fulde af Guld, som han altid plejede at føre med sig, een i hver Haand, raabte højt: „over Bord, alle Bues Mænd!“, og styrtede sig i Havet[23]. Mange af dem sprang overbord, men flere bleve ogsaa dræbte paa Skibet, thi det nyttede ej, heder det, at bede om Fred. Skibet blev nu ryddet fra Stavn til Stavn, og ligeledes de nærmest liggende. Derpaa vendte Alle sig mod Vagn, som ene var tilbage af Jomsvikingehæren. Det varede længe, inden man kunde entre hans Skib, da det var usædvanligt højt, og de nærmeste Skibe, som omgave det, temmelig smaa. Da bød Haakon Jarl, at man skulde tage en stor Knarr og lægge til i Stedet for Smaaskibene. Derved lykkedes det Nordmændene at komme op, og efter en heftig Kamp blev Vagn overmandet og fangen med tredive af sine Mænd. Disse vare de eneste, som fangedes. De øvrige vare faldne eller havde taget Flugten. Fem og tyve Skibe laa ryddede tilbage; med de øvrige 35 var Sigvalde flygtet. Haakon Jarls Sejr var fuldkommen[24].

Vagn og hans Mænd bleve bragte i Land, og maatte sætte sig paa en Laag eller Træstamme, hvor de havde Hænderne frie, men deres Fødder vare sammenbundne med et Toug. De skulde nu alle henrettes, og Thorkell Leira, Vagns personlige Fiende, paatog sig selv at udføre dette Verk. Med hævet Øxe gik han hen til Fangerne, for at halshugge dem, den ene efter den anden, begyndende fra den yderste. Han sagde triumferende til Vagn: „du lovede at dræbe mig, men nu ser det ligere ud til at jeg dræber dig“. De fleste af Jomsvikingerne udmerkede sig ved det frejdige Mod, hvormed de gik Døden imøde, endog under Spøg og Løjer. Efter at allerede flere vare vare dræbte, sagde En: „vi have saa ofte tvistet om, hvor vidt et Menneske havde sin Bevidsthed efter at Hovedet er hugget af ham; det skulle vi nu prøve, thi hvis jeg veed noget til mig selv efter at have mistet Hovedet skal jeg stikke min Kniv i Jorden“. Thorkell hug til, Hovedet gik af, men Kniven faldt ned, som man kunde vente. Da 18 vare dræbte, kom Raden til En, der lo, og kvad et Vers. Erik Jarl, der var tilstede, og som maaske betragtede Vagn og hans Mænd som alene ham vedkommende, fordi deres Løfte nærmest havde gjeldt hans Lendermand Thorkell Leira, tilbød Manden Livet. „Det kommer an paa, hvo der byder“, svarede han. „Den byder, som har Magt dertil, Erik Jarl selv“, svarede denne. „Da vil jeg gjerne“, sagde Vikingen; han blev løst og Erik tog ham til sig. Den næste, der skulde henrettes, sagde hrútr! (d. e. Veder, Saudbuk). Paa Spørgsmaalet, hvad dette skulde betyde, svarede han: „Saa mange af Eder have i Dag sagt „Aa, Aa!“ (Ordet „Aa“ betegner ogsaa en Hunsaud), at jeg dog maatte se at skaffe Vederen til“. Dette Svar fandt man løjerligt og modigt, og Erik Jarl skjenkede ham Livet. Nu kom en meget smuk og høj Mand med dejligt Haar, han svøbte Haaret frem over Hovedet og bad, at man ikke vilde gjøre det blodigt. En af Haakon Jarls Hirdmænd tog en Haand og snoede i Haaret, for at holde fast deri, og Thorkell hug til; men i det samme rykkede Jomsvikingen Hovedet tilbage, saa at den, der holdt Haaret, ludede fremad; Hugget traf hans Arme saa begge Hænder gik af, men den bundne raabte: „End leve nogle af Jomsvikingerne“. Erik Jarl gik hen til ham og spurgte: „Hvad er dit Navn, min vakre Mand?“ Jeg heder Harald“, svarede han, „og ansees for en Søn af Bue“. „Det kan nok være“, sagde Jarlen, „vil du beholde Livet?“ „Hvad andet Valg har jeg vel“, svarede han. Da han nu løstes af Touget, spurgte Thorkell Leira: „Skulle da alle disse Mænd, der have dræbt vore Frænder for vore Øjne, beholde Livet, det er dog alt for galt“. Erik svarede: „Vidste du da ikke for, at jeg har mere at sige end du?“ „Dertil kan det nok hænde at vi skiftes“, sagde Thorkell, løb i Vrede hen til det Sted, hvor Vagn sad, med hævet Øxe, og vilde hugge til; men en af de bundne Vikinger, ved Navn Skarde, kastede sig ned foran hans Fødder, saa at han i Farten snublede fremover og slap Øxen; i samme Øjeblik stod Vagn op, greb Øxen og hug Thorkell tvertover Nakken, saa at Hugget først standsede i Jorden. Saaledes fik han dog opfyldt denne Deel af sit Løfte. Erik Jarl sagde at det var Skade at dræbe en saadan Mand, og tilbød ham Livet med de øvrige af hans Mænd, som endnu ikke vare dræbte. Vagn modtog Tilbudet, og beholdt saaledes Livet, selv tolvte[25].

Imidlertid sad Haakon Jarl og hans fornemste Mænd paa en Træstamme i Nærheden. Da hørte man en Buestreng gjalde paa det Skib, der laa nærmest Land, og i samme Øjeblik kom en Piil, og gjennemborede Lendermanden Gissur hvite fra Valdres, der sad, prægtig klædt, nærmest Jarlen[26]. De øvrige løb strax ned til Skibet, og fandt Haavard huggende, der med afhugne Fødder endnu stod paa Knæ yderst ved Skibsranden, og holdt en Bue i Haanden“. „Sig mig, Gutter“, sagde han, „faldt der nogen ned fra Træstammen?“ De sagde at Gissur hvite var dræbt. „Da var jeg ikke saa lykkelig med mit Skud, som jeg haabede“, svarede Haavard, „det var tiltænkt Jarlen“. „Ulykken var stor nok“, svarede de, „og flere skal du ikke volde“; derpaa hug de ham saa smaat, at han, som det heder, vilde have været død, om han end havde haft trende Mænds Liv. Da Haakon nu fik vide, at Erik havde skjenket Vagn Livet, blev han meget ærgerlig, og gav ondt af sig. Men Erik Jarl sagde, at hvor meget det end var ham imod, skulde det dog saa være. Haakon maatte finde sig deri, da Erik ikke egentlig stod under hans Myndighed, og desuden var den, hvis Virksomhed og Kjekhed Sejren fornemmelig skyldtes. Men han var meget misfornøjet, og da Hæren kort efter opløstes, og enhver drog til sit, skiltes han og Erik fra hinanden i Uvenskab. Erik vendte tilbage over Oplandene til Viken, og tog Vagn med sig. Han fik ham saa kjær, at han ej alene beholdt ham hos sig hele den følgende Vinter, men tillod ham ogsaa at opfylde den anden Deel af sit Løfte, idet han skjenkede ham Ingebjørgs, Thorkell Leiras Datters, Haand, med meget Gods, og forærede ham ved hans Afrejse til Danmark et godt Langskib med fuld Udrustning[27].

I dette Slag var der, som.vi ovenfor have nævnt, flere Islændinger, blandt hvilke enkelte, som Vigfus Vigaglumssøn og Thord fra Alvidra, udmerkede sig ved deres Tapperhed. Thorleif Skuma, Thords Broder, faldt i Slaget for Vagns Haand. Hans Vaaben havde under Slaget været en Klubbe af Egerod, som han hærdede ved at svide den i Ilden; paa Haakon Jarls Spørgsmaal, hvad den skulde bruges til, svarede han:

I Haanden jeg holder
Hovedknuseren,
Beenbrud for Bue,
Bane for Sigvalde,
Ve for Vikinger,

Værn for Haakon,
visselig bliver
hvis vi leve,
den Ege-Klubbe
Ugavn for Daner[28].

Han beholdt imidlertid, som vi se, ikke Livet. En anden af de tilstedeværende Islændinger var Skalden Einar, hvis Fader Helge var en Sønnesøn af Lendermanden Bjørn aastrøne i Bjarnarhavn ved Breidafjorden, og hvis Moder Nidbjørg, røvet i Skotland, var en Datter af den skotske Konge Bjolan[29] og Gange-Rolfs Datter Kathlin. Einar er især merkelig som Forfatter af det oftere omtalte Kvad Vellekla (d. e. Guldmangel), hvori han besang Haakon Jarls Bedrifter, og hvoraf mange Vers endnu ere tilbage. Han havde just digtet dette Kvad kort for Jomsvikingeslaget, men da Jarlen, uvist af hvad Grund, var misfornøjet med ham, varede det længe, førend han fik Tilladelse til at kvæde det. Einar blev Utaalmodig, og kvad tilsidst et Par Vers, hvori han ytrede at han angrede paa at have gjort sig saa megen Umag, og lod sig forlyde med at han vilde gaa over til Sigvalde. Da tog Jarlen ham til Naade, og forærede ham en prægtig Skaalvegt med tilhørende Lodder, som han selv havde brugt til at udforske Fremtiden. Skaalerne vare af renset Sølv, forgyldt; Lodderne vare to, en af Guld, en af Sølv, begge dannede i Form af Menneskefigurer. Naar Jarlen ved Hjelp af denne Vegt vilde vide en Sags Udfald forud, gav han i Forvejen hver af Lodderne sin bestemte Betydning, og naar den Lod kom op, som han vilde, var den urolig i Skaalen, og gav en Klang (Glam); deraf fik Einar siden Tilnavnet „Skaaleglam“, under hvilket han er bekjendt. Jarlen gav ham ogsaa et prægtigt Skjold, med Guldbeslag til en Vegt af 12 Ører, Besætning af kostbare Stene, og Malerier, der forestillede gamle Sagn[30]. Fra Einar Skaaleglam og Thord af Alvidra, der efter Tabet af sin Haand kaldtes „Arvhaand“ (Kjevhaand), fik man paa Island den omstændeligste Beretning om Slaget; den første, som bragte Efterretningen derom, var forresten Vigfus Vigaglumssøn. Ogsaa Tind Hallkellssøn maa have berettet om Slaget efter sin Hjemkomst. Af disse mange Fortællere der hver berettede efter sin Opfatningsmaade, kan man forklare sig de Afvigelser, der endnu findes mellem de tre Hovedberetninger om Slaget, hvoraf de to (Jomsvikingasagas og Kongesagaernes) synes at være islandske, den tredie derimod, som vi væsentligst have fulgt (den saakaldte Fagrskinnas) norsk[31]. Paa Stedet selv findes nu ingen Sagn om dette vigtige og merkelige Slag. Endogsaa Navnet paa Vaagen er næsten forglemt, thi den har i Tidens Løb skiftet Navn, og alene Navnene paa det søndenfor Vaagen udstikkende Nes, Hjøringenes, og den indenfor Vaagen liggende Gaard, Hjøringdal, minde derom, ligesom fem Gravhøje, opkastede af Steen paa en Klippe lige over for Hjøringenesset, rimeligviis ere tause Mindesmerker om den blodige Kamp, der sikrede Haakon Jarl Herredømmet i Norge[32].

  1. ↑ Se Jomsvikingasaga Cap. 24. Man gjenkjender tildeels enkelte Principer, der udtales i den senere for Thinglidet givne Viderlagsret.
  2. ↑ Herom sinder man især Underretning i det samtidige „Encomium Emmæ Reginæ“, aftrykt i Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 472–502, og fornemmelig i de Optegnelser angaaende Thorkell højes Liv, som Langebek har indført i samme Bind, S. 458–463.
  3. ↑ Det er ogsaa at merke, at den ivrige Christen Olaf den hellige indtraadte i deres Skare. Besynderligt nok, nævner Snorre og Ol. Tr. Saga ved Beskrivelsen af Arveøllet kun Christsminde og Michaelsminde, medens Fagrskinna nævner hedenske Skaaler, Bragafull o. s. v.
  4. ↑ Dette ser man tydeligt deraf, at Sven Ulfssøn strax ved sin Fremtræden i Danmark fik et stort Parti for sig, og at dette Parti dog neppe kunde være dannet af danske Høvdinger, som faa Aar i Forvejen havde indgaaet Forliget paa Hardeknuts Vegne med de norske Høvdinger. Og det sees maaske allerbedst deraf, at Magnus ansaa det nødvendigt at ødelægge Jomsborg, Ulf Jarls og hans Faders gamle Tilhold.
  5. ↑ Dette siges i Knytl. Saga Cap. 22, i Olaf den helliges Saga Cap. 247, og Snorre Magn. godes Saga Cap. 23, den større Magn. godes S. Cap. 28.
  6. ↑ Se, foruden de i den for Thinglidet gjeldende Viderlagsret udtalte Principer, ogsaa det udtrykkelige Vidnesbyrd i Jomsv. Saga Cap. 50, hvor der fortælles, at Thinglidets tvende Afdelinger anførtes af de to Høvdinger Eilif, Thorgils Sprakaleggs Søn, og Heming, Thorkell højes Broder, og hvor der som deres fornemste Love omtales, at ingen skulde fare med Sladder, og ingen være borte nogen Nat.
  7. ↑ Det er kun i Jomsvikingasaga, hvor Strut-Harald siges at have været Jarl i Sjæland, medens saa vel Snorre, som Fagrskinna og Ol. Tr. Saga kalde ham Jarl i Skaane. Merkeligt er det dog, at Jomsv. Saga, hvor den omtaler ham, ikke, som ellers, bruger Formen Sjóland, men derimod Sjólönd (Sølandene), hvoraf man næsten skulde formode at den meente noget andet end Sjæland.
  8. ↑ Vagn Aakesøn siges vel at være Sønnesøn af Palne-Toke, men dette Slægtregister er, efter hvad ovenfor er anført, tvivlsomt, medens der ej er nogen Tvivl om, at han var en Søn af Thorgunna Vesetesdatter, siden han ogsaa havde en Datter ved Ravn Thorgunna.
  9. ↑ Se ovf. S. 76. Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget hvor på siden fotnoten skal plasseres.
  10. ↑ Beretningen findes hos Snorre, Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 39; i den større Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 86, i Fagrskinna Cap. 51–56 og i Jomsvikingasaga Cap. 37. Snorre og Olaf Tryggvessøns Saga stemme med hinanden, og indeholde øjensynlig een selvstændig Relation, medens Jomsvikingasaga indeholder en anden, noget afvigende, og Fagrskinna staar midt imellem dem begge, skjønt den dog her røber et vist Slægtskab med Jomsvikingasaga, eller Jomsvikingasaga med den.
  11. ↑ Jomsvikingadraapa er trykt i Fornmanna Sögur, 11te Bind S. 162 til 176. Bjarne var Biskop fra 1183 til 1222; da han i sit Kvad taler om Kjærlighed og det idet Hele røber et ungdommeligt Sind, maa man antage det skrevet før 1188. Her tales, som sagt, kun om Harald Jarl, og man skulde virkelig formode at Kong Harald, som den, efter hvem Arveøllet gjordes, er kommen ind ved en Forvexling med Strut-Harald.
  12. ↑ Fagrskinna nævner Ringsted i Sjæland som den By, hvor Gildet holdtes, men man maa ikke glemme, at paa den Tid, da Fagrskinna nedskreves, var Ringsted at betragte som de danske Kongers Residensstad i Sjæland; Navnet er derfor rimeligviis indsat af Fagrskinnas Afskriver, der antog at Ringsted altid havde været Residens. Naar al Tale om Kong Sven bortfalder, maa Stedet, hvor Gildet holdtes, ogsaa henføres til Skaane.
  13. ↑ Om Antallet af Skibene ere alle Sagaer enige, undtagen Jomsvikingasaga, der med sin sædvanlige Overdrivelseslyst fatter Skibenes Tal til 180.
  14. ↑ Her er fornemmelig Fagrskinna fulgt, med behørigt Hensyn til de øvrige Sagaer.
  15. ↑ Se det udtrykkelige Vidnesbyrd i Thord Kolbeinssøns Vers, anført i Olaf Tr. Saga Cap. 87, hos Snorre Cap. 40, hvor det efter den rette Læsemaade heder, at Vikboerne hørte Rygtet om Striden.
  16. ↑ I Jomsvikingasaga Cap. 39 er det Tunsberg, ikke Jæderen, hvor Jomsvikingerne allerførst komme, og Manden, der mistede sin Haand, kaldes Agmund hvite, ikke Geirmund. Urigtigheden af at lade dem anløbe Tunsberg og herje her, i Danekongens eget Rige, er indlysende. Alle de øvrige Sagaer, Jomsvikingadraapa med iberegnet, nævne Jæderen og Geirmund.
  17. ↑ Det er tydeligt at se, at de fra Herø kom til Nordvestside-n af Øen.
  18. ↑ Vi have saavel her, som i det Følgende, væsentligst fulgt Fagrskinnas Beretning, der forekommer os at være den meest rimelige og tillige den, der indeholder de fleste af de i Norge selv vedligeholdte Traditioner. Beretningen hos Snorre og i Olaf Tryggv. Saga stemmer i det Væsentligste dermed indtil Beskrivelsen over Slaget selv begynder. Jomsvikingasaga derimod meddeler i sit sædvanlige svadsige Sprog en heel Deel Anekdoter og forøvrigt mange fra hiin Beretning meget afvigende Omstændigheder, der muligt, ja endog rimeligviis, grunde sig paa islandske Sagn, men som dog, endog formedelst den Strid, hvori de staa med de ellers bekjendte daværende politiske og geographiske Forhold, vise sig yderst mistænkelige, og vistnok for en stor Deel ere opkomne i senere Tider. Det er allerede omtalt, hvorledes den lader Jomsvikingerne komme til Tunsberg i Stedet for til Jæderen. Allerede dette er en aabenbar Fejl. Stedet, hvor Agmund hvite, der her sættes i Stedet for Geirmund, finder Haakon, siges at være Skuggen, men i et andet Haandskrift (Flatøbogen) Sola, hos en Mand ved Navn Erling: det er aabenbart, at dette er den oprindelige Læsemaade, og at den senere saa berømte Erling Skjalgssøn paa Sola har foresvævet Fortælleren, især siden det ogsaa heder, at Erling sendes om paa Rogaland; men at kun en senere Afskriver har rettet Navnet efter Fagrskinna til „Skugga“. Jomsvikingasaga lader Haakon ved Efterretningen om deres Ankomst sende nogle Mand til sin Søn Svein paa Lade, for at bede ham samle Folk i Thrøndelagen, medens Erik drager til Naumdal og Erling til Rogaland; der fortælles ogsaa en Historie om den fredløse Viking Thorkell (de øvrige Beretningers Thorstein) Midlang, som mødte Erik Jarl i et Sund, kaldet Hamrasund, og vilde stride med ham, men overtaltes af ham til at forene sig med Hæren og stride mod Jomsvikingerne, for at faa sin Fred igjen. Afstanden fra Stad til Herø angives til 20, i Flatøbogen til 6 Sømile. Bonden, som driver Kvæget, og som forleder Jomsvikingerne til at drage mod Haakons Overmagt, kaldes Ulf; det er her ikke Bue, men Vagn, som treffer ham, og Vagn har selv kun et eneste Skib, medens de øvrige ligge tilbage ved Herø. Ulf nævner her Hjørtungavaag selv som det Sted, hvor Jarlens Flaade laa, og hans simple og let forstaaelige List, at gjøre Jomsvikingerne hidsige paa at angribe Haakon ej saa meget i den Hensigt at bringe dem i Fordærvelse (thi de søgte ham jo under alle Omstændeligheder), som for at faa dem til at slippe hans Kvæg, falder her ganske bort og gjøres til en romantisk Selvopofrelse, idet Ulf gaar ombord paa Vagns Skib og viser ham Vejen, indtil de komme til Hjørungavaag; da styrter han sig overbord, men gjennembores af Vagns Spyd. Vaagen selv, den nuværende Lidvaag, for ikke meget lang Tid siden endnu kaldet Hjøringdalslid-Vaag og Hjøring-Vaag strax indenfor Hjøringnes paa Østsiden af Hovedlandet, beskrives aldeles urigtigt, med Mundingen i Vest og Bunden i Øst, med en Ø, under det umulige Navn Primsigd, i Nord, og med Harundfjord (Hjørendfjord) i Syd.
  19. ↑ Af „Velgskagadraapa“, digtet til Ære for Erik Jarl af hans Skald Thord Kolbeinssøn.
  20. ↑ I Beskrivelsen over Flaadens Opstilling er ligeledes Fagrskinna fulgt, som den, hvis Beretning er meest fri for Selvmodsigelse og Usandsynlighed. Snorres og Olaf Tryggvessøns Sagas Beretning synes vel ved første Øjekast endnu simplere og rimeligere, men bærer maaske just derfor saa meget mere Præget af at være en senere Kritiks Verk Ifølge den bestaar Haakons Hær af de ovennævnte tre Hovedafdelinger, med hver Hovedanfører nævnes kun to Mænd, nemlig med Haakon Thore Hjort og Styrkaar, med Svein Jernskegge og Ragnvald, og med Erik Gudbrand hvite fra Oplandene og Thorkell Leira, hvilket sidste for saavidt klinger rimeligt, som jo Erik netop raadede for en Deel af Viken og Oplandene. Desuagtet fortælle disse Sagaer selv siden, at Thorstein Midlang fra Eriks Skib entrede Bues, hvilket altsaa bestyrker Fagrskinnas Angivelser; det er derhos tydeligt at se, at man ved Flaadens Opstilling ej har taget Hensyn til saadanne Omstændigheder som under hvis Højhed denne eller hiin Høvding stod; at Thorkell har taget Plads mod sin Dødsfiende Vagn, bliver under alle Omstændigheder det rimeligste. „Gudbrand hvite“ smager sterkt af at være en Sammenblanding af Dale-Gudbrand og Gissur hvite af Valdres, hvilken ogsaa de samme Sagaer siden nævne. Jomsvikingasagas Beretning afviger fra begge de ovenanførte, og er den mindst sandsynlige af dem alle. Her er Svein Haakonssøn, tilligemed Dale-Gudbrand og Styrkaar, mod Sigvalde; Jernskegge, Sigurd Steikling fra Haalogaland, og Thore Hjort mod Thorkell; Thorkell Midlang, Hallstein Kerlingebane af Fjale og Thorkell Leira mod Bue digre; Arnmod, hans Søn Arne, og Finn mod Sigurd Kaabe; Erik Jarl, Erling af Skuggen (hvilken vi ovenfor lærte at kjende som fremkommen ved en Fejltagelse), og Agmund hvite mod Vagn; Lendermanden Einar litle, Haavard Uppsjaa og hans Broder Hallvard af Flydrunes, mod Vagns Ven Bjørn den bretske. Haakon selv forbeholder sig at fare omkring uden særskilt Kommando, kun for at have Overopsigt. Flere af hine Navne tør maaske være rigtige, men Ordenen er i det mindste aabenbart urigtig. I enkelte Haandskrifter, f. Ex. Flatøbogen, findes endnu flere Navne, som f. Ex. Thorkell Tørfrost, Sigmund Brestesøns Svigerfader, mod Arnmod og Arne. Navnet er aabenbart tilsat, efterat Sagnet om Sigmunds Deeltagelse i Slaget var opkommet.
  21. ↑ Arnmod nævnes ogsaa i Jomsvikingedraapa; hans Deeltagelse i Slaget var saaledes almindelig antagen allerede før 1200. At han var den samme som Arnmod, Fader til hiin Arne, fra hvem Arnmødlingerne nedstammede, siges just ikke udtrykkeligt, men det stemmer saavel med Tidsregningen, som med den Omstændighed at hans Søn netop siges at have hedt Arne.
  22. ↑ Ofringen omtales slet ikke i Fagrskinna, hvilken derimod nævner Erling som en af Anførerne i Slaget. Snorre, Cap. 47 og Ol. Tr. Saga Cap. 90 omtale den og dens Følger, dog kun med det mistænkelige Tillæg: „saa er sagt at“ o. s. v. Derimod fortæller Jomsvikingasaga Cap. 44 vidt og bredt derom, og siger endog, at Haakon lod sin Træl Skofte Kark forrette Ofringen. Saxo, 10de Bog S. 483, omtaler baade Ofringen af to Sønner, og det paafølgende Uvejr med Regn og Hagl. Ofringen omtales ligeledes allerede i Biskop Bjarnes Jomsvikingadraapa, og det kan neppe betvivles, at Sagnet er meget gammelt. I Ol. Tr. Saga anføres ogsaa Vers af en saakaldt Buadraapa, hvor Haglvejret og Thorgerd omtales, men denne Draapes Alder kjendes ikke. Om Haakons Overtro og mystiske Tilbedelse af Thorgerd Hølgabrud og Irp (se 1ste Bd. S. 331) vil der nedenfor (S. 128) berettes mere, saavelsom hvor Talen er om Sigmund Brestesøn.
  23. ↑ Jomsvikingasaga udtværer ogsaa her, som sædvanligt, Fortællingen og tilføjer flere, øjensynligt opdigtede, Enkeltheder. Ifølge den kæmper Aslak Holmskalle paa Vagns, og Haavard paa Bues eget Skib. Thorkell Midlang, som han her heder, hugger Underlæben og Hagen af Bue, saa at de falde ned paa Dækket, og Tænderne fyge af ham: Bue siger i det samme: „de danske Piger paa Bornholm ville nu ej synes om at kysse os“, og hugger Thorkell i to Stykker. Alt er forskjønnet og udmalet. Bue forhandles efter sin Død til en Orm, der ruger over Guldet. – Færeyingasaga, der omhandler Sigmund Brestesøns Bedrifter, anviser ogsaa denne sin Helt en Plads i Jomsvikingeslaget, der dog vistnok fandt Sted, førend han kunde deeltage deri som Høvding; den lader ham kæmpe med Bue efter at denne havde fældt Thorkell Midlang, og ved at skifte Skjold og Sverd behændigt over, hiint i den højre, dette i den venstre Haand, bringe ham i Forlegenhed og afhugge begge hans Arme ved Albuerne, saa at det kun er Stumperne, han stikker i Pengekistens Hanker. Men ogsaa her findes i Ol. Tr. Saga det mistænkelige Tillæg: „man siger“; – og ej engang Jomsvikingasaga har noget om Sigmund. Odd Munk (Ol. Tr. Saga Cap. 15) lader Slaget vare i tre Dage.
  24. ↑ Jomsvikingasaga har en temmelig lang, apokryphisk Beretning om hvorledes Vagn selv 80de i Nattens Mørke søgte at undkomme fra sit endnu utagne Skib paa Masten og Raaen, men at de i Stedet for at komme til Land, dreve paa et Skær, hvor 10 døde og de øvrige 70 bleve tagne og bragte bundne i Land. Om at Vagns Skib blev entret ved Hjelp af Knarren, som ovenfor berettet, vidner et i Fagrskinna Cap. 62 opbevaret Vers af Vigfus Vigaglumssøn.
  25. ↑ Jomsv. Saga anfører endnu flere Træk af Vikingernes Dødsforagt, hvilke dog sterkt bære Præget af at være senere tildannede. Snorre og Olaf Tr. Saga stemme i det Væsentligste, med Fagrskinna.
  26. ↑ Jomsv. Saga nævner Gudbrand hvite, en Frænde af Jarlen.
  27. ↑ Ol Tr. Saga Cap. 90, hos Snorre Cap. 17, jvf. Biskop Bjarnes Jomsv. Draapa.
  28. ↑ Dette Vers tillægger Fagrsk. Cap. 61 Vigfus, dog neppe med rette, thi her maa den islandske Beretning have Fortrinet.
  29. ↑ Bjolan eller Beolan var neppe Konge, kun Herre af Ross, thi Jarlerne af Ross førte senere Tilnavnet O’Beolan. Skene, „the Highlanders in Scotland“ II, 223.
  30. ↑ Jomsvikingasaga Cap. 42, jvfr. Egils Saga Cap. 81. Af den Omstændighed, at Vellekla digtedes før Slaget i Hjørungavaag, forstaaes, hvorfor den intet kunde indeholde om Slaget, og hvorfor altsaa ingen Vers deraf ere anførte til Hjemmel for Beretningen om dette.
  31. ↑ I Flatøbogen, hvor Sigmund Brestesøns og Bues Kamp beskrives, tilføjes der: „dette er Hallbjørn Hale den ældres og Steingrim Thorarinssøns og Presten Are Frodes Beretning“ (Færeyingasaga S. 172). Heraf kunde man maaske slutte, at allerede Are Frode havde udarbejdet en Beskrivelse over Slaget, efter Sammenhold af de forskjellige Beretninger; paa den anden Side er det og muligt at Beretningen alene gjelder, hvad der fortælles om Sigmund. I alle Fald ser man deraf, at det aabenbart uhjemlede Sagn om Sigmund og Bue allerede var gængs paa Are Frodes Tid, omtrent 1100. Det er her af megen Interesse, med den norske omstændelige, og i det hele taget paalideligere Beretning, at sammenligne Saxos, den eneste selvstændige danske, der findes om dette Slag. Den lyder i Udtog saaledes: „Da Harald Gormssøn erfoer Haakon Jarls Frafald, troede han desto strengere at burde straffe den norske Ungdoms Trods, jo stoltere den havde hævet Nakken imod ham. Han sendte derfor Jomsvikingerne mod dem, overdragende disses Anførere Bo (Bue) og Sivalde (Sigvalde) at hevne den ham selv viste Foragt. Ved at se deres Skarer, skjønnede Haakon at han vilde have en Kamp at bestaa, der oversteg hans Kræfter, og besluttede derfor i sin Rod at ty til sine Guder, idet han ofrede to haabefulde Sønner. Følgen deraf var, at Danerne, i Søslaget med ham, hvor de end vendte sig, mødtes af et frygteligt Uvejr, med Pladskregn og usædvanligt store Hagl, der sloge dem i Øjnene, hindrede dem fra at se, og tilføjede dem større Skade end Fienden. Derfor maatte Danerne tage Flugten, uden at falde for de norske Vaaben. Sivalde og Karlsevne bleve fangne efter de største Tapperhedsprøver, men høstede dog endnu større Ros ved deres Kjækhed i Lænker, end ved deres Tapperhed i Slaget. Haakon, som nemlig ønskede at sætte den saa meget omtalte danske Kjækhed paa Prøve, befalede to af sine Mænd nærmere at forsøge de Fangnes Koldblodighed, og de viste en saadan Kraft og Selvbeherskelse, at de ved Slag i Ansigtet ikke engang blinkede med Øjnene. Sigvalde udholdt allerførst denne Prøve: en Hirdmand slog ham med en stor Stok, men han bevægede ikke sine Øjne. De øvrige viste ikke mindre Kjækhed. Karlsevne fik ved et Fodspark den, der stod med hævet Øxe over ham, til at falde, vristede Øxen ud af hans Haand, og skjønt bunden, hug han Hovedet af ham. Tyrannen beundrede deres Kjækhed, og tilbød dem Fred, hvis de vilde gaa i hans Tjeneste og være ham hulde og tro. Men Jomsvikingerne fandt det usømmeligt at tilkjøbe sig Livet paa den Maade, og forkastede stolt Tilbudet. Haakon skjænkede dem desuagtet Livet, for at man kunde se at han forstod at belønne Mod og Udholdenhed, og ikke at straffe den“. (Saxo, 10de B. S. 483–485). De væsentligste Træk gjenkjende vi, hvoriblandt Ofringen. At Sigvalde siges at være fangen, er en Fejl; i Karlsevne gjenkjende vi Vagn.
  32. ↑ Klüwers „norske Mindesmerker“ S. 130. Vi erfare heraf, at Vaagens nuværende Navn, Lidvaag, er opkommet deraf, at det Stykke af Gaarden Hjøringdal, der grændsede til Bugten, senere er fraskilt hiin og særskilt matrikuleret under Navnet „Lien“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/16&oldid=206048»