Det norske Folks Historie/2/17

Efter Slaget i Hjørungavaag skede der ingen Forsøg fra dansk Side paa at bekrige Haakon Jarl. Harald Gormssøn var nu gammel og svag, og et nyt Angreb af hans Søn gav ham andet at tænke paa. Benyttende sig, som man maa formode, af den Afmagt, hvori Jomsvikingerne, Haralds fornemste Støtte, befandt sig efter deres lidte Nederlag, kom han med en Flaade til Danmark, hvor hans forrige Tilhængere atter samlede sig om ham. Han overvandt sin Fader i et heftigt Slag, i hvilket Harald selv dødeligt saaredes, efter Sagnet af Palne-Tokes Piil, og flygtede til Jomsborg, hvor han døde efter en Regjering af 50 Aar (1 Nov. 986)[1]. Sven havde for det første nok med at befæste sig paa den danske Throne, hvilket dog ikke ret vilde lykkes ham. Jomsvikingerne bleve ham fremdeles de farligste Fiender. Vel vare de endnu ikke komne saaledes til Kræfter, at de kunde begynde aabenbar Krig med ham, men den rænkefulde Sigvalde tog sin Tilflugt til List, og ikke mindre end to Gange[2] skal det have lykkets ham at faa Sven i sin Magt og føre ham fangen til Jomsborg. Begge Gange maatte Sven løskjøbe sig for store Pengesummer, og derhos indgaa et Forlig, hvorved Sigvalde og den polske Mieczoslav bleve Herrer over de danske Besiddelser i Vindland, og Sven desuden nødsagedes til, ej alene at love Mieczyslavs Søn Boleslav sin Syster Thyre, Styrbjørns Enke, til Egte, men ogsaa selv at egte Mieczyslavs Datter, i vore Sagaer kaldet Gunnhild, hvis Syster, der ligeledes i vore Sagaer fører et nordisk Navn, nemlig Aastrid, Sigvalde Jarl selv havde egtet. Under alle disse Uroligheder kunde hverken han eller Jomsvikingerne tænke paa at foretage sig noget mod Norge. Snart fik han en endnu alvorligere Fare at bestaa, thi Erik Sejrsæl, Sveriges Konge, som vistnok længe havde pønset paa at udføre, hvad ogsaa hans Forfædre havde forsøgt, nemlig at erobre Danmark, og som desuden nu havde Paaskud nok til at bekrige det, fordi hans Fiende Styrbjørn havde fundet Understøttelse derfra, angreb Sven med en stor Hær, og nødte ham efter en Krig, der fornemmelig synes at have været ført i og ved Skaane, til atter at forlade Landet og fly til fremmede Egne, hvorpaa Erik underkastede sig hele Danmark, saa at han altsaa nu beherskede baade Sviavældet og Danevældet. At han ogsaa ved denne Lejlighed underkastede sig Viken, eller en Deel deraf, kan neppe betvivles. Heller ikke er det usandsynligt, at Erik Sejrsæl har staaet i Forbindelse med Jomsvikingerne og hemmeligt været understøttet af dem. Vi erfare idet mindste, at han sluttede Forbund med Boleslav Chrabri, Mieczyslavs Søn og Efterfølger, understøttedes af ham i Krigen mod Danmark, og egtede hans Syster Gunnhild, den samme, som havde været paatvungen Sven, men som denne efter et kort Egteskab, hvori hiin havde født ham Sønnerne Knut og Harald, havde forskudt[3]. Erik Sejrsæl havde selv tidligere været gift med den forhen omtalte mægtige Skagul-Tostes Datter Sigrid, der formedelst sit Overmod kaldtes Sigrid Storraade, og havde store Privat-Besiddelser, navnlig i Gautland, hvorfor hun og betragtedes som et meget ønskeligt Parti, og overhængtes af mange Friere[4]. Hun var i Egteskabet med Erik bleven Moder til Olaf, der efter Faderens Død blev Konge i Sverige. Der tales endog etsteds om et Giftermaal mellem Erik Sejrsæl og en Datter af Haakon Jarl, ved Navn Aude[5]; men saa lidet man end i hine Tider agtede Giftermaal, og saa hyppige, som Skilsmisser vare, synes dog denne Beretning neppe at kunne forholde sig rigtig; derimod er det vistnok heel sandsynligt, at Haakon har søgt at overholde en venskabelig Forstaaelse med Erik Sejrsæl, og at han neppe har vovet at lægge Hindringer i Vejen for hans Erobringer inden Danevældet.

Rundt omkring Norge havde altsaa Nabofyrsterne saa meget med deres egne Anliggender at bestille, at det ej kunde falde dem ind at forurolige Haakon Jarl, ligesom denne ogsaa klogeligt afholdt sig fra at blande sig ind i deres Anliggender, indskrænkende sig alene til at tilbagevise ligefremme Fornærmelser[6], og forøvrigt arbejdende paa at befæste sin Magt i Landet selv, idet han holdt skarpt og ængsteligt Øje med alle dem i og udenfor Norge, der seent eller tidligt kunde blive ham farlige[7]. I den Deel af Riget, over hvilken han raadede, var Hedendommen endnu forherskende, og det bidrog derfor vist ikke lidet til at gjøre ham afholdt, at han var en oprigtig og ivrig Blotmand. Beviser herpaa have vi allerede seet. Ved sin Gaard, Lade, hvor han for det meste opholdt sig, havde han ladet et prægtigt Hov opføre, prydet med Guld og Sølv, og forsynet med den i de Tider sjældne og kostbare Pragt, Glasviuduer, der udbredte et jevnt Lys over det Hele. Her fandtes mange prægtigt udsmykkede Gudebilleder, og blandt dem alle synes Thorgerd Hølgabrud at have indtaget den fornemste Plads[8]. Der nævnes ogsaa om, at han og Gudbrandsdalens Høvding, Dale-Gudbrand, havde et Hov tilsammen, der aldrig aabnedes, uden naar Haakon Jarl besøgte ham, og hvor ligeledes Thorgerds og hendes Syster Irps kostbart udsmykkede Billeder stode ved Siden af de øvrige Guders, blandt hvilke Thor paa sin Kjerre udtrykkeligt nævnes[9]. Det er derfor med god Føje, at Haakon i Sagaerne ogsaa fører Tilnavnet „Blotjarlen“. Og det er denne hans Vedhængen ved Hedendommen og fornemmelig hans Frafald fra Christendommen, efter den ham paatvungne Daab, som har bragt de senere Sagaskrivere til at fælde en haardere Dom om ham og fremstille ham i et mere forhadt Lys, end hans Færd i det hele taget fortjener.

Haakon Jarl herskede, som vi have seet, ikke over hele Norge, men kun over det Nordenfjeldske, medens Viken og Oplandene enten stode under Sviakongen, eller i alle Fald ikke under Haakons Herredømme, skjønt han vistnok havde megen Indflydelse derover, især gjennem sin Søn Erik, der havde en Deel deraf i Len, og, om han endog maaske nu og da foruroligedes ved Sviakongens Angreb, dog, som det lader, holdt sig der, fornemmelig i Raumarike. For saa vidt man kan antage, at den forhen omtalte Harald grønske, Bjørn Farmands Sønnesøn, virkelig, som flere af Kongesagaerne fortælle, fik den vestlige Deel af Viken til Len, da maa det have været paa denne Tid, og maaske netop under Beskyttelse af Erik Sejrsæl, hvis Bekjendtskab han under sit fleeraarige Ophold i Sverige hos Kong Eriks egen Svigerfader Skaguls-Toste nødvendigviis maa have gjort[10]. Men paa den anden Side er det ogsaa heel sandsynligt, at den Glands, der fra Haralds Søn, St. Olaf, straaler tilbage paa Faderen, har gjort Sagnfortælleren tilbøjelig til at tillægge denne en Magt og Anseelse, som han ej besad. I alle Fald ser man ham ikke tage nogen indgribende Deel i Begivenhedernes Gang, og man hører ham ikke videre omtale, førend ved Beretningen om hans Død, der voldtes af hans egen Fostersyster Sigrid Storraade[11]. Harald var bleven gift med Aasta, en Datter af den anseede Gudbrand Kula, der hørte til en mægtig Æt paa Oplandene, og havde tillige fornemme Frænder paa Island; Gudbrand var selv en Systersøn af den tidligere omtalte Viking og Lendermand Anund Træfod, og hans Hustru, Aastas Moder, Ulfhild, var en Datterdatter af Lendermanden Audun Skakul, der igjen var en Dattersøn af den engelske Jarl Hunde-Steinar og Aaluf, Lodbroks Datter[12]. Imidlertid havde Harald i sin Opvæxt været opdragen sammen med Sigrid Storraade, og da hun, skilt fra sin Mand, atter var fri, vaagnede, som det synes, den gamle Kjærlighed hos ham igjen, eller i det mindste fik han Lyst til hendes store Medgift. Paa et Tog, han gjorde i Austerveg, landede han i Sverige og blev strax indbuden til Sigrid, der tog paa det kjærligste imod ham og bevertede ham ypperligt, men trykte dog en Brodd i hans Hjerte ved at lade sig forlyde med, at hun agtede sine Besiddelser i Sverige før lige saa gode som hans Kongedømme i Norge[13]. Dette afholdt ham maaske fra strax at fri til hende; han drog hjem, og var ilde tilmode den hele Vinter. Næste Sommer drog han atter, som han sagde, i Austerveg, men landede i Sverige, og lod Sigrid anmode om at komme ned til Skibet for at tale med ham. Da anholdt han formeligt om hendes Haand, men hun slog det bort som en Urimelighed, især da han, som hun sagde, allerede var saa godt gift, han kunde ønske sig. Harald meente dog, at Aasta ikke var storættet nok, hvor god og brav hun forresten kunde være. Sigrid svarede, at han maaske havde Ret, men at dog vist begges Lykke og Held nu var hos hende. Derpaa red hun op igjen til sin Gaard, og ikke længe efter begav Harald sig, mod sine Mænds Raad, til hende. Samme Aften kom der eg en russisk Konge ved Navn Visevald (Vsevolod), i samme Ærende som Harald[14]. Begge Konger bleve viste til Herberge i en gammel Stile med gammelt Huusgeraad; men forresten bleve de ypperligt, ja altfor vel, bevertede, saa at de selv, alle deres Mænd, endog de udstillede Vagter, faldt berusede i Søvn. Og nu lod Sigrid sætte Ild paa Stuen, idet hun tillige stillede bevæbnede Mænd ved Dørene for at dræbe dem, som kom ud. Alle Gjesterne bleve saaledes enten indebrændte eller dræbte. „Paa den Maade“, sagde Sigrid, „vil jeg gjøre Smaakongerne kede af at komme fra andre Lande og frie til mig“. Haralds Fostbroder Rane var med nogle Folk bleven tilbage ved Skibene for at bevogte dem. Da han erfor den sørgelige Tidende, skyndte han sig hjem, og fortalte Aasta, som da var frugtsommelig, hvad der var skeet. Mere ærgerlig, som det lader, over Haralds Utroskab, end bedrøvet over hans Død, begav hun sig hjem til sin Fader, og fødte der Sønnen Olaf (995), der siden som Olaf den hellige blev Norges navnkundigste Konge[15].

Haakon Jarl herskede i sin Deel af Norge med fuldkommen Kongemagt og havde andre Jarler under sig, ligesom ogsaa fremmede Skribenter give ham Kongetitel. Denne førte han dog ikke selv, da hans hele Æt, ifølge det gamle, forhen meddeelte Sagn om Kong Herse, der antog Jarletitel for at kunne hænge sig af Sorg over sin elskede Hustru Vigdas Død, satte en Ære i at kaldes Jarler og ikke vilde antage Kongenavn. Hans kongelige Myndighed viser sig ogsaa deri, at Norges Skatlande, Orknøerne og Færøerne, erkjendte hans Højhed og betalte ham Skat. Men idet vi nærmere omhandle disse vigtige Bilandes Forhold til Norge paa denne Tid, bliver det ogsaa nødvendigt at kaste et Blik paa de Begivenheder, som der havde tildraget sig siden Harald Graafelds Død.

  1. Den ældste og vistnok meest authentiske Efterretning herom findes i Encomium Emmæ Reginæ, S. 474 (hos Langebek Scr. Rer. Dan. II.), hvor det heder, at Harald blev saaret i Slaget mod Sven, flygtede til Slaverne, og døde der kort efter. Omtrent det samme fortæller Mag. Adam, II. 25, tilføjende at Harald døde ved Jumne d. e. Jomsborg. Saxo (10de B. S. 490) siger det samme, tilføjende at Harald faldt for Tokes hevnende Piil. Hvorledes Jomsvikingasaga lader Palne-Toke blive Haralds Banemand, medens vore paalidelige Sagaer intet vide derom, er forhen omtalt. De øvrige Forskjelligheder i Beretningen om Haralds Død behøve vi her ej at nævnes se derom Petersens Danmarks Historie II. S. 143–148. Mag. Adam lader Harald regjere i 50 Aar, ligesaa Knytlingasaga; Jomsvikingasaga Cap. 21 derimod kun i 47 Aar. Hans Død siges udtrykkelig hos Mag. Adam (II. 25, 26) at være indtruffen i den 988 afdøde Erkebiskop Adaldags sidste Tider.
  2. Mag. Adam II. 27 nævner udtrykkeligt to Gange, Saxo endog tre. Vore Sagaer og Sven Aagesøn nævne kun en eneste Gang, men i og for sig er det jo intet usandsynligt i at Begivenheden kan være indtruffen to Gange, og Svens egen Dattersøn, Kong Sven Ulfssøn, der berettede Mag. Adam dette, maatte dog vel vide Besked derom. Hos Sven Aagesøn findes den merkelige Misviisning, at det er Palne-Toke, som i Haralds levende Live, og i dennes Tjeneste, fanger Sven. Thietmar (VII. 26) nævner ogsaa Fangenskabet, og siger at det fandt Sted efter Faderens Død, men kalder, besynderligt nok, dem som fangede ham, Northmanni. Han har vel haft Jomsvikingernes halv eller heel nordiske Nationalitet for Øje. – Vi nævnte ovenfor baade Mieczyslav og Boleslav; det behøver neppe at tilføjes, at Sagaerne ogsaa her alene nævne Burisleif. Det er sandsynligt, at Boleslav Chrabri, Mieczyslavs Søn, allerede nu optraadte som sin Faders Vasal i Pommern, og at det var ham, der sluttede Forliget, og betingede sig Thores Haand, ligesom han og kort efter, og ligeledes, som det synes, for Faderens Død slutter Forlig med Erik Sejrsæl. Sammenhængen dermed lader sig vanskeligt udfinde. Mere herom nedenfor, hvor Olaf Tryggvessøns Giftermaal med Thyre omtales. Det er forøvrigt af Vigtighed at lægge Merke til, at Mag. Adam udtrykkeligt henfører disse Forhandlinger til Erkebiskop Libentios første Aar, altsaa til efter 988.
  3. Om Eriks Giftermaal har der været forskjellige Meninger, af hvilke de fleste dog, som det forekommer os, grunde sig paa en fejlagtig Opfatning af de tydske Kildeskrifters Ord. Saaledes har, trods vore Sagaers og Saxos eenstemmige og, som man tydeligt kan se, paalidelige Vidnesbyrd, den Mening været opstillet, at Sigrid Storraade var Boleslavs Syster. (Lappenbergs Anm. til Adam af Bremen Schol. 25) Dette grunder sig paa Ordene Schol. 25: „Boleslav gav Erik sin Datter eller Syster til Egte“, sammenholdte med Thietmars Ord om Svens Sønner Harald og Knut: „disse fødte ham Hertug Misekos Datter, hans Søn og Efterfølger Boleslavs Syster, hvilken, lange forskudt af sin Mand, døjede ikke liden Modgang med de øvrige (quæ a viro suimet diu depulsa, non minimam cum ceteris perpessa est controversiam); og med Udsagnet hos Adam af Bremen II. 37, at Sven efter Eriks Død egtede hans Enke, Olafs Moder, der fødte ham Knut. Men herved er at merke, at det sidste Udsagn af Mag. Adam aabenbart er en Fejl, som han deler med Saxo, og som er let undskyldelig paa Grund af disse Giftermaals-Forholds indviklede Natur, saaledes som det strax nedenfor skal vises. Vore Sagaer ere saa eenstemmige i at erklære Knut og Harald for Sønner af Svens første Hustru, og alene hans Datter Æstrid for en Halvsyster af den svenske Konge Olaf, at man ikke kan tvivle derom, især da Knut allerede før sin Faders Død 1014 hos paalidelige Skribenter (som Dronning Emmas Encomiast) omtales som aldeles voxen og fuldmyndig Mand, hvilket ej vilde være Tilfældet, om han først var fød 998 eller 999, da Sven egtede Sigrid. Thietmars Ord kunne alene ved Tvang henføres til nogen anden end Sven; heraf se vi altsaa, at han forskød Gunnhild, efterat hun havde født ham Harald og Knut, og at hun en Tidlang (diu) befandt sig i forskudt Tilstand; dette din vilde være betydningsløst, dersom det ej skulde betegne, at hun senere kom i en anden Stilling, eller atter blev gift. At hun, forskudt, har taget Tilflugt til sin Broder, som paany disponerede over hendes Haand, er hvad man under alle Omstændigheder maa anse for det rimeligste. At Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 243 omtaler hendes Død, er aabenbart kun en Gisning af den mindre vel underrettede Saganedskriver, der ellers ej kan forklare sig at Sven egtede Sigrid. Hun var ogsaa rimeligviis da allerede død. Men da Sven nu virkelig indgik dette Giftermaal med Sigrid, og han og Erik Sejrsæl saaledes paa en vis Maade byttede Hustruer (Erik var rigtignok død, førend Sven egtede Sigrid), opkom derved et saa indviklet Forhold, at Mag. Adam var undskyldt, om han misforstod Kong Sven Ulfssøns Beretning derom, thi baade Gunnhild og Sigrid havde jo været gifte med Erik Sejrsæl. Ved at antage det oven opstillede Forhold vinde vi og den Fordeel, nærmere at kunne bestemme Knut den mægtiges Fødselsaar, nemlig ved 987 eller 988. Det har formodentlig været under Krigen med Sven, at Erik egtede Gunnhild; thi der siges udtrykkeligt i Schol. 25 til Mag. Adam, at Sviar og Slaver ifølge Forliget strede i Fællesskab mod Danerne. Krigen mellem Erik og Sven, der hos Saxo kaldes den skaanske Krig, har vel heller ikke været saa kortvarig.
  4. I den kortere Olaf den helliges Saga og Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga siges det udtrykkeligt, at hun, endog som fraskilt, raadede over Gautland, ligesom den førstnævnte Saga ogsaa tillægger hende endnu en Søn, Emunde. Hendes mange Gaarde udgjorde længe efter hendes Tid endnu et samlet Gods, kaldet Sigridlev, der enten ganske eller for en Deel tilhørte den danske Kongeæt, som nedstammede fra hendes Datter Æstrid.
  5. Odd Munk, Olaf Tryggvessøns Saga. Beretningen er saa urimelig, at den neppe engang behøver at gjendrives. Thi ej alene var Haakon selv yngre end Erik, men man kan ikke engang paavise noget Tidspunkt, naar dette Giftermaal kunde have fundet Sted, med mindre det maatte være enten førend Erik egtede Sigrid, eller efter Gunnhilds Død, da Erik var en ældgammel Mand. En Hentydning dertil findes i den oldnorske Bearbejdelse af Mag. Adams Fortælling om Eriks Erobring af Danmark, der er optagen i Fornmanna Sögur XI. S. 417. Bearbejderen tilføjer en Bemærkning, hvori han søger at forklare Grunden, hvorfor Haakon Jarl ifølge Vellekla sagdes at have stredet mod Kong Otto, nemlig „for at hjelpe sin Ven eller Maag Erik Sviakonge“.
  6. Se, hvad nedenfor berettes om Sigmund Brestesøns Sendelse til Sverige.
  7. Hans Fremgangsmaade mod Olaf Tryggvessøn, der nedenfor skal omtales, tjener til Exempel derpaa.
  8. Færeyingasaga Cap. 23. Denne Beretning er imidlertid neppe ganske sikker. Dog taler ogsaa Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 150, 193 om de Kostbarheder, hvormed Gudebillederne i Templet paa Lade vare smykkede, og om den Guldring, eller foregivne Guldring, der hang i dets Dør.
  9. Se Njáls Saga, Cap. 88, 89. Beretningen i sig selv synes paalidelig nok, kun ere de geographiske Angivelser aldeles Urigtige, som om Gudbrand kun boede et kort Stykke fra Lade. Muligt, at en mægtig Bonde i Omegnen af Lade af Sagafortælleren er bleven forvexlet med Dale-Gudbrand.
  10. Se ovenfor, S. 25.
  11. Herom jevnfør ovf. S. 53, 57 og 58.
  12. Om Audun Skakul se ovenfor, 1ste B. S. 529, Sammenlign Landnáma, II. 32. Grettissaga, Cap. 1. Det vil, af hvad der ovenfor er anført om Erik Bjodaskalles, Olaf Tryggvessøns Farfaders, Æt, sammenholdt hermed, blive indlysende at Aastrid, Olaf Tryggvessøns Moder, og Aasta, Olaf den helliges Moder, vare nær beslægtede.
  13. Ogsaa heraf faar man den bestemteste Forestilling om at Harald grønske ej besad det store Len, Snorre og de større Kongesagaer tillægge ham, thi hvor store Besiddelser end Sigrid havde, kunne de dog neppe have maalt sig med hele Viken fra Vingulmark til Lindesnes. Han har sikkert alene været Konge paa Vestfold eller Grønland, og neppe engang med kongelig Myndighed, men alene med kongelig Titel.
  14. Denne Vsevolod omtales ej i de russiske Annaler. Men blandt Russerne var der saa mange Befalingsmænd, der førte Titel af „Konge“ (Knjazh), at Annalerne umuligt kunde optegne alles Navne; dette var ogsaa Grunden, hvorfor den egentlige Konge eller Overkonge kaldte sig Storfyrste eller Storkonge (veliki Knjazh). Atter er dette en Bestyrkelse paa, hvor lidet anseet Harald var, naar han kunde sættes i Klasse med en almindelig Knjazh fra Rusland.
  15. Dette er Beretningen hos Snorre (Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 48) og i den større Olaf den helliges Saga, Cap. 14. Den ældre eller kortere Olaf den helliges Saga (Cap. 1 og 5) har derimod en anden, men, som det synes, neppe saa rigtig Fremstilling. Ifølge denne skulde Harald først have været Aasta tro, men være bleven fristet af Sigrid. Den første Gang, han besøgte hende, skulde hun nemlig have tilbudt ham at dele hendes Leje, men han skulde have svaret: „Aasta ligger alene i Nat, det samme ville vi“, hvorover Sigrid skulde være bleven meget vred. Dog skulde han senere have angret sin strenge Dyd, og efter Sønnen Olafs Fødsel have besøgt Sigrid paany for at bejle til hende; men da skulde hun have givet ham Afslag, „fordi“, sagde han, „Aasta er nu bleven Moder til Olaf, som jeg gjerne selv havde ønsket at have til Søn“. Og derpaa skulde Sigrid, saaledes som det ellers berettes, have ladet Harald og Vsevolod indebrænde.