Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/18

< Det norske Folks Historie‎ | 2

Det er ovenfor[1] nævnt, at Erik Blodøxe, Dronning Gunnhild og deres Sønner lige siden den førstes Fordrivelse fra Norge havde et sikkert Tilhold paa Orknø, saa ofte de vare i Nød, at Jarlen Thorfinn Hansakljufs Søn Arnfinn var gift med Eriks og Gunnhilds Datter Ragnhild, at Gunnhild og hendes Sønner endog maa antages, saa længe de opholdt sig paa Øerne, at have haft det egentlige Herredømme der, og at Gunnhild efter al Rimelighed der endte sine Dage. Ragnhild, hendes Datter, viste sig en saadan Moder værdig. Efter at Thorfinn Hausakljuf, der skal have været en mægtig Høvding, var død, voldte hun selv, det siges ikke hvorledes, hans Søn og sin Mand Arnfinns Drab i Myrkhoel (Murkle) paa Katanes, og egtede derpaa hans Broder, Haavard den aarsæle, der nu blev Jarl og skal have været en god Høvding, hvis Tilnavn viser, at Landet befandt sig lykkeligt under hans Herredømme. Men det varede ikke længe, førend Ragnhild blev ked af Haavard, efter at hun ved et Gilde havde seet hans Systersøn, den fra Viking hjemkomne Høvding Einar Klining. Hun forsøgte strax at lokke Einar til at svige Haavard ved at tilbyde ham som Belønning sin Haand og Jarledømmet. Einar modstod Fristelsen en Tidlang, men maatte dog tilsidst bukke under for hendes Overtalelser. Han overfaldt Haavard ved Steinsnes paa Rossø, og dræbte ham efter en kort Kamp[2]. Over denne Nidingsdaad blev imidlertid Einar saa foragtet, at Ragnhild ikke længer vilde vide af ham, men overtalte ved lignende Løfter en anden Systersøn af Haavard, Einar Haardkjeft, til at dræbe ham, under Paaskud af at hevne Morbroderen. Men istedetfor at egte Einar Haardkjeft, egtede hun Ljot, en tredie Søn af Thorfinn Hausakljuf, som nu tog Jarldømmet og blev en mægtig Høvding. Den skuffede Einar forsøgte med Magt at tiltvinge sig Opfyldelsen af det ham givne Løfte, men han fik kun faa Tilhængere, da Orknøingerne helst ønskede at lyde Thorfinns Sønner. Den fjerde af disse, ved Navn Skule, gjorde ligeledes Fordring paa Jarldømmet. Da han ej fik nogen Deel deraf med det gode, drog han til den den skotske Konge (det maa have været Kened den 3die)[3] og lod ham give sig Jarlsnavn over Katanes, hvilket Landskab han allerede synes at have besiddet. Han samlede nu Folk, drog over til Orknøerne og angreb sin Broder Ljot, men denne blev mandsterkere og overvandt ham. Skule flygtede over til Katanes, men Ljot forfulgte ham, og nødsagede ham til at ty til Kong Kened om Hjelp. Denne sendte ham ogsaa en Hær under Anførsel af en Høvding ved Navn Macbeth[4]; men i det Slag, som nu holdtes, blev dog Ljot Sejrherre, Skule faldt, Macbeth flygtede, og Ljot underkastede sig hele Katanes. Efter nogen Tids Fejde mellem Ljot og Skoterne kom Macbeth tilbage med en stor Hær og angreb Ljot, der ikke havde halv saa mange Folk. Men Ljot sejrede ogsaa denne Gang, dog fik han saa haarde Saar, at han kort efter døde. Nu tilfaldt Jarldømmet den femte Broder, Lødve, der skal have været en mægtig Høvding[5]. Men saavel hans, som hans Forgængeres Anseelse fordunkledes af hans Søn Sigurd, der udbredte Orknøjarlernes Herredømme videre end selv den første Sigurd havde formaaet, og i sin henved trediveaarige Regjeringstid[6] gjorde sig navnkundig over alle Vesterhavets Lande. Han beholdt Katanes, uagtet Skoternes Bestræbelser for at erobre det tilbage, og herjede desuden hver Sommer paa Skotland, Irland og Syderøerne, hvilke sidste han ganske underkastede sig og gjorde sig skatskyldige. Den skotske Maormor eller Befalingsmand i Møræve eller Moray, Finnlaich, den senere saa berømte Kong Macbeths Fader[7], brød med en vældig Hær ind i Katanes for at forjage ham, og hastede ham en Vold til en bestemt Dag paa et Sted kaldet Skidamyre, det samme, hvor Ljot tidligere havde overvundet den ældre Macbeth. Sigurd, der neppe kunde stille en Syvendedeel af Finnlaichs Folketal i Marken, raadspurgte sin Moder, den kloge, og som man troede, tryllekyndige irske Kongedatter Edna[8], hvad han skulde gjøre. Hun sagde, at det var bedre at dø med Hæder end leve med Skam, og gav ham et Merke eller Banner, som hun selv havde syet med megen Kunst. Det var dannet som en Navn, og naar det spredte sig for Vinden, saa det ud som om Ravnen fløj[9]. Dette Merke, sagde hun, vilde bringe Høvdingen selv Sejren, men den, der bar det, Døden. Sigurd sørgede dog ogsaa viselig for at forsterke sin Hær, idet han tilbød Orknøingerne Tilbagegivelsen af deres Odel eller Ejendomsret til Jordegodset, der siden Torv-Einars Tid havde tilhørt Jarlerne[10], imod at de eftertrykkeligt skulde understøtte ham i Kampen mod Skoterne. De modtoge Tilbudet, og derved sattes Sigurd istand til at vinde en herlig Sejr over Finnlaich, skjønt det rigtignok fortælles, at ikke mindre end tre af hans Merkesmænd faldt under det dødbringende Banner[11]. Bønderne paa Orknøerne fik nu virkelig deres Odel tilbage, men Sigurd holdt sig skadesløs ved sine andre Magtsudvidelser. Han underkastede sig, foruden Katanes, ogsaa hele Sutherland, Ross, Moray og Dalene eller det senere saakaldte Argyle. Hele det nordlige og vestlige Skotland tilligemed Syderøerne adlød saaledes hans Herredømme. Der nævnes endog en Jarl paa Syderøerne ved Navn Gille, der betalte ham Skat, og senere egtede hans Syster[12]. Ja lige til Man naaede hans Herredømme. Der er endnu en Beretning om, hvorledes Sigurd, efter at have herjet paa Man og sluttet Forlig med Indbyggerne om at de skulde betale ham en vis Pengesum for at undgaa videre Herjen, drog hjem igjen til Orknø, efterladende nogle Mænd for at oppebære Skatten, der skulde udredes i brændt (reent) Sølv. De fik ogsaa ganske rigtigt Skatten og sejlede afsted med den, men overfaldtes paa Vejen af en saa heftig Storm, at de lede Skibbrud paa en ubeboet Ø i Nærheden af Irland. Fra denne Nød frelstes de af Islændingen Thorodd, der sejlede hjem fra en Handelsrejse til Dublin; det vil sige, han overlod dem sin Baad imod at faa en betydelig Deel af deres Skat; med denne Baad arbejdede de sig tilbage til Orknøerne, men Thorodd sejlede hjem uden Baad, og fik siden Tilnavnet „Skattkaupande“[13]. Faa Aar efter gjorde Skoterne et nyt og heldigere Forsøg paa at befri deres Fædreland fra Sigurds Herredømme. De nærmere Omstændigheder derved omtales ej, kun saa meget veed man, at Sigurd pludselig fik Efterretning om, at de skotske Jarler (Maormors) Hunde[14] og Mælsnechtan havde dræbt hans Svoger Haavard i Thrasvik (Freswick), og holdt Havnene ved Pettlandsfjorden besatte, for at intet Budskab skulde gaa til Orknøerne. Sigurd samlede strax en Hær og drog med den over til Katanes, hvor han landede ikke langt fra Dungalsniven (Duncansby Head). Her hørte han at, Hunde og Mælsnechtan laa med deres Hær lige i Nærheden. Strax angreb han dem, og efter en heftig Kamp, der i Førstningen saa ud til blive uheldig for Nordmændene, lykkedes det ham at sejre. Mælsnechtan faldt for Sigurds tapre Hirdmand, Kaare Salmundssøns Haand, og Hunde flygtede. Sejren nyttede ham imidlertid ikke til andet end at skaffe ham endeel Bytte, thi da han erfoer, at den mægtige Mælkolm, Finnlaichs Brodersøn og nu Maormor i Moray, samlede en ny og overlegen Hær mod ham ved Duncansby, fandt han det raadeligst at vende tilbage til Orknøerne, og der tales ikke om, at han senere erobrede Nordskotland tilbage[15]. Man erfoer endog at han flere Aar efter, da Mælkolm imidlertid var bleven Konge i Skotland[16], paa en fredeligere Maade søgte at faa sit Tab erstattet, idet han indgik Venskab med Mælkolm og egtede hans Datter, øjensynligt for at faa Katanes og Suderland, hvilket Landskab Mælkolm siden skjenkede den af dette Egteskab fødte Søn Thorfinn: Beviis nok paa at Sigurd selv ikke formaaede at tilbageerobre dem. Men han holdt sig, som man ser, skadesløs ved sine Besiddelser i Sydrøerne og maaske paa Irland. Den samme Kaare Salmundssøn, der i Slaget ved Dungalsnipen fældte Mælsnechtan, havde just nylig bragt Sigurd Skatten fra Gille Jarl, hvilken, som ovenfor omtalt, ej længe efter egtede Sigurd Jarls Syster, og lige til hans Død viste ham Troskab og Hengivenhed[17].

At Sigurd Jarl, uagtet han selv optraadte med saadan Overlegenhed, dog erkjendte Haakon Jarls Højhed, erfarer man deraf, at den nysnævnte Kaare Salmundssøn, Sigurds Hirdmand, to Somre efter Slaget ved Dungalsnipen rejste til Norge for at bringe Haakon Jarl den ham tilkommende Skat (988)[18]. Vistnok har man ogsaa forklaret dette om en Deel af den Skat, Kaare i Forvejen havde samlet fra Syderøerne, men under alle Omstændigheder udrededes dog denne Skat i Sigurds Navn, da den blev overbragt ved hans egen Hirdmand. Forresten lod Haakon ogsaa selv Skat opkræve i Sydrøerne. Vi erfare nemlig, at den samme Islænding Thorgils Thordssøn, kaldet Arrebeinsstjup, der i Harald Graafelds Tid forgjæves havde søgt at faa sine Ættejorder i Sogn tilbage[19], ogsaa fremsatte en Anmodning derom til Haakon Jarl, der efter at have erhvervet Magten i Norge tilegnede sig dem, som saa meget andet Gods, og at Jarlen, efter at have beholdt ham nogen Tid hos sig for nærmere at lære hans Opførsel at kjende, sendte ham til Sydrøerne for at inddrive den allerede i tre Aar udeblevne Skat, med Løfte om, at han, hvis han bestod denne Manddomsprøve, skulde faa sin Anmodning opfyldt. Thorgils og hans Ven Thorstein hvite fra Sogn rejste afsted paa to Skibe (980), men med lidet Mandskab[20]. De kom til Øerne og fordrede Skatten, men fik kun lidet af den, og lede siden Skibbrud ved Katanes[21], saa at de mistede alt deres Gods, men kun Mandskabet blev reddet. De fandt imidlertid en venskabelig Modtagelse hos en Jarl ved Navn Olaf, som herskede der i Egnen, og Thorgils gjengjeldte hans Gjestfrihed ved at fælde i Tvekamp en grum og forhadt Viking, der vilde tiltvinge sig Jarlens smukke Syster Gudruns Haand. Efter Holmgangsloven tilfaldt Vikingens Efterladenskab Sejrherren; Thorgils fik saaledes baade hans Skibe og Gods, og Jarlen belønnede ham desuden ved at give ham Gudrun til Egte. Thorgils havde nu Skibe nok, og kunde tillige skaffe sig det tilstrækkelige Antal Folk. Den følgende Sommer gjorde han derfor et nyt Tog til Sydrøerne med større Eftertryk end forhen, og gav Indbyggerne Valget mellem at taale Herjen eller at betale Skatten. De valgte det sidste, og han kunde endnu samme Sommer bringe Skatten til Haakon Jarl, der ogsaa holdt sit Løfte og overlod ham de længe attraaede Ejendomme[22].

Hvorledes Haakon erhvervede dette Overherredømme over Orknøerne og Sydrøerne, om han selv havde gjort noget Tog derhen, eller om han alene udsendte flere slige Skatkrævere, som Thorgils, nævnes ingensteds. Men om Sagen selv kan man neppe tvivle. Man kan og være vis paa, at en saa herskesyg men tillige klog Mand, som Haakon, har benyttet sig af enhver Lejlighed og ethvert Middel til at hævde sit Herredømme over Norges Skatlande, og i Særdeleshed over Orknøerne, hvor det fremfor Alt maatte være ham af Vigtighed at hindre Gunnhilds Sønner fra atter at finde Tilhold.

  1. ↑ Se ovenfor S. 33, 34.
  2. ↑ Steinsnes paa Rossø er det nuværende Stenness, paa Næsset mellem de to Søer, Hara-Søen og Stenness-Søen, hvor de bekjendte Steensætninger ere, der og have givet Stedet Navn. En Strækning der kaldes endnu Haavardsteigen efter Haavard Jarl.
  3. ↑ Kong Kened den 3die herskede nemlig mellem 969 og 991. Det kan neppe have været hans Formand, Kong Cuilen, der herskede fra 965–969, eftersom man erfarer, at Thorfinn Hausakljuf endnu levede, da Gunnhild og hendes Sønner flygtede til Orknøerne for Haakon Jarl, og de nys skildrede Begivenheder dog ogsaa maa have medtaget mere end fem Aar.
  4. ↑ Hans Navn skrives i vore Sagaer forskjelligt, Magbjod, Margbjod, Magbragd.
  5. ↑ Alt dette fortælles omstændeligt i Flatøbogen, hvorefter det er aftrykt i Skaalholt-Udg. af Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 180. Et Udtog findes i Olaf Tryggvessøns Saga i Fornmanna Sögur Cap. 97.
  6. ↑ At Sigurd, der faldt i Briansslaget i Irland 1014, maa have hersket i det mindste i 30 Aar, sees deraf, at Thorodd Skattkaupande, der nedenfor omtales, ikke kan have truffet Sigurd Jarls Skatkrævere senere end 983; altsaa var Sigurd allerede paa den Tid Jarl. Jvfr. nedenfor S. 134, Note 1.
  7. ↑ At Macbeths Fader var Finnlaich, Fjonnlaich, Finleg eller Finlay mat Ruairi, er en bekjendt Sag, se Fordun, IV. 49; at denne Finnlaich ikke er nogen anden end Sagaens „Finnleik“, skjønnes deraf at Macbeth selv optræder som Maormor af Moray.
  8. ↑ Hendes Fader skal have været Irekongen Kjarval eller Cearbhal. Der var flere af dette Navn; imidlertid tør det vel og hænde, at vore Sagaer oftere anvende det uden tilbørlig Hjemmel, fordi det nu engang var bleven dem meest bekjendt.
  9. ↑ Dette ligner meget, hvad Asser i sin Beskrivelse over Kong Alfreds Liv Mon. hist. Br. S. 481 (se ovenfor, 1ste Bind S. 637 Note 5) fortæller om den Fane, kaldet Ravnen, hvilken Lodbroks Døttre havde syet for deres Brødre Ivar og Ubbe.
  10. ↑ Se ovf. 1ste B. S. 516.
  11. ↑ Olaf Tryggv. Saga i Skaalholt-Udg. Cap. 181.
  12. ↑ Njáls Saga, Cap. 86, 90.
  13. ↑ Eyrbyggjasaga, Cap. 29. Thorodd blev Vintren efter gift med Snorre Godes Syster Thurid paa Frodaa; dette var faa Aar efter at Snorre, 18 Aar gammel, havde taget ved Gaarden paa Helgafell (982), og ligeledes kort Tid førend Kjartan, Thurids, og som man troede, hendes Elsker Bjørn Breidvikingakappes Søn blev fød (985). Thorodds Æventyr i Sydrøerne har altsaa fundet Sted ved 983, hvilket viser, at Sigurd allerede da var Jarl. Man kunde maaske udstrække hans Regjeringstid endnu længer op, da det i Kristnisaga (Cap. 1) heder at Thorkell Kravla (se ovf. 1ste B. S. 791) var en af de største Høvdinger paa Island i Aaret 991 eller 983, da Thorvald Vidførle opholdt sig der med Biskop Frederik; men af Vatnsdølasaga Cap. 13–45 ser man, at Thorkell ved en Udenlandsrejse, han foretog førend han blev Høvding, allerede forefandt Sigurd Lødvessøn som Jarl paa Orknøerne.
  14. ↑ Navnet „Hunde“ er nordisk, ikke gaelisk, men da man finder, at en Søn af Sigurd Jarl senere kaldes „Hvelpr“ eller „Hundi“, maa man slutte at dette Navn kun er en Oversættelse af et gaelisk Navn, der betyder „Hvalp“ eller „Hund“. Et saadant Ord er Cuilen, hvilket tillige var Navnet paa Kong Keneds Forgænger. Maaske man i den ovenfor nævnte „Hunde“ kan sinde en Slægtning af hiin Cuilen, hvis Søn Konstantin siden dræbte Kened.
  15. ↑ Se Njáls Saga Cap. 96.
  16. ↑ Uagtet Fordun 4de Bog Cap. 33, 38 o. s. v. kun kjender een Mælkolm som Konge af Skotland, og tidligere lader ham optræde som Konge af Kumberland, ser man dog af Tighernachs Annaler (O’Connor Rer. hib. scr. II 281)at der desforuden var en Kong Mælkolm, Mælbrigdes Søn, og Sønnesøn af Ruairi (Finnlaichs Fader) i Skotland, hvilken døde 1029 eller 1030. Disse tvende Konger ved Navn Mælkolm ere i de fleste Annaler slaaede sammen til een. Muligt, at de have ligget i Strid med hinanden indbyrdes, og saaledes været samtidige. Mælkolm Keneds Søn døde 1031, men Simeon af Durham nævner ham allerede ved 1018. Men paa denne Tid har der aabenbart hersket Uroligheder i Skotland, hvorom de magre Annaler intet indeholde. Saaledes omtaler Orkn. Saga (Cap. 32) og den samtidige Arnor Jarlaskald en Konge eller Fyrste i Skotland mellem 1020 og 1030 ved Navn Karl Hundasøn, maaske en Søn af den ovennævnte Cuilen.
  17. ↑ Gille besøgte Sigurd Jarl strax førend denne drog til Irland, hvor han faldt i Briansslaget 1014. Njáls Saga Cap. 155.
  18. ↑ Dette Aar kan egentlig blot tilnærmelsesviis udfindes. Man ser af Njáls Saga, at Njáls Sønner rejste udenlands samme Sommer, som Kolskegg, Gunnars Broder, og Thraain Sigfussøn; at Kolskegg Aaret efter begav sig til Sven Tjugeskegg i Danmark, og at Njáls Sønner samme Aar opholdt sig hos Sigurd Jarl, og deeltog i Slaget ved Dungalsnipen. Aaret efter at Kampen ved Dungalsnipen stod, var altsaa Sven i Danmark; dette maa følgelig være enten i Perioden fra 986 til 989 eller efter 996. Nu erfare vi tillige, at Thraain, Kaare, og Njáls Sønner samtidigt befandt sig hos Haakon Jarl, da hiin kom med Skatten to Somre efter Slaget ved Dungalsnipen, at Thraain endnu samme Aar rejste til Island, at de øvrige ligeledes rejste hjem 2 Aar senere, og at Thraain faa Aar efter blev dræbt, efterladende Sønnen Høskuld, der dog endnu var en Dreng (sveinn), opfostredes af Njál, og sidenefter, ved Femterdommens Oprettelse 1004 fik Godord og giftede sig. For at kunne erhverve et saa anseeligt Embede uden Arv, maa han dog da vel mindst have været 21 Aar, altsaa fød 980. Men han vilde i faa Fald ej have kunnet kaldes en Dreng ved Thraains Død, hvis denne var indtruffen længe efter 990; det er altsaa i Tidsrummet 936–989 at man maa søge Kolskeggs og Njálssønnernes Udenlandsrejse, og heller tidligere end senere, da ellers deres Hjemkomst kommer for nær ind paa Thraains Drab. Deres Udfart sættes altsaa 986, Slaget ved Dungalsnipen samme Aar, Rejsen til Norge 988, Hjemrejsen til Island 990 og Thraains Drab 992 eller 993. – Man har heller intet andet Valg, thi lader man Udenlandsrejsen finde Sted 995, vilde Njálssønnerne ikke to Aar efter finde Haakon Jarl i Norge, og Thraains Drab vilde falde 1001 eller 1002.
  19. ↑ Se ovf. S. 41–43.
  20. ↑ Ogsaa her er Tidsregningen i Floamanna Saga, der beretter alt dette, noget forvirret. Thi medens den lader Thorgils drage til Sydrøerne to Vintre for hans Søn Thorleifs Fødsel, og tilbage til Island Aaret derefter, heder det senere, at han drog til Grønland, da han havde været 13 Aar hjemme, og at Sønnen Thorleif da var 20 Aar gammel, uagtet han egentlig kun skulde være 11 eller 15 Aar gammel. Her er altsaa en Fejl indløben; man skulde snarest antage, at 20 (xx) er sat i Stedet for 15 (xv). Da Rejsen til Grønland fattes 7 Aar for hans 55de Aar, og da Vi erfare, at Thorgils var 16 Aar gammel under sit første Ophold i Norge paa Harald Graafelds Tid, altsaa henved 964, skulde følgelig Grønlandsrejsen være skeet 996; da det imidlertid tilføjes, at det var strax efter at Christendommen allerførst var kommen til Island (997) maa et Aar tillægges, som tabt ved Beregningen. Thorleifs Fødsel falder saaledes 982, og Rejsen til Sydrøerne 980.
  21. ↑ Man skulde næsten formode, at Katanes her er nævnt ved en Forvexling med et andet Sted i Skotland nærmere Sydrøerne, især paa Vestsiden, hvor de halv gaeliske, halv norske Gallgaeler paa denne Tid herskede. Norske Navne blandt Gaelerne vare paa denne Tid ej saa ualmindelige, saaledes hed endog en skotsk Konge Ildulf (egentlig Hildulf), død 961, og hans Søn Anlaf eller Olaf dræbtes af Kong Kened 978 (Tighernach, hos O’Connor II. p. 260).
  22. ↑ Floamanna Saga, Cap. 14–16. Hovedbegivenhederne i denne Saga bære alt Præg af Sandhed, om end enkelte Biomstændigheder smage af Overdrivelse og senere Udpyntning. Om Tidsregningen er der forhen talt. Det er viist, at de enkelte Data ved nærmere Undersøgelse dog idet hele taget lade sig nogenledes forlige med hinanden indbyrdes, saavelsom med andre tilforladelige Tidsangivelser, og det vil sees, at den endog bestyrker den af os ovenfor fremsatte Beregning af Harald Graafelds Dødsaar. En Omstændighed, der ved første Øjekast kunde synes at medføre Vanskeligheder, er den, at Cap. 14 synes at nævne Haakon Jarls Regjering og Thorgils’s Besøg hos ham som næsten umiddelbart følgende efter de ovenfor (S. 41-43) omtalte Begivenheder under Harald Graafeld. Men da det i Cap. 16 heder, at Jarlen sendte Thorgils afsted for at indkræve den i tre Aar udeblevne Skat, og der dog ej kunde være Tale om nogen Udeblivelse af den ham tilkommende Skat førend han selv havde tiltraadt Regjeringen, maa saaledes i det mindste 3 eller 4 Aar tænkes forløbne mellem Cap. 13 og 14. Og kunne først 4 Aar tænkes mellemliggende, uden at de i dem af Thorgils udførte Bedrifter nævnes, kan dette ogsaa lige saa godt være Tilfældet med flere Aar, i hvilke Thorgils rimeligviis var paa Handelsrejser.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/18&oldid=69760»