Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/4

< Det norske Folks Historie | 2

Men Sigurd Jarl efterlod sig en Søn, som blev Kongerne en langt farligere Fiende, end han selv havde været, og hvis Tapperhed og Statsklogskab ej alene spillede Mester over Gunnhilds Rænker og Haralds Voldsomhed, men ogsaa banede ham selv Vejen til Herredømmet over Norge. Denne Søn var den berømte Haakon, siden kaldet den rike, (ɔ: mægtige). Han var paa denne Tid omtrent 25 Aar gammel, altsaa fød henved 937. Han var opkaldt ikke egentlig efter sin Farfader, men efter Haakon Adelsteensfostre, som just opholdt sig ved et Julegilde paa Lade, da Bergljot, Sigurd Jarls Hustru og Thore Jarl den tauses Datter, den første Julenat nedkom med denne Søn, paa hvilken Kongen selv øste Vand, idet han gav ham sit Navn[1]. Haakon opholdt sig paa Indhered, da Efterretningen om hans Faders Drab naaede ham. Han var vennesæl og yndet af alle Folk i Landskabet, derhos havde han mange Frænder, saa at det ej var vanskeligt for ham at faa alle Thrønderne til at rejse sig mod Kongerne. Der blev nu, fortælles der, strax et saa stort Hærløb over hele Throndhjem, at ethvert Skib, der kunde bruges til Strid, blev skudt i Søen. Da Hæren var samlet, valgte de Haakon til Jarl og Høvding over sig, og han styrede nu med den hele Skare ud efter Fjorden. Da Gunnhilds Sønner hørte dette, skyndte de sig til Raumsdal og derfra til Søndmøre, og fra begge Sider holdt man Øje med hinanden. Haakon forsvarede Throndhjem saa godt, at Gunnhilds Sønner ingen kongelige Indtægter fik derfra, og at ingen af dem engang vovede at komme indenfor Throndhjemsfjordens Munding. Han leverede dem gjentagne Trefninger, og paa begge Sider dræbte de Folk for hverandre. Endelig bleve Bønderne kede af denne Fejde, og begge Partiers fælles Venner lagde sig imellem for at stifte Fred. Det lykkedes omsider at bringe et Forlig istand, ifølge hvilket Haakon skulde beholde det samme Herredømme i Throndhjem, som hans Fader havde haft. Dette Forlig bekræftedes med de højtideligste Troskabsforsikringer, og der skal nu for en kort Tid have hersket stort Venskab mellem Dronning Gunnhild og Haakon, skjønt de ogsaa nu og da brugte Kneb og listige Raad mod hinanden. Grjotgard havde saaledes intet opnaaet ved sit Forræderi mod Broderen, thi det stod ikke engang i Kongernes Magt at opfylde de Løfter, de have givet ham[2].

Den statskloge Haakon lod det imidlertid ikke blive ved at forsvare Thrøndelagen; han søgte ogsaa at forsterke sig ved Forbund med Erikssønnernes andre Medbejlere om Magten i Riget, nemlig Kongerne Tryggve og Gudrød i Viken. Tryggve herskede, som det allerede ovenfor er viist, aldeles uafhængigt tilligemed sin Fætter Gudrød, Bjørn Farmands Søn[3]. Tryggve opholdt sig meest i den østre Deel, det egentlige Viken eller Ranrike, hvilket han, sandsynligviis tilligemed Vingulmark og Raumarike, der tildeels kunde betragtes som hans Arvelande, havde faaet i Len af Haakon Adelsteensfostre, og som allerede hans Fader Olaf, efter hvad forhen er paapeget, maa have besiddet efter sine Brødre Guthorms og Sigtryggs Død[4]. Gudrød derimod opholdt sig, som man ser, fornemmelig i eller ved Tunsberg, hvor ogsaa hans Fader Bjørn havde boet, og hans egentlige Rige maa derfor have været delt vestlige Deel af Viken, nemlig Vestfold og Grønland, med Thelemarken. Det synes forresten som om Magten fornemmelig maa have været hos Tryggve, thi deels nævnes han fortrinsviis som Konge, deels er der ogsaa Beretninger om ham, som vise, at han maa have haft størst Anseelse[5]. Hans Indflydelse har vistnok strakt sig lige til Gudbrandsdalen, hvor der paa denne Tid atter omtales en Dale-Gudbrand, eller Ætling af den gamle gudbrandsdalske Hersefamilie som Høvding men neppe uden, idetmindste i Navnet, at staa under en Konges, og i saa Fald snarest Tryggves, Overherredømme[6]. Det samme var rimeligviis Tilfældet med de øvrige oplandske Konger af Harald Haarfagres Æt, blandt hvilke der paa denne Tid udtrykkelig nævnes idetmindste trende, nemlig Halfdan, en Søn af Sigurd Rise, der tilligemed sine Fuldbrødre Snefrids Sønner, fik Hadafylke, men synes at have overlevet dem alle; og Dag og Agnar, Sønner af Haralds og Alfhilds Søn Ring, hvilken tilligemed sine Brødre havde faaet Hedemarken og Gudbrandsdalen[7]. De have dog snarere kun været anseede og mægtige Godsejere, end udøvet noget Herredømme. Baade Tryggve og Gudrød vare gifte med anseede Kvinder. Tryggves Hustru var, som ovenfor omtalt, Aastrid, en Datter af Erik Bjodaskalle, der boede paa en Gaard ved Navn Ofrestad paa Oplandene[8], af hvilken Omstændighed man vel ogsaa kan slutte sig til Tryggves Indflydelse i hine Egne. Erik var en Søn af Vikinge-Kaare, og saaledes beslægtet med mægtige Ætter saavel paa Vors, som paa Island[9]. Hvad Gudrøds Hustru hed, nævnes ej, sandsynligviis har hun haft hjemme

paa Grønland, siden hans Søn Harald sendtes til Opfostring der[10]. Tryggves og Gudrøds Bedrifter omtales ikke. Sandsynligviis have vel ogsaa disse tilbragt de fleste Somre paa Vikingetog.

Fælles Fare og Fordeel maatte nødvendigviis tilsige Haakon, Tryggve og Gudrød at søge hverandres Venskab. En Høst, vistnok samme Høst, Sigurd blev dræbt, drog Jarlen til Oplandene, og der mødte ham efter Aftale saavel Tryggve og Gudrød, som Dalegudbrand. De sad længe, fortælles der, og talte hemmeligt med hinanden; saa meget kom op, at de havde forbundet sig til at være hinandens Venner, og dermed hævedes Mødet, idet de droge hver til sit[11]. Forbundet havde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning for Tryggve og Gudrød: det tjente kun til at fremskynde deres Død. Thi deres Fiender, Gunnhild og hendes Sønner, bleve nu saa meget mere mistænkelige, da de gjettede, hvad der vist ogsaa forholdt sig rigtigt, at de fire Høvdingers Forbund gik ud paa intet mindre, end at skille dem ved Land og Rige; og de besluttede derfor at komme dem i Forkjøbet[12]. Efter mange Samtaler og Overlægninger mellem Moder og Sønner bleve de endelig enige om følgende List. Ved Vaarens Begyndelse bekjendtgjorde Harald og hans Broder Gudrød, at de til Sommeren agtede sig i Viking enten vestover eller i Østerveg. De samlede Folk, gjorde deres Skibe sejlfærdige, og udrustede sig forøvrigt som sædvanligt. Ved deres Afskeds-Gilde – det skal have staaet hos en fornem Mand i Sogn[13] – blev der drukket sterkt. Man fornøjede sig paa de Tider ofte i Drikkelag ved at sammenligne anseede Mænd med hinanden, og ikke sjælden opstod der Slagsmaal, naar enhver forsvarede fine Venner, og Sammenligningen blev for nærgaaende. Saaledes gik det ogsaa her. Haralds og Gudrøds Mænd begyndte tilsidst at opstille deres Herrer mod hinanden. Harald og Gudrød selv blandede sig i Ordstriden, og ingen af dem vilde erkjende sig for ringere end den anden. Det ene Ord tog det andet. Tilsidst greb man paa begge Sider til Vaaben, og det vilde være kommet til Kamp, hvis ikke forstandige og ædrue Mænd havde lagt sig imellem. Dog var der nu ikke længer Tale om at Brødrene kunde drage tilsammen paa Vikingetog. De skiltes ad og droge hver for sig, Gudrød øster efter Landet, og Harald lige ud til Havs. Det viste sig dog siden, at denne Strid kun var forstilt. Hensigten var at det skulde rygtes til Viken, at Harald og Gudrød vare blevne Uvenner, og at Tryggve derved desto lettere skulde kunne lokkes i de Snarer, Gudrød Erikssøn efter Aftale med Moder og Broder lagde for ham[14]. Gudrød styrede øster til Viken og over Folden til Veggesund yderst paa Halvøen Sotenes, hvorfra han sendte Bud til Tryggve med det Forslag, at de skulde drage i Viking tilsammen til Østerveg[15]. Tryggve, der nu troede Gudrød, og havde hørt at denne havde liden Styrke med sig, modtog Indbydelsen, trods sin Hustru Aastrids Advarsler[16], og begav sig med et eneste Skib til Gudrød, der imidlertid skal have ligget med en overlegen Styrke paa den anden Side af Næsset[17]. Da Tryggve indfandt sig selv tolvte[18] til Samtale med Gudrød, brød dennes Mænd, som han havde lagt i Baghold, frem, og dræbte Tryggve med hans Følge[19]. Tryggve skal siden være bleven højlagt paa en Ø der i Nærheden, som nu kaldes Tryggveø, og hvor man endnu paaviser hans Gravsted under Navn af Tryggverør. Dette Gravsted har dog ved senere Tiders Undersøgelser viist sig at være en Begravelse fra den keltiske Tidsalder[20]. Imidlertid er det ikke usandsynligt, at en ældre Begravelse i Hast har været benyttet til Nedlæggelsen af hans Lig. I tidligere Dage skal der have staaet Bautastene derover, baade ved Hovedet og Fødderne[21].

Paa samme Tid maatte Gudrød Bjørnssøn bukke under for Harald Graafeld. Denne, som alle troede var dragen til Havs, sejlede kun langt udenfor Landet langsmed Kysten, indtil han kom til Viken, hvor han ved Nattetid landede ved Tunsberg og hørte at Gudrød ikke var langt derfra paa et Gjestebud. Han ilede strax derhen med sine Mænd og omringede Huset. Gudrød og hans Mænd gik ud, men faldt efter en kort Kamp, hvorefter Harald strax drog til sin Broder Gudrød, og forenede sig med ham. Det var saaledes tydeligt for Enhver, at deres Uenighed kun havde været forstilt. De underlagde sig nu i Forening hele Viken[22].

Dette er den sædvanlige Beretning om Tryggves og Gudrøds Drab. Den er ogsaa den sandsynligste, og stemmer bedst med alt det øvrige. Imidlertid bar der dog ogsaa været en ganske forskjellig Beretning om Maaden, hvorpaa Tryggve kom af Dage. Ifølge denne skal Tryggve have ført et saa strengt Herredømme over Ranrike, at dets Beboere ej længer kunde taale det, men svigagtigt lokkede ham til et Thing, hvor der skulde raadslaaes om Rigets almindelige Bedste, og hvor han blev dræbt af tre Hirdmænd, ved Navn Saxe, Skorre og Svein, hvilke de øvrige havde bestukket dertil. Hvorfra denne Beretning hidrører, vides ikke. Uagtet den findes i to forskjellige Oldskrifter[23], grunder den sig dog aabenbart paa een og samme Kilde, sandsynligviis et Lokalsagn, der knyttede sig til Tryggverør, og hvori maaskee en ældre Tryggve kan have været forvexlet med en yngre. Beretningen har ikke stor Rimelighed for sig. Om Gudrøds Dødsmaade indeholde hine Oldskrifter intet.


     Hvis Harald Graafelds Regjeringstid regnes til 15 Aar, og Haakon Jarls til 20 (efter Ágrip), altsaa begge tilsammen 35 Aar, falder Haralds Død ved 976 og Haakons 996, hvilket passer temmelig godt.
     Hvis Haakons Død regnes med Odd Munk til 33 Aar efter Harald Graafelds, falder hin ved 1009, dersom Haralds Regjeringstid regnes for 15 Aar, og ved 1004, hvis den regnes for 9; men begge Dele vise sig strax urigtige; eller hvis de 33 Aar regnes tilbage fra 995, falder Haralds Død ved 962, hvilket ligeledes er urigtigt.
     Hvis de 13 Aar regnes efter Harald Graafelds Død, falder Toget mod Kejser Otto ved 981, hvis Haralds Regjeringstid regnes for 9 Aar, og ved 988, hvis den regnes for 15 Aar. Denne Beregningsmaade har Snorre og de fleste Bearbejdelser af Kongesagaerne fulgt, øjensynligt fordi de alene derved kunde faa Olaf Tryggvessøn, hvis Fødsel de henførte til 968 eller 969, til at deeltage i Bestormelsen af Danevirke efter hans Giftermaal med den vendiske Kongedatter Geira, hvorom der maa have været et gammelt Sagn.
     Men nu veed man (hvorom mere nedenfor) af tydske Forfattere, at dette Kejser Ottos Tog til Danmark foregik i Aaret 975, Og at enhver anden Tidsangivelse følgelig er fejlagtig. Regner man derimod de 13 Aar fra Sigurd Jarls Død, eller fra det Tidspunkt, da Haakon fik Jarlenavn, nemlig 962, da passer Angivelsen fuldkommen. Da man nu tillige, hvad der allerede af det ovenanførte fremgaar, maa regne de 33 Aar fra Sigurds Død, bliver der stor Sandsynlighed for, at ogsaa de øvrige Angivelser af samme Slags skulle regnes fra den Tid, den omhandlede Person selv begyndte at føre Konge- eller Jarletitel, eller at kalde sig Herre til Riget, ikke fra hans umiddelbare Formands Død. Anvendes dette paa de 15, 14 eller 9 Aar, som tillægges Harald Graafeld, falder hans Død, naar vi regne 15 Aar fra Erik Blodøxes (950) i Aaret 965. De Aar kunne her ej benyttes, da de vilde bringe hans Død op til 959, hvilket er urigtigt; ved de 9 maa altsaa en anden Beregning være fulgt. Erindrer man, at Gamle Erikssøn, der var Brødrenes egentlige Formand, faldt 956, og at Harald først da kom i Spidsen for dem, vil man neppe finde det usandsynligt, at disse 9 Aar virkelig regnes fra 956, hvilket ligeledes for Haralds Død giver 965.
     Denne Tidsregning, der bekræfter Rigtigheden af hvad der forhen er antaget om Erik Blodøxes Død, (1 B. S. 731) paa samme Tid, som den støtter sig dertil, bestyrkes paa det fuldkomneste af nogle Angivelser i den ældste skriftlige Optegnelse af Norges Historie, som vi kjende, nemlig Thjodrek Munks. Her heder det i Cap. 5, at Haakon Jarl herskede i 30 Aar efter Graafelds Død, og i Cap. 6, at Kejser Ottos Tog – der tillægges udtrykkeligt, at det var Otto II eller rufus, – forefaldt 10 Aar efter Graafelds Død; denne er saaledes paa begge Steder beregnet til 965. Vistnok lader den ogsaa Harald herske i 12 Aar, men da dette aabenbart strider mod de to indbyrdes med hinanden stemmende Angivelser, maa det rimeligviis kun ansees som en Fejl i Tallets Nedskrivning. Her komme og andre Omstændigheder i Betragtning Læser man med Opmerksomhed Fagrskinnas 36te Capitel, saa ser man, at det egentlig er

    Forfatterens Hensigt at gjøre Regnskab for, hvorledes Harald tilbragte ethvert Aar paa Vikingetog, ligesom ogsaa Gunnhild ifølge de Ord, der hos Snorre lægges hende i Munden, udtrykkeligt siger at hendes Sønner hvert Aar droge i Viking. Men hiint Cap. i Fagrskinna nævner kun fire Somre (altsaa fra 961 til 965). Kormaks Saga bestyrker paa det merkeligste Fagrskinnas Troværdighed, thi den omtaler at Kormak kort efter Haakons Død kom til Harald Graafeld, fulgte med ham paa et Tog til Irland, sad derpaa to Vintre hjemme, og ledsagede den følgende Sommer Kongen til Bjarmeland. Fagrskinna lader Kongen i det første Aar (961) drage til Danmark, i det andet (962) til Skotland og Irland, i det 3die (963) til Gautland, og i det 4de (964) til Bjarmeland. Den fordeler saaledes nøjagtigt Togene paa samme Maade som Kormaks Saga, uden at man dog her kan tænke paa nogen kunstigt indrettet Overeensstemmelse. Strengt taget fortælle ogsaa de større Kongesagaer, som det nedenfor vil sees, egentlig kun om fire Somres Begivenheder, udfyldende den øvrige Deel af de 15 Aar med blotte Tal. Og Mag. Adam sætter ligeledes, som vi have seet, Haakons (her Haakon Jarls) Regjering i 30 Aar. Alle de øvrige Aarstal (blandt disse og Angivelsen i Till. til Landnáma, at Dyrtiden under Graafeld indtraf 80 Aar før 1056) synes saaledes at burde rettes efter disse Hovedpunkter: Haralds Død 96.3, og Toget mod Kejser Otto 975. Bliver Harald Graafelds Regjeringstid end derved kortvarigere end almindeligviis antaget, saa vil man dog ikke finde den saa opfyldt af Begivenheder, at man savner Plads til disse.

  1. ↑ Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 12. Olaf Tryggv. Saga Cap. 20.
  2. ↑ Snorre, Harald Graafelds Saga Cap. 6. Olaf Tryggv. Saga Cap. 35. Fagrskinna Cap. 30.
  3. ↑ Se ovf. S. 1, 2.
  4. ↑ Se sammesteds. Det er der omtalt, hvorledes Tryggve efter Historia Norvegiæ baade skal have været opfostret paa Raumarike, og have hersket der, førend han erhvervede Viken. Ágrip (Cap. 13) nævner ham og som Konge paa Raumarike, men da der sidenefter følger „der paa Sotenes“ synes man rigtignok at burde læse „Ranrike“. Imidlertid kan det dog nok ogsaa være muligt, at der oprindelig har staaet baade „Raumarike“ og „Ranrike“. Thjodrek Munk (Cap. 4) siger udtrykkeligt, at han havde faaet Rige paa Oplandene, hvortil Raumarike, men ej Viken, regnes. Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tryggv. Saga Cap. 2, som her rigtignok vrimler af historiske Fejl, og gjør Tryggve Olafssøn samtidig med Gudrøds Søn Harald Grønske, siger at Tryggve og Harald vare Konger paa Ringerike, hvilket synes at være enten en Misforstaaelse af den mere omfattende Benævnelse „Opland“, eller en Forvanskning af „Ranrike“. Dog lader ogsaa denne Saga Tryggve blive dræbt ved Sotenes og højlagt paa Tryggverør.
  5. ↑ Mag. Adam af Bremen, som her, efter hvad forhen er nævnt, viser sig meget slet underrettet om de norske Forhold, og af Eenhed i Navne har ladet sig forlede til at forvexle forskjellige Personer, nævner Tryggve (Trucco) som Konge i Norge, og som en Søn af Haakon den gode, hvilken han igjen forvexler med Haakon Jarl (II 32, jfr. 23). Gudrød maa desuden have været meget yngre end Tryggve, siden det heder, at han havde været til Opfostring hos ham (Olaf den helliges Saga Cap 11).
  6. ↑ Smaakonger paa Oplandene af Haralds Æt, men som ikke ansees mægtige nok til at nævnes udtrykkeligt, omtales hos Odd Munk Cap. 19. Om Dale-Gudbrands Herse-Æt se 1 B. S. 338. En Dale-Gudbrand fældtes af Harald Haarfagre 860, se ovf. 1 B. S. 466. Gudbrandsdalene tilfaldt senere Haralds Sønner med Alfhild, dog vel kun som etslags Overkonger, se ovf. 1 B. S. 585.
  7. ↑ Se ovf. 1 B. S. 582–586, jevnfør Olaf den helliges Saga Cap 186, hvoraf man ser at Ring Dagssøn, Konge paa Oplandene omkring 1016, var en Søn af Kong Dag, Søn af Ring, Søn af Harald. Dette gjentages ogsaa i Eymunds Thaatt Cap. 1, og heraf sees det, at Dag Ringssøn maa have været samtidig med Erikssønnerne. Sigurd Syrs, Olaf den helliges Stiffaders, Herkomst er bekjendt, hans Fader Halfdan, Sigurd Rises Søn, maa have levet henved 960. Eymunds Thaatt nævner som samtidig med Ring Dagssøn Ragnar, Søn af Agnar, Ragnar Rykkils Søns Ragnar Rykkil, saa vel som Ring, var Harald Haarfagres Sønner. Man ser forresten heraf, at der paa Oplandene egentlig kun var tre af Haralds Linjer tilbage eller i Besiddelse af nogen Magt, den snefridske, der havde meest at sige i Hadafylke, og den alfhildske paa Hedemarken, og endelig den svanhildske (nedstammende fra Olaf, Bjørn og Sigtrygg), der var den mægtigste af dem alle, og besad Raumafylke, men nu egentlig hørte hjemme i Viken, og repræsenteredes af Tryggve og Gudrød.
  8. ↑ Om Ofrestad se nedf.
  9. ↑ Om Erik og hans Slægtskab se ovf. 1 B. S. 577, 771.
  10. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 11.
  11. ↑ I Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tryggvessøns Saga heder det paa dette Sted, at Mødet holdtes mellem Tryggve, Haakon, Harald Grønske (der er forvexlet med Gudrød), og Guldharald, Knut Dane-Aasts Søn, der er forvexlet med Gudbrand, aabenbart kun ved en Læsefejl Dana-Gullharaldr f. Dala-Guðbrandr.
  12. ↑ Efter Odd Munk blotede Gunnhild til Guderne, for at faa vide, hvad de fire Fyrster havde talt om, og fik den Frett, at det gjaldt hendes Sønner.
  13. ↑ Dette siges, uvist med hvad Hjemmel, hos Odd Munk. Det er imidlertid heel rimeligt, at Gildet virkelig stod i Sogn. Dette Gilde kaldtes brautfaraöl (Bortferds-Øl) og et saadant synes altid at have fundet Sted før Udfarten.
  14. ↑ Sagen fortælles noget forskjelligt hos Odd Munk, og aabenbar fejlagtigt, siden Brødrenes Strid her omtales som om den fandt Sted for Alvor, hvorved den hele List bortfalder. Det var, heder det, om Retten til Riget, at Striden udbrød. To Dage efter hinanden grebe de til Vaaben desangaaende, og maatte holdes fast for ikke at komme i Kamp med hinanden. Endelig dømte Dronningen imellem dem saaledes, at Harald skulde være Overkonge, men til Gjengjeld give Gudrød 30 fuldt udrustede Skibe; du kan ogsaa, sagde hun til Gudrød, skaffe dig et Rige, hvis du er heldig. Derpaa, fortsættes der, samledes Folk, og Gudrød lagde sig i Vegge-Sund.
  15. ↑ Det heder nemlig hos Odd Munk, at han lod Tryggve indbyde til sig ved nogle Mænd, i hvis Spidse Thord Ingileifsføn og Thord Egileifssøn stode, men at disse siden, da de merkede, at det hele var et svigfuldt Anslag, forlode Gudrød hver med sit Skib. Thord Egileifssøn og Thord Jorunssøn, hvilket sidste paa dette Sted utvivlsomt bør læses istedetfor „Ingileifssøn“ (i det opr. Haandskrift vistnok kun I. son) tilhøre egentlig Legenden om St. Sunniva og vedkomme vistnok aldeles ikke Tryggves Historie; de ere aabenbart kun henførte hid, for at deres Navne allerede her kunde forherliges. Det maa heller ikke oversees at, Tryggve siges at have boet paa Ringerike, uagtet det dog fortælles, at han blev dræbt paa Sotenes.
  16. ↑ At Aastrid advarede ham, siges kun hos Odd Munk, men det er i sig selv rimeligt. Hun skal have fortalt ham en Drøm, hun havde, at en stor Guldring, som hun bar paa Armen, gik itu, og at det blødede i Bruddet.
  17. ↑ Ifølge Odd Munk kom Tryggve med 10 Skibe og lagde sig paa den ene Side af Sotenes, medens Gudrød, rimeligviis med 30, laa paa den anden. Hvis Hovedangivelsen er rigtig, har Tryggve i saa Fald ligget med sit Skib eller sine Skibe i Kongshavn, strax i Nord for Gravarne Kirke. Dette er og i sig selv rimeligt af den Grund, at han skal være bleven højlagt paa Tryggve-Ø, der ligger vestenfor Næsset, ikke ved Veggesund, der er paa Østsiden.
  18. ↑ Efter Odd Munk selv 20de, medens Gudrød var selv 40de.
  19. ↑ Dette er Beretningen hos Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 9 og i den yngre Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 36. I Hovedomstændighederne stemmer den med Odd Munks, kun at den er langt sandsynligere.
  20. ↑ Holmbergs Bohuslen 3die B. S. 11.
  21. ↑ Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 2. Tryggverør nævnes Udtrykkeligt baade hos Snorre, i den yngre Olaf Tryggvessøns Saga, og hos Odd, men denne sidste tilligemed Ágrip henfører det urigtigt til selve Sotenes, medens de øvrige ikke nærmere bestemme Tryggverørs Beliggenhed. At det laa paa en Ø, siges udtrykkeligt i Historia Norvegiæ fol. 8 b.
  22. ↑ Snorre, Harald Graafelds Saga, Cap. 10. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 37. Olaf den helliges Saga, Cap. 11.
  23. ↑ Nemlig Historia Norvegiæ og Ágrip. Den første (fol. 8 b) fortæller det fuldstændigt, det andet (Cap. 13) kun korteligt, uden at nævne Navne. Begge meddele dog ogsaa den sædvanlige Beretning, idet Historia Norvegiæ lader det være uafgjort, hvilken af dem der er den rigtige, men Ágrip derimod udtrykkeligt tilføjer om den sædvanlige, at „saaledes tro de fleste“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/4&oldid=60461»